Hesba St , :
Genncm et Name-sie
Ira Engelfk.
(Fortfat.)
»Der er intet Anhang til Teftmnentet,« fagde
han. »Til Margretl- liWW Kr. oni Ilaret og Ret til
at bo paa Herinrd Slot Reiten af Godfei, Max-lerne
og alt efterlader je,1,til niin til-re Ztedfmh Justin
Webs, sont fkal antage Navnet Her-ford« For to Aar
fiden vukdetede vi dest. Justin, og deren-rede Jndtaskp
ten til -l0,00l) Kr. unt Aaket, eiter at Margretes 10-,
000 Kr. et fkadragne Og der er rig Lejligljed til Fur
bedringer, sont gainle Herford talte uni, nsen aldrig
fik fat igennein Der under Klippen kunde der blive en
god Østcrsfetig. Men nu har Eieren gjort Godfet til
et Fideitottilitis, han vil ifte give dig Lov til at have
faa lij Stillina, foni han felv lmr hast« Du og dine
Arvinger, asldite Sen ellek Dotter, derfom du itle hat
nogen Sen. Han boldt ineget as lille Lilli. Men ital
kels Rilard ointales tun : Testamentet for at blive
udelullet im Amen«
»Ak, ntin ftattelg Nilard, snin til-re Drengi« uds
bwd Frn sei-ford. »Tet er et neetiasrdth Testamen
te, Thomas, det er itke aiildiqt Min staltelci Dreim.
Hatt maa innre qiort et andet Ieftmnente on genit det
et eller andel Sied. Lad oss stritt-:- fe eiter.«
»Ja vist lmr lmn aiott et nndet Teitainente,
fagde He. Wation tørt Vi ftrev det, da diiilard var
et halvt Aar gammeL on da var jeq atter nenig nied
hom. Thi efter min Mening Var det et heist uketiasv
digt Testaniente nieste-i ligefaa flet, oin itte wem-, end
dette. Hatt efterlod absolut alt oq uden Forlienold og
Betingelfe til fin Zen. Der lvlen itle en Øre fat nd til
dis, Margrete, du blen qiort inldftiendig ailiasngig af
Ritard »Bist nil aøre liende til en god Moder niod
hani,« ftigde den qt1nileHerre,«l)nn vil ille fiqe for
meget, naar tmn flal have fit lldlonnne hos hanc-' Du
kan vel tasnke,lnn1d du v. lde iaa ai Nitard «
»Al, fa. det var meaet met-e uretfwrdint end det
te,« Tnillede Im »Sei-vord. »kliitnrd nilde fnart fcette
Gads og Penn- imernne Quer flnlde W iaa isten-I- Ju
ftin vil handle reliirrdmn alle « enlnier til-d, inmd
Jnflin er. rlllen inin itnltelss Tretet inn- altid l)m:’«let
nrigtiat, en intet linder nied en imdnn egoiti7:, ji«-n
findet Mond tl Inder-E
kpn da Fri- Herfurd erntreds Jndlixildet ai iin
Mond-: let-sie Ieiimiieiite, sont lntn felu hause lnsasndt
den formaaende Alten, var lntn sanfte tilfredss nted
det sidfte. Der var ikle nieaet at haabe for hench der
fent Rilnrd blev ninditrasntet Herre: men Jitftin haxsi
de altid varet en tod, tiligtonfyldende Sen mod ben
de on liendes Mand Dis-Linden blev hnn ganer nai
hasngixi ai lnnn on »nu- n.m Oerfokd Slot Med den
ne Bevidiiyed eendte hnn fig otn mod hani og tysiede
dam.
»Gud velsiqne dia, Justin,« faqde hun, »du vil
blive en bedre Heere end niin ftakkels Nitard Men
det get miq alliqeoel ondt ier baut. Maaer han tun
de We bleven en aod Mand, derfoni han havde haft
Mulighedx men nu et der ingen Udfigt for imm«
Hun faldt attek tilbage i fin Stol og beqyndte
at grasde mere alvorligt end fer, dels as lfnsterift Ve
vergelfe, dels ai fand Stuffelfe paa fin arveløfe Zone
Bei-ne Justin iaa ug lwrte paa det altiannnen sont i
en Drmn, indtil ban ftanmiede:
»Godfet er itke mit, Moder, jeq bar itte tane det
ita Ritard.«
,·Men lfoad vil du da zwee?« spnmte hanss On
kel ftarpt. »Gamle Herford bat-de io Net til at ener
lade det. til lwent lmn vilde. og nu bar lmn efterladt
det til dia. Hans fidfte Teitamente var mere fornnitiqt
end det ist-ste. Zelniølgelin er Nitakd Intan eqen Zen:
nien han vidfte io, lwitd eitlwer ded, at Dreimen vilde
sdfle alt bott. Hvad var «ll),«ll() Kr. for en Ødeland,
der kundc bmgk 1W,0()l) Kr? Dei-sont han nn ftnlde
duse op, og det er meqet tvivlfomt, tan du aøte no
get for l)mn, ellek derfoin ban vedbliver at være engste-I
ls, san du tun holde han bot-te fra Afgrnnden Din
Fader link not vidit, lwad lmn gjokde, tan du tro. Da
jeg ftredess nted liatn, fordi han itte efterlod Ritard en
Lite, fagde han: ,,Juftin er en god Mand, der tkke
vil lade ham fulte. Gid han vilde!« tilfsjede han: tin
han nat nieget bitter paa Zønnen Og tcenl faa paa
din Moder! Nu faar lnm 10,000 Kr. oni Aar-et til
»
tin-bat Brim, del er, lwad der tiltoimner en yngre
Sin, qitiaa faa nieset, lam Ritard tan qøre Fordring
M- Tag MOd bot aode Tilbnd, Instin, du vil blive en
Ist-re der-ford, end om du var todt decti1.«
»Selvi-laelia-« hanc-de haust Moder. »ng os
nu tkse med Tvivl og Bekenkeligliedee Gan lmr altid
W MIC- st min Ssn ltnlde have fannne Nettiaheder
M M PM, Laus havde jeg aldklg giitet inia ined
YOU DU «k M Wie Sin, og du er Awingen
M »Alle Camle Ritatd Deefords AwtngÆ fagde Jn
n.
»Zw- du et-« woltvd bun. »Im bar indiat dig til
Irrt-II, oq det Ian tnqen forandrr. Ovad ftulde der
me blevet et mis, deran bcm baut-e qtvet miq date
teftmnente at beendet Jkke en see tll mtqt It
Amte fla. at han ikke havde efterladt mtq en Ørel
Jeq ved, at faa var leg bleven n-dt til at ho bog dlq
l den usle, lille Prcefteqaard Wen nu er jeq velfors
fsrqet, oq du l lige Mande; og derfom Rikard kommee
tilbaqe, tunne vi alttd atre noget for baut. Gud fke
Lod, at det fsrfte Testamente ikke mere etlifterer. Jeg
kunde ikte have været rolig i alle dtsle Aar-, derfoin jeq
« hat-de vidlt, hvad han bavde qjettf
Det var lot hende, fom otn hun med Md og mep
pe var nndflnppen en ftor Elendiqhed Det Gmel-,
fom bona over heades Hebel-, var taget hort; men hun
M endnu fe baade Smdet oq den tynde Stand,
des bat-de hænqt t. Dun ryftede og qyfte ved Tanken
m det; men for Justln var hun litter. Endellg tunde
Inn blive Verfterinde paa Hektord Scot, — den Stil
IIO lnm havde giftet ftg for at faa, men ille opnaaet.
Ifter de lange, bundne Aar i Trældom, kenn endeliq
Wie muntre, sode Dase, fein hun hat-de lot-et flq lett-,
da hnn blev Ulkard Derfords Dulttu Dun havde træl
- let under et Aas, dee var tangere end Jultinö. Men
« un var IIW fortn, es Undektrykkeren dorte.
Indfltnt det endnu ikke var fire og tyve Atmen
W jun var MI, nnd hun allerede Frihedcns Lettelfe,
Inst-W- dahuntttatvtds,athunvarvels
Justin, skyndte hun fig vp paa sit Verkele for at takke
Gub, fordi hun var fikkcr paa Fremtiden. Dekpaa
sendtc hun Bad ofter sin Skrædcr og Damefkræderinde
for at afgøre det vanfkeligc Spargsmaak Sørgedkags
ten for gamle Rikard Herford
Vl.
Rot eller Uret.
Justin gav alle de Vefalinger, der var nødvendige
for Øjebliktet, og derpaa iorlod han Slottet efter at
have aftalt med sin Onkel, at Teitanientet ikke sknlde
omtales fei- efter Begravelseii. J de iørste forfærdede
og forvirrede Øjeblikle liavde lian fattet sine egne Pla
ner, og nn ønilede han Eniomhed og Stillied for neers
mere at tarnte over denne alvorlige San. Han var
ligeiom en Mond i en lialu drinnniende Tiliiand, aldes
les nde af Stand til at faa en klar Traad i sine Tanker
og løse den nd fra den taagede Forvirring, der herste
de i hans Hierne
Noget efter vandrede han nden Maal langs med
den smalle, græsbevotiede Sti, som gik lang-J med Klip
pens mange Krnnininger Den teette Negn, soni uden
Ophør var falden bele Dasein var endelig liørt op,
inen Hinilen og Seen liavde lJevaret det triste, grau
Stcer De iniaa Ingle, ioin ellers sang, naar Solen
gik ned, enten det iaa var Zonnner eller Winter, var
ganike tavse, og ille en Lyd lmrtes undtagen Havmaas
gernes hwfe Strig, naar de flog ind inod silipperne
Stiierne var iom et tirt, araat Sløn Danslniet var ved
at ivinde bort, oq Mørlet bredte iig lnirtigt Men Jn
itin liavde liverlen Øje eller Øre for noget nndtagen
iiq ielv. Hans Hierne var altfor optaaet til at lægge
Man-le hverken til Tiden eller Vejret,
Der kunde itle viere nogen Tvivl oin, at det Te
icainente, ioni var tilintetgjort, var netop det, iom gam
le Nsikard Oeriord ønilede at aennnex J de sidite Maa
neder liavde den ganile Monds Tllandsevner og iscer
bank- Zyn iiiiqtet liani, og eiter at baue liest de to Te
itainenter paa ianiine Tit-, inaatte han nden Lvinl liave
inrlnittei Stenvolntin-ne. Han iiavde talt altfor tndeligt
on Hart, oni liviltet lian anstede at eiterlade iiq, til at
der inndis nasre nogen Feiltagelie innlig. Paa sit Dødss
leis Hand-.- lian in tilgivet sin fortabte Sen og tilbages
kaldt det Testaniente, iom lian liavde giort, da Vreden
innd Hunnen Var iiitresi Han var død i den Tro, at
han« ein-sie Inn iinlde arve iine Forfasdress Ejendonr
Tist mi- et nsnt Tiliaslde, iinn liade gjort, at det forste
Teiiinneniis inn- l»leiset tilintetqiort og det iidite be
varet.
Wien lim« del kiiist nt kalde disk et TilfclsldcY Justin
hinn- iiic namh- pi del vilde vasre en nbehagelig Ting
im« :«l dein, drin-J Enn liernrtcy int« ikle at tale om
diiiiard sehn der fein i nindslmsnlet Befiddelie af Gad
iet kni da nai- der tnn Udiigt til, at lnin inart vilde
iasirs alt »in-rinn-, oa dette vilde da iige det iainine inni,
at M inart vilde aaa over paa freininede Hirnden ine
den ielve Ninnnst »Sei-find vilde nddn ira det gamle
Gedi» Det tnnde gainle Nitard Herford rned iin nd
prasgede Familieitoltlied aldrig have øniket iig.
Da lian giorde sit første Teitamente, var hans Ar
ving tun et ipcedt Barn i Vnggen th iorandre dette
vilde viere ligesaa niodiat han«-, virlelige Mening, som
at hans Stedien iknlde arve Godiet og antage Raum-L
Han var starpiynet nol til at vide, hvor taabeligt det
var at gøre iin Sen til nindilrasnket Herrin Han havde
to foritellige Hensinter, og det var knn i den iidite
Stund, at lkcerligiieden til Sonnen liavde iejret over
den Lverbeuicsninm at heian ganile Onsss og Navn vilde
blive ofret for bang Ødiellied
Denne den ganile Feiltagelie var bis-selig iiitet Til
foelde, ioin Foriynet liavde tilladt. Jiiitin brngte ikke
Gnds Navn i denne Forbindelie. Forsynet iiavde til
ladt den garnic, lialvt barnagtige Fader at lasgge Pa
pirerne i feile Konvolnter. Og derfor var han dsd
niere rolig, ligeiom et fortælet Baru, der falder i Søvn
med noget iarligt Legetøi i Haandem og hviltet iaa
lidt efter lidt inaa tages fra Fingrenes trainpagtige
Grob. Der var itte gjort nogen Ulntte. Uinditrwnket
Mast vilde viere et iarligt Vaaben i Ritardg Hændeh
inedens den i hans vilde blive til Vetiigneliefor mange.
Det var det rette Los at se det i. Foriynet havde givet
Art-en til den, ioin vilde gere bedit Brng af den. Han
bavde ikke selv en Finger med i Zpillet, lian liavde end
og tilskyndet sin Fader til at tilgive Ritard Det var
hans Moder, baade hans og Ritards Moder, som bavde
brcrndt Testanientet, iaa at han itte i mindite Maade
l)avde Del i Fejltagelien Han var fuldftcendig fri for
Brøde eller Styld i at tilegne iig iin Bruders Virveret
Den var kommen af iig ielv til ham.
idvad ituldc haii da gerec- Han liavde itte noget
Begreb am, hvad Loven vilde forlange af l)ani, og han
enitede nceppe at vide det. Der havde itte været nogen
Trediemand tilitede under lians Ianitale ined Zted
iaderen, og det maatte iaaledes ene bero Paa liansJ Ord
og Vidnesbyrd Deriom Loven antog lians Vidneslnird
eg overgav alt til Rikard, hvad blev der iaa ai lians
Moder? J mange, tnange Aar havde hendes Lin vceret
ei ensfarinigt Traslleaag, og nu paa iine ganile Daqe
vilde hun blive overladt til en ligegyldig og lieninnss
lts Søns Naadc og Barinhjertighed for lelve det Brod,
bun spistr. Nei. Det vilde vcere Daarilab at vaslte det
’Inlvar for andres Bel, iom der var lagt paa l)ani, ira
sia for at optethalde en gammel Familie-s- Navn og
MUCM- Dei-im Sagen tun dreiede iig oin hum
Wk M WILL sanfte and-t. Men var det ikke hans ufras
viqelige Pliat at tie os ovektage Godset ioin sin Ejens
dom? .
Gan tev Konvolutem hvorpaa der kuii«stod: »Ri
Md Werd- 2eitamente, den 4. September mais-,
W- VI lM MU Stumpernh sum Binden langiomt bar
hart. Da de var spredte for alle Binde, fortrød han
det- hvvkisk vile han me. Der var intct Bevig i
demb stmc de M ikkevne med hans Stediaders
stpkcs W Musikka f Det var iimpelt hen en rin
se Bette-stelle of en send-gewim- iom han havde he
lluttet at bebolde for ils fett-.
s. Im btm vilde hold- deu im- iiq sen-. Hau vilde
fisk- CU- DM VII ltod i han- Maqt för at finde Ri
kskds VI Kerlsm btm TM hie-u forandret og beviite at
der m imme- eu Weibes-de Form-ins mei
bsms i Stand M Ot M- M en dem til verspei
VUWS MS- VUVI M M M- Mist at asstaa Athen
M W· VI Man Mist-IV M MIPMU denne
HMUWWW’ " « - " «
usw Ist gis-.
eq·
Ejendom, der ikke fknlde være bleven fattigere under
Justins Formynderssab. Han løftede sit bøjede Hoved
og gik were frimodigt fremad, da han havde gjort det
te Løfte Dette var det rette, som burde gøres. Nu
faldt der Lys over hans Vej og gjorde den klar for
l)am. Han vilde beholde Sagen for sig selv og bestyre
Godfet, indtil han sau, hde der blev af Rikard
Det var blevet helt mørlt, da han kom til denne
Beslutning, kua at han ikke længere kunde se den innen
te, farlige Sti, han hidtil havde fulgt over Klipperne.
Floden var kommen og brølede un som tunge Kano
net-, naar den flog ind mod de forte Klippen bevokses
de Ined Søgræs, der lau fein Hundrede Fod under
hom. Landsbyen Herford laä nu bagved l)am, og ban
var ganfke nær en anden lille Dol, der var endnu mere
smal. lInn kunde alle-rede skimte enkelte Lys paa For
siden of en stor Bygning, lwor han var næften ligesaa
godt lendt som paa Herford Flot.
Naar man nndtager fire fem usle Hutte-h laa der
ellers ingen Hase i denne lille Dol. J Aftenens dybe
Still)ed lød en stor Vagthunds l)cese, dumpe Gen-n helt
uhyggeligt, og den besvaredes knn af de brusende Bel
ger. Over hele Stedet ljvilede en usigelig Sørgmodigs
bed, og Justin stand-jede i Møvket og faa over det.
Han vidste godt, at ved Dagen saa det ligefaa øde
og trift nd. Skovene og Haben omkring Eremitages
gaarden var overvoksede med Tidsler og Tjørn, Porte
og Langer hang paa rustne Hængsler. der var Revner
og Sprækker i de mosgroede Vægge, selv Udbygnin
gerne var faldefcerdige, og i mange Aar var der ikke
rørt en Haand til Reparation eller Forbedring af Ste
det. Eierem Or. Lynn, var Omegnens meft ryggesløle
Meinteka en Dranker, en Spiller og en Odeland, som
havde fert Jnftins Bruder i Fordærvelse og mange
med hom, der var komne i Berøring med hont. Men
da han stod der i Markeh vidfte der sig et Smil paa
hans Anfigt, fkønt han famtidig drog et dybt Sul.
,,Gud give, Esther var min Huftru i dette Øjes
blik,« hviskede han. ,,Det vilde voere godt baade for
bende og mig, thi da kunde jeg fortælle l)ende, hvad
jeg ikke kan betro andre!«
Vll.
Hos Esther Lynn.
Et Knarters Tid efter niaatte Justin anstrenge sig
for at saa den store Vagthund paa Ereinitagegaarden
til at tie stille, og hans Trnsler ophidsede end inere det
rasende Dyr, selv oni det snøftende fnlgte ester den
sjeldne Gcest og gjorde Mine til hviliet sont helft »Die
blit at springe paa hain. Hoveddøren paa Gaakden
havde ikte vceret aabnet i nmnae Aar, og i Nevnerne
paa den hese Ztentmppe voksede der store, iraitige
Starntyder en Fiatoste Men Justin vidste allinisneL
hvor han sinlde komme ind nden at gaa genneni det
store, minimeldagsks Ketten, soin ellers var den alniindes
lige,Jndgann. Esther havde en lille Sideder fin- sig
selv, og den havde vieret nahen, saa langt lmn tnnde
huske tilbage, naar lian bragte Bud fra sin Stedfader
til He. Lynn Ten var itte laaset, og han git ind, gan
ske soni oin han herte til Einset. En lang, niørk Gang,
kun sparsomt oplyst af en osende Lampe, laa soran
hain, men han git hurtig videre
Onitrent midt i Gangen standsede Jnstin og ban
kede paa en Der; nien da der ikke lød noget Evar in
desra, aabnede han den lidt ester. Det var et gammels
dags Vierelse, lavt Bjeelteloft og lnije Paneler paa Vcegs
gene. Vierelserne paa Hersord Slot lignede det meget;
tnen her var Ncøbltsmeiitet salinet og aaiiiiiieldags, og
over det hele hvilede Fattigdommens Præg, blandet
med Tegn paa omhyggelige Hienders Onisorg. Der
sandtes dog en Overslod af Blomster og Bregner, som
gav det tarvelige Vasrelse et lnmgeliqt Prceg, som
scengslede Justin, skønt lian nceppe vidste, hvorsor han
sølte sig saa behagelig til Mode, nden at han besandt
sig i Esther Lynns Dagligstne
J Kaminen brændte en livlig Jld, Lampen var
trendt, og skønt den var skruet lavt ned, kastede den et
blødt, dceinpet Skcer over Vcerelset Justin lod sig sal
de ned i en lav Lænestol ved Kaminen, og da niærkede
han seist, hvor træt og udinattet han var efter den sid
ste Rats og Dagsz Ophidselse Han lnkkede sine Øjne
nied en behagelig Følelse assOvile ester sin trcettende
Tur, og dersor hørte han ikke, at Esther kein ind.
Hnn havde et Lys i Haandein og detS Stier niste,
at hendes Ansigt var altfor magert for hendes Alder.
Det var et scnnkt Ansigt, med sint somiede Trwk oa en
lav, bred Pande Hendes Hndsarve var gnllig, uden
niindste Spur as rødt nden Liebt-kne, medens hendes
Øjne ug Haar var sort som Ratten. Madam Fesse,
ganile Jereinias Zosses Hustru, en Korn-, som tun
talte lidt, men som havde poetisk Sans, sagde, at Fre
ten Esther Lynn inindede hende altid om Maaneskinnet.
Hun saa altid bedrøvet og trcet nd, men da hnn saa Jn
stin sidde og sove i Lienestolem gik et let Smil hen over
hendes Ansigt. Hendes første llngdotn var forbi. sinnt
en nieget trist llngdoin; thi hun var over 25 Aar, og
hun var nu en sinnt, selvbehersket Kvindeskitkelse Men
lige for Øjeblitket, da hendes lØjne straalede, og et
Sniil spillede om hendes Lieben havde det vcekdige Uds
seende veget Pladsen for en nngdonnnelig Munterhed
Naar hun lo, var hendes Latter stille og yndesuld, men
tun faa hat-de nagen Sinde set Esther Lynn le.
Hnn havde nasppe staaet et Minut, før Justin lag
de Mast-te til hende og reiste sig hurtig. Esther gik hen
og hilste paa ham og kalte hain ligefreni sin Haand,
som om han var en gannnel, fortrolig Ben. Han tog
imod den og holdt den lasnge i sin, idet han hurtiht,
men dog roligt, sagde:
«Esther, min Fadek er dedi«
«Jeg hat btrt det,« svarede hun og saa alvorligt
paa hain. »Vi sit det at vide i Mai-ges.«
»Da for en halv Tinte siden ønskede jeg, at Esther
Lynn var min Hustru,« sagde han, sslgende en pludses
lig Jndskydelse·
Hun trat sin Haand ud as hanö og faldt ned i den
Stol, hvorfra han lige havde rejst si. Hendes Hierte
bankede stærkt Justins Ansigt, som hun kendte saa
godt, bar Spor as heftig Bewegele og da hun sorlegen
og skarpt saa paa ham, lagde hun Mærte til, hvor hans
Lieber stælvede, og hvilten Uro der var i hans Blit
Han saa næppe ud til, at han var kommen den lange
Bei over de merke Klipper simpelt hen for at sortælle
Idnde om sin Mlighed
»Jan mig,« saade han blnligt »Da var itte
mm Xpage at sie- det i W is da is- cwkxs »
, ist Os-» -«
«..» ----
A
sker Dem, Esther, jeg traenger til Dem. Nu har jeg
sagt det mod min bedre Dammekrafh ja næsten mod
min Villie; hvad vil De nu svare mig?«
,,Hvorfor er det imod Deres Villie?« spurgte hun.
»Im-di De sandsynligvis vil here op med at veere
min Ven, dersom De ikke vil vcere min Huftru," svares
de han bedrøvet ,,Ved De ikke, at jeg omtrent er Der-es
eneste Ven? Ja, jeg har altid vaeret Deres bedste Ben
Jeg hak opmuntret og hjulpet Dem ved at komme her
i Dereci elendige Hieni. Paa en Maade beskhtter jeg
Dem. Og dersom nu mine ubetcenksoncme Ord stiller en
Skmnke mellem De mog mig, vil De miste Trøsten ved
mit Venstab, og jeg vil miste en Ven.«
Da han havde sagt dette, blev der en Stunds dyb
Tavshed Esther skjnlte Ansigtet i sine Hoender, og Ju
stin knude knn se den lave, brede Pande og det mørke
Haar, som var strøget glat op fra den og samlet i en
tyt Knude bag i Nakken. Efter en lang, pinlig Tat-ö
l)ed sagde han atter brndt:
»Im har itte gjort Dem noget ondt, Esther; men
seg vilde enske, at jeg knnde tage disse ubetænksomme
Ord tilhage Naar jeg denne ene Gang har sagt, at
jeg elsker Dem, stal jeg aldrig mere bedrsve Dem der
med. Jeg har aldrig elsket en Kvinde, som jeg elsker
Dem. Jeg var tun ganske ung, da jeg ægtede Lillis
Moder, og De var knn et Born Det er en Mands
dybe, trofaste Kcerlighed, jeg tilbyder Dem, og Gud ved,
at De er tærere for mig end noget andet i denne Ver
den, ncesterk kcerere end Milli, og hende holder jeg mere
af, end jeg kan sige Men min Kcerlighed til hende
skulde aldrig sie-de samtnen med Kærligheden til Dem,
Esther.«
»Hvorfor hat- De aldrig før sagt mig det?« hvii
skede hun.
»Hnorfor jeg først siger det nu?« gentog han.
»Im-di jeg er som Løvet, der kastes hid og did, fordi
det er, som hele mit Liv er rykket op med Reden. Jeg
hat« talt mod min Villie, det var slet ikke min Hensigt
at tale deram Jeg vilde kun komme hen og se Dem,
tage Deus-J Haand i min et Øjeblik og here Deres ro
lige Stennne seg durde strats være gaaet tilbage til
min Pligt; men nu har jeg som en Daare forskertset
min egen Lytta De kan aldrig glemme dette, Esther.«
»Nej, jeg kan aldrig glemme det,« hviskede hun.
Han stod foran hendes Stol. Den lange, trættende
Tur ad den ujævne, besvcerlige Bei havde givet ham
et srisk Ildseende, selv om den sidste Nats Vaagen og
de tunge Kampe, som kun han selv kendte, havde givet
hans Ansigt et trat bekymret Udtryk Hun saa paa
hant med sine Inørke Øjth og paa hendes Lieber viste
sig atter et ømt Smil
,,Jeg ønsker ikke at glemme det,« sagde hnn roligt,
,,thi jeg har altid elsket Dem, Jnstin.«
»Er det mnligt?« ndbrød Justin, tog hendes
Haand i sin og saa hende ind i Øjnene som sor at læse,
om hnn gjorde Nar ad ham eller ikke. »Sig det atter,
Esther Sagde De, at De har altid elsket mig?«
»Ja, hvem sknlde det vel ellers være?« hviskede
hnn. »Lige fra jeg var en lille Pige, hat jeg ikke el
stet nogen anden. De har altid Vceret god mod mig,
Justin, og god mod alle. De er den bedste Mand, jeg
«kender, den bedste i hele Verden for mig.«
Han knnde noeppe opfange de sidste Ord, men saas
snart hun havde sagt dem, lød en bydende th Ringes-:
gennem det stille Has, og lidt efter raabte en utaalmos
dig Stemme gennem de øde Gange:
»Kom, Esther, kom straksl«
»Det er Faderl« udbrød hun, idet hun hurtig
sprang op, ,,saa maa jeg gaa nied det samme. De vil
vel ikke hilse paa ham i Aftem Justin? Nei, De ncaa
hellere gaa hjem og hvile. Farvel, kcere Justini«
For hnn tunde svare, var hun forsvundet, og han
hørte hendes lette Trin skynde sig henad Gangen for
at esterkomme sin Faders højrøftede Kalb. Han havde
oste før hørt den højrøstede Kalden og de lydige Fodi
trin, Inen han havde aldrig før følt sig saa skuffet som
i Asten. Et Øjeblik blev han staaende tvivlraadig,
om han skulde følge efter hende til He Lynn eller ad
lyde hendes sidste Befaling am at gaa hjem og søae
den Heile, som blev mere og mere nødvendig san
luktede Døren op og harte da raa Latter og højrøstet
Tale komme fra Spisestuen i den anden Ende af den
lange Gang Det vilde viere taabeligt og nnhttigt, der
som han viste sig for den halvberusede Mand, og derfor
aalmede han hurtigt Sidedørem som han var kommen
ind ad, og gik atter nd i Mørket.
V111.
Esthers Beslutniug.
Esther sorlud nltsaa Justin oq sknndte sia hen til
Zpisestnen sur at vesvare sin Faders Kald Han sad
endnu ved Middagsbordet samtnen med to Gæster fra
Lowlmrougl), sont var komne, efter at Esther havde rejst
sig sm LItiddagen Man kendte altfor godt Or. Lynn,
uq det Ums meget sjeldent, at der ikke kom nogen om
Aste-nen, tin-d hin-m Isan kunde fordrive de lange, fede
lige Timer fm Middagen til eftek Midnat. Han pra
lede as, at lmn kunde drikke dobbelt saa nteget sont en
lmer anden Mond i lsele Ontegnen, naar han selv fis
Lov til at vælge Tiden og begyndte ester at have styrket
sig ved en god Middag. Og der var ingen Drankere i
Otnegin-u, som ikke havde prøvet at drikke med hom.
Han var endnn en snmk Mond med et sint Udses
ende, Ined samtne sine Trcek som Datteren. Jndtil de
sidste Aar havde der været en udprwget Lighed mellem
dem, lige til det sintsormede Hoved og den slanke Fi
gurs oprejste Holdning. Men nu var Or. Lynns Hoved
ikke saa oprejst, og hans Skuldre var mere sammensalds
ne end for. Hans Ansigt havde saaet en usund Farve,
og hons Øjne, sotn før havde været ligesaa klare oq
dybe som Esther-T var bleven matte og blodunderløbne
J dette Øjeblik var han i den halvt berusede Tilstand,
da selv det mest alvorlige Tilsælde sremkalder en vans
vittig Latter. Da Esther hurttgt aabnede Deren oq
standsede der et Øjeblik, overrasket ved at se de to Ges
ster, som hun ikke havde hørt komme, udbrsd han atter
t den raa Tone, som havde jaget Justtn ud as Cuset
»Esther,« sagde ban, ester at hanS to Kammeratet
hovde reist sig og butket for den værdige Minde, uden
at turde vove nogen anden Hilsem »jeg hat nogle sod
Nyheder at fortwlle dis. Or. Flemmtng hat hsrt dem
i Lowborough, og de er altfor gode ttl at bltve somit - .
til i Morgen. Bed du, hvad gamle Werd hat gis-Orts «
Jkke esterladt sin Søn en Ore, men All Im M M
Præsten.« « « «
»Ja einstens-« Wot- W.
