Dct andct Has.
Harvey I. O’Higgind
Da
Maria Anton-few
chksnt
im ,,Delin«-sutor« Tor ,,Danskeren«
as
Johannes Dnmgnakd,
Chimgo, Jll.
Hun havde tot nng tilftaaet sin Assty cllcr sin
Frygt for Ægtestabsfystemet mellem Mor-«nonerne.
Fstft havde hun indttnnnet det holot frygtlomt, fordi
en aaben Tilftaaelfe at en taadon Fslelfe vilde have
mastket hende som on, der var paa Bei til Kætteti: men
kg hovde en ltgnende Fslelte over for det, og «i bavde
mange Samtaler otn dette Emne Manne as Minder-ne
otnkring os havde store Sorgen Vi stimtede det ofte
sksnt det er vort Folks Sasdvane at holde faadanne
Ting omthgcligt Mult. J denne Ro var der en Tru
fel. tom vi frygtcde maaske knnde komme vokt eget Ltr
og alte Ende paa vore Pigedrøinme —- Dei-many hvor
Fleckonertet tlle havde Plads. —
Men i 1890, netop en Maoned fsr Ruths Anmut-«
blev der ndlendt en Ttllendegivelfe mellem Morcnonorne,
fom on Anordntng fra Gnd angaaende bans Falls Le
della J Birkeltgheden var det en Forordning der« for
bsd alle stemtidtqe polygamtfle Ægtestaber, ja fokbod
lelv Fortsættelse at faadanne, sont allerede var stiftede.
Den Forordning lsftede en ftok Binde fra Nun) oa
min oq tuitnde andre Søstre M trat Vejket saa trit
sont aldrlg spr. Ruths Lytke var tnldkonnnen »Im
hak Einn- hqdct det- sagt-e him, »og dog sknqtcdc jkg
nnderttden, det var Synd at note det. Nu er det sit
lekt ikke Synd at bade det, siden Gnd selv hat fokbndt
det.« —- Ganske vift hvtskedes der blandt noglc af de
widre Btsdke ont at Fotordningcn knn var givet for at
stille Veeden og for-blinde de Kristntn og at Polygamt
vilde blive tndspkt iqen i Guds Time-. Men .,Snsttene«
troode alle, at en barmhiertja Inder havde lisrt der-es
Smettessrig og fattet Medlidenhed need dem.
Efter sit Æqteskab antog Rath den giftts Kones
sandte og sortryllcnde Værdigbed Hendcs Stoltbed as
da Tiltko til sin Mond var smnk at se. Hele lpendes
Lin fyntes at dreje fia om at blibe en qod Huftrn on
Medhjaslp for den Mand. bun elskede. J tre Manne
det var dekes Lykke fnldkommen. Da plndfelig, »tom
et Lnn fra en klar Himmel, kom der Kald til Georgc
om at reife til England lom Missionæt for at prwdite
Motmonetnes Tro. Saadant et Kald omtales altjd
Iotn en Opsordrinq; tnen for den troende Morision loms
mer den sont en Besonnt-. Vt let-ter, at Troen ftal
wes-dilet- over bete Bot-den tot alle Falk oq Funmmaab
laa at alle aode Monat-stet- knn vindes for Sien.
Mormonpiger ander Askald Pan der-es Kaskestek
Motmoninndre ofnsr den-s Sonnen ou Mokmonkuinchr
bistaat deres Masnd for at det state Arbejde Lin vinde
Ftentgang.
Fsrst vat- de nnge Folks Elendiqlnsd Inednntsockt
tende. Den lange Aditillelle tyntes gcnfoxn De to
Am- tnntes dem sont to Aarhnndkedok. Men den Vane
at adlnde Antokiteten var [twtk; det var den-s Pliat at
dringe dette Osser for Rettaionen Og de tieberedte
sig saa tappett og taalmodtgt, lotn de fande.
Jeg undkede mia over des-es Mod. Min Fortun
dring vollede, da der-es Parn. en Mena, dlcv tsdt ins
Maaneder efter Geprqu streckte J didse Maanedek,
fnlde at Fowentntns oq Mal« vtstr Rath en Stalsstyrkei
lotn ten nasppe havde ttoet hende i Stand til. Jea
knnde Ie, at lnm hver Dag lænates eftek tin Mond i
sine Lideller: og da Smettekne var tot-bi, oq det Ofe
dlik kom, da hun med Begetstring holdt ftn Stin- - des
tes lille Sen, —- ved sit Bunt. kunde feg le, hun lcrnqs
tes ettet at le tnd i stn Monds Oer oq se dem sttnne
- at Stolthed oa sendet-.
Biengen var et kasst og san-It Bat-n oa Rath
levede og nandede tun for Degen, da Faden-n skulde se
bam og qlasde siq over ham, fom hun giotde Manne
dcskne gis. Til fidst blw Georac udlsst med Ækcn ch
faa hom for-end med Huftku oq Bat-n ou Music-, at de
nu vor lykkcligc for bric- sit-et
Sankt eftck fotlod im Salt Lake Citnx nusn Noth
og im vekölrdc leilighodsvis Beet-m oa hvndes Brevc
summte-de altid over af Werde Gaume var san kas
som nagt-n Sinbc Drcngen voksede oq trivkdes oa
soadc og qjordo iaa mange vidundkkliae Tim. Et as
Nutbs Breve moldtcs en lille Dattkrs Ankomft til Ver
dett og fortging at hun var ntin Navncsaslle Geome- .
Ikkm at Doktoan var sin Moder op ad Dom-. »Da du
hob-« sitt-v han, .,at det et det bcdftc im Inn fige om
Rade-A Indus Bsrn kom til. Oq de blw aktid hilft
velkommen til den lille Mcvs og btaqtc altid pas-liq- -
Ist-d oq Morde med iig ind i Bei-den.
Et lmmt Ovbold sulate i vor Vrewrtglina, oa da
Muth sit-ev sam, var im inisfornsivt mod Tons-I i beu
dtss Vtev. Der var on Itbestmiiciclta, men tndeliq For
cmdrinq at spokcs bog lusndc Tot unr. fom um Vor
wen oq Friheden var forfvundest tka dont-es sdenqivew
bed, og jeq fryqtede, hun havde tobt Venstabet for miq
Da Omftændiqhederne iqu braqte os inmitim
bat-bebe ieq at kunne forny vor qamle Fortkolighed.
Men ieq sandt Rutb ganlle forandret. Gent-es Falellet
tot mig Inntes nforandrede. oq bendes Bellomsthilfen
var hintelkm men alle bonI-es Udbrud af Vmcfftking
mk forspundnr. Hun var rolia oq mos- Kun naar
VII-neue vqk omtrinq bendix eller naar lnm kalte om
dem, fyutes ieg at spare lidt at beut-es aainlr Glasde
Vtte fyntes fes, hun var tvria efter at tortwllcs mia
noaet: men spart trat hun siq tilbaqc i en asch men
utorstaaeciq Tavsbed. En Eftermiddaa san kmn blva ou
daartiq ud. men var alliaevel meaet livlia. Sinn tote«
tlva en as vore fasdvanliae lonac Svadfcketukc til Vier
qcne oq taltc, met-eng vi gil, buttiqt og uafbtudt i dcst
bun W Sirt-M stiftedc Ema-. Jeq lag-do Mast-te til
bet, oa det bebt-bebe mig.
Da vt non-de Faden at Die-gene, fattö vi es paa et
at vors qnmle Yaslingesteder. Dei-tm kunbe tst se nd
over hel- Dalen. List under ob lau Fort Douqlas med
sing Tretet-, Offtketernes Hufe- t en Halt-strich de lange
Pause-, Kissen oa Mktegaardm med sine toller Gram
paa Blei-Wen Were nebe fvntes Byen at hvile tin
etter Vase-II trat-Web oq at nyde sttenens Komme
W bot-te t dest, Immer- bskte end den stinkende
St og de Ums-lau Vierge, ais Seien ned t et Flam
mehov. —
Jeg tænkte pas de Dage, da vi plejede as komme
her for at lasse og tale vg for at dmnme vore alvorlige
Ungpigedksnnne. Kanonen dundkede ved Solens Red
gang i Stilhedem og de klare Toner'af »The- Star
Spangled Banner-« naaede til os fra Fortet Det
gamle Flug dalede langsomt ned of Flagftangcn Der
var noget i Musikken og i Synet af det store Flag, der
formt-sagde mig en pludselig Smcrte og bragtz Taarrr
i nnncs sØjmn Jeg fandt Ruths lsdaand og belwldt den
i min. Ved min Mksrinq brast lnm i Taarer.
,,Aal), Martic,«.fukkede hun, «ng kan ikke —- jeg
kan ikfe holde- det nd langer Jeg maa sige det tij
ungen, ellek mit Gerte vil leristc Jeg vil ille være
ttolss intod batn —- mod Georgcl Mcn jeg kan ikke tale
sclv med lnnn om det. ch — —- ——«
»Hu-stri- du sp— da vi plcjesde at komme her, —
det var knn ern Tinq i Vordem jcn frogtcdu —- Og
søk chg blev aift, blev dct crklasret for ftandsets Flor-to
neskiet!" «
»Im vil ikke Unsre troløs imod hont, Martia Han
-er en god Mand, og jcg elfker ham faa højt som nogen
Sinde. Det er Stint-weh der hat sdelagt hmn —-- og
mig ou anden Kone med, trok jeg, fknnt jeg ikke tun
holde nd at tcmke pag hsnde Jeg er for opfyldt af nnn
egen Vitterhed.«
»Im bar ikke verret i Stand til at tale til nogcn
— Enbver anden Sorg kunde jcg tale ntcd Geotge osn;
men ikke denne. Selv han kan ikke hjcrlpe mig.«
Inn talte i en auftrasngt og dsd Tone nsed »du-n
dernejmnmenknnttede i sit Sksdlog fad i en stiv for
pint Stilting. Naat hendes Stemme fviqtede, venteds
lnm blat. til nun kunde fortfcette, oq løftedc ikke engang
Hirndcrnc jor at oft-Irre Taarernc, der løb hendc ned ad
Kindernc.
»Du ved, hvor lykkeligt vort Æqteskab var. Du
net-. vi pruni-de- paa ikke ot vom-c- cgonkcrrlige i det.
Te- to Aar-, George var von Mist-Huttenwede um: et
start Offct for os; mon vi lsragte det. Vi qjorde dcst
scm villigt og bengivent, vi Lande. «
Da Bat-neue kom, modtog vi dem sont fonds o-:» fm
Mad, og besluttcde at fotbedre Vordcn visd vort og
ved den-es Liv. Im indian, at saa lasnge vi ikkcs blov
sclviskc oa ligegyldige over for vorc Pligtcr mod hinan
den, var der intet i vor Luka, der kundc mishagc Gud«.
»Du net-, at Geoqu hat altid vasret ivria for Ar
bejdct i Kir1m, og jeg var glad, do de qjordc bam ti!
Vifkcm fordi det Distr, at de anerkcsndtcs Inian Dvatighed
og NUM. Im Haku-de ist«-, da det nyks Nrbejde toq san
miszust of tman Tib, sksnt ban ofte om Aste-nett nmattI
mrr til Etedc vcd Moder og varcstage fine kirkcliacs
Pliatcm oa ofte var ban borte m- cllck fire Toer for
m udsøkc Kirkcakbejdct i andre Dclc af Stute-L
En Aste-n lom ljan hjrm Hm et Mode, der var sam
Incsnkaldt m« noalc as Ksirkens Zwei-steh Hon san trwt
og bebt-met nd, oq da im prøvedc at online baut, blev
lmn pimsliq og unsre mark end spr. Du vcd, book unben
knektia lmn cllers cr. Vi hoc aldrig haft Hemmcligheder
scsk hinandm Bote Enmtalcr nat-, sum om vi tasnkte højt
Jea mærkede den Aste-n, at der var nogct intel
lvm ask-.
Faa Tage eftcsk fortaltc han min. lwad bist var.
Ved Mødet var dkt bctydet ham on noqle faa andre nn
ge Mænd i liqnende Stillinger at genindfsre Polugami.
Vrodcr R-—. hat-de sagt. at Guds Grundsxkstninchr
om Sondhcdcn var ufokandcklige og evige, sum han
selv var dist. Og at Grundsætningen otn det himmelske
rllek Fltsræqtestabet var ltgo san fand nu som nagen
Sinch ca Bruder S. fortsatte med at erklasriy at Gud
vilde getiopkerie Frelkoneriet og aabnc en Vci for hans
Falk til at udsve det. oq at der saa blev Lejlithd for
de her foriamlede unge Music-, og for andre ogsaa, til
at eftcrlcvc den Del of del-es Religion. Dcrfom nagen
fokstmte det, vildc det blive nsdvcndigt at gste ham
ansvatliq for Domstvlen for Forstntmelfe af sine Mig
ter. Du Lan forestille dig.«
»Du sonder Argumente-nd de vil bange, ou den
Munde de vil vide at brnytte sig of Ærgerrighrden hos
noglcn ved Løftcr am hsje kirkelige Stillinger. og af
Malt-Witwe Tro, med Ljste om Fortjeneste i den kom
mende Verdm De iagde Me, naar det fkulde indsøkes
igen. De lob det staa hcn i dct nbeftrwte. Men Georgc
var besinnt-ed og jea ftlte dc11«hantle Rædfel knuge mit
Ofen-. Jeg kunde ille stjule min Fwat for hom, og
hatt prsvede at betolige mig og — sig felv. Gan holdt
mig i iine Arme og fortalte mig Gang pas Gang, at
jeg var den cuestc Hain-u, han mfkede i denne Vordem
san vcl sont i Evighcsdm Og jeg prtvede at tto der og
at atemme dct ander men feg kunde iste
Dur fulatc andre Møder oa lange Samtalisr nusd
ncsalo af de asldkc Braun-. Du ord, at Ncarac or sllc
tnaaz nnsn han or Mit-tm alvorlia lustmivcsa shau tret
den«-i Lock-stets cr Mudd Susdfortrcrdekc paa Jordan on.
hat derer Ettllchr rftck bang Villiu og at de kalt-r
chd Inspiration aa grauem Aabenbarclflst
En Tau faadc han: »Ja-g lpak aldrtg nennst at
stulle lwc i Polygami. Mru jksg blov todt i et Ihm-th
ttab ag lmr troet paa dct l -!Iem)t1dcllcn. stssm jra an
faa den rigtiae Udtmsltc af drt fom alt for streng tot
den foaac Mennellcnatur . . . . . Nutbl Im bar al
dktq clttct nagen andcn wandle Jca vil aldria . . . .
Misn nndetttdcn maa vi britm Otre mod vorr Overbcs
visntnact Verlom lldføkrllen as Flcrækxtlsflabet blei
genindsprt, og im ttltc det tom min Pliat at aske
dat, vildc du da blivc i Stand til at famtykch
Mit Hirt-te lautes at ltandle Jca kund-· ilte spare
Im bmyndte at grade-. Jea faldt lammm Da —
boldt·ban op. « »
Men imm- itemfjtte han alle da Grunde, fom
du taa aadt sendet-. At det kraft-r vor Sjwl lot Caru
tastltahed, at dot atver de mange Wunder-, fom ivriat
ventet vaa at laa Adaang til denne Bei-dener Lcilia
bed til at komme og leve dennc Del af dates Tilvasrcllc
Im vrsvcde at modbwile lmm med mine egne Grunde
At det tdelaadc itlc alone Entsnlasrliahden lius Kain
derne: men ogsaa Kvinsderne fela Jea fortaltc Imm, at
Minderne tlke var saa egenkastliae lam Mændenc, og
butlrde bam paa, at windet-ne er lvaaere end Mam
dene. Jeg fort-an at Mite, at Polngami gjotdc Mam
dene ringt-, eakntasrllae og herstelyae Men det hjalp
ille meaet Dei er tllc alone l Tankm jeg «er imod
Mark-merk men bei oprjker noaet dybt l min Natur
illc Skintvae: men noaet mindre eaenlærllat.
Jea vol-, at du vll næppe tro ·mta, naar jea tortcels
let, at »der kam en Std, da mit Samtykke blev mla tra
vkiltet, ttods mln kramle Miel for det. Jca stal llae
Motten-» Jeg kenlfer tkte mla fett-. Jeg fanden en
lwet Mut-e vtl site sia til Martyh derbm hun er let
bevægeltg oa teilst-T Hindusvtnderne kalter llg paa
O
deres Mænds Vgl-nah —- vi Momonkvinder tilladet
voke Mcend at tage iig en Husttu til.
Den sidste Grund, der biev anvendt paa mig, var
at hans Samvittighed undertiden forlangte dette Of
fer af os fbegge og at hans Dygtighed og Godhed i
denne Verden og hans Fortjeneste i Dimmelen afhang
af det. Jeg trot, det var Georges Overbevisning. Jeg
troede Lejligheden faa Hern, at den maaike flet ikke
uildc komme. Til iidit sagde jeg, at derivm den fkuide
kommt-, og dersom han anfaa det for fin Pligt at For-!
det, vilde jeg ikke modfætte mig det.
Fra det Øjebiik hat jea ikke været lykkeiig. Jeg
er scjm en Junge, der er dømt til Dødem men ftadig
hcmbcr paa Befrielfe. Jeg havde veret lettroende, nu
blcv jeg niistwnkson1. Vi blev ligcgyidige overfor hin
andeu.
George tog en Tut til Mexico for at være til
Stesde ved nogle Kirkenwder i vote Kolonier der.
Da ban kom tilbage, vidfte jeg af hans Opfsrfel
at —---, jeg spurgte hom. Han tilstod det. Hon havde
gjsort efter sine foresattes Rand. Han fagde, at han
tasnktis det vilde være lettere for mig, naar jeg først
ijk dot« at vide bagefter.
Modens han bar-de vastet harte-, var jeg her Nat
faldet i Søvn med en Vøn for hmn Paa minks chbcty
og mcd min Arm vcm Pudcn, bvor lmns kærx Hoch
plejcsde at bvilc. Og medcns jeg længtes eftec han«-S
Stcmincn ljavde ban aslagt Ægtefkabseden til en anden
Kvindcn Og medens jeg lænatcs vfter hat-is Kasrtegm
havde hun været i hans Anne.
Jeg spurqte om hendcs Navtr Det var Esther
Woodward. Hufker du hendes Vi et næften jwvni
nldrendo: men hun set nngrss ou friskcre nd end jeg.
for-di lmn var fri for Bekymringcr og Syadom Hm
- er livlig og tiltraskkenda ch plejcdc at holde af hens
de; men i det Øjeblik hadedc jeg heade. .Det var for
ite Gang, jeg nagen Sinde hadede nogen. Jer, næstcii
iadedc min Mand. chi Lmdede til Fuldkommenhed det
System der hcwde tøvet fra mig, lwad der Var mig
feist-est i Vordem Jeg vcd ikke, hvad jeg sagdc. ch
Var halvt jra Forstanden.. Han prøvedc at iormilde
mig. ch vilde ikke lade ham røre mig. Jeg kastede
ist Sjal om mig og løb ud af Hufei. Jeg miskcdc at
aaa til Biergcnc for at biive Mem-. ch vidste ikke,
lwor im gif. for im var demuka — udnmttet nq trcrt
Jldm i min Hierne var udbrwndt. Det var nasftcn
»Im-ft- ch gis hieni. Jeg maatte gaa hiern. Der
var Vor-trink Im vidste itko lwad jeq eilest-S skuldis for-s
tnqc mig; nich for dem maattc im iwre umget. Des
finidc have Mad, imm- Vad og klasdciks om. llndcrtidm
inne-J Bauen stinkt-ri- end noqcst ander, medmindrc disk
da ikuide ouer Tode-it
Te folgende Tage tmt jea mesten ikke erindre
mig. Langt tillsaae j min Hierin-, lmvde jeq den Taute
sua stmrt sont mnligt m lag-.- Vørnene ou gen et eller
ander Eted l1en. Ten foksvandt øjeblikkelig. Et eller
ander Eted. Pludielig scod for mig .Zpørgk;sinnnlet:
,..0oor«.-" Jea hade ingen Zlasgtninge eller Bekendte
andre Inder- Hvor lunde jeq time Bauten-.- den«-»
Dem bavde merkt dem en qod Judex-. De elfche lmm
oq dereS Oft-m Te var lnkkelige Jeq tcrnkte. maoske
skal de vedblive at være det.
Han bøufaldt mia om at tilqivc dank ch LIng
at lum elskede miq over alt andet paa Jorden. Han tigs
gebe for min Flasrlighed og Tillid oq lovede at gøre
del saa let for mig, fom han Lande-. Jeg var bleven
ufølfom on død. Jeg sagde, ieg vilde bwre det san
godt, jeg kunde for Børnenes Skyld, ag for-di jeg tro
ede, bcm havde lmndlet af cn fokkert s)letfærdigl)eds
s-lelfe. Jeg pasfer Bøknene. jeq tager mig pligtopfnl
dcnde as Hufen men Fingern-, som for var en For
nsielse, er blevet til Pliqtet Jeg laver ikke Steuer-.
De vilde kun odclwgge oii bexmez men im lau ikke met-e
note de forelfkede, taabeliae og uvilkaarlige Tim. der
gjorde os begge lykkelige· Jea modtaqer bang Kos:
men tilbyder dem aldrig. Nlmr lmn sommetidet qiver
noale Paaskud for at forlade mig- gør ieg aldrig
Sporasmaal Undertiden er Paaskuddene maaske crgte
nol: men jeq trenker altid, han er hos heade, og mine
Tonler plagek mig med at fort-stille mig dem fanmcm
Hennneligholdelsen as dette min Monds Flerkoneti bar
spat-et mig for een Ting —- mine Vemters og Bekendtes
Medlidenbed. Jeq bar wunget mig selv til at scjule
det ansammeln Dersom de bar gættet det, bar de været
bange for at tale til mig om det.
Tag-:- Momen spdte lmn en Emt Hatt er kommen
for m lage mine Vorn-I Mediz, som huu lmr taaet min.
Aa, im lmr altid elsket Bsrn og Mødrene i der-es
Snterteszstid. Men denne Mindel Dette Baml Verden
inne-is for lille til at tumme mig og mine Born, oq
bei-de on bendes Son. Jeg maa ikke bade — Bat-net.
Der er ufknldiqt. Jeg maa ikke hade Usiyld og Hin-spe
lsshed.
Im link bebst og mine Banner er ika blevcsn be
ivurct. L! lwad lan im sum-, MarticP Hvad kmi im
usw«-« —
Im licwdis lmkt tsitcsr i csn Rasdiel oii Ofaslpcløcslmd
der lwldj mm liiusicm nnilmsndt som Orndc, med Aniiiis
tot intod Zoll-n, der gis nod oq ligosom ofterlod lieudss
i Mam- oii Eli-Miglin —- Jm ilinlte mit Aniigt i
Hmidornc m iirckd for licndc
Men do liun ilrcw »and ikal im qøm Mond-W
vendte lnm iiii imod mig oa kalte blindt Arn-one ud
Im dkoii liende til mig, og hun klvnacde siq til mia
iom et liulkendc Vani, og im kunde intet ciøre for at
trsstc lieuch Hund ikulde im iiarf Hvad ikulde im go
te? Sold Døden kunde ikke væro nuer tminstødelisi.
Dist var lwndos Lytta der var drasbt —« belade-s
Kwtliabcdsboab, —- det bediie i licndcs Liv.
Det var foriærdeliqt oq uudholsdeligt.
Mm icslv om.hun iorlod bam nusd VII-neue og
isndcrrcv alle de Vaand, der bandt dem sammt-n ved
Mindot om Glædcsrnc og Satan-ne de bavde baaret
samtnen, — icslv om liun undilap Slasatninges oa Ven
ncsrs Kran, wilde litin tun taqu Rnineme ai iit Liv
Med·fiq.
Jm vidite, at bun til Trods ior alt endnu Mike
-de bonI, med en forurettet Kvlnch Kærliqlied, idct
hun liaefcm lidt kunde bade lmm iom iit met Born.
Oa im viditc, at ban irods iin storc Vlindbeh oa Fa
natisme ensdnu havde en menneflliq, naturlig Kost-lia
bcd til bonI-e Der var intet, im kunde gøre — intet
im kunde iiqe.« Jm hol-di hende tavs i mine Arme. —
Lniet slukkedes langiomt vaa Himlcm Da hendes An
iald ai Graad bavde oplsst liq, ist-rede bun Ein Øjnc
og kvsiede mig i en tavs Taf for Medisleliew
« Hun iaa Lyiet i Gadetne under os, og iaqde: »Im
maa sinndc mig. Ismene vil undre iiå.« —- Vi reiste
os hegen Hun venbte fig, lagde sin Arm om min Hals
og sagt-U ,,Martie, fynes du, at jegjer Stufen gam- "
kasrlig eller flet? »Ur-l Ruth,« kaabte jeg, »du er M
modigheden og Godheden felv. Aal jeg nistet-, jca kund
hjælpe·« Hun kysfebe mig taknemmeligt igm »Na
ved det. Gud alene kan hin-we Tat du kære. Sinkt
ten var ved at drwbe mig . . . Du vil ikkefbtyde dia
am det, naar jeg ikke lmnger kan usdholde Tavshedm
Du vil lade mig tale til dig. ch rystedes af Hulken.
Hun fagde, trostcnde: »Saa« kirre, jeg fsler meget be
dre. Vær rolig, det er godt nu altsammen.« Og idet
hun tappert vcndte tilbage til Byen, harte hun mig ned ,
ad Bierqet med fin Arm om mit Liv. Blaendet af mine
Taster-, faa jcg ikte bendcs Anstat, fsr vi kam til et
aplyst Has, lwor Skodderne endnu ikke var trulne for.
Familien, en ung Fadcr og Moder, sad mssd dercs
smilcsndc Born ved Middagsbotdet. Ryth faa forbi
mig paa dem. Jeg beder om, at jeg aldrig stal komme
til at kende den Smertc af Længsel og Savn, som pinte
lusnda me fagde ikke nagt-L ch Bunde heller ikke stac
noget Vi gik tavfe til hendes Dur, der kysfede Leg hende
Godnat »Bei-r ikke for haard imod ham i dine Tan
ker, fang hun. Det er ikke hom. Det or slet ikke ham.«
ch vidfte det. Pg det var det forfcerdelige i det.
Jrg ventede og passede hende op paa Gangftiiza til in
gon Rotte Hun aabnede Dørcn og ftod med Roggen
til mig i csu Rammc af Los-, og saa paa den iille Jud
qmms sømeligc Dogge og flog faa, næstcn uoltsomt,
Taten i for sin Heminelighed for sin Sorg og for den
Skam som hmi var uden Skyld i.
O, Utah! hvorlcsdcss skal du bøde til Menaefkes
slimten for Elendigheden i saadanne Tilfældek Ovar
iledcssI skal du rensis dig fra Skyld i faadanne Mattyrierf
Hvorlvdes skal du fone for min ftakkels Rutbs Taarerf
Det er til dig, lnm saa fortvinlct rauher: »Hvad stal
im gøros O, lwad skal jeg agre?«
Udgivcrkns Notitfcr til anden Del:
J farstc Dcl Uørte vi Historien otn den fauatiske
Monaqu første Huftrn chdegs Lidtslse ved at dele
sin Æatofaslle med en anden Kvinde blev Um Inuligt
fort-geh Ha hun hørtc om Fødselen as en Søn i dette
cmdcst .,Ægtcsknb«. Den Kcndsgcrning, at de: anden
Kninch var en Nahm med on pletfri Kommst-, for-gebe
knn dct forfasrdelige i Stillingen. ·
J denne Del fkal vi se den anden Side kif Villedet,
nomliq den anden Huftrus grusomme Stillan. Glem
itke for det interessante i Hist-orien, at den er sand, og
at den er jaa førgclig almidelig i en amerikansk Stat,
hvis valgtc Reprwsentanter hat givet deres Emjtidelige
Ord paa, at alt Flerkoneri er ophørt.
2. Kapitel. Den andcu Ortstra
Rnth havde sagt: »Det er Esther Woodword«.
Tot var Esther Woodward, der havde kostet sen Skygge
i den swindcs Liv, sont jeg holdt most af i Verdm Da
jeg nmdtc Esther Woodward sørste Gang often at jeg
kmvdc lzørt Ruths Historie bragtc Synet asf hendc
mig til at rødme as Brode. Huu haude on ophøjet og
vwrdig Mitte-. Hist-des Skøuhed var as den Slags,
man kalder statucagtig. Eit Hovod, med det state Haar
lagst i nmge Ringe som en Kronen bar hun srih Hvor
stoltl Jeg vendtc mig sra hende, rystende af en Jn
dignation, sum ikke kunde skjules. Hun havde stjaalet
en andcn Koindcs Lykke og havde dcwed ikke alone sor
bmdt sig mod Landet Love men oqscm mod Kirkens.
qu oildc have-, at bun skulde lide lädt af, hvasd Ruth
led. Im vilde visc bende min Assm Ja; prsvege
at se paa hcnde med en Ro, der kun skulde udtrykke
over-legen kviudelig Foragt.
Dersom hnn forftod det, lod hun sig ikte mærke
tin-d det. Hendes mørke Øjne tnsdte roiigt cnine.
Henchs klan- lJvide Hud viste intet Tcgn til at rødme.
Hondcs Last-er beholdt dereg Udtryk af aloorlig Til
bagelwldcnhed og Stoltl)od. Da tmnkte jeg. at jeg i
hench fiildstasudigc og rige Skønhetx saa en for-get
Selvtilfredshed, og denne Tilfredsstillelse med ftjaalen
Blik fyldte niig nicd Afsky. Jeg havde kendt hende
sum en stille, religiøs Pige, der holdt sig borte sra vore
Tronch og Pigofurnøjelser, og da vi tin-d «naturlig
Interesse fordnlnsdc os i ungdommelige Forelfkelier
stod hun imfim udonsor det, idct hnn hockte-! snntes at
bliuc tiltrukket cllcr øsistcsdc at blive tiltrukket of nogen
Vi passiert-de binanden paa vore fælles Veje med en
munter LiiIisgiJldighcd Nu faltc im i tniii Bilfsky, at
der altid havde været noget fraftødende ved Limbe, no—
get mmtnirligt, der havde advarcst os for lieu-die noget.
der haudc vasret i Stand til at begaa denn-.- strigende
Urvtfasrdiglicd mod Ruth. Esthers og vorc Finnilier
liavdc lasngc unstet venfkctbclige Naboer; ums der var
itke talt ct Ord oni Esther-S Ægtisfkab intellssin dem.
Der er i dist m) Polugami noqet l)emmc-ligt, fein forbys
der Fortkolighed mellem gamle Venner, og ftandser al
Passiarcm mode-is den davor Nysgerrigheden mellem
Faniilicsrnc. Jeg antager, der har vasret nogle af vor
Bekendtskabskredd i Nabolagct, der kendto til det fra
Fødslisn qi Eitliercs Baru. Men jeg talte ikkc til ungen.
onc dist. Im aou ingen Fortlarinq paa min Lljsktx
der sit mia til at ooisrfc Esther visd vori- Pola-kennest
tnøder oq iusd vori- Sanimenkomftetr til quasi-Nin For
bist-fing ,visd lwilkis lmn iacu beqvndtis at isifis ii-1. Im
qjordo heller iimcn SpørgsnmaL do hun opliørte at,
komm-. Jeg bufkede, at hun faa daarlig ud, da jeg»
sidst san bcndc men der var itnet ondt, der kunde vcerc
ovcmamst l)cnde, fom fca ikke stinkt-T hun kunde for-"
time.
Nogisn Tid eftet bragte en Ulykke Dsdsfald i ben
dcss Mide »du-T Det blev min Pligt, fom gammel
Von og Nahm at bjcelpe og truste. szter Woodward
var en Moder i Israel, og jeg beundrede og elskede
licndix Dcrfor aik jeg, om end uvillig. Hun havde
kendt tin-gen Sorg oq baft mcnen Modgong i Livot
men var derigennem tun blevet mere taalm-odig- fsd
oa venlia. Hun liavde ofret fig til Barnchierti,chedsats
beide i Kirken oa vifte en saa ftor Mehl-tolle der fis o
alle til at clfke bende. Pl var tvrige for at hjælpe
bende nu, lwis der var noqu Hin-IV mtolia: men fee
var bange for, at jea' kun vilde blive en kinzie Tit-ft
for hende, derlom knm kendte knine Følelser for Esther.
CFottlcettisöJ
