Tre af mine Venncr.
Afbeulius you Ini- Geld
—- af .
e»n gammel Feltpræst,
Fusqu til new-stets -i neige-» qg til »weil«-.
cththw
En enkelt Lygve med det flagrende Lvs kostet hkd
og did of Staunen tjente ikke til at undgaa Huller af
Snavsky men kun til, naak man kotn dem nærmcre, at
give en en Anelfe um« «lyvorledes man faa nd. For os,
der hat-de Arbejde not inde i Hufei, havde dette Vejr
i Øiedlikdet kun lidet at betyde, og hvem gik vel ud
i et sactdant Weit-, hvor Mist-let ikke var til at gennems
irasnge med Øjet, og hvor den eneste Oplysning var den
enkelve flyvende Granat, lom ltulsde bringe os sit »God
Nati« Enhvet, sont poa nogen Maade kunde, blev inde;
thi del er et Mctaq tun en meget uspaalidelig Defini
ielse imod Vosnber; men det synes dog altid at vasre
dedre end intet
Miit Oppasfer com ind og bad ntig komme ud,
da nogen snskede at tale med mig. Du W traadte ud
i den uhyggelige Forstue, hoor den aabne Der med
Daten foran gav Udstqt til det make Band i Graden,
til de witende Team-, fom Stormen rev Bladene af
for at Mute en Dans med dem i Mogene, og til Regu
fkyllet, der ikke gjovde Forskel paa Dtrtrinets indvens
We oq ndwndige Sckde, —- da stod den gamle fokan
mig, drivende wad, saa Rogndraaderne dryppede fra
dans lange Øjenbryn. Hans fsrste Ovd var: »Gud vcete
Covet: jeg kommec for at se om De er sparetl« vg, idet
han i det famme rathe tnig noget «Stnsrtebwd, insdsvsbt
i Papik, og en lillc Flaer nted Vin, fsjsede han til:
»Jeg vddste godt, at De ingen Ting sunde faa her,
dekfor kommer jeg med det.«
Da jeg dakkede hom, npen tillige bebkejdede ham,
«cn han vovede sig ud under saadanne Forhold, og i et
Haadant Guds Befr, soc-rede hon- - · -
»De: lamme fesng min Mer, men saa maatte
jeq da glemme vor Herr-es Ord: »Son1 J ville, at
Menneskene fknlle gjre jmod oder, ligeloa give on J
tmod deml« Hvorledes tun-de jeg befale andre at gaa
der, hvok jeg ikle lecv tut-de goa. Desuden matte jeg
have den Glckde, at kække Dom min Haand til Afsked;
ingen as os ded, otn det bbivet det fidste.«
»Nei! km, gamle Venl det ved vi ikke, men hvad
De og jeg ved fnldvist, det et, at enten vi lever ellek
dsr saa hsrer vi Herren til.«
Dermod stile vi ad; han glk igen ud i Mkrket
og i Regnem vg, da han atter traadtc ind ad lin egen
,Dsr, fortalte hans Dotter liden, at han saa lau glad
ud, for-di han, om han ikke kunde gsre andet, laa kunde
han dog tjene Byens Forlvarere paa lannne Munde,
fom han hat-de tjent mig.
Det var Nat! Bot-n brikndte; Jldcn hat-de ftit Spilz
spart slittode den fig Frem, iom chbslgeih der under
qravek Strandbteddem inan hoppede og danscde den,
sont den laa - Limtemand. Voen var djdsdsmt af Ven
ner, der udenfor ikte hovde noget apnaoeligeke Maul
end at edeln-aged og af Venner indensor. der havde
audcst Arbeit-c end at sluttir Byens devaanerc var
for stsrstc Delen horte, ngtcn havde jaget dem hort;
hvad giin et Monnefte itke for sit Liv? mange Aar-s
mtjlommeligt samlet Gods blev forladt, fordi det dog
ttte vejede op imod Livet
, Hur-d det ene Mennefte forlader for at redde sit
Liv, dct fastter andre i Vom for »at redde«, for at nat-,
selv ont Dsdcn flulde komme dem i dct Øjcblic de nd
stmsttek Haanden eftcr fromme-d Gods. Dct høje Ne
monstratcnsertaakn stod i Lucr, Jldcn tastede sin Los
ning vidt omtring: forud over dem, der itod rede
til at iorsvakc lwer Tom-ne af dercs gecwundne Fas
drelawds Jord, bagud over den arme Vo, lworjra
utallige Rstjler itod i chret, af og til rtdlamde
af Jldstasrct Hvad er det for Stich-lieh merke og ra
vcnde, fpeidende og lyttmde til alle «S-ider,"som fniger
flg from Styggen af Hase-m nd af en og ind ad en
enden Dek, met-e og met-e begærlige og aphisdfede jo
længerc de gil, og jo nasmiere Jlden trasngte sig from
for at blivc der-es ModbejletP Dct var Rsvcrne, Psbes
len, Byens Basismm der lle oin Kap med Jlden for ,,at
teddc«, hmd der var as uogen VasrdL fra dens Fami
togx det var de ringt-ste, som var blevet til Herren og
de beiwttede fig faa tin-get meke af Forvcmdlingcm som
de vidste, at de hat-de tun liden Tib.
H Den gamle var hierinne, meu han var atme; thi
hans Dotter havde spat et Øjebliks No ovenpaa, og
Stimedattoreu hat-de fokladt Byen. Kun tre Ztedet ira
Huiet btændte det rast; hans Ejendom tunde have
met reddet, som iaa knotige andre, naar der havdc
været Mr tll at llukte, men der var ingen, alt var
opgivet. Gan saa and-t, lwod Enden vilde blioe; ene
qit han sra Steh til Stad, fra Plet til Plet, for end
nu enganq at lade det que forbi fig, at han tunde
behelde Eklndringen tildaqe. Sine Papiker havde han
sendet; disfe tilliqemch hous kontmtte PMSe vg smeft
Wink-de Gesetz ftod pm M i et lillc Zwin
zselv sad ihcm mod tin Bibel opllaaet for-m liq; han
haode loelt i den« men mi iqd hem, som om han tæntte
over det, han hat-de last stttrewde from for liq; hans
Give hanq ved det qqmle Uhr paa Men, efter hvis
Aas det hele Hucs Gang W von-et indvettet. Dei
flog-, ogidetlammhjrtehanmuiædwnliq Syd.
J den speise Tid vi lever under en furt, enqu Larm
san vt W andet here end demse, men lidt efter bisdt
W Post iaalodes til den, at vi werd-ce- don
modens W mit-en Slags Lyd tan Mem-«- an var
san vant ill W of Gmnater og Gen-erfind, Jldens
Wen og W, at han itke hjrte den mete, men
dict- mr us up Ost-. en Denn-gelte iomsom nagen tm
»O tw. Constsdhqttsomthtbamemshanikkd
Us- M M det- le W fvm
liaerszswthfsollsqfridigpguyvskci
Waidtrsredifschätmihoshawogwden
mit-m- W eac- Hkyqi gis M den impd
donne Lovltsbedens Tit-ich hvor intet Øje vaagede over
idem, uden haus, fom alsdrig slumrer.
Den qamle traadte dem i Mtde, saa rolig, lom
om en Von var traadt tmd til ham, endoglaa med det
Genslin of Millile fom de lidsste Timers vemodige
Tanler havde givet hans Ansigt; og Mem-deine studfode,
da de saa ham ·
»Am-til hvad vil J her? ii msin Dagligsme? Ovar
for er J blevcn tilbage2 Er eders Koner og Born ikle
forlasngst borte2«
De svarede ikke
»Der-fon- dct er Mad, J manglcr, saa gaar derin,
og tagen lwad J kan finde; cr sdet Dritte, faa vil jeg
vile edel-, hvor der er nogetk«
»Tai! vi er ikke fultne.«
»Saa vil jog Esige oder, hvorfor J er kommen·
J tæn«kte, at jeg allem-de var flygtct, at J frit kunde
tilegne oder det bettelt-se Godsz J fer, at J er kommen
for tidlig. Nejl Born! maafke er J hverlen kommen
for tiidlsig cller for sildig, mon just i rette Tid, for at
jeg lan rodde oder-. Doden flyver over oder og omkring
eder paa alle Sidek; ved J, hvad her staar paa dette
Blad i min Bibel: ,.Ve den, fom formerer sit Gods
ved fremmed Gods, og betynger sig med Skyldl«
Hab. 2. Oni tyvom tror J, det er, der her siges: »Hast
trasder frem, og bringet Jorden til at ryste, han set
og bringet Folkene til at skcvlve, de asldgantle Bier-ge
briste, de evige Haje fynke; saalodes drcsger han altåd
frem« Hab. 3,? det er om ham, der siger: »Tyve og
Nobel-e stulle ika arve Guds Rige.« Sei lwilken ræds
lelsfuld Nat det er: redder dog eders Sjælel«
De smnmodc vendte sig og gil; sde havde fundet
det, de itke fogte og ventede.
Den gamle satte sig ned; ovewældet af Natte
vaagen og Sin-dsbevægelse, faldt i Søvm sdct var heu
tmod Moment-tandem da bang Dotter traadte ind til
dam. Hun vaskksode hanc ved at slægge sin Haand paa
hans Arm, og sagde sda:
»Fadet! nu er Timen kommenl«
»Da vi maa bort2«
»Ju!«
»Tai, for-di du koni. Er det den yderste Tit-? Kan
pder llet iskke ventes ·længeke?«
»Nei, Faderl der can ikle ventes lcengore, Jlden
er l er snart.«
«Tror du ikke, Gretje, at jeg endnu en Gang
det er jo altfaa den allersidfte Gang, lunde komme
wem-am hvor Moder jag«do Fawel til os?«
»Saa maa Feder flynde lig og komme snart
igen.«
Han reiste ssig og gil. Han var i Sandhod ikke
af dem, der agtedc stort paa denne Verdens Gods, saa
det var ikle Sorgen over at miste dette, der gjorde
ham Vejen saa tungz men idet var, fom om der brast
noget inde i hom, for hvett Skridt han tag, fom om
der blev skaaret noget uk af ham af det, der fyldte
bang Liv; hvert Trin tog en Ven fra ham, og der
var mange, mange Venner, efterfom Guds »Vorw
hjertighedek havde vasret nye lwet Morgens san længe
han hat-de boet der i Hufei
Han gis langsomt med sammsc Betasnksomhed fom
alt-id, lob sin Haand glide ned over enhver Ting, iom
en blind Mand, der ved Fplelfen vil bsde paa Mang
len af Synet, men han tog intet, gemte lntet, ilte det
miwdste, han levede saaledes udenfoc det viklellge
Øjeblik, at han oppe paa mit lee fltyttode en Stol
og satte den paa dens gamle Blatts
Da hon attet kom nett, bar han noget under Ar
men; og dersom jeg llle selv hat-de oplovet det, vilde
jeg ikke have for-kalt det, of Frygt for ikle at blive
troetz men jeg bar oplevet det og ved, at det er Sand
hedx det han bat, var Wet, der hsrte til nrin Ptckstes
kjsole Jan hat-de dengang lsfe «Vinger«, Madame
som lunde MS af, spaa min Prwfteljole, og jeg
hande, da jog hvet Dag maatte km flere Mil, taget
dem as og hængt dem paa Bangen i mit Værelse. Da
min Oppaslcr Mode mit Uj ind, shavde han ikke
let dem, og de var blevet Wende Det or ufatteligt
mendeterdogfaa,atdadengamlekom nodigem
var than glad over det, han havde fundet, og lagsde
til fln Dattor:
»Det var bog virkelig godt, at jeg kom hcrop;
thi ellcsrs var dette ogsaa brcrn-dt.«
Ja! det var bot engste i Hilfst, der ikke var hans
met, det ern-sti- ftcmmede Gabs, der fandtcs; dct bar
han sclv ud af Vom
Han gckk ikke i Vorn-dom; han var saa aandsfrisk
som nagen Sindc, og »Von vidste scm gode at nu berste-de
det, og dog maattie han give fig Tisd cndnu.
»Nu, Gretjel saa kcm vi vol goa?«
»Ja, Fadett vi skal og vi kan ogsaa!«
Det fonds-s han iskcn Hatt satte sin Fod pao Dor
tækfkelcm og saa sig Mc tilbage; men da han kom ud
i But-isten og skulde nd af Gadedsrem da lagde hau
jin Arm paa hewdes Stubdeky og idet han saa sig out,
fagde han:
»Ist-l vi sikke lukke Døren efter os?«
»W, det heb-des Mel«
»Nei! det er sandt, det bshwes iikkel Men Gretjel
Du sag-de, at vi kunde goa; jeg lynes Me, jeg kan
ganz det er, fom jeg ital gaa bort jm mig selvl«
»Jeder! kaskeste Indes-, jo vist kan Inder goa
naak du Henker paa den ttquelige Wh, vowetre lod
dig ntyde Winde i de mange Aar, hvad er faa vennc
Time i Sammenlsigninq med dan?«
»Ja, det er W: taki fovdi du mindede mig
om det, at det er Herren, som gar fattiq og gsr rig.
som nsdttykker og sum ophfch hans Nasvn væw lovctl«
Sau kunde han gar-: men han lukkede dog Diren
og gemte nglem stmdt han Usde at hau apdsriq vit
de komme til at lukke ap, hvor hcm nu havde Taffet i.
f
Dei Camie Gus var dort-: MS M kenddes ikke
hvor der er godt at være for alle: sor den unge, set-di
der er noget ungdommeligt og friskt, noget, som iktc
crldes, til Stadt-, og for den gamle, fordi det grisber
ham alle Beque, sra den Stund han tmsder insd ad
Døren, at her er han ,,paa de gamle Stier«. Men just
fordi sdet var saa giodt at vcere der, dersor var det saa
svært at rive sig los og idrage ansdetsteds lhen
Endniu hode jeg sikke set den nye Guard, stsndst
deu gamle mange Gange havde bedt mig, og Paa en
itcdtng-mde Maade lcrdet mig vide, da alt svar færs
digt, at nu maatte jeg komme. Han vidste ikke Degen
da jeg kom« men da jseg gik over sdet store Tom inødte
han mig bænsdelsesvis: og han, som aldrig lagde Skjul
paa sine Følelsey ilede hen imod mig, saldt mig om
Halsen og kyssede mig; og idet vsi begge, ligesom i et
Nu, saa alt, hvcrd der laa imellem dette og vort fertige
Mode, saa fsor os alt, hvasd der ved Menneskeonsdskab
og Løgn var tilintetgjort as Menneskeliv osg Mennes
skelykte, da var det es ikke muligt at hol-de vore Taarer
tilbage. «
Han tog sig dog snart sammen og tyssede baade
paa sig selv og paa mig, idet han sogde:
«Denne er den Dog, som Herren har gjort; ladet
os glasde og sryde os paa denl«
Han forte mig som i Triums til sit Hieni, og idet
Jndtmt, som smwel »den bele Hygge som den Venligs
sl)-ed, der modte mitg, gjorde paa mig, kunde jeg, da vi
sont i forrige Dæge sad sammen ved Kassebordet, ikte
skjule Da jeg udtalte min Gliede over alt sdettse nye,
og navnlig over, at det bedste as det gamle, nemlig
Venligheden og Kcerlighedem var bleoet tilbagie, udbrød
den gamle:
»Nei, De tagek helt sejlk det De tager for Kærs
«liglved, det er egentlig ikke endet end Egenkærlighed;
tbi naar jeg saa indtrcengende hat ensket, at De vilde
komme, og jeg saa indtrængende har bedt Dem bekom
saa maa De tro; at jeg kun har set hen til mit eget;
jcg trængte nein-läg til Dom, for at De skulde udfylde
en as de tontmie ledser her i Huset.«
Da jeg ikke ret forstod, hvad han mente, sorklarede
han sig saaledesx
»Alvorlig taltl De kan maafke næppe tasnte Dem
lworved det ilwr er, at jeg føler Tabet ai mit gamle
Hucik Dset er itke den økonomiske Skade, jeg dewed led,
heller sitke det, at jeg gamle Man-d, ved at komme ind
i en bel ny Guard, bar maattet gsre Forandking i
mine mange gamle Vaner. som nckiten var bleven mig
til Natur; men det, jeg hat-· lsidt fwrst Tab paa, det
er, vel ilte selve mine Minder, men det, der dawdt
dem til mig, og fom gjorde dem til mit leere daglige
Folge Den naturlige Gran-d til, at jeg mere og mere
er kommen til at forstaa, hvor Paulus havde Ret, da
han, tvertimod hvad Msenneslee as sfig selv villigen
vjl indrømme, lagde, at den hsjeste jordsiste Lytde er
den, at vi tan faa Lsov til ,,at lseve et roligt og stille
Liv i Gudsfrygt og Ærbarhed«, er vel ncermeft at
søge deri, at jeg er blieven gamm-el; ieg befinder mig
bedit i nrin -dagl«ige Gevntng og i min lwdvanbige Or
den. Saale-des var det allerede sør Ulykken kom over
vor By. Men det var itle iom mange vel «vilde mene,
et kedeligt, enlomt Liv, jeg førte, nej: wertimodl ude,
og naar jeg var blandt mange M·ennefter, var jeg
ene; hjsemme var jeg aldrig ene; der havde jeg bestan
dig Selftab, og det det kasrefte Selskab, jeg kunde ønfke
mig. Naar jeg var ude, saa Var det i det højeste mine
lebende Vennety sder var hos mig, men si mit gamle
Gus, der var de bortgangne mig ligefaa ncer fom altid
Døden lxwde itte taget dem im mig. Alle de, der liges
som ttm tilfasldigt, — De ved jo forteilen not, at jeg
tkke ret forstaar dette Ord: ,,ti1fa-ldigt« — luden at blive
mine Vennerz hat mjdt mig i mit Liv, ide boede ikke
i mit gamle "Hus, men de, til hvem jeg kont til at staa
i et hjerteligt Forl)old, de havde hver ssin Plads i Hafer
Min salige Kone faa jeg alle Vegne: mine Vørn havde
bvet sin Mog, hvorira deres Barnehoveder tittede frem,
Mr Gang mit Øje ialsdt derhen, og sdet de dsde saa
vel som de levende; vg, ligesom Falk ellevs hcenger
Bill-oder af deres Venwer omkring Paa Væggene, saales
des havde jeg mine Villeder omkrinq mig, itlse hern
gewde wa Bangen, men ftaaende og gaaende, talende
og fmälende, alt eftersom jeg hat-de let dem, lda de var
hos mig i Birkeligshedem jeg laa dem, osg jeg hol-te dem
faa let-ende, lfom om de stod hoö mig. Og hvor var det
bog velsigned at medens alle Billeder wides, itke alene
paa »den Mem-da at de falmer, men fauledes, at der
kommer en Tid, da de flet sitke ligsner længeke, fordi
de, hvem de fort-stiller enten er vokset fra dem eller
ældedes, faaledes var det tkke med mine: de var altid
stilke og lignede alttd; det lan være, at mine Venner
hat faaet Sorger i der-es Liv, som hat bragt Taorerne
frem paa der-es Kinder, efterat de forlod mig, men det
hat jeg itke let: i mit Hus stod de altisd med det famme
glade SmäL lyvormed jeg engang faa dem; og sdet kan
verwe, at ide er blevet gamle og krogede, slsve og tolde,
men i mit gamlc Gus- var de unge og ltvlige og var-me
som da de var der for mange Aar itden. Se laaledes,
km Venl lan De nok forstaa, at jeg aldrig var uden
Selsskab og alsdrig længtes efter noget andet end det
jeg hande.
Mm nn! nu er de asllc dorte. Det er gaaet mig
som en Mand, jeg kendtse, sdcsr hat-de en færegen Hu
XommeHesGave; naar man opremfade en Mængde Tal i
et vkst Mo for l)am, san var han i Stand til at
gengive »dem alle-; men dct var ikte alenc fordi han
bitte Tolle-ne, nej, som han harte dem« saa fkrev
lban dem i Tankvrnc op nurdtomkring i Værelsct, under
-Loftet, og naar han sltkc bavde Plads til flere, raabte
han: «Stopl« Sau læfde han dem igen op, man dersom
bon ifte havde Lostet fom en Mellcmssnand imcllem
Tallcne og Hutommelfem saa undslap de ham. Selv
am vl nn ikkse hat den Monds Evne til at hnfke i en
saa hsj Grad, vi hat dog alle erfaret noget lignende;
bvarlødeö Hukomimelsen f. Ets. lcver op isgen -derved,
at vt ved Siedet, hvor nogot staat si en Bog; bvors
Jedes vi fauledes mod Lethod kan finde noget i vor egen
Bibel, meldens M ille er muliat i en anden Udgave.
Og niu er det gaaet mig, fom det gik Mawdcm naar
»der ikke var mere Plast: msit gamle Hug med sdet gambe
Billedgalleri er dorte, og bewed er det stet, at mine
Venner hast fis-klebt mig: dersom ieg sle blisve nogens
Tun-de thmme ber, faa maa jeg have de gamle Billesder
ftillet pp ogsaa her i sdet nye Has. Jeg vod godt, at
der er mange Vorte, sank tkke san erftatstes, man-ge, am
bvem joq wh, at det flet like var gsodt, om de kom
darin-d, foodt de bar foranvket sig haledes, at jeg noch
Mqatnlestdunforøjedog ikkevlbdeW
UMIMFGIU,atl-etetw,10mikkeksn
«W. MWIIIMW, sum-M
ÆJ MMM HOME
————?
og Birnebørn fkulde komme her for at blioe »opstillot«
igen, faaledes lpar jseg strevet til mine kæresde Wen-net
at de maatte ikke nægte Inig den Glæde at komme til
mig, for at jeq knnde saa dein sat hvser paa den vette
Plads. Zimledes skrev, ieq csgfoa til Dem, og jeg et
Dein taknenclsig fordi De koni. Naar De nu reiser i
Morgen, saa er De W ikke reist sra mig; jeg hsrer
Dem kam-me ned aid anpen og tager i Deren, jeg
derer Deres gamlex »Gut-en Morgen, lieber Groizs
vater!« ieg ser Dem sidde her has mig, og san tale
nied Dein i Mørkningem san De nu sorstaa, yourfot
seg blev saa glad, da seg faa Deutl«
Jn, lmor inderlig brennte ban ikke ved sinse Ben
ner, og greb erinnert selv de ubewdeliogste Midl—er, soc
at saa derei- Villedser slaaet sasi paa Bceggen. Det var
faaledess liansks Stil-, um den er alntindelig i Hol
land, eller sasregen soc hain, ved jeg ·itte, —- at naak
nagen kom, som røg Tobak, bragte »den gantle yam en
ny Kridtpisbe, snm lmn beniede i Vntikken: naar den
Wette saa gilt, blev band Navn skwvet paa Pibem
denne blev snt lieu i en Krug til en Mængde andre, og
der fik innen Don til at rege as den, uden den, lwis
Naon var sfrevet der-paa. Piben kund-e sma der i lang
Tid, i man-ge Aar, Esel-en kam maaske alsdrig vil at
mge ai den niere end den ene Gang, nien Piben bslev
staaende og ventiede Der stod Piber i HutIdkeäevis, og
den gamle gik nndertiden ben» for «at læfe dem igens
nem«, saa var det linefoni en Slags Daglikm.
Maasse knndse en on misden estser dette tienke otn
min gamle Ven, at han altsaa dog agiaa Wie sin
Fred on sit Lin i denne Werden Der giuesk jo en
Miengde ganile Falk, der saaledses brenger sig first ved
det iet-diike, sont saaledes vokfer sig samtnen inied deres
Hunde og Katte og Knnarieanle dsv., at sde iannneni
ssiltves med dem i en faasdan Grad, at de udgør deres
sLiog Gode Dei er jo ikke noget ualmindeligt — om
det ensd ikke derved blivser et mindre sørgeligt —- Syst,
at mange Metmesker, ja nvere sde ælides, sormelig gror
sammen med den Ver-den »in-is Skikkselse forgaar«,
sbaade i de met-e materielle og de meve aandelige SM
kelser. Saaledes var det ikke med nam; lwer Gang
jeg lasser Apostieliens Ord: »Baade de, der har Huftmeh
skal svaere, sum de der ikke har, og de, der grcede, seen
de, der sikke grcede, og de sig glæde, iom de, der ikIe
Czle Fig, og de, der MAY fom de, vder ikke bel)olde,
og de, sder bruge denne Ver-den, som de, der ikke nyde
-den,« 1 Kor. 7, da maa jseg teenke paa ham; thi jeg
shar innen ken’dt, der forftod at lese denne Opgave
bedve end han: naar jeg kaster mit Øje op paa hans
Billede, hivorfra ban set ned paa mig sra den Plads,
ingen anden skal faa, da ser jeg et Billede as en frem
med, hvis Borgerskab er l Hin-len.
Naar Ihan elfkede sine Venner saa uegennyttigt, at
det for hain ingen Forskel var paa, am sde var levewde
eller txt-de, saa var denn-e Kcerligbed sdog i Grunden san
lidt as Verden Gan brugte denn-e Ver-dem ikke til at
nyde den, men for at staffe stg Rennen der kuwde
,,1nodtage bam i de evine Voliger,« Luk. 16: og hasn el
skede at høre sine Venners Nest, ikke sor at forlyste sig
ved den den kortse Tid bef, men for at holde sig for
trolig med dem, indtil den Stand kom, da det opfyldes,
som den gamle Sang sigen
Saa iwdelig der til enig Tid
med Venner i Lys vi talel
Naar ban ielfkede lsin Kreds af Venner faaledes,
at ban maatte lnwe dem stillet op omkring lfig, faa faa
han devi et Villede af den store Krebs i Himlety der
staat omkrinsg hom, der var bang bedste Ven, og paa
bvis Venskab han ene osg alene kan ftole for fig felp
og sine Rennen «
Derfor var hans Bortgang berfra ikke fom et Men
neskes, ider gaar fra Livet til Dødem eller som drager
til et freman Land for at være Gest, efter at han bild
til bar haft et Hieni: men hasn gik bort sont et Mennes
ske, der figer ,,·-’5arvel« til nogle af sine Venner for at
fige »God Dag« til andre. Da han for fidste Gang gis
bort fra sin Stue, bvor han havde faaet Hine Venner
nnitillet, da qik han ind i en auden Stue, hvor der ag
faa ftosd Naskker rede til at møde hans Øje
Kun et Vor Aar blev det ham forundt at leve et
stille oa religt Lin «i det nne Hiern, asret og elfket af
alle, i fuld Besiddelfe as sinse Aanidsevner, og tned den
santme levende Følelfe for alt, hvad der var godt og
skønt oq -elfkel«igt, —- saa blev han plnsdselig sog. Det
vor et gammelt Liede, lworaf ban havde lisdt i mange
Aar, men, sendskønt Sysdommen var overorsdentlrig
lpinefuld, saa pinefnld, at det sagte-site Trin paa »Gule
den allerringefte Ver-ring, undertiden kunde bringe
shans bsele Leg-eine til at stcelve, faa var han dog al
tisd tilforn kommen sig igen; og i Begyndelfen troede
og haabede bans Dotter ogsaa, at hans kraftige og sun
-de Natur vilde lejre denne Gang. Længe blev hun dog
ikke holdt i Uvished; den gamles Krcefter fvandt dort
lidt, efter lidt, og, da det altisd band-e voeret en Aftale
mellem hensde og mig, at hun lkulde lade mig vidq
naar han blev alvorlig syg, fik jeg Btev og reiste ned
til hom·
Gan havde i et Pasr Dagse haft nogile drøje Zure
saa han til fine Tiber vilide springe op, til andre Im
shan ben, enden i Fantafier eller uden Bevidsthed. M
dette vor farbi; Smerterne syntes at være ovevvundue
og, da jeg traadte insd til «l)am, kuwde «-hasn ikke alene
rwkke mig Haandeih men endogfaa teile med mig, om
end med svcmere Rest, saa dog med femme Klar-lieb og
Ro sont qltid.
J to Dei-ge var jog hos t)mn, og det var velsignede
Dage; thi det var Dage, hvorover der lwilede en Froh
som ikse er af denne Ver-dem Dage, hvori ikke i en
Ielbe Øjeblikde, men i Timer, Blev virkeligqjort, M
Digteren hat lumct om en Krile Bottganq, at M
er
Som Sol Haar ned bog Landen «
J W Wand -
J Sonnmrthenslwnbem - 4 IV
Meng Fug-le wild-due lumt. «
PMB
