Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, October 07, 1914, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Genspejling. . T
Fra anellk ved Eleu.
Guttat-)
Den Akten var Joakim Hargrave itke ti1 Stcde
ved dct fælles Maaltid. Hatt fad i Kapellet og «saa fra
sin gamle Plads ud over de Mir-nd sum syldte Rum
met, med et sæltomt, nandssravwrende lldtryk, som
vm hans Tanker var langt dorte. Siden hakt kom til
Stude, hapde han ofte vastet gteben as dmne Aandsfms
værelfe; dct var en Dcl of den Forandking, der var fo
regaaet mcd hom. Han gis lige hjem im Kopclch tog
sin Ovetftakkc as og vildc gaa ned til Spitesalm Men
idet hon naaede Osten, havde han on Følelse af, at no
gM kaldte ham tilbage. Hon standfede mcsd Haandcn
paa Dskgrebet, og derpaa gik hcm tilbage til det jndcrste
Beet-elle, fom han lige havde fotladt. Et Øjcblit cftcr
kam ban igen. Den store Klotke ringcdc ude i Gauk
den, men stwkkete end Klokkeklangcn lød alter en Rost,
som kaldtc ham ved Natur
»Jock! Jock!«
Han horte dct aldcles iydclig denne Gang. Atte
fmndfede han, og ottcr gis hcm tilboge til det indetste
Vætelfe. Hcm ventedc ikke at se nagen der-; han var al
delcs viö paa, at det hole var et Spil of bang-« Jndbilds
ningskmst —- og smilcde ad sin egen Lettroenhed, idct
han attcr nastmede fig Daten, just som Klassen ophsrtis
at ringt-.
Men idet han gis igennem Stnen, hat-de lian en
Fslelfe af, at nagen iaattog hain. Han havde struet
Lampen ned: nien nu laa lian lig oni ved Jleeret fra
Kantine-m og bang Vlik faldt paa Kristusbilledet med
det taalmodige Ansigt under Tornetronen
Noget i dette Anfigt fængflede ham til Siedet. En
ten dct nn com as det flaklende Stasr fra Jlden eller
ai bans ophidfede Fantoli, han fyntes at se de bsnfalz
dende Øjne, lom i faa mange Aar havde inlgt ham nd
og ind, nu atter livilende paa fig med et Udtrnl ai
Sorg.
Joalim Hat-graue havde ille været litker paa iig
selv siden lin Sande-m han var heller ikke nu sitkcr paa
fis selv. Hatt tog fig samtnen og gik for tredie Gang
hen imod Deren; og for tredie Gang kladte en Stein
me liam tilbage, just locn han naaede denj Han lendtc
den-le Rest, han havde ikle bei-l den i flere Manneder,
men ban limde ilke lage feil as den.
Det var Campbells Stemnie
Han luklede Dsteit Nu troede han at forstaa del
hell-. Hatt glemte Aftenäibotdet og de ventende Kam
mer-non tzan satte lig ned, ltjnlte Ansigt i iine »Da-n
der oq tmnkte det altlammen igennem Han sad cndnu
i lannne Stilling, da Rengsringskonen lont Motten 9
for at tasnde op i hans Kakkelovm og da lpun gil, blev
ban Iiddende og stirkede paa det Inørle Billede over
Kamingefimsen med et Blit laa faandsfravastendm at det,
sein hun fortalte Konen nedenundek, »l-b liende loldt
ned ad Rennen« detved
Joakiin Hargtave lad endnu, hvor hun havde far
ladt dam, da hun om Mai-geilen kam igen iuk at tren
de ap. Det funde not heb-ves, thi Jldeu var gaaet nd
for llete Tiiner iidem men imidlektid havde lian gen
nemtnsnkt alt. Summe Tag tog lian til Bin-n.
Jst-it estet flere Tages Zeitlle ocndte lsan tilbage
til Gambride og da msdte Altlien hanc med den Ef
tekretnina, at »det ftnlkels Bat-n« vilh kejk til Afrika
sammt-n nted David.
»Die liak altiaa mødtaget hende?·« lpurgte Jack
—— sont om der kunde være nagen Tvivl om den Zag.
»Als-Nagel heade? De toa imod’l)eude nied aabne
Arme «
«Naa, jeg tkoede, der itulde gennmgans Bis-ver
og llddannelle o.l.v.«
»Uddannellel Dei ftattels Vorn bat jo tilbragt
bele fit Liv nieds at uddanne sig. tdun ltal reife strals.
Hun ital foeeftaa Despite-let dernede, hvor de andre et
drasne ben. M det verste af det liele ek, at hun ital
teile alene.«
»Gut hat jo David«
.,David,« fratede Mthea lekagtelig, «l)vad Rotte er
del for hende at have David med. Han vil londsnns
ligvis til en Beamtdelfe faa Feder, on naar hun hat »
plejet hani, til han hat overftaaet den, vil han gaa onli
kring oa ptædike og lade hende vaske alene Uger igens
nein iblandt de vilde. Missionclelikabet burde aldkia
lende en Kvinde ud alene; det bukde udfende dem to oa
to ad Ganym« ,
»Es-studiert at det kunde faa en anden Rinde til at
lelae med,« bemerktede Joek tsrt
Joek var i London, da Makie lom for at lige Far
vel til Illtlzem
Ved detie sidfte Faevel var Althea den meft bele
sede at de to. Hun nætede virlelig Hengivenhed for
det »in-stets Parn« — hvor kunde hun andet efter alt.
hvad Wie hat-de qjort for Joell —- og hnn llyngede
siq til-den nnae Piae med Saat-er i Øjneney idet hun
Log Mised nied hettder »
»Vi vil aldkig more ist-des,« faadc Altiwa bedro
vet; «det et fom Asslesdcn ved en Grau. Tctiom im
hat vætet haard og ukæklia imod dia, saa tilqu usw«
faste. Jea vilde stritt-, icg kundcs le alt paa iammcs Maa
de som du« Men feg fer ikte et engste Lyspunlt, ost jeq
for-staat aldeles ikke, at der er Lyspunlter. Hvio der
givcs nagst binsides, vil vi maafkc fes der, mcn im
san iike se hcn dertil lom du, kaske Mark-, im tkor iilc
dervaa Farvcll Faun-U«
Hun klyngcde siq ind til Marie og kyssede lusndc
og Makie taite til hendc »ou( Gud oq law-de at txt-nie
paa hende. Vilpe hun vel nagt-n Sinde kunnc alt-»mu
det kan- Newnham og de aamlc Dage i Casal-riqu
David var ordinerei for est Par Maamsdor ficht
quie vitve irre have im Pcads Mai-m Missiomp
rvknec lnm var den eneste Minde, fom drog 1.d, og lmn
vilde iklc stille-s til Slue oq vifes stem som on maskie
lig Stabninq,
Hun fah ltjult i Mcunestemænqdm Knn et enc
ste kenhi Anslgt havde lnm opdaget mcllem de mange,
der omqav hinse, oa bette ene hat-de huit mindst as alle
tasnkt at mtde her.
Joakim Hat-grau var til Siede
dan Iaa hende Me. Mc en enefie Gang vendte
hans Blik siq mod Tilhstemez ufravknsdt ltiktede del
Mad, op, langi nd over Iolket oq Missionæterne med
dette aandsframvmde Udtryk, sum Marie mindcdes
iaa vel fra de Musstellens Dase, cum havde genncmles
vet ist Mc Mld i Iddenbkooke
ciml lass-at- at faa iat i ham estet deets Slat
ning. Otm vilde gerne sige ham et Par Ord til Afsked.
Men hun fik dem ille sagi; Menneskemængden skilte
ham ita heade, og da den fpredte5, var hatt bot-te
Var han da forivunden fra hendes Livsvej uden et
weite Ord til Farvel? .
XX.
Msd Syd.
Det var rct heldigt, at Maria ikkc sit taget Assted
med Joct hin Akten ved Minder i Excter Hall, da hun
kæmpede ior at naa hcn til bemi. Hun yavde i saa
Fald maattet gøre det om næfte Dag.
Jbiandt de reisende, iom dkog ud med Damperen,
der fette Missiouasrcrne mcd sig til Afrika, var ogsaa
Joatim Hat-grade Hatt drog ikke ud som Missionæty
ja itke en Gang fom Palliiter, der gik ftivillig med paa
sin egen Bekoftning.
Linn dkog ud aidelcs uaihængig of »dct kirtelige
Missionsfelftab«. Han længtes eftcr Forandriiig, for
tlarede han, da han taltc med David og hans Stifter;
si mange Maoneder havde han lasngtes der-often Siden
hint Ulytkestilfcklde havde han været ustikket til alt, oa
nu vilde hon se, hvad nogle Maaiiedcrö Reise i Aicika
kunde udrette.
Han nilde lcegge Vejen til det Jndre as Landet
over Barolax der oilde han være onigiven as gaknle
Venner sra St· Euthbert. Men i onrigt havde han in
gen Plane-r laat endnn Han vilde lade sig lede as Mis
sionasrernes Raad; de maatte jo nu have oundet en Del
Kendskab til Landet.
Marie blev meget bekvmret ved at se hani oin Bord.
For det fsrste var hun aldeles ikke ois paa, at Heden
i Asrila vilde viere god sor ham Hvad vilde desuden
Johanne og Althea sige? Te vilde natutligvis lcegge
hele Sknlden paa hende; de vilde sitkert aldrig kunne
tilgive hende. Det gjorde hende ondt for Johanne, lwiö
gennemsigtige, lille Henimelighed hun lendte; niest be
drøvet var hun dog sor Altheas Skyld Hnn mindedes
den nnge Piaes sidste Ord, sotn nu havde saaet en saa
meget dybere Betydning: ,,Jeg har mistet den gamle
Joct.«
Paa hele Reisen arbejdede David strwiigt med das
arabiske og sagte at saa sat paa saa mange Ord sont
mulig as det Eprog, han harte omkring fig. Men ester
en Tids For-lal- opgav han dette og helligede sig udeluks
kende til det arabiske, medens Jock tog sat paa de ind
stdtcs barliariste TungemaaL Marie var lige lidt i
Stand til at sorstaa Hebtaish Arabisl og Swahili: Hel
bredelsens Sprog var det eneste, hun lendte og tunde
beuge
Tette andet Selskab as Missianaerer havde langt
leitet-e oed at naa sra Kosten op til Barola end det
ssrste Votderne var bedre sordelte, Baker-ne more
villiae, og Marie havde,saaet etsypperligh stærkt LEsel
at kide paa· Jock hjalp til ved Rejsefotberedelserne:
han hindredes itke as nogens Qrdrerz han lunde handle
fris, og de indsødte behandlede ham som en Prins. Mu
lig aav han dem aod Grund dektil.
Heden var. skent meaet trnkkende, dog ikle vierte,
end man lkavde tæntt sia, ja ,,ille en Gang saa slem,«
erklcerede Makie ester at den set-sie Tags Reise var til
Ende.
Man ventet ikke at sknlle ,,danse paa Roset« i As
rila Neesle Daa blev Hoden cnere salelia, oa den sal
gende bleo den endnu stcrrlere; endelig Daaen ester blev
David sng og maatte sskes videre i en Bærestol
Joet navde et helt lille Apothek i en as sine hemme
lighedssulde Voller-: han aav David de soreskrevne Las
aemidler da fette Dpsynet med Etspeditionem sont om
han stod sok det bele. Endnu for de naaede Barola,
var Mai-is hjektelia alad over at have liam med. Hun
vilde aldtia viere naaet saa nidt uden bunt. I de to
sidste Daae havde David vasret vild as Feben hun selv
var saa trwi og svaa oa medtagen, at hun nasppe kunde
hænae paa Æslet, sa, om det saa var seloe Æslet. saa
fvar det udmattet as Reisen.
Joch som sknlde antages sor at være den svaaeste
as dem alle, besandt sig sækdeles oel. Han var ikke en
Smnle trwtz han tabte aldrig Modet og klagede aldkig.
Gan kam sotbavsende godt ud as def med de indssdte
Bætete, og han havde under Vejs tilegnet sig et helt
Drdsorkaad as Swahilisudtryk. .Da det »tta-tte, nied
tagne Selslab omsidek naaede sit Vestemmelsessted, var
han snldstandig srisk baade paa Siasl og Legeme.
,Campbell havde opdaget dem langt bot-te og stea
ned ad Bieraet sar at mode denk. Han lagde Mærte
til Baseerne og til Æslet med den segnende Stiftelse
og sit en Anelse am, at der var noget i Besen. Roget
hos Joek og Marie var ham bekendt, men det saldti ham
itte ind med en Tause, at det kundc vceke dem, sar han
mpdte Karavanen ved Foden as Hosen.
«Hargrave l«
»Eampbell l«
J geniidig Formwteue sum-de de to Masno et He
blik paa binanden, i nasste Nu greb de hinondens Hern
det. Jokk lmvde itte strots gentendt CampbelL sont
vor iisrt de indtsdteis Traut, en twid Klwoning, itte
uliq en Messeskjorte, en Turban og en ukmre Soldat
Mai-je tendte ham ejeblitkelig trods Fortlasduini
gen, og da bon tom den til hende og talte til ltendcy var
hun taa ynteltg wag og træt, at hnn itte tunde andet
end bmde nd i et Anfald af Gestad. Hun tunde itte en
Hang spsmm »Hm-Man tjar De des-« Hirn toq blot
bang Haand og udbr-d: »Au, Gud ske Lovt Gud ite
Lov!«
Hast fulate bende up ad Viergest, men hatt søgte
itte u: smndse hendes Tom-et Marie tout itte set til
at gar-de Jtte en eneste Gaum havde bun qivet einst
da bnn maatte nennem alle de anqxibende Afstedescener
der-hierinnen men nu, da bnn lmvde mutet sit Mant, tm
do Reisen var eudt, nu gmsd lmn sont et Bam.
Hun ikammede sig over sig selo. Alle Verrerne
taa paa hende, de indspdte strømmede ud fra Landsbyen
for at bestue den fstste bvide Rinde-, de nagen Sinde
havde iet, og Pallifter kom ned ad Beten, th og impo
nerende i Landets Dkaqt, og hun gjorde fis til Nat for
dem alle, idet hun hullede sont et Bat-n. Det var strack
teliq npmygentoe
Men inqen lagve Mastke til bendes Taarerx hun
kunde for den Sagt Skyld gerne have fmilet —- De
hat-de M otte telv været mer ved at grasde i dette neb
ttykkende Klimm at de alle fotstod heade. Da hun em
stdek kom Uqu telv oq begynbte at te stg em, bis-d hun
ub i Stabe eg Forunbring. ,
»Va- dette stets-U«
De eridelsse Ørkener vg, Sumpe vg Kratfkove var
forfvundne, og fra Hsjden saa hun ud over en frugtbar
Dol, omgiven af et pcægtigt Bjerglandstab, der strakte
sig faa vidt, Øjet Hunde naa i det blaanende fjerne.
» Qgsaa Huset var tiltalende. J den kslige Skygge
paa Verandacn stod et lille Thebord dækkeh og omkring
det var Stole, vitkelige, entopæiske Flugtftole.
Det var altsammen saa hjemligt, at hun noer havde
givet sig til at græde igen. Der var ikke dcrkket til
hende, tun til David og til en Mand, hvis Plads Jock
i fidfte Øjeblik havde indtaget.
Heu til Hospitalet, som ftod med sine mange tomme
Senge, blev David straks bragt, og Marie fik hans
Værelse, som Campbell og Pallister alle-rede i Elen
Maaneder havde haft rede til at modtage hom· Det
var det bedste Værelfe paa hele Missionsstationen, ret
et Manster paa et afrikansk Værelse.
Det havde til en Begyndelse tre Vinduer eller ret
tere tre Aabninger i Væggen med markegrpnne Skodder
for — hvilke imidlertid paa ingen Maade vilde passe
-— sotn fette ud til Verandam Saa var der et Zeuge
ited og et afrikansk Treppe paa Guloet, og saa, ja, der
var ikkc mere at nævnex dette var hele Udftyrelseu. Væs
telsets Vægge var bcdækkede med Bibelsprog i Swahilis
Sproget, fom Pallifthr og Campbell i flere Maaneder
bavde arbejdet paa.
David var ikle nieget daarlig; han havde blot Fe
ber, vg i idlfrita bliver man vant til Feder-; men han
pasiede ille rigtig til»den, den tog mere paa ham end
paa de ilefte. Al den friske Farve svandt af hans Kin
der, og hans Øjne fik et lzelt not Udtrt)k. Marie vilde
helft sidde tin-I liam den iørite Nat efter deres Ankomft,
inen det vilde Campbell ikke here noget oin. ltijmn og
Pallifter vilde ffiftes til at vaage over den syge Ven:
men den iørste Nat vaagede de liegge
Febervildelfen tiltog heniinod Midnat, og den fyge
blev ved at ligge vg kalde paa nagen. Cainpbell kund
ilet ikle forstaa, livem lian mente; inen Pallifter min
dedes, hvvrledes ogiaa Campvell havde kaldt paa nagen
da ban var ing. Ten Gang var det Joch men det v«ar
uniiiligt at ivrstaa, lwem David kaldte paa.
Pludselig flrcemmede han dem begge op ved at nd
brydet
»Han er lommen!«
»Einem er kommen?« spurgte de.
»Hast er kommen! Han bar iendt en ud for at
mode mig«
»Einem bar han iendt?«
»var ikulde jeg tunne vilde det? Tos, han bar
den med«
»Hvad hat ban med?« spntgte Pallister, idet han
git ind vcm den fvges Fantafier·
»En Ligliste,« svarede David hvistendex derpaa
vendte ban sig om imod Vceggen for atter og atter at
dramnie den famme urolige Trunk indtil den lange,
fmertefnlde Nat var svunden
Nceste Morgen var David bedre. Hvilen i Sing
gen vg den kelige Biergluft havde gjort Underværker.
J adfkillige Tage mäatte han dvg holde Sengen, og da
han atter begyndte at krybe omkring, var det ikke ftvrt
bevendt med liam. Medenö alt, hvad de nyankomne
havde medbragt, fkulde udpakkes og ordnes og David
plejes, blev der i de førfte Dage itke megen Tid til
Missionsarbejde
Jock arbejdede som en Elefant med at bringe Kas
ferne ind og faa dem lnkket ap. Men det var Umagen
vcerd at iaa alt dette ført faa langt som til Afrikas
Jndre alene for at have den Gliede at ndvatke det.
Jngen, som ikke selv hat nagen Erfaring i Afrikarejfer,
vil kunne twnke fig, bvilken Frin det er plndselig at op
dage noget, som virkelig vil knnne være en til Nvtte.
En ·Tbekedel og et Kogeapverat blev hilfede nied et
Vellomitraab; i det bele taget var Kettenredfkaber det«
fom ai alt, hvad der blev«l)idføtt, blev modtaget nied
sinkst Glas-de.
Et Menneste tan tindere nieget her paa Jorden,
inen ret lcenge vil lian ikle tnnne nndvære iin Mid
. dagsmad « Dei var aldeles retende at se den Interesse,
hvormed Gryder og Kedler blev betragtede.
Da alt var udvaklet, blev Ksasferne, som udgør en
vasfentlig Bestanddel as en airikansk Missioiwstativns
Udstyrelie, fordelt« ·
Campbell iorvandlede en af dein til et Vaitebord
til Marie og en anden til et Toiletdvrd Et Gardin
blev licengt op i et Hierne for at danne Klædestab, og
en Kszlokte ophwngt, for at lnni tnnde have Forbindelse
ined Hufets svrige Beboere.
Nogle as Brædderne fra Pakkesserne blev anvendt
til deraf at danne Hylder til Missionceternes Yøgetz
og af andre forfcerdigedes et ineget, meget tarveligt
Bord til den faslles Tagligftne.
Alt dette tnnde itte egentlig kaldes Missionsari
beide, og Campbells Samvittiglied gjorde ham ftrættes
lige BevrejdelieU iordi han forspmte sine fyge nede i
Landedyen Men han beroligede iig med den Betragts
ning, at han havde David at passe· Da David begyndte
at komme fig, knnde han itle mere have denne Trost,
men da han kom ned i Landöbyem fandt nan, at en
anden Leege var kommen ham i Fortsbet og havde tu
·reret de flefte af hans Patienter.
Joatim Hat-gravi- havde itke været ledig. Han
havde alle-rede vwket nede i Land-Ihnen og gjort Be
kcndtftab nicd de fleste af dcns Jndbyggere. Fall floc
kcded oni dani, som de altid flokkcs om en lwid Mand,
og ved Hjaslp af cn Tolk blev han i Stand til at tale
til deut. chste Dag komxde i Starevis til Missionss
ftationcii med dercs soge. Det var rt)gtedes, at han
var en stor, hvid Doktor-, sont havdc vidnndekligc Ga
vcsr til at lunne l)clbredc.
, Pincfnlde oa forspmtc Saaty sont er en nicht imp
pia Plage i Afrika, ndgjorde Størftedelcn as de Dudels
fom Jock ikulde befri de ftakkels indfødte far. De bar
ncmlig llet—ikke Forstand paa at forbinde den-'s Saar,
bvokfor der ofte indtrasder Blodforgiftiiiim. Jock hav
dc til Hierlp herfor en Salve, fom havde en nasstcn vids
nnderlia Virkningx de lannne begnndte at lunne gaa,
de blinde fik deres Syn igen, og »den store Livaes« Rn
sprcsdte sia viden am.
Max-le kam ikke ned i Landsbncn, førcnd bun, nas
stcn en Uge offer fln Antonist til Varoka, rolig kunde
lade David alcne. Og hendcs førfle Vespg dctnedc
ajaldt da Missioncns Kirke, en stor, mørk og kølig Hat
te, tækket med Greuer
Det var en mærkelig Gndsticneste og en masrkelig
Meniabed Rygtet hat-de meldt, at den hvide Kvinde
vilde komme, og Nysqerrigheden bavde lamlet nmnae
as de indfsdte i Mrkehytten St Par Bænke var heu
ltillet til Missionærerne, medens Lichtern-, hvoral,
næppe en halv Snes Stylket forstod Engelst, fad M
laa tundt om paa Jorden. Da diöfe Tilharere knis
frafemellerflere forfkelligeStammer need ligefaa mass
forskellige Sprogdialester, var det en vanstelig Opgssse
at tate, sac- at de alle kunde forftaa det,
Tollen gjorde sit bedste for at overscette, hvad Pal
lister lceste højt paa Engelsf, og det maatte gengives to
tre Gange i saa mange Spros, sont han iiiasgtede at
give lldtryk. Marie, som mindedes Pallifterö Udtalecs
ser med Hensyn til en saadan -Oversættelse, iagttog med
cengstelig Spænding de indfødtes Ansigter for at fe, hvad
Jndtrnk Talen gjorde paa dem,
Ligegyldigt og ledsommeligt var Udtrykket i di
fleite af disse Ansigter, og der kom intet Glasdesblink
over den-, idet den indfødte Toll dragte »dem Frelsens
Budskab med sit ejendommelig fyngende og trættende
Tonefaid Hvad mon han egentlig fagde til dem?
Oele Vejen hjem tcenkte hun derpaa, og det var
vist ret heldigt, at hun havde noget at tænke paa, thi
Heden var simpelthen fkoldende Tidlig om Morgenem
medens Luften endnu var frifk og kslig, var de steqei
ned ad Bakkeiu da de nu i Middagens Glød arbejdeds
fig op ad den steile, knudrede Sti, var det næften und
holdelig hedt. Marie vilde ikke gerne meddele sine
Tmiker med Hensyn til Tollen til Campbell og Pallisterx
de to kasre Venner var saa fulde af Vegejstring, saa sikre
paa, at den lille Gnist, der var bleven tændt, allerede
var i zærd med at vokse til en Flamme, at hun ikke
paa nagen Munde vilde kølne deres Jver. Men kunde
de blot tale til Folk i deres eget Tungemaali
Trods Varmen skiltes de fra hende nedenfor Bak
ken og gik ind intellem Hytterne for at tale til dem, fom
ikke kunde iormaas til at komme i Kitte; og Jock fulgte
med hende tilbage.s
»Ja-g gad not vide, hvad den Fyr sagde til Folk,«
bemasrkede Juck, niedens de klatrede op ad Højen »Oui«
Litisrikisttelse var meget for ilfcerdig. Han fokstod vift
ikke mere Engelsl, end jeg forftaar af hans foroirrede
Tnngenmal Jeg trot, at han meddeler sin egen Op
iattelfe og ødelcegger det bele. Det førfte, vi hat at
gere, vil unsre at leere Sproget og tale til Folk i deres
Modersnmal.«
Mai-je tienkte det sammt-, men hun sukkede blot oq
vnndrede videre i Tavshed Hun havde allerede hsrt
faa inmet as de indfødtes sonnt-rede Spkog, at hatt
inlte sig iorvisfet om, at lnm aldrig vilde kunne lære
at tnle til dem i deres Madersinaal Hun knnde kun
pleie deres sog-e: kunde hnn da ika ligesaa gerne vcere
bleven i Addenbroke2 «
Mai-je var ikke den eneite, sont fngde til siq seit-,
at der liavde maafke været bedre at blivse hjemme. Pal
liiter mindedes sit første Embede og den lille Flot, hatt
der liaode iurladt IGan havde haabet at fkulle udrette
san inenet her; og naar han nu saa paa de indfødtes
ligeqnldige Udtryk, medens de lyttede til hcns Prædis
kener, der blev overiat for dem, fagde han ofte til sig
ielv, at lnm var til ingen Nytte her, ligefom han havde
Vwret »11nyttig derhjemme. Men havde da hans Virt
iomlied i St. Anthko været aldeles frugtesl-s? Der
var dog enkelte, sont mindedes ham i Taknemmelighed,
mnliqvis lmvde det ikke været belt forgaeves at lebe op
nd de mange Trapper og ringe paa de mange Dir
klokketx
Tenno Tante gav hant Mod til at arbejde videre.
Herren oilde maaskc velsigne ham ogiaa her, hvis hatt
holdt nd i Arbejdet og ikke tabte Modet, fordi det gis
faa snmat ined at se Frugten
Campbell var endnu mere forsagt· Han kunde blot
nddele Medicin og forbinde Saat. Kun saure ufulds
konnnent tunde lian vise, hvad Gud lan udrette i sine
Tjeneress Liv. Han knnde ikke p r"ce d i l e Kcerlighedens
Evangelium, men kun prøve paa at lev e det.
Da nu Hargrave meddelte dem sit Jndtryt as, hvad
Tolken fortalte Tilhørerne, tabte Pallifter helt Modetc
Han bavde i lang Tid anet noget lignende, og nu ind
saa ban. n: han nnmtte nnvende niere Tid paa at lære
Sproqet ug prædike noget mindre.
Tet, der most tiltrwngtes, var en Overscettelie af
den heilige Strift eller i det mindste af Evangelieknez
der inndtes ingen Bibeloverfættelfe, saaöat det var
ninuliat for Barokas Kriftne at læfe Guds Ord paa
deres Modersmaal
Pallisier tog da mere alvorlig end nogen Siwde fat
vaa den Vibeloversættelse, som var paabegyndt af han
Foignanere En indfsdt Laster i Kifl)a, en Missionss
station, som laa fem ellcr sets Tages Rejfe ira Bat-sta
vilde viere lmm en nvnrderlia Hin-w, dersotn man kun
de saa en anden til at indtage dennes Pladsty saa at hats
for en Tid knnde opiiolde iig i Baroka
Eanmbell var strakcs villig til at flntte til Miya
idet linn tm en of de indfødte Trenae med sont Toll,
on David inlgte ham gerne.
Jock blev med Gliede i Barolm uden en Jndfigels
se ovemav lJan sin Plads til David, skønt Mai-je vidfte
kivvr inderlig lmn lmvde las-latei- eiter at trænge ind i
det Jndre Han linvde altid liiqet nivd det, sum var »Mu
fides Biergene«. Tot var nemlig nødvendiqt, at enJom
lmvde noget liendilab til ngevidenskaben, blev hos Pal
lifter vaa Missionåisiatiouem da Folket daglig samledes
« Stark-visi, medbrinaende deres soge. Og hovde de ikke
iuld Tro til de bvide Last-ere, scia liavde de den mest
ubetingede Tillid til de hvide Læger.
Tidlig oin Motgenen brød David og Camvbell op
im Parole-. En Morgen som denne med en Himmel saa
klar og ren, en Luft ifoa frifk og Vierge san merke-blau
iindess kim under Afrikas Sol Før Aflkeden samledes
de alle til fælles Van, og den ellees san koekkc Mari
ianl nassten belt samtnen, da disle kecke Brsdre blev
.,overgivne til Guds Varetægt « Da huu lagde Armen
om Davids Hals ou sagde liam Form-L kunde hun, stunk
lnin var baade vred vaa sig felv og skamfuld, ikke holde
Toarerne tilbaqe Dei var inaaske Klinmets Skyld
Linn stvd vim Verandan oq iulgte de bortdragendt
med Miene, san lmnae de endnu var i Siate Ved en
Treininq as Veien vendte David fig om —- bun kendte
vaa Traute-L at det var David —- og peqede opad. Dek- g
var eii beitidelia Alvor i denne Bevægelfe, som MIC
Taorerne irem i bendes Øjne. Da hun havde fass
Taarerne bokt, kunde hun ikke mere fe den lille Kriwa
Uc
»Siakkels lille Davidl«
Hun blev ganfke vted paa lig lelv, iotdi him M
Gange i Tugend st med bævende Lieber qmä
«Stakkels lille Davids«