Jvan og Esther.
En Fortasllitm im stdcljmst i Russlandv
As Alice Lang.
Lin-riet sra Engelsf.
· GEIMMJ
»Jet- vilde altiaa bebe dig,« sagde Jvan mcd For
isg paa at tale roligi, ,.at gaa til en as note Vejmer og
fige, at jeg hat del gedi, hvilket jeg for en stok Del ikyls
der en lille Pige, og at jeg header med dkt allckfsrfte
at blivc fri igen.«
»Det ital jeg, oq jeg vil gsre alt, hvad jeg lan;
thi jeg holder ai dig,« ivarede hun ftimodigt.
Eos jcg holdcc Cf Dig, Hllc EIHabcth,« sagde qun
leende; »weil skvnd dig nu, og haft at spsrge efter Rixa
og hendeg Moder.«
Da han nu blev ene, fortnsktedes hause Udtryh ogs
han spurgte iig selv Lin-d Ænastelie, hvorlasnge han vel
fik Lov ai blive dek.
»Im maa ikle forstaffe Vorm-i mjndsic chhages
Hohes-« iænkte hau, »jeg vil heller ikle btyde mit Ord
til Vitebikx men deriom lmn illc lommer igcn inden Af
ten, fom han lovede, gsr jcg Sol-sog paa at flygte.«
Dei vatedc lustige-, meget lustige luden Eliiabeth
kom, og da hun cndelig kom, græd hun stasrth
»Wi- ct drei-« spurgte Jvcm urolig. »Er Esther
iygf Er
.,Nej, hun hat det godt,« husllede Bat-ket, ,,jeg hat
kalt med hendex nie-n hun beholdt mig saa lcrnge fotdi
hun vildc vide alt, hvad jeg vidste om dig· Hun sendet
dig mange Hilfknerz men fordi jeg blev for længe vorte,
Hat jcg nu faaet iaa monge Progl, at jeg iurppe kan
itoa paa minc Fsdder. D, de er saa gruiomme imod
mig. lisid icg var dsdl Moder hold-i faa meget af Gud
og fortalte mig altid, at han var god imod os, naar vi
blot soc-sagte at gsre godt. ch forspger det: mcn staat
de flam- mig, bliver jeg bange, og nasste Gang, jeg gsr
nagst galt, itget ieg at slyvc mig fra det, helle-re end at
dek faa PrygL Jrg tuskek ofte, jeä var dsd; jeg er tun
ille hell vis paa, at feg stulde msde Moder; thi hun
iapde altid, at Gud holder ikle of Born, fom liner
»Stakfcls lille Eliiabelh," iagde Jvan deltagens
de. »Mit) jeg lunde tagt dig hersta, faa italde Esther
last-c dig at lcnde din Moders Gud og hans Son. ch
bar en Bog, som fortwller os, livorledcs Gud Fadcr i
Himlen hat elslet os allesammem endiksnt oi ikte cl
ikedp hom, at han sendic sin engste Ssn heim-d iil Jor
desfqt at steife os alle.«
·« »Wenn du Kriftus, iom itod op af Grauen fotlcs
beni« spukgte Bat-net, idei lnm korfede fig, «ieg set
saa ofie paa hans Billcde, og Moder sagde, at hon var
nieset sod. Oun talle megct om ham og den belligcs
Maria, Gubs Moder, jeg ved ogfaa noget derom. «
»Holt-i du nieset ai din Moder?«
»O ja, nie-get Jeg san ikke halte Inder-, men Mo
der giotde altisd saq meget for mig, oq m- faar im iklc «
endet end ngl og onde Okd.«
»Holt-er du of Nilus, iom du holdt as din Mo
der-W spukqie Jvan for at iaa hende til at ie For-stellen
mellem heudcs overiwiste Tilbedelie og den Kerlighcd,
fom gir, at Jesus og hans Inder Lager Bolig i os.
»Nei,« sparede hun og briede fig- »Da ded, at han
ek en stor, ftvk Gord, og at jeg tun et en lille, hiælpelss,
ask-l Pige.«
»Du vuoe vuve anderwer how ou com m at eure
Jesus,« fagde Jvan alvoksligt »Du du tro, Elifabeth
at du er en Kongedamsr. Iænk dis nu, at jeg var en
siem Zoo, der havdc ssjaalet mange Penge -—«
»Du oilde du aldrig wec« gibt-d Eljiabcth.
»Mei! tænk dig nu alliqeveh at jeg havde,« ded
blev Jvcm hnilcnde, «og jeg com i Famng der-for, bun
desn paa Htrndek og Fsdder, sum jeg tut cr, og fao Iom
en god og last-W Mand, der aldrig felo bcwde gjokt no
qen Stirn-. ind i mit Fængfel og sagde til mig: »Im
hat frelft dis, Jvan Kaufmann; jeg hat betalt din
Gelt-, og du bar Lov til at forlade denne usle Telle,
fokdi jeg hat cost-M dig.« Most jsg san virkelig ikulde
W lau taabeliq at blive i Fængflet naar der blev
tilbudt mig Frihed?"
»Die-C kan Mc stqe det,« svarede Mist-both tause
suldt. »Saa god hat widrig nogen vætet imod mig, og
jeg tæntek Me, feg vilde tro, hoad iqadan en Mund
fasdef
»De: er netap ogsaa Grunden til, at san mange le
ver Mitte, mode-us de kunde have Loh-M sagde Evan.
»Da i Guds Dkd fiqu der as tydisliat og statt, at han
hat betalt Ort-Wen for os, Elifabeth. Naak oi Mk- vil
tro det, bliver hqn bebt-act og Wen-: J vil illc komme
til mis, at J kän have Livet Deksom jeg tunde iaa
dig til at fe, at den torsfæstcde Fräsen der ftod ou igcn
fra de dsde, er dtd for dine oq mine Sondeh vilde jeg
mer Gub, fordi jog er kommcb hertil.««
»Mei: du cider iaa meaet,« indvendte Elifabeth.
»Im im make-, Iomkvis du me vit iko pas Je
sus,« ivarede han qlvorligt
»Hm-riet vil du itkge detoverW spukgte hun, for
bavfet over, at en fremmed M faa wegen Omforg -
for heade.
»Fordi jeg vilde lau gerne have, at du titles, en
fommc Piqe itulde vibr, hvok hsjt Jesus elskck djg, og
tun ved Iroen paa Jesus lau du blive willst-up Tro
paa hont. Sig til dani, at du et en cnsont, lille Plac
dcr lasngcs ejtck at have en qod Von, der san hin-tue
dig til at vasre god og sand, og min kasre Frclier ital
sende dig iin Mucor-and og du skal blive en lyltclig
Pist, hviö AW sucht-r of Glcvde.««
»Als jeg nu trocsdc paa Jesus paa den Maade,
iom du flqety vildc de andre lau aldrig met-e slaa nagt-"
»Bei tsk jeg ikle lovc dis; men meaer de vilde faa
mindre Grund del-til ch elsker lmm langt hjjere,
end fsg ekftn Esther Blitz, ja htjete end mit eget Liv;
men jeg qlwder mlg alligcogl over at were her, fotdi
jeg maner Itm im Lov at sprc dig tsll Irelfetem Use
som des blinde Ader ftkt tll Dir-est Og iaa vilde jeq
flge til dam: den-, her bringet jeg dig en lille mis
hcknvlet, for-thirty We, tqg hende ved Omndcih kaste
Jesus- W lot-Mk Dense, hvor lykkeliq huu vll hlive, paar
lnm ttor paa USE M vllde Leg oalaa fortælle dann
thnved del-admiqule det, hvok
ensom oq vom-M du er, og lag vll htm fis-: »Im fast
iet Livet M lot MU- W« can stol vom min Ven
svlihm Als-re sitt-mit Osd.«
Q,UUII«WM. MMMM
f Wand-pessim- Wsmm-w.sp«
Gang jeg fommer ind til dis, og naar du iaa kommer
hersta, man du bede ham blive hos mig.«
»Ja, kasre Baru, han er nær hos alle dem, som
paakalder han« og du ital ikte fsle dig ensom, naar hau
er hoc dig.«
»Na bliver der kaldt paa mig,« fagde hun; ,,men
jeg ital aldrig glomme, hvad du hat fortalt trug-«
Til Trade for sine Lænker følte Jvan iig megct
lykkeligz hans Hier-te var syldt med den guddommes
lige Rigdomä Statt-e, og hans Tanker blev til Von am,
at den lille forældrelsfe Pige maatte finde Jesus som
jin Ven og Frelsetx
Vl.
Flngten.
Esther Blitz var iniidlertid ille ledig. Rixas Mo
der sorncoaede en Einbedsmand, lIvis Rang ille var ster
lig lI-j, nien fom lIcwde tilstrwklelig Myndighed, til at
faa Vitebsl til at leslade Jvan Esther gav Mixas Mo
der Penge til sig lelv og til Linz og lovcde dein niere,
naar Jvan var fri. Nesultatet hetaf var, at Vitebll,
ledfaget aj Lins, henad Akten gil ned til Stalden, hvor
Jsvan lim.
»L-s ham, san at lIan lan staa op og foksvare sig,«
sagde Linz i fin Ængftelje for, at Joan kunde give en
god Bereining om fin Behandling
»Im ital lese lImn, · tilbød Viiebfl; »men lIan er
ret farlig, san at det er klogeft at lade lIans Hasnder
viere bundne, at ingen of o-:; fkal slc Ovcrlaft,« tilisje
de han og lastede et ondt Mit paa Inan.
»Im slal ille gørc nonen nonet,« fagde Inan
,,jeg stiller lnn min Frilied: jeg vcd jo end ille, hvad
jeg bliver anllaget for.«
,,Fordi du ikle vil iige dennc wrlige Mand, hvor
den gamle Jst-de neunte sine Pcnge.«
»Jeg ved del ifle; niin Herre, fom er det bedee
Mennefke i Verden, bar aldkig fortalt mig, lIvor hon
gemte fine Penge, jeg tror endog, han lnn hnvde faa
rede Penge hjenmnx Men felo oin jen havde vidst det,
vilde jeg aldrig lIave redet det for Vitebfl.«
»Mit-list vilde ille have dem for sig selv, ljan vilde
tun have gioetS taten tilbage, hvad der var stjaalet fra
den«
»Hal· han da gioct Staten det lostbake Pelsoærh
lmn tog im Or. Blitze Jenseits-« spumte Joan ftrengt.
»Im fkal not gske det, Bluth« svacede Vitebik
nied et drasbende Blit.
»He-ad vil du gere, hvis du bliver losladt?«
lpurgtc Lim.
»Im ved de,« gibt-d Vitebsl, »dem vilde gaa
derlIen, lyvok han iænkte at blive herl, og der vilde han
formelle lyoorledes jeg rned andre havde forspgt at ede
lcegge en gammel Jedes Fabrik. Men han flal nok
san iwget andet at oide, om han haaber at bringe cnig
i ll«lyllel« udbwd Viteliil ude af sig felv af Roseri. »Ha:
du glemt, hvad jeg lovede dis, Lins?«
Dei-sont del lommer an paa, hvem der betalec
niest,« lagde Jvan, »lover jeg at Ist-ge for, at du kaut
en stor Velsnning, faa snart jeg er fri.«
»Hm-d vil du give for din Lssladelse?·« spukqte
Lins og kastede et pkwende Blik paa Jvan
»Er Hund-rede Rubler.«
Vitebsk hvillede noget til Lind, og denne fagde:
Elle nol, min Den-«
»Maaile, —- ja saa to Hundeede Rublek for min
Frihed,« sagde Jvan
Linz san paa Vitebsk og knstede laa paa Oooedet
»Im er lun en fattig Mand," lagde Lins, »og
dekfom du ikle kan give niere, maa Retfætdigheden gaq
sin Gang. Jeg hat iaaet en vide, at der er alvorlig
Anklage imod dig. Men hvad et dess« asprød han,
lIenvendt til Vitebst, »jeg htter nagen kluge og jam
ke fig.«
»Da er min Hain-u, der prygler det vætite Uhyre
til Pigelmtm der endnu hat vceret indenfor okdentlige
Fellks Dire. Gid vi var hende lvit,« svarede Viteblt
toliqt.
Jvaus merke Oer lynede, og han qjorde en Be
Welfe lom iot at komme heninwd Deren, itke for at
flyqte, lom de to Mænd mente, men for at besinne det
itqkkels Bam, hvis hjektellæwnde Steig raubte faa lys
deligt oni Hin-la
»Im antager. at hvor nieset jeg end tilbydek, lo
ver Bliebst dig mere,« lagde Jvan med For-sog Ima at
mle roliqt. O
Vitebsl laa paa Linz og lniilede, men lagde intel
og efiet atlet en hviflende Raadllagning trat de fig
pludselig til-sage og lukkede Deren ester sin- men de
glemte landwnligvis, at Jvan delvis var fri.
Sn Time gil, og dette Tidsrum forekoin Jvan lom
en hel Das, da aabnedes atter Deren til Stalden; thi
fullels clilabeth kam nied han« taweliqe Aftenömaals
nd. Jvan spukgte sinks, hvorfot de havde flaaet
hende.
»Im havdc Iske dumm Vrwndet fmaat nok,« soo
rede hun og begyndte attck at grasde ,,De ausser alle
sammcm jeg var dad, san at de var fri for at fis mig
mete, og selv Insker jeg det samme. Jesus hat flet
ikke hjulpet mig. Jeg bad ham demut, men im faa
ikte paa hanc Pillede, medens jeg bad, oq dekfor hat
hnn Mc hstt miu Am Onkel hat talt san qodt og
venliat til den fmmncde og givet ham en kostbar Pole
fraka men jeg hat fun disie ule Malta-, oq derjor
Mist ieg Stagcne faa Ins-geil
»-x’,wok er de tm's-« fpurgtc Inan.
»De gis ssrst i Bad ou san nd for at dritte sam
tnen, endstønt jcg synes, de ljaode faaet not, inden de
qik hersta, Mcn drt et im Mc- ted af; thi saa er Onkel
vencigcre imod mig. Moder holdt most af hart-, naar
han var bemiet,« oq dette iagde hun faa koligt, som oin
hun talte om Vejret i. Ets.
»va er nu hfemmeW W han.
»Wer ingen,« spare-de hun, Jan jeq bar Tid til at
blkve hoc dis, hviö du vil have det.«
»Er du vis paa, at din Dante oq dine Knsiner er
MI«
»Im-« fvarede hun leende »Mei! hvokfok fpjrgek
duf Ml du tale med nogen as dems«
»Ist-« fu«-de han« «an W er st flosse- —
dustsllllchcqfctstkckksst, M, wisset-M
used-mit- esdstauwviswatqtdetvum
WORK-VIII Newby-dalie
sum
MMWWy,«-usp«w
tog pludfclig hendes Ansigt et sorfcerdet Udtryk, idet
hun sagde:
«·-dvad osm vi-nu blev opdaget og fanget!«
»Du skal ikke vaske bange derfor,« svarede han for
haabningsfuldt, ,,løs Vaandene af mine Hemden faa
flygter vi, og føk det bliver helt mørkh skal du værc fik
kert skjult hos min Moder.«
Elisabeth stælvede af ftærk Sindsbevægelse, da hun
løite Vaandene as hans Hemden
,Jeg følcsr mig nasppe sont en fri Mand,« sagde
hau, da han forsøgte at strastte sine stive og smertende
Anne. »Men lckg nu uøje Markte til, hvad jeg siger,
Elisabeth: gaa ind i Huset og tag de varme og gode
Klasdetz du can finde, tilligemed nogle tytte Steinen
thi jeg kan here, det regnet, og Vejeue er sittert nok
srygteligt opblødte; stynd dig saa ud as Byen ned til
Broeu og Flodbreddsen. Der vil jeg trasfse dig, og der
sca gaar vi samtnen til min Moders Hutte. Stulde du
undetvejs msde nogen, du kender, saa vend om eller
stjul dig for dem, saaledes som jeg hat set dia anre, en
Gang din Onkel dar vred paa dig og vilde gribe djg.«
»Im husker det nol,« svarede hun med en Gyseux
«jeg havde tabt Staalen nted hans Middagsmad; men
han sil sat paa mig, da han kam bjem.«
Det var uiaaske Erindriugen ocn de frogtelige
Progl, hun havde faaet as sin Onkel, og Mcerkerne af
de sidste Slag, der bestemte lyende til at udsnette sig for
lwilken som helft Fore, srenifor at blitzt-, hvar hun var.
Da Elisabeth var gaaet, gik Jvan freni og tilbage
i Etaldem indtil han kunde unerke, at en Del as hans
Ztivbed havde soktaget sin. Tln saa stin, som han var i
Veqnudelsem kunde han itte tasnte paa Flugt. En Ti
Ine—:- Tid senere nmdte lsan Elisabeth ved Floden, og en
gud Fjerdiugvej deefra laa Fabrikten
»Es-eilten en Skan1!« udbrød Inan, da de var i
Methoden as drum-, hvor der enduu for et Par Tage
siden lsavde vasret henved et Huudrede Meunesker be
stleftigede Nu lignede det hele en Ruin med de itus
staut-de Ruder og Dere: Ineu Jvan vovede ille at gaa
deriud; tin det var meqet smidsynligt, at nogle as Op
rørerne endnu boldt Vogt der, og desuden haftede lian
tun ester at kunne bringe Elisabetb hurtigt og sikkert
til sin Moder. -
Da han nanede Huset, var tun Rafael Blitz og Ja
kob Colien der· Katherina nat gaaet til Vyen for at
aøre Jndløb til de mange uventede Meilen niedens
Paul var gaaet til Badehuset
»Hvad feiler du, min statkels gmnle Ven?« nd
brød Inan, da han san Jakobs tilbundne Øjne, og bele
hans Ydre tobt-de hans nedtrnkte Sindsiteinning.
Han sit hurtigt at vide, lwad der var stet; meu
der blev dvcelet mest ved Esthers Fersen paa at hjaslpe
sin Brudqotm medens Jsvau paa sin Side sortalte meget
lidt am sit Faugenslab i Vitebsks Stald og bad siue to
gauile Venner taae sig tærligt af Elisabeth.
Aldrig er der sundet en from, troende Inde, sotu
itte i nagen Maade søgte at opftjlde den guddomutelige
Besaliua at elske siu Nirste sont sig selts, og at elske den
frenunede, der ligesom de var stemtnede og Udlanidige
i Ægypten Derfor tog de to Masnd, som trods deres
Alder oa Trfengsel bat-de beoaret den«-S Ridderlighed,
Bat-net ved Haandem lagde der-es magreHasnder paa
hendes Hoved, velsignede hende og lovede at viere gode
used bende, am det var Guds Villie, at hun stulde blive
du«-J dem.
»Die er de hjeurlsse, sont gioer de l)jeml-se Ly,
Jvau,« sagde Rasael Blitz; «tt)i Paul Gradisty lader
as meget tydeligt sorstaa, at han helft vilde have sit
Hus ior sig selv· Jeg tan ogsaa se, at det er vanstei
— ligt for din Moder at hjcelpc oss og holde Hugfred ined
sitt Mund paa samme Tid. Her, der touuner del«
Gensynet mellem Jvan og Katherine var hiertcligt;
men Paul var øjensvnlig i slet Lune, og for at undgaa
videre Ufred gav Jvan sin Moder et Vink uni, at hun
inaatte skjule Elisabeth i Koftalden Her lavede hun et
Straaleje til Bat-net i en Krog as Sturet og lovede at
bringe hende nagen Astensrnad, naar hun havde ssrget
see de andre. — For os vilde det have været et under
ligt Syn at se Paul lidt efter begive sig paa Vej til
Badebuset med sit Haandklcede og et Vundt Virkewiste
i Haandem men i Rusland er dette sauste almindeligt.
Kim i stet as den korte Sommer bader Befolkningen
i Floderne, og den fvrige Tid as Aaket brugek de ikke
Baud, men Damp, der stiget op sra store, med Band
Wldte Stene, der ophedes i meegtige Ovne. Til
Brug sor de badende er insdrettet Hylder, den eue even
paa den andeu, og jo hejere de er appe, des stwrkere
bliver Daumen
Da Katyrnm com Ind ira Halm-m Wrtc yun Paul
erklasrih at lian ilke knnde hanc- dem merk-.
»Mir at Øiislilik sidm fkaIlvcsdc jisg af Angst,« kaabs
te l)an, ,,da im list-to Vitebsk siaiy at de vilde tvingc alle
naifte Mir-nd under 30 Aar ou alle gifte Mastid ander
40 Aar til Soldaten Jst-a or akad, Katharina,« lieu
vendtc han fig til sin Huftrih ,,at vi sikkert og vol er
gifte, og at im er over 40 Aar. Mcn Jvan Kaufmanns
Navn dlev nasvnt, oa jcg saa, lworledes baadc Vitebsk
og den kujonagtiae Linz gottcde sia chd Tankcsn um at
ftulle blile af med dia, Jvait Endvidere børtcs jeg, at
en Embcdsmand, hoc-m Blitz liar laant Pengc, lijaslper
Bitt-be mcd at forsplgc ham da adelasgaer hanc oa alt
hvad der tilhmr l)am. De stack-, at de hadcr Johann-,
at de vil Idolasgac og udrydde dem og ftraffc hver den,
iom vover at hulc dem. Dcrfok vil jeg lade cdcr alle
foritaa, at skmit jea bar hufct oder oa værcst god cnod
eder —««
»Hm-m hat tamst iiq af mia i what af do manae
Aar-, og livcm bar vasret gin imde dia, da vi blov
gift?« sagde Katharina ftamiuld over Paule iltakiusms
lighed
»Bei er nu faa lasuac fidm at dct iktcs cr oærdt at
tale bekam-« spatedc han: ,,jeq vil liave min Ovn for
miq few, og jeg hat not L yft til at vidcs, lwad J liar i
Sinde at atre·«
»Im vil drage til Jerusalom,« fagde Jakob Eoliem
ibet han reiste fis og tog Bindet ira sine daarlige Øjne.
»Im ved nu, at Herren Mc vil slade mig se det forjæts
tede Land; meu han vil give mine Fidder Lov at tret-de
paa det Land, fom Herren svor, at han vilde give det til -
Muhm, Jfak og Jakob sog dates Slægt, hvorfra jeg,
den fmgtede spitz nedstcnnmer. Hvis du vi·dfte, min
Denk W hatt fig til Pvuh ,,at du er en Abra
bunt M der var Jstaels Guds Ven, hat det lidet at
lice, om W fernster via «
»Es Mal ise fertigte dis, hvis du hist vil gaa til
varMsmsuexsvokuvnx MMM
W II ist M I- Iiod Us- M W II
Esther kan komme her tilbæge, kan vi Lage as Steh l
Morgen oed Daggry, form-fah at vor lære Mrina
vil have os saa længe,« fagde Nafael Blitz uden at lceqs
ge Mmrke til Paul.
»O, Herre, alt, hvad jeg har, er dit!« udbrød Ka
thcriua Iued Staates-. —
»Undtagen mig,« sagde Gradisky harmfuldt."»Men
jeg er san ivrig for at,faa eder alle ud as Qui-et, inden
Fjendcrne kommer her, at jeg selv skal heute den stnukte
Esther til eder.«
»Nei, jeg skal not selv heute l)ende,« ssvarcdc Jvap
fort, og dermed forlod han Hufet, endskøm de andre
sagte at holde ham tilbage. Han fik dog Tid til fsrst
at tagc Blitz og Cohen til Side og hvifke til dem:
,,Dcrsom der skulde fke noget, faa at vi blev stilt
fta hvekandrc, saa lad os sætte hverandre Stævne i Je
rusalem.«
Vll.
Ved Isaks Kro.
Eil alles store Gliede koin Jvan snart sikkert tilbage
med Esther, der i Rian Hsein havde saaet mange for-stel
lige Titus, som de mente kunde viere til Nytte for dem
under den lange Reise.
»Vin god mod niin Son, Esther,« hulkede Kanze
rina, da lmn tog Afsted nied den unge Pige, der estet
Looen nassten var l)endes Datter. men ester Kasrlighes
dens Lov ganske liaode en Datters Plads i hendes Hier
te. J sit stille Sind ønskede Katlierina nassten, at hun
tunde reife med dem; tlii der var salden en sort Skygge
over bendes irgteskabelige Liv, idet hun opdagede, at
liendesjs Mond var en stor Egoist, der tog niest Hensyn til
sig selv on itfe lsavde Tanke for nsoget andet Menneske.
Tet var innen let Affked, tnngest maaske for Inan, der
elstede sin Moder-. Han holdt ikke af Paul Gradisky
og lsan saa klart, at det vilde ikte holde i Lcengdenz nien
han troede, at hans Moder holdt as sin Mand og var
lytkelig paa sin Vis, ellers lsavde han nceppe kunnet
twnie siii at skilles sra liende
»Seid os nu komme as Etedl« bad Elisabeth og san
sig asngsteliqt om til alle Sider, som om hun var bange
sor, at Viiebst skulde komme ester l)ende. Katherina
liavde gerne lielioldt Barnet hos fig: men hun vidste, at
det nilde oasre aanske nninligt; thi i saa Tilsælde vilde
lsendes sirnsomme Onkel snart sinde hende. Elisabeth
Var, sont Vel alle Vørn i Trettenaarsalderen vilde voere
det, henwkt ned Tanken om den forestaaende lange Res
se og tilbød sig straks som Fører for Jakob Cohen, der
skønt lian var svag og hjcelpeløs, dog straalede as Lykke
og Werde
Den, der var mest bedrøoet i den lille Stare, var
Rafael Blitz. Han vendte sit Blit i den Retning, hvor
Fabriken laa, og han sotbandede de Mennesker, der hav
de tilføset ham alt det ode. Til Gengasld ønskede hcm
det samme oa nieget merke Straf ooer Voldsmændene
»Koere Feder-, Gud siger: »Hu-wen er min, jeg vil
betale.« Lad os hellere bede oni, at Herren vil aalme
deres Øjne og Hier-ter, saa at de maa omvende sig,'
sagde Esther sagttnodigt.
Hendes Fader svarede ikke, men vendte sig dort og
saa itke mere i den Retning. Derpaa begav de sig paa
Vej og sendte mange kætlige Hilsener tilbage til Kot-he
rina, der saa efter dem, indtil de ganske skjultes sot
hendes Blit oed en Omdrejning as Besen·
Terpaa git nun ind i sin Hytte og knælede foran
en Asbildning af Frelseren og bad, at hendes Sen og
hans Venner niaatte naa Jerusalem i god Behold Li
gesoin Elisabeth troede Katherina, at tun de Bannen der
bades soran et Villede af KristuiT blev hsrt. «
sPilgrimmene, som vi nu vil kalde de reisende, hav
de med Villie itke sagt Paul Gradisky noget om deres
Reisernte, for at han ikte stulde røbe den til uvedkoms
wen-de; men Katherina vidste, at deres Hensigt var san
hurtigt som muligt at naa Nabobyen og detsra ksre til
en lille, assides Kro, hvor de vilsde blive Ratten over.
Dersra niente de at køre til Oktarsk ved det asovskt
Han, lyoor de lsaabede at finde et Skib, der gic til Lille
Asien Allerede Kl. 4 otn Estermiddagen var de dtds
trastte, og dersor tog de ind i en stummel lille Kro, der
laa vlige ved Besen. Esther sik et lille Vaerelse, og hun
var glad sor at liave Elisabetsh med i det tocnme, alwa
gelige Værelse, der tilined laa i en assides Del as Vip
ningen.
»Ou· ck lllcgcl Ocllkc cllo UOLI llllll Ullkcl," Iagoc
Elifnbistki, da Esther sortniolist san pim den Tnavfede
Sinig, nnsdcsnsks Varnvt trøftode nied, at lnm knnde ligge
paa Gnloct eller pna en Vanil, der stod i en Krog Ei
Vasrcslset
Kronwrten imr on Jødcs, der snart slnttedil nirrcnere
Brkcndtfknb nied Blitz og Colnsm og da Elisabcth og
Esther kom tillmgc til Vasrelsed book de andre opholdt
sig, lmode Vasrten Allen-de snt et solidt Maaltid Mad
from paa det snavsede Bord. Han tog ftraks mod Blick
Opfordrism til at spiscs tin-d dem ou fpistis en saasdan
Masiigde ÆHL Ihm-, Kød og Ruglwd at Esther anstils
ledc Vetrimtninger om, at han vist aldrig spiste, udes
naar han kunde spifc paa andres Bekoftniiig. Samtidiq
Inskedc him, at dckcås Bordfasllc ika bavdsc haft saa stok
Skræk for Band og Sehe; thi hun var falten, me
kundc ikke spise den Mad, der blev sekvcrvt paa Teller
kcsnor. lwnrpaa disk fnd tnkt Stsv
».qucsne maa da vasre rene,« hviskesde Jvan.
»er et og fpis dertil et Stykke af min Moders Vrødx
vi hat ondnu ikke spist noget demf.«
»Zuk, dot vil jeg gerne-· fvarede hun, »jeg er ful
ten. Du or not ogscm fnlten, Elifctbeth,« tilføjede hun
da Vorm-E i dot smnmc bad am at faa more Kod.
»Ja,« spare-de hun, ,,jeq vils aldtig mere tilboqe on
spifis Lisvninactnc i Vitsbsks Hug.«
«Kendcr du Bin-bka spurgte Vkrrten, idet has
saa fkntpst med five finan, sttkkenide Øjne paa Barnets
der i sin Angst vendee W mod Esther.
»Im kender ham Me, men feg hat htrt W
Navn,« qurede dem-e roligt.
«Det hat Webarnet aezt essen-« W M.
»an du hmn f« spu·rgte quel Blitz.
»let,« spare-de Isak med et llltigt Blit, og W
sder blev gjort flere SMAW endmh ver Im M
"fovslgtig til at lade de andre sooft-am vm NO Mk
overfor Bliebst var fimdtltge elf-er Me- Da New
var tin Ende, sog-de W Tot-en- .
Music-h vtldulssemä Wische-sitts