)
XVI
Zinsides dc merke Bande.
En Fortwlling ai A. L. O. E.
Oversat as R. s.
(Fortiat.)
,,Ko Tltalt Vint bar onst-et ett Slave«, fot·tsatte Sta
retten, ,,ltan tendte intet — alt var tttktrtt —- l)nn var
Mennesketh Blaue og Satans Slatnn Inder Jndsott
bestiede Slaven ska Menneskets LænleD ttten hatt hold
tes ettdnu fangen as de vtekste Bannen Ko Thal) Von
leerte da tneget as det gode, mett hatt sulgte det onde.
Slaven havde Gæld Den kristne Broder Shway be·
talte Geolden —— ton sto Thah Byn sont sitt Tit-neu
Men Ost-tiefen var ond, tin-get ond; Herren tnnde ilke
have saadan Diener —- ntaatte sende hattt bott. Alle
Mennestet sagde, at Ko Thal) Mnn ikke var nogen Kri
sten Ko Thal) Bnu havde fort Hjerte Men den gode
Herde sau, at Leoparden kunde bline sorvattdlet til et
Lam. strist Pttttde borttage de vilde Dier Statttpletter.
· Krist lnnde sylde det dode sorte Hierte tned Kastliglted
Krist tott Ko Titalpllntn netop sont Synderen var ved at
ftytte i Helvedty falde i Afttrundetn ned, ned, ned »
Ktist ltoldt nam, reddede Synderen, drog lntnt op, volle
de lnttn og satte lnttn oaa Klippen!« De sorte Øjne nd
qtd Trinken da start-nett soktolte otn den sorløsende
Meliglted
»J ltattde et ltnardt Sind og ottde Tilbøjeligltei
den« ldetnnstlede Colditreanh sont tned tncgen Interesse
lyttede til den ontvendtes Tale; ,,tnen J hat« tnaasle
oldrin benaaet nogen ftor Forbrndelse.«
«Mancte,« var Ratt-nettes Staat-, ytret i Hasstiglied
»Gut) linder, innen ntaa stjtele Ko Thal) Vntt var ett
stor Rot-en Gnd linder, innen tnna tlaa tltjeel; Ko
Tltalt Von saarede, stat, dræbte!«
»Im-htt- J et Metttteike".«« ndlttød Lcscar. idet
hatt sprang on i stnsrt Vevægtslse.«
d »Trasl1te nmntte Mettttester, slere end der tan ttels
les tre Gange pact disse Fittare,« var Ko Thais Von-J
Ethery da ltan kalte line senestætle cstettder freut.
»Da dog tandt J Rande —- en Morder sandt Nan
de!« raabte Oscat.
»Saltib, Kristi Blod vadster endoasaa en Morder
hvid,'« var det alvotlige Evar, ,,vastede David, sottt
begil Mordekensz Sond. Davids Sang er Ko Thah
Byns Sang, Historien otn Ko Thal) Byus Liv.« Med
Fett Destiglteo sont bevidnede, at ltvett Qrd var et ttsris
villigt lldbtttd af hanc- cget Hiertm frentstatntnede Ka
tenen dett sorste Del af den 32te Salnte, sont lød for
Osear sont en nn Aalsenbarittg. »Velsignet er den, ltvis
Ovektrwdelser et- sorladt, bot-J Snnd er ndslettet. Sa
ltg den Mand, ttvent Herren itte tilregtter nogen Ztnld
og i hvis Rand-, der itle finde ättigt Da im vilde
tie, fortanedes tnine Ven, sottt as Aldcrdont, ved tnitt
Hylen dett ganlte Dag. Titi din Haand blev Daq og
Nat svar paa ntig, at tnitt Saft blev sorvandlet til
Sammet-eng Lachen« Kareneng Ztentme blev laden-,
hano Hoved bojede sig, hatt synteg igen at føle den knu
settde Vorde, Sjælens sorsasrdelige Zerst, og ltnn vat
altsot optaget as sine egne Erindringer til at bemærle
den Virlning, sotn hatte Otd hande paa hans Tillnss
ter. Dekpaa reiste hatt attek sit Hoved og tned et Blit,
sont om hatt saa Hintttttslen aabnet soc-an sig, sortsatte
Ko Thal) Byu Saltnen »Im bekendte tnitt Znttd for
dig og ftjttlte itte tnin Misqeknittn Jeg lande, jeg
vil betende tnitt Misoerning sok Herren, og dtt sorlod
ntig tnitt Synd.«
Jot- ssrste Gang ester mange Aaks Forlob hulkes
« de Oscatn
Han ait nogle Stkidt til Siden, da han list-te no
gett komme; ingen itulde se hatts Vemgelse Ett Roten
lont sor at ashente Ko Thais Bntt til en as Hytternm
hvor det- lau en sog. Evangelistett ilede til Stedet, og
Osear var alene tned sine Tanter. Med Nonnen vendt
intod Mettneskeneg Boliger. git Enalændeken op og
nedz til sidst udbksd han: »Im tnaa til Jo, jeg vil sor
ttklle bende alt oq finde Fred.«
« i
:Zl. Kapitel —
Sltiftemaqlet
»Hm-d vildcs Ocscak Alm- for Josd Slyld? Er dct
Jo, sont bist-ver hom Irr-dessem En tivid, siwlmsndo
Hur-nd lagdiss paa Colditkcamcs Arm, liaii tnsiidtis iig
ons og Ins-du« sin Ostitrug sprgtiiodigc, bcdctido Blit,
timch listto Fodtrin tmvdc lmn ittcs liørt, da Zum lon
-««A«1«·Jr at um«-ge lmm. Heime-J Æziteiikllc kundi- ittc spart-.
l ' ! « »O, Osmi· -— mit Liv! Der er en fnmtcslia Hom
1--· 'nu-liglicd, iom du vil skiulo for mig. Du bar bmaact
noget ondt — en Fokbrndelfc Du liar cn Tor-i i din
Smnvittightsd Du fast Mc findt- Fred, inden den cr
draqet ud.« Jo twkkede uvilkaarligt den Arm, hvors
til hun lmiede its.
»Ist-d kan itle draqc Tot-neu ud of mit cqct Bryst
for at trykke den i dit,« sagde heut-es Ægtrfællc
»Im vildc bydc den veltommen, livis min Byrde
lundc bringe dig Fred,« udbwd Jo. »Elstcde, form-l
mig alt; lad mig Ielv afaøm lad din Jo bedankt-ic, oin
der er noqct, foin er for smrt for licndc at bekre, hvis
hun dem-d runde hjælpe til at bokttagc den frygteliqe
· atelighcd im heut-es Oscac Det er mit Ønftcy
« it Begær. min Ret, at jeg man have Lov at dem-m
ielv.'«
«D-m da, du ital faa alt at vide. Jeg vil intet
Male, otn oslaa Betendcllen itulde derive mig dct
dykebarcsfte, jcg cjer. din KErliglied,« sagt-c Oscar spra«
medic-, idet lian lod Zo iasptte liq spaa Treitubbenx sclv
- toq han Plads vcd licht-s Side. Ja vilde lægqc sit
Bot-ed op til bang Bryft, men han gjorde en chægclie
for at fes-hindre det. »Im nu«, laqde han, »dem ind
til du bar W alt.«
Jo ventede i flcre Minuttek paa, at Oömr fkulde
bryde den Sämtlich fom puafulsite Da Oscar teilte
par bei paa en hurtig Munde-, iom om han saftebe at
I sperka wen.
»Du erindrety hvor lyktelig vi var i vor Forloveli
festid, vor Lykke var næsten fuldkommcn, indtil jeg en
Das blev mitsamt-ich oq stm fældede de førfte Team-,
fom ieq nagen Sinde faa bis udqyde.«
»Ja-« ihr-rede Ja bebt-von »du var misfornsjet
over, at Butter klatrcde htjere end du for at heute en
Vlomft ned««-’ta et meqct steilt Steh, og ieq var taabei
F liq not til at fette Blomften i mit Haar. Jeq var et
F mfoldigt foriænqeliqt Darm-« tllftjede hun til-MAX
»J: var nyt for gilw at blive elstet, iom tm klko
mis; iec Weh et ieq demn- qeme vilde ma
7
lidt og vise mitt Magt ved at lege med dine Følelser.«
»En Kvinde, sottt get- det, leget nted skarpe Baa
bett,« nunnlede Dei-can
»Men alt kont i Okden,« kaabte Jo, ,,ieg over-be
viste dig otn, at jeg aldrig liavde elsket nogen nnden
end dikt; at jeg kun lnwde fttttdet Velmg i Walten for
di ltan var ntin Fcettee Vi var opdrctget i satnnie
Hieni, og hatt-J Munterhed og Speg tnorede niig. Jeg
onetlteviste dig io Ost-car, itte sandt.«
»Ja, dtt otterdeviste tttig, ieg saa, at ieg liavde veei
tet en stinstsg, ntnedgørlig Taube, du og ieg blever end
nn engatni lntteliiie.«
,,Min stattels5, ulttttelige Fætter nleiligede dig al
drig tnere,« sagde Jo. »Don døde paa den Tid, da du
totn dient. Walter ltavde giott et Vasddemaal ont at
bestige ett ntilgængelsig Klippe; lntn gled — saldt —
at, og dsde.«
»Walter gled itte, faldt itte, «- sørend lian dlev
tasiet ned ved disse sorbandede .H(ettder,« sagde Oscar
linttigt Hatt tnrde ilte se paa sitt Httstrtn ntedens han
talte, ban tnrde ifke tnøde ltendes rwdselsslagne Vlilk
»Mit tted du, ltvorsok jeg ikte kunde lede Andags
ten eller gaa til idem-end Vord. Kunde ieg -—— For
lnsttderen, — opsende Banner nted besntittede Lieber
tnne Tegnet part dett forsonende Kastliqited nted Mor
derensJ dlodbestcenkte Haand? Nei, ieg tnnde itte spille
Entkleretn jeg ttilde ttave snndet tnin Dod part Stedet.«
»sei; kan ikte tro dettne skygtelige Fortællittg,«
gisspede Jo; »du niaa have dkøntt det under din Stig
dotn. Hvorsot sknlde dn sortrædige ntin stakkels Fert
ter, tm lntetn dtt stiltes i Vensteb, og ltvetn du iske
ltattde set i to Atti-'s«
»Du ved nu det værste; ltør nn, ltvad tnttligvis
tan undsttilde ntin Galstad —- tnin Bei-den« Qscak talte
i en roligere Tone, tnttt iølte allerede nagen Lettelse ved
dett aabenltiertige Vetettdelse. »Da ieq reiste fra Mond
mein for nt vende tilltage og ltente dig sottt ntin Brud,
var ieg det ltittelinste Mennestc tina fund n. Paradiss
laa sotau ntig. Tet set-sie Ztød sit ieg paa Malta,
twor der itke tntr noaet Vrev im dit1.«
»Bist af Tltnd tilbaneltoldte Breit iortalte dig
Grunde-n Min Moder lnwde pludseligt saaet et Zlngs
tilsaslde, og i min Angst for hendes Liv glenite ieg
Dank-n, littor Breuet til Malta stnlde vcere assendt. Men -
Tal-et as et Brev burde itte have sokaarsaget dig no
gen Sorg.«
»Im vor ogsaa knn noget bedrevet,« vedblev Os
cnr: ,,jeg tæntte, at tnin Forlovede kunde Unsre dleven
stin, ieg trentte itke, at httn tuttde sttigte ntig. Da Lod
sen tnodte os i Kanalem vak jeg vis pcta at erholde
Breit, og im var den sorreste i Svcertnen, sont siod ved
Ekibets Side, sor at tnodtage Jttdlioldet as Lodseng
Taster. Jen dleit stnfset, der sandtes ikke noget Brev
til tttiq ttted ditt Oaaudstriit, tun et sta ditt Ferner
Jeg aabuede det i Hast Walter vilde tnaaste fige ntig,
at du var stig, tnnaste dsettde Tette sorgeliae Brev
indelioldt tun to Linien de er streitet ind ttted gloende
set-n -— »so er tnin, ieg ltar vttndet«.«
»O, itattelcs taabelige Drettg!« ndltrød Eos-Hatt
sortalte dig itke, at hatt ltavde givet sitt Heft tnit Nnvn,
oq at ltan vandt i et Vceddelølt. Jeg erindter nn, at
Waltet sagde til ntig, at ltan havde dtsevet en kostelig
Etwa ttted dig.«
»En Speci, sont tostede den stattelsI Ven Livet, og
sottt edelagde tnit,« sitttede Oscatx ,,Skinst)qen, sont
ieq troede banlyst sor bestntidigt, blucssede atter op i
tniq, til ntin Ziasl var sottt en stinfold liedet Lini. Da
,,«.llrgu-:s« naaede Dover Landingsbra sprang jeg nd,
jeg var ttcekved at salde i Seen —- Passageme tnaatte
tro, at jeg var assindig. Var jeg blot druknet, saa ieg
itte ntere hat-de set hans Ansigt Jeg havde beslnttet
stritt-J at gaa ben til dig for at here Sandheden ni din
Mund. Jeg lob den kotteste Vei, ad Stiekne over
Klippean Top, de Stier-, tivor ieq saa oste ltavde nan
dret ttted dis. Medens ieg git der, lterte ieq nagen
nrevne mit Navtt Jeg saa to Hiender gribe Klippen,
Inn to Alen fra ntig, og ieg saa Hovedet as den, sont
ttattde beste-get Klippen, og sont liavde naaet Toppett
Hatt-J Ansigt dluszssede as den store Anstrengelse, tnen
jeg troede, at det vat- sokdi han havde vundet. Det
vat- Walters Anstat. Han lzavde netov saa mange
Arn-stets tilbage, at lian tunde sige: »Im hats vundet!«
Dette var hans sidste Ord. J samt-te Øieblit for chr
velen i ntig. Jeg var besat, thi ieg giokde den ondes
Gerning, oq ieg angrede den, inden ieg list-te hatn
salde nede ved Faden af Klippen«
so stinlte sit Ansigt i sine Hænder og gnste
»Im løb —- en attdett Kaitt --— jeg havde kttn en
Tante, at se dig, at dkage dig til Ansvak for din Tro
løsslted — og da —- ieg vidste itte, hvad der saa vilde
ste. Du tog intod ntig nted aabne Arme og nied et
(ttla-desstrig. Dtt kender det einigt-. Jeg liar tun
Erindringen oni en stitgtelig Drein, indtil « ieg ved
ikte i ltvok lang Tid —- du draqte ntig det onttalte
Brei-, sont viste ntig, at du altid havde vceret tniq tro,
oq at jeg ikke alene havde veeret en Slyngeb men ogsaa
en Dante. Jo, i nogen Tid syntes jeg, at jeg ikke
tnnde dydedig en Morden-s Oaand, at ieg mnatte flog
te sra dig og den hele Verden Dine og din Moders
sokandrede Formuesotnstaendithder sorattdrede tnin Be
stennnelsse. Jeg tun-de dog give dig en Æqstesælles Be
styttelse, met-e end en Ægtestelles Kærlighed, og du
stulde aldrtq vtde, at du vat- lænket til en Mand, som
du but-de assty. Jo, hader du ntiq Mel-«
Jcks Svar var tun, at hun tastede sig til sin Ægs
tesielles Bkyst oq slyngede stne Arme oni hont. Oscare
Bekendelse, aslaqt under saa stor en Stamsslelse og
saa meqen Sorg, qiorde hatn niere dykebar sor hende
end noqen Stude.
»Oöcar, jeq elsket dis, o, saa indekllgtl Gud el
sker diq oqsaa, oq hatt vll ttlgive diq. Tænt paa Re·
veren paa Korset·«
»Den bekendte og sandt Rande, men det var sra
et hat« sagde Mr Eoldstream. »Im bar endnu
ikse taqet mtt op; les dar stqt at undqan det -—— ieg
set det endnu.«
»Und mener daf« raubte Jo, tdet hun lestede
sit Hoved »du bar dekendt det dele· Du er ingen
Katolth du venter io tkke Penneskers Syndsfoklai
delse.«
»Jo, jeq bar lkte alene sendet imod Ende Lev,
men tmod mit Lands Lotte. ’Retsærdtslzeden forlanger
et Otter. Jeq man fokkynde Werden min seide, os
sentlts bekende min Forbkydelse oq daqe imod Dom
men, om den tna blev en eitel-s Did. Intet uden det
te satt qtve en swlddetenqet Sanwitttghed seen Du
dar sagt, at det er dtt Hasse, din set at Maine Sia
va, M iee trat me. sq tmu Its-konst- l miu
Heimk- Mond-«
»Im formaar ikke at demnm jeg kan ikke tænke,
mine Tanker forvirres,« stammede Jo; beut-es blege
Last-er havde Møje med at fremstamme Ordene, medensz
hun omfattede sit lHoved med begge sine Hændetc
,,Sal)ib, alt er rede til «’lfrejseii « Den indfødtes
Ord afbrød pludfeligt den Still)ed, fom fulgte efter
os Ord
Mrsx Coldstream reiste fig. »Lad os gan, lod os
gaa lmrtigt!« raubte hun; ,,lad osi forlade dette fkyg
telige Ztedl jeg maa have Tid til at Mittel-— Tjd til
at bede, Du fkal faa mit Svar s— i Morgenl«
22. Kapitel.
Atter hientme.
so længtes efter No og Ensontyed, tnett dette tun
de lntn itke finde i Land-Ihnen Karenerne totn leende
oa ttted sntaa Gaver i Hænderne for at tage Afsked nted
de lntide reisende. Der var steigende Børn on leende
Vorn, rolige Piger og stniende Drenga iom der altid
findes i den blandede Eveerttt Adstillige Kvinder totn
nted pressede Paltnegt«ene, sont ont de vilde tiaae Ett
bøjede sig niesten til set-den for at der-are Damens
Fsddee En Del ai dettt vilde tale tned Jo, tnen den
tte var saa ltetaget af det, lnttt ltavde l)øt«t, at lmn ikle
knnde fotstaa et eneite Ord. Hnn saa forsagt til sin
Mitte-stelle sont for at bede osn ett Fortlaring.
»Te tunnner, tnitt taste, for at bede otn at be
liolde Maha. Den Fivinde der sitzen at lnnt hat« tnistet
sit eneite Barth og ønster at antage Maha sottt sitt Dat
ter. Jeg hat talt ttted Ko Thab Byu derotn, og hatt
sitzen at Kvinden er et troettde Mettneste.«
Malta ftod roliii ttted foldede Heenden tnedens hen
des Øjne lnnlede paa l)ende—:i Feue
»-Ønstet« Malta at blive lieh-« spitrgte Jo. Hnn
faqde dette paa engelslh og Liscar onersatte Sporn-I
ntaalet
»Te er start-neu ntit eget Folk·« suatede Maha,
tned et tcerligt Blit til Enten; ,,·og lntn er tnin afdøde
Moder saa lig.«
«Vilde det gøre dig ondt, leere Jo, at skilles sra
dnt ;))ndling?« spttegte Ozean
»Nei, itttet got ondt nn, nndtagen —
Hun standsede og peeszisede sin Haand ntod sit
Hietste Jo lignede det stattelLi Offer, sont er dontt til
Pineltættkett, sotn eftek det føkste Elaii lmr tnistet Ve
nidnlieden, og itke Reuter- ai det nieste Zlag gør ondti
Lisear aigjorde Zagen lntrtigt, og idet ban derttaa
vendte sig til Ko Thal) Bun, greb lnnt tned Jttderligs
lied den ltrttne Haand
»De hat gjort tnere for tnig, end De selv aner,
tnin kasre Broder,« sagde Englændetsen til Karenen
»Ti- hat befriet tnig fra LasnteL sont ieq troede, at
stitlle ltasre igennetn hele Livet.«
Coldstreattth var glad ved at forlade Manattg·
Malta og flere andre fttlgte Juki Verreitol et langt
Stutte as Vejen tiarenpigen grced bitterligt, da hnn
skiltegi ira sitt Fruc, sotn lntn elskede inderliqt
Endelig sagdes det sidste Farvel, og Jo Um- alt-up,
tlti Lizeak gik ltagefter Basrestoleth nan vidste, at lianS
Onimt onstede at viere i «Stilhed, et -Ønste, fotn ·han ef
ter Morgenencs Bevægelse fnldkotnntet delte. Jo lttttede
sine Øjne for at udelulke alle nye Jndtrykz tnett Erin
dringeng Øje kunde itke lukkeL3. so mindre lntn saa,
destnere tasnkte inne Walters, liendes Barndotns Le
getatnnteratcs Liniigt duttede ftadigt op for ltende! Det
ttavde onst-et en Trost, lige fta det -Øjeblik, httn ltørte
ont hang- plndselige Ded, at lJendes lustige, letiindige
Fcetter altid havde været gudfrygtig; at han, trods "·
sitt Ubesindiahed, dog ejede et Barns ubetingede A
Ja vilde itte have hass den Trost, ltvis bendes Broder
havde vasret den, sont var ded.
Endelia naaedes Holdestedet for Ratten, det lille
Telt var reist, Jlden tasndt og Maaltidet beredt. Colds
streatn undiitt ettlnter Hentydning til deres sælles Sorg,
da hatt sad ved Ziden as sin blege Hnstru og takte hens
de Maden, sottt Jo forgceves forsogte at nyde. Colds
streatn fortalte alt, hvad hatt havde hokt as Ko Thah
Byu ont Katenens forrige Liv, og Jo, stottt hun itte
gjorde nogen Betttasttnittg, forstod doq tilfulde, hvil
ten Jndflydelse Santtalen havde hast paa ltettdes Ægs
tefaslle
Jo git tidlig til Ro, nten itte for at sove. Urolig
og febrilit laa hun den lange Nat. Faldt hun imelletn
i Ssvm da ttlagedes hun as frygtelige Dromme, i hvili
te den fryntelige Tragedie sta Klippen atter viste sig.
Men Osear fett; hanin Ottstrn nndrede sig over, ltvor
roligt hatt sov. Aarsaqen ljertil var baade legetnlig
Træthed on Overgangen fra en heftig indvortes Kamp,
nten i Scerdeleslted at hatt-Z Santvittighed var beko
liget ved Bekendelsen til hans Hustru. Hatt havde
gjort det forste Sttidt eller snakere fortvivlede Spring
—- under Wisse-:- Vyrde, sont han endelig hat-de ta
get op.
Dagen gryede, on Tilderedelfeme til den fortsatte
Reife begi)ttdtes.
»Oscak, vil du ordne det saaledes, at vi itte naar
Monlmeitt, inden Møkket er faldet paa,« sagde Jo, da
nun tog Plads i fin Bcerrestol. ,,Maanen staat ikte
hurtigt op. Jeg onstek ikke, at nogen ital vide noget
ont vor Tilbagetomst Jeg kan ikke taale i Dag at
mode bverten Tlntd eller Doktorett.«
»Der er ingen Fare for at mode nagen ist-end i
Morgen tidlig,« svarede Oscar. »Alle de fornetntne
Ettalændere er indbndt til Torsdag Aften til en Fest
hos Najaden-«
»Ur-wagt Jeg troode, at det i Dag var Lerdag,«
iagde Jo sont i Drsmme «Det ier ud, iom ont dentte
Uge aldria faar Ende«
Først da Msrket var indtraadt, naaede Colds
streatns deres Gjem hvor ingen ventede dem. Alle
Tienerne, paa ncet en gamtnel, lam Mand, var qaaet
hett for at se paa Najahens Fyrværkeri. anen Jld
var ttendt i Ktkkettet, ittgen Lampe i Værelierne. Kun
med Wtje kunde Deren aabnes for Husets Herre. Alle
Mel-lerne havde Anwalt-Bodenart sont Jo havde an
braat, da hun mente at blive fraværende i flere Uger.
Det var en soraelig Hierntomsh men den foarede bedre
til deres Sorg, end en kcerliq Modtaaelse vilde have
aiort.
« »Im vil ftraks gaa til Ro,« saqde Jo. Naturen
krtevede iin Ret; efter de to sidste frygteliae Nætter kun
de Jo nappe holde Øjnene aabne.
»Skulde vi sokst bede samtnen?« sagde Oscar.
Velstsnede Rift i den. merke, merke Skvl Oöcar
kundc endeliq knæle ved sitt Huftrus Side oq bede heit.
» O, hvillen Bonl Den imttes at viere henvendt til en
«
F
lsed sor den skyldigste af alle skyldige. Bønnen var
fuld af Tro og Hand -— Tro paa, at der er en Kildu
lsvor Simden lau afvaskes: Han om at Pletterne alle
rede var borttagen fra den angrendes Sjcrl Syndeken
var, lig Saulus fra Tatsac» nedlastet i Ztøvet i dul)
demglied, men ikke i Fortvivlelse. Jo inddrak hvert
Ord of Bønneii Den oplivede hende, den styrkede ben
de, meiden-J liendeci Taarer flød ustmidselig. Da Von
uen var til Entde, lød Amen soin et Zuk fra hundess
Lieben
Oscar vidsle, at Posten til Kalkutta vilde ofgaa
den følgende Morgen, og Jo lsavde lovet at ville give
sit Evas poa den Dag, som tm var bleven til Nat.
»Wind vil du, at jeg skal gøre, min elskede?«
spurgte Ozean idet han tog sin Huftrus Damit-.
Je vidste, hvod lian mente »Wind du synes er
Ret,« vor lsendes Stint s
Ægtesællen trutiede et inderligt Kos- paa Jo’s:» tol
de Pande Der veksledes ikkc flere Ord imellem dem.
Jo gik til sit eget Værelse, og Oscar til Stadt-re
Vasrelsei
Da limi sod i sit Studereuasrelse strev hau en iurt
Iuen neiagtig Veretning om sin Forbrydelse i et offi
cielt Brev til Gnvernesnennleset. Han forbigik intet
»den Grunden til det Had, sum han nærede til sit
ulyffelige Oser lmu onitalte ika siu Huftru Osmr
sit-ev med No, lwillet forbavsede bam selv. Bau mendte
Lug og forseglede Brevet, lagde det i sin Strivepult,
sum liau lulkede, lckste endun en Stand i sin Bibel og
gis deispnn til Ro.
225 Kapitel.
En Jldptøve «
Lszscar stod tidligt op, lttsttge sortsttd hatt-J Httstru
oaagttede Hatt git til sit Stttdereværelse, og efter en
indetslig Bett tog hatt det store, forseglede Brev og
ltragte det selo poa Posthttset. Posttttesteren var i
Fast-d tned at ordne Tasten, sum skttlde til Calctttta,
tttedettci hatt sløjtede en Melodi. Oscar gav hant Brevet,
ltanci Haand stceloede itte on ltan git bort nted den
Tattkex »Jet; hat« revet mit ltojre Øje ud.«
Coldstreatn gik ikke sit-akk- l)jent. Hatt gik føtst
til et Zlagis Vatelntss forsyttet ttted ett bred Veranda,
sont var ooerklistret ttted Plvertissententer og Plakater,
opfyldt tned plumpe Mel-ler, sont var altfor tarvelig
til at brugessp ittde i Hufen totttttte Pakkasser og andre
Sager as sorskellige Flugs-. Dette var Agent Hersays
Etablisjssentent Dentte havde erhoervet sig de ettropæis
ske Residettters Søgning. Hatt sad i sin Veranda, driks
kende sitt Morgentnffe inden Fortetningett begyttdte.
set-san sendte Mr. Coldstrea1n, tlti hatt havde sor
skasfet dentte hanci Uiøblentent Hersatt reiste sitt, skød
sitt litt-P tilbage, tog sitt Hat as og øttskede Mr. Cold
streant »God Dag«. Hatt opfordrede Ogcar til at sætte
sitt, tttett det ltlev afslaaet. Mr. Coldstreatn soretrak
at sma.
Mr. Oersan ltlev nteget sotsttttdret, da hatt list-te,
i sollten Attledtting hasns tidlige tGasst var kommen.
Coldstreant ttttderrettede Agenten ottt, at hatt her
ved overdrog ltant til net-sit- Maaned at sælge hans Hus
tilligented Jndltoet
Hei-san ttdtrykte sin Fotundring. Hatt kunde ttæps
pe tro, at Mr. Coldstreant virkelig havde til Hensigt at
stille sig ved sit Hjetn sottt det havde kostet nteget Ar
bejde og mange Penge at udstyre, og som i Almindes
liglted var attset for det skønneste Hus i Monlntein.
,,Det er mit Ønste at sælge det fuldt møbleret,«
sagde Mr. Coldstrean1. «Min Huftru og jeg hat« beslttts
tet at sorlade Moulntein.«
»Vi vil alle net-re nteget bedrøvet ved at tniste
Dent,« sagde Hersatt «
Eiter at ltaoe ordnet dentte Sag, gik Coldstream
lntrtigt lten til sit Handelzlntis sottt laa ved Hunnen.
Hatt sandt, sont ltatt ltaode oetttet, Ztnith isærd ttted at
se ester Arbesdetne sont var lnsstctsstigede paa den store
Gaatds sgplad, sont ltøtte til Ejettdontttten. De rette-re
rede adsfilligt, oq Lttdett as Hammer og Sav hørtesis
Sinith hilste sin Chef og gjorde en Bemærkning
angaaende Arbeidet
,,Nej, det ttttta have været et nttkgtigt Tut-, ittden
det saldt sor Øtsett,« sagde Oscatr «Stttitl), kont med
ntig ittd i Httsetx jeg ltat nteget at tale ttted Dent ont.«
De to Masnd tog Plads i Kontoret Smith, som
var en dttgtitt Mattd i sit Fug, nasstett en Mester deri
lyttede med usordulgt Forundring til et Forslag, som
hanc- Iltttejdcsgitter frettttont med, og ved l)viltet hatts
egett Ettllitttt vilde blive aldeleci sorattdret. Colds
sttseatttcs Platt, sont var ntodttet under httns lange Reise,
vat« at ooetdtage itele sitt Fomsttting til den Mand, sum
to Gange ttnder hatt-J Francerelse havde san-et den til
sred :.sstillende Ett tiotttrakt sfttlde oprettes, i lntilken
Stnitlt stitlde forplittte sig til at betale en ttig aarlig
Sttnt til Mrsk Coldstreatn, sont var Medejer as den
Kapital, sont hatt-Z forrige Chef havde anbragt i Forrets
ttinttett Tillntdet var liltemlt, og Stttitlt vilde derved
opnaa en Stillittq, sont hatt aldrig havde tættkt paa.
Men intot·sor, tret-e Mr. Cildstreant, skttide De op
give Zorretttittgettk De et« i Dereg bedste Aar og er
Horte over det l)ele. Jeg hat tjettt Dem og deveö Fa
der før Dein i tyve Aar. Jeg har aldrig tænkt paa at
have Andel i Forretningen, og nu vil De lægge det
hele i ntitt Haattd
Jeg haaber da, at Deres Helbred er godt, at De
ikke hat« nogett Hjertefejl.« Den cerlige Mand saa be
knntret paa sitt Chefsz blege Attsigt Ængstelsen sor
mindstede den Glæde, sont ltan naturligvis selte. ved
Udsigten til Forsrentntelse
»Det er itte svagt Helbred, sont har bestemt mig
til at sorlade Moulmein,« svarede Oscar. »Men De vil
oensde tilbctge, kære Sit, De vil sikkerlig nett-de tilsbage og
atter overtage Forretningen. Jeg visl handle estet De
res Ordres i Deres Navm som ieg allerede hat gsjort
to Gange under Deres IFraværelse i England« s
Mr. Coldstream rystede paa Oovedet »Nei, Gnttth,
jeg Insker at overdrage Forretttingen. Jeg vender ikke
mere tilbage til Monlnteitt.« Eiter en Pause vedblev
han: »Jet; maa endnu slutte en anden Aftale, sksnt
den ikke kan ordnes lovsornteligt som det andet Arran
gement til Gunst for Mrs. Coldstream Jeg maa end
nu tilsøje den Bestetnmelie, at den unqe Thorn sank
Beskæftigelse hots Dem, og at han saar en modemt Lenz
han er kommen her til Monlmein i Haab Im at sinder -
et Levebrsd « h ,
Smith trat paa Sknldrene, og M, der TM
et Sma, viste sig pas htms W U