Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 12, 1914)
— L Genspejling. Fra Engelfk ved Elle-. (Fortiat.) »Motive kommer du lau sent,· Joch spurgte Al theo, mode-IS Johanne stjulte sin Pragt, der pag-jede lau lldet i dette Ver-tolle, under sin Sklndlaabe. »Sent?« sagde han, »der gar mig ondt, lwis jeg bar forsinket edcr. ch havde, sandt at sng glemt dct hele.« ,,Glemt, at du flulde tale, og at vi kom her for at fslges med dig?« udbrtd Althea llatpt ..Ja«, iaqde Joch ,,jeg havde fnldstændig glemt det.« Oele den state Sal var fyldt med rleaant llcrdte Hektor og Damm-, og idet Hat-nach traadtc ind, lljlstccs han med en uvillaaklig Bevægelfe fra den sprite til den sidfte Bot-nd hvad der sit Althea til at rsdme as Werde. Jock hanc-de sig Vej gcnnem den tættc Trasngsel Det vor lustige, siden han lmvde talt her. Hans Ger ning var suldfsrt, og yngke Krcrftcr llnlde lage Arbei det·op, lagde han. Detfor havdc hcm afslaaet on Op lokdkina til at indlede Msdeh men nlligevel ucntedc man, at han vilde yde et værdifuldt Jndlasg under For handliagen. Just lom Forventningen var paa fit Haj demmtt, og alle Øjne hvilede paa Horai-auch reiste Campbell lig oq begasrede Ort-et Dem italde satte flg i Korthed, laade han« Afte ncns Hovedfpsrqsmoak »Newonnløkouomieu«, var baade vidt og sncwcrt paa ern Gaum. Tot var san vidt, at det slmlto sig til mange- eraadrr, m laa stumm-t- ot dct omfattede lwert rnlelt Menneslc tu stillede fig som et Porsonligt Spsmsmcml til dm en kelte Dm denne personlige Anlvarliqhed pflde lmn lim- et Var Ord. Fort-Wart for Livets storcs Vikto plads flulde for de floste of de tilftcdevckrcndc først nu brach til Side, og de stelle lthde vol Hand mn at blive til Gavn for Slwgtm at eftcrlade sia Ver-den bedro, end lmn bavde fundot den. Mem lmn vllde losme dem, lworlcsdcs de vilde bit-re fia ad dornust Hvor og lwonned de vilde begnndek Oele Alten«-n bade lpan tasnkt paa Ettltlsttstlrtcls lerne, oq Mark-s Okd otn dem aenlsd i haniis Treu sna lasnacy til han reiste liq for at tale om dem. san ne qede naa denn-c Zell-sontasatelse tned Densan til de TinHL man lnnde nndvasre. de, fom ille er aldeles nnd vendige: og det var jkke altlannnen Sual Manne var arebne of det, der i Aften var blevet faat om at fornasate sig lelv ,oa adlkilliae var nillige til at ask-s nagen de vidste tun ikle html-. Da kunde kse ljae laa godt beaynde ntcd Syltetnjet. oa derndfra uilde cnanlle eltekltnanden aabne lia andre lldveie: det førlle Elndt til Nationalslononn var personllg Ølonotni. Campbell lunde ille have valat noaet men- nltels digt Tidspunlt for denncs lin lldtnlelle. Odem brsd iig vel onI at lmke en Prasdikem naak man var kom men for at lntte til den tnest anfete Taler ved Universi tetetk Vkede, Hnan og Utaalmodiabed stod at lasse i alle Anstatt-tu da Campbell derefter newnede alt, lwad en Student lundc give Alkald paa. llndertknkt Bauer lka de Pladler, der var lorbeltoldt Dante-kne, oa spot tende Tilkaab lka de smdekendes Rnskker bellte dennc lange-, hsjlt belondetlige Liste, der endt tned antetsi. Endelig boldt han inde og satte fia ncd under stor · mende Haanlatter. Med et Lettellenö Stil laa Johanne, at Hamkave ltod on for at tnle. Det var en fand Nydelle at lum paa hom; undertiden lnnde man ikle lade vasre at le naatshan med let Jroni oa bidende Vid wa« den sak kige Talets Bemækkninget op een for een og i foan ruldendte Sætntngek giorde dem fuldstasndig latterlige Men lkke lasnge delede Harakave ved en faa unerk dig Genitand for sit Vid, lnart optog lnm med Alvor Attenens Emne, og hans Tale var hetlig, lamlet on htydet med allmkendc Vettalenhcd ’ Jdet han lsftede Hovedet og laa opad, tagte hans Mit ikke de mange Anstatt-h der oppe fra Galleriekne med sperndt Fokventning bsiede tin ltentad: lmn laa' viderc ad, bang Aaspn lyste, og der var en elende-time lia Glans i han« blaaqraa Hine: han laa nd lotn en Mand, der lunde gsrc ltote Sing, og de slsitneste Uds ttyt lot Selvofrelle i dens ædlelte Stille-Ue prasqede bang kene Tka med Alt-or oq Hsfhed En ultandlelig Bifaldsftotnt brsd lss, idet Har gtave rollg vendte tilbage til sin Plads. »Und lnntes du oyt Talen?« spnrgte Altlsem efter at Joek hat-de lulgt Dame-me til Vogns oa dereftet tietnet llg lot at lade dem like alene tilbage til Newni hom. «Hvillen Tale?« lagde Johannes aandsfravasrende »Brot- kan du lptcge7« udthd Alma-. »Nun der væte Tale ont mere end een7" »Den vnt udtnaskket,« lagde Johanne ridcnende, og laa tav hun »Ja, laa du like, html-de- qlle blev revne med?« »Nei, ieg laa tntet, leg hsrte blat. Althea din Brode- vll en Gang udltre en Stordand.« »Ja, Joek vil Ackekt qtte ltore Tlnq,« lagde Al theo lwlt »Im lasde ille ltoke Sing, »Fort vil udltte en Stuhls-IV loqde im, og det mente jeq.« Vl. I Dsspitalei. Neste Dag gis Campbell til Advent-rote Hospitalkt Hele Formiddagcn var han til Fokclwsnjkm, fcm sprsi om Eitermiddagen nasrmede han iiq den state Port. Dem var yderlig stamfuld over sin miglnkkedc Tale fka den foregaaende Affen, og hans Humm- blev Mc bebt-e dewed, at en Student, iom sad og rtmvod et nahe-It Binduh da han gis soc-bi, haanliq tiltalte ham med et: »Syltetsjskrullel« . Oiik has-de Eqmphea bässm v- syqe i dem Hpipi. tol, men i Das ftandfedc han. iom om han aldkig hav be hattet der ist« og betraqtede Mitanietræeknes Liv, « der lau qult og tæt hen over Gut-schen- Fsrft nu kam hqn i Zenker am, hvor hastig Tiden Mndety — og hvor mer han var Einmen Han sog siq fammenz Portuerem fom kendte hom, · las-de hmn uden Jndvendinger ind, sttnt det ikke var Besnstidx hatt toq tre Trin ad Gengen, idet han W fis pp ad Team-m Udeufor den deectnch han skulde get-ste, msdte han en Sygeplejerske, der men· te, at han helft ikke maatte gaa ind stran »Der er en Mund ved at d-," fagde hun kolig og forretningsmæssig, fom om Dsden var en Gæst, hun var vant til at wide. » »Du got mig ondt,« fagde Campbell modfaldem ,,maafkc jeg san hellere maatte komme igen en anden Gang. Men jeg lovede Fristen Kendal at komme i Dog.« - »Ja, bvis De vic tale med hende, kan De komme hekind i hendes Værelfe og vente paa hende. Hun er hos den døende ogjan ikke forlade ham nu, men det vil inart viere forbi·« Campbcll nmattc gennem Sygeftuen. Den var lys og solbcstinnet, og han saa Palmer og Blomstcr paa et Bord nær ved Døren Han saa ogsaa et Glimt as de to Rækker Sense med Patienternc i den-s Hospitalss dragtet To Kvindor stod hos on af de soge, men hvev ken deres Udtryk cllor Vemkgelfer vidncde um, at noget færiigt var paa Fast-de Man kundc sc, at Morie var blovcu kaldt bort fra sit Bat-tolle i Hast; et halvfærdigt Vrcv iaa paa hon deö Skrivcbord og noget tarveiigt HofpitalstøL som hun havde fyet paa, var kostet hcn over en Stol. Lyft og hyggeligt var detic lille Tilfiugtgsted saa ncrr vcd Sygdom og Dad. Villcder smykkede nggene, der var Blomftcsr i Vinduernc, og over Finmingcfimfcsn bang ct Bibcisprog — -— nrj, intet Spros, tun ct Norm — .,Jefus.« J detie Novn gemtes Hmimelighrdcsn vod den unge Kvindrs Arbcjdc bei-. Dei gcw liciidc Kraft til at glom mc sin men Tkæthcsd, faa hun aitid liavde et mildt, op mimtrendc Ord til de soge; i cht hontedc hun Mod til at fc oq liøre Lidelfer og Magomab »den at vige til bagc, i dist fondt bim Dom-, naar bun i stille Øjcbiiike iasnkede sin Einst i alt, hvad dette Navn nimmer ior et Immerhin-te Medens Camvboll fiod og betragtcdc dist, traadie Mnkic ind. Tot mir nqu osidi, at Do ikke knndc komme sor,« sagdcs inm og mitk- imm jin Mich imrmis Evaand der imlig luwde imilet under den Wende-s Himm. »N» or bot ior sent« · »Aa, er dct hmnkM nddwd CannsbelL «(mor jeg er bedtsvet over, at jeg ikke kom far: men jeg ljar ikke kunnei. Jea nidste heller ikke, at det liaftede saa sta·rkt.« »Nei, vi troede heller ikke, det var san nase. Men det er aaaet hurtig ned ad Bakkcn Vi er Dante til Te den, men » aa, lmor er det skmstkeligt at se et Men nefle da nden Haab og nden at vcere beredt.« »He-n er altsaa ikke død?« spnmte CampbelL ..:Bej. endnn Use-, men det kan ikfe den-e kenne-« mWinde jeg ikke siae hanc et Otd nn — tun et enejce L«rd?'· ndbred den nnae Mand ivrigT lmn var bleven nanfke blen, oa der laa liaesom en Taaae for haniks Eine »Im trok Me, de: er til nogen Rotte-, og det er ikke met-d at sorstyrre darn. Tror De paa Omoendels ser vaa Døddlejet, Canmbell? Vi fer saa meaet as den Elaacs her, oa derfmn det san beendet-, at Folk kam-net fig og com-net nd Men, faa er det hele glentt.« Canmbell snkkede —-- on saa paa Navnet over Ka xningefimssem »F e f u s«. Mut-je fulgte Netninaen as bans Mik, da liendes bleae Kinder blev rede. «Vil De bede med bunt et Øjeblik,« fagde hun, »det snnes min, at lian er alt for lanqt dorte til at snnne fokstaa det: men di san jo itke vide det, vi ved aldkig, book meaet de dsende hsrer eller fokftaat. Men kocn stecks, hvis De innes.« Solffinnet strennnede klakt da rigt gennem Zwe stuen, en Fnal widkede i Kastanietmset udenfor det aabne Vindne, og Blomftetduften gled iom en Lust ning af— Englevinger ind over den dtettdes Leie. Ssætmbrastteh fom var reist foran Sengem fiden Campbell fsr ais gennem Stum, fortalte sin men, tavfe Historie-; men de andre Patientet lagde ikce Meer ke destil, g— stsnt det maaste neefte Gang kunde blive deres Tut-. En Gylen greb den unqe Mand, fom endnn aldria bavde ftaaet Ansigt til Ansigt med Dsden, medens han deikagtede det are-ablege, indfaldne Billcde af et Men nein-. Den deende var øjenfynlig en endnu nng Mand, men hants Trask var spsaelseagtig strer og hans Øjne lnkkede. Han aandede med Male, fort og tungt, og bans stellt-E blege Hænder laa filelfeslsie paa Zeuge tmppet. Campbell tnælede ved Sidcn as Sengen og Log beaae disse Hænder i sin. »O, Gud, Feder i Himlenf sagde han med dann pct, men klar oa fast Stemme og med Læberne ganfke ncek vcd den dsendes Anstat, «hav Barmhjertiqhed med denne elendige Synderl O, Guds Sin, Verdens Freli sek, hav Barmhjertighed med denne elendiae Svnder.« Jdet han holdt de soldede Hasnder i Veiret, var det, fom om den dsende pressede dem tasttere samtnen, og hans Lieber bevægede fig. Marie btjede sig over hom, men hsrte ikke en Lyd, og Campbell vedblev med brudt Risi: ,,O, du Guds Lam, sont borttager Verdens Sond, hav Vatmhjertiqhed med bann! Herre, Jesus Kriftng, bar lnunT O,- Herre, hav Barmhjertighed med handl« De tmstte Lasbet rsrte iig sagte, og en Tand-e gled frem under de lukkede Ofenban Det var alt. Jntet Team innen nnden Foknndring end den fid ste, der langsomt gled ind over det ubevceqeliqe An sigtJl Da Emnvbell reiste sin fka den knwlende Sillicm. var alle Eines-teils Spot- udflettede, oq Manddomss trasskene vendte tilbaae paa det nn san marmokbvide Anan vaa Puden. »Na er akad, at De kon-,« fcmde Marie, iset lnsn snlgte bmn ud. »Da jeq ek bedrsvet, an, fna bebt-net over-, at jeg jkke kom far, —-—-- lmvde jeq blot vidst!« « - De visne Bindi-, fotn fsrte af Vinden lagde siq tust over bans Vei, havde alle Inn et at melde, Fersen-nie liahedenb namle, ssrgelige Historie: men midt i al Odeltenqellen fang en lille Fnal Livetg, Lysetö on Kwrlinhedens nlade Sange nden en ernste Some-ne og Smertens Tone. Campbell bat-de shelt gcemt sin Æmrelse fra den « foreqnaende Akten: lanaiomt og med bsiet Hoved nan dkede han ned ad Gaben, alt sind for bam i et belt . ein-bei Lns end spr. Hnn san paa den myldtende Mennefkellore oq un dredes over-, at alle disfe lunde være faq sorgt-se og let-sindqu medenssDwen var dem faa non-; hvad kun de det hjælpe at være ung og smuk og klædt estet nyes ste Mode, naar man i næste Øjeblik kunde styrte ned i denne skrælkelige Afgrund2 Hvad kunde det hjælpe at naa Ætens højeste Tinder og eje al Verdens Gunst — og tabe sin Sjæl Cambell lunde ikke blive i de tæt befolkede Gaben han Hunde ikke, opreven sum han var as for sjrste Gang i sit Liv at have staaet Ansigt til Ansigt med Laden, udholde at se paa alle disse pyntede, letsindige Nie-messen mon nagen as dem havde gjort sig klart, at et eneste Skridt kunde søre dem sra Solskin og Lins lyst ind i Mørle og Rædsel Medens han hastede frem ad ensomme Veje, stod Martin Pallister pludselig sur ham og lang sin Arm i haus ,,Hvarsor hat du et saa urimeligt Hastværk?« spurgte Martin. »Du set so helt sorskrwmt ud. Hvad er der stet? Hvor skal du ben?« »Jeg ved ikke,« sagde Campbell og standsede, »jeq vidste ikke, at jeg gik saa rast. Men jeg er skrcemt, og det vilde du ogsaa væte, hvis du havde set, hvad seg har set-« Han sortalte Pallister am sit Beng i Hospitalet, —- om den ellevte Time med al dens dybe Moor. Med Taarer i Øjnene udbrød han til sidst: »Hoad slal vi gere, Pallister2 Der er ingen Tid at spilde, vi maa ikke længere nøjes med at være Or detss .Hørere, vi maa blive dets Gørere.« »Hvad vi skal gøre?« sagde Vennen rolig. »Ja, hvad san du gere?« »Und ved, hvortil jeg kan bruges. Jeg maa bede baut, og lmn vil give mig et Arbejde i hans Tjeneste. Im lasnges knn ester, at han skal bruge mig.« Pallister smilede. Om en Uges Tid eller to skulde han otdimsres, og saa vilde han saa sin Gerning i London Meu Campbell havde endnu ille saaet sin Eksamen og spumte alle-rede ester et bestemt Arbejde. »Im synes, du nma helle-re bolde dig til det, sont liager sor,« sagde ban venlig, »Das du din Eksamen, at du man komme Vel over den, saa skal Herren nok si den anvise dig et Arbejde.« Eampbell sukkede «(Fster·alt, lwad seg lsar set i Dag, Pallister, kan jea itte blive ned paa sannne Vis sotn før. Om lort Tid skal ogsaa seg sorlade dette Eted nden at lnwe gjort noget for min Gerte-: Inen vil ikle de Mennesker, jeg her bar vwret otngiven as, Paa Donnnensz Tag rejse sig intod tnig on lrceve mig til Regnskab, sordi sea. et Aludss Warn, l)ar»levet alle disse Aar iblandt dem nden at aøre naaet sor deres Sirt-les Frelse?« »Kwre Eampbell,« sagde Pallister og lagde beko ljgende sin Haand paa Vennens Slnlder, »du er uner anflkenqt oa net-ves: dn ser alt i et salsk Los. Gnd for lanaer ilke ntere as din. end dn er i Stand til at ode. Tn bar allerede ndrettet mere end de sleste andre. Din naskmeste Plth anslder un din Moder-: bring hende ikke ntter en Sknsselse Tag sat paa dit Arbesde med den safte Vestennnelse at komme vel iaennenu naak dn saa lmr swet din Elssmnem vil du lmve Tid not til at tasnke over din fremtidiae Liosgerniim.« « · vit. Kaldet og ndvalgt. Da« Campbell tont tildage til sit Vasreise, laa der paa hans Bord et Stylte Papie, sont de fleste tun vils de have skakntet liden Opnuerksomhed Hatt tog det og lasste det slygtig igennem i det svindende Dass-los Det var en Jndbydelse til et Missionsmøde sannne Asten i Trinitatis Kitte. Jtttet kunde i dette Øseblik sorekomme ham liges gnldigt eller uvæsenligtx det var l)atn, sont sørte Her ren ham Stridt sor Stridt som et lille Bam Alt lwad der stod til ham, var at sølge blindt ag tned urokkelig Tro at gribe den Haand, der var udstralt imod lnun i Mørlet, og lade sig lede as den. Han gik ind i sit lille, snævre Sovekammer, hvor Lyset saldt spat-samt ind gennem det eneste Pindus-, der vendte nd til Blytaget, og oversor lwillet der var en høj, merk Mur, som næsten stængede for al Udsigt Foran Sengen, hvor han i disse Aar saa oste hav de beset Kna-, knaslede han nu atter; det lille Treppe havde en barslidt Plet, der om Dagen kunde ses saa tndelig, at Kosten, som gjorde rent sor hanc, oste havde soreslaaet ham at slasse sig et nyt Treppe-. »Det vil not holde min Tid nd, Madam Kitl,« sagde Campbell da med et Smil, «og saa skal De ha ve det after mig.«' . »Jeg, s-— jeg vilde hverken eje ellet have det,« er klæred.- Kosten ltøjst krwnket; og det slidte Treppe blen lwer Tag paann bredt sokan Sengen, niedens Ttaadene blev mere oa mer-e synlige som tavse Vidner om den unqe Monds indre Liv. Da Campbcll atter reiste sig, loste over Von-J An sigt uogct as den skinncndc Wans» der cr Mcstcrens .L)(-rligl)cd, afspejlcst i den DiscipeL sin er ham Mr Noqist as Lnsct fra det heilige Vjcrg maatte folge lmm ned i Talen. chr Onsdag Aftcn var der Gudstjencsste i Tre foldighcdskirtcn, men Bekendtgørelsen om dctte Mis sionsmøde maattc være naaet viden. mu, thi niange Misuneslcsr samledes.cftcri)aandcn, oa blandt de Miste-, der traadtis ind, var Palister og lillc David. »Di« Stifter burde have sagt mig i Gaak, at den Mund var faa syg,« sagde Pallistcr, medcns han og David fulgtes ad til Kitte, ,,faa vilde jeg ftraks banl set til ham. Jeg bei-get ldospitalet to—trc Gange oin Ugm oq Sandaq Eftcrmiddag holder jcsg altid en kort Prasdithn paa bendes Afdeliiiq. Dct tilkom iklo Camp bclL man miq at sc til den Mand.« Jst-n kam for at bcde Dem am det,« fagch David ,,Inen »Man lmadP Hvad farbiudrcde lycnde fra at sigc det til mia?« spurate Pallistcsk krænkct, fom om der var tilføicst bain en perionlig Ferner-malte »Im — im kan virkelig ilke siae dct,« stammt-de David hsjst forlegen. «William var der, og ban tilbød at komme-« »Da kom for sent,« sagde den anden wrgerlig. »En andcn Gang maa Jssende Bud after mig, naar no get halten« Kitten bar fuldt, da de traadte ind, og de trwngtcs sig med Msje frem til en Plads i Koret Missionærem fom nyltq var vendt hjem fra Afri ka, bat-de tun flraeliae Efterretninqer at meddele. Han fortalte om Sygdom oa Savnjom bestandige Nebetlag L———-———-—--g-I og dyrebare Liv, som var bortkastede til lagen M om møjsommelige Marcher og endnu mere pinliqe Standsninger i Feberens dadbringende Osemland. Gri bende, alvorlig var hans Beretning om de Missicmvs rers Heltemod og Selvopofrelse, som havde levet oq lidt og var død i Afrika som Kristi Evangeliums Scndebud. Men Lyspunkter brød srem igcunem denne sjtges Iige Historie. Martyrernes Blod havde im sum altid haaret Fragt Jka en Draabc var runden sowequ ikke et Liv havde mistet sin Lan, Menigheden her nede havde sørgct, men Menigheden hist oppe havde kun net glasdc sig ved at bnde de Arbejdcre velkommen, som vondte bjem med Høsten. Og ud sra denne smtsrtelige Historie laldte MS sionasrcn de ungc til at gaa ud og tage Kampen op i de saldnc Heltes Sted, at sølge dsercs Fodspor genncm Lidelsc, Sygdom og Samt og — maaske —- Asden Scmre forskelligt var det Jndtryk, denne Tale gjorde Paa Tilhørernc. Nogle blegnede, andre blussede, og alle lyttede de med brændende Higem da han kaldte i Mestcrcng Nimm kaldtc dem til at vie bereits Lin ikke til Mammons, men til Herrens Tjeneste. Da hin Fasdrelandets Helt kaldte Italiens unse s Zønnur til Baabcth sngde bang ,,1lnge Mæ11d. jeg lover eder intet andet end Pjals ter og Sult, Kulde og Møisommeligheder, men hvo, som elsker sit Lond, sølge ntig.« Og de sprang op som een Mand. Men J, Kristi unge Mandska—b, J, san mange sont i Sandlied er Borsiere i det liimmelske Fæs dreland, tør J veiide Ryg til Herreus Kalt-? J Das l1)der det til eder alle. Vil J vælge Kristus eller Ver deuP Vil J se liam, sum gav sit Lin sor edek. wende fig sorgsuld han«-« fitudstjenesten var sorbi, og Præsten trat sig til baae til Zakristiet, niedens Forsamlingen langsomt siernede sig. Martin Pallister laa endnu paa Kurz da Kirkeu var nassten tum, oa en Mond begyndte at slukke Lysene tsiennem Tusmørket nærmede en Skikkelse sig. Tet var CatnpbelL - san saa ikke paa sine Venner, vidste maaske slet ist«-, at de var der. Hans Blik hvilede paa Marmor tavlerne i Kirkens Vasgx paa disse Tavler stod Navues ne pan de Mit-nd, som var sendt nd her fra Cambridge og linvde ofret deres Liv i Evangeliets Tjeneste De goldne Aussteuer syste, idet ban gik forbi, iom de al dria set lmvde lysl sor limit. Inn itandsede ved Døren til Sakristsc:. ikke for at betasnke fig, ikke heller for at vende om, det saldt hmn intet Ljelilik ind, men hans Læber bevoegede sig, og lians Vlik søgte opad, kun et eneste kort Sekund, saa cmlmede lian Deren og gik ind. Martin og David iagttog horn, de saa Glansen over sum-I Ansigt, de saa liam sorsvinde, og da Diren bavde lukket sig efter hom, sorlod de Kirten. J Ud« aaiiqen standsede de et Øjeblik og saa sig tilbage. Kir ken var merk. men Koret stmalede endnu i iuld Lyss Maus-. ».55Vorhen?« spurate Pallister hurtig, idet David vendte sia sra linm da gik tilbage op ad Kirkegulvet. »Im vil op at tilbyde mig,« sagde David med dcempet Stemch »jeg vil gaa til Afrika. Gold miq ikke tillmqe,« lian spate at sriaøre siq fra Pallisters Haautx der lmilede pan banå Skitlder «Etandss!« ndbrød Pallister, »stands et Øieblik og twiik diq um« lnisk pcm din Zeiten« »Im bar tcenkt paa heude,« sagde David rolig og sortsatte sin Vk1ndring, ,,jeg har overvejet alt —- og jeg lmr valgt.« Han havde naaet Koret ag traadte nu over det laue Trin, sum stilte det sra Skibet, traadte fra Msrs ket ind i Lyset og- gil som Cambell hen til Sakristiets Der, lwor ogsaa han forsvandt. . Det var, som skinnede de gyldne Bogstaver paa nggen med stærkere Glans, idet ban gik sorbi dem. Pallister betragtede dem, niedens lian stod og ven tede, og han saa sra de lysende Bogstaver i de gyldne Navne op til den skinnende Stad og den hvidklcedte Stare, som ingen kan twlle, til Palmegrenene og Kro nerne Lysene slukkedes, og han samlede sig tilbage til , Deren. s »Oaioa jeg burdc have meldt mig til Tieneste,« nnnnlede lmn ved sig selv, niedens han git hjem til sit eget Brei-elfen »Mit-a til mig lød Herr-Ins Kaid. Hund linldt miq da tilbaae?« ani og lmgqeliq bød lng varnce Stue ham pel kommt-tu da lian im den makoldc, mørke Vinteraftens Taage tnmdte ind qennem den af bløde Portierer dikt kede Dor. Tastte Nardiner ior Vinducrne kioldt alle kolde Vindpnst irde, og et smnkt Skærmbrasdt foran Ka minen liindrede Warmen fra at blive ubeliagelig sum-L Lanmelnset alt-d d»a-mpct freut under en fmailfuldSkærw on en blød LasnestoL sont var stillet ncer lien til den noliq tasndte, ilatmnende Jld i Kamiiiem indbød til Heile En Lcrsepiilt Da en Staalmnpe ftod ved Siden as den, ou Afteimvisen lau allen-de paa Verdet. Martin Palliftets lastede sin Hat ira im on trak Oversralken af. Han ton ikke Zwist-m men satte iig i chneftolen og saa fig onl, som var selve lmns eget Vasrelse bam nyt og fremmed. Hans Blik gled hcn over de nmnge kostbare Smaating, han bavde fmnlet om fig, Villedernc vaa Vkmgene, Bøgerne i de smagfulde Voaskabe, on eiter et langt, dvaslende Øjekaft fkjulte lian sit Ansigt i fine Hemden Han sad cndnu saaledes, da Campbell og David kom tilbage. Han laade ikke Mast-le til dem, for hem med Forbavfelse san op, idet tmn liørte deres Stemmet om fig «Det er afgjort gamle Ven,« sagde CamvbelL ,,vi hat tilbudt os og er antagne.« ,,Antngne? Begge to?« »Ja, beque, jeq fkal reise, faa fnart jeg hat faaet min Elsas-im; muligvis alleredc til Oktober.« »Da David2« David kommer effek.« »Hm J beregnet Omkoftningerne?« spurgte Pal lister med uiikker Siemme, idet han uvilkaarlig iaa fis om i sit rigt udftyredc Værelle. »Ja,« svarede Campbell rolig, ,,jeg tror not, VI · - bar beregnet Omkosmingerne.« - »qu fynes, de blev beteqnede for os,« iagde Deo vid, »Snlt oa milde, Pjalter og Msjlwnmeligheder —- - oa maaike Dsden blev der lovet. VI er Me bleven hi dragne, vi vodk kwad vi kan vente os« « »Da lwad J maa give Astqld paus« - Amt-, messen ufrivtlltg, lau Pallister itg om im ledsagede sit Spstgsmaal med et Suk Wisse-« ts- si