Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Dec. 24, 1913)
Fra Mørke til LyS. Iotttkllinq of Delene Betthold, Gott til »Bedstefaders Dusholdningsbog« o. a.) I-. FraTyflved J.Engelstoft. »I« (Fortsat.) Saa sagte Jesko altfaa illc Hjaslp has han« men hsnvendte sig attet til Guderne. Aldkig nogen Sinde fjr i sit Liv bavde l)an iaa ofte som nu bei-St Mel boqs og Zernebogs Tempel, og hvert eneftc ensfarvet hvidt Styllc Kvæg i hans Hjokd døde under Prwstets nes Offerkniv til Ære for Gudckne. Jaroslow lunde ille nokfom prife dcn unge Hsvs dinss Offervillighed. og hele Follct lau med Beundting oq Mefrygt op til jin frmnmc For-sie Men desuagtct svandt den ene Maancd cfter den andey uden at dringe den brdende Bsnhsrelfr. Reiten et Aar var gaaet, siden Tvillingcrne blev udlat, og endnu stod alt ved det gamle mellem Jesko og Dela. J det ydke var den unchonc ganslc vift lam taen qodt til Kur-steh og : beli- sin Ungdoms Kraft og Sksnhed varetog hun attck de huslige Pligter. J hendes Festd ovekfor Ægtcfællen var derimod alt uforandret, og med Smerte faa demn-, at alle bang Vesnsckbclfer fordlev unyttige og sammt-es Da indttaf cndelig en Vegivcnhed, sont med et Slaq asndtede Sagernes Stilling. Tredie Kapitel. Fta hvem kam Hielt-ent En dag kam Baguniil, Forvalteren, til sin Heere aq meldte hom, at alletede i slerc Dage havde en ra sende Vildorne Idclagt bans Marter og gjort selv Byenö aller ncermeste Otnegn usikker. Allercde var to Hyrdcdtenge saldne sank Oske sar dens starpe Hugtæns det. Fargasves havde man hidtil sagt at sange Udyret i Gruber og Faslden Oele Byen var kommen i Bech gelse, ag Kvinder og Bsrn vavede sig ille mete ud i det stie. Jesco sarsærdedes. J sin Kummer bavde han ncksten glcmt, at dct skemsar alt paalaa ham at vaage avet sit Falls Bel, og med Slrcek apdagede han nu sin Pligtsarglemmelse. »Es-r ilsamt alt rede til Jagten«, besalede han Svendenc, ag nasppe en Time estcr drog ban under MEngdens Jubelskkia bart i Spidsen sar et start Folgt-. Ligeqyldia saa Hela sin Mond tide bott, men da han var hende nde as Simp, blcv lqu plndselig groben as en lnngende Anast. Om han nn slet itle vcndte til dagel Alleredc havde mangen en tapper Hclt sat Li vet til paa Vildsvinejagt, ag Jeska havde desnden alle tede i nogle Tage ikle v.kret rigtig vel tilpas. Haar let lunde daa ille netop i det afgsrende Øjeblil Kurs tetne svigte hamP Den unae Kane slkklvede ved denne Tonle, ag det latn paa en Gang til at livile tnngt paa hendes Sied at hun saa kaldt ag ukcerligt havde besvaret sin Mands hjetteliae Assled Fotgcrves strebte hnn ved Rollen og Vceven at bli ve denne llko kvit Ja more den Tid ncrkmcde sig, da Jasgerne ellers plejede at vende bjem ,desta mere til tag hendes Ura, ag ved den ringestc Stsj soc hun sat saerdet sammen. . Da — ved Midnatsttd —- ltd pludselig sra Gaden det glade Raaln »De kommen de kommen og den vilde Fsende er nedlaatl« Paa en Gang sarstummede imidlertid Jubelraabet, aa en dump, uheldvakslende Mumlen gil gennem Fal »O, J Gudetl Dva skulde have tcenlt detl Han seco vak unae Bettel« J det samme kam et straeliat Tag til Sym: Paa en at Træstammer hastig sammenstjet Baare laa, blea as bljdende, han, der sat saa Timer siden som et Bil-» lede paa Unadamslrast ag Slsnhed var reden dersral Dydt, dybt havde Vildarnens Tand baket sig ind i sin sarsslqees Bkyst, da denne, qreben as en nscedvanlis Svtmmelhed, pludselig laa, asmægtig ag vergelte, spr an den. Detsom ikle Baaumil mcd Fare sat stt eget Liv sttaks havde lastet sta imellem, saa vilde det vel lun ha ve veeket en dad, man beugte him Riattgnal var Faren agsaa nu stemdeles meget stat, ag den tra Fort-alten der sarstad sta gadt paa at behandle Saat, knstede sakgmadigt paa Havedet, da ban betrastede den srygtelige Bunde, Bildsvinets Hugtcender havde redet· Bela, der, let am Hsektet ved de ssrste Jubelskria, on smtlende ad sin Fragt, var traadt ud t Deren sar at betraate Jagtsjlget ag den drasbtc chnde, soc blegnende tilbage, da pludsclig den uheldvatslende Stilhcd oq sttaks derester htie Beklagek paasulgte. »F Ender, hvad er der sketW .Jesla, Jeskak taabte hun i det samme med stin qrende Stein-ne, aa ptlsnatt sle hun aver Guarden ned tmad Stractaaet aa kastede sia til Jorden ved Siden as paaren. »Jesko, min Dust-and min elslede, du maa itke dtl« Alt det, lom saa lænae havde flilt hende fta ben des Matt-falle var glemt med et, aq Kærlighedem iom cum havde traet dsd aq beqravem bluslede paa en Gang ap iam en alt faktætende Flamme under Ligegyldighei beut Alte. Nu laa hun i den dsdelig faarede ilke more line Ban- asskyede Morden men den over alle elskede, hvis Tab hun nmulig kunde ovekleve· »O, Tiele Jesko, tilgiv migl« Syndig og nackten utilgiaelig sorekam lusndes paa en Gang heut-es innige Kulde og Ulærliqbcd, og med he de Angekstaatet vædede hun den bevldstlsfes kolde Hern« det. »Alle landt, BogumiL han vll leves« »Da-i bed tun Gabst-nd Mniude,« lagde den gamle lsrqmoviq. »Gutes er meqet las-list men jeq vil que alt, hvab jeg fakmaaty for at redde mln dare bare Gerte. Bed Gubetue velligne mlne Bestræbellerl« cela lkteq fartvivlet av. Detpaa lastede hun ils over sin Matelcklles lslsbende Legt-me og bedæklcde hans blose Insiat med· bræudende Kas. Wen alle heade Kækieqn valte ham llke al han« dsdllanende Dvalr. De thedeh lom hun un laa klsellat lod bllve ham til U-eslomendnul0aaebavdekuunetqtrehamlyls solls, var Im oberst-blas aq kam lot silbe· sum alld- Mll have fast den ulywetiqe a stiftend Ord, men den iandhedskcerlige Olding Hunde ille formaa sig felv til at tale mod«bedre Bidende· Der-for var han ganske glad, da nu Fru Otto irr-ad te ind og lestede den fortvivlede Dotter op fra Jorden i Iine Arme. Det lykkedes hende da ogiaa ved sine vise Ord at fjekne den unge Huftru fra Beuren, for at Bequ mil i«Stedet for den forelsbige Forbinding endelig kun de leque den blivende em. En Time ienere hvilede den faarede, omhyggelig behandlet, paa sit blsde Leie, og ved Siden af ham fad Oele og bevogtede cengfteliqt sin Ægtefaslle, der i de hvide Bind og Tørklæder endnu mere end forhen iaa ud fern et Lig. Til Bevidfthed var han stadig endnu ikke kommen, men enkelte, fmertelige Bevægelser bedi ste idet mindste, at han endnu levede, og fvævende mel lem Frygt og Haab lagde hun de af Forvalteten for erdnede Forbindinger em. De Felelfetn der under dette sørgelige Arbejde sen derfced hendes Hiertcy er egentlig næppe til at bestrive. Selvanklaget og Samvittighedsbebrejdelser vekslede med flsv Fortvivlelse, og fokgæves henviste Fru Orte hende til de almceqtige Guders Hjcelp. »Nei, nej, Moder-, de forntaar intetl Jeg kan ikke meke tro paa deml Hur de vel nogen Sinde hørt en enefte af mine Banner? Nei, de er ikke almasgtige! Dei sporer jeg stedfe tydeligere, og en Stemme imit Hier te figet mig, at tun hin fremmede Oldings Gud vil kun ne hjælpe os· Men hvor er han? Hvorledes kan jeg fin de han« M, yavde seg vlot den Gang ladet nng nndervise am Besen til baml Nu er det sar sentl Jesko dor, og jeg maa i For tvivlelse bestige Baalet, paa hvilket hans Lig brasnderl« Med Smerte tilhnllede den unge Huftru sit Ansigt, og den gamle Kvinde sor sorscekdet samtnen. Paa dette dobbelte Tab havde hnn endnu slet ikle tænkt, og det laa dog saa nier Jngen regte slavisk Kvinde, sont elslede sin Ægtei stelle, asslog at lade sig braende samtnen med hans Lis, thi evig Glasde lsnnede den lorte Pinsel. J Forening med den elskede betraadte den modige paa denne Maade de saliges Sletter, medens de, der srngtede sor Flam medsden og senere dsde roliat paa Lejet, maatte stige ned i det dnnlle Slyagernes Nige Fru Orta havde isin Tid satget meget over, at hnn ille tnrde folge sin saldne Helt Pan Dødsbaalet, men et dobbelt Baand havde lioldt lnsnde tilbage ved Jordem Jeslo var netnlig endnn lnn en unmndiq Drmg, som ille lnnde imdere den nioderlige Opsigt og Opdragelse. og Divila, Dattel-en, sont sor nasppe to Aar siden var reist lanat bort med en sladisk Fnrsle sont hans Hnstrih var den Gang tun nimle san Uger gam mel. Ta havde Follets Naad beslnttet, at Enlen slulde sorblive i Live, ng sor Vornenes Stle gil lnin ind der paa. Med Keerliglyed og Troslab opdrog lnm de sadc-r lase, on begge volsede de op til dygtige, slinle Meinte sler. Tatterens Gifterniaal bragte den sørste Stilsiniss se i de tres lyllelige Sati;liv, og ined stolt Tilsredshed over den rige og nnegtige Svigersøn lod Mateonen sin yngste sare. Et Gensyn var saa aodt sent ntcenkeligt, da den unae Huftrns Hjetn laa langt borte i det sjerne. Nu sokestod der attek den stakkels Moder en Stils inisse, og det en dobbelt. Men denne Gang var der in gen Lylle og Glæde derved, og under liede Taarer sank nu den nlyllelige til Jorden sor det livlsse Gudedilles de. Endnn varniere og inderligere end ester Tabet as Tvillingerne, antaabte hun Guderne om For-darniele nien intet ttsstende Svar sik hun as det døde Billede. Trods alle Laster og Ofte sorvasrredes Jestos Til stand sra Das til Dag, og endelig sagde Bogninil sorg modig: »Med min Kunst er det ude, Herslerindel Guderne hat desluttet det anderlede3. J Nat vil vor tapre Her-re væte samlet med sine Fædce.« Et Fortvivlelsens Steig undslap Helas Lcebekc «Nej, nejl Han maa ikle dsl Han maa dog ssrst tilgive niig min Uret, endnn en Gang se ltzekligt til migl Ovorledes vilde jeg ellerg, Haand i Haand nied hom, tunne betræde Dsdens Vej?« Gteedende lastede hun sig ned ovex sin Ægtesælle. »O, Jedw- Jeslo, vaagn opl — Gaa ikte bort uden at have tilgivet din stallelg Helal Se paa mig, min elslede, og sig at alt er godt imelleni ost« « Men den dtdelig saatede hsrte ilke sin stakkels Hu sttns hiertestærende Banner. Ubevcegelig, som et Lig, laa han der, indhylleti de hvide Bind, og lun as og til hcevede et svagt Aandedrag hans Vryst. »Don sover sor aldrig niere. at vaagne«, sagde Frn Okta, stille grwdende. , Bitte-r Smette stod at leese i den unge Hustrus el slelige Aasyn, oq pludselig styktede hun ud sra Vettel set, hvor den dtende laa, og ned i Garten. J Udlanten as denne var en yndiq lille Land, i hvilten hun oste havde dvælet sammen med Jesko. Det, hvor intet Men neske kunde here hende, lastede hun sig paa sit Ansigt til Jorden og streg heit »O, du store, ubelendte Gudl Du Birne- og Men nesleven, oin hvein hin gamle Salser sortalte mig, — et du virlelig saa god og almasgtig, da hjælp niig nu i min state Nod. Jlke lender jea den rette Ves til dig, men sen troc, at du alligevel kan hsre mig, og beder dig detsor ydinth Lad ikke min Ægtesaelle ds, men opvæt hain attet til Livetl« - -- · s · s- , g, satt-Z Enonll M Scuno Isklllcll yllll l lich-or wenns-m dekpcm ftod hun op og vendte langfomt tilbage til Hu Iet. Der vorkommen en viditnderlig, hende felv user klarlig No over hende, og meget forbavset blev hnn i Grunden isten da Moder-en traadte hende i Msbe uden for Daten oq hastig fande: Rom buttiqt berind, min Dotter, og fe, oni der ille er indtraadt en Fomndrina til det bedrel Smna Sveddraaber bedæller den fnaes Bande, oa de spr san Walde, ftive Hænder er paa en Gang blevne varme og bøjelige«· Et med Miie undektrykt Jubeltaab banede fig Vej fra Gelag Brust Den-Jan trcengte hun i fin kætlige Utnnlmodigbed ind over Dartnsrskelen oa ftod fnakt, sitt-wende af Sindsbevægelse, foran sin Æqtefevlles Leie. Et enefte Bli! overtydede hende om, at den gamle Kvintie havde set ret. Den sauredes liqiiatiqe Udseende var dokte, og verm, lindrende Sved bedækkede hele Le gemet· Der-til hckoede og Icnkede Mitet fig under re qelmæssige Aandedram oq bat fertige Gtivnelle oq Be vidstlsshed var hegen- for bllb Nummer-. Med solt-ehe header stod den nnqe Custtu og be traqtede bei her-Use Unber: »O, du store, Mc Untierqu cav tat. tusinde Gange Toll« raabte hun endelig i ovetftrsms nkende Glæde og sank tilbedende paa Knie. Fru Okta, der forundret havde hart paa lzendes fælsonnne Tale, spurgte forbavfet, hvad det skulde sige, og ivrigt fortalte Hela derpaa om fin Bøn til den frem mede Gad. »Seit du nu, Moder, at jeg havde Ret?" Han alene, Sakserguden, er den Almægtigel Hvem kan endnu tvivs le, fom hat været Vidne til en faadan Forandring fra Død til Liv! Forgceves var alle dine Naab og Ofre for at vinde vore Guders Gunst. Hverken Melbog ellet -- Zernebog havde Medlidenhed med vor Jammer, de for blev stumme og hjalp os iktel Da raubte jeg i min stote Nod til den fremmede Gud, og fe: Nceften sieblillelig lom hans Svar paa min Bønl Jeg set det og er fuldt forvisset om det: Jesko vil komme sigi Derfor vil jeg ogsaa fremde-les cere denne bartnhjertige Gud fremfor alle andre Guder.« Forfasrdet havde den gamle Kvinde hørt paa Helas lidenfkabelige Tale. Hun gruede for Folger-te af Helas forandrede Sindelag, og eengstelig hviskede hun: ,,Datter, Datterl vogt dig, at intet fremmed Øre hører denne Tale! Frygtcligt straffer Jaroslaw hvert Frafald sra vore gamle Ender Ganske vift tror nn ogfaa jeg, at Salserguden er masgtigere end alle andre Guder, men lad denne Hemmes lighed blive melletn as to, og sig heller intet derom til Jesla Du og jeg, vi, lan ja alligevel godti al Stil hed bringe vor venlige Hjælper part Taloffer.« »Mein mit Hierte driver mig til at forkynde hans Pris!« raabte den unge Huftm »Er det ikle uværdigt og fejgt, naar jeg hemmeligholder hans Navn og der ved giver Anledning til, at man tilskriver vore Guder, hvad han hat gjort? Ak, kunde jeg handle, som jeg havde Lyst, lod jeg hente Prasster hid sra Saksernes Land, at de kunde nn deknise hele vort Folk og søre det til den almægtige, dog saa liuldsalige Herre!« »Hold inde, Dattel-, ikke saa l)astigtl« bad Fru Orta asngstelig ,,Umuligt er sor Tiden, hvad du In sker. Saa lcenge Jaroslaw og Swanto leitet, vil hine skemniede Priester aldrig i Fred komme inden sor vort Land-Z Grænser. Ogsaa bos os maa vel en Gang den Tag gw da man uden Frogt tør tale om denne stemmede Gud — tl)i ester hvad seg nylig ersakede as Mcendenes vrede Samtale, saa breder SalsernesNeligion sig nophørligt ud til det ene Folkeslag ester det andet —- men endnu er bin Tid sjern, og nklogt handler den, der med Villie styrter sig iFare. Vent dersok taalmodigt, til den Stnnd kommen som bringet os det nye, og glced dig foreløbig as et taknennneligt Hierte over Jeskos Be dring« »O, Moder, det bar jeg so allerede lcenge gjott,« jublede den lyltelige sagte, sor ilke at veekke den sovende. »Mit Hier-te strømmer over as Pris til den masgtige, barmhjektige Hjaslper. og ieg lan meppe finde Ord til at udtrylle al min Glædel Allerhelst vilde jeg ile ud paa Gaderne og sorlyns de alle niine Stammesceller, at deres naadige Heere at tec er vaagnet op til Livet. O, l)votsor kan og tør jeg dog ikke tale, som jeg san gerne vilde! Men jeg indser, din Tale er klog og vis; jeg vil slaa mig til Taals og vente, til den belejlige Stund er.« Matronen nilkede beroliget: »Velsignet vcere du, min Datteri Det er vol, naar Ungdommen lytter til Alderdommens Ersaring, og Klogskab uden Falslhed er ogsaa tilladt gode Mennesker. Begib dig nu nogle Timer til Hvile og lad mig vaage hos den syge den snrste Halvdel as Ratten. Du kan rolig sein-; saa snatt som der indtrcesser en eller anden Forandring, slal jeg not vælke dig.« llden Modsigelse sulgte Hela Moderens leertomne Opsordring. Angest og Ophidselse havde rigtignok Uger igennem holdt hende oppe, men nn sølte ljun paa en Gang en uimodstaaelig Trang til at stroelke sine tkcette Leminer ud Paa Lejet Snart ester sov hun sast og ssdt, og let om Hjektet indtog Fru Otto sin Pladö has den sum-ede Natten gil uden mindste Forstyrtelse, og med index lig Gliede saa den trofaste Vogtersle, at Sønnens Slun1· mer sra Time til Time blev roligere Da den unge Hiistrn nasste Morgen vaagnede og styrket og fnld as Spoending ilede ind til den syge, niki kede den gamle hende lytleligt og kærligt i Mede. ,,Alt staat godt til, iiiin Dattel-. Jeg er vis paa, at al Fare nn er sorbi.« Med et taknemmeligt Vlit mod Himnielen omsavs nede Hela sin Svigertnoder. .,Pris og Ære veere den hiælpsomme Saksergudl Og nn, lille Moder, gaa du nu blot hen og hvil dig ovenpaa den lange Nat.« , Matkonen reiste sig beredvillig ,,Gerne spger jeg nn mit Lese, og ilke mere vil Vekymringerne sorjage Sonnen sta mit Sie-« —- — Time ester Time sad Hela ved Sygelejet og iagts tog sin Ægtescelles blide Slummer. Hun var saa salig og sorhaabningssuld til Mode som nwppe nogen Sinde str i sit Liv, og ikke en eneste Gang saldt det hende ind, at hendes tillidssulde Tro paa den elskedes Helbres delse kunde blive beskæmmet. Fast og urokkelig stolede hun paa Saköergudenz Bistand, oq hendes Tillid blev heller itke til Stamme. Da Sommcrbagens Hede vegynote at vtge for Us tenens forsrifkcnde Kalighed, vaagncde den fyge og saa sig omkrinq med klare, stsnt noget fokbavfede Øjne. »Hvad er der sket mcd mig?« fpurgte han sagte og befragte-de sanktidig forbavfet Forbindingerne paa sit Lege-me Dog endnu ist-end den qlad overraskede Huftru kundc spart-, kom han felv iTanker om, hvad der var stet, oq mindedes den forlsbne, fsrgelige Tid. En msrk Sky leite-de sig paa det udtaskede Aafym og tøvende hvifkede han ,,Du, Helo, du vaager ved mit Leje2« Truffen lige i Hiertet af denne ubevidste Bebrejdelfe sank Hela paa Knek ved Siden as Ler og kysfede gradende sin Ægtefaslles Hat-nd »O, Jesko, min elskede, tilgiv migl Stagen var jeg med Blindhed oq vidste me, hvad jeg giordz da jeg trade, jeg badede dsg. Ak, tænk ikke mere paa msn Ukætllghed og lad alt qttek blive mellem as som sitt-« ,,Som spri« qentog den fyge fom i Dir-mais og et ubestriveligt Udtryk af Lykke asspejlede sig paa een sang i han- for Udt sidm Im stigmoque Nahm »Oela, hat leg bitt ret, er Grausen mellem os seitens-« J sin Henrykkelfe prsvede han paa at reife fla, me med blid Vold holdt den unge Huftru ham nede. »Nei, min elskede, du man holde dig i Ro. Nu l)enter jeg dig en ftyrkende Drit, og iaa man du le at komme til at sove lidt igen.« ,,Jkke før jeg har faaet nsjagtigt Svar paa mit Spørgsmaal,« raabte Høvdingen utaalmodigt og fan« med de blaa Øjne ængfteligt paa fin unge. Huftru. »Im befvasrger dig, Helo, sig: Er det dit Alver, eller vil du blot berolige den sygek O, kom og giv miq et Kys til Tegn paa, at det hele ikte er en Drøml« Bedende saa han op paa hende. Da bøjede den unge Hustru sig hulkende ned over ham og trytkede et brasndende Kys paa de blege Lebet. «Jeg elsker dig, Jesko, men jeg er ikke din Kærligs hed vassd, og derfor beder jeg atter: Tilgiv migl« «Hjertens gerne, du koere,« raubte den lykkelige glcrdestraalende, og med ryftende Haand ftreg han at ter og atter den elskede lJen over de bløde, merke Lokker. ,,Takket være Guderne for denne Timel Jg Met at nu bliver jeg snart rast, thi Glæden er det bedfte Lægemiddel. Gerne vil jeg nu ogsaa tage din Drik oq sove lidt paany. O, hvor fedt vil jeg ikke hvile, og hvot glad vil jeg ikke atter opvaagnel Ja, Guderne har vaeret meget naadige, at de dog endelig bar hart mine brændende Vynnerl Men fta nu af vil chg heller aldrig mere tvivle om deres Mast, og Jaroslaw flal ikke mere kluge over min Mangel paa Offervillighed.« Han cav noget udmattet og meettede derive irre, at Hela slet ikke syntes at dele hans Begejstring. Stille rystede hun paa Hovedet og undertrykte fauledes med Møje en Jndvending. Hvor gerne vilde hun nu ille have talt og meddelt sin Ægtefælle alt: Hans beab løse Svar og Saksergudens vidunderlige Hirt-la Dog. faa mindcdes hun sin Samtale med Svigermoderen og tan. Riqtignok befandt hun sig ikke vel dervcd, og det forekom bende at være skerndig Fejghed, at hun havde indvilliget i foreløbig at overlade den barmhjettige Hiel pers Verøiiitnelfe til Melbog og Zernebog, de døde Af guder, der — trods alle hendes angftfulde Raub — ikke bavde rørt en Finger for hende. ,,Tilgiv mig, du mcegtige Saksergud!« hvifkede bnn uupbørligt og bøjede sig faa venligt ned over den snge »Hu« nn, min elskede, og hold dig i Ro. Det vil tage Tid, inden du bliver helt rast. Der, drit, det vil styrke dig! Og sov saa i Fred, saalænge du blot kan og bar Lyft.« Jesko nikkede med et lykkcligt Smil. En halv Time sein-re fov han fødelig og fast, og med glad, ban kende lCZjerte lyttede hans unge Hustru til de regelmcksi fige Rande-deckt Fra nu of gik det og uftandieligt fremad med Hin dingens Heldeedclsm og nogle Uger efter kunde han alle-rede atter gaa omkring i Hufet. Hela var nassten ude af iig felv af Lykle, og thd hnn i saa lang Tid havde fotspmt over for sin Ægtes fasllty søgte hun nu ved dobbelt saa wegen Kcerlighed at gøre godt igcn. Skønne, fredelige Dage begyndte for de aenformede, og den gamle Moder, Fru Orte-, knnde illc noksom forbavses og glæde sig over den herlige Forandring. Bcd Siden af det offentlige Takosser til Zernisbog og Melbog bragte huni al Hemmelighed os faa den mægtige Saksergud rige Gaver, og i en fkjult Krug of sit Værelse bad hun vedblivende tun til den frennnede Gud., Hun anede ikke, at Hela paa lignende Maade ogsaa fra sin Side daglig bad til den barmhjers tige Hjælper. J oen nue Bund oag spannt-m oer, yoor yeaon sørste, fortvivlede Vøn tii de Kristnes Gud paa en saa vidunderiiq Maade var bleven bønbørt, delededen nnqe Sustrn sra nu as med scerlig Forkærlighed, og i Tanterne kaldte bun ikke sit Yndlingsopholdssted sor andet end »Snkseri1udens Tentpel«. Naar Jesko sagte sin Huftru, san behøvede hnn blot at ile ned i Lnnden oq var sikker pna der at finde bende paa Nrassbasnken med soidede Hasnder og mildt Aasyn. »Ein min, min nllerkaskeste, hvod er det dog, sotn holder diq bnndet til dette Sied?« raubte ban en Gang, lmlv smilende, bald sornndret, da imn traf sin Ægtes stelle pan det vante Sted, skuende drmnmende ev imod Himmelen En let Skcelven qik igennem den unge Hustrn Skulde bun sige sin Mond alt? Hnn havde allerhelst, bund bun, gnnske natnrlis3, selte sig dreven til, udøsi bele sit Hjerte sor han1, men da kom hun Svigermodes renskä Vnd i Hu ou svorede undviaendec »Der prm dette Sted var det, at jeg først sik Bud skab uni, at du Var i Vegreb Ined at komme dig. Bog umil baude erkleeret dig sortabt, og sortvivlet ilede jeq nd i det irie for at give min Smerte Lust. Her hat jeg liqqei paa Knee og grwdt og raubt. Sna kom pluds selig din Moder oq raubte: »Kom, Dotter- on se, om ikke Jesko kommer sigl« Aldrig tilforn i mit Liv hat jeg været saa glad som i liint Øjeblik, tbi ieg tvivlede ikke paa den lykkes liqe Efterreticitig, men løb ilsomt med den kære gamle ind i Huset og sandt alt, som hun havde sagt. Siden bar seg elsket dette Sted, hvot min For tvivlelse omskiftedes til Glcede, og jo længere Tid jeq dvoeler her, desmere Stilhed og Fred scenker sig ned i mit Hier-te« Rørt betragtede Hat-hingen sin yndige Hustru. »O, Helo, saa hat du ogsaa tænkt paa og lidt sot mig, den Gang jeg beklagede mig over at have mistet din Kceklighed og selv under mine urolige Feherdrjms me ænqstelig ledte estet min tabte Lykkei« Kwrligt kastede den unge Huftru sig i sin Deqes scelles tret savnende Arme. «Dn, min indekliq elskede, seg vidste io ille selv, hvor meget mit Hier-te bang ved dia, indtil bine streb nesvangre Timer, da dit Liv bang i en Sytraad, og de min sormentlige Uvillie imod dig paa en Gang sor svandt«. »Zum-i vceret Gudetne sor denne til-N sagde Jes ko alvotliqt. »La-nge endnu var seg sorberedt paa at vente, dersom de ikke endelig hat-de bsnhsrt miq oI nennem Sygdommen skafset ntig hurtigt Hscelu Men nu vil seg heller ikke længere tsve med Tales seret. J Morgen tidlig vil jeg gaa til Jaroslaw es astale med ham og sorberede alt-Dei ti! Festen iet weine-« Heia nikkede stiltiende M sin Monds begejstrede Tale. Hun vovede ikke at qsre Jndvendinqee, men det var lanat ira, at bun med Glæde teenkte paa den sorestaaende Ofsersest. , , Goethes-IX 1