Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, September 27, 1916, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    F
I
, L
f
j
J
Hiusides de marke Bande.
En Fortælling as A. L. O. E
Wsat af R. B.
(Fortsat.)
»Dosten Pinsald er en Mand med meget indskrcens
kede Bestehen «l)an kan itte sorstaa mine Teorier,«
sagde den lærde Thad. »Im kan ikke lide en Kamme
rat, sont altid tommer med dumme Vittigheder; naar
han intet har at le as, saa ler han as sing-«
»Du regnet dig da vel itte for ,,intet«?« de
mærtede Jo.
Dhud, sont ikke opsattede Pointet i denne Vemærti
ning, sortsatte sin Fortlaring oni Zprogets Natur.
«Min Teoriom Etsistensen as sorskellige Zprog er
denne« — her indtog den talendes Ansigt et dybsindigt
Udtryt, og han fort-satte ester en Pause: ,,Eti)vert
Land hat sit swregne Spros, ligesorn det hat sine fast
egne Dyt eg Vlomster. Vi møder itke Allsigatorer i
Oxford Street, lige san lidt som di tan plnkte Zins-r
blomsier ved Nordpolen Nnnr i den gamle Tid Felse
skarerne vandrede til Indien, Japan eller England
indaandede de sinaa Atome-, som de alter udaandede
i sorstellige Tungemaal.«
Kapellanen hasvede sine Øjnebryn as Fordavselse
ved at here disse originale Paastande stemsat paa en
saa lisstidelig Mande.
Jo betmkrkede: »Vi hat en ganske anden For
tlaring over Sprogets Forvirring. Den sindes i Bi
beleii.·'
O, Vibelen er en sorivldet Vog,« sngde ilglem
»den net-wirkende oplvste Tidsalder træver nye Teos
riet og Jdeer.«
»Drenq!« iudbrød Ost-or Coldstreain alvorligt,
,,tag Damens Sto as, naar du betrasder hellig Ford«
Uns-d saa noget sorbavset nd, da han hørtc sin
Svogers nsventede Liebresdelse
Joszs Sssrel biwede as Werde-, link-sont Vandlilliens
Vasaer dir-ver i den dlide Eonnnerlnsst Grunden til
hendes Gier-de var itke, at Thud havde saaet en -velsor
tsent Begresdelse, sksnt linn tnnde have godt as den;
men lmn qlasdede sin. sordi hendes Ægtescelle havde
vceret i Stand dertil, lmvde været villig til at give
den. Osmr havde siden sin Sondern sværet saa nedlmset,
at shan ikke nlene haode mistet sit gode Humm- inen
ogsaa sin Ssaslss Kur-ster. Endiqsaa Thud hin-de al
drig owatt hans Vrede sør nu.
,,Dette Udbknd as hans Vrede,« tcentte den nnge
Husmh ,,ek et Lysglimt sdr mig. Min elstede Odcar
lignede sig selv i dette -Øsedlit, som han var i sor
dnine Tone-, oq han talte, sordi hart sorsvarede Guds
Ord. O, alt vil blive godt iqen, ni vil attek blivc· lot
teligel«
Timd var ikte san oel tilsrede sont sin Bester-. At
blioe kaldt en Dreng, at blide beskyldt sor at vaere en
Danke var merk-, end den stnktels Ugle tunde taale.
»Im gaar nd nn,« sagde lian gnavent, idet han reiste
sig on gis shen imod Verein men ikke sei-end han hav
de syldt sine Lein-net med Mandler og Rosiner, der
endnn stoo paa Verdet.
«Vent lidt,« sagde Oscar i en mildere Tone,
,,jeg maa viere paa det rene, Thad, angaaende dit Ar
desde; thi seg er vis paa, at Doktor Pinsald hat Net,
naar han siger, at det er paa Tiden, at du tommer
i Seien og arbesder sor at fortsene dit Brod. Jeg er
visit-ig, saavidt mnligt, at tage Hensyn til din egen
Smag og Tilbsselighed; lyvilten Siags Bestcestigelse
jnster du«-M
»Der sindes so mange Stillinger, nien Ulytten
er, at de itke pas-set soc mig.«
»Men livilken Stilling mener du, at der passer
soc dig?« spurgte Odem-·
Thnd detcrntte sig et ØsebliL derpaa soarede
han: »Im Inn-de lide at blive ansat oed et Elefant
stntteri."
»Der sindes ikke noget Elefantstutteri i Mouls
mein,« bemkerkede Goldstream
»Ist-g hat set Elefanter shetA sagde Thutydides
Thom.
,,Jeg trot, at Rasaen har tre,« bemcertede Kapel
lanen
»Im har itte set andre end den ene, som er de
stæstiget ved Hat-nur«
«Hvilten Beskcestigelse vilde dn sage ved Elefant
«-ftisldene?« spurgte Jo smilende.
«Jt·g snster at komme der, ssotdi seg vil ndvitle
en Teori. som sen har dannet mig, angaaende Ele
santens Snabel,« sagde Thud med et meget dvbsindigt
Udtryk i sit Ansigt »Jeg antagek, at Snadlen er en
Forlastigelsse as Gnaden, ndvitlet og forlænget ved
Opdkagelse og sUddqnnelse —- eller maaske stnlde man
hellere sigefved praktisk Mindstab.«
»O Thad, Mad, du Meri« raubte Jo.
»Im Wer itke, sog hader SpegP sadge Tit-n
tydides Ahorn. »J minder sorstaar intet angaaende
Udvikling. Man kan sorandre lebende Væseners Stir
telse i det uendelige. Se den til Mita. Dannede Na·
taten schindet-wes Mdet saa smaaf Se, hvorledes
-««x de engeer Deiner ltdt ester ltdt ved at snore sig for
andrer deves Figur, saa de ltgner wen-sen Jeg sor
sttrer -dig. thindstaber kan gsre Andere. Mennesket saa,
at Elefanter vtlde vcere magst inmiqu Stabninger,
hvis de hat-de most Its en M, noqet, sorn tunde
holde paa non-, som Hunde dem — at de ikke alene
sulde have en Sande, som kunde rede i Jordan Lidt
est-er ltdt, founodetitlig meqet lanqsomt stets Omdans
mäcnx det er min Opgove at udftnde Qaa willen
M·«
W san Dere- Toort sorenet med den
Mantis-, at de vtlde Meister bar Sindan
W III-. W nnd et statt
»Dis- W sog-« sitqu M. »Im trot, at
WhncquIICMIMthafet
Mosetdsntdiizdwtandmnbarenlanqw
sie-«
M W Inn U Mve M M sichs-«
M Wem « dsn me as statt-den« cle
. Muts dtn er W t Inn-W
Mwhmsorctseätuwdsismwc
at udfvre inden Middag og give hatn at forftaa, at
ljan ikke ventess l)jem, for Arbejdet er endt.«
»Im betlager Smith,« tænkte Kappellanem »det
er intet let Arbejde at lasgge Zelen pao denne fødte
Filantrop.«
—
7. K a p i t e l.
Ventet og budt velkommen.
Familien Col-dstream og deres Goest satte sig nu
paa Verandan for at nyde Aftenluften og betragte det
gyldne Schr, sont Solen kaiter paa Blade og Bloms
ster, og sont udbreder Sksnhed over Solnedgangen i
Øjterlandene Jo «l)entede sit Arbej«de; hun ftrittede et
sinutt Torklasde til iin Moder. Den unge Huftru fol
te sig lykkelig. Hnn glasdede ssig over at se Venstabet
sspire irem mellent «fin Ægtefcelle og den cedle, alvorli
ge Kapellan
,,Dette trængte Oscar netop til,« trenkte hun,
niedens hnn bevægede Strikkepindene, og livd sit Øie
hvile pao de to Meend, som talte stimmen ,,Min Ægs
tefælle trænger til en broderlig vg ydniyg Ven, med
hvein han trink-odig kon tale otn religiøfe Ting —- til
en, hvis behagelige Selfkab tilsidst kan rive ham ud af
hans hemnieliqhedsfulde Ssrgmvdiged Mr. Lawrenee
vil for Oscar blive det lamme i aandelig Henfeende,
sont inin Leere Doktor Pinin vil være for -l)am, hvad
ihans Helbred angaar. Min elskede vil efterl)aanden,
Herren lijcelpe der.til, genvinde sit naturlige, glade
Sind. Jeg vil ofte indbyde Kapellanen til at bei-ge
vö. Jeg holder af hans rolige, bestedne Væfem han
er netop den Mand, der kan vinde min Ægtefælles
?yortroligsl)ed.«
Sanitalen paa Verandaen drejede sig iorneinlig
vin de forunderlige Traditionen som etsisterede blandt
Karenerne Mart Lawrence havde fnideret dem, og
dette shavde udiyldt mangen Linn-, jun ellers vilde
have vasret mark on enfom. Den unge Kapeuan wo
de hidtil ikte intfdt nvgen beiloegtet Aand i den inævre
Otnqanggtreds i Monlniein. lFuld as Alvor og Tro
oq ovjnldt as vorm Sympati for Missionsfagem var
Mart bleven noget modløsJ ved at erkore, hvor von-ske
ligt det var at opvnstte andres Interesse herforx han
havde en Følelse of ene at stnlle trcekke et tungt Læs
apad Balken. Dsottorens overfladille Gudsfrygt, Kul
den hos Pag"san, Cottles Dnnrhed vg dennes Hustrns
finmle Znaksotnded Morde, at Mart ofte sprgtnodiqt
sainntenliqnede fin Stilling i Monlntein med det lot
kelige Liv, sont lmn havde lenet i England i et Lands
bvsvgn, lisvor lmn havde niesten ligeiaa mange Venner
lotn Tilborem og shvor han levede i en stor Familie
kreds. Af og til shavde lmn truffet Missionasren og
dette lmvde virret Masrkedage for Latvrence, nten de
lmvde tun vieret soc-, — snmo Osafer i en tor, sondet
Orten Nn niente Mark at bave fundet en Ven i den
behagt-lng dannede unge Kvbmand, sont havde bosat
sig i Monlineiin og itfe alene en Ven, nien et Mennes
-ske, fvin vilde deltage i etbvert Kwrligshedsarbejde
Were-minnen om Syndefaldet forbavsede Dem
niest«, fagde Mr. Lawrence til Osten-: ,,men for inig
er Profetierne endnu mere fvrbavsende; thi de er for
Karönerne gaaet ira Fader til Sen i lange, uberegnes
lige Tider.«
»Hvilte Profetier?« spnrgte Oster
«F«orunderlige Fortrellinger otn vor Frelserg for
ste og anden Tiltomst,« var Svaret —- Fort-Minnen
«so1n tvinger os til at antage, at Farfaderen til den
Nase inoa have vceret en Enoch, sont levede efter Sond
iloden og hat vasret infpireret of Sandhedens Aand.«
,,De opvaskter niin Nysgerrigth i lyøj (Iirad«,
sagde Osmr. »Erindrer De nogle as disse Foruds
sigelfer?«
»Hm- denne, sont ieg erindrer, og fom jeg bar
strevet ned,« svarede Mr. Latini-eure ,,Hvad jeg nu vil
fortkrlley synes klart at hentyde til, at der hoc været
et guddomsmeligt Versen, sont hat levet i ftor Ydi
ninghed sher paa For-den«
»Ist-end Gud commer, kommer Satan for at »for
fure Wonne-sieh men fslg sham ikke, J Born og Vorne
bsm Eiter hanc kommer en, som næppe ejer det, han
kan sijule iig i. Folg hom, thi ban er Gud. Naar
Gud kommen vil han tage Skikkelse af en fattig Mand
klædt i Pialter. Islg haml«
»O, er det iste, soin oni det gamle Sagn allerede
bragte Lyden as Frelserenss endnu ikke ytrede Ord —
»Als inig«, nddwd Jo.
»Den iattiqste blandt Mennester,« gentog Oscar
eftertasntiomt »Han, som ikte havde noget at haslde sit
Hoved til!«
,,Men De «siger, at der findes en Profeti om den
anden Tilkonrst,« iagde Jo, »der-sont De kan erindre«
den, o, da fortcel os den« "
»Den garnle Proiet sang en Sang, hviorii der ta
les vm Tilkommellen,« sag-de Kavellanen Han gen
gav derpoa en Overfættelle af den karenlke Sang:
,,IGud sommer ned, Honinier ned,
Gud stiger ned, siigek nod.
Han kommen blæfende i Bahnen,
Bcwlende iamler han Mennester, lig Blotnsterne vaa
Sletten,
Blcvfende stamler han Falten lig Blomsterne paa Are
unen,
Se, det glimrer, det er Himlens Saale,
Se, det blendet-, det er Himlent Engle
Sud blas-fee i den state Yasun;
Den store Gud flaar Garpestrenqen
i
»Du or herlig «, udbktd Jo med ftraalende Øjne
»Es bir, M Musik der-til og seng- Sanqen i Meten.«
Sande-im Wink-r man hm beredet Bei
for Wtmærerne,« deiner-kod- Osm.
«Evangeliet,« fortsatte Kapellanen, »har haft hinr
tig Fremgang blandt Karönerne, og Arbejdet blandt
dein er, faavidt jeg kan «se, frugtbringende.«
»Bei vil vwre sdobbelt glædeligt at undewise min
lille Maha nu,« bemcetkede Jo, »jeg betragter shende
ikte mere fom herende til en vild Stamme, men sont
Eftertommek asf en gammel ehemsmelighedsfuld Projek
sont lig Enoch vandrede med End-«
s. Kapitel
Et Asslag.
Zamtalen blev afbrndt ved Thukydides Thorns
Tilbagekomst. Dlnid traadte hurtigt nd paa Veran
daen. Der ncaatte noaet naltnindeligt til for at for
styrre den rolige Selutilfredshed sam i Almindeligs
hed viste sig paa shans runde, fede Ansigt. J Øjebliks
let var han dng og meget ver-w
»Hvad er der beendet, Thud?« raubte Jo. »Har
Najahew vilde Elefant gjort dig Skade2«
,,Jeg er over-beeilt onl, at svi gaar et Oprør af de
lorte i Mode-' fagde Thud i en meget alvorlig Tone
»Da jeg gik genneni Bazaren, thørte jeg en rasende
kaører tiltale Folket, som lyttede med aaden Mund
ntedens han prceditede «Oprør.
,,.Hvorledes fit du at vide, at shan praeditede Op
rør·.-« sdarede Oscar.
»Im kunde se det paa hans flammende Øjne og
iorige Tale. Sonn-men samlede sig Tom fortryllet ved
innig vilde Gestus. Tro mig, denne Mand opfordrede
alle Negere til at skære vor Strube over.«
,,«Hvorledes var Mandens Udfeende?« spurate
Lawrence nced Interesse
»Halt er ikte ung —- omtrent 50 eller 60 Aar
gannnel,« var Soaret »Halt saa nd fom de almindes
lige indisdte.«
»Halt er new-P en ualmindelig indfødt,« sagde
Mr. Lawrence »Im f-ornwder, at han er Karönernes
Apostel, Ko Utah Bon. Jeg har ventet shani her til
Montnnsim on feg er hjertelig glad over, at lmn er
kommen. Det fkal vwre en Æke sor mit Hass, hvis
denne Kadix-Evangelist vil «sove under mit Tag i
denne Nat.«
»Hast ser ikte nd til at vmre vant til at iove un
der Tag,« bemærtede Thud ,,J-eg tør Tige, at denne
Tigqer siasldent bar haft mere end et Trce over sit
Hooed.«
»Die sigek sandt,« sagde Mr. Lawrence. »Ko Thal)
Von var oprindelig en Lands-bydreng, senere blev ljan
Tjencr hos Mr. Hangsh og derefter has en indiødt
Kriften.«
»Im tør nok isigey at han var en daarlig Tie
ner,« beinasrlede Blutd, som dar nieget misfornøjet
med, at halt-S farlige Oprører og Morder lun var en
nstadelig Priest.
,,Atter har Te Ret, Mr. Thorn,« sagde Kapel
lanen; denne gndfrygtige Kristen var før sin Omvew
delse en flet Tjener dg en ond Mand. Men saa snart
Ko Tshaslj Buy blev en troende Kriften, fiorandredes
hans sisarotten Hat der nogen Sinde i dette mørke
Land været en gudfrygtig og oprigtig Evangelist, saa
er det Ko Thal) Byu.«
»Im tør Tige, at han har Held til at vinde Mis
sionasrerne,« bemerkte-de Tyud, ,,nten til sidst svil de
dog opdage, at han er en Hykler.«
Jo faa, at Mr. Lawrence var misjornøjet tned
Bemasrkningem og ·i)un forandrede Samtaleæmnet.
,,T-l)nd, du tender mindre til Missionen og til
Omsoensdelfer end til Naturknftorie,« bemærtede hnn
spsgende »Form! os Resultatet af dine videnskabelige
Undersøgelser i Dag. Hat den vilde Elefant en Snas
sbel eller en Trinke, lom efter din TeoriW
Blmd saa tnicsfornøjet ud, men yan var itte over
vunden. «Tenne havde en Snadel,« sagde han, «cnen
lder er singen Regel uden Undtagel"ser.«
»O, betend nu denne Gang, at du er cwervuns
denl« raabte Jo.
Thud betendte aldrig, at han var o-vervunden;
men han denyttede den slagnes sædvanlige Udvej, shan
trat sig tilbage.
»Me. Lawrence,« sagde Ost-ar, »tasg denne
Dreng lidt i Stole-, det ier nd til, at han itte bryder
sig som jin Bester-s Advacsel eller Belcering.«
,,-Uden Tvivl staat dog denne nnge Mand un
der triftelig Paavirknsing hos Dem selv,« sbeniærtesde
Mr. Lawrence
»Nei, jeg hat aldrig talt om aandelige Ting med
«t)am,« var det alvorlige, neesten Inørte Seer. Ogcar
«forlod jin Plads, da 1han gav det.
Kapellanen betragtede hanc forbavset. «Jeg har
netop shsrt, at De bog Del i de kristelige Kærlig.l)eds:s
gern-inger,« sagde han.
»Jeg gør det aldrsig mere,« ivarede Cokdstremn i
den .ia-Imne nnderlige Tone, idet han saa ned paa
Jordem niedens han talte.
»Ja; Ohaaber dog, at De vil gøre en Undtagelfe
i Morgen, naar jeg beder Dem derom,« sag-de den
unge Priest. ,,Jeg holder et Mode dver «Lørdag, det
er tun daarligt besagt, men jeg trot, at der vil komme
nsogen Vellsigsnelse nd deraf alligeveL Derlom De vil
have den Gudhed at evertage Ledellen i Morgen, vil
det lockte flere til at komme-. Ja, jeg taler nu ogsaa
sfsor mtn egen Fordel,« vedsbleb Mr. Lawrenee, sidet en
let deme bedækkede Gans Anstat. »Jeg hat i lang
Tid Insfket at leve en Dag inmmen med Ko Tinan
Byu — eg ledlage ham, naar han gaar nd at prædike
i Landsbyeme og lytte til thans Veltalmhed, fom bar
Jan wegen Mast over de tndfth. J Morgen Xunde
jeg sfaa deiche Gaste opfyldt, oq den eneste Hindring "
herior er Lsrdagdmødet Derlmn De vikde lede det
for mla —«« Lan-reine den-die illa dm imod Mes. Gold
» ftteam for at stvmaa bendedil at unde han
Mz men han siorfævdedeg ved at sie her-des angsteliqe
Mik. W line Hin-e tiestede paa lin Qusbonsd ventede
hun han« Smr.
»Jaghuinequ—ipg vnikte tatei
tMteque Fessmnlmqerf Wde Mr, stadlst losmde
md M Juden
MM—1n-d mlg kaldeDansmledes,« hab
Mancmdieabarmtapdmmsderesceltalens
ded. Metvtlletale—besr0erdedatzsecas
M Mk " -
Tone, lmorined Coldftream bessearede hans Bebreidelse
«-Vilde Te synes, det var rigtigt at tage et skiddent
slxilaszs paa Viertel)usltolderens Disk og beuge det fom
Riegel-W Teieiter gik han ned af Verandaen og nd
i Hain-n
»Er Manden Rimsing twnkte Kapellanen
»O, Mr. Lawrence, lad dette ikke bringe Dem
til at miskende inin Mand!« udbrød Jo i bitter Smers
te. »Halt er gsod, en gudfrygtig Mund« Hun sored iine
Hunden niedens nun talte.
»Ja-g vil nødig miskende nogen,« ’sagde Kapellas
neu blidt, »i Sasrdelesihed en, for hvem jeg nærer
Jl gtelse «
»De- kan ikke agte han for l)øjt,« sagde Mrs.
Colditream, »in-g forstaar ikke, -l)vorledes min Hug
bond kunde tale faaledes.« Jo kunide ikke fortælle Ka
pellanen, lmad lncn tmvde holdt fkjsult for Doktoren
den "l)a-ardeite, bitreste Prøoelse i hendes Ægtefkab
Oscar havde nivgtet at holde Husandagt, Tksnt han
daglig loefte Bibelen for Hende og Thad. Coldftream
vilde, at lmnski Hiisstru skulde bede; shan bindrede aldrig
liendeijs Andagt, lmerken ved Mine eller Ord; men han
innre-s at holdes til-listige ved en eller anden usynlig
eller ndegribeliig Hindring fra at tage Del deri.
Der indtraadte en pinlin Pause, som efter nogle
Minutters Forli-b afbrødes af Mr. «Lawrence. Kapel
lanen sliande uendt sig for at tage Afsked, msen ftands
sede atter, optaget af en ny Tanke
»Maafke er det Mr. Coldsftreams ftore Samviti
tialiedciinldslnsd og ljans Afka for alt Hykleri. som
brinaer bam til at handle faaledes,« bemærkede den
gejstlige
»Tror De det-« spurate Jo asngftelsigh griliende
efter et svaat Hand ,,9llt lier ser saa mørkt nd.«
,,Maait"e jea tnnde sprede lidt Lyss over Colds
ftreams Sorgiiiodig.l)ed,« sagde den medlidende Kapel
lan. »Im tror, at han i Begyndelsen af dette Aar rejs
sie til England om Bord paa Skibet ,,Argus«, hvor
Mr. Pagsau og·saa var Passagen Hat Deres Mond
talt meget om denne Reisfe?«
»Hast bar aldrig talt dero«n1,« svarede Jo: ,,jeq
shar aldrig hsørt Navnet Pera-sauf'
,,T-et forbavser mig ikke,« bemcerkede Mr. Lato
rence: »der «kan ikke have været noget Samkvem mel
lem Mr. Coldstream og Pay-san Den nnge Mand bar
en lille Anscettelse Eins Gnvernøren, og hat «i dette
Aar aflagt et lille Veføa i England, lworfra han vends
te tilbage ior nogle Tiger siden Pagfan fortalte mie
om en anden Passager om Bord paa ,,Arg-us«, Mr.
Mate, fom jeg tilfceldia kender. Mr. Mace er en dygtig
Mand, men, til bans 11lnkke, en Fett-senken Pagian
sagt-e min, at Mr. Mace ofte diskiiterede religijfe
Spørgsmaal med Mr. Cosldftream.«
»Mi« Mand vilde aldrig lade fig overbeviie as
en Fritwnker,« udbrød den unge Huftrn
«For-1n,odentlig ikke,« var Kapellanens Svar:
,,men de oantro fægter nied forgiftede Vaabem og en
faniuittigljedsfuld Mand, fom Deres ägtefælle, kunde
let komme til at lide derunder.«
»Tct vilde sl)an,« sag-de Jo.
»Geis, Mr. Col-dftream ncerede TJvivl om et eller
andet Punkt i Kristendommen, vilde det maaske vcere .
han en Æressag, ja endogfaa en Samvittighedösag
ikke at vise sin Gudsfrygt for meget, inden denne
Tvivl var overvunden. « - i
»O, jeg takker og velfigner Dem for dette Ordi«
udbrød Jo. ,,Vor Sorg vil ikke vare ret længe, thi
lyver sTvivl vil og maa forfvinde i Sandhedens Los.
og niin Ægteicelle vil atter tjene Gud med Glæde, og
vil atter i Samde med Dem takke hom, fom i deka
kelsige, gamle Dage. Derfom noget ondt ihar trænqi
fig ind i Oscars aandelige Liv, da svil De, med Guds
Hja-1p, besejre det; De vil tale til min Mansd om Re
ligionen, om vor hellige Tros Vidnesbyrd.«
»Jeg svil prøve derpaa,« sagde Kapellanen, ,,maa
ske dog ikke straks. En lille Stand kunde —- men der
kommer Deres Mand tilbage,« vedblev Mark Larv
rence, idet han betragtede sden smukke Skikkelse, isom
ncermede fig.
Osear Coldstream nærmede fig fin GcefL
,,Mr. -Lawrience,« sag-de .l)an, ,,jeg beder Dem om
Forladelse, fordi ijeg pludfeligt forlod Dem.«
Masndene vetslede et venikabeligt Haandtryh derpaa
sagde Qscar: ,,De berørte et ømt Punkt, got mig den
den Tjeneite aldrig at l)ent-yde mere dertill«
Mark lLawrenee gav intet Leite, men efter at
shave rakt Mrs. Coldftream Haandem tog han Assked
ljdc Kapitel
En Omvendelfr.
»Dein- er min føtftc Søndag i Øftserland,« tasnks
te Jo, da slnm Zøndag Morgen aabnede sine ·Øjne.
»Beste er en Zøndag, hvor Nadveren uddelcs. O, kun
de jog i Tag have den ucndelige Vel"signelfc, ·fom jea
ikke bar nndt sidsen mit Vryllup, at jeg, med min el
skedc ved min Side, fis Lov til at knwle ved Herrens
Bord? Maatte sdcnne Tag blive for min Oscar og
mig en im Jndviolse til »den Gewim, som Herren hat
lagt ben til os ber. Maattv vi begnndc at vansdre mes «
Gnd beuge og finde vor sLykkis i Bevidstheden om hans
Nasrinrrclsc.«
Dettc var Jos Saal-. Hun vilde ikke hengive sig
til ibangc Ancl«ier. «
Coldstream sog ihans Huftru foretraik at gaa til
Kirkez Jo -fkuldc vetode stilbage i en Palankin for at und
qaa Solln-dein Thud slentrede ved Stifterens Side.
»Im Clasder mig til at share Kapellanen probl
ke,« bemmkede Jo
»Jog deutet mig ikke nieset ckf den Ier blqu
Mand, Mt jog ikke wiegten at han er en Stils-M
IIde faqide Wud i en beiMende Tone. »Ist tut
Me, at llyan vil sforkynde vs noget nyt.«
«va Mel-Minnen aussah Da er de san-le Uns
de bedfte,« bemærkede Jo. »Da gest-Use ihn met M —
vi har for, sde erlde Ging et so- kærclt M W
»qu« er Mc den rette PM. Gelen, M
nen, Stjemerne, Vindenw det moqtiise M Ich-c
qldtiss san-wie EnWssna Gewissens-s- h M M
cito und lede M, at vi ! M W