III-ty
Fire Veninder.
- Fta Engellk ved Sigm
(Fortiat)..
De beste og lwrte H dissie to, Marien og NntlH —
ioin Fell med den-s Lplnsning og Damiette upd
vendigvis man liere pas et godt Foredrag. Men det
udtettede ogian nieset og havde saadkmne Folget-, ioni
iiklert vilde kunne sum-es langt ude i Fremtiden. Tlii
dn Rutli iokdnbet i Tonter gik der-im iagde hun:
»Tet er den rette Munde at leere at leve i Sand
hed Der tun komme forikellige Tideiy og Provelieme
oa Erfarinaerne lunne vnste feststellige for de fortkom
ge Menneitm inen Liriet niaa viere det samme· Det er
ikte Tid til at leve en halv Kristendoin eller drive Ti
den dort Jea vil vasre en aivorlig Akistcm for at jea
like ital bona-re det heilige Nonn, jeq biet-er ioin Guds.
Vani. «
Marien vendte iit Ansigt um til den nnden Side,
idet hun ikke vilde viie hende, iom efter hendes Mening
ille kendte noget bedre end at ilutte iig til et Wenig
hedsfamiund, tin Beim-gelie; men hun tasntte ligeledesx
»Den Kraft, sont satte den Mond i Stand til at
leve det Liv, lmn giorde, vor i Sandlied en Wids Kraft
Altioa man det viere iandt End nma vare i Sant
fimd med nmnge ai de Wie-messen iocn lmr levet. Man
han er det endnn, og mon jeg kan blive en af dem?
Jeq ved ikke rigtig, oni det ftnlde veere Melodei-, at det
tun er noqle enlelte Wonne-steh der liar itinnet ian
nogle ftoke Lys her i Beiden, og saa er de goaet dort
for at faa der-es Løn derfor.«
Lin Elterniiddonen blen Hintlen nieget Wertmi
ken, m der icildt en sin. Vedholdende Ztøvrean Noqet
ist Eiteriniddnqsmsdet find Marien i Teltdøren og scia
paa den.
»Im viide gerne lien og linke den Or. Samt-d«
inqde inni. »Im ton tirnte utiq, bvorledeis lmn ier
nd. en lnsad imns Ænme vil vers-ex men ieg er alligevel
nnsgerria ester at ie, lworledes lian vil behandle det,
og iaa lonnnek Rennen og hindter sing-«
»Hm- dn ikte von-et san leenqe i Thomaqu at du
·bar lasrt den ferne Vetinaelie for nt viere bei-, aldrig
at blive hjennue for Regnens Stnld?« spnrgte Flog-in
Marion sna iorbnniet vna den ljlle Mast-, iom nat
i Frei-d nie-d at time hinloscher Paa, en spnmte liege ina
forlmyieu
»Vi! du virkeiia qaa nd, Flositi2 Tet renner alt
for itwtit.«
«-dmd gen- det'.-« spart-de Flog-so. »Im nor
RegnllmL Olnlolclnsr on Vanile oq slnlde det renne
altfor ftasrlt, can jea lobe lten til et Telt.«"
»Wie du var ltiennne. nilde dn nldtig tasnle tnm
nt gna i Kikte i et saadnnt Weit-, ovetltovedet lmr fest
aldrig let dia. Flog-in thilsletn acta nd i Regnvejr, jeg
mente, at du ven- bange for at foa dit Tsi sdelagt.«
»Det var, lot-di ieg ikte bat-de noget sdelaat at
lage paa," fvarede Flosln muntert: ,,1nen nn er den
Vonlleliqlted rnddek as Veien, im lmk odeloqt to Klo
ler i den Tid sen lmr nasret ber: den ene lan qnnite
nodt mm an lot Fretntiden til dtmrligt Von-, en sna
lnart jea lotnntek ltiem, llal im lmve en Neqnvejrss
drast. Kotn nn, det er Tid at ana.« .
»Im tret-, at fett er dnm not til at lade tniq over
tnle,« logde Marien tsvende, »tln ieq trot, at det vil
blive flenct Nemater Inen da leg ek nødt til at san ud
hjetntne, enten det regnet-, eller Solon flinnk, san ieq
ligelna godt ask det her· Men lwis det var en Me
niglted al agtvasrdige By·Ktifttte, i Stedet lot nogle
ovekspændte Mennessek, vilde man ille le san mange
nde.«
Der var imidlertid manqe Hundreder ude, on der
lok blev det vanstrligt for vore Veninder at san noqle
qudfey oq Talen hellstes under mange Forbindringer
og Vanlkellgheder. For det spielte regnede det, ilke
saadan en rigtig Skylreqn, lom lnakt knnde aske det as
med et Friluftsmtdex men en fortvivlet Stanke-gn, sont
as og til onlivedes af nogle stærke Regndraaber, imst
ved der var en ltadig Staaen op og Sinnen ned at
Bekannten Der var en ltadig Neffen lig og Flntten
om part Stolene, for at de melt new-se Mennelter tun
de komme forbi l Sljul for Negnen, og de. locn blen,
singe-de ftadigt op paa Himlen for at se, hvad det blev
til, om Nennen boldt op, eller det flulde vedbline at
regne. — .
Bote Veninder lmvde en dankqu Plads, tln sent
iom de kein, ntaatte de tage til Takte med, hvad de tun
de lan, on det blev nogle Pladfet temmelig langt fra
Tale-ren, medens dekes Opmmklomlted ovtoges ftadig
mod deres Villie as den bestandiac Forandrinq nted Pa
taplnerne, hvad der havde til Fier at Marien todte
Tnoltnodlqheden og opgav helt Fort-get paa at here
eltek. Hvis hun itle tillældlqvis var kommen til at
le, hvor optncerklotnt Flossn lnttede til bvert Ord, Tale
ren lande, var hun lillert ille bleven til Slntningem
thi tll Trods for de ltadlqe Forltytreller indluqede hun
med Begmlighed hvert Ord, der landes, oq Mærion
nænnede der-for ikke at iorltyrke hende oq lokellaa at
qna hieni, samtidlg med at hun lkannnede llq ved at
handle include-. "
Tot var itle laa holt bebaut-Hat for den oplnftts
Mation Wilbur at maatte tut-kommen at den lillcs, dum
me Flosly Ssiplen havde mete Interesse end hun lelv
for Foredkaget. Men da bun nu l dct lich var klop
lagt til qt hske eilest-, hengav bun sig til tin Zwillings
fornsjelle ckt ltuderc de omltiimsiddcndes Anstatt-r oa
Minespih indtil pludlclig noale Qrd attek gjorde Man
paa bendcs Opmærklomhed.
Taler-en bat-de talt siq vatm, oa der var von en
Gang blevcn laa still-, at hun tndclth tunde lwkclwcrt
Ord, han fagde. Eiter alt at damme var ban midt i
rn Historie-, lworaf lmn ikke lmvde lwrt Branndcllcnx
tbi dct var die-sc Ord, lqu valte bendcss merrtfomtnsd:
»Du moa ilte unt-du kme Fader,« bad Das-Wut
.,tl)l i Alten cr im has Jesus, og lau flal im liac til
hom, at du hat gjort, lwad du kunde for at fsrc mig til
han« «
Var det ille et fksnt Witwe-sber del-te Vorn qav
iln FadetJ Floslys Kinder brcendte, og hendcs Hinr
fttaalkde at Begeistrina, medens bun i al Hemmeliabcd
ttrkede et Par Tqarer of, og hun befluttedc at lcve
includes at et dsende Menneltc ogfaa tunde fig am
heade
»Jeg flal flge tll Jesus, at du hat giort alt lot «
at fir- mlq til ham.«
Men hvgp tm du, at dlsle Orts windet-e Marien
omf J et Nu gis holdes Tause- tilbage til hin qamle
ialdeiasldige Hatte-, der bei-pedes as den gamle, udtcerede
Mand, i de luvllidte silcedeh og med de graa Haar,
der var erhvervede paa Netfcerdigheds Veje. Denne
Mand, som var hendes Faden hendes eneite Ven, iom
indbeiattede bendes Erindting om Kætlighed og Omiorg
gennem de mange Aar, hun iaa hom, da han laa for
Dsdem og hans iidite Ord til hende var:
»Gut-d itke, mit Bam, — Faders egen lille Ma
rion, jeg gaat ja til Jesus. Om lidt er jeg hos ham.
eg jeg vil fige til ham, at jeg bar gjort alt for at iaa
min lille Pige med mig.«
Den velfignede gainle Faderl Trods sin Alderdom
og Syaghed havde han fotlsgt at viie hende den eneite
Bei til Salighed, —- Jeins ielv, —- og han var iaa sil
lek paa, at hun vilde tin paa den samme Frelser som
han. Men hvorledes havde hun levet? Saaledes, at
hun nu var langt, langt harte. Og dog havde Guds
gode Helligaand legt efter hende og kaldet ad hende i
disie mange Aar, trods al hendes Tvivb al hendes
Ligegyldickbed og erklækede Ventra, ja kam den nn
ikle den Eitermiddag i Ehautauqua og mindede hende
paa ny om hendes Fadets sidite Ord?
Hnn havde ofte tætikt paa dem og grundet over
dem, og man lnnde paa en vis Maade lige, at de aldrig
havde vasret hende nde ai Tanke Himrfor de netap
llnlde komme igen nu med den bestemte Følelse for
hende, at alt, hvad bun harte-, var Sandhed, Guds egea
vitlelige, uforanderlige Sandhed, og i den Grad over
bevise liende derein, iaa bun maatte sigez «Jeg, som
var blind, ier nn,« kmarior dette itnlde ike netop nn, ved
jeg itle .
Og bvoriok He· Hazard netop blev brugt ai Gnd
iom Redslabet til at aabenbare liende dette, ved ji«-J
heller illa-Maasse ban, ier han besteg Taleritolem
havde bedet ani, at lians lsiernina hin regnfnlde Eilet
middag paa nagen Maade maatte blive til Velssjgnelfc
iar en eller anden Sonder. Muligvis var dette Evaret
Paa band Ven, —— ulmrt ea niet af liam felv, sont man
"zjen et Ersar paa vore Banner er, aa doa ndebliver
Sparet ikke Jea oed itte, lwariok det er saaledes;
men ieg ded. at Marien lnilkende lande:
»L, Faden Faden bei-J din Gud og din Ftelser
vil lijcelpe mig, vil jea feesan at komme til han«
Tet var nn liendes Maade at give de gamle Ord
lldtrnl:
»Hei-ke- jeg trat, hinle min Vantre.«
La ieg Ded, at der staat streuen
»Ealiae ere de bede, sont da i Herren ita nu af
Ja, siaer Jlandem de sinlle ljvile ira deres Moll-Imme
liglieder, tlii del-es Gerninger folge med dem.«
Tet var lernten Aar fideik, at den gamle, trastte
Fader var laat til Heile fra iit Akbejde, og her inlgte
nu liang Nerninger l1am. Lg dog sagde Or. Hazard,
da han ail ira Talerftolem
»Der var til inan Ratte at tale i et iaadant Regu
veir med Udiigt til, at det kunde blive vierte, lwad Lie
blil der stulde viere. Det var nmnligt, at Fall knnde
list-e eitel-, det vilde have væket bedte at ailyie Mødet.«'
Han vidite intet og oil cnaaite eller itke iaa noget
at vide set den state Tag, da Hier-leis- lønliaite Tonlei
ikal k1aln·t1bares.
iiiiiiii
-8-X s Il
Ufnldendt Musik
Eturc Folger sit dcnuc Regumsjrszseftcrmtddaq feuc
rc twn for Marion, medcnizs Ein-its maattc fort-ge at
slippts saa lcts imsnuem den sont muliqt Thi dettcs at
virus i Clmutauqna og the at lmvc noact mcd dct ann
dcltuc Lin at Hutte var i og fok sig on ny Stilling, og
lmn saltc sig ftadiq more og more etw. Marion brugtc
iin Egenfkab iom Reforcsut som et Pauskud for at komme
med sclv til de Moder, twok hun ikte tog Reformen og
da Flossn og Rutb tilmod var tagct til Mat)villc, von
drcde fault-des det vildsarne Faun sont her var midt
i Faarrfoldcm men iom alligcvisl ikkc vildo vcrrc i den«
cnc om overladt til sig sclv for at finde fig lidt Mor
skab. · J
Eiter at Marion bavde forladt hcndc, foretrak tum
at bei-ge Clmutauquas Musenm, hvor lmu tilbmgte
noale behagelige Time-r, ja bun sustede sig nasppc ct
bedre Steh. Hun gik rundt og eftersaa alting: Bogen
Male-riet og Kort foruden mange andre chærdighesder.
og da Klottcn taugt om lasngc ringede ud, git hun
bott nie-d den bebagelige Fslelfe, at hun bedkc cnd an
dre bavde forstaaet at vælqe et roligt Tilflugtsstrd i
Stcdct for at sidde sont Tilbsrcr i on tæt patkct For
satnling.
Tn lnm loin nd af Muse-et, nik lnm ned ad seien
an betragtede de nsange Mennefler, sont satitledt-5, oq
da lnm laa de tastte Etater. ønflede lntn, at lntn lnwde
haft et Votum-n for at se, lwad seerlint der trat laa
mange Mennesker nd.
Endelia ester at lnm var bleer pnfset oq findt til
alle Sidety naaede lnm ned til Landqanqebroem hour
der laa et flagfmyllet Stib, ombotd pan lwillet der her
slede livlig Travlhed, et lydeligt Tegn paa, at det otn
lidt vilde lægge ud sra Land. Her nede syntes Men
nefkeilaren at væte bleven san floh som hun ikle havde
let den spr. Efter alt at dønnne maatte her veere noget
lwtligt paa Fasrde Hnn bnnede fia Bei qennent Stim
len, og pludfelia hsrte hun en prwgtig Sang rnnge
gennem Lasten, hvilken hnn genkendte som Negertorets.
Dem var en ftor Ooekrastelle for l)ende; thi lnm
findede sig ved at here dem iqen, on of denne Grund
tillod hun, at de niange Menneskee pnffede til ncnde
og flubbede iig ftem fta alle Süden faa at hun hvert
Øjeblil kom til et Sied, bvor lnm lunde le og lnsre
bedre, og lwor del var umnliqt jor lpende at fliope fra·
Det var en Asskedsfann, meet fang, og det med en
faadan Jnderlinbed on Intelfo at det var umuligt at
hat-e derpaa nden at blive renen nted af Tonerneg Fnlde
on Jndvold. Den Munde-, lworuna Fall stimlede sank
men for at here og se, vpr panfaldende for Eritis-, on
lmn sormodede strafe, at det var for nogen fast-liq, at
her ljoldtes Afsledszmode Denne lpendes Formods
ninn sit snart efter i Opfnldelle: tbi Professor Sherwin
besten plndlelin en Stol on boldt en lijektelin Asskedstas
le; nennem hvert Ord og hver Soetning cyer bans flo
re, varme Hier-Mag
»Jea er nødt til at reife bott, spr de nelfignede
Elmntanauaiwder er farbl,« laqde ban, »og det er i
Sandbed med Bebt-Mk at jeg reflex- herfra, tbi leg
Mer, at her er mange Anlednlnger til at note et Ar
befve for Herren, og jeg bar Me besytiet dem,.lom ieg
lknlde. Og bog er der Lysgllmt l denne Ssrgmodigs
bed, ihl jea vol-, at del Urhede II jeg tm like mere
kan gere, vil alligevel blive gjort. Jeg de en Gang
soran mit Orgel og sorsegte at give en Tonle. sont be
ede i mit Hierte, Udtryk, men jeg var ikke i Stand
dettil. Jeg vidste, hvad jeg vilde, og jeg vidste, at jeg
havde den i mit Hoved, men jeg kunde ikke give sden
Udtryt, som jeg onskede det. Da kom i det samme en
beremt Organist hen til mig og betragtede min Musik.
»Kat: Te itke spille denne Melodi, hvor jeg nu
holder op2« spnrgte jeg, ,,og suldende den saaledes, sont
Jeg netop vil have det. Jeg kan ikke give den det rig
tige lldtryk. Forstaar De, hvad jeg vil have stem?«
,,Maaske jeg forstaar det,« svarede han og anbragte
iine Zingre ovenpaa mine, netop paa de samtne Tan
genter, som min Haand bereut-, medens jeg hurtigt rejs
ste tnia sra Lrglet og trak mig helt tilbage. Organislen
iatte sig i Stedet sor paa min Plads, og Musikken bru
ste frem. Det var min Melodi, sont jeg blot ikke kun
de iaa frem; nten en anden spillede den for mig. Saa
ledes vil det ostaa blive med Hensyn til mit· Arbejde
her; jeg tan have sorsejlet mangt og meget idet Arbejs
de, sont jeg søgte at gøre her; men den store Vingaardss
herre trieder i mit Sted, og det er min Von og mit
Haaly at han vil leegge sin mcegtige Haand paa mit
niuldendte Vcerk her, faa at jeg kan se det fuldkommet i
Hitnlen.«
Var der egentlig noget i disse simple, jcevne Ord
soni lnnde bringe Taarerne i Euries Zitte? Hnn kend
te so ikke Professor Sl)ertvin, — det vil sige, hnn var
aldria bleven vreesenteret sor l)am, —- men hun bade
lsert ltatn sange, hun liavde hørt bam bede, og lnm
bavde tnødt ham paa Veien oa svurgt baut, bvor Son
dagsfkoleteksten stod: hatt havde til Dels vejledt hende,
iaa at lnin sit Lnst til at søge videre, bvorved bun traf
Rreken Nider, og ved at trcesse hende, lsavde hun saaet
Lnit til at stndere et troende Menneskes Liv. Var det
te en ai Professor Sberwins nsnldendte Melodien-, som
ltan sknlde made fuldkonnnet i HimlenP ,
Cn underlig Følelse greb Eurie ved denne Danke
ia en met-ten nimodstaaelig Lwngsel ester at kende mere
til denne Jndilndelse, eller lwad Navn hnn nn stulde
give det, sotn rørte alle-I- Hserter, og giorde, at Men
nester, der kun ltavde kendt binanden i en llge, kunde
iige Rarvel med Taarer i Linene og paa satntne Tid
med et lykkeligt SmiL naar de talte, snldt sorvisset om
et iretntidigt Mode i Herligbed og Glrede
Professor Eltrrwinss Ekib lnade ira Land og sinke
de i Netning ntod Mayville EuEie nlorde slet intet
Fersen paa at slippe ud ai Trasngselem tlii alle mengte
iig samtnen Ved Kajen for at faa et sidite Glimt en fid
ite Hiler ira det bortdragende Stils. Hnn tog endog
iit Lonuneterllasde srem og vinkede til Professoren, lwors
ior lnm til Tat sit et sierligt Vul, og lnm var lige ved
at tage den Veslutninn at viere med til hint store Mede
iom de andre saa srem til, og san satmne Tag forvisse
sig otn sin Ret dertil. Liae ved, nasitenl
Paa Tilbagevejen ntødte hnn Nnth og Zins-sy,
tment ltnn tneget ivrigt tog fat i.
· »Na lmr du vasret til Moder nok,« sagde hun, »me
deno dn ikte en eneite Gang ltar spaseret tned tnig, tasnk
blot paa. lwor vi looedc hinanden at more os, niedens
vi var lter.«
Äms-M W Og lagch
»Mir Vi da ikkc Inorct osJ nan nogcn sont holst An
firengclfc im vor Sidc.«
Jlfc desinindre loocde lnin at gaa en Tut nicd
til-ric, forndfat at lnni gik nicd til Palastina
»Hm-r dct lnder dankt-« faadc Curio foragtcligl,
da Flog-»in liade fortlarct l)cndi-, lnmd dernnsd tiiotitcs,
og at linn selv lasngtcs ester og ønskcdc at vandre langs
med Jordonilodcns Breddrr og sc de ganilc lnslorislsk
Bin-r. »Min! jeg kan naturligvis lige saa godt gaa
incd derben soin et lwillet som helft andet Sted."
Nu lurndte det fin, at der var en andeu, der liges
sont de vilde gaa en an ligcmcget livorhcm og han
indhcntcde vore to Vcninder, da de drejede om ad Vei
cn til Palcrnina Og del var Or. Evan Robert-T
»Zw! Te en Tut til del hellige Land?« spurgte
han, ,,n1aa jeg gaa med Dem?«
»Ja,« fvarcde Flossy, oni det vat; paa dct fatstc
cllrr sidste EpøkgsinaaL ved man like-, og bun forkla
rede dct ikkc vidcrc· Tcrpaa prwsentercde .l)un Einig
og de inlqtvs ad alle tro, idet de drøitcde Formiddagcn
og dcsns Moder.
»Der staat vi nu paa Jordans hellige Brcddcr,«
laade Or. Nobel-ts, idct ban standscdc Visd en lillc
grirssbeimksct Haj. »Im twr ikkiy at man nogen Zin
dc lmr liaft on bodre gcoarafifl anftilling end dcnnc.«
»Tror Te virkelig, at dctte har nagen sont helft
praktisk Vasrdi?« spurgte Curio tvivlciide, og Or. Ro
bckts saa iorbavlet paa hcndc.
spcsar del ifke nagen Vierdl ior Heini-« wumte
han: ,tlii for uiig bar det; det er saa interessant og
vasrdiiuldt for min, og aiver en udunerket geomaiisk
Knudslalr Jea ser det uemlia ira to Sider. Huis
jeg aldrin i Birkeligheden saar det hellige Land at se,
saa lau jeg ved at studere denne Afbildning as det saa
et tennuelia godt Kendskab til det, uden at se det, og
skulde ieg en Gang i Frelntiden saa Lov til at besøge
det, ja — da ved De nok, hvor behageligt det er at ver
re godt lendt ined de Zteder, man Vil besage«
»Tror Te da, at det er nøjagtige Skitser as de
sorsfelliae Tuns-« spnrgte Eurie atter, idet lntn frem
sskte andre-J Meninger, som hun havde læst, indtil hun
indbildte sig, at de var hendes egne.
Lg atter saa Evan Roberts ined et lsalvt fern-je
ligt, halvt betlagende Blik paa heude, idet han svarede:
Maule as vor swrste Opdagerc og Ressere siaer det
i det mindste. Da uaar De hertil søjer, at de er letzen
de Krislue, der ikke bar nagen sasrlig Grund til at narre
on bedraae os:«, »Um-nd sont i det bele er fuldt paalide
liqe on tiliorladeliae i enlwer Reini1u1, ser jeg innen
Grund til at draae del-es Paastand i Tvivl.«
For-print sit Ein-je den Tilsredsstillelse at indse,
at lnul lnwde baaret sig ad sont en duln Stall-plain
Jnsidlertid ais Flocssn lieurnkt langsi Jordans
Vreddeiz iuedenk lum af og til standsede for at lasse de
Fortlaringer paa slnaa, hvide Tavler, sont anaav swrlig
intere-: -sante Siedet
»Hm Te set, at det er Hentydninger til Bibelstes
der, som sindes paa de bvide Tavler2« spurgte hun, idct
liun vendte sia onl. Munde det ikke viere interessant
at vide, til bvilke bibelske Begivenheder de bentnder?«
Or. Reberts tog en e«·«felti«tol af Armen, slog den ud
oq tou en Bibel srem as stn Lamme
, ,,«’forestil Dein nu, Fristen Mitchell,« fande han,
,,at De lidder her paa denne Ves, som fører fra Jeru
salem til Bethania, og fortæller os, hvad der fotegik
l Betbania, medens Frsken Shiplen og ieg siaer Dem
de forssellige Kapitler og Vers.«
»Im lender ikke den Tektsbog, sont bringet haf
sagde Eurie. »Es-is De virkelig eri selbe Luni-M
kunde De saa Tid til at spsrge Beboerne, ssr jeg kund
sinde Beretningen.«
Men hnn tog til Trods sor sin Jndvendtng baade
Biblen og Stolen.
»Slaa op i Mattheeus det 21 Kapitel det syttens
de Vers, Eurie,« sagde Flossy, idet hnn bøjede sig sor
at se paa Tavlen, og Eurie loeste:
»Da lian forlod dem og gik udensor Studen, til «
Betl)ania, ag blev der.«
»Der var Jesus-, Eurie, han gik denne Bej, forbi
der hvor dn sidder. Er det ikke en dejlig Tanle2«
»Da ncaaske han standsede ved det Hug, iom ligger
ved Siden af Dem,« tilføjede He. Roberts, idet han
smilede over Flossys Begejstring.
»Det var maaske Simons Hus,« mente Flossy.
,,Voede han i VethaniaP Jeg maa tilstaa, at jeq
kender saa lidt til disse Begivenheder.«
»Lad os se, oni vi ikke lunne finde noget om hum
Entie .2a-ste Paralelsted er Mcetthæus 26, 6.«
Og atter læste Enrie: ,
»Men der Jesus var i Bethania, udi Simon den
spedalskes Hiis.«
»Ah-ten dette Sted!« ndbrød Flossy. »O, ieg vil
saa gerne vide, hvad der soregik.«
«Vil ikke Frøken Mitchell lasse det for os?« spars
te He. Noberts, idet han bredte sit Treppe paa Jordem
for at de knnde sertte fig. »Estersotn vi er kommen
til Vetliania, inaa vi dtaqe den mest muligt Nytte nd
deraf. Sirt Dein ned, Fkøken Shipley, og vi vil gan
ske give osI hen til den Tanke, at vi er sammen med Je
sns i Simon den spedalskes Orts-, niedens vi ser paa,
hvad der foregaar omkring ask-«
Terpna satte de sig ned i Grcesset,n1edens Eurie,
sont nirppe var i Stand til at holde sin Latter tilbage
over dette nye, leeste hele Fortcellingen om hin tjenende
Maria, ined den vellugtende Salve i Alabasterkrnklen,
oq io Inere bnn lceste, des mere Interesse fik hun der
for, ou da bnn lwste det sidste Vers, skcelvede hendes
Stemnie, san bevæget Var hun:
,,Sandelig siger jeg edel-, livorsomhelst dette Evan
gelium bliver prasdiket i den ganske Verden, skal og
det, linn bar giort, sorkyndes til hendes Jhukommelse.«
»Im-it en Gang paa det,« sagde Or· Roberts.
»Der fidder nn vi,over 1800 Aar senete i Bethania og
taler am hin Kvinde Hat De, eller vil De, Fristen
MitchelL sinke noget for Jesus, som Mennesker vil tale
onc oni 1000 Aar? Tet er mnligt, at Deres Navn
aldrig vil dø.«
»Maaske« sagde Enrie men hun lo ikke tvoertimod
var lnin ineget alvorlig.
»Eller liellere: gør De et saadant Arbejde for Her
ren, san at Tore-J Jndflydelse selv Hundreder as Aar
efter vil leve i det stille og beere sin Frngt i Mennes
skehjerter?«
»Ist er niest fandfynligt, at im aør lworkcn det
cnc cller dot andct.« «
»Tot niaa Te itkc figc,« fagde ban alvorligt
»Hm-ist Meintest Lin maa entcn vaer for cller imod,
linde enten Vi vil det cller ikke. »Am sont ikke or med
mig, er imod mig,« bar vor Horte Jesus felv sagt, og
gcsnnoni alle Evigheders Evighcd vil Frugten af et
Tlllonnofkcs Liv Vcdvare.«
»Ist or on nieset altmrliq TanfM sagde Flosfy
tantlsiuld.
»Ah-n oqscm on opmnntrcnch og herlig,« sagde
limi, ng Floszssn lwisktsde sagte: ,
«.
»Ja, det twr fcg ganske vist.« »O
Hort-tust nandrrde de tre unge- onikring i hintfjers
ne Hans, indtil Fornciddagen var forbi, og Chautaus
quaklokkisrncsg Und forkyndte, at Mødet var til Ende,
oq dct var Tid at spifc til Middag. De gik fra Bethania
til Bottich fra Bethel til Sikem, ja de besteq endog Her
monsjs sitobcsdasktcde Top, hvorfra de liavde en udmærket
lldfigt til Elettcn nedenunder. Ovcralt vor der henviss
til forskclligc Ztcsder i Bibelcn, sont Eurie maatte flaa
op og liva dcrfor blcv det en saadan Formiddag, fom
hun aldrig vildc Novum-.
»Man jeg spørgiy lwcm denne Hin Roberts er?«
spnrgtc Eurip, da de skiltes ved Faden af Hermon for
at qaa til Middeg. »Hvor hat du gjort hans Bekendts
skab?«
»Bist cr Frn Siniths Nevø,«· svarcdc Flosly, ,,h1m
præscntcrcdc titig for han i Lørdags Aftes.«
»J« Lnrtmgs Afthl Lg J syntes at kende hinan
dcsn soa godt, sont oin J liaudc tut-rot samtnen hele Som
met-ein«
»Ved du ist-in at noglc Mennefkcr hurtigt kuune
gute hinandens Vckcndtskob?« spurgte Flosfy alvorligt,
mode-us bendcs Øjnc ftraalcdc·
»J to or rigtignok goacdc glip of macht i For
niiddcms,« fagde Ruth, da de inødtos ved Middagen·
,,Jeg lmr hart ct glimrcnde Forcdrag.«
»Der sannnc hat vi,« spare-de Eurie tut-d et vist
Eftcrtri)k, og dcst var alt, hvad linn sagde om sin Uds
flngt til Pola-stinkt
XXVUL
Anndclige cpgnver.
,,«Enstor Deetns,« simde Nutl), idet lnm studerede
Progrannnet for nieste Tags Fokntiddag. »Mon han
er en Mand, fom det kuude interesse-re mig at l)øke?«
Man maa jo ftadig mindes vore Veninders fulds
stcendiqe Uvidenhed med Henfyn til Navne og Emner,
sont lmvde bjemme i den religiøse Ver-den Ruth vidste
vel not, at den omtalte Herre var Proeft i New York,
men lasngere flmkte bendes Kendskab sia heller ikke.
»Don-is Enme er i lwert Fald interessant,« fagde
Flog-fix
»Hei inne-s im ikle,« indnendte Eurie, «i dct mind
ste ikfe for 1uiu: thi Naturen on iea bar intet til erlles
undtagen at tilbrinae en behagelig Stand sammen,
lwiss vi kunne faa det. Sig mia asrligi. lwad bar Na
turen giort for os i den Tid, vi bar vasret ber, ikle an
det end qivet os Nemweir bver Dag. Jeg vil bellere be
føqe slmns Heilsed aniet i Forinidda51, og derfra vil
iea arm ben til den amule Pyramide m im mader eder
alle tre til at aøre fom jeg· Der er ikke noqet ved at
børe tale om Naturen, nanr her er en gnnunel Frit,
fom bar kendt den for over tusind Aar sidem faa er bei
nltfor daqliadcms at lmre Tale om Naturen.«
TFortlasnes ·
