Puls-:
Fire Bein-luden
Its Engelsk ved Olss.
(Fortfat)·
»Ist-Don dct fannnc SptrgsmaaL fom interesfeter
mig, og som jeg knndr lide at faa klam; Incn jcg vrd like
om det cr mnligt at naa bei-til. Man knnde jo f. Ets
vrd et Msde bedc alle dem, sont clikcde den Heu-c Jesus,
tejfe fig, vildc det ikle Unsre et stokllaaet Snn at sc den
Hast reife fig, der er villig til at hejfe Kot-few Forte, hvor
den end kommer? Jeg lnrlder til Dort-s Mcning, at de
slrstc er ttoendc Mcnnösketz i dct ntindstc det ftore Flet
tal. ch kunde dcsnden godt lidc at vidc, hvorfok de,
fom muligvis ikke stam- Pnn Horn-us Side, er kommen
hertil.«
»Ti- ck vcl fimpeltbcn kommt-n, delg as Nysgcrrig
bed, dels for del nycs Styld,« fang bun, idct hnn more
dcs iiq over, at hnn kalte om sia sclo og nlligcvel Inaatte
brngc Pronominet »de«. Ovad vildc dennc Horte tmnkcy
lwis hcm knndc bringe fin Plan til lldførrlfc og sc hcnde
blondt dem, Tom blcv siddmdes
»Don vildc vol regne mig for en Ulv i Funkeklcrdor,«
fogde lnm til sig fclv; »Im-n im bar for Nestcn skkc sagt
hom, at jcg list-er nch til »so-I trocnde«, fmn lmn sinkst-,
san at drt Mr er min fast um lmn rmncr nqu tncd
dcrtjl.« s
,,Det tror jeg ilke,« sagde lian alvokligt. ,,jeg tvivi
let onl, nt nagen er kommen as Nywerriglied eller sor at
se nogei nnt; thi der er da andre Siedet-, livor de lan
blive tilsredsstillet i den Netning. Jeg trot, at der hoc
de nonmendte Teltaaere nma viere nagen Interesse for
Moder-Inn nmaske det ille staat llart sor dem ielv, livorfor
de er kommen. Men i nmnge Tilswlde vil dei siklert vise
sin, nt det var den Helliqannds Tragen og sinlden.«
Atter solle Nuth sig fristet til at snIile ilte over
Mandeng Moor-, nien over fine Neiseledsaqere, lmein
lnm lnsrtiq lastede et Vlil over. —- Fskst Marien med sine
roliqin sieptisle Meningen ligegyldige for troende og ikle
troende Tlliennesiekci Handlingeh saa Enrny der leinsde ou
aandede for at lunne, lwad hnn i vilde Liedlilte knldte
,,at leve iiøjt«. Flossn ined sin inoderne Filirdedrimn on
madekne Oandleniaade, ined iin Ligmnldinlyed for alt,
bvad der lra«vede nonen Onitanle og Linlni. Hin-in as
disse var af den Hellinaand dronet til ClmntanqnaP Da
endelig lnni selv. lworfor var hnn lonnnen til Elmntnns
auc? Eiter alt at dein-ne var linn den eneite, soni inn
tes at viere lonnnen nden Grund· Marions etllasrede
Henliqt var nt tjene noqle Benge, Euries at have en sti
on ledia Tid, Flossn var kommen, sont lnin giorde alt
andet, sordi de reiste· Men nn Rath ErslineP Hnn plejei
de ikle at gere, som andre, ined mindre det var nagen sont
behagt-de l)ende. Hund bat-de da vceret Grunden til heu
des Reife-? llnderlin var det lot hende at tcenle paa, at
linn i Virlelinlieden ille vidste det, nien livad om den nime
Mond havde Ret, og hun var draqet dertll as den Hel
ligaand, og denne sMute syldte hende med en underlig
Fslelse ikle as Gliede, inen as en new-s llro on Frngt
Hnn lendte ille noget til den Helliqaand lige san lidt
som lnm lendte noget til Jesus. Hendes sterste Ønske
var nu at faa Lov til at viere ene, derfor sorholdt lnm siq
ganske taus, niedens bendes Ledsager menstrede nende med
et starpt Blit, indtil plndselig hans Ansigt llarede av,
ligesoni lian hnvde snndet Lssnjng paa en Gnade.
»Im vover at sige, at jeg er vis paa, at Te har en
eller anden Ven bei-, hveni De ilte ved at Inste noget be
dre sor, end at han eller linn maatte hsre den Helligaands
Kaido-i lade sig drage til Herren« Han lagde die-le Ord
med suldt Alvor og tilfsjedex Eins De tillader niig det,
vil ieq ssje denne Sicrl til cnine Bsiiner; men tro dersor
ikke, at jeg er paatrænqende; jeg ved, hvok godt det er at
vide, at andre beder oni det sasnme oq sor den sannne som
ice-. Vi heb-ver ille attid at vide, hvem det er, vi beder
sor, Gud kender dem, og der er det vigtigste. God Asten
Jeg bar været glad sor at træsse Dem; thi det er al
tid velgsrende at msde andre troende Menneslet, der er
ens Medarvinger til det evige Liv.«
Med hvillet lyst og lvlteligt Sniil han sagde disse
Ord, hvor helt iqennein mandig og dog barnlig var ilke
hans Tro og Daub, og Rath lunde ille lade vcere med at
se estet hinn, da han gis hen til en Ven, som lige var gaaet
sorbi den-. Onsler du Harald Wonne, som havde sulgt
dem og især Rath til Jerndanen Mandag Morgen, nenn,
der legede med hendes Biste og bellagede, at de reiste dort
niidt i Sæsonen sor at begrave sig nde i Stovene2 Nuth
loin nn til at icrnle paa ham og den Modsætning, der
var niellesn hans ligegnldige Mine, hans sterbende Tale
oq saa det srisle, alvorlige Liv, soin sprndlede i denne
unge Mands·9larer, og denne Saninienligning sit ben
des ismie Orange til at sudtkyne en mdeiig winkt-when
Gan hverken smilede eller lo, hvorimod linn grobes as en
navnlts Angst.
Hvok denne fidste Santtale bot-do mkrct underlin.
Hvod havdc hun Me- udsat sig for vcd fin Tavdhcd og
haus Feiltagclse. lGan bcdcs for aner Undekligt at
ternke fig; htm Inka at andre nmntte blivc univcndt til
Nati, hun, sont felv ille fryqtksdc Gubl For Inst-m vildo
den unge Mund bede? Visielig ikkc for vom-n, hun
kendte, og doq vilde han spie en fremmeds Navn ind i sin
Vin, han bat-de talt i fuldt Alt-oh ou han vildo oqfaa
sikkert gpm sont han bavdc sagt: thi ban faqdo fo, at Mud
vidstr. hoc-m han Incntc, Mcn for bchn vilde Gud saa
regne hans Bin? For heischt- Hnn gyftc ved demu
Tonse
,,Jeg trot, at de alle er forsmrnsde, liqc sra Talente
oq Leder-ne til Tilbskrmc,« snade lmu apbmgt tusd iig
Mo og snfkede fig hjemmey taugt boktc hetfm
Reiten as Tagen fckrsøgtc hun m min- fnst not-hage
ilae Jndtryk, iom den frommt-de bande- ajort min lusudc,
of fig. Oun kunde gan, bvokhcn bun uildku lnsn Innde
sich lwad Kjuu vildcy men fludig sulkktc Mindest um den
hemmt-des alvorligc Øinc l,cndc, da han stiqu »Im vil
fsje deunc Siwl ind i min IVan Men hviltct Navn
vilde hatt vcc nævnc, uden Tvivl vildc han sige: »Den
Ven, fom laa hende, Rath Erstine, faa möget paa Sinde.«
Mm den Gub, som han bad til, vidste, at et iaadant
Menneskc iandtcs iste, hvad blev der san of den alvorlige
Btns Thi at det var en alvorlig Bon, tvivledc hun ikke
om. Rath var ille vcmt til at klare teokoqsske Syst-as
nmal, oq verlom derior noqu ung Piqe bar Arg-rot glad
over, at m Udflugi var til Inde, faa var bot Rath Er
itis-h da Damperen attet lagde til ved Chantauqua.
cstek at Nation Mde fordavfet og ærqret Karl
Mut, toq han sin Tilsiust til Flutw- Hun bar Mk da
elegant, os huu im ist nd til at were san streng, atxers
mindst faa htm nd til at kunne prædike, og dersor mente
han at tunnc faa sig en fornsjelig Samtale med heade.
Gan dsmte rigtiq; thi det havde altid været Flas
sys Bellæftigelser ved Selskaber; men huster du, med
hvem hun havde begyndt sin Dag? Ved du, at hele Da
gen igennem syntes hun at have let nagen vandke ved sin
Side for at hin-Um bestytte og velsigne hendef
Dette var en stor Tanke for Flosiy, og hun var lyli
lelig, lylkeligere end hun vagen Sinde fsr havde dekret
Hun ltnilede stille for sitz fett-, medcns de andre lo og
moredc fig, og hun nynnede sagte Omlværet paa en
Sang, som hun om Motgencn havde hart i et Teslt:
,,Jesus clfler mig, jcg er saa glad.«
Var dcc saa ille Grund til at vætc glatt? Thi gi
vcs der vol noget størke og bedrc i hole Verdcn end denne
Nishi-d? Flossy Mich at med den Vished havde hun nol,
havdc lnm alt Himlen paa Jord. Karl Flint forspgtc
alligevel at faa en Samtale i Gang mcd l)endc; men ljvis
han nagen Sindc havdc vasret ilde stedt, var det netop
under drum-. Flossy var spd og elflværdig, men meget
adlpredt. Stadig hviledc der et ltjkleligt Smil omkring
hcndes Mund, fom om bua havde de lyllcligstcs og bedfte
Tanlcr. mcn iugen af disse fik Udttyl i Ord, faa at han
til fidft todte Taalmodiahedcn og iaadc paa fin hsslige
Maach
,,De inaa undslylde, at jeg udtrytker mig saaledes,
men jeg er tilbsjelig til at anse Dein soe at være meget
egenkasrlig, naar De saaledes beholder Dei-es Lykle og
Gliede for Dem selv. Thi at dømine ester Deres Ansigt,
slulde man tro, at Deres Hierte var syldt til Randen med
Lykle, medens De ikke meddeler inig det mindste heras.«
Flossy saa paa ham med et sotlegent, men indtas
gende Sinil, og for ssrste Gang den Dag sarvede en dle
Rad-ne lieudes Kinder, niedens liun overvejede, oni lians
Veslnldning var sand· Var bun virlelig egenlrerlig i
sin nne Lnkle og Gliede? Vurde hun sortcelle liatn om
den, men vilde lian saa sorstaa liende, og kunde hnn tale
til liam oin den Slags TingL Hun sor sainmen ved Tan
len herein, og niaaste det alligevel var rigtigst, men onl.
det var interessant for liam, var en anden Ting. De
liavde ikke talt samtnen oin Møderne eller Religion i al
Alinindeliglied, nien lnm snutes at baue Forstaaelsen as,
at Karl Flint ilke vilde tage Dei i hendes nye Lykte og
Gliede-.
Men am lian uu ingen Forstaaelse bavde dersor,
burde hun da ille saa nieget snarere sortaslle lian det, saa
at han kunde loninie til at se, at Jesus Kristus havde be
vist sig at vasre Gnds Sen og Synderes Frelser ogsaa sor
l)ende. Sein vi ser,»lom Flossn atlerede den første Dag
et stort eridt freinad i kristelig Ersariug m lldvitling·
Der var unget, sont sagde lieude, at her var Lejligbed til
« at vidne om den Frelser, sein var dsd sor liende Selvs
salgelig genuemgit hun disse niange Tanler l)urtigere,
end seg hat kunnet nedslrive dem, og liun svarede He.
Flint:
»Im ved ilke as, at teg er egenkcerlig; men det er,
sordi det altsamnien er saa nyt sor mig, at jeg nceppe ved,
lniorledes ieg slal handle; sandt er det imidlertid, at jeg
bar sølt niig let og glad som Fuglen bele Tagen. Her i
Cbautanqua hat« jea neinlig snndet en Ven. sont elsler
mig, og lweni jeg elsker igen.«
»Halt De virlelig!« udbwd Or. Flint og braft i Lat
ter trods sit Forssg paa at undertrykte den-ie. Og ved
sig selv sagde han: .,Hvillen en taabelig Gans hun er!
Man de allerede bar besteint Brnllupsdagen, og mon nun
vil sortcelle mig det?« Derpaa sagde ban h-jt: »Heute De
bar vceret heldig, jeg vilde Unste, at jeg lige saa let og
hurtig tnnde finde mig en Ven! Vil De ikle sige inig De
res Vens Navn, jeg kender maasce lidt til l)ain?«
Herpaa svarede Floxsy tun et Ord, soni tilmed blev
livistet sagte og slælvende, men samtidig saa klart og
lyttesttaalende, at han lunde hsre det:
«Jesusl« .
Dette forte, nien indholdsrige Svar bragte gansl
Karl Flint til Tavshedx lian kunde itte mindes nagen
Sinde at være bleven sat i en saadan Ferlegenhed og For
bavselse, saa at han umuligt tunde svare, ja han gjorde
ille en Gang Fotssg derpaa, nien tejste sig og gik op og
ned ad Dwklet, indtil han til sidst ganste sorsvandt sta
liendes Nasrhed Gansle optaget as dette sstste Vidness
byrd om sin Tro og Frelser lagde Flossy tun ringe Meer
ke til hans Var-sen og var ganske ligegyldig sor haus un
derlige, noget uhsslige Adsærd. En Ting havde han
Ret i: at hendes Kasrlighed endnu var egenkasrlig; nien
den var ogsaa saa ny og lierlig for liende, at den syldte
lsele hendes Hier-te og optog alle liendes Tanletz saa at
der itke blev Plads til den Verden uden for, der itte tend
·te hendes Ven.
Nu nasrniede Daniperen sig Land, og Lysene fra
Ehaistanaua blev stadig tydeligere og klarem Da Flog-so
stod og lcrnede sig ud over Naslingen sor at betragte de
sniulte, sølvhvide Balger, gik nogen sorbi liende i en Fakt;
det var en Herre, sein havde en Meengde Traktater, hvors
as han lagde en paa liver Stol og Siddcsplads. Flossy
tog et Vlad og saa paa det. »Den sande Ven« var Tit
len, og disse tre Ord sit paa ny hendess Ansiat til at
straale i Filelsen as og Forvisningen ani, at den Ven nn
var heudes Ben. Derpaa saa hun paa l)aui, sont uddelte
Bladene, og hun tendte lsain strath Det var l)ain, soin
havde bedet sor l)ende, heim, hun aldrig junde glennne.
Han lendte ogsaa l)ende, og da liendes Ansigt vidnede onc
suld Fee-d og Laste, ncrrmede lian sig hende og spnrgte
»Hm- De nu fundet Der-es himmelste Fadcr?««
Mcd stkaalcnde Øjne svarede Flosfy:
JJm im bar fundet l)am.«
Traum landc Damm-km til ved Baum-riet og Pass
sagcrrnus qit i Land oa spkedtcs hvck til sit. To of die-sc
to Herren ajorde dcrcs Bemærkuingcr, da de gik hm ad
Alle-Im den sørstc jaqu til sig sclm
»Alle ditzfo Montiefker for ikce ud til at viru- Ne
pmsfentoutcsr Worten for on Mensghcd ellrk Søndagss «
fkolcx ieg faa drin, da de toq nd i Mokgcs, og jeg bar faavt
dct Jndtryk, at Inaugcs as Teltagrmc i Mtfdet tun kom
mck her under Neliqionens Muste, medens de i drrcs
Hirt-te ikke bar dct mindsth nwd denn-! at gottsj
Den andeu, fom njorde Beniwrkning, var Or. Fljnt.
»Der er da heller ikkc Tale om at flippe bort fra diese
Msdert Man fkan lige faa godt blive her og goa, hvcr
Gang Klollerne ringt-k- Thi i Dag hat jeg bsrt en bedke
Ptædkken end i Gran-, og det staut im var taqct ud for
at more msq.«
XI
Ojertet site-.
Da Marien nceste Morgen stod soran Spejlet eg
slettede sit Haar, tog hun tillige Beslutning em, hvotles
des hun vilde tilbringe denne Dag.
,,J Das helliqet jeg mig ganske og aldeles til den
Bestæstigelse, soni hat fett mig hertil,« sagde hun
«antsdagens Reserater tun jeg skrive as ester Aviserne
eller selv scette noget samtnen; men i Dag skal jeg arbejde.
Jeg hat særlig Interesse for Emnet nu til Morgen.«
»Hvad er det da?« spurgte Curie gehende, medens
hun i sit stille Sind Inskede, at der i Dag igen var en Uds
slugt i Beute: thi hverken hendes Hoved ellek Hierte var
sasrlig knyttet til Chautauqua.
»Det er oni ,,Littekaturen og Sendagsskolen«. Solv
sslgeligt er det den setste Del, som interesserer mig, da
jeg halvt bar tcenkt paa at slutte mig til den.«
»Men saa Søiidagsskolen2« spurgte Ruth roligt.
»Du bar da vist ingen sierlig Interesse for den, estersom
du vel aldtig hat vasret i en saadan?«
»Jeg har levet hele min Varndom i en Sand-Us
stole; men der er der ikke Tale om i Dag, Æinnet dreier
sig om Sendogsskolelitteraturen, og det er jeg meget in
teresseret i; thi saa snart jeq soar Tid, har jeg tcenkt paa
at strive og udgive en Sendagsskolebog.«
Denne uventede Esterretning vakte almindelig Lat
ter yos de tre andre.
»Ja, lworsor ilke?« sagde Marion. «Jeg haaber,
at J ikle trot, at jeg ikle er i Stand dertil? Jeg ved ikle
noget, som er lettere. Jeg begynder med at sainle en Del
Vørn samtnen i mine Tanker, baade Trenge og Piger,
og san anstrenger ieg inin Hierne sor at udsinde Ting, som
Vørn aldrig gør ellec kunde og bnkde gen-, alt dette scet·
ter man sannnen med qode Formaninger og Taler, og
Bogen er sntrdia, rigtig zied og leiste-rig. Hat nagen as
eder hørt Past. Walden onitale, det er nenilia l)ain, soin
slal tale heran-? Jeg tcenker inig at han er meget tør og
ledelig, san at jea ikke lan faa nagen ny Tanle at slette
ind i niin Vog. Jeg slal snart begynde paa den, oa jeg
sastter eder sont Honedpeksonen jeg ved blot illi-, lwem der
stal tin-re den dndiae Flog-sy, trat dn, der er saa niegen
Fantasi i inia, at jeg lan aøre dig til den dydiae Honeds
person?«
Flossy blen rød, inen hnn gik ind paa Spønen ag
svarede numtert: .
»Du lan jo fees-ge Marion, og saa sorsøger jeq at
svare til den Skildrina, du giver as mig, heis· den vitkes
lig er sand og god.«
« ,,Jeg saa et Gliint as Pastor Walden,« sagde Einsie
idet lnin besvarede Marions- SpørgsinaaL ,,ved at nogen
viste tnia liam i Garn-. Han saa vierdia nol nd til at redi
aere et tealogisl Tidsskrist; men jeg vil ikle med til Mede,
lnmd Nvtte er det til? Jeg tog med sor at more mig, og
det vil iea nd at lede ester hele Daaen. Jea liar stnderet
Proammmet, oa det eneste, som interesserer mig, er
Franl Veatds Tale; tlii han vil vist ikke kede en med en
Prasdiken.«
Derpaa skiltes de site Veninder sor den Dag. Marien
og Ruth gik til Mede, Flossy sorvildede sig til et andet
Telt, ea vi slal snart faa at bere, hvad der htendte hende
ber. Eurie aik nd paa egen Haand sor at slaa Tiden ihjel.
Jkke saa snart begyndte Pastor Walden· at tale, sør
Marien sor med sin Blyant ben over Papiret: men plnds
selig holdt bnn atter on bermed eg bvislede til Nuth:
,,Gid han vilde sige noget, som seg kunde udelade;
tbi dette Foredraq vil ellers blive sorsasrdelig langt, er
han ikke skarp i sine Udtalelser?«
. Derpaa skrev hun igen, indtil hnn atter l)viskede:
»Da-at saa mange Beger for Sendagsskolernel At
der uddeles tre Millioner om Ugen: det lyder noget umn
ligt, han taaer bestemt feil. Men hvis det er rigtigt, er
der jo gode Udsigter see mig, jeg skal nol snarf beannde
paa den. Tcenk dig, Ruth, om jeg nu udgav en Bog, som
vandt almindelig Anerkendelse, saa at alle Sendagsskos
lerne enskede den. Det er ikke usandsynligt, at det vilde
gaa saalede5; thi jeg hoc glitnrende Evner til at skrive.
Du skal med i Bogen under en eller anden Skikkelse, og
dernied bliver dn ndedelig.« —
«Vlot du vilde lade vaere med at liviske saa nieaet,«
sagde Ruth, Falk ser stadig ester os: det ligner dig iste
Marion, at viere saa talende ved et Mede; det knnde dn
over-lade til Eurie.« -
Marien sik ilke Tid til at svare, tl)i hun maatte slyns
de sig at nedskrive folgende Udtalelse as Pastor Waldenx
«Enl)ver Forsatter, sont striver Søndagdskolebøgeh
er liae saa nieaet Laster ved Sendaassloleiy sein oin han
havde en Klasse i denne. Thi en god Bog kan være til
stor Hin-li- sor Lasten-n i lians Arbejde paa at vise Ber
nene hen til Jesus.«
Pludselig hørte Marien op med at fiktive-, laade Bo
gen oq Vlyanten sra sig; tlii disse Sastninger havde trus
set den rette. Alle-rede for lnsnge sideu havde lnm tnget
den Beslntnina at vie sine Evner i den Netning as Lit
teratnren, sont -m det var den letteste Ting i Werden Hun
havde liest manae Sendagsslolebøgeiy men lnm havde
leest dein nied et haanliat Sniil og med den Bevidsthed,
at hnn lnnde overgaa dem alle, saavel i Form som i
Sprog: oa nu plndselia lyder denne underlige Sastning:
»Entwu- Fotsatter, som skriver Sendagsskolebøger,
er lige saa meget Lærer ved Ssndagsskolem som om lian
havde en Klasse i denne. Thi en god Bog kan viere til
stor Hian sor Læreren i bang Arbejde paa at vise Verne
ne hen til Jesus.«
Laster i Søndagsskolciri Dct var nagt-L der laa Ma
kion gnnske sit-kut, thi hun vilde ikke virrc nogcn Holler
ligc san lidt sum hun vilde søre nagen vild. Men kunde
huu skrivc en Bog, som Børnene kunde tage med sig
bjcm sm Søndagsskolcm ndcn at nckvne et Ord om Je
sus, Vamovcnnrn stor, om Himlen og Trocn paa Jesus
Flristnsi2 Et var visi, lnm kunde ikkc Vaer Lærer uden
at laer disso Tim, den, som ikke siacr nogct om dem, ta
lcr isuod dem, betoncdc Paslor Waldcn more end ern
Gang
,,Jm er konmnsn til det Resultat, at im ikke sorcsløbia
vil limime pan min Vog,« sang htm til Ruth, da Pa
stor Walan aik ncd as Talerstolrn.
,,·0vorfor ikkc?«
»Fort-i sog bar bestemt mig om· Jeg cr led og kod
af Chanqu, dct er net-r vcd at ødclægge mig. Alle Men
nesker her er san alvorligc og taler saa mecht out Ewig
hcdm at vi ikke en Gang kau hviskc sammcsn uden at gøor
noqu sont ika bar dct mindste med Evighcdcn at mark-.
Var ban sor Resten ikke veltalende7«
»Im ved det ikke,« svarebe Rath scaværende, oq bun
spumte sig seit-, om Marien vel vidste, hvor sandt hun
tolle Thi Rath havde næppe hsrt et eneste Ord as Pastor
Waldeng Tale, siden Marion havde hvisket: »Du blivcr
udsdelig derved. « Det bar Ord, fom var sagt i SM
men de havde alliqevel en underliq dyb Betydning for
hende. Skønt bette, at hun hapde en udtdelig Sjce1, var
noget, fom Rath altid hat-do vidst og altid havde troet,
havde denne Tanke bog aldkrg ængstet cller foruroliget
hende som nu i dette Mel-UT Man hun blev ledet af Gut-O
HelligaandF
Ruth og Marion blev cnige om at stiftc Pladfer oq
je sig lidt ons, indcn den næste Taler begyndtez det var ea
Historie, som Fru Emin Miller ikulde fortælle. Marien
kendte ljdt til denne Dame; thi med sin Interesse for
Børne- og Ungdomslitteraturen fulgte hun med alt, hvad
der udkom paa dette Omtaade.
,,;3eg ou ypre paa yenoe meo tiwsriig Æwsmgyed
og Opmcerksomhed,« sagde Marien og tog sin Lamme
bog ,frem. ,,Hun er et as de saa Mennesler, som ikke hat
sagt Farvel til deres gode Forstand, naar de skriver set
Bern. Jeg har læst alt, hvad hun hat strevet, og jeg synes
godt om det, hun var min Asgud i mine yngre Dage; da«
mente jeg, at Heidepunktet as al Lykke vilde være at saa
Lov til at se hende. Nu i Dag faar jeg hende at se, og jeg
kan da døinme, am det erFylden as Lykken·«
Herefter hørtes ingen Hviskem thi Marion, som
nu naaede Opfyldenlsen as sine Ungdomsdrømme, var
altsor betaget ved sørste Gang at se den Dame, hnis Navn -
hun laenge havde kendt, og hvis bløde, behagelige Stem
me ganske tog hendes Opmærksomhed sangen. Hun ryns
kede vel not Panden lidt, da alle Neserenter blev anma
dede om at liegge Blyanterne til Siden. Marion havde
troet, at hun skulde tjene Guld ved at referere hendes
Tale; men paa den anden Side var det ogsaa behageligd
nforstyrret at kunne hengive sig til den Nydelse at tagt
hvert Otd til sig sein« »Det sikre Tilslugtssted« var Æm
net. Tet var rigtig noget sor Marion: thi det var netop
sigtet paa de Meintesker, sum vakte hendes mest bidende
Harme, — -- den saalaldte kristne Werden Marien selv
harte ikle lJertiL i sine egne Tanler Var hun langtshaevet
aber disse; thi hun var strandet paa den sture og masgtige
Vantroens Klippe, isvorfra hun marede sig over de Men
neskerci Daarskals, som sagde, at de liavde Tro, og ikke
leuede deresJ Lin l)erefter. Jngen as Till)ørertie srydede
sig over denne Tale saa meget soin Marian Will-ur.
Rnth var ikke enig med sig selv, hvad lsun skulde tcrnke
om denne Zag, estersom lnm itke hørte til dem, som blev
sremstillet. Hendesz Fader gab store Summer til Missio
nen, og hun lnivde liørt bans Navn nasvne med Ærbødigs
lied sum en af de mest godgørende Masnd, derfor saldt
den laue dagligdags Plads, sont Fru Emily Millers Syn
paa Migsionsspørgsmaalet gav l)ani, ikke i hendes Smag.
Tlii ifølge dette var det at give Tusinder as Kroner til
denne store Sag noget ganske selvsølgeligt, ikke at gisre
det nnaturlig Getrighed
,,Det er forfasrdeligt at hnre,« sagde lsnn til Marion,
da de gik sra Mødet, »hvad mener hun egentlig? Som
oin Mennesker, de vaere nu nok saa gode og velgørende,
knnde sornægte sig selv paa saa latterlig en Munde Naat
vi lever i Bei-dem maa vi dog tage«lidt Hensyn til vor
Ejendanu jeg kunde have Lyst til at dide, am hun menek,
at ens liele Tid og Ejendom skulde osres paa Hedningers
ne?«
Marien svarede iike herpaa, saa ganske optaget var
hun af FruMillers Person og Tale, og hun spurgte mere
end een Gang sig selv: ,,Hvorfor er jeg ingen sand Kri
sten ?« Hun vidste, hvorledes hun skulde blive det, og hvors
ledes hun skulde leve sit Liv som en sand Kristen, og et
svagt Ønske om at tro og arbejde samtnen med dem, sotn
arbejdede sor Jesu Kristi Sag, rette sig i hendes Hierte.
Jmidlertid blev Flossy opdraget Hun var itke
gaaet ined til Møde for at høre Past. Walden, men i
Stedet sor vandrede hun lidt otntring mellem Teltene.
indtil bim ganske for vild, hvad der nn ikke var saa von
skeligt i Chautauqua Alleerne krydsede hinanden saa
mange satskellige Steder og tidt sorvildende sor dem, sont
ikke er vaut til at komme i nylig anlagte Byer. Bedst
soin man tror at vasre ved det Maul, man sager ester,
staat man midt i Skovene og ser ikte andet omkring sig
Et andet Forsøg, taalmodigt prsvet en lsel Time, hat
kun den nedslaaende Virkning, at fare en til sit Uds
gangspunkt Summe Ersaringer gjarde Flossy, da hun
paa Grund as sin Magelighed ikke var bleven saa hur
tig sastdig som de andre dg dersor sknlde gaa alene hen
til Mødestedet. Hun gik oinkring en stiv Time og endte
saa i en suldstcendig Labyrint, og bun lsavde ikke mere
Anelse ein, bvor lmn var, end om hun havde besundet
sig inidt i Londons Waden Der var saa intet andet at
nøre for heade, end at spørge om Ves. Hun saa sig em
kring, det var nnderligt at viere gaaet nild i Skovene og
dog viere omgivet as Telte og Mennesker. Hun standsede
og kiagede forfigtigt ind i et Telt, hvis ene Hist-ne var
løftet op for at saa srisk Luft ind, og inde sra lød man-.
ae Stemmer.
»Kom indenfor,« sagde en mild Summe-, og den
venlige Vasrlinde rejfte fig og kein hende i Møde, fern
om de lmvde ventet paa hende bele Morgenfmnden. »Vi!
De jkke lwile ljdt? Korn De knn nasrmeke, vi bar Plads
nok og Masfer af Bewemnteligl)eder,« disse Ord ledfas
gedes af en sølvklar Lotter, somtidia med at den unge
Dame flyttede et Vandfad fra en Stol ou tørrede denne
af med Hanndklasdet for at skasse Siddeplnds til sin be
søgende Den eneste Siddeplads, sont soruden denne Stol
fandtes i Teltet, var Seligen, book tre Tamer sad be
fkasftigede nted sorskelligt VII-beide; de bavde Boger og
Papirer fpredte omkring paa Tæppet, og enlwer of dem
bavde Vlnant i Haanden
»Im er bange for, at jeg forstnrrer,« saqde Flog
fy: »men im bar rwret san ubeldig at blive skilt sm mi
ne Veninder, ou nu hat jeg i en hel Time vandret op oq
ned ad Bakke, saa at jeg er bleven ganske trcet, uden at
kunne finde Modeftedet.«
»Stakkels Vorn,« lød det paa en Gang deltagende
fra de tre Dnmer beune paa Senat-n
Jmidlertid san Flosfy siq otn med en hemmelig
Frist-. Der vnr noqet i bele Teltets Jndre oq fremfor
alt ved die-se Donners Personligheder, som tydeliaere
end Ord fand-s bende, at lmn var kommen blandt Meins
bedsnrbejdere, at lnm ndcn at vide det usrivilligt var
kommen Ind i et of Choutauquas Arbejdstelte, og der
var saa manqe Tinq, bun ønskede at Gan Kundstab om.
(Fottscettes.')