—Skjulte Stalle.
As Ali-e Jst-e Miit-heult
(Fotfatterinde til Sibyl Garth.)
Fta Engelil ved Olsm
(Fortiat).
Tor var akkurat gaaet cii halv Time-, da Gordoii
com tilbach Helciie satt iiøje Paa hmig Ansigtsudttiit
iior dem-s at slitite Fig til Resultatet af liaiis Bei-g;
dem soa alooriig iid, iiicii dog ile soiii oni lictii bras
ie forttroligciide Eftcrrctninger. Hun hold! ikke Al At
Hende Eise dort, der-for ringede him efter Tem, og
Eidt ester var yun i Zcrrd iiied at slæiile den eile Kop
Te eftet den anden til Gordin sont ogiaii lod Eises ri
ftede Brod vcdetfares ftild Rctfwrdiglird. Tsct var lot
kedeis liam at faa htsiitet til Helene
»Tet gis meget gebt, jeg skal iidcii sigc Tom
mete«
sLsg disse bewligciide Ord i zoreiiiiig nied, i)vad
hun selv havde flunet jig til as haiig lldtriit, gjorde, at
hun var i Stand til at talo og le iiiiiiitert, iiiedeiis
de drak Tren, ja htiii iitirtis iiiisd leiiciidc Jurist-esse paa,
Ivad Gordoti fortiilti1 heiidts oiii Evens-J ftrllesz Veiiiier
I Craigsmere og :i’abolaget aj Glciisstiiiirr.
»Q; lioorledcs giiiii det Jakob Iliiiiriitlier«-«' spiirgi
Oe Helena »Wer Te Mc og bespgte haiii pim Hostiitalct
i Edinbiirgli, Ok. Ztuart?«
«Ji-·,«dc-t stzfleis.:i)lisiiiiisfle, jisg var dik- ixaiiy da
haiiis Llriti lilcsc tagt-: ai. Der var ftor Jakc for liaiid
Lin ciicr Operiitioiicit: iiieii iiu ck liaii til alt Held
udeii for al Furt-. Jeg er vis paa, at Deiiiiis mag-c Tjd
hat must til Veisignelfe for Monden, saa iiati toiiiiiicr
hjciti soiii et otiivciidt Meiiiiefle.«
»Er imii ikke lomiiicii hjoiii endiiii«.-«
,,".li’ci, hatt liggek eiidiiit Paa Hospitalcm sag jeg
tasiilcsn at zog lau stafic i)oiii nogct Eltiocardcjdey
tiaar isaii kmiiiiier tid. Haii bar soet lig iclv i at stri
ve, medciiss hatt hat- ligget.«
»Wind Tiger Te til at gaa en lillc Tur, ftir ieg
tider Hist-in's« sagde wordoii, Da de mir sit-wagt- iiied
Dem
Tisi imr Eilet-set cti siiiiit Ilfteii csm dcii tråsic Ei
teriiiiddog, Og ikønt dct itlleredc var ved at dlmc ititsrly
Iuiidc Oele-ni- itle iiwdstaa Lpfokdtingcii; ii)j .iiiii innig
tesi its, its-m naturligt var, efier at liøre uogist oiii Gor
do:i—:- Bei-g .)o-":- Esstcrcii Der var doii ifke Tcilc tim,
at Eise kuiidc Jan iiied paa dcii Isid; iiisii liiiii ritt iiics
set vitc tscitit til eit oærc ciics en Tiiiiesiid tiiii Lilitciieii
for at leiste Finc Lettiisk til tin-sic- Tag, Halt-ne tmd satt
Jaiie oni at fe lxdt eiter bendcy og misd Visite oiii ille
at blioe for lastige botte stmidte hiiii fig op for at tage
Dom-i paa.
»Ic- er jlle nat-let godt jnd,« jngde Not-Von Ve
stcnm da de skuldc goa.
»Jo, jeg er,'« spart-de lnin Tniilcndxy ,.,icg lmr end
nu jtte taan paa Visiten-ist«
»Men Te er heller ilke Vant til at gaa ud paa
dcnne Tib; Te man tage nagt-: merc Paa, her — yois
et denkt-« og imn tog et start Negnslag ncd im en af
Sange-me
»Viel et Ersten Andkcnnansf fvarede Helene;
mcn dan tog der allichvel ncd og gav hende der paa.
»Pos- pao, He. Stuart,« fagdc hun muntett, «De
haltet not, da De sidstc Gang pallede mig ind i Sjas
let.«
»Ja, jeg yuftcr dct not,« svoredc lmn nieset al
vorhin
XX V.
Eu Betriebsang
.,Tonne er den ils-nieste Vej at gan,·' binnasrfedc
Oele-tw- da de com udensor: »in Hsjen derhmne hat
man nndcsttidisn Udiigt til den prasgtigste Sohn-Wang
man san tasnke fig.«
Lg dcswaa saa ljun fotvcntningssnld Wo han« om
shan ilke slnldc sigc nagen det vorede liellck itle rot
lasnw sm- han bcgyndte:
»So-g tauc- mcd Dkkes stalkcls Saiten da ieg konn,
vilde tnm ist-Ist ikle give mkg Lov til at komme ind;
mcn ieg sicev et Par Ord paa mit Kokt for at for
slate heade, at Leg havde cn Hilien fka Tem, fom jeq
Inn kunde give hende perfonligi. Vi dlcsv fnart gode
Von-um da jeg form-Its heade, lwormeget Te lcrngtes
eftek at se hende, og om Dei-es vanskelige Sstilling her
iok Detes Lastes Skyld Hun forstod udmastlet, hvors
Iedes del hele stod for Dem, og hun bad mig sige til
Dem, at De gerne maa foktælle Ftplen Andrennan am
heude«, bvis De ikke flamme- Dem over honde. Ligcledes
stulde jeg ligc til Dem, at hendes vassecitlige Grund til
at holde Detes Belendtlhd med hendc hemmeligt, var
sjetnct. Ovad hun meiste dermed, fortlakcde hun ikkez
men Vasrtinden for-tolle mig senkte-, at heitch Mond
var reist, og hun merkte, at del var godt: Ich trat-, at
Detes Stlter hat met bange for, at Monden flulde
must-e Dem ellet me paatrængende niod Dem, hvis
san havde opdooet M Slægtsfothold med band
Halstu. Jeq hat nu ladet Dete- ltakkels Sasstet til at
Carlin-, at De ikke san komme haben, ist-De hat for
klaket Friten Linde del bete-«
»Tro- De, at den Dass Wettellekan have alvors
ljgc Botmer Im mencr —"
»Im Sonst-unt qodt, hvad De money Fasten He
cenc,« spart-de Nord-Jn, ,.jcq ttor Me, dct got Imqu
selv om hun sclxssølgclia or uhelbredelig sog. Hniss Te
vil give mig Lov vertil, skal fes i Morgen bedc Doktor
Zaubers tage over og se til hende; hanc Naswastclsc
dil oæte en Trost boodc for heude og Dem.«
»Ja Tak, Or. Stuakt. Og vil De med det fammc
Tot-klare Doktor Saudch, at det ikke blivet noget,
Iom miu Sister kan eigen-, mcn det bliver vor Sag
at betale hom, — jeg meinst min Broders og min —
« ca at bei maofke san voto lidt, for ieg hsket fra Ro
bei-U
, «lend De kun Pengesagerne til mig,« spat-ehe
hats vg Als-jede feste og hartng »kom- Frsken Helene,
De moa Mc site Dem nagen Vekymring for den Ulejs
KIND US WEI- W Sism- vil fokaarsage, foa
lwnge huv IM. Jss hat vovet at ordnc alt med
Moden i min SIW as Repræsentant for Der-es
Ums nunmeer Rost-Mao- oq sog trot, at hun oil
qu got og kytliq PHO. Iris Mot Saudets tm
hiqtkk en Meinst-, sum da Wes ogsoo M
III-«
Helcne kunde ikke fige noget de fsrstc Øjeblikke,
san glad var bun, for-di Gordon havde ordnet det saa
godt for hendcs Mittels Leiter, men lidt efter iagde
hun deg
«Hvotledcs tun jcg dog tolle Tem, Or. Ztuart?'«
»Sh! icg jige Tom det?« begyndte han, men af
brsdes Ded, at Oele-ne Jviigsteligt spurgte:
« ««Eig mig, Hin Inmitt, havde Te nogeii Sei-ita
le nie-d min Leiter om de himmclstc Ting?«
»Ja,« sparedc han, ,,og huii fortalte mig, at De
res Lkd og Tores Bibel havde været til sior Veliigiicls
se for Ruhe Dog havde hun ikke formaact at lasse more
end iire fmaa Ord, fom Te lzavde understroget, oq iom
baode optaget hendes Tanter hele Degen: »Halt er
r- o r F t e d«.
»Optisc-! Li)ttc,« sagdc Helene, »de! er ittc rn
gang mig felv, som bar uiidcrstrcget dcm.«
Nu loin hmi pludfclig til at iniiidesz eu Tag as
sit Ost-Held i Ring-:- Gatc Hause i London, en T-ag, da
hun var ydcrft daarligt iorberedt til Tr. Karls- Time,
niedens tiendes Tonku- oar langt berie, og det var
heiide ifte iniiligt at Vasre med i Undewisksniiigen, fom
huii plejcdcn Da de andre Elever forlod Vorteier lalds
te Zion deiide tjlbage, og i Siedet for den oeljortjente
Bebrejdcife, som hun ventede, spurgte haii hcndc, am
der var noget i Vejen med l)ende. Og liun fortalte
heim, at fideii Posten im Indien vor kommen, uden
at der var Vreo fra hcndcss Bruder, hade hiin været
altjor ukolig til at tuniie befkckitige sig med noget.
Heu sharede itle iiogct ljcrtil, men tog hendcss Bibel, Tom
him baode mellein sine Skolebøgeiy lioorima hmi Op
spgte og uiidersttegcde disk-se deilige Ord. Ton Tag og
mange Gange ienere var de til stor Ttøst for l)ende,
og hour uiiderligt, at de nu skulde komme og bringe den
deendc Søiicr Trost og Velsignelie geniicsm det Evan
gelium, der ruiiimedes i dem.
Mode-ni- kiun twnktc paa alt bette, hørte hun uæps
pe, hvad licndes Leisager iagdU meii ved at famle
sine Frau-irrende Tanter apiaiiizcde hun Ordenc ,,.Lsitien« «
011 ,.;nni zuster
»Ja Tal, Or. Etlmrt," sagde Inm. »Ein Djl Tolo
Pigtslig nor-se lmtic en Hilft-n nicd til Wen-Etuan
tncn gis-est t:l Ist-cis :!I·’oJl-r.«
.:li’ej,« spart-du Sinn leensikz »Im kalte Jn- Dksn Hil
Tcn Hm niin ·.!I·«udcr, Zog limqtc Toni, at lnin lasngcås ef
tcr Tem. Vi san naturlerzcs like-mac- Tcm liest-im ligc
ins-D dct Linmny inm Iris-ad Hand oii Te give inig san
at komme tillmnc til Allen-Entart, iim Innrt To kam-«
»Te: It ina wuligt as Tem,« waret-c Helena »Hu-u
fein inärgc zornile for Ojeltlikkct cr, destkagter jcg mig
Tom blinden Tit-tril, i dct niinditc til Fomarct Hei-J Zir
W:lliain ellcr »Er-km Ponclope ladet mig fonftach at
ieg holst butde time list-im, lslimsr det noglst andot, og
san sinnst-s icg koinmer og beder om Hnislo under De
rcsz gasftiric Tag.«
Te mir inndlcrtid kommen ou Pan Tuppcu as den
ljlle Hos, lworfra de hcwde en god Udfigt til den prass
tige Himmel, lwok Eulen gik ned bag en Nackte Hofe.
Medeas Gordon Ztnart stod og betragtede dettc imnks
te Eint paa Efteraarsshimlem paakom dcr hain en mast
kclig Følelsc-, der lnnde betegnes vtsd Otdcne ,,nn cller
aldrig.« s
»Im kan ikfe fotlnde Dem. stlcn eleite,« be
gnndte lmii og iaa pact liendc med en Filum-, sont ine
sten Sorsktasliedc l)mde, »nden at jcg Haar sagt Dem,
lmad ieg sont for at sige. Jeg favner Dom vaa Wen
Stnart, og jcg bliver aldrig lykkelig, saa længe De Mc
er der. Im ist-d, at jeg slet itkc er Tom vasrdim ntcn
hvis land, iiidctlig Kærligbed tun —- incn Holene —«
Tisie tu iiditc er fremitødtes med et lldbkud of
Sinkt-te, der var dybcre end det, hvormed licni saldt out,
da lmn blen kamt as Knglm ude pao stehen; thi Hele
ne mitedc paa Haut-det, niedens bun saa paa liam nted
et bedwvet Ildtr1)k. Hnn vidste iste, hvortneget dcnne
Monds Venilab var liende vasrdt, sør nu i denne Stund
da hun, fom det syntcis l)cnde, blev opjordret til at give
Aikald paa det, —- eitersom lmn ikke fnndc give chaim
lwad Von lmd onl. Hnn minkzedeö licth beikyttende
Liniotg for liende, den hiemlige Zslclic liun havde,
niedenci linn var paa Glonsstnart, og hisillen liun skle
te lige san inmet Gut-den sont Fru Stimrt, —-— og nn
ifnlde hun miins dlst altjainmcn. Lg haardcre end Ta
bet og Emcrten var for hinde sein« var Tonken ont den
Sorg, nun derived inacctte berrde darn.
Gan Te ikke give miq nocht Qual-W spukgtc ltan
nogle Minnttcr After-. «De can, ikle sandt, Helene?"
Hun ryitedc kun atter paa Hovedet, som 'hun nu
havde vendt dort fka hont.
J Vcit itkaalcde nu Himlen i al sin Farvispragh
Gotdon Stuart tastede et flygtigt Vlit paa den neds
gaaende Sol, fom næsten var helt fokivnnden ira de
ijerne Høic, og lian grobes af den armselige ncksten
overtroiste Falk-lie, at hnns Haab oin jordiik Lykke af
hang as den Dago svindcnde Sollys.
»Ta! til mig, kasre Helenef bad han lidt oftcr,
«giv nrig dog en lille Straale as Saal-, hvis De kan
idet jeg tsr tro, at De vil forspge at holde of mig.«
Hnn vendte sig oni og saa paa ham med Taster
i Øjnene, idet hun fvarede:
»De maa tilgive mig, Or. Staat-t; nten jeg can
MS paa den Munde — aldkig —«
,,De maa ikke sige aldrig, Helen«
»Jeg maa alligevel figc det; tnen jeg san ifte
taale at tamke pqa den Sorg, jeg beredet Dem.««
»Er der nogen fastlig Grund, kyvorior De itkc kan,
Helenefsp spurgte han. »Er der nogen andeu, iom hat
stritt- Ret til Dem, iaa at De ikke ttr ists-ge at holde
as wiss-«
-- ---- , ,.,.!.t. -.,..x t-....
iOlUl IWO VI LIUIUL ug nur«-Heuc, syuuu »m
skulde spare lmm. an havde lwrt at betragte sit Lin
Tom saa suldjurndjg bcngivct til den fast-c Bruder i
Indien, at dettc SpørgssmaaL som angik hende person
ljg, kom aldeles unt-met og usorbcredt over hench Mvn
hun fotstod ogsaa, at Gokdon ikte vildc anse denne Hin
dring for saa stor og uovcrvindclig, som hun anfaa den
»Ja, Or. Stuart,« ftammede hun til iidft, »der cr,
— ieg maa siqe Dem —«.
»Sjg ikke mere,« afbwd han heade, »n·lgjo mig
den Sorg oa cht SpornsnmaL jcsg hat gjort Dem i
Tng.«
Endnu mode-nd han kalte, fass de fidstc Straalcr
of den nedgaaende Sol forspinde i Horifontm Og der-,
paa vendtc de om for at gaa hjanadg men intet Ord
dem-des mere mellem dem. Indiver blev kamt-,
pg det var næsten belt tust-M da Heime lang-sinnt og
bedWsikindiW-sstrtatdordon Matthavs
de M W mod heude med et sagte oq inderliqt:
Ml M velstgm Dem-«
Helene gis ljge op paa sit Vorstelka som vendte «
mod Vesi, hvot hnn stod og stirrede en Stunsd ud af
andnet. Hendes Tanket var tunge og towirredz idet
nun faa paa Højety hvor hun og Gordon lige havde
haft den bedrevelige Samtale, og pludfelig oplyftes
ijlen af et blaendende purpurfaroet Skær. Dei var
den Eftergløden, Tom hyppjgt fes efter en smuk Eiter
aaris Zolttedgnng, og som den Tag var skønnere en
seer Solvet-sangen
»Wer smuktl« udbrød nun; men denne prægtige
Jareeglans stod ikke rigtig i Zamklang tned hendes
Tanker for Identifer hun vendte sig bort fra Vin
duet, kncelede ned foran fin Zeug og skjulte Ansigtet
i fine Hemden Og de Øjedlikte nun her tilbragte paa
since for sin Gud, var ikke mindre en stille Bønnens
Ztnnd end en Tankekeede af Sorg og Zinerte, af Lcengs
sel og Aug-in der vasltede sig ind Paa hende og fortnede
iig i erenm ,,Jeg ranber til dig, min Gud, njælp mig,
vjii mig, lwad jeg 7kal.«
Trodsz al Sorg for, noad der var stet, knnde hun
jtke jndse, at hnn ncwde handlet nrigtigt lige overfor
den tasre Ven, sont hun i Birkeligheden satte saa ftor
Preis paa. Der-es For-hold tjl ljinanden havde oæret
sont en Broders og Seiten-, og nun syntes, at der
ikke dar noget, nun kunde have gjort for at forhindre,
at Imn fknlde vente noget tnere as hende, og jaaledes
nndg.m dette fergelige Tilfcelde den Dag. Og tned Hen
syn txt nendes Optræden over for ham tnnatte nendes
ligesremme og beftetnte Evar vasre det bedfte Vevis
tun Jendes oeltnente Venskalx Tet var oltsaa ifte her
doer, at nun græd faa meget, — men det var ved at
taInke paa Octns Sorg og nun-S jtore Zskuffeife
»Wer lidt anede jeg dog,« sagde hnn til fig selv,
medenis nun endtnt knaslede, »du nan for san faa Uger
Tjden sagde, at han hverken haode kendt til Sorg eller
Engdom, hoor nær han var ved at fkulle leere begge
Tote at Lende, og at jeg direkte dg indirekte fkulde vcrre
Etnld daade i hans Sngdont on Sorg. Tet er nn tnin .
nnn Pligt stadig at bede Herren otn at være ham ncrr
et we kmm baade tinteli,1 Jq sremfor alt euig Lnkke
Ta Gordon Stunrt tangfomt red hjemad, Var
der med Zenker, der var meget forstellige fra Helene5.
Og da han løftede sit Vlik for at se paa Eftergløden
as Zolnedgctngen, saa man et Jln«sigt, der tydeligt bar
Pmssg 07 en dle Hjertesorg, tnen det oplystes dog af
en qen Wen-T sont var mere end et Genskær ctf Ly
fet zum Hunlen over nun-I Dur-ed Han sporede fin Heft
og san Fig rundt til alle Sideh jdet han ferestitlede sig
denne Eftergleden sont en Fortfkrttele as Hans Zank
menljgning as Zolnedgangen Hatt-S Tanker der-Inge
dei med et »senere«, fom hat trøstet og beroliget saa
man-zu et haardt prøvet Gnds Barth og han syntes nan
nørte Forjættelfem
»Jeg vil oplyse Market for digl«
»Warte oil dette »ssenere« komme, og hvorledes vil
det dlive?« fpurgte han fig felv, niedenschan red niem
ad· «Maasie det kan blive endnu her part For-dem nun
er nng og meget kan forandres, — og dog ojl jeg ifke
snfte nogen Stuffelfe eller Sorg over hende. Nu Del
yviii mit ,,senere« ikke bliver her paa Jord, vil Herren
lcrre mig at vente, indtil hans Time flaarl«
XXVI.
Ftcd til fidst.
Ter var TLJ intet Breo til Helene i den forwar
ligt lnktede Positailr. Men det var dog ingen Grund
for liende til at blioe censgitelig; tin lnin funde nasppe
oente Vrev sra Robert endnn, nied mindre lians Zle
tiliældigvis dande niødt et, der slnlde hjenmd til Eng
land.
Nil-sie Tan, da Helene Ig Elfe netop var fcerdige
ined deree Stoleatbejde, kom Eir Williani og til-ins
Seiner dient fra den-Z Weing. Helene driitede sig tsil
at iølge Festen Pennelope og·Poiltaiken ind i Dagligi
ftuen, lwor hiin itiltiende ventede paa Frosenens korte
Beste-d:
»Der er intet Brev ira Indien til Toni, Fristen
Mutdocn«
Tet faa heller ikke nd til, at der var noget af
Jnterekse til Freien Ilndreiiimn seln; tlii lznn lagde
hurtig Jndlioldet of Posttaiken til Side og satte fig
til at ninds Etriklegarm niedencs nun ventede paa Eiter
middagsieetk
»Die man nndflnlde, Festen Andrennan,« begnad
te Helene irygtionit, «at jeg, saa sciart De er kommen
hieni, gør Dein Ulejlighed nied inine Sagen men del
vil niaafce vasre en Beroligelie alle-rede i Dag at høre
ncrrtnere om det, jeg itte tunde fortlare Dem i Gaar.«
»Ja, felvfslgelig, Festen Murdoch,« svarede Fre
ien Andrennan, »in spr, jo bedre. Scet Dem ned. Jeg
hat gjort inig selo en Del Bebrejdelser, iordi jeg itte
besteint holdt paa, at De sfulde fige niig alt i Gaar.«
Illtsaa iortcilte Helene l)ende, olnttent med samme
Ord, hvormed lnin Dagcn i Forbejen ved samme Tid
new-de for-kalt Gotdon Stuart sin Søsteks Historie.
Var det inuligt, at del tun var den foregaaende Dag?
Dei foretom hende, fom var del Uger fiden, og hvor var
det vanskesligt at fortcelle denne stive, kolde Dame noget.
Sein Modsætning kom hun til at mindes det kærlige,
niedlidende og deltagende Udlryk i Gordons Anstat
niedens hnn nasppe kunde holde fine Taarer tilbage
ved Tanken om SIsterens Lidelfer. »
«Det er meget uheldigt," bemasrkede Fristen Penn
lopc tsrt, »a: vj ikle forhørte os nærmcrc om Deres
Zaxnjlicsotckmld Mcu jcg kan jo jkkc ander end judrøms
me, at Te lsekved lmr renfet Tom fra den tedcsligc Miss
tanke, Tom Tores- Tnvszlwd i Moor gnv Anlcsdnlng til.«
»Wind im nu zka san You til at vcføge min Ev
stets-«
»Ist maa im forst lalc med Sir Wilsliam unt.
Som De not kan forftaa, er det ikkc meget l)eldigt, at
nogen her fra Hufet gaar jnd og ud i Kroetr Mcn ef
terfom jcg kan forstaa, at Monden er reifl, er det mu
ligt, at vi san indrsmme Dem Tores Miste-. Lad Elle
komme ind til mig nu. Det er sandt, Frøken Mut-derb
jeg kan ikke lade vcrw med at figcn at jcg findet det
underligt, åt De kunde betto »dr. «Stuakt, hvad Te itte
vilde Ige mig.«
»Ist-is De bavde været bicmme, Fristen Andrea
nan, da jeg fi? det Vud fra min Systey —- som kunde
Ewde at hun laa for Dsdem vilde jeg have fortalt
Dem alt, til Ttodö for mit Liste, jog var altfor be
dkwst til lelv at kunne lernte «
»Ja, fes indmnmck jo, at der var nogen Und
. -delm.fot Dem, men lod mig med del femme adva
te Dem mod, bvad jeg vil kalde for Wie-We Iris
ovetfor selv Dereö Venner og Bekendte, hvis de M
mer her og bei-get Dem; thi det vil have Deres sk
blikkelige Alffked til Fslge fVed De, om Bobs Hals
baand er blevet futidet?«
»Ja, det var blevet hængende fast i en Knipling
paa Teres Kjole,« ivarede Helene med et Smil, »jeg
fik spludfelig det Jndfald at se efter.«
»Tai ·ikal De have,« og Fristen Penelope ligesom
selv smilede, bvilket gunftige Tegn Helene benyttede sig
af og vovede at spøtgm
»Man jeg itke gaa hen til min Søster, medens
Elle sidder inde hos Dem og dritter Te? «
»An fo, Te maax men tag Jane med; det er for
- sent for Dem at gaa ene. Jeg kan ikke komme til at
tale med min Bruder om det lige nu; men efter dette
ene Beleg maa han for Fremtiden afgsre det Its-mö
maul«
Faa Minntter efter skyndte den unge Lærerinde
fig hen ad Skovstiem som fette lige til Kweon. Hun
feilte sig ikke oplagt til at fortcklle Jane, som fulgte med
hende, niere, end at det var en sng Dame, fom apholdt
sig i Kroem der havde sendt Bud efter hende. Jane var
en godniodig Pige, der holdt meget af Laster-indem —
foin ier Reiten hele Tyendet — og hun Vifte levende
Interesse for Henfigten med deres Spadferetur.
»Im skal ilke lade Dem vente lcenge, Jane,« sag
de Helene, da de gik ind ad den smalle Jndgangskidsn
»Er Oer ikfe nuget Vcerelfe, hour Jene kan vente,
niedeniti im zwar up til den suge2« spurgte Helene Jam
irn zvlolcelin »Hut· Te fastet flere reisende?« vedblev
hun, idet Linn lngde jllkasrke til, at der lioldt en Vogn
udenfnr.
»Der er Lasgem Frølen Mutdoch,« fvarede Jem
srn Malt-ohn, »der nil fige hmn ovre im Wen-Stank
kmn er oppe l)o-«:i den syge Dame«
»Te« skal ikke nasre ked ai, Frøkem oni jeg konnner
til at vente lidt,« sagde Inne, ,,l)liv kun, saalcenge De
Ule
Helono lagdc nasppe dllkasrke til Doktor Sammet-T
da Inn toin ind i jin Bester-I Vasrelscy satt forbavfet
blei: ätnn over at se den Formidring, Inn der i Lobet
as bis-sc to Tage var forogaaet nnsd den soge. Det var
ikksc alone den lenoniligc FomndrnnL — bendes Kin
der Var blonne lncle og mit-gre, waerne tørrc og far
oeløse, — tnen det Var det lldiryk af Fred, ja trwsten
Glast, sont itranlcdc nd as Etendes tnørke Øjne i Ste
det for den for san nrolige, fortvivlede Glans. Lægen
holdt hendcs one Haand, niedens hun raste sin Softer
den anden. Derpaa reiste Doktor Saunders fig og gjors
de Plods for Helene, idet han nreppe hørligt hvifkede:
,,Tct er ligc paa Slutningen.«
Te første Øjeblikke vekslede de to Sostre ikke et
Ord, Helena var altfor bevcrget til at kunne fige nagst
og det vär Constance, fom endelig brsd Tavsheden ved
at hviske: ,
»Du kotn i rette Tid, min egen Søster.«
»Im lwttgtes saa meget efter at komme til dig i
Gaar, kcvre Constance,« svarede Helene·
«Det var dog net-sten, fom om det var dig, der
kom,« lsd Constances Hvifketh ,,det var iaadan en god
Mand. Gud sendte baade hatn og dig; syng lidt for
mig, han 7agde, at du —«
Hun maatte ndmattet afbryde, og Helene vendte
sig bedcnde mod Doktor Saunders, som ftraks kom og
gav den syge lidt oplivende Medicin. Hun kom ogsaa
lidt til fig sclv igcn, og til Trods for sine Taarer be
gyndte smkkels Helene med synlig Anstrengelse at fynss
ge:
,,Klippe, du som brast for mig, usw«
Lad mig skjule mig i digl
Vandet, »Bleibt-t- som udgaar .; - us
Fra din Sich aadne Saur, v «
Frcls du tnig og to niig ren
Fra at Syndens Sknld og Men.« «
Tot san nd, sont om disfe Ord beroligede den sy
gc txt-geh l)nn laa ftøtktct pac- fin yngre Søsters Arm,
og hendes Aandedrast var more roligt. Men da Oelene
var konnncn til Ordenc i det ander Vers-: »Jntet jeg
at bringe Ded, knn ved Kot-Tot faar jeg Fred,« hviskede
Confmncc nogct, og det lykkedes Helene at opfange
erene:
»Im bringt-r inter, intetl Han cr, --— han er —«
og linn scm Wo Oele-ne liqesinn for at liede ltende fulsds
ende Eil-minnen Og lwor var hnn taknenimelig, fordi
hun var i Stand til at forstaa det Blit.
»Don or nor Frcd,« gentog Helenc et Par Gan
ge osg bis-jede sit Horn-d lige ned til Softereiis.
Doktor Zannders3, sont nu atter havde taget den
simeis Haand, slap den og oendte sig om ntod Helenq
tned Lkdene:
»Hm! er død!«
O O I
Tct Var im sum-, dcttc kom, opbluszfcndc Liv, som
var et as de Mensioskclin, der ligesom future rokke Tro
eu paa en Wid, som or Kirrliglied, et as die-je Meinte
skelio, sont iil alle Tiber lmr friftet Mennefker til at si
ge: »Herr-Jus Vcsje or ikke mit-, eftetfom Fasdrene aad
sure Druer, og Bomolie-s Tasnder blev munte«, Mennes
skeliv, l)vori der, formedelst andre-i- Synd, ira Vuggen
til Grauen ika syness at have oærct miijdfie Spor ai
Lytta og Wis. Lg dog nur dct sich Lov og Tat til Her
ren, at Hclcnc Murdoch hin Eftormiddag fnælede vcd
fin ajdøde Systcrs Leie.
J de fjdste Dage af hendeö Liv havde der været
sikrc og klare Veoiier paa en kærlig Faders Omhu og
Ouiforg. Havde han ibke fendt hende sit Ord med Bud
ikabet om sin Fred og Tilgivelse, og det endda gennem
henchs egcn lasnge savnede, men aldrig glemte Stier
Og hvor var dct masrkcligt, at da hun felv i to Daqe
var forhindrcret i at komme til den duende Sssier, send
te Herren en anden i hendes Sied, og hvor under-lich
at denne nndcn newp skulde være Gordon Stuarts Oq
videre, kwilkcn Rande, at hun havde faaet Lov til liq
i sidste Lieblik at se shende endnu en Ganql Mste alle
disse maaske tjlsyneladewde smaa Ding, at Den-en ist
havdc glemt den stakkels vikdfarne Minde, men Izcm qslsk
i sin uendelige, evige Mkligshed after hende, im at
ihun til fidst .fandt Fred ved KOM, Tom er vor FU.
Var des ikke stor uiortjent Rande, hwde las M
glrwt den stakkcls ConstaneeV , .
M-) i
’ st «