—
L Genspejling.
Fra Engelfk ved Elle-.
(Fortiat.)
»Motive kommer du lau sent,· Joch spurgte Al
theo, mode-IS Johanne stjulte sin Pragt, der pag-jede
lau lldet i dette Ver-tolle, under sin Sklndlaabe.
»Sent?« sagde han, »der gar mig ondt, lwis jeg
bar forsinket edcr. ch havde, sandt at sng glemt dct
hele.«
,,Glemt, at du flulde tale, og at vi kom her for at
fslges med dig?« udbrtd Althea llatpt
..Ja«, iaqde Joch ,,jeg havde fnldstændig glemt
det.«
Oele den state Sal var fyldt med rleaant llcrdte
Hektor og Damm-, og idet Hat-nach traadtc ind, lljlstccs
han med en uvillaaklig Bevægelfe fra den sprite til den
sidfte Bot-nd hvad der sit Althea til at rsdme as Werde.
Jock hanc-de sig Vej gcnnem den tættc Trasngsel
Det vor lustige, siden han lmvde talt her. Hans Ger
ning var suldfsrt, og yngke Krcrftcr llnlde lage Arbei
det·op, lagde han. Detfor havdc hcm afslaaet on Op
lokdkina til at indlede Msdeh men nlligevel ucntedc
man, at han vilde yde et værdifuldt Jndlasg under For
handliagen. Just lom Forventningen var paa fit Haj
demmtt, og alle Øjne hvilede paa Horai-auch reiste
Campbell lig oq begasrede Ort-et
Dem italde satte flg i Korthed, laade han« Afte
ncns Hovedfpsrqsmoak »Newonnløkouomieu«, var
baade vidt og sncwcrt paa ern Gaum. Tot var san
vidt, at det slmlto sig til mange- eraadrr, m laa
stumm-t- ot dct omfattede lwert rnlelt Menneslc tu
stillede fig som et Porsonligt Spsmsmcml til dm en
kelte Dm denne personlige Anlvarliqhed pflde lmn
lim- et Var Ord. Fort-Wart for Livets storcs Vikto
plads flulde for de floste of de tilftcdevckrcndc først nu
brach til Side, og de stelle lthde vol Hand mn at
blive til Gavn for Slwgtm at eftcrlade sia Ver-den
bedro, end lmn bavde fundot den. Mem lmn vllde
losme dem, lworlcsdcs de vilde bit-re fia ad dornust
Hvor og lwonned de vilde begnndek
Oele Alten«-n bade lpan tasnkt paa Ettltlsttstlrtcls
lerne, oq Mark-s Okd otn dem aenlsd i haniis Treu sna
lasnacy til han reiste liq for at tale om dem. san ne
qede naa denn-c Zell-sontasatelse tned Densan til de
TinHL man lnnde nndvasre. de, fom ille er aldeles nnd
vendige: og det var jkke altlannnen Sual Manne
var arebne of det, der i Aften var blevet faat om at
fornasate sig lelv ,oa adlkilliae var nillige til at ask-s
nagen de vidste tun ikle html-. Da kunde kse ljae laa
godt beaynde ntcd Syltetnjet. oa derndfra uilde cnanlle
eltekltnanden aabne lia andre lldveie: det førlle Elndt
til Nationalslononn var personllg Ølonotni.
Campbell lunde ille have valat noaet men- nltels
digt Tidspunlt for denncs lin lldtnlelle. Odem brsd
iig vel onI at lmke en Prasdikem naak man var kom
men for at lntte til den tnest anfete Taler ved Universi
tetetk Vkede, Hnan og Utaalmodiabed stod at lasse i
alle Anstatt-tu da Campbell derefter newnede alt, lwad
en Student lundc give Alkald paa. llndertknkt Bauer
lka de Pladler, der var lorbeltoldt Dante-kne, oa spot
tende Tilkaab lka de smdekendes Rnskker bellte dennc
lange-, hsjlt belondetlige Liste, der endt tned antetsi.
Endelig boldt han inde og satte fia ncd under stor
· mende Haanlatter.
Med et Lettellenö Stil laa Johanne, at Hamkave
ltod on for at tnle. Det var en fand Nydelle at lum
paa hom; undertiden lnnde man ikle lade vasre at le
naatshan med let Jroni oa bidende Vid wa« den sak
kige Talets Bemækkninget op een for een og i foan
ruldendte Sætntngek giorde dem fuldstasndig latterlige
Men lkke lasnge delede Harakave ved en faa unerk
dig Genitand for sit Vid, lnart optog lnm med Alvor
Attenens Emne, og hans Tale var hetlig, lamlet on
htydet med allmkendc Vettalenhcd ’
Jdet han lsftede Hovedet og laa opad, tagte hans
Mit ikke de mange Anstatt-h der oppe fra Galleriekne
med sperndt Fokventning bsiede tin ltentad: lmn laa'
viderc ad, bang Aaspn lyste, og der var en elende-time
lia Glans i han« blaaqraa Hine: han laa nd lotn en
Mand, der lunde gsrc ltote Sing, og de slsitneste Uds
ttyt lot Selvofrelle i dens ædlelte Stille-Ue prasqede
bang kene Tka med Alt-or oq Hsfhed
En ultandlelig Bifaldsftotnt brsd lss, idet Har
gtave rollg vendte tilbage til sin Plads.
»Und lnntes du oyt Talen?« spnrgte Altlsem efter
at Joek hat-de lulgt Dame-me til Vogns oa dereftet
tietnet llg lot at lade dem like alene tilbage til Newni
hom.
«Hvillen Tale?« lagde Johannes aandsfravasrende
»Brot- kan du lptcge7« udthd Alma-. »Nun der
væte Tale ont mere end een7"
»Den vnt udtnaskket,« lagde Johanne ridcnende,
og laa tav hun
»Ja, laa du like, html-de- qlle blev revne med?«
»Nei, ieg laa tntet, leg hsrte blat. Althea din
Brode- vll en Gang udltre en Stordand.«
»Ja, Joek vil Ackekt qtte ltore Tlnq,« lagde Al
theo lwlt
»Im lasde ille ltoke Sing, »Fort vil udltte
en Stuhls-IV loqde im, og det mente jeq.«
Vl.
I Dsspitalei.
Neste Dag gis Campbell til Advent-rote Hospitalkt
Hele Formiddagcn var han til Fokclwsnjkm, fcm sprsi
om Eitermiddagen nasrmede han iiq den state Port.
Dem var yderlig stamfuld over sin miglnkkedc
Tale fka den foregaaende Affen, og hans Humm- blev
Mc bebt-e dewed, at en Student, iom sad og rtmvod et
nahe-It Binduh da han gis soc-bi, haanliq tiltalte ham
med et: »Syltetsjskrullel«
. Oiik has-de Eqmphea bässm v- syqe i dem Hpipi.
tol, men i Das ftandfedc han. iom om han aldkig hav
be hattet der ist« og betraqtede Mitanietræeknes Liv,
« der lau qult og tæt hen over Gut-schen- Fsrft nu
kam hqn i Zenker am, hvor hastig Tiden Mndety —
og hvor mer han var Einmen
Han sog siq fammenz Portuerem fom kendte hom, ·
las-de hmn uden Jndvendinger ind, sttnt det ikke var
Besnstidx hatt toq tre Trin ad Gengen, idet han
W fis pp ad Team-m Udeufor den deectnch
han skulde get-ste, msdte han en Sygeplejerske, der men·
te, at han helft ikke maatte gaa ind stran
»Der er en Mund ved at d-," fagde hun kolig og
forretningsmæssig, fom om Dsden var en Gæst, hun
var vant til at wide. »
»Du got mig ondt,« fagde Campbell modfaldem
,,maafkc jeg san hellere maatte komme igen en anden
Gang. Men jeg lovede Fristen Kendal at komme i
Dog.« -
»Ja, bvis De vic tale med hende, kan De komme
hekind i hendes Værelfe og vente paa hende. Hun er
hos den døende ogjan ikke forlade ham nu, men det
vil inart viere forbi·«
Campbcll nmattc gennem Sygeftuen. Den var lys
og solbcstinnet, og han saa Palmer og Blomstcr paa et
Bord nær ved Døren Han saa ogsaa et Glimt as de
to Rækker Sense med Patienternc i den-s Hospitalss
dragtet To Kvindor stod hos on af de soge, men hvev
ken deres Udtryk cllor Vemkgelfer vidncde um, at noget
færiigt var paa Fast-de
Man kundc sc, at Morie var blovcu kaldt bort fra
sit Bat-tolle i Hast; et halvfærdigt Vrcv iaa paa hon
deö Skrivcbord og noget tarveiigt HofpitalstøL som
hun havde fyet paa, var kostet hcn over en Stol.
Lyft og hyggeligt var detic lille Tilfiugtgsted saa
ncrr vcd Sygdom og Dad. Villcder smykkede nggene,
der var Blomftcsr i Vinduernc, og over Finmingcfimfcsn
bang ct Bibcisprog — -— nrj, intet Spros, tun ct Norm
— .,Jefus.«
J detie Novn gemtes Hmimelighrdcsn vod den unge
Kvindrs Arbcjdc bei-. Dei gcw liciidc Kraft til at glom
mc sin men Tkæthcsd, faa hun aitid liavde et mildt, op
mimtrendc Ord til de soge; i cht hontedc hun Mod til
at fc oq liøre Lidelfer og Magomab »den at vige til
bagc, i dist fondt bim Dom-, naar bun i stille Øjcbiiike
iasnkede sin Einst i alt, hvad dette Navn nimmer ior et
Immerhin-te
Medens Camvboll fiod og betragtcdc dist, traadie
Mnkic ind.
Tot mir nqu osidi, at Do ikke knndc komme sor,«
sagdcs inm og mitk- imm jin Mich imrmis Evaand der
imlig luwde imilet under den Wende-s Himm. »N» or
bot ior sent« ·
»Aa, er dct hmnkM nddwd CannsbelL «(mor jeg
er bedtsvet over, at jeg ikke kom far: men jeg ljar ikke
kunnei. Jea nidste heller ikke, at det liaftede saa sta·rkt.«
»Nei, vi troede heller ikke, det var san nase. Men
det er aaaet hurtig ned ad Bakkcn Vi er Dante til Te
den, men » aa, lmor er det skmstkeligt at se et Men
nefle da nden Haab og nden at vcere beredt.«
»He-n er altsaa ikke død?« spnmte CampbelL
..:Bej. endnn Use-, men det kan ikfe den-e kenne-«
mWinde jeg ikke siae hanc et Otd nn — tun et
enejce L«rd?'· ndbred den nnae Mand ivrigT lmn var
bleven nanfke blen, oa der laa liaesom en Taaae for
haniks Eine
»Im trok Me, de: er til nogen Rotte-, og det er
ikke met-d at sorstyrre darn. Tror De paa Omoendels
ser vaa Døddlejet, Canmbell? Vi fer saa meaet as den
Elaacs her, oa derfmn det san beendet-, at Folk kam-net
fig og com-net nd Men, faa er det hele glentt.«
Canmbell snkkede —-- on saa paa Navnet over Ka
xningefimssem »F e f u s«.
Mut-je fulgte Netninaen as bans Mik, da liendes
bleae Kinder blev rede.
«Vil De bede med bunt et Øjeblik,« fagde hun,
»det snnes min, at lian er alt for lanqt dorte til at
snnne fokstaa det: men di san jo itke vide det, vi ved
aldkig, book meaet de dsende hsrer eller fokftaat. Men
kocn stecks, hvis De innes.«
Solffinnet strennnede klakt da rigt gennem Zwe
stuen, en Fnal widkede i Kastanietmset udenfor det
aabne Vindne, og Blomftetduften gled iom en Lust
ning af— Englevinger ind over den dtettdes Leie.
Ssætmbrastteh fom var reist foran Sengem fiden
Campbell fsr ais gennem Stum, fortalte sin men,
tavfe Historie-; men de andre Patientet lagde ikce Meer
ke destil, g— stsnt det maaste neefte Gang kunde blive
deres Tut-.
En Gylen greb den unqe Mand, fom endnn aldria
bavde ftaaet Ansigt til Ansigt med Dsden, medens han
deikagtede det are-ablege, indfaldne Billcde af et Men
nein-.
Den deende var øjenfynlig en endnu nng Mand,
men hants Trask var spsaelseagtig strer og hans Øjne
lnkkede. Han aandede med Male, fort og tungt, og
bans stellt-E blege Hænder laa filelfeslsie paa Zeuge
tmppet.
Campbell tnælede ved Sidcn as Sengen og Log
beaae disse Hænder i sin.
»O, Gud, Feder i Himlenf sagde han med dann
pct, men klar oa fast Stemme og med Læberne ganfke
ncek vcd den dsendes Anstat, «hav Barmhjertiqhed med
denne elendige Synderl O, Guds Sin, Verdens Freli
sek, hav Barmhjertighed med denne elendiae Svnder.«
Jdet han holdt de soldede Hasnder i Veiret, var
det, fom om den dsende pressede dem tasttere samtnen,
og hans Lieber bevægede fig. Marie btjede sig over
hom, men hsrte ikke en Lyd, og Campbell vedblev med
brudt Risi:
,,O, du Guds Lam, sont borttager Verdens Sond,
hav Vatmhjertiqhed med bann! Herre, Jesus Kriftng,
bar lnunT O,- Herre, hav Barmhjertighed med handl«
De tmstte Lasbet rsrte iig sagte, og en Tand-e gled
frem under de lukkede Ofenban
Det var alt.
Jntet Team innen nnden Foknndring end den fid
ste, der langsomt gled ind over det ubevceqeliqe An
sigtJl Da Emnvbell reiste sin fka den knwlende Sillicm.
var alle Eines-teils Spot- udflettede, oq Manddomss
trasskene vendte tilbaae paa det nn san marmokbvide
Anan vaa Puden.
»Na er akad, at De kon-,« fcmde Marie, iset lnsn
snlgte bmn ud.
»Da jeq ek bedrsvet, an, fna bebt-net over-, at jeg
jkke kom far, —-—-- lmvde jeq blot vidst!« « -
De visne Bindi-, fotn fsrte af Vinden lagde siq tust
over bans Vei, havde alle Inn et at melde, Fersen-nie
liahedenb namle, ssrgelige Historie: men midt i al
Odeltenqellen fang en lille Fnal Livetg, Lysetö on
Kwrlinhedens nlade Sange nden en ernste Some-ne og
Smertens Tone.
Campbell bat-de shelt gcemt sin Æmrelse fra den «
foreqnaende Akten: lanaiomt og med bsiet Hoved nan
dkede han ned ad Gaben, alt sind for bam i et belt
. ein-bei Lns end spr.
Hnn san paa den myldtende Mennefkellore oq un
dredes over-, at alle disfe lunde være faq sorgt-se og
let-sindqu medenssDwen var dem faa non-; hvad kun
de det hjælpe at være ung og smuk og klædt estet nyes
ste Mode, naar man i næste Øjeblik kunde styrte ned i
denne skrælkelige Afgrund2 Hvad kunde det hjælpe at
naa Ætens højeste Tinder og eje al Verdens Gunst
— og tabe sin Sjæl
Cambell lunde ikke blive i de tæt befolkede Gaben
han Hunde ikke, opreven sum han var as for sjrste
Gang i sit Liv at have staaet Ansigt til Ansigt med
Laden, udholde at se paa alle disse pyntede, letsindige
Nie-messen mon nagen as dem havde gjort sig klart,
at et eneste Skridt kunde søre dem sra Solskin og Lins
lyst ind i Mørle og Rædsel
Medens han hastede frem ad ensomme Veje, stod
Martin Pallister pludselig sur ham og lang sin Arm
i haus
,,Hvarsor hat du et saa urimeligt Hastværk?«
spurgte Martin. »Du set so helt sorskrwmt ud. Hvad
er der stet? Hvor skal du ben?«
»Jeg ved ikke,« sagde Campbell og standsede, »jeq
vidste ikke, at jeg gik saa rast. Men jeg er skrcemt, og
det vilde du ogsaa væte, hvis du havde set, hvad seg har
set-«
Han sortalte Pallister am sit Beng i Hospitalet,
—- om den ellevte Time med al dens dybe Moor. Med
Taarer i Øjnene udbrød han til sidst:
»Hoad slal vi gere, Pallister2 Der er ingen Tid
at spilde, vi maa ikke længere nøjes med at være Or
detss .Hørere, vi maa blive dets Gørere.«
»Hvad vi skal gøre?« sagde Vennen rolig. »Ja,
hvad san du gere?«
»Und ved, hvortil jeg kan bruges. Jeg maa bede
baut, og lmn vil give mig et Arbejde i hans Tjeneste.
Im lasnges knn ester, at han skal bruge mig.«
Pallister smilede. Om en Uges Tid eller to skulde han
otdimsres, og saa vilde han saa sin Gerning i London
Meu Campbell havde endnu ille saaet sin Eksamen
og spumte alle-rede ester et bestemt Arbejde.
»Im synes, du nma helle-re bolde dig til det, sont
liager sor,« sagde ban venlig, »Das du din Eksamen,
at du man komme Vel over den, saa skal Herren nok si
den anvise dig et Arbejde.«
Eampbell sukkede
«(Fster·alt, lwad seg lsar set i Dag, Pallister, kan
jea itte blive ned paa sannne Vis sotn før. Om lort
Tid skal ogsaa seg sorlade dette Eted nden at lnwe gjort
noget for min Gerte-: Inen vil ikle de Mennesker, jeg
her bar vwret otngiven as, Paa Donnnensz Tag rejse
sig intod tnig on lrceve mig til Regnskab, sordi sea.
et Aludss Warn, l)ar»levet alle disse Aar iblandt dem
nden at aøre naaet sor deres Sirt-les Frelse?«
»Kwre Eampbell,« sagde Pallister og lagde beko
ljgende sin Haand paa Vennens Slnlder, »du er uner
anflkenqt oa net-ves: dn ser alt i et salsk Los. Gnd for
lanaer ilke ntere as din. end dn er i Stand til at ode.
Tn bar allerede ndrettet mere end de sleste andre. Din
naskmeste Plth anslder un din Moder-: bring hende ikke
ntter en Sknsselse Tag sat paa dit Arbesde med den
safte Vestennnelse at komme vel iaennenu naak dn saa
lmr swet din Elssmnem vil du lmve Tid not til at
tasnke over din fremtidiae Liosgerniim.«
« · vit.
Kaldet og ndvalgt.
Da« Campbell tont tildage til sit Vasreise, laa der
paa hans Bord et Stylte Papie, sont de fleste tun vils
de have skakntet liden Opnuerksomhed Hatt tog det
og lasste det slygtig igennem i det svindende Dass-los
Det var en Jndbydelse til et Missionsmøde sannne
Asten i Trinitatis Kitte.
Jtttet kunde i dette Øseblik sorekomme ham liges
gnldigt eller uvæsenligtx det var l)atn, sont sørte Her
ren ham Stridt sor Stridt som et lille Bam Alt lwad
der stod til ham, var at sølge blindt ag tned urokkelig
Tro at gribe den Haand, der var udstralt imod lnun i
Mørlet, og lade sig lede as den.
Han gik ind i sit lille, snævre Sovekammer, hvor
Lyset saldt spat-samt ind gennem det eneste Pindus-, der
vendte nd til Blytaget, og oversor lwillet der var en
høj, merk Mur, som næsten stængede for al Udsigt
Foran Sengen, hvor han i disse Aar saa oste hav
de beset Kna-, knaslede han nu atter; det lille Treppe
havde en barslidt Plet, der om Dagen kunde ses saa
tndelig, at Kosten, som gjorde rent sor hanc, oste havde
soreslaaet ham at slasse sig et nyt Treppe-.
»Det vil not holde min Tid nd, Madam Kitl,«
sagde Campbell da med et Smil, «og saa skal De ha
ve det after mig.«' .
»Jeg, s-— jeg vilde hverken eje ellet have det,« er
klæred.- Kosten ltøjst krwnket; og det slidte Treppe blen
lwer Tag paann bredt sokan Sengen, niedens Ttaadene
blev mere oa mer-e synlige som tavse Vidner om den
unqe Monds indre Liv.
Da Campbcll atter reiste sig, loste over Von-J An
sigt uogct as den skinncndc Wans» der cr Mcstcrens
.L)(-rligl)cd, afspejlcst i den DiscipeL sin er ham Mr
Noqist as Lnsct fra det heilige Vjcrg maatte folge lmm
ned i Talen.
chr Onsdag Aftcn var der Gudstjencsste i Tre
foldighcdskirtcn, men Bekendtgørelsen om dctte Mis
sionsmøde maattc være naaet viden. mu, thi niange
Misuneslcsr samledes.cftcri)aandcn, oa blandt de Miste-,
der traadtis ind, var Palister og lillc David.
»Di« Stifter burde have sagt mig i Gaak, at den
Mund var faa syg,« sagde Pallistcr, medcns han og
David fulgtes ad til Kitte, ,,faa vilde jeg ftraks banl
set til ham. Jeg bei-get ldospitalet to—trc Gange oin
Ugm oq Sandaq Eftcrmiddag holder jcsg altid en kort
Prasdithn paa bendes Afdeliiiq. Dct tilkom iklo Camp
bclL man miq at sc til den Mand.«
Jst-n kam for at bcde Dem am det,« fagch David
,,Inen
»Man lmadP Hvad farbiudrcde lycnde fra at sigc
det til mia?« spurate Pallistcsk krænkct, fom om der
var tilføicst bain en perionlig Ferner-malte
»Im — im kan virkelig ilke siae dct,« stammt-de
David hsjst forlegen. «William var der, og ban tilbød
at komme-«
»Da kom for sent,« sagde den anden wrgerlig.
»En andcn Gang maa Jssende Bud after mig, naar no
get halten«
Kitten bar fuldt, da de traadte ind, og de trwngtcs
sig med Msje frem til en Plads i Koret
Missionærem fom nyltq var vendt hjem fra Afri
ka, bat-de tun flraeliae Efterretninqer at meddele. Han
fortalte om Sygdom oa Savnjom bestandige Nebetlag
L———-———-—--g-I
og dyrebare Liv, som var bortkastede til lagen M
om møjsommelige Marcher og endnu mere pinliqe
Standsninger i Feberens dadbringende Osemland. Gri
bende, alvorlig var hans Beretning om de Missicmvs
rers Heltemod og Selvopofrelse, som havde levet oq
lidt og var død i Afrika som Kristi Evangeliums
Scndebud.
Men Lyspunkter brød srem igcunem denne sjtges
Iige Historie. Martyrernes Blod havde im sum altid
haaret Fragt Jka en Draabc var runden sowequ
ikke et Liv havde mistet sin Lan, Menigheden her nede
havde sørgct, men Menigheden hist oppe havde kun
net glasdc sig ved at bnde de Arbejdcre velkommen, som
vondte bjem med Høsten.
Og ud sra denne smtsrtelige Historie laldte MS
sionasrcn de ungc til at gaa ud og tage Kampen op i
de saldnc Heltes Sted, at sølge dsercs Fodspor genncm
Lidelsc, Sygdom og Samt og — maaske —- Asden
Scmre forskelligt var det Jndtryk, denne Tale
gjorde Paa Tilhørernc. Nogle blegnede, andre blussede,
og alle lyttede de med brændende Higem da han kaldte
i Mestcrcng Nimm kaldtc dem til at vie bereits Lin ikke
til Mammons, men til Herrens Tjeneste.
Da hin Fasdrelandets Helt kaldte Italiens unse
s
Zønnur til Baabcth sngde bang
,,1lnge Mæ11d. jeg lover eder intet andet end Pjals
ter og Sult, Kulde og Møisommeligheder, men hvo,
som elsker sit Lond, sølge ntig.« Og de sprang op som
een Mand. Men J, Kristi unge Mandska—b, J, san
mange sont i Sandlied er Borsiere i det liimmelske Fæs
dreland, tør J veiide Ryg til Herreus Kalt-? J Das
l1)der det til eder alle. Vil J vælge Kristus eller Ver
deuP Vil J se liam, sum gav sit Lin sor edek. wende fig
sorgsuld han«-«
fitudstjenesten var sorbi, og Præsten trat sig til
baae til Zakristiet, niedens Forsamlingen langsomt
siernede sig. Martin Pallister laa endnu paa Kurz da
Kirkeu var nassten tum, oa en Mond begyndte at slukke
Lysene tsiennem Tusmørket nærmede en Skikkelse sig.
Tet var CatnpbelL -
san saa ikke paa sine Venner, vidste maaske slet
ist«-, at de var der. Hans Blik hvilede paa Marmor
tavlerne i Kirkens Vasgx paa disse Tavler stod Navues
ne pan de Mit-nd, som var sendt nd her fra Cambridge
og linvde ofret deres Liv i Evangeliets Tjeneste De
goldne Aussteuer syste, idet ban gik forbi, iom de al
dria set lmvde lysl sor limit.
Inn itandsede ved Døren til Sakristsc:. ikke for
at betasnke fig, ikke heller for at vende om, det saldt hmn
intet Ljelilik ind, men hans Læber bevoegede sig, og
lians Vlik søgte opad, kun et eneste kort Sekund, saa
cmlmede lian Deren og gik ind.
Martin og David iagttog horn, de saa Glansen
over sum-I Ansigt, de saa liam sorsvinde, og da Diren
bavde lukket sig efter hom, sorlod de Kirten. J Ud«
aaiiqen standsede de et Øjeblik og saa sig tilbage. Kir
ken var merk. men Koret stmalede endnu i iuld Lyss
Maus-.
».55Vorhen?« spurate Pallister hurtig, idet David
vendte sia sra linm da gik tilbage op ad Kirkegulvet.
»Im vil op at tilbyde mig,« sagde David med
dcempet Stemch »jeg vil gaa til Afrika. Gold miq
ikke tillmqe,« lian spate at sriaøre siq fra Pallisters
Haautx der lmilede pan banå Skitlder
«Etandss!« ndbrød Pallister, »stands et Øieblik
og twiik diq um« lnisk pcm din Zeiten«
»Im bar tcenkt paa heude,« sagde David rolig og
sortsatte sin Vk1ndring, ,,jeg har overvejet alt —- og
jeg lmr valgt.«
Han havde naaet Koret ag traadte nu over det
laue Trin, sum stilte det sra Skibet, traadte fra Msrs
ket ind i Lyset og- gil som Cambell hen til Sakristiets
Der, lwor ogsaa han forsvandt. .
Det var, som skinnede de gyldne Bogstaver paa
nggen med stærkere Glans, idet ban gik sorbi dem.
Pallister betragtede dem, niedens lian stod og ven
tede, og han saa sra de lysende Bogstaver i de gyldne
Navne op til den skinnende Stad og den hvidklcedte
Stare, som ingen kan twlle, til Palmegrenene og Kro
nerne
Lysene slukkedes, og han samlede sig tilbage til ,
Deren. s
»Oaioa jeg burdc have meldt mig til Tieneste,«
nnnnlede lmn ved sig selv, niedens han git hjem til
sit eget Brei-elfen »Mit-a til mig lød Herr-Ins Kaid.
Hund linldt miq da tilbaae?«
ani og lmgqeliq bød lng varnce Stue ham pel
kommt-tu da lian im den makoldc, mørke Vinteraftens
Taage tnmdte ind qennem den af bløde Portierer dikt
kede Dor. Tastte Nardiner ior Vinducrne kioldt alle
kolde Vindpnst irde, og et smnkt Skærmbrasdt foran Ka
minen liindrede Warmen fra at blive ubeliagelig sum-L
Lanmelnset alt-d d»a-mpct freut under en fmailfuldSkærw
on en blød LasnestoL sont var stillet ncer lien til den
noliq tasndte, ilatmnende Jld i Kamiiiem indbød til
Heile En Lcrsepiilt Da en Staalmnpe ftod ved Siden
as den, ou Afteimvisen lau allen-de paa Verdet.
Martin Palliftets lastede sin Hat ira im on trak
Oversralken af. Han ton ikke Zwist-m men satte iig
i chneftolen og saa fig onl, som var selve lmns eget
Vasrelse bam nyt og fremmed. Hans Blik gled hcn over
de nmnge kostbare Smaating, han bavde fmnlet om
fig, Villedernc vaa Vkmgene, Bøgerne i de smagfulde
Voaskabe, on eiter et langt, dvaslende Øjekaft fkjulte
lian sit Ansigt i fine Hemden
Han sad cndnu saaledes, da Campbell og David
kom tilbage. Han laade ikke Mast-le til dem, for hem
med Forbavfelse san op, idet tmn liørte deres Stemmet
om fig
«Det er afgjort gamle Ven,« sagde CamvbelL ,,vi
hat tilbudt os og er antagne.«
,,Antngne? Begge to?«
»Ja, beque, jeq fkal reise, faa fnart jeg hat faaet
min Elsas-im; muligvis alleredc til Oktober.«
»Da David2«
David kommer effek.«
»Hm J beregnet Omkoftningerne?« spurgte Pal
lister med uiikker Siemme, idet han uvilkaarlig iaa fis
om i sit rigt udftyredc Værelle.
»Ja,« svarede Campbell rolig, ,,jeg tror not, VI · -
bar beregnet Omkosmingerne.« -
»qu fynes, de blev beteqnede for os,« iagde Deo
vid, »Snlt oa milde, Pjalter og Msjlwnmeligheder —- -
oa maaike Dsden blev der lovet. VI er Me bleven hi
dragne, vi vodk kwad vi kan vente os« «
»Da lwad J maa give Astqld paus« -
Amt-, messen ufrivtlltg, lau Pallister itg om im
ledsagede sit Spstgsmaal med et Suk
Wisse-«
ts- si
