Skinlte Skatte.
As Mic- ane Malt-head.
Goksattekinde til Sibyl Genug-)
Fra Engelll ved Olga.
(Fortlat).
»Ae, Bod, dct maa da vckre det samme, —- cllek
retten-, — del er da meget bedre at have en andcn Oerre
og Dame med. Hvor du er unsdekligl« Hun itod og
bsjede sin Nidcpiik jrcsm oq tilbage, medens hendes
Stemme blev højere oq mere irriteret, cftcrfom hun
Mölem »Jeg dar aldkig vætet faa pint oq plaget lom
nu, du er hierinne. Det et Ins-sten- lom om jeg var en
Sange der itadig trængte til at vcere under Opsigt!«
Hnn vilde ligc til meget fornærckiet at forladc Ver
tellet. da Brodekens milde: »Men Ncllie da,« standiede
header J nccfte Øjeblil lau-lebe hnn foran hans Stol,
bebt-vol og s-ndetlnust·
»Kætc Robert, jog mentc ille et Ord af, hvad jcg
sagdec Tvertimod hat jeg aldrig været saa glad og
lyllelig, lom siden du er kommen hie-m- Jeg tasnkek
oste paa, hvad jeg dog llnldc gsrc uden dig; thi jeg
btodek tnig ikle om et encfte Mcnnestc i helc Vckdcn
ndcsn did: jcg vil altid Aste-, hvad du oil havc.«
Med disse Okd reiste hnn fig op fka jin lnaslcnde
Stilling, slyngedc line Arme omlring Vkodckens Hals
og kckrtegnede bam mit. Dckefter Tagde han mildt,
men sue-get aloorligt:
»Bist dct Laste, Nellicy naar jeg nasste Gang kom
mck paa wem-s of dine Ønslcr. Nu nma du have ljdt at
jun-le dig paa: jeg hat bcdt Maty om at hoch Te, til
dn kein äsjent Vil dn drille den hernich
»An ja, mon du maa ille ringe knide jeg xnaa
first on og llasde mig on1,og med cst smii til sorwd
hnn hanc.
.,Ovorlcdcs Inon hun vil tage det?« sagde lmn xil
sig selts- sog er bange for, at Stolelivct vil bljue en
Plage For l)csnde. Dct tin-ste, jcg nu hat at got-c, er at
tale med Mode og hsre hcndcs Mening derom,« og
idet han lamlcsde de Vreoe sann-usw sont hanso Feder
havdc nasgtct at lasse, gil han langsonn nd of Vasrelset.
11
Moder es Spa.
Hnn maattc goa igennscm Torskeuiqc (!'sattgc, suart
op ad Treppen stmrt ned, for han naaede den fjcrncste
Tcl as den gamlc, fokfaldne Btwning. Her hsktc man
en smde Hunnen oq Bauten, ligcsom om der var
Oaandvcrrfsfolkx men dcnne Lyd ledte Robert Mutdoch
paa Vei; thi hau gik ljgc from i den Reming, hvorjra
den kom, og aabnede en Tor ind til et stott, mcn tun
spat-sonst nisblctet Værelse. Ved Vinduet paa en lau
Basnt sad en midoldrende Dame og arbejdedc flittigt
med Hammer og Meist-l Pan noget Trckudskastmgöarbejs
de. Dei iaa ad til at vaer en Dei af et sitt-re Arbejde,
et Stab eller lignende, og flekc allerede faskdigc Tele
ftod stille-de op ad Ver-agen. Hun var faa optagct af sit
Arbeits-, at hua slet itte hsrtcy at Dir-en blcv aatmetz
wen hun atbeidcde ftadig vidcre, og Sinnen stod i nogie
E Nimmst sanfte tqu ved Siden af hende.
« Oun var en fin Dame med et wdelt dee, og hvad
det ftr omtalte Pottræt fra hendei Ungdom lovcde as
stnhed, var vikkeligqjokt nu i headeg ældke Alder.
Ren desvasrte haode heut-es Anfigtstrwt mistet al ung
dommclig Ynde og Mildhed, og de Link, hun fæstede
pqa siu Sm, da hun endelig opdagede baut, var spra
modige og næsten livlsfc.
»Im vilde Jaa gerne tale nogle Minutter med dig,
Mode-, angaacnde Oelenez Forhold og chmtid,« be
qyndte han.
»Vi! du detf« spukgte hun ligespm noget ækgcklig,
medens hun stadig beugte sin Hammer og Meist-L og
tun flygtig vendte siq om mod hom. »Im vilde ikke
Ferne fotftytreänm det bliver faa tidligt matt-«
»Der er et Mordentlcqt fint Alt-beide, du der har,
Moder-A fagde Robert, kdet han first beundtede de stet
Uge Stykket og derpaa faa paa det, hun havde i Ak
bejde. «jeg ital Tun forftyrte dkg nogle faa Minntterz
men ieq man have den omtalte Soq afgjort for at kun
ne sag Vtevene med Posten i Asten.«
Med en Ins-get ligegyldig Mino lagde Fku Mut-doch
Lenkt-ja jra fig, og dette Udttyk i heades Aniiqt for
tmdtedes icte «ct enefte Ziel-lit, medens Robert sanfte
fort udvitlede finc Wehmut-jagen Ønsker og Planet for
L den lille Aste-.
F
»Hal· du nogcst at jndvcndc moo dunkle L1-:iuim,
Redners-« spukgtc han taskligy da inm sinnig mo. Its-J
VOD so not, at Onkel szl lsliue kcdclxgt og mst udcxk del
irr-re Bam; men bot vil hm var-c ——«
«1rist?« afbksd hun i en ward, "po:tc11dc Tone.
»Eom Regel er vi nie-get livlige, Robert, get du tun
gankfky sum du sil, jeg gsr hockkcn Fordring paa at
have Heime ellcr nagen andcn til Eclstat1. Mcu uma
jcg spskgcy bot-m der fkal betalc dc storc Udngtck, demu
Uddannelse vil fsre med fiqf«
»Jeder sastter siq ikke detimod," begundte Robert,
mcn afbrsd puldscslig, da han ina, hvor vred og bitter
hcndes Aniigtstrasi blen.
»Nat-, lau hat han vel iqu akvet en cllcr anden
For-muri« udbkød hun bitter-L »Sollte-: Ncwn siulle oi
nu iste for chmtide117«
»Moder,« fagdc Robert sagte og bedende, idet hatt
laqde Haanden paa Ocndes Stalder. og ein-r en Stunds
Zaushed vedbleo hanx »Es-g ital not befttide Udgifternc
ved Oelened Uddannelsc; km er det aiqjott, at jea kejser
Mäuse til Indien, lwis Herren vil give mig Oclbked
Mi, og saa hat jeq jo en gin Jndtægt.«
Og da hun nu gjordsk Mine til at form-Ue sit Ar
bejde, mädte han siq om for at foklade Væreliet, idet
W forftod at han llle kunde vente mere Interesse og
W its sende; men da han lige siulde til at aabne
Dems- We ban heade kalde ham ved Nava, oq straft
ftnndte bim ils Mc tu heim-.
»Viel du vitleliq tilbage til Indien?« spurste hmt
W os W. · -
»Ja, Ists W, W See-gen giver mig Title-helfe
del-til; men del Mut ise Io- faa manqe Aar."
Tit baut ftp-e Wie leide bun sin Das-nd
M hanc NUM- Otss Ist M M IS oq kysfede W
E
IT
I
I
F—».——.—
de han sig tildage i den dehagelige Stol og hengnv sig
i Februar-iustiter til alvorlige, lsmmodige Tonset
Robert Mnrdoch var eneste San. J Tomarsaldes
ren havde han forladt sit Fædreland og var kejst til Jn
dien, hvor han ndmasrkede sig i Statens Tjeneste, og
sktnt han tun var gansle ung, sit han dog en meget de
ttoet over-ordnet Etilling demde. Men estrt en Tids
Fort-b fik hans Helbred et flemt Enkel-, og hon maatte
reife hjecn et Dlathid for at komme til Kræfter. Efter
fin Ferics Udleb vendte han tllbage til Bengel, legems
lig belbtedet og styktet, men aandelig nedbsjet of de
mange Betymringer eg Sei-geh sont Opholdet hjetnme
havde isrt med fig, ikke mindst det ssrgelige For-hold l
band Hiern.
Hans Forældre levede fladig i Ilenighed, hans nn
gre Sestte blev i enlwer Netning fees-tun og i Pen
gelagerne var den slsrste Uorden og Forvirring. Den
eneste Lnsftraale i Ojennnet nat hnns lille Laster Nellie,
et yndigt og lækt Warn, og mellem hende og den vokss
ne Bruder var der en vorm og inderlig Kærlighed og
Forstaaelse. Efter sin Tilbagekomst til Indien fik han
de sprgelige Efterretninger. at den celdste Stifter var dsd
as en hurtig tærende Sygdom, medenö den anden i Hem
melighed havde indgaaet et vanærende Ægteskab. Bitter
beden i lmns Sorg over dette for-gedes ved Tanten om
at begge disse fergelige Begioenheder fandsnnligvis for
en Tel skyldes Mangel paa Omforg og Kcerlighed, og
hnn opsnldtes as Sorg og Besymking for den yngsts
Seiten hans trete, lille Nellie, og da et not Feder-an
fald ester fels Aars Forløb gjorde det raudeligt for ham
alter at reife niem, greb hnn kned Gliede Leitigheden til
at komme bjem og lage sig lidt af header
Han fandt den nnge Piae lige saa sød eg elskvær
dsg, lom liun nar, medens lkun var Varu, og hnn lvarede
Tanledes ganfle til det Løfte, hendes Borndem havde
gioet Men lyan Toa tillig: llcnm at den Miete Luftning,
sont lndtil hande bnaret bende over Ojecnmets nede
dende Jndflndelse, rinteligvis vilde spre hende ind paa
fatlige Befe, og lnmr nng lnm end var, og hvor sed og
indtagende nun lnnde verte. knnde der dog til Tider
lonnne en vild Henknnsløslzed over heade, ligesom Hen
de-":s Vasfen eg Ildtknl itle altid var smaledes, fern det
sømmede fig for en nng Piget Tenne Opdagelse Inter
tede lmm dybt eg stred imod lmns Eine, dannede Vielen
qg hnns only-jede Begreb oxn Knindens Vasrdigbed Det
lor beslnttede han, at hvis lmn lunde foa fin Plan gen
nemfskt, slnlde hun en Tid dort fka Hjemcnets nheldige
Jndflydelfe og sannnen med jwvnaldrende nnde godt af
Stolelioets Disciplin
Zum Robert Mut-doch nu sad j Mørlet og gen-tem
gil sin Inmtnle med Mode-ren, tom doq file den tnindfte
bitte eller bebrejdende Tanle op intod hendse lei bon
vor et Gide Bat-n, og l Heu-end Stole, der fnr hatn sont
for san nmnge andre havde met-et en ProvelTens oq Ing
tens Stole, havde han allerede soc længe siden leert at
undslylde andre og daslle over deres Fest Han gjorde
en stor Kvindes Ost-d til sine: ,,Tont compendre, serait
tout pardonneu Det er: At forsma alt, er at tilgive
alt. ON ban glemte aldrig i sine ofte pinlige Samtaler
med sine Rom-Idee, end ikte nnat lmn personlig led nn
dek deres Opferseh at det var bitte Zlnffelsek og Sor
ger, som havde gjott dem til det, de nn var.
an Mut-doch lnwde asgtet banss Fader uden at elske
han« idet hnn troede, at den, lmn havde elslet, havde
bedroget hende. Ved hendes Fadens Dsd en Del Aar
senere hat-de hun l hans Papste-r sundet et Beet-, lnkvri
hendes elslede bad um hendes Haand, lwiltet hendes Fa
det hnvde alsban —- og som det scemgit as et andet
Bkev endog paa en nsorslammet Munde. Fra den
Stand as syntes kmn i sin Fortoivlelse at glemtne alt i
sit Hjem og sine Pligter mod Ægtestkllen og Bot-neue
Og hendes Mand, sum virkelsg havde elslet hende, blev
snart lige Taa ligegnldig for hende, og selo om han nu
og da gao sin Kerklighed Lust oversor Vernene sjetnede
han slg mere og met-e srn sit Hjem og sIgte Lindring
set sit oansmægtede Hier-te og hoileløse Sjasl i taabelige
Pensespetnlmiencr, -—— isasr i Landejendomtne, —- ind
til det lidet, han bavde aroet ester sine Zum-me, næsten
var sat til, for itte at sigc snldstasndig tabt, saa at den
eneste Indus-oh Familien Mut-doch nu havde tilbage, var
nogle Rentepenge as Zru Mttrdochs Zædrenearv, sont
var sat ud paa heut-es Nava. «
Robert Mut-doch vaktes op as sine Drei-une, da
hatt bitte sin III-stets Fodttin udensor. lsan vilde not
kunne tende den lette, elastiste Gang, selv ont den ilke
var bleer ledsaget as en munter Nimm-n
Ill.
Ped Kaminildem
,,E·:ddcr du i Morhy kirns .I«’nlmb«I-« udbrød Hohan
cftcr at have set fiq lidt om i Virtolfct For at forvisse sig
om, m III-oberen virkrliq Var dor.
»Ja, mit Vorm isil du Sollt-ro kmnc Ins-, san san
vj faa Lamwa braat ind?«
»An nei, bettc or megct more tmggeligt.« Hun
krodfedc on i Jldcsm foa at Flammen blev klar, og dor
paa Tatte hnu fig No en anmmcl og lasnedc sig op
mod Vtodoken. »So soa,« bmyndte hun igen, »vi! du
nu vcrre faa god at sortaslle mig om de vigtige Prove
du bar Tom-: i Dag, saa dritter jcg min Te stinkt-use
Du buskcsr jo not, at du bavde bcanndt at fortcvlle mig
lidt om dem, da du pludselig afbrsd for at give mig den
lille, modckligc Formaning, og du kan not til-nie at
thin kvindelige Nysgctrigbed kun er bleven Wart ved
at maattc vcnte saa Imme«
»qu bar ikse nasvmst et citcftc er om, at jeg Vilde
fortwllc dia, bvad der stod i minc Atem-, du slemmc Pi
ge," sparede han. ,,Hvorfor finlde du vidc alt am mini
private Saget?«
»Fort-i im holder saa mcgct of dig,« fkyndtc hun
sig at svare og tog den Demut-, fom Broderen Imligt
havde tagt paa heut-es Samt-.
»Im TM ieg sige dig det, kære Helene,« fvarede
han, og nu var hans Stemme meaet alvokllq. »De
omtalte Vreve angav os besse, og derfor hat du dobs
bect Ret til at hske lidt om bem. Dei ene var fra Dr.
G» fom du ved, ieg var hos i London for en tre Ugers
W Aben. Forledeu Das stm leg til ham for at spir
se, om han mente, at fes kunde vende tilbage ttl Bengel
im til Ostern-steh naar min Ferse er forbi. Gan givet
msq beste-at Lov der-til, hvkt jeq vedbliver at vckte Tau
MI, Im les nu et.« »
f «ca,W-deibavdeissssev·entet-ieamener
P«UUUWIIMÆMUIW. W
VIII-altes ff QMM WUMPIM
its-»m- sss vix
J« Es -k
Derwed brast hun i Graad og skjnlte atter sit An
sigt paa Broderens Knce
Robert svarede lite, og da hun noget ester rejste
Hovedet op, tog hun hans Haand i sin og udbitkd:
,,Hvorfor tager du mig ikke med dig, Robert? Naar
jeg itke vil skilles fra dsg, og du ikke vil af med mig
hvad Hindring skulde der saa vwre for at vi lunne rejse
samtnen til Indien? Du ved, at der er ingen hethjems
me, som vil savn mig.«
Han svarede lkke lige strats; men lidt ester sagde
1mn, idet han øjensynlig nmatte gsre Vold paa sig selv
for at vasre relig:
»Du kan tro, at ingsen stulde voerc gladere end seg,
hvis det kunde blive saaledes, Helene; men det vil itke
ver-re rigtjgt for din Scyld. Dog haaber jeg, at du in
den ret længe, hvis Herren ladet os leve, tan komme
over til mig, hvis du har Lyst til det til den Tid Men
nu isnsker jeg imidlertid, at du skal gøre den bedst mu
lige Brug as din Tid.«
»Ja men Robert, hvorledes kan jeg leere noget
paa dette ledelige StedP Du ved selvsølgeligt stie, hvors
ledes her er, naor du ikle er hjecnme, — ingen ved, og
ingen bekymrer sig om, hvad jeg get-, undtagen Hesten
og Hunderte-, og dersor er det intet Under, at jeg hel
lete vil viere ude end inde. For din Styld, leere Vob,
vilde seg gerne gøre alt, hvor svcert og vanskeligt det
end var-, og jeg har virkelig holdt meget as at lasse sam
tnen med dsg, selv om jeg til Tiber hat vceket sær og
gnaoen. Men, jeg tsr ikke rigtig love at blive ved, naar
du engang er rejst, selv om jeg not vil forsøge at læse,
at oktre god og mere windelig, og hvad du ellers vil for- .
lange as mig.«
—- ..- km
»Ist ck gODt, MUl Urte- lluc Iøllch kuuceuc sw
bekt, »ich baaber jeg ogfaa, at du vil vwre villig til at
gaa ind paa en Plan, sont jeg hak lagt for din Frem
tid med Faders og Moder-S Tilladelse og Zamtykte.«
Og dermed fortalte han hende alt, lwad hnn vidste
om Zrn Müller og hendes Stole, og hans alvorlige Haab
ons, at lnm her vilde tilbtinae to eller tre nottige Aar,
lnmrior l)un vilde the tnknexnlig Reiten af sit Liv
.,:iaak saa den Tid er gaaet,« tilføjede dan, »og
jeg endnn letter-, stal du komme over til mig, hvisi vore
Forklsldre ikle Vil have dig otn iig lieklijetnnuy og vi
san have det rigtigt godt og Entkeliat iannnen, ind
til en, der et bedre end din gamle Broder, tommer og
fører dig hart-«
»Men, Bod, book tør du tale saaledes?« udbrød
l)nn. »Zom om jeg nagen Einle vilde sorlade dig eller
liolde tnere ai nagen andeu. Naa, men naar du« Tlal rejs
se tilbage til Indien, og jeg ille lau rejse tned dig, Vil
jeg helle-te viere i London end l)erl)jemme, hviks det date
itle var for Bellas og Kam-Z Elyld Robert, tror du,
at Frn Miiller«:1il give tnig Lov til at lnwe Karo lios
niig'?«
»Vj tan ja jin-me lnsnde betont-"
De iad nu alter en Stund tasfe med hinanden i
Haandem noget efier blev Helene urolig, ligefom pint
as en eller anden Tanle, og endelig sagde hun noget
asngsteligh
»Me« Robert der erdog een Ting, sont kan ode
lægge det hele For mig. Sæt nu, at du jtulde gifte
dig vors-: i Indien, søk tnin Stoletid er farbi, saa vilde
dn ja ingen Vrng have for mig.«
»Hvorledes kommek dn dog paa en iaadau Taute,
txt-te - Nellie2«
»Den bar jeg ilte iaaet af mig ielv, Bub; thi jeg
hat altid trenkt paa dig som min Moder, der aldrig vils
de holde ai andre end ai mig. Men iorleden Dag lag
de Margaret Oliver til mig, —- ia, jeg flulde ntaasle
ikke sige det, men du maa ikte blive vred paa hende, —
lnm iagde. at l)nn var forbavset over, at du ikte var
bleven aiit, eiter at du var kommen hieni· Og hun
fagde, Bod, at det ikke vilde vcere Taa vanikeligt for dig
at finde en Hufmn hvis du vilde. Det iorbaviede mig
nieset«
»Du behønede flet itle at were bleven urolig, Nel
lie. Tet var ikke vernt af Freien Qlioer at sige saadan
til dig, og den Slags Tale er altid forkastelig.«
»Er du da gansle viB paa, at du itte giiter dia
naar du kommer tilbage til Indien? spnrgte Helene
ivrigt
»Ja, det er ganske bestem-«
Lidt eiter ipurgie hun:
»Maa ieg spsrge dig oni noget, Bab?«
»Ja, mit Baru.«
»Anm- lan du vcere iaa vis derpaa? Hat du aldrig
tænkt paa at gijte digf
Hun must-lede, hvotledes han tnugede hendes Haand
fast i jin, ist han ganlte sagte spare-du
»Jo, engang for længe siden, Nellie.«
Oun saa iorbavlet paa hom, og sinnt det var merkt,
tunde hun dog se, at han var blegere end ellers. Hun
lænede atter sit·Hooed qu hans Kind, og medens httn
ladTog itirrede ind i Jlden, spelulerede hun paa, om
han! vilde fortcelle hende meke om dette, der, Tom det
synteg, var en sprgelig Erfaring.
»Im vil fortælle dig min Historie, Nellie,« iagde
han, noget eitel-, »den vil i hvert Tilfælde berolige dig
med Heniyn til din Belymrinq for, ern du vil finde din
Plads iom Husmodet tout i mit Ofeny hvis det er Guds
Mie, at vi faar Lov til at udfsre vor numrende
Plan.«
IV.
Nobekts Historie.
»Ja-g er ois paa, at du ikkc husker megct fka sidfte
Gang, jeg var hjcmmc for syv Aar ficht, du var jo kun
en lille Eises-«
»An Bod, jeg var da ni Aar. ch san music-, at
du fokærede mig en Heft og lasrte mig at ride; og jeg
kan hufke, at jeg i Begyndelfen betragtede dig som en
fremmed Herre; men jcg begyndte fnart at focftaa, at
du virkelig var min egen Bruder, der holdt af mig·«
»Nun du hafte, at du engang reiste med mig til
en anden By, hvor vi boede has en fremmed Familie?«
»Ja«, ivakede hun eftet nagen Overvejelsp, ,,jeg
trat not, at jeg kan huste noget om det. Kørte vi ikke
derben i Ponnyvognen?«
»Jo, san du ellers hufke noget om den Familie, vi
var paa Bei-g !1os?«
»Jo, leg husker en meget th Dame, som altid .
havde fort Fljjlskjole paa« beiat med hvide Kniplingey
paar sog am dedagen kom ned i den store Spisestue for
at »sich red Sidcsn af dsg. Der var vist ogsoa en ung
Dame med matt Haar-, og hun tm aktio saa W ud o.1
To saa Tom-ist« naar du talte Wd heut-e Re) du its
esse-a ud mod WI«
»Jo, san du M hqu- mece om beides-«
,,Lad mig le; jo en Tag, da du var ad- paa W«
med nogle andre Herren stod jeg og saa ud a·f Binduet.
Saa lom den unge Dame hcn og spurgte mig, hvad jea
tog mig til, ieg sagde, at jeg stod og faa, am Herrekne
suart kom hieni, hun fortalte mig da, at hun lcengtes
ogfaa efter, at i det mindsie en af Herrerne skulde kom
me Hieni. Derefter tog hun mig med op paa sit Værelfe
og vifte mig en ganife dejlig Dukkeftue. Det er mor
somt, Bab, at man lau huske saadanne Smaating mange
Aar eitel-. Jeg tror ikke, at jeg senkte hat let disse Men
nesken Hvem var de? Og hvorfor fkulde vi ikke be
spge dem igen?«
,,Kære Nellie, den Gang havde den uiige Dame
med dct marke Haar og dct kønne Smil lovet at blive
min Hafter og reife med mig til Indien. Jeg elfkede
hende, fom jag aldrig hat clsket nagen anden Minde, og
jeg tror ogfaa, at hun elskede mig.«
,,Og saa, Robert?« spurgte Helene aandclash
»De: var Guds Villie, Nellie, at del skulsde eyde
med Stuffelfe· Vor Forlovelse var forbi kort efter vart
Besøg i hendes Forwldres Hus.«
»Hoorfor, Robert?«
»Im-di jeg var fattig; jeg havde vel nok en god
Jndtwgt af min Stilling i Indien; men min forlovedeö
ForasldrcH eller rettere hendcs Moder forlangtc at der
skulde swttes en visI Zum ud til hende før vort Bryls
lup. Zog havde ingen Midlar til at kunne gøte bette,
og Fader vidfte heller ingen Udvej til at tilfredsstille
dcunc Fordriiig. Heudcs Zorwldke tog saa deres Sam-«
tylke tilbagc, og da him iike vilde gifte sig uden bette
maatte vi stille-BE
»Man sig mig, Robert, synes du, at hun band-lebe
rigtigt?«
»Jeg vil jkle dønnne l)ende, init Bam. Det enejte,
jeg gjorde, var at sige til hende som Svar paa hendes
fidfte Bren, at efter min Mening burde hun staa fast
ved sit engeng givne Løfte, givet med hendes Forældres
nbetingede Zamtykke; men paa den anden Side gav jeg
hende hendes Løfte tilbage, hvis hun mente ikke at kunne
handle anderledes, og jeg hørte ikke senere sra hende.«
»Hu-or grnsomt, Robert! At tasnke fig, at nagen
knnde belnmdle dig naa den Mandel Hnn var dig slet
itke verrd!« «
,.Etille, Nellie, slmledes man du ikke fige,« fagde
han og lagde sin Haand paa hendes for at sdcempe heu
des Heftigbed, ,,det var fnarere mig, som ikke var hende
vcerdig. Hnn var den bedfte og elskeligste af alle Kvins
der, fornden at lnm var meget fin og dannet. Oq
hvdrnieget jeg end led, bebrejdede jeg hende aldrig noget,
felo om jeg not knnde blive lidt bitter paa andre.«
»Me» kmre Robert, lwis hun endnu elsker dig, og
det er jeg vis paa, at hun ger, hvorfor fkulde faa ille
det gamle Forhold komme i Stand igenI Og hviö du
nu ffrev til l)ende, nilde bun maaike se anderledes paa
Sagen, end bendess grnfomme, gamle Forccldre, og saa
lunde du mnaske blive gift med hende og rejfe samtnen
til Indien«
»Da lwad blev det faa til med den lille Seiten fom
sknlde komme over til mig?« spnkgte han med et sprgs
modigt Sinil
»Na Vob,« ivarede l)—un en lille Smule femme-met,
»du nma ikke tro, at jeg er faa egenkwtlig at tcenke paa
mig selv, linis du blot kunde blive lykkeligl Du er mtn
egen leere, asdle, taalinodige, gamle Broderl Hvis sdet
bavde været min, tror jeg net-sten, feg, Vilde have habet
min Faden Jeg er vis paa, at ban godt kunde have
skajiet de Penge, som de onde Mennefkek sprlangte!"
»Ja, han knnde have gjort det: tbi den Gang stod
vore Pengefager paa en anden Fod end nn, og jeg var
meget onlet Tom bang enefte Sen. Men han lyntes ikke
godt om Forbindelfen, idet han og min forlovedes Fa
der var nosget nenige, og da hun var enefte Born og
Arving til et stott Gods, inntes Feder tillige, at For
dringen var noget urimelig.« - -- --»....· «
»Hu-i bar ikrc tasnkt del mindste poa din Lykke, aas
hvor var det antfomt, Robert,« udbrsd Helene, men
hun undrede sig over det wrbsdige i Broderens Om
tale af deres Feder, skønt hun mente, at ban havde
god Grund til at vcere bitter og vred paa hem, sog dette
for-Jede knn Elendes Agtelse for imm. »Weil Robertl«
udbrød hun lidt efter, ,,derfor set ieg alligevel ine, thr
for ikle den Sag kunde komme i Orden endnu?«
»Du bar ogfaa knn børt fsrste Del af imin Histo
rie, Helene. Den Dag, ieg skulde reife tilbage til Jn
dien,« — han ftandiede et Øjeblik, og for førfte Gang
skcelvede bans Stemme, — ,,saa ieg i Ell-eilen am heu
des Bryllup.«
,,Saa var lnm alligevel hjetteløs, Robert, bun var
ikke san and sont du troede om bonde Og kunde du
vikkelig vedblincs at elfko bksnde?«
»Ja, Rom-H thi im er vis paa, at hun kun var
strr for fin Momer ftwrle Villie. Jeg fik sont-re at
vide, at bendes Mund var meacst rig, og det var efter,
at lmn blde bmnndt at komme i den-s Him, at ben
desks Moder v«aa koldt paa Vor Forlovclfc, ligcfom jeg
trot, at denne Oindrinq mpd Pumenc hm blw fort frem
for snldsmsndiq at for-hindre vort Ægtolkab.«
,,.(Zvor bot knm nu, Robert?«
»Im ved det illa lyendes Ægtefællc har Godler
baadv bist i England og Skotland.«
»Man dettc Slaq maa doq have taget alt Lyg oq
Solfkin nd af dit Liv, kckrc Nobel-U
«For csn Tid gjokde det dct ogfaa, og sdog var det
te nu Guds Middel til at lade et andet Lys og et an
det Solskin komme ind i mit Liv. Den Dag, jeg sit
hendcs sidfte Brav, bad jeg for sprste Gang l Alvor oq
Sandbad. ch gik med al min Sorg og Fortvivlelle
til den End oq Faden lom jeg hidtil havde holdt Inig
paa Afstand af, oa im sik vcd Gudg Naade og den Hel
ligaands Los Øiet op for, at der er noget ftsrre at leve
for end den ædleste jotdifkc Kærliglxea Og paa min
Udkejfe til Jndicn traf jeg netop samtnen med en al
vorlig troende Visiten Iom i Sandhed blsv Guds Reb
skab til min Omvendelse, og siden den Tid hat leg mer«
i Stand til· at ftolc paa mln himmelka Fader l et og
alt, og tage alt af hanö Haanky lwad han end vll give
mig, vis paa, at det altfammen lkal tjene mig til golde.
Ja, fiden jcg selv blev et Guds Baru, hat jeg oqsaa
bedet for alle mine kæres Omvendelse og edlge M
llær da for min kære, lille Gifte-L Kære Baru, mutt
den Dag doq fuart komme, da du helt og W Ub
glve dig ben til din Fresser-K
Helene gjorde en mærlellg Bevægelle, llaelam out
hun vilde wste Jndtrykket as band Halte Orl- af Wes ,
hunMsigdtsigsfvrstllkvpeltic - ’;
»Na-JUN- fo W Bd M at M H Cis-«
isssWquWe www-a ,»
« M fvtkpd W W ’ ;
f
