sra Mørke til LyS.
Fortirlliug
of
delete Berti-old
(Fokf. til »Bedftefaders Ousholdningsbog« o. a.)
Fra Tyst ved J. Engelstofi.
Guttat-)
Alle-them vilde hun have udraabt2 »,Bcdragcri og
Opspind er jo det helel Forlad dog de dsde Af
quder. fom ikke fornmar at hjælpe, og kom med mig
frem for Saksergudem den barmbjertige Frelser og
Bjtncvent«
-’ Men det gis fo desværte ikke an, og hun nsjedes
med at se beklemt mod Jordeu, medan Hsvdingen
muntert vedblem
.,Syncs du ikke ogfaa, min Asche- at vi fkyldet
Guderne' dobbelt Tat? Fsrst i Dag fortalte Bogumil
mig, sit min Helbredclfe i bang Øjne var et Wirt-seh
thi endnu aldkig har han oplcvet, at en, ban havde
opqivet, atter var kommen fig.
· Men hvem andre end de almwgtigc Guder kan
vel have bevirkct dette? Ogiaa din mig paany stam·
kede Kastlighed er dcrcs Vaskh og dcrfok vil . vi ogfaa
være dem af Hiertet fahemmelige Tilforn —- det
indrsmmer jeg —- var jeq en lang Tid itke ivrig nok
eftet at time dem, men fra nu of tilhørisk jcg dem
med Liv og SiæL og alt, hvad de frei-ver of mig, vil
ieq give dem«.
Oele anste.
»O, Jesko, lov ille for nasan Vorr- Guder er
Its-femme og lidet qaar Menefkenes Sorg dem til
Viertel Twnk paa Diwikow oa Staan Hunde Guderne
ecsket os, vilde de aldrig keck-not mims smaa Yndlitme
som Offer!«
Uvet Monat-us nys san qtaoe uamn cetreoe nq en
Skyage Med Forscerdelse mindedeg ban bine tnnge
Timer aq de derpaa sslgende setgeliqe Dage. As den
Grund overlntrte han ogsaa sin nnge Hastrns lidet
eerbsdige Tale am Gudekne og bemærlede blot, lsastigt
og asvcergende
,,Lad det sorganqne veere »glemt, min elskede. Det
stader Inn atter at rtppe op i aamle Saat-. Lader os
hellere stnde os over den lnkleliae Nntid.«
»Im vil ikke heller llage mere.« saldt Hela beko
liqende ind. ’»Jea er saa glad over, at dn lebet-, og
s-— komme, bvad der vil — intet slal nn mete stille
inlg sra dia da din Kcrrliahed.«
Med endnn stsrre Jnderligbed end tilsorn sinnge
de bun Annene mn sin Monds Hals, on eint on rørt
bettaqtede denne sin yndiqe nnae Hnsmt
Nogle Tage estet holdtes i Zernebogs prasatige
Tempel, sont laa i den vestlige Udkant as Sveboe’), en
hsjtidelia Talkmndstjeneste i Anledning of Hsvdinqens
Oelbredelse og med Jeslo l Spidsen skred alle hans
Stammes vaabensere Musnd i stort Optog opad Tem
pelbjerget.
Alle var glade, thi de elstede deres nnqe Bindi-ich
og —- ined Undtagelse as Swanto og hans Tilhængere
— gaves der vel i hele Sveboe ille en SjæL som ikke
hierteligt bavde sendet sig over lmnsHelbredelse Nava
lig ester at Jesta saa strengt og trofast, paa Fcedreiteviö,
var begyndt at over-holde alle Gnderneö Vud og Lode,
havde han vnndet sit Falls Vierte, og selv over Jarosi
laws kolde Trask gis der som Slyggen as et Smil, da
Hsvdingen ceresrygtssuld bsjede sia sor hom.
»Guderne slasrnte dig stenideles, min Sen, og
slænke d1g og alle dine alt godt nu oq i Frenctidenl«
sagde han htitideligt og lsstede Haanden Inod den kom
mende. Taknentmelig lyssede Jesko Oldingens velsig·
nende htjre Haand
»O, du den masgtige Zernebogs Wurst nnn Fa
der. hjælp mig, leer miq at tjene Guderne retl Last nin
at osre saaledes, at de med Velbehag knnne stne ned
del-han«
« Træd da nasrmere og aaa ind i Helliadommen,«
svarede Ypperstepræsten med Verrdighed oa ledsagede
Teget til Templets Jndgang. Paa et Vink as bam slog
de tsenende Priester de vide, solderige Farbe-eng til Side
oq under Etesrygtssuld Tavshed slred hele Forsainlin
gen ind i den hellige Bygnings rummelige Jndre J
dens jstltge Ende sandtes atter et Forheenq og det endag
purpnrksdt med Guldssmme og Guldkvaster. Kun med
Eresryqtssuld Gnsen vovede de modige, kampsvede Mænd
at stue didhen, tht der baqved var den mceatige Zorne
bogs Allerhelligste, et balvmørkt Num med Gudens
raat udslaarne Billede. Der ind gis selv Yopersteprassten ,
knn paa visse Helligdage, og der var ellers ilke en as
hele Folket, der vovede blot saa meget sont at rete ved
Fothcknget, thi srygteltat strasfede den satt-rnede Gud
en saadan Næsvishedl En Drena, der en Gang l ung
dommeliq Kaadhed hemmeligt bavde sneget sig ind i
Templet sor at saa Enden at se, var om Mergenen
bleven fanden dtd soran Helligdonnnen
«Zernebog bar dræbt ham.« lwistede de rwddePrces
ster til de sorbigaaende og peqede paa nogle Runetegm
der var paatrykte den dsdes bleqe Bande
»Is, Zerme hat trusset Mddinaen«, sagde Ja
roslav stummelt, tdet han netop kam tilbaae sra Tienes
sten ved Templet «
»For en Time fiden fandt jeg denne net-Zone Dum
Cel ktggende dsd i det Allerhelligfte, efter at en Aa
denbarinq havde fortnndt mig, at der var vleven be
qaaet et Niddinqsvækt der.
Vogtes eder·for at dele Skæbne med denne ulyt—
selige, J Mænd oq Drenge as mit Folc. Lager eder t
note for de ulovlige Beie og vandker ftedle efter de
masgttge Guders Love og Fokitrifter.«
Rædfel og Gen for Hetliqdommen grob fta den
Stund Falls Vierter endnu mere end tilfom oq ogsaa
nn ljftede de fortestey der uvictaarlig trænth as de
beiseite forsigttgt deres Mædning ap for at undgaa
iaa weget sont blot at streife Forhcknqet
Jmtdlertid var Festen begyndt, og i hele Stummen
Navn btaqte first Jaroslaw Zetnebog Tatosser for
Otvdingent Helbredellr. Da dette forttriftsmæssigt var
udfskt, ttaadte ban fra Offerstenen on paa en kunftig
Forli-innig og raubte, henvendt til Jeskm
»Da nu, Jestm Cjn as Diwtkom tttkd ftem oq
tunqu for dtn Stammes Mænd, hvad du lovet at ofte
Cudetne til tat for alle de Belqerninger. de t den fid
fte W hat denkst dtqf
Fmentninqsfnld Minuten qik qennem bete For
·). cndnu den Das t Das hedder denne Bydel
.dee MS
famlingen, da den unge Hsvding straks med hastige
Fjed og lyfende Blil ilede op til Ypperfteprcrsten og
lagde sin hsjre Haand i dennes udftrakte Haand
Dette gjaldt lige faa meget sont en Ed, og alle
Mund vidfte, at hvad der nu blev lovet og talt, aldrig
mere lunde tilbagekaldes.
Jesko var fig iin skcebnefvangce Handling vel be
vidft, men han havde jo nctop heller ilke til Hensigt at
bringe Guderne noget almindeligt, men et overordentlig
Offet.
Mcd kgejsende Hoved vendte han sig mod Folket og
taabte begejftret:
»Es-ter, tapre Slaver, hvad jeg, Jeslo, Ssn af
Divilotv, eders Auf-ter, lover den mægtige Zernebog:
Alt, hvad der fra nærntefte Sollwerv til den der
paa folgende Nymaone fødes i min Guard, ital til
Ære for Guden lade sit Liv her paa dette Altert«
Et tornende Bifaldsraab lgd fra Fokfamlingen
Endnu aldrig lmvdc nogen tilbudt Guderne faa rigelige
Gover, thi hvad den unge Fyrstc der lige havde lovet.
betsd for ham med haus- ftore Kvægbestand det sam
me som en hel Formue
»Hu Jeslo, Gudernes Yndling, Folkets cegte Sønl«
raabte den begeistrcde Mcrngdc og trasngte sig sommen
om Høvdingen for at lytønsle hont.
Kun ern iForfamlingen stemmede ille imed i
Bifaldsraabet, men lcknede fig, ondstabsfuldt smilende,
til en Søjle, og da der endelig atter blev Stilhed,
traadte han ftem og spurgte, idet han med Møje skjulte
sin Spænding og Stadefryd:
»Men derfra undtagess dog vel, hvad der i dette
Tidsrum kunde blivc født til Verden i din egen Fa
millef«
Bredt saa Jesko paa den ondfkabsfulde Spjrgetn
der ikle var nagen anden cnd hnns gamlc Fjende Swani
to.
,,.·dvad jeg hat sagt, det hat jeg sagt uden Farbe
hold, —— en cerlig Mond menet altid, bvad han figerl«
Stolt vendte han sig bott, uden at bemcerle det Vlil
af hadefuld TriumL den anden fendte efter hom
«Ja, vent blotl Lcenge flal dn ilke bæte Hovedet
san hsjtl Min Tid lonmusr snartl Og sont du nu san
paa mig, saa slal jeg fnart se ned paa dig,« mumlede
Swanto m-tlt, idet han med de andre fotlod Templet.
chrde Kapitel
Osscret.
J løftet Steinning forlod Jesko Helliadonnncik
Paa Swantos ondfkadssfulde Spergcinmal twnkte han
nasppe mete, thi hans aabne, cerlige Sind hadede den
Slaqg smaaliqe, lumste Tanker altfor ineget til ret lieu
ge at beslasftige fig med dem. Allerniindst tasnkte han
paa, at der tunde ligge en skjult Henfigt bag ved Zwan
tos Ord· Han antoq ikke det hele for andet end tin ganile
Fjendes insdvanlige Drillerier oa tillcmdc det derfor
ingen scerlig Betydning.
Freidigt ttaadte han ind i Staat-dein on daher
BogutniL bans tro Forvaltet — der sont ufki itke havde
maatte deltaae i Festen —- bleg on øjenfynlig nie-get
forfaItdet tom bam i Mede, lagde ban nasppe Masrke til
hans Udfeende.
»Er Hela, min Hiistrin hiemme7« raubte han blot
venligt og vilde ile forbi den namle ind i Hut-et.
Don —- da fslte ban fia pludtelin holdt tilbage
ved Kappe-h og cengfteligt bedende hvistede Oldingem
»Don Taalmodighed et Øjeblik, o Herre, og tilsted
din nndergivne et Sptrgsmaal: Sig, er det sandt, bvad
for faa Minutter fiden de fra Festen bjeinvendcnde Goe
stcr jublende forkyndte mng Hat du virkelig lovet at
ofke til Zernebog alt, hvad der todt-s i dit Hng fra nase
meste Solliverv til den paafslaende Minimum-W
Forbavfet taa Fyrften ind i tin tro Tjeners fort-ir
rede Aafyn.
,Visselig, Bogumil, bar jeq det, men jeq fattek
ille Aarfagen til din Angest. Er jeg da itke velhavende
not til en Gang i mit Liv at luune bringe den Gild,
der hsrte vore Bsnneh et saadant ftort Ofierf Hvad
stader det mig, om jeq bar liundrede Faar, tyve Hsves
der og ti Heste more eller mindre i mine Stalde?«
»Nei, det ek itke det, ieq mener, det stader diq itte,«
mumlede den gamle nied halvkvlat Stemme og vendte
lig fmerteligt bott.
»O, Herre, dyrebare Herre, havde J doq ikte lonet
dettei Havde J doq blot fulgt niin advarende StemmeIv
O, jeg forudfeh nu vil Jammer og Nod paany ramme
dette Hinsi«
Fokfcrrdet og nden straks at forstaa hom, betragtes
de Jcsto den talende. Da qik der pludtelig et Lns op
for liain Krampagtig ges-b han Oldingen i Armen oa
raubte med en at Forfætdelse næften kvalt Stemme:
»Bonumil, mener du maatte, at der i dette Tidss
tuni tunde blive fsdt mig et BarnW
-4---- -:·I-h- k«--—·-h«i0
sfuttsuchUs susu at 7»."-·.»».»..
»Im ikke blot nnsncr dist, Horte, jrg ved det med
Nishi-d Froncfnnrtlnsdons nlykfalige Gave, hvotom jeg
en Gang sortaltr cder. hat nnliq fat mig i Stand
til tndcliqt at fotudfe alt, og ikkc tvinler jeg am, at dct
vil qaa naiagtigt saaledes til.«
Hufkct J cndnu, bvotlcsdes im den Gang vi futu
tes ad hiern, havde det ftyqteliqe Syn,«bvis Slutninn
jeg dulate for oder-? Nu i Dag maa jca tale ud, og det
for min Ftues Sinkt-, thi hun ved intet om det sites-k
keligc Aste-, og fot hende maa J ogfaa ftcmdeles holde
det hmmeligt. Hat-de hun blot den tingeste Anelfe am
denne IItgelige Historie, vilde det ufejlbatligt blive
hendes Did, og detfot maa J tagt edet samtnen og
i hendes Næwætclfe fkjule edets Smette.«
Oldingen tav et Øjeblik on faa asngfteligt Ind i fin
Bettes as Smette satttukne Aafyn Men denne vedi
blev beklaut:
,,Videte, videte, lab miq bjte alt. Jeg et en Mant
oa kan toliqt bste felv det tunaeste, giv mig detfot
ikkc Giften Dtaabe for Dtaabe, mcn paa een Gang.
Men Tat dig i Kotthed thi Hela ventet paa mig.«
»Nunwa sial jeg væte", fvatede den gamke stra
tnodiat, — »Ja fette Ord, jo bebte.
Sau vid da
Lige Dagen eftet Solhvetv fides dig en Son, og
nsiaqtigt site og tyve Timet Ienete after du ham paa
Zetneboqs Illuf
Kun med Nile ticbaqeholdt Hsvdinqcn et For
fæthelfens Chiq. Om Sandheden af det, der blev sagt
wivlede han Me- M hatt havde alletede set flete Devi
fer vaa Bogumils Fremd-neidet- pken nu fotstod han
Pan en Gang Zwantos ondstabstcde Srna-maul
slle paa Hefte oa dunkvK hat-de Umon senkt, da
san Wen M codden W anende Festen-Ets
paa, at han ikke havde taget det mindeste Forbehold,
da han aflagde sit Leite. Hans Underfundighed gjaldt
den forhadte Medbejlers Afkom, og med djævelfk Onds
fkab havde han nu sprt den ulykkelige Fader i Fcel·
den.
Nceften overvældet af san megen Nederdrægtighed
blev Jesko staaende og stirrede mod Jurden, og føtft
paa Bogumils sagte Fortnanittg:
»For Fru Helas Skyld, tag eder sammen,« saa
han op og sagde hastigt:
«Vcer ubekymret. Hela skal itke mærke det ringefte
paa mig. Men ve den, der vover at meddele inin Huftru
det mindfte om dette ulyksalige Laste! Vase klog og
tavs, gamle, og førg for, at din Frue heller ikke andet
Steds fra faar det mindfte at l)ørel«
Oldingen nikkede alvorligt:
«Vær blot rolig, Herre, jeg fkol gere, som du
dyder.«
Med et førgmodigt Smil takte den unge Høvding
sin tro Tjener Haanden og gik derpaa ind i Hufet J den
store Farbe-L hvor Hufets Folk i Fællesfkab nød deres
Maaltid, blev han staaende, sukkede dybt og strøg sig
med begge Heender over den brændende bede Bande.
Hvot ganske anderledes var dog nu ikke bang
Hjecnkomft, end han for næppe en Time siden havde nd
malet sig den! «
Oele-, ftackels Helot« ftmmede han atter fom en
Gang før et lignende tungt Øjeblik, og store Toarer
traadte ham i Øjnene.
Men nej, faa fvag Inaotte han itke viere. .Han maati
te tvinge sig selv og vise den nbekmnrede Huftru et glad
Anfigt. Med en rast Beflutning toq han det tnjødfyldte
Lerkrus frem af den kelige Nifche og drak hastig et ftort
nger fnldt af den ftærke Drit. Derpaa vafkede han
Anfigt og Hænder i Kummen oq trandte faa ftrats ind
i Frnekstnen, hvor Hela med Fru Otto og Pigerne fad
og arbejdede flittiqt ved Not og Ver-versteh Muntert fini
lende bilfte bon Moder oq Æatefaslle, og ingen, der
ikke vidfte det, vilde have knnnet se paa lmnt, i lwilket
smerteligt Oprør hans Siæl endnn for san Minutter
siden havde bietet
Da Tjenestepigerne paa et Bink as kkru Orta hav
de sjernet sig, fle Hela sin Matescelle i Mode, sinnge
de Akmene oin hans Hals oq spnrgte smt:
»Nu, min allerkoereste, lworledes gik Festen? Var
Jaroslato og de andre tilsredse med din Ossemave?«
Endnu inderligere end sasdvanlig trykkede Jesko
den elslede til sit Hierte oq knssede de rosenrøde Lieber.
Terpaa saade hatt langsomt: z
»Ja, Festen er sorlsi. og alle Deltagerne sorbavses
des over min store Natur«
Den nnae Hitstru sitt-lebe stolt:
»Hvor jeg glceder tnig over, at vi er saa rigei Denn-:
Gang vil du silkert avemaa Swanth Han qiorde siq
nns ikte saa lidt til as de to slønne lwide Stude, lian
braate Zernebog ved sin sjerde Søns Fødsel «
Jeslo blegnede til hclt ud paa Læberncn men He
la, der lærtegnende havde lagt det lokkede Hoved paa
sin Mands Skulder, masrkede intet og pludrede mun
tert videre, niedens Fru Orta var gaaet nd sor- at trief
se Forberedelser til Astensnmaltidet
Saa lnkkedeski det da atter den sorpinte at blive Her
re over sine Følelser on udsørliat at sortaslle den in
tet anende Hitstru Uni, lnwrledess Takkesesten sorløb, uden
dog derved at tale videre om den skasbnesvanqre Løfte.
Den unge Hustru spurgte til alt Held heller ikke derein.
Hun vidste jo nok, hvad der plejede at finde Sted ved
slige Lejligheder, oq jo flere Geste, Hornkvasg og Faar.
Jeslo liavde lovet, desto bedte
J sit stille Sind taklede den unge Høvding Ender
ne, sordi han paa denne Maade blev sri for at lnve
sor Hela For at sorjage de tungsindige·Tanker be
gnndte ban at passiare om alt multh og sik sig virkelig
til sidst sat i en Art Hnntøty som en opittwrksoni Jagts
tager doa vist nok vilde have kunnet se var paataaet
Hela var imidlertid altsor uniistænksom oa alad
over sin Ægtesaslles Mnntcrbed til at lunne lmse nagen
som lielst Mistanke
»Du er i Daa nsasdvanlia glad, inin elskede,« knab
te hnn trosknldiat. »Nassten slnlde ieg tro, der maa vol-re
mødt dia et eller andet nieaet alasdeligt, eller er det kun. ,
fordi vi beqae er saa lnlleliae over atter at knnne vaske
sammen'i«
Ticsie nffnldiqe Etsorxwiimol Var Forsten iom et
Stik i Hiertet J Ztedet for at spare ilmmede imn paa
nn Armen oni den elfkede ou knsssede liende ondnn inderi
liaere end for.
»Tet var en rar Befiel-, jexi fik«. lo den inme sin
strn, do lnm endelia iqen kunde komme til at teile. ,,Men
foreloliiq vil im lade mia nøjc med det Stint-. Im bar
noaet at betro dia: dem im ielv, oin der vel give-Z to
lykkeiiaere Mennesker end ni.
Vilde det ikke srnde dit Vierte-, min elfkede, oni vi
attek iik nt liøre Vøknessriq ber i Hufei, om der fodtes
dig en Iirviim til dit Norm on dine Gebiet-P«
Med et Zkkin sank Jesko paa Knie for fin Huilrit
Der kom den, den Efterretniim, fom endnu i Gaar kun
de have stinkt limn Ufiqelig lykfelig, men som nn var
ham ioa tung at both-i
Men Helo, Hela nmatte iniet mastke »Min elskes
dei« fremstammede bon blot og omilyngede den fpæde
Skikkelfes Midie.
..Jkke sandt, nu er di: for Alvor inmiqu raabte
den nbekymrede Hela glædestraalende.
»Du er min Lykke", fvarede han undvigende. Det
frembrydende Tagwerke stjulte for hanö unge Huftrus
Blik den Dsdens Bleqhed, fotü pludielig var gaaet over
hans Aaan
Det var i hanö ienere Aar Jesko aldeleö umuligt
at forftaa, hvorledes han egentlig var kommen over
Tiden fra hin Tattefest til Solhvervshojtideligheden.
Gan var ncesten til Mode, iom var han under Jndflydels
ie ai en forvirret Drom, af hvilken han foraæves spgte
at vaagne Kun naar han var iammen med Helo, vifte
han et muntett Aniigt og glorde sig ol mulig Uinage
for ved forstilt Lostighed at skjule iin iande Sindstil
stand.
Alligevel stete det ikke saa ijoeldentg at hans unge
Hustrn iaa prsvende paa ham og bekymtet iagde:
»Jet; forstaat dig Me, trete, du er fuldftcendig for
andret. Jeg trot, du endnu ice er kommen dig helf
estet din sog-re Sogdom«.
Ved ioadanne Lejligheder feste Hondingen at llaa
det hele hen i Spsth men i sit stille Sind kunde ban
me nægte, at denne pinefukde aandelige Tilstand vir
kelig ogiaa hindrede bam i at genvinde alle fine Kræfs
ter.
til fide havde ban ille noget inderligere Einsie
end at denne siegelt-se Tid snart mmäe være iokbi. Vir
keligheden kunde dog umulig være skrækkeligete end den
ne pinlige, ugelange Spænding.
Dertil kom endvidere, at man allerede blandt Fol
ket begyndte at mumle am, at denne Gang vilde Fyrstes
efter al Sandsynlighed soranstalte en ganske usædvans
lig Ofserfest. Dei var let nok at gætte, hvem der havde
udsprrdt dette Nygte, og Jesko knyttede Næven i Hat
me over de mange Beviser, han modtog paa Swantos
Rænker·
Saa vidt muliqt gik han naturligvis as Vejen sot
den snedige Fjende Men denne søgte Paa al»le mulige
Maader at nasrme sig ham, oq atter og atter svnlmede
Høvdingens Bryst af Harme, naar den anden med ku
slet dulgt Skadefryd begyndte at tale om den forventei
de Offerfest.
For Helas Skyld undgik Jesko dog al aabenlys
Strid Han Vilde ika volde hende Uro ved den i sae
Fald uundgaaelige Tvekamp.
Kun en eneste Gang sagde han about-ende
»Tag dig i Vate, Swantol Selv en Engels Taut
modighed kan bristel«
Swanto smilede hyklerisk:
,,Jkke slet saa ivrig, Hsvdingt Skulde jeg da ille
være glad over, at der endelig bliver bragt de store Gu
der et værdigt Osfer?«
Høvdingen bed Tændetne samtnen for at skjule si
Harme.
»Nei, jeg vil ikke lade mig tin-e as dig; men del
skal du vide, at Fals slaar dog til sidst sin egen Her-e
paa Hals.«
Swanto tilkastede sin sorhadte Modstander et onU
Blit; men denne vendte sig stolt bort og begav siq til
sit Hieni.
»O, J Guderl« bad lxan i sit Hierte paa Bejenz
«giver dog Tiden Vinger, at jeg snart maa vorde be
friet sra denne beklemte Sindstilstand!« —- —
Men Narr og Mauneder aik deres scrdvanlige
Gang, oa de enkelte Timer sorekom oste Jesko saa lange
som Dage. —·
Eiidcslig, cudelig kom den Dag, lom bragte ha
dcn lasugscslsfuldt Ventede Udfrielse af denne pinefulde
Uvislicd, mcn tillige for-gebe hans Kvaler endmere.«
Tiøjaxitiq til den af Vogumil bestemte Tid —- site
oq invi- Tinwr isftcr Solhvrrv — fsdtes der Jesko es
Søn, en dcjlig, kraftig Dreng, fortbaaret og mørksjet
en asxite Slavcr.
Still-d Følclscr, sont ilke er til at besktivcy toq
Jesko Burnist paa sine Arme.
Its-dies du knn i Dog for at ds- i Morgen ?« mum
lede lmn med brudt Stemme, og en brcrndmde Taart
faldt pna dot umistænksomme lille Væsenö Bande
Helo, der ikke havde forftaaet, hvad hendcs Maus
fagde invn ganfke naturligt antog hanö dybe Bevægel—
se for et Tegn poa Glæde, nikkede, ftraalende over hel
Anfigtet, op til l)an1.
»Jka sandt, min clskcde, nu mangler os inteti
vor Lykke.«
Stilticnde lagde Hgvdingcn atter Barnet ncd pas
Lejot Tcrpaa bøjcde han sig ned over fin Hultru oq
lysfedc licnde inderligt paa Haanden og paa Wunden
,,Naar jcg nu blot fnart kundc se dig oven Sense
igvn, san vil dot vix-re mig nok.«
Deuno Gang qik det nemlig ilke Hela faa godt
som dist var at wisse-, og dct var med dyb Beknmrins
Jesko betraqtcde den elskedes biege, spinkle Skikkelfr.
Men Vogumil, Fotvalteren, trøftede inart sin be
lymrede Herre.
«Va-r uden Frygt, din Huftru vil ikke d-, det vei
jeg beste-int. Tal ntcget were Guderney fordi hun er san
svag, tl)i det vil gøre’det let for dig at hemmeligholdt
det skrækkeligc, sont jo man ske, for hende.
Naar huu Paany synker hen i bevidstløs Tilstanbv
tag da forsigtigt Drengen og bær ham bott. Spjrget
hun, imar bun atter opvaagner, efter sit Bam, sig da
Gudcrne have attcr taget det til iigl Derved figer d
jo kun, hvad fandt cr — du bringet jo iVirkeligs
hean kun den lille tilbage til Guderne. .
Oq tøv nu ikke lustigeer men gut snart, hvad du vs
og maa gøre.«
Høvdingcn nikkede tan Han indsaa, at bans tro
fafte Time-r havde Ret: Paa denne Maade kunde has
staune Hela for den ftørste Lidelie. Naar man bog eftek
blot lod bende vidc, at Barnet Var død i Welle-mühen
saa flog liun sig forhaabcntlig til No dermcd. «
Hvor mange Mødre var der ikke, som tidlig mont
te laer at basrc Tabct of deres Smaabørnl
Rigtignok syntcs det Jcsko skrwkkeliat, at han at
tcr nmatto liaves en HeunnUighed for fin dJustrm og del
pinto liam stadig at maatte tage iin Tilfluqt til Løgnem
tlii on Lønn var og blev dct bog, felv om ogiaa Bogui
mil i sin Troskab oq Omlnt iøgte at fremftille dct som
Sandbcsd.
Men —-— imar det kom til Stnkket —- livad var del
vel at nøre nndet, end at følge Fortmltereniks Rand? As
sine Oele den nøane, arusonnne Smidhed nu vilde væte
det samme soin at drcebe lsende
Sein tav limt da on ajorde stiltiende sin Pligt, hvoi
tnnat det end fnldt. Med sknslvende Hasnder tog has
Barnet liort fm den bevidstløse Moders Side og bar del
i Ratten-:- Etilhed til Viilsersteprassten Der slnlde det
blive til nieste Dag, da det sor det sorsamlede Folls
sØjne sknlde lsrinnes Zerneboq soin Osser.
Med stor Gliede on Tiliredsstillelse modtog Jakob
law den sene Gasst med sin Vorde.
»Velsiqnede viere dine Fsddety min Son, at di
san lmrtiat bar snndet Vej herop til mig. Nei, siq istet
jeg ved alt og erster dig desto mer-e for din Dank-· St
seg srtmtede i Beayndelsen sor, at dit Løfte i dette Til
faslde vilde blive dia sor svcert at holde, on at du — som
en Gang ist -— kunde tøve med at aøre din Plini.
Need var im sor dia on sur din Stillim1; tlii attet
bar den rimaesløse Swantv udsaaet sin onde Sæd oq
sagt til Folketx »Ein Ant, tapre Slavet, om Jesko me
ogsaa uden Knarren vil holde sit Laste· Tøver han m
med at bringe den store Zernebog den Gewe, han hat
lovet hom, da er lmn ingen cegte Slaver og sortiener ill
længere at være vor Aus-ren«
»Du heb-ver ikte at nære nogen Bekymring«, as
brød Høvdinqen merkt den prassteliqe Olding. »Tai-m
oldtia bar en Mond as Divikows Stamme brndt sit
Ord. Den Gang, da det gjaldt Tvivlingekne, bandtes
leg ikke as nogen Ed. Her stiller Sagen siq ander-lebet
Jeq bar sor det sorsamlede Folkg Øsne svoret at bringt
den mæqtige Zernebog alt det levende, som ssdesl
min Hugstond sra Solbverv til Nimmt-ne Her san inge
Tøvem ingen Omgaaen as mit Ord tillade5, og dersot
kommek seq nu sor at indsti mit Liste. Besten-, til W
Tid Ossetsesten skal beqynde, at Folket san give M
liqt Mida«
CMWL