Fra Mørke til LyS.
Fort-Eins
of
delete Bett-old,
(Fokf. til »Bedfteiadets Husholdningsbog« o. a.)
Frei TM ved J· Engelstoft.
CFortfatJ
Ottende Kapitel
Eu ny Töd.
Endnn var der ikle fort-den en lng før Jeslo aa
benlyst erklasrede fig for Kristendommem og i Mellein
tiden var der flet betydelige Forandringer i Soeboe
Der, hvot for fort Tid iiden Zernebogs Priester
havde fanget og oftet til Afgndens Ære, der lsd nu
Evangeliets rene Forkyndelfe, og state Starer sit-Imme
de hid og lyttedc nied Fryd til de livsalige Ord. Aller
gladeit ved den herlige Fotandring var doq den lille.
hidtil laa haakdt nnderkuede, Skate af Kristi Tilliwngeke,
ssm ikke nokfom knnde takke og Prife Nnd for deres Hon
dings Omvendelfe
Engelbatd og Otto foreiundt en fnldmoden Heit
mark i Sveboe, og as Hjektens Grund priste den nnge
Musik Herrens- undekfulde Ncmde, at hon netop liavde
udvalg ham til at forlynde Evangeliet lnsr, for sit met
Land og Falk. llden Menneikefryat oq Ekylnsd fotkyndte
han Guds Ord ovemlt oq ngtede ikie de wirke Miner
og truende Ord, soin modte limn her og der.
Med Stoltbed oa Gliede betragtede Jesko iin prim
tige Stri. Med snsklia Forlasrligbed valute lian altid
ham til at Itdlasqge Gnds Ord for sig, og nn beklagede
han ikke mete, at Engelliard i Siedet for Firmen-us Rust
ning bar det prwsleliae Sirt-d Hon iorstod nn iaa
godt, at del netop knn var frimtløie Mnsiid, Ilirlen kun
de beuge til Hedninaemidiionsarbejdet, on at de bedfte,
ioprefte Helle ille var for gode til ist overladesz Herren
Pan den unden Side var det ban ogiaa en fior
Gier-de at hans anden Sen ilke hovde aflagt Munleløi
let. Sau vilde den iwdrene Arv doa ikle goa over i frem
mede Hamdeu inen Landet vilde tvertiniod eiter haus
.0Ivdingeiis, Død viere forivtget Pan dedsie Mande:
Edilo Stanml i Spidsen for den verdislige Tivikow En
gelhakd i Spidfen for den gejftlige Sinn-litt
Herliat var Jarosvlaws Prosetj tta inne Tage goa
ct i Opsvldelsc. Der var blcvcn Fryd oq Liv i Handw
gcns Bo, og mcd ct Esset-tin sont bankcdc af Glasdcy ven
tedc Hcla nn tun paa sin yngstc Son.
Han, sont sar Aarinacc siden lmvdo udtalt dennc
botndninassnldc Ptufctj, saltc imidlektid alt andct end
Glcrde ved at sc, hvorlcdcs den var gaaet i Opfyldclsc.
Skærendc Tasnchr as Icsad og Rascri lmrtc lmn chn ind
nnderliae Von-innig om de rtsddcsdc Tvillinqcr oa om
Jcslos Ovckqana til Kriftcndommcn Frygtcltge For
bandelsck oq Trnslcr slnnacdr ban Jesto i Anstand da
drnnc kont sur at melde limit, lwad drk var stet.
Bedtsvet vrndtc Jesko slg bott. Gan lmvdc ikke
knnnet bringe dct over sit Vierte at banle baa Jakos—
laws Rog, tin endnn ftcdsc mindedcs ban mrd netnodia
Talnennneliabed den Tib, da hatt i bam bade m foder
lig Ven. Aabcnt oa asrlint botendtcs han« dcksot det hole
soc Yppcksteprwstcn oa bad ham indstasndig om ilse at
vtedes sode han, Osvdinam nn maattr folge sin nye
Ovarbevisning.
Ypptststrprwsten svatcde lnn med Forbandclscsr oq
Truölck, og sorawves sagte den bedrøvcdc Fyrste at
stcmme ham mildere vcd sinc Vanncr.
«Forbandet, tisold sokbandct vwke du, troc-se!«
sktea hatt ntcd on as Harme nassten lvalt Stumm-. »Men
bi, usttasset skal dettc ilke aaa heut Jklc vil im both-;
sst Zorne-bog selv nwd sin lmsvncnde Lynsttaale sdclwgs
get dia oa bclc din Øaleætl«
Bedtsvet betragtcde Jesco den rasende Fanatiker.
»O, min Faden-, dine Ord smertcr mig dybtl Dog
swgtet im ikle din Forbandcslse og Zerncboas Rast-ki
thi — tro mia -—-- Satze-tandem der nu oasaa er nitn
Gad, et tusindsold ststrc i Mast oa isorliahed end alle
voke dsde Asguderl«
Jaroölaw vilde svake, men Nascki og Ophidsclse
betde ham Pia-let og dcn andcn vcdblev lanasomt:
.Ja. tto mig, ntin Faden den hvidc Krist er i
Sande masatjgkrc end vore san-le Gudett Tot hat jcg
selv ersaret, og dersok holder jeg mig nu til han« Hutte-r
du Me, hvot jcq en Gang smasdede oa haanedc hanc oa
svor paa aldtig nogensinde at bsse mig sor kann's Og
nu hat hatt dog vundct Scjr over mig, ovcrvnndct mig
gennem min Husttns swnnnc Bande-l oa et her-list,
stokslaget Undett
As ganskts Hierte tror jcg nn,paa den tnsenige Stud,
og det er mit indekljgste Ønskch at ogsaa du, min Faden
om en stakket Stand maa naa til denne salige Erkcndels
set«
»Ach-W Aldrig i Eniql1ed!« sskea Munertenmsnen,
der nu endclig hat-de qenvnndet sit Maske-, qlødende m
Rast-ki. »Dort fta nnne Øinc sen-dankte- og vier visJ
paa, at icg ingensinde skal glemme qu dem-! Maasse
Zeknebog, sont du foragter. endnn ved at kam-ne dig
cftettwllelig. Dn nilde i san Fald Mc viere den førfte
Form-den sont vore Fasdres Guder strafjede med en
fokiinasdelia Tod«
»Amt- siger im dia: Jeg rnsddes ikke for Ezeknes
bog«, ivokcde Jetzko alvorligtz »Im-n det smerter ntin
fault-des at nmatte stilles fra dist, dn mfn Unadocns bed
ste Ven! Min enefte Trost er den, nt ntin surrte Wnd
ogiaa san blive dia for stetstc Jeq nil ifse aslade at
bebe for dit Held!«
Uden at afvente den form-nebe- leinqs Sonn toa
lmn Afsked med en let Hovedbeininq on skred sakqtssodiq
bott. Oan vidste godt, at hnn fm nn as ikke met-e tun
de vaske sikker for sit Liv, thi den fanmifke Mundeser
talie aldrig tonnne Ord, Oan var en Hnndlinqens
Mund da iStand til en hvilken sont helft Tand, lnvor
det gialdt Zernebogs Mie.
Ver-b var Jesko Me, men han vak’tnng osn Diener
Det anede hom, at de kommende Dage intet qodt vilde
bringe hom. Endnu var de tre Fietdedelc as hele Fol
ket ivriqe Ufgudsdyrkere, og Jaroslaw vilde sillert ikke
tm med at ljfe dem fra der-es Moskade til Hsvdingen
og at ophidfe dem til Ohr-L En skrækkelig Borgerttia
vilde da være de unndqaalige Ftlgetn
OF bei var han, Jeskm SIle il Han, der hidtil
iaa strengt havbe das-Ich at Hsvdinger for der-es pet
Ioulige Interesse-Its SIle hidfede Landde ttl Kamp
mod Muhme-nd hcn var nu selv i Begreb med det
sum-net
It Mel-M hell-i san beklaut Haanden for Minne
M han fes-spare sin. Candlemaade i dens·fulde Om
fmf siebliwelis Iom spat-et ned fes det Me: »Ja du
stan: M M Ist Mys- «su) mep- md Mwneskenw
«Hetken dsntme mellem dig og linig, han vjl fi
re den retsærdige Sag til Sejrl« udbrisd han srimodigt
og begav sig, trsstig og kolig, l)jemad.
Jmidlertid skred den sorbitrede Ypperstepræst til sit
Hævneværtc J Forening med den triumserende Swanto
arbejdede han Dag og Nat paa at ophidse Zernebogs Til-.
hængere mod deres tetmasssige Herre. Til sidst sains
menkaldte han dem alle til en Forsamling i Asgudens sto
re Helligdoni og løste dem der højtidelig sra deres Tro
skabsed til Jesko Detester fandt en hemmelig Rand
slagning Sted, oa da Swanto ester denne sorlod Tem
plet, talte Stadesryd og Ondskab ud as lians skmnle
Aasyn. " «
»Na er min Time Komment« mumlede han msrli.
»J Morgen ved denne Tid er Divikows Æt ndryddet as
Jorden, og im er i Jeskos Sted sending over Folketl
En berlig Arv deutet mig! Hvot skal jeg og mine
svwlgei denne Lykke oa Overslod!«
Medens alt dette soreqik, sad Jessko lijeinme i sine
egnes Kreds on lwldt alvorliqt Raad med Otto oq En
gellmtd om, lworledes han bedst knnde niodarbejde sine
Fjender, »den derved selv at give noqu sont helst An
ledning til aaben Strid.
Da droges paa en Gang Pastelsets Forliwna til
Side, ou i Aabninaen viste siq en slavist llnderlievdings
Hitstnh sont lwislede i asnastelig Hast:
»Tilqiv, o Herre. at jeg ukaldet vover niig herind,
nien Liv on Tod aslmsnger as, at ieg strals saar eder i
Tale. For saa Minntter siden overvwrede ieq en Sam
tale niellem Swanto oa min Matesaslla on jea tonmter
nu hid sar at advare oder. J Nat, naar J alle ligger
i dnb Semi, stal J oversaldes oa iiiyrdes. Jaroslaw
bar lest alle Ilerneboas Tilliasngere sra deres Trostabsed,
oa alle lmr de sammenkottet sig for at edeln-age- dig
med samt dit bele Hinz- Det er maaste llret as miq a:
sorraade min LEAteseelles sennneliqlied men Bela, din
Hustrih bar under mit sveere Stmeleje staaet mia bi som
en Sester. oq det kan ieg aldria glennne (1e11de.«
Endnu serend den overkaskede sending limde spart-,
var Kninden lndløst sorsvimden, og Jesto sprang op i
stcerk Bevægelse.
»Der liak vi Evar paa vort Zimmsnmab og nu er
der ingen Ttiivl ant, livad vi bøk neu-! Saa vidt det
kan undaaasy skal intet Vroderblod finde-, uien lige saa
lidt skal de sejge Snimnordere overrasle os i Same
Op, mine Vennety og staa miq bi med at sorbekede alt
til at modtage de slemme Gassten Zaa vil di trostig
lwgae alt, livad der viderc skal ske, i Heu-end Haand."
Te andre nillede sasutnklende Te sorstod, at det
asnørende Lieblik nærmede sin, Inen ingen as dem, ikle
en Gang skvinderna skygtede
»Hei-ten ian oq vil itte sorlade os«, saade Hela ro
liat. »Alt, hvad vi her soretager os, get vi io sor hans
Styld, ou derfot vil lian ille glve ogi vote Fienders
Vold.«
Endnn isn Nana tnaslisdr dc nisd til Lolch Van, og
dckpaa git cnlmcr til den Merninw der var liain anvist
af Høvdinaen
J al Stillnsd blev luslc Naardcn barkitaderet sum
cn Fasstiiiiia. Jesko var alad til-d, at itan i sin Tid
byaaisns Burgen iaa solidt af ltlkanit oa tnlkc Træftains
nick, da at Jndheaninchn unt Gaardcn liacledes beftod af
ftaskkcn tast sannncnføiedr. ists Fod liøjc Eaeplankcr.
Dist vildc ikkc falde Jaroslaw ou Zwanto saa lnslt
let at trasnae deriaenncml -— —
Da Ratten com og nnsd den chnden Lydløsh i
toll-st- Zlarck sum lian sia itcniad oa nch bankende
Hier-te betragtcde Josko —- dcr ftod incd sinc- Falk i den
ndetstr Gaard og godt fokfkanfct — dc sannncnsvorncs
Fast-d
»Di- ei- flerc, end im tasnktcs«, hvistcdc lmn til den
ved bang Sidc ftaaende Engislhard »men dct bar intct
at sigc Vi er benvcd lnindredc vaabenfsrc Mir-nd og
kan lct holde dct tidobbclth Antal Llnariberc Stangm
Jeg aad not sc Swantos Rufst-lich naar lian fin
der den ellcrs bldt incd cn cnkclt Trwboiic luktcdc Port
faa forfvatlig aflaafctl Tns, nn tonnncr de! Nu er
de ved Portenl Hin-er du de dwinpedv Udbrnd of Na
scri2«
,,Fokdmnti« lsd dct halv liøit derudefra. »For
kckdcskcm Overlsbcrcn er adoaktstl«
»Ja, jcg er advaretl« raadtc Hsvdingcn nied lade
lig Rast oa traadtc nærincre hen til Parteii. »Min Gud
er størkc end oder-Z, han bar ittc villist, at jcg »sama«-n
dc fkuldc falde i cders Haandl Jeg ticd alt, oa isndnu
en Gang rastkcr jca cder Haandcn til For-Hm tbl niin
højre Haand væarek sia vcd at ndgndc Broderbloc
En Haanlattcr stingtedc hani i Mode »Ha, lial
Han bedisr om Irr-d han vcd godt, at han ilkc i Arna
dcn vil knnne staa sia imod os! Ha, bat Godt var dist
at vi doa cndcslia koin saa vidtl Du cllcr jcql Nu skal
det afaskcsl To som os lnc i Svcboc er en for niangc
oa jeg ved godt. Inn-m dennc enc- ovctflsdige etl«
»Vine- Ord straskktsr nng ikle«, fvarede Hsvdingen
stott. .,Storc Qrd ndrcttcr knn lidt, og niin Gud for
niaar at gsrc Vidnndercl Mcn J, ininc bedraane Un
derfaattet, har, hvad im i min ovcrbasrcndc, fadekliae
Godded bar at sige edck!«
»Jkke«T-t Otd merk-, ti, strahlde raubte nu Ja
roslatv opbkagt, og foin paa et aivet Tcgn bcgvndto man
med vasldigt Gny at bamrc mcd vardcne paa Stint
denr. ·
.- ·-....- .A.-2
»An vel. de var Iew vtueroet man-nex- , »mus- dro
ko Man-ohne «Te vil tm prsve pna at overftne Mitten,
on der er ille andet for, end at vi man belmndle dem
lom Jjendee Men sonst-hin man doq innen lmerlen
finde eller man Inen stsd alle, Use llavre op, tillch
med lange Ein-must Falde de faa mnnsle ned as Sti
qerm-, san ml de den ikle komme videre til Zinde pnn
Mwnsvasret
De forvljndede ital den ie, at jen ille med min L
node Villie vil tilføie dem nonet undi
Saaledes liete det.
Da den sprfte Fjende fmk Oovedet op over Jndnew
stingem ftod alletede Handluan der feltj ined en lang«
Stana, on lmktinere end han var kommen op tnmlede
Angriberen atte- ned. Der her-les et Steig ndenfoe, og
flece paafulgte, tln Forlvarerne forftod udmasrcet at
lmandtere de netop i dette Øjemed forfeerdiaede Stasngen
Saale-des gis det en Tid lang, og det klare Manne
fkin belnfle et hsjlt eiendommeligt Sknet Idon Pan
Hoved dnkkede hvert Øjebllk op over Jndbeqninqen og
forsvandt läge saa bnrtlgt lan under dastnpede Udbrud
nf Rufes-L
Jeskos Falk morede liq« meqet over· denne nye
Kampmaabe, og deres klare Latier blandede sig lnart
med Fjendernes rasende Syl, et Vidnesbyrd sm, at al
lerede mange as de sidste baa denne Maul-e var bleven
gjort akanwdyqttqe.
Angribemes Tal blev stadig mindre og mindre, og
da Dagen gryede, ttak de sig langsomt tilbage sor at
holde Krigsraad.
Høvdingen benyttede denne Passe til at styrke sine
tapre med Mad og Drikke sor de kommende, vcerre Stra
badser, thi han tvivlede itke om, at sørst nu skulde Hoved
angrebet med Brande, Stødbjaslker og andre Belejrings
redskaber finde Sted.
Og han tog ikke sejl.
Faa Time-e ester begyndte Fienderne en regelinæs
sig Belejting, og nu sørst kneb det sor Alver
Nn kunde Jesko ikke mere vise Skaansel mod sine
Fjender, thi nu gjaldt det Liv eller Dad, og Forsvarernes
lille Hob maatte kcenipe med Løvemod for blot saa nogen
lunde at knnne holde Angribernes tidobbelte Antal
Stangen
Ganske vist sandtes der i Sveboe endnn en Del
beinmelige Tilhaengere as Kristendoinmen og Jesko, men
de lioldt sig belt nvirksomme De troede saa sikkert, at
Jaroslaw og Swanto vilde sejre, og dersor gnv de ester
sor deres Frygt og holdt sig skjnlt i Hufene
Det stod -- menneskeliq set — meget slet til hos
vore Venner, eq Swantoss Folk begyndte allerede at
isten-me Sesershyninter, n1edens Ypperstepræsten ikke
undsaa sig for at tilraabe F1)rsten, at han frydede sig
allerede ved Tanken oin snart at skulle se ham og alle
bans braendes til Aske paa Zernebogs Ossersten.
Men Jesko blev ikke sin Fjende Svar skyldig; han
svarede med et Skuldertrcek:
»Ok; jeg sryder mkg allerede ved Tanken om, hvor
sornndket du vil blive, naar Hscelpen komme-r til os.«
Vor-e Venners Tro slnlde imidlertid saettes paa en
haard Prøve
Den ene Dag, den ene Uge gik ester den anden, og
de belejredes Tilstand san stedse niere oq mere mislig
og haule ud «
Ester nassten fire Ugers Forløb saa det bøjst MAS
liqt nd paa Vomen Halvdelen as Krigerne var saarede
eller dede, oq Hungers-neben stod trnende for Deren
Selv en saa talrsa Kvægbestand sont Jeskos kunde dog i
Laanden ikke slaa til til at mcrtte alle de mange Munde.
Sulkende mønstrede Oøvdingen de saa Høveder. som
endnu var tilbaae Hvor lasnge knnde de vel slaa til?
,,.(dvide Krist, staa as bil« bad lian i sin Nød og
begav sin ind sor at liente Trøst bos sin trosstasrke Hnsttn.
Helo, Orta og de andre Kninder bat-de nok at gøre
med at pleje de syge ou sorge sur Mad oa Dritte til dem
og til de snnde. Alligevel oenyttede de livert eneste le
digt Ljeblik til Fwllesbøm tlii de troede og nidste, at knn
ska Oel-neu knnde Hjnslpen komme.
Deres Tro blev heller ikke til Stamme
Paa en sollns Martsmokgen i Aaret 965 ineldte de
udftillede Vagtposter, at øst sra naermede en prægtig
Nytterskare sin Bnen
»Fader Henrck on Edito«, udorøo ungetyaro jun
lende oa ftea pillnart ou i Vaattaarnet for at faa Vis
hed i sin Sag. Faa Minutter efter vendte lmn tilbage,
straalende over ljele Ansigtet.
»Gud vasre lovet! Vi er reddede! Henved lnmdres
de bevasbnede Rottere ferer min Bruder med siq!«
Med et Jubelfkrig faldt Jesko Paa Kna-.
«Ovide Krist, du min Gndl Du alnmsgtige, nn
dergørende Heere og Hin-sper, jea takker d!g!«
Dybt groben lnwlede den singe Prasst ned ved Siden
af fin Faden oa Ined Gliedes-mater faldt Hela Ægtei
fælle og Søn om Halfeth medens Orta og Bruder Otto
stod og betragtede dem med soldede Hemden Den, fom
felv en Gang hat merkt ftedt i den lmardeste Nød og ligg
paa een Gang saa underfuldt hjaslpes ud deraf, ban vil
ielv bedst kmme forefttlle sig vore Vennerg Følelser og
Tanker i dette ZjebliL
Operrafkelse ag Ell-ask lmvde lmlvt lammet Jokas
law og Swanto med alle deres Tillmsngere Kun altfor
snart blev de klar over, at det var Fjender. som nærme-«
de fig, thi i Spidlen for dem sprwngte under bøjeSejerss
raab den as dem alle faa vel lendte VogumiL
Med et bakmsuldt lldraab toq Swanto med sin Bur
Sigte paa den gamle, men denne veg hastig til Side, oo
bag ham raabte en Herold med ludelig Rast:
.,Hold indel J Miescos, alle Slavers Overl)erres,
Navn byder jeg eder nedleeqqe Vaabnene da ika mere
lsfte Soætd mod de kristne. Miesco selv lader eder
vide, at nn bører ogsaa ban til de kristne, tlvi med alle
fine Miend bar han nys ladet fig dabei Eneer
Terfor byder ban alle Slaver straks at følae lmm ef
ter, at ødelwage Asqudstempler. Offerlnnde, Villeder og
Altre, oa i Siedet for lade sig døbe i Jer Kristi Norm
Det man imidlertid fle luden tre Tages Forlpk
Den, som vægrer sta, straffess mcd Tab af Liv og
Ejendom.«
Lwroldisn tun, on Mr lød et clkm Im Wink-teuer us
Strnbm sndis i Vomganrdlsn Jnlnsl ou Tal, ndcsnfor
Vrcde oq Rast-til
Mksn sitedninqgmasndmc brød sin intct inn do ru
fendis -LJ(-dninnier Trnfler m Forlmndolfen J ct Nn vnr
nllc, sont rndnn tasnttc pnn nt fasttc siq til Modvasrge,
laute i Luntrr. deriblnndt oafaa Zwanto og Jarokslanx
De flefte of chndernc giordc imidltsrtid node Minor til
flet Spit, tlii de var kloae nok til at indsp, at de dog i
Lasnudon itke vilde kunne trodfe Micscos Villie. Sonn
Tmn paa, at de overch sin, koste-de de fig skvndfomt til
Jokdm on lwrørte den nie-d deres Pander.
Da nn, da der ndcnfor var tilvoiebraqt Fred, og
oner Farc var forbi. rcd Gasstisrne under de befriedcs
Jnlnsl ind i Høvdinncns Guard.
Med beaqu Hasndcr toa Jeizko niod de brave Heltek
»F tinn i rette Tidl Vin inia lijisrtclia volkonntc!«
scla ndstødtc et dasnunst Glasdesmaln
,,Jissko! Stmnyll Stanmll Jm sonder lmntl Dtst
er bann, insn Son. Sanledes faa du nd, Its-Sto, da dn
heilt-de til migl«
On medcns Hsvdingen takncnnnclint rystcdo Mid
dor chriks lere Haand, laa oafcm den andcn gen
fnndne Søn i fin. Moders Arme-. Edilo undrisdis fig
ncrppe over, lworledcs lnm faa oprigtigt knndc befvare
bcndrs Kærliahcd: han falte, at Boqnmil liade haft
Ret: Lnllclia den Son, der tnrdc kalde en faadan Mo
der finl
Nn trcmdte oglaa Jesko til og frydede sit Øjc ved
Synet af den staune Yndling, hans caet udtrnktc Vil
lede, lom oasaa fra tin Side varmt befvarede Fadetenö
krerlige Vlil Edllo forstod paa en Gang, at det ikke
bavde været of Grnfomhed, men med dyb Smerte, at
denne alvorlige Mondi lin Tid bavde udsat ham og
hans Brodes-. —
»Mit Faderl« ndbrsd ban inderliqt og flog begge
Arme om Hallen vaa den lykkelige Øtvdlng. ·
· Ridder Hentik forholdt sig imidlerttd heller Mc
wag. dem omtavnede sin lme lavnede ældste Mele
sein Engell)ard, og lod hanc udsøtligt soktcelle ham alt.
hvad der var stet.
»Gud sle Lov og Taki« udbrød han bevæget, da han
havde hart alt. ,,Atter maa jeg forundres over Herren
underfulde Førelseri Havde itke Miesco lige i rette Tid
ladet sig døbe og sendt os af Sted med Fuldmagt og be
vcebnede Ryttere for at udbrede og skwrme Kristendom·
men, saa var vi ikke kommen tids nok til at sri eder af
den overhanigende Fore. Og havde din kasre Moder ikke
——— i sin Lasngsel ester sin anden Sen —- givet Anledning
til, at din Feder stillede Bud til Miesco —- o, saaledes
kasder den ene Vegivenhed sig til enden, og vi saar til
sidst en hel Kæde af guddommelige Tilskikkelser og FI
relseri
Æte viere Gud i det højei«
,,Ameni« udbrød Jesko med høj Rest, og saa blev
der en Stund dyb Stilhed. Hver eneste Kristensiæl stod
tavs, i stnm Tilbedelse as det hejeste Versen
Tre Dage senere, den 7. Marts 965, paa lpvilken
netop den Gang Sendagen Lätsre saldt’), soregik i
Sveboe Asgudstemplets og Billedernes Ødelæggelse og
samtlige Jndbyggeres hsjtidelige Daub.
Det var en gonske mxerkvcrrdig Fest, som vore Ven
ner, trods deres state Gliede over Kristendommens Seit-.
dog kun med et halvt Hierte kunde deltage i, thi de kun
de uniuligt billige Hertug Miescos Handlemaade Oele
denne voldsonnne Fremgangsmaade var dem imod. Hvad
maatte Hedninqerne dog tnsnke oni de Kristne, der med
Sværdet iHaanden drev dem til Daabeni
Men mod Miescos strenge Vefaling gik det ikke an
at kno, oq Heini-i eneste Haab var, at Ottos og Engel
hards sagtmodige, blide og kirrlige Undervisning stulde
søre den daarlige Vegyndelse til en god Assluttiing, et
Haaly sont i de kommende Tider ltlev saa lJerligt opfyldt.
Da nnin sont en Jndledning til denne niindevcerdige
Dags Højtidelighed skred til at ødelwgge det gamle be
røtnte Zerstoben-Tempel, haabede niange as Gudens ivs
tigste Tuba-Were at han til Død og Fordærvelse for de
kristne nilde anbenbare sinHerlighed ved et eller andet
stort Mirakel.
Men intet as alt dette stete.
sinngende som ethvert andet Stykke Træ sank Af
gndssliilledet til Jorden under Øksehuggene, og med stive
Vlit og fast sammenprecisede Laeber stirrede Jaroslaw
pan dette Ødelasggelsens Viert
Medlidende betragtede Jeska den gamle Prasst Hatt
forftod snldkonnnen Del, bund der rørte sig i Oldingens
SjnsL og glemmende den Fortrwd, Jaroslaw havde
voldt l)nin, sagde hau i sin tidligere kasrlige Tone:
»Im ded, lworsor dit Hierte sørger, min Faden-;
tnen trøst dig.: En bedre og mcegtigere Gud end hum
der ligger sønderhugget paa Jorden, skal fra nn as væte
din Herre og Føreri«
Jaroslaw sendte den venlige Taler et hadesuldt
Blit.
,,U«Ul·lllsllllc Iklllllcollcl PLU, Oll cl· Such Ockll Wien
tro blot ikke, at jeg nogen Sinde bøjer Knæ for de krist
nes hind! Aldrig, aldrig fkal Daabsvandet vcede min
Pandel
Zenit-how For dig bar jeg levet, for dig vil
jea døl Du inine Fiedres Gud, jeg bringet mig selt
fom det sidste Offerl« raabte ban pludfelig nced Tor—
densusnsme, og førend den forfoerdede omftaaende Mennes
sker knnde hindre det, forsvandt lian nced et mægtigt
Spring i det flannuende VaaL der omfpasndte Hellig
donnnen.
Dnbt rystet stirkede Jesko efter den iorblindede. Han
hat-de stedse nasret nogen Benndring for den fanatiske
Ypperfleprasfts storslaaede Kakakter, og han knnde heller
ikke nn nnsgte ham sin Beundking.
»Han er død, tro mod sin Lkere og sit Livi« nntmlede
han dannpet »Heru-, min Gild, var det aanfke nmuligt,
at dn i Naade knnde antaae dia denne ivrige Zernebog
tjeners Sjcel?« — — —
Da den Vekasaelse, Jaroslaws skrcekkelige Endeligt
bavde vakt, atter var begnndt at lasgge fig, fkred man til
den eaentlige Daabsbandling.
Haand i Haand med sin gamle Moder traadte Jes
ko hen til Døbestedet, og, gennembævede af hellig Ærei
frygt, nIodtog de lieage Genfødelsens Bad.
»Mit vil jeg gerne dø,« ndbrød Orta nnder ialige
Glasdestaareu men Hela otnfavnede den til-re, gamle
Sviaermoder oa svarede:
«Nej, knsre dyrebare Moder, nn vil vi alle begynde
et nnt, lnkleligt Lin i Jesn Krifti Samfnnd.«
Eiter Høudingen strømtnede de hidindtil hemmelige
Kristi Tillnengere lnd for at døbes, og dem fulgte, mere
eller mindre villigt, de tvimge Daabsgcester. Swanto var
ikke iblandt dem. Han havde set sit Snit til at undfly
fine Vevoatere, oa innen harte noan Sinde nsere noget
til bonI.
sammt- nundenasrdlge Tags Aste-n nimmle Mid
" ver Honrik sst Vcnner. at han lmvdc lnsstcmt fiq til for
Fromtidcn nt slaa siq ncd i Ein-both ou chme Oplusning
valte almindolig Mir-da
»N« forsl ist« min Lylke fnldkomnusnl« udbrød En
gellmrd alasdcszstmalcndc oq kysrsscsde tnkncnnmsliq fin tro
fastc Pltsicfadcrs Haand. —- —
En m) Tid opmndt un over Sol-both
Eudclm bøjcde frlv do most qcnstridm fia for Kri
stmdonnnksnszi milde Sctjptor i Jkscilosz Hnnnd og eflcr
san Aars Fortle var sumtliae Jndbnqqerc ika blot nd
vortcss3, tut-n onsau i Hjcrtet kristde Tivikomks Æt tri·
pedes- oa ndviklcde fig herliqt Juroszlaws Profcti var
ganot i Opfi1ld(slsp: Enlmu nenne-n mange, mange Slægts
lcsd lusrskedo JosJkoH Ætlinatsr used ftor Ære on Vor-m
nuslsxl i ou om Eveboex
Jlrimtdt de qnmlis Krønikler on Doktnncnteh paa
lmilko disnms Fortasllikm er lmgqet, findt-s blandt flere
andre Papirvr vgan ct mtlnct, ufuldendt Haandfkrist,
lmis Jndlmld fikkort vil interesscrc mangc af vork- venlige
Lassen-.
Dorfor ladet jeg her medfølge en Asslrist, idet jeg
tillinc bewirer at Originalmanuskriptet, forfattet af
Mnnkcn Carolus BucciuT indtil Slutningcn af fertige
Aorbuudrcdo faltifk hat været opbevarct i det hemmte
Cistcrziensprklostcr »Poradifct« i Posm Ved Sekularisas
tionen 1830 flal dct være bleven fort til Wut-schau cller
St. Gallen tilligemed Klosterbibliotelct At del i et es - H
alt skuldc vcere historifk Sandhed, kan «vel næppe være .
Tilfældet, men det et alligevel af et laa mærkeliql Jud- »
hold, at jeg ilke bat kunnetsmodstaq Lysten til her at gen
give det arm-et Hvem der holder af at losle mcd Forli-»
dens Historie, vil likkert med Interesse læfe des file-up
(Fortlætleö)
