Genspejling.
Fra Engelst ved Elle-.
Guttat-)
»Nei, ilfe forspildt, du laste. Gud forbydc det —
hengioet, opofret, overgivct til Herren —- ilte forspildt.
Nej nei, itke forspildt.«
Fort taltuned dyb Zuvor-, og Sveden stod i ftore
Petlet paa hans Bande; men. Palliftcr rystedc blot paa
Hovedet og gentog det tungsindige Dmkvæd: ,
»Sprcdte Tkoadel —- Spredte Traadel’
Don var i Ydmyqellens Tal, og han maatte igcsns
nem den alene, han kunde ikke mærle sin Herres Haand
om fin.
»Ist du ilke betko Jesus at lamle dem alle, kære
Ven? Han lender Msnitetet. Dset er hans Vert, ikle
bit; kan du ikte ovekgive det til hont?«
Palliftcr vendte sinetnsrle Øjne mod Jockz de var
faa klare nu. «Ja,« sagde han blsdt, »der er hans Vasth
ille vort.«
Endnu medens ljan talte, lom der en Forandring
over baut, og Jock styndte fis hen til III-ten for at
kalde paa Marie.
Udmattct af Hede og Træthed var hun faldcn i en
tung Saum mcn Lyden as Jocls Stcmme væltedo hon
de sieblikleliq. Man Hunde itlc tagc feil as dettc Uds
raub. Hun tastede en Morgentjole om fig og ftyndte
fig, groben af en fstgclig Anele til Pallijierb Rast-elfe.
Et engste Vlik pac- dct fomvdrede Anfigt med den
graa Eltmgc inigende fig ind over det lagde hendc alt.
Pallistcr faa hcndc tut-de ind, lmns Trasl opllas
rech. og Skyggen syntcs at vige. Der tom in cjens
dommclig Maus i bang- cjue, idct lum bøjede sig over
»l)am.
»Er dcr noget, Te ansteck« spurgte Matte, medens
bun ftod bøjct over Hovcdpudcn — ,,noget, km Lan
gsre for Den-I«
Hatt smilcde til hcnch og hans Last-er hemmt-de
fig, men hun lunde ikle forstaa, bvad han sagde Htm
fulgtc Routinqu as hnns Vlil og sau; at han lsegasrlig
betrogtcde Bordct lwotpaa hans ufuldcndte Arbojdc lau.
Hatt gav Jocl Tegn til at heute dette, og lmn tog Swa
hilis Mattusttiptet og den engelsle Bibel og laqde dem
ocsd Siden as hinandcn paa Zeugen. Mcn dct var itte
not, Pnllister var illi- helt tiljreds. Marie lande sin
Arm omlriug lmm og løftcdo ham op: ljan var bleoen
faa let, ellkt ogscm var hun blevcn ster
Men cndnu var han iklc tilfrcds.
»Ist er Pennen,« lagde hun dckmpet. ,,kom lmrtia
med den«
Joct dyvpcsdc Pennen i Blækhulet og lngde den i
Pallisters Haand, og de stalkcls, fvagc Finng sluttrde
fiq ivkig om den.
Hatt havde ilte Ktæfter til at fkrive; lzan tunde
blot Ente Pcsmwn villielsst lieu over den ufuldendtcs Side.
»Na, sig noget,« sagde Mai-te til Joch »Am-! og
H—
ssu uugkt
Jock knælede vcd Sidcn as Scngen og srkmsagdiz
de Ord, lian bat-de lirtt paa sin Modus Eisd; lian
kundc ikke komme paa andre: og da han kom til Ende
med dem —- helt til Ende — qentog de svage Lasber
dem mer hom. .
»Im di! or Rigct —- og Magtcn —- og Æren —
i Evighed ——«
Qg Max-je og Joek biqu »Ameni"
De tmtte Læbet bevægede sig endnu, mkn Ordcne
naaede dem illa og de vidite ikke, bvornaar hon var
gaaet over Flut-etc
Joct toq Manufkrivtet ined de utydelige, spkedte
Skkifttegn tvms over Siden. Hans Øine var altior
bcændede as Tom-eh til at han kunbe stape nogen Me
ninq deri.
Mai-sie iicrnede Pennenj som Pallifter endnu holdt
fast i sine stimicde Finger, og lagde en Palmegren i
dens Sied.
Hun var roligere end Joch hun bavde ict Dsden
faa mange Gange, og hendes Blik var Hame. Hun
kunde se, hvad han ikke ico, at den Pen, som den fast-e
Ben ille længere kunde itre ai sig felv hat-de dannet den
Affledshilsem «
»Sejer!«
chfte Das begravede de Pallister. Alt man endes
iaa hurtig i Afrika. Der er ingen Vid til Sorge-cre
monicr. Joct luvede ielv Kisten. Han vildc ikke bono
nagen audens Hændek at rote den, og han beflasdte
den med fini, hvidt Litxned iom Sindbillede paa den
helliqr. den stuldse indefluttr.
Der var ingen Blomsier eller Ida-anfe- Mu her i
Blomsternes Laut-, men Makie lagde en Palme-arm paa
det vvioe Bittre
Te indfsdte Kriftne bar lpmn til tmus Huiloflisd,
en rolig, as graut act-given Plads, book to andre taste
Herrcsns Stridschnd var bekundet Just lwldt Same
qitdstjenesteit. Hast timde ittc sind-c sia i, Wut den
indfebte Laster var til Steht-, at nagen auch end en
bvid Mund —- en fra St. Cutbbekt sagde han til sig jelv
—- ftulde get-c Brauen denne sidftc Tit-wire
Gan toq Pallifters Prasstetiole paa og Palliftch
Vog i Haandcn —- den, ban havde brugt ved Ends
tienesten for tun to Tage fide-n — og oplæstr for sprfts
og sidste Gang de hsjtidsfuide Ord: og den indfsdte
Leeres-, som stod ved Siden af, one-satte dem paa Swa
hiliiSproget, for at Follet kunde fokstaa dem. .
Nasste Dag reiste Joek et lille Ttækors oed Boot-d
enden at Graben. Han atbejdede paa det fka Morgen
til Atten. Fka Solopgana til Spincdgang sit hatt det
imäigt, suc- satte han det op vaa den lille Kirkegaard,
ist han vendte tilbage til den underlig enfomme Mis
ttonsstation for at lægge sig og seve.
Metalle staat det der endnu.
Max-te laa det et Par Dage efter on lasle bde
der ftod paa det. Det undkede bende, at Joet itte
havde sagt benbe et Ord om det. Hun haode udtalt
netop det, han tænkte om Pallister, og han hade nd
trykt det paa stn egen Mande
cie Javet
Wirtin Palme-. V. s.
Ved St. cuthbetts Tallegiet i Tambridge
«Jndtll Dosen bevder frem, oq Skyggerne vigee bort.«
Mll
Es Trunk-IF
Den fier state Sorg havde kamt Mission-statio
- nen; den tertte Oh havhe bunllet dens Himmel —
- kenne klare Himmel, der var taa tuld at Feste-. Det
X
var til ingen Nytte at scette sig ned og folde sine Hænder
og get-de Man maa forbetede fig paa at made Sini
ieller i Afrika —- Skuffeller og Tab.
Det var Tun eet tilbage at gare —- at optage on
uroklelig fortsætle det Arbejde, Pallister haode be
qyndt, at lage fat paa hans Gerning der, hvor han hav
de givet Slip paa den.
Nu var de lun to oni det, thi den indfadte Laster
var reist- tilbage til Kiiha Tagen efter Pallifterss Be
gravelie for at heute Campbell og David tilbage og
underrette dem om, hvad der var stet. De lunde ilke
komme hjein før efter nogle Ugers Fort-b, og imidlers
tid maatte Arbejdet paa Missionsstationen holdes gaas
ende af dem, ioni var bleven tilbage der.
Apotheket nat atter aabnet og Hospitalsarbejdet
genoptaget: dette lunde de tilbageblevne da i hvert Fald
fortfastte, og Fall kom i Mangde, saa lcenge det Flag,
der vajede over Nässionsftationen endnu var heilt
Bette var Jocks Jde, thi naak et Flog var hejft fom
Signal til, at Apothelet var aabent, sit han den svrige
Dei af Tagen bedre Tid til andet Arbejde. Han havde
nieset at agre, og naar han ille var optaget af Hospis
talet eller af at bei-ge de lyge i Landsbyen, tunilede
han med SwaliilisManuslriptet, sont Pallister havde
tunilet med det før han1. -
Pallister liavde levet for at overlastie sit Evange
lium paa de indfsdles Sprogs han havde paa leis Vers
nær fuldiart denne Ovetfættelfe, og disse leks Vers
havde Jocl tilfsjet paa bang Begravelfessdag, efter at
han havde gjort Kisten iasrdig og lagt hani i den« J
dette taose Vidnes Nwrvaetelle nied de hvide Linklceder
og Palmegrenene for Øje havde han fat sig ned og
suldsprt det Basel, som Pallister havde begnndt. Han
lagde det vaa Kistelaaget og fortalte i afbrudte Ord sin
Ven. at nn var det fikrdigt. Ncefte Dag begyndte han
det liellige Tillidshverv at aistrioe det. Det var et
stott Arbeide, thi Pallister hat-de skkevet lin Overfcettelle
med latinile Bogftavety og Jock maatte nu aislrive den
med de atabille Bogslavets stelle, tantede Trieb fom
i vid lldstriekning lieer og idritaas af de indspdte
Marics Arlieide nat more befledent. Jngen Leer
dont og Videnilab ndbredte Allons ever del on del var
meaet veniodigt For det første niaatte intn bringe
Haspitalet i Orden, lusttfjerne alle de førgelige Minder
am ftnllels Piilliiterss Zimdont da samle huns Saqer
og fende dein tildnae til baue Venner i England
Der Var lnn iaare lidet at sani1e. lHnn niindedes
hans Vnsrelse i Cambridge ined alle detss kostbare Innr
repibirier. del Ver-elfe, sum var aitior onfnldt til, at
der lnnde holde-J Mode i det — og linn faa sis1 oin i
detie negne lividlalkede Nnni hear den siallels Ven
bavde levet da nrbeidetJ dets eneer Bolmne var et Felt
sengeited oi et Par Kasler. der bricgtes soni Vorde oa
Stole
Da bnn navde sainlet alt, hnad denne suaae, slrøs
beliae Difcivel liavde eiterladl fig, ban, sein daa til
Trads ior alle sine Fejlareb l«,aode ndsprt et bedre Ar
beide for den Herre, han elslede laa inderlig og laa
site bedrsvede, end niangen bedre Mand, satte hnn lii
ned og strev til Althea.
Hun iorialte bende ein deres Sorg og Tab on om,
Zwar tanvert Jock var gaaet i Jlden, hvorledes intet
lunde viere blevet ndrettel nden Jack.
Da Maria noale Tage cftcsr kom nod i Landsbncn
for at sc- til sine soge, fandt hun, at Befolkningcn vor
bleven betydelig for-get vcd en Jndvandrinq as ind
fsdte Stammcr fra de omliggende Landes-yet
En Bande bevwbncde Starke, fom tilbsrtcs de oms
streitend-: Arabersnxster. bnvde overfnldet oq plnndret
adskilkiae of de mindre Bner oa Landsbner mellem
Vier-ach oa for-it en Dcl of Veboerms bort fom Slavety
og de tilonersblevnc var sltmtet til Vawka for at spat
Befkvttelse Landstrn var fuld of fremmede, og Ryatcst
meldte, at Roveme bot-de ftormet oa slnndret FRbe
Enkeltbcdcsrne kunde man iksc faa noqet at vsde om
Ase-le den paafslqonde Uac vedblev de indfsdte fra Om
egncn at ftwmme til Vnroka for at nndqaa at blivc
fanget of de ambifke Slnvebnndletc, oq quen fra de
brasndonsde Bot-r has tndeliq oppe fra Beide-m bvor
Msissionsftationen lau.
Landct omkrinq Varoka bar inqen Fuslleskegcrinaz
bver lille Landsbn bar fin eaon deing og san frit
fsre Ktig imod fine Nahm-. As og til dwnder dot. at
en mubomcsdanfk Forstc flam- ned over et ftørke Ton-i
tokiuni, adelasaqek Landct oa fstcst Jndbnaqerne bort
som Slavct
Illlerede en Gom, fiden Missionsftationen i Va
roka blev ankndlaat. var de indfadte Kriilne on deres
Missionasr of Amberne blevet drevne nd of en ncerlias
qende Lands-by under de voldsomfte Trnsler. oq enkelte
bavde maattet lade LiveL
Da Marie- kom tilbaae fra Hotterne med alle ds!
ssrgeliae Esterretninger, msdtc hun Fort
Hatt tog den Post-, bnn bar, oa bød bende iin
Arm i Toosbed
Hun var meacst alad ved denne Hierin Hoden ban
de vwret evervwldende, oq knm baode haft et strenat
Arbejde mellem Patienterne: alt, bvad bnn bovde hort,
bavde oasoa fasset von bendes Kur-steh
»Hm De hart —«, spnrate bun, san bis-d bun of
oa braft i Tom-en
Dette skmskkelich Klinm bavde belt taget Modet
fta heade.
«Ja,« sogde Jock bebt-net, »ja«, og saa gik hon
tavs videre ved Siden of hendc.
«Aa,« iagde hun og ftandsede midt pas Straanins
gen for at trækfe Vejret, og hendes Vlik gled ud over
den vide Udsigt, hvor en graa ngstribe steg op i det
sjerne og efterlod en let Skygge pna den blaa Hokisokm
—- »ttor De, at de er undflumsenf Mange er freiste
Landsbyen er fnld of Flygtningc, hvorfor skulde de ikkc
væce flupne bort med alle de vorige?«
Jock faa paa bende med et Udtkyk as Medlidenhed
i Eine msrke Eine, hans Ansigt var blegt og alvorligt.
»Jeg ftygter for, at de ikke er stellte-« faqde hon
— »in-is da Rostet taler Sandbed.«
,,sdvad inn- De hat«-» sputgte bun plstdfelig, flaaet
as den fmerteliqe Bleghed over bang Ansigt. ,,Jeg et
vii paa, at De hat bitt noget.«
»Hm De da ille ogsao dort detW spurgte han
undvigönde, idet han state at fremstvnde hendes Mel
vende Stem
Marie ttvede endmy det vat, sont om en Haand
greb hende Tausende om Sie-iet, og havde hun ise
hast Joets Arm qj ftstte Iig til, vklde hun være segnet
om. «
f
»De ted niere, end De hat fortalt,« fagde hnn be
brejdende. »De — de er bleVet myrdet.·'
»Nej, nei, nei, faa slemt er det dog ilke,« afbrsd
Jock hende hurtig. ,,Gud ved, at det er flemt not, nien
dog ikke saa galt.«
»Hvorledes hat De shørt det? — Fra en, Tom ved
Bested2«
«Watson er kommen tilbage,« sagde Jock betyds
ningsfuldt, og atter spgte han at drage hende med sig
op ad Hexen.
Marie lod sig lede, isdet hun klyngede sig fast til
Jock og vaklede fremad som en Søvngængerfke
»Hm-riet kom han tilbage?« spurgte hun noesten
vildt, »han Hunde jo nceppe ver-re naaet Halvvejen. Han
burde have Prsvet at bringe dem Hjcklp.«
»Don kunde ikke have gar-net dem. Jeg fynes, han
gjorde Ret i at vende tilbage og fortaelle os det.«
,.De bar ikke sagt, hvad han fortalte. Tror De ikktn
jeg er ftærk nok til at boere det?«
Hun vendte fig om imod ham og rettede fig til
sin sulde Heide, —- en strebelig og nedbøjet lille Skiki
Telle, —- men ljendes Øjne var klare og faste.
,,Kom med, leere-« spare-de Jock og nieste-n trak
hende op ad den steile Skrwnt. .
Noget i hans Tone tvang hende til Lndiglked. Al
drig fsr havde han talt til hende paa denne Munde·
Han talte fom en, der havde Ret til at beskytie hende.
Da de var naaede indenfor Missionærboligens
Dor, stod Marie stille og saa ham ind i Ansigtet. Hun
snappede eftet Vejret paa Grund as den anstrengend-.
Opstigning, eller mutig var hun meget koriaandet.
Jock kunde ikke msde Spørgsmaalet i hendes An
sigt. Hans milde Øjne blev dunkle og fugtige, og han
vendte sig bort for hendes gennemtrcengende Blit.
»Na, der er hændet David nogetP Hvad hat de
gjort ved David?«
»De bar ikke gjort David noget, Gud oeere lovet.
Han bar det godt, rigtig godt.«
»An, hvad mener De?«
Marie var sanken paa Kna- for Hargraoeiks Fsødder
og lestede Hwnderne iniod ham i angstfuld Ven. Linn
kunde ikle niere udholde denne Ilvished.
Jock tog hendes oploftede Hænder i sine og bøjede
fig onver hende, som om han vilde skwtme bende for Fla
get, der waatte komme. ,,David hat det a l le r b e d st,'-'
fagde ban med brndt Stemnie og med noget i Halsem
sont ikke vilde tillade ham at iale: ,,han er —- inldkoms
men lykleliq· Han er -—— kaldt hjem.«
Nu vidste Marie alt.
Stakkels lille David!
Waffen, den indfødte Leere-L bavde ntødt nogle
Floatninge fra Mich da ban var naaet knap to Tages
Reise frem, og en af dem medbragte et Bteo fra Camp
bell.
Lands-knien var brcvndt af de plyndrende Aarabcsre
de indfødte Krislne var inyrdedc og Camubell fangen.
Knn Campbcll. David var død af Feder, liac som Ura
liglnsdernc begyndta Havde David ikko vasrvt sys· kundi
Eampbcll vcrrc sluppcn dort samtnen nccd den Mikro-em
mcsde Befolkning, der flygtede ved den iørne Allen-m
nicn han var Ucven for at plisits David, sont var alt for .
sog til at kunne flyttes, og do Kriitne liavde ikle oillct
forladc ham.
Dct var den gamlc, gribendc Historie om Troikab
og Helle-mod, fom lun er alt for vel kendt i Afrikas
Missionöhistorie.
Der var ikke more Grund til at aanites for David.
Arbejdcrcn bavde inldsørt sin Geruhig Kun en Time
havde lian arbeidet, mon hans Tagwer var onime, og
han var aaaet hjem til Latinen
Men der var alvorlig Grund til at asngstes for
Campbcll, — han var fangen blandt de vilde og var
ude af Stand til at fætte fig i Forbindelle med sing
Vennetx Det Bren, hvori han fortalte om Davids Dsd
var strevet den ielvfamme Alten, da Landsbyen blev
udplyndret. Han havde twnkt at forlade Kifha nasfte
Morgen lammen med de Kriitne, men han havde tøvet
for længe.
Nu var »der kun een Vei, ad kmilken man knndcs
naa L)am, —- Veien om ad Trauer-» —- oa tidlig nassth
Morgen samledes de Kriftne i Varoka til Bøn for de
tch lwide Brodes i hans fvasrc Nod.
Marie- gik alone ncd ad Bier-get for at dpltage i
Motaenbønnen i Kirtcn Jock bavde ikke ventot at f:
liendc der: ag han faa sorbavöct op, da hun·indtda sin
sasdvanligks Plads i den halvmørkaflirken
Der l)avde"ingen Gndstjcneste vcrrcst iiden Palliftersks
Dad. For en Uge fiden stod han det, lwor Jock nu itod,
og bad med de fammc Ord. Jock liavde taget hanss
Prasilcskolc paa og lasfle førit Banner-ne paa Engele, »
hvorcsftcsr ban staaende paa det nederite Trin til Priv
ditestolcsmnaltc nogle Ord til Foltet i dets egct Tungcs
maal.
Maric kunde ika genaan lwad lian sagdcy lqu kundc
blot ioritaa enkelte Ord deraf, men lmn iaattog de for
samledes Tut-k. Hun faa deres Øjne funkle aJ bete-I
Lasbex baue medens Taarerne strømmedg ued ad den-S
mskkis Ansigtcr, oa bun vidfte, at det var lykkedes Jock
at naa den-s Hjekter.
Det var fom et Under at se bam ftaa der og tale
til dem paa deres Modersmaal; endnu merc et linder,
fordi Marie kendte hans Fortid, at ban nu ftod her som
Vidne for den Saa, ban en Gang bande liaanet
Dei biev bende for meg t
David var ikke dsd karger-ves, oa Pallisters Død
var intet Tab, derfom Joek gennem mange Traansier
var kaldei og udvalgt til at indtage deres Plads. San
delia, Herrens Veie et usporlige.
sTen festste, bitte Sorg oq Smerte over bendes eget
Tab var iaennenikæmpet: bun fulates med Jacf ou ad
Vier-act tavs oa ndmya med Isjertet alt for fuldt til
at kunne tale
»Im vidfte ikke, De kundo jale saaledes,« sagde
hun, efter at de havdevandtet fammen en Stund 1 Tavsi
bed. »Kunde blot Jonna have hart Dems«
»Jonna, hvorforW saqde ban koldt. »Janna bar
inaen Interesse for disse·Menneskex-. Hun vilde ikke
have onsdt i iin Lillefinger for dereg Skyld.«
»De ask Johanne Uret Hun vilde ikke ayie til
bage for nagen Lidelle. Kun den, som elsker, for-staat
at lide « I
Han vendte sig utaalmodig bott: hvorfor bavde bun
kalt om Johanne nuf
»Tilgiv miss« iagde huu ybmygt, »jeg kunde ikke
lade være at tænke paa Johanne nn, da jeg er faa als-;
keligl« Og Taarerne, fom hun havde fttæbt at hakde KI
bage, begyndte at tinde.
- Jokk saa paa Marie med et pludfelig fremwa
Spørgsmaal i Blikket;" han blev dsdsbleg, og hans LI
ber bcevede, idet han spurgte:
«De er bekymtet for Cantpbell?«
»Er-ot- kan jeg act-det? Han kan jo være dsd i bett
Øjeblik. Han kan være bleven grufotnt, ubarmth
myrdet O, maatte han blot være død samtnen med DI
vidls
Hun brød ud i et lidenftabeligt Anfald af Graad.
Hendes Sorg var saa lijertegribende, og Jock kunde ich
sige et er for at troste l)ende.
Flygtninge var hidkomne fra de omliagende Lands
byer Oele Natten igennem, og deres Efterretninger M
tun lidet opmuntrende.
,,Hvad hat Johanne med Campbell at gerec«
spurgte Jock pludselig, næften haardt·
»Ae, intet, intet; men Johanne elskede faa trofsfi
og faa haabløft, og jeg« — hun hengav iig aldeles M
sin Srna-te Det var, fom gennemlevede hun et Af
snit af Johannes Livshiftorie.
Jock tav og betragtede hende med en lælfom stum
Kamp i sit Blic.
»Da De,« fagde han til fidft, ,,De hat elfket Camp
bell i alle disfe Aar, — og jeg — jeg hat været im
blind, jeg — jeg troede en Gang, — men det er nn
forbi. De kunde ikke elfke nogen bedre. Og De fkal med
Guds Hchslp ikke elfke uden Haaly leere Marie; De skak
iaa lmm frisk og fund tilbage.«
Eenere paa Dagen holdtes endnu en GangGudss
tjeneste i Missionens Kiefe, og Jock talte atter i Lan
dets Sprogx men Max-je var faa udmattet af Sorg og
Sjwlekanip. at hun denne Gang ikke kunde magte at
qaa ned ad Vierget. Hun kunde blot kncele i sit eget
Vasrelfe oq ftorme Himlen med Bønner, der lignede
Form-Engeln out at Fangen maatte blive frelst, — alle
sin Zjasls Krcefter lagde lnm ind i denne vilde Bin.
Jock liørte hende grwde og bede, medens lJan stod
paa Verandaen og saa nd over Talen i Nattens Stil
l)ed. Baal blnssede paa Heiderne lige over for, og i
Afstond harte-Ei en heftig Ektidnittg, Han blottede sit
Humo, jdet lmn lmrte Granden oven over fig, og tra!
jin beskeden tillmae til sit met Vasrelfe, men han gis
iktei Jena den Nat. Han lmvde et Arbejde at udfsrq
fom lmldt lmm vnagen til Daggry.
Smimod Morgen vaagncst Marie op af on urolig
Søvn tut-d en Følelfe af, at noget ufædvonligt gik for
sig ncsdcmmdet Hun traadte ud paa Vernndocn og soc
noglo chrisre og den indfødte Læter, Watson, allerede
famlodc udonfor Missionærboligens Dor, og midt imels
lem dem san bun Jock i Reifeklasdet Huu kastede en
Morgenkiole om fig og skyndte sig ind i det tilstødende
Værrlfo, den fwdvanlige Dagliftue, fom faa underlig
øde og forladt ud i den Arn-J Momendwutrmg
Jock aabnode Dørcm mechns kmn stod der, og htm
løb bam i Møde oq tog begne bans Hcvnder i sine.
»An, sia mig,« ndbrød bun, »hvor draqer De hen ?«
chdos Øjne funkle-de, der Var en rød Plet pau
beage lnsiidcs Kinder, og brudes Hierte danke-de volds
somi
»65nd velfiane oa bot-are Dem, kære Søfter,« sag
dc lmn bøitidclig, »vi draqer ud for at finde Canipbell.·«
To aforde Marie- noget aldelcs uforudfet. Hun
flmmedcs boqgc sinc- Arme om Jorks Hals og kyssede
bmn pcm bmao Kindes-.
»Wind velsignc Tonh« udbrød bun, Ovid Miin
Dem, Gud lønne Dem derfor.««
Jokk kysfcdc alvorlig bendes Pan-de og hendes
Læber.
»Ti! Altbea oa Johamte,« fagde han, «hvis jeg ille
skulds komme tilbage. Gud vc·1figne og bevore dis,
kære Maria«
J nrrste Øjeblkk fkyndte han sig ned ad Bier-setz
mcn hans Affkedsord getilde endnu for hende fom en
Velsignclse.
sit g.
Klle
A l e n k.
Tiefe sen-sie enfonnne Tage var en streng Tid for
Marie. Tet var lieldjqn at der Var san tneget at gere,
ellers vildcs det inesten have været unleoldeligt« Hele
Tagen igennem kom der Folk til Hoipitalet for at faa
dereiki Zank sorbnndne eller benie Medicin og søge Rand.
Dei var et ftrengt Arbejde for en Koinde, og ikke
en iblnndt Tnsjnde vilde have holdt det ud; men sdet
er denne ene iblandt Tnsinch foin Afrika trænger til.
Heldigvis var Jakob bleven tilbage sont Toll:
nden baut oilde det have vwret ninnligt for Marie at
forstaa de indfødte Hyrderne fka Bjergegnene og Be
folkninuen ai de ijernere Landsbner bar en helt em
den Stennne end Varokafolkene, oa hver Stamme hav
de sit eaet Sprog, iaa det blev en niesten babelik Sam
nienblandinq ai Tnngenmat
Ved Jakobs Ojcelp ou ved ijlp af Tegn forstod
lnm dein noaenlnnde. Menge af Flnqtninaene var
blotiede for alt, naak de kom til Hospiialeh alt havde
de inistet eller ladt tilbaae, idet de haftede bort. De be
klaqede beilim at de innen Gover- knnde bringe hende
ou iniet eiede, lwormed de knnde betale hende. De kun
de ikie iornaa, at lqu knnde arbeide og give dem Me
dic-in uden Vetalina.
Te areb beaasrlig eiter de Lasqemidletz Marie gav
dem, oq io niere ubelmgelige de var, des mere iyntei
de at nindss Sieres Vifald
Neste ni de itakkels Mennefker var iaa nndlidende,
at Lnndsbnens Veboere nasqiede at modtage.dem i de
keö Gotter, og de vilde viere døde af Sult, hvis de ille
davde inndet ijlp paa Missionsiiationsen .
Det var nmnligt at give disse Hex-der af halvnths
ne vilde Huslm men Marie gav dem Lob til at Tode .
om Ratten paa Vereint-new og ocn Degen spcermede U ..
om paa Bierget lKinn var ikke iikker paa Jocks Meninå . «
med Benivn til Kloaikaben ved dette Skridt De kund-«
sont nndee Stammer set bar-de gieri, ljnne Evroptsz
ernes Geeftiribed ved at vlyndre Mssionsstationeu Fig "- :
mnrde dens Beboere Ærlighed er ikke nagen alminds
« lig Dyd i Afrika, og ædle Dtister vqtfe Meint i It
vildes Wettern ·
