Galejflaven.
(Efter Dr. A. Wildenhahn.)
(Jndfendt as Ethan Mengers.)
(Fortsnt.)
Leonardo begyndtc altsaa: »Im forlod oder i den
ulykkelige Jcidbildtiiitg, at J bcgge akbejdcde paa at
ydmygc mig. Jca ovcrtnlte mig selv til at tro, at der
ikke var nogrt dndclmrrdigt Vod miu Opførsel Jeg var
forbitret paa oder-, min Faden fordi J bebandledc mig
fom et unmndth Vorn, mcn most forbitret paa dig, Sa
bine, for-di du liavdo tcmvt Parti nie-d Feder imod mig,
og jcg notov liavde ventct of dig, at du vilde jage mig
i Fotspop Ena forlod im Oder, opfyldt af Had og Ra
seti: ju, im mmtcr dcst ika, endogsaa onde Hasvntanker
mod cdcr opftm i min Einst Nozilc Timcr vandrcdc
jeg onikring i III-toben Dei var klart Maancskin. Dnb
Fde hctfkcde one-kalt, tun i niia rast-de de ondc Lidcns
»aber-. Jeg kastrde miq i Gras-zisch bestandig pint af dct
SpømsmaaL bvad im Wide- gøm Ta harte jeg Skridt,
og kokt offer smd Bitt-v MallcUJ Skovridcr for mig. Han
spumtc nqu barst lwad im liavdv at bisftillc der Vaa
hans Hort-es Revier, og kaldte mig en Vildttnv. Dotte
satte mig Vlod i Feder-hebe Uden videre grob ieg mit
chær oa flog mcd rasende Mordlyft løs pcm Skovridcs
ten. Han fmrtcdc til Jordcnx im faa bam svøsnmc i sit
Mod, og nu raubte dist pludsclig inden imig: Mordcri
DrabsmandT Den foriasrdcliaste Angst areb mig: liqcs
fom Kain, med Blodmasrket pan Ponden, slnatcdo im
omkting i Skovcn Im vilde flerc Gange lnsqgc Hamid
paa mig fclv, men jcq havdcs ikkc Mod dertil. Jeg tasnks
te pcm oder, mine Vorn —- ak, der givcs itmon Helde
desktml starre end min. Sau kom jog tilbaae l)crtil, og
nu ved J alt. Mit Liv staari edel-s Hamm, mcsn im vil
ille bcdc oder bekom, tlii icq er ikke vcrrdig at leise Wir
mcd min, bund oder-Z Samvittiahrd siqcsr oder Im er
nu roliacre — im trot, im funch da Im, derfom icg
blot kitndo«1idsokie min Forbmdclfe derived-«
«Aldkia!« taobte Sabine med Toarct »Du man ikke
ds, Lcotmrdo! Im vil fvasrge ved min Zjaslis Zaligiird.
at du ikkc er Madaan
»Sabine,« saqdc Libian idcst liau alvorlia mite
de von Hovedet »Hu-Wer Guds Vnd oq din Ein-is Za
liabcd fnn lidet. nt du san hurtig krm vaer nst til at
opoin1 den«-«
»Wind ml J ganz Bodnvmdcr1-" wimm- mm. imst
vmde as Angst
»Holde Eandlnsdisn i Acri-l« lisarodo Dldingcsn ro
lig on alvorlm,11wn:- limitz Titus fiildtesks incd Taarim
»Mi» SM!" lieblilon licm mi, idtst limi vcndtc sia til
Leonardo, ,,jm ml ile naer diu Anllamsn man naar
Øvriglicdm soc-met min, om du er Morden-m spart-r jeg:
Jal Guts-J Rande er masgtig ou star: lmn alone tan end
mt redde dia. Im vil zum-, lwad jcg formaar; im vil
aflmme Vidnchbnrd um dit ande Mem-, san godt jcg
lan; maafte en 7t)-anriq Oldinas Forli-m gør Jndtmk
paa dmc Dommmn Mm livis du nma dø en Mai-dors
Dsd —- ogsaa Misdasdcrisn ima Kot-set fandt ja Rande
for Verliert-e —- da lan vi famles isten i Eviglwdmx
om vi diskimod aslasxmcsr ialsl Vidncsbnrd, er vi beuge
fortabtcs.«
Monat-du liørtis didsc er mvd No. »Im 1«-idiic«,
lagdts limi, »a: J itlc timdu limile aiidvrlisdess, uq im
hat ille sanft-m dcst liebte-. ch lau heller ille udlioldc
at loms lustigeko im formaar itle at basre denne Bin-de
paa min zmnvittiqinsd Mc Limst igennrnt Jeg vil da:
thi Dacht nil bringe miq No. wird fort-arme lia over
min Hultrn ua mini- »Form«
Nu ovswd disk en flirrt Tumult paa Gaben. og lott
eltcr traadtc sin- Mcnksdarmcr ind i stillst og spurate
eftet Urania-da Zabine qrcb i sin Amst lin Mund i Ar
men og vilde tkastlc liam ind i et andet Vasrcslsc. men
Leonakdo qjorde Modftand og lagdc: »Im vil itle
teddekil«
Retszbetjcmcne tmsngte ind i Vasrcllct on ftnrtede
lss tiaa Lamm-da
,,.Ovad vil J?« raabte den ulyllcliac Kam-. ,,Min
Mond er uftnldigl Han hat itle dkcrbt Skovriderenl
Jeg vil lvasrge ved Gud og alle Helgcncry at Lamm-do
iltc bar forladt dort Oug den liele Notl«
Netsbvtjentene smilcdc, og den one af dem sagdet
»Wir edcr iimcn mmdvmdig Ulcfligliedl Den bade bar
felv talt, og hans Vidnesbyrd gceldcr more end cdcsrs.«
»Don dsde bar taltl« actitog Leonakdo fakscrrdot.
,,Hvad vil J link damit-XIV
»Situ- imdct«, sparedo Nrtssbetjcntm ,.end at J bar
qivrt rt Slaa for lidet til at gsre dct vigtiasle Vidne til
oder-J Fokbrydelle ulladcliats Ton nnikdech ist for en
kort Iid kommen til Btsvidfllicd iacn for at tumie misan
cdeks Nalm for Rette-L Om lian lcvor endnu, vrd im
iltcx dct er itle nie-get fandfnnligt, thi J liak cn ftasrk
Arm, Leonardo, bot maa man lade oder. As Stcdl
folg nu ined!«
»Min Hei-re og min Gud«, raubte Qldingrn oq fol
dede ··dwndrr11e over Vmstet »Du hat gjort alt voll
Du lia? aabnet os- chen til Rande Horn-, min Gut-,
ies takker digl«
Sabine lastede fig for Gengdarmech Fødder. oms
tavnede dekes Knæ oa bad, for Gitds Vatmhjertighedz
Stle am Medlidenhed og Fribed for hendes Mand.
»Das mig i Stedet for haml« raubte him, »ja-I
er den mentlige Mordert Jeg hat drcvet Leonardo ud
al Dust-t: jea bar antændt Beet-en i hans Hjektcsl Det
lom et Mrnnelkcliv kan udlone Mordet, laa tag mitl«
.,Staa op, min trofafte Hultrul« laqde Leonakdo oq
lsftede hende op. »Im er Me laa wegen Kærlighcd og
Trolkab værd. Jeg maa bære, livad leg bar farfkyldt.
Bed til Gab for mtql can alene kan vcnde alt til det
geht«
— s-«
»Tillader J mig at taqc Asskcd nie-d nnms »mer .-"
sputqte lmn Netsbetjentene
Auf-reisen for Retsbctiisntems san pcm Vksmmrdo Imsd
et miötcvnksomt Mik. Detvna fonds ban: »Nun, nnsn
kam fuan tilbaget Im vil ftole poa edcr.«
Leonordo qik ind chkrcllet, hvor bons trcs Vorn
endnu fov sødt nden at one-, at de maafke oldriq more
Hulde st- drres Faden Et Par Minuttek eftcr kom ban til
baae oq fande: »Na er feq færbigl Faden fort-and ikke
edets Sønl Og du, Sol-ins oft-r dine Team-: ieg ded,
vi fes igm Fortæl Birnen-« at ieg er paa en lang Nei
fe. Unddraq mia ille din KmIighed og bin Medlldens
bed, og fast bit Haab til Gut-» Med disfe Ord rev
hcm siq lss fra sin Hustrus Omfavnelle og fotlod sit
cicat, entrian as Rettbetientenes
Der laa noget fandt til Grund for Retsbetjeniens
Ord, at den djde hat-de takt. Den ftallels Mand, fom
iqq ivsmmeude i nt Brod, var breveu fanden tusqu
til at blive kaldt tillmge til Livet, om end, som.det syn
tes, kun sor en kort Tid Den arme Jcegey som tun
havde gjort sin Pligt, var bleven saa ilde tilredt as
Leonordos verldige Slag, at der kun var lidet Qual-.
Men as hans Redning var naturligvis Leonardos frem
tidige Slæbne aslioengig1.
Allen-de den tredie Ton ifter Ooersnldet ertlærede
Lassen ined tennnelig Sittetl)ed, at Jergeren vilde leve.
Men den Ontstirndighed, at lians Redning lnn var ble
ven niulig denn-d at man san hurtig liavde snndet hum
bidrog til at sorlsøje Leimnrdog Stras.
Processen vnrede i slere Manneder, sordi Leonars
dos Forsvaker altid sondt nne Grunde til at sormilde
den anklanedesö Brode. Tet var en tvalfuld Tid for den
staklels Junge, soni still-liebe intelleni Liv og Tød og ikke
engang liavde den Trost at knnne tale med sine kcere.
anen nden en ganimel Prasst trcmdte Among intellem
ind i liansz ins-kli- Fasngsel sor, sont lnin sagde, at bringe
liam Religioneng Trost Men den amnle Mand, som
vel sotstod at lasse sine Messer-, Var knn en daarlig Ken
der as det nienneslelige Ojerte on selv saa laimt sra den
dybe Opsattelse as den kristeline Tro, at lian ikte formen
ede at liege Leonardos sann-de Eitel. Han sorstod bedst
at stildke Stiel-Bildniin on Helvedes Ktmler og pinte der
med den stattelsz Leonordo, sum allerede bar en Skærsp
ild og et Helvede i sit Hierte oq sutlede ester Redning
der-fra- Dersom den qainle Leonordo liavde kunnet være
sin Ssns Skristesader, vilde bon bedre liane sorstaaet
at ttøste limiis nedbøjede Sind. Det lnwde onscm verret
bedre for ham selv; thi siden hin ulyklelige Tag syntes
Oldinaens Kraft poa eimaiig at vasre brudt. Han kla
gede ilke og var ilke ntrøsteliq i sin Som. Han bar
snarere sin Sittekte med stille, ydning Taalmodiqhed
Han priste Gnd for den Provelse, lian nnmtte lide i sine
sidste Levedaae, on tnlte med inderlig Kasrlialied om sin
Son· Gan lettede sin Svigerdntters Hserte med sin
Trost oq med det liedsle Hand for liendes og liendes Ægi
tesaslles Frenttid Han uddelte Lin ng Kraft til alle onl
kring sin, nien selv nasrniede lyan sig øjensmilig sin Grav
Med Sabine var det derinmd anderlede3. Da linn
havde overstaoet den søtste Zwei-te, oq liendes. engivelse
i lslnds Villie lnwde oplmlt IJaabet om lykteligere Ti
der, sit lnui vidnndetligt Mod on Kraft. Den Overbes
visnitiq, at lnm, sornden sine egne Pliater, onst-m maatte
opsnlde en Faderö Plinter. formede liendeiks lasrlialieds
sulde Hinsan sur Warnen-.- oq Ist-set Onn var liittelig
ved Tonlen inn at opdrnge sine Vorn faulende-T at Fa
deken, nimr lnin iqen, sik dein at se un at det vilde
ste, tvinlede linn intet Lieblil om —- ved Zunet as dem
sknlde gleicnne alle Lidelser. Den stolkelss Konel Det ene
knnde lnin mite, nien ille det midet. Med Gluds Hin-li
knnde linn opque sine Vørn til gode Mennesker. men
hun knnde ille sotliindre Ødelceggelsen as deres udvori
tes Velsiand
Brote-Eisen form-rede lidt cftrr ltdt alt nvad de csede,
oa da denne kostbare Process var sorbi, stod den stakkels
Sabine ntcd sinc sntaa Vorn og den dødissyae Vrdstosas
der blottrt sor alt. Hnn Inaatto opaioc Jorpaktningcn
oa opslaa sin Volig i en nsIscsl Hatten For at opltolde
Livct haodo bnn intet andot tilbaae end at ardejde for
siinprl Taaløn
Endcliq blco Donnnm sasldet Ton lod paa seks
Aar-I- Nalristras sor Leonardo Da den aamlc Fadcsr hor
tc Dotntnm, soldcde ban Omndvrnc oa saadm »Herr-O
min Wid, sorbarm diq over osrs!« Da lutkodo ltan sinc
Ljne for l1ostaitdia. Da da Leonardo lslcv ført til Mar
scillt-, ais han sorbi et Liatoa, som knn bestod af Ligs
basrcrno oq Prasstcn med Kordrengcncs »Hm-m bearaver
J dort-« sonmtc han.
»Don aman Loonardo«, sparede Liabasrerne, sont
ikte kcsndtc Formen
Da saa Loonardo lnsn for sia med et sorsaskdcliat
Mik. Mon snart syldtcs lmnss Eine med Tor-ker; ban
skjnltc sit Ansiat i sinc Hasndcr og ais vidcrc Incd bøjet
Hovcd
Fire Aar den-stet- kont on rcjscndc Prasst til Mar
seilla san var on ncidaldnsndc Mand: on sitnpel Or
dcnsdraat lnsdasttodc hans ndtastcch Erim-ich oa ltans
bloac, indsaldno Kinde todt-de onton paa en dodolia
andont oller paa et rastløst oa virksomt Liv, sont sor
tasrtsr dc sjdsto Itrasstcr ndcn at unde sia den nødoendiao
Ovilc oa Vrdcrkoasaclso Tette sidste oistc sja strats at
oasrc den sandcs Aarsaa til Prassnsncs lidondc Udseondc,
naar man saa bang Inildo Øjnch som lustc as Furt-lia
ltcd oa Ultidlidenlnsd Hatt var ligosotn et Bud, der var
udscsndt for at taae de sattiaosfi oa nlnktoliaosz Vorder
vaa sisns cano Stnldns oa bringt- Troft oa Frcd til de
bedrooodcu
Ta Prasswn oar ankonnnon til Mal-seine bmav
han sia stracks nod til Saum-n oa spukatc cstcsr de Zkibcv
paa tnnlke Galcsislavcrne var.
»Er dct tilladt«, som-cito ban on as Opsynsmwndcs
ne. »at bcsøac de staktcls Fangck?«
»An ja,« svarodo dennc i en Tone-, som just ikkc
udtrnkte Glasdo cllcsr Medlidcnhcd »Tag oder i Agt, wr
vwrdiqc Fadcr«, tilsøicdo ban. »Der-som J har Pcnae
hos edel-, gar« J lloqest i at nasgtc det: thi de vil natur
ligvis tiggo hos oder, og dersom J qiver en noget, vil
de andre saldc over oder som Notwer
,,Bryd eder ikke derom«, svatcde Pkcksten med et
sømmodigt Sant- ,,Dersom Penge alone kunde hjælpe
og lindke, saa vilde mit Vessg vwrc til ingcn Rotte-;
thi de saa Saus som jeg hast-er hos mig, vilde kun være
on daarlig Hin-In Men sig mig: er det nisdvendigt, at
J lcdsager miss«
— - - - I...4
»Det belva 1kte", warme Qmmwnmuucu ««·.
»De Ort-rot paa Null-lerne lau ille qodt Mu- bort on vil
vcl illc Widerstaer cllcsk sendet-bde Lasnkemes«
Dcrmcd lod lmn Pkwstrn ver almo, og dcnnp bo
anndto un sin lemelmc Vundrinq fm den one Galci til
den andeu. Hviltrt l)jcrtc-slasnsndr Zunl Hvorllcn lmn end
vendth Mille-h faa lmn den nusnmsskcliqe Elrndiglusd i
dens gyleligste Stillelsc ou den meuucslelige Frilnsd i
dcns dybcflc og ntcst fortlrdrcnde Sllrndlel Blum-me
fom var inkcdede til Stil-et unt-d tunac Jernlænker, san
cncd dercs blose udtasnsdc Ansiqtcr nd lom levende døde,
der lpottedc over Livet. Hvor forfaskdeliqt er det ille
liae overfor laadannc at mindes de Slriftens Ord:
»Wind vil, at alle Mennefker lkal blivc faligc og komme
til Sandheds Erkmdclle.«
De flestc fokrettede der-es Arbejde med en vild
merk Nod-, Kendetegnet paa den dybelte Fortvivlelle
og pas en lrygtells Dævnplam lom tun venter paa
Frihedens time for at bringe Dsd oq Fordeewelle over
Mennelkene. Ktm l enkeltes Wer kuude man lcefe en
stille Hengivelse i deres beklagelseöværdige Skæbne, og
de slog Øjnene ned, da Præsten nærmede sig dem.
Jblandt disse besandt sig en ung Mond paa em
trent tredive Aar, som i Særdeleshed tiltrak sig den
reisendes Opmasrksomhed Skønt den største Elendighed
stod præget i hans magre, udtaerede Ansigt, laa der dog
ialle hans Trcek en retende Ydmyghed og Taalmodigs
bed, og ud as hans merke Øjne lyste et mildt og blidt
Vcesen, som ndtrykte den dybeste Smerte og den inders
ligste Anger over den Forbrydelse, der havde bragt bam
derben. Ja, Prcesten saa tydelia Taarer i hans Øjne,
idet han nasrniede sig l)an1.
Fnld as Medlidenhed gik Priesten lien til den unge
Mand og sagde: »Min Ven, du græder? Hvad er det,
sum bedrøver dig ?«
Fangen saa paa Præstett med et smerteliat Blik
og rystede paa Hovedeh sein om lian vilde sige, at in
gen kunde lsjaslpe limn i bans Nød
»Ein inig det,« vedblev Prassten, .,ncaaske kan jeg
doa aere noaet for at lindre din Sorg. Kan dn hjwlpes
nied Pengc saa inanaler jeg rigtignok selv Midler der
til, tnen jeg kan unsd Guds Hjcelp finde velgørende Ven
ner sein vil tage sia as dig. Den Sinnle jeg bar has mig.
tnna du gerne faa.«
Fanaen rnstede atter paa Hovedet nied et iørgmos
digt Sinil; endelia sagde han: »Ak, asrvrerdige Herrel
min lllylle ladet sig ilke sonnindsle med Penae Alt
lniad jea heb-ver til det iannnerliae Lin, iea her maa
seie, det bar jea, Hvad der liager mig paa Hierte er en
B1)kde,sum stiart vil nedtrnlke niig ganske: jeg kan ikke
basre den lirnaere!«
Her blev hans Tale asbrudt. Den alvorliae, stier
ke Mond arwd som et Baru
»«83av Fortrolialied til mia,« vedblen Pisa-sten,
,,niaaske er det doa mnliat at trøste dia eller at lette
din Vnrde Ter er inaen Sorg saa stor oa saa tnng, at
jo Gnd i sit Ord bar aivet os Lindring sor den.«
«Ja!« svarede Fanqen tned vesnodia Gliede-. »Disse
Aar beviser Sandbeden as eders Tale. Fire Aar hat jeg
vasret her i dette slrwkkeliae Opljoldssted Daa for Dag
bar iea knn det tnøisonnneliaste oa niest nedvcerdigende
Arbejde Hvokhen iea end vender tnit Lie, ser jea kun
Lidelsessieller, as bnis Mund jea knn liører Knarren
ou Forbandelsec Opsnnstnasndene bar inaen Medlidens
lied nied os; de betragtek as sont Menneskeslasatens Udi
slnd: de tasnker ikke itaa at forbedre oLI eller aøre Vor
søraeiiae Skæline taaleliaere De bar aldria et venliat
er til cis-: Sknsldgord da Farbandelser. Trnsler oa
Stras, det er alt lwad vi inodtaaer as dem. Herrn-«- veds
blev Fanaen itn·i«aere, »i site Aar bar fea tiæret her,
og J er den første, sont bar talt nienneskelia med mia og
haft Medfelelse ined ntin Elendigbed. Denne Teliaaelse
er niia en vederktneaende Trøst. Gud lønne eder dersor,
eervasrdiae Herre!«
»Im slimser dia ikke«, fagde Prassten t den kasrngs
ste Tone »Du man vcrre anbenbjertig nwd mig; du man
fortaslle mia din Lidelfe on din Kummer- Maaske kan
feg bjaslpe dig.«
,,«.1k’uvel,« fagde Jungen, ,,jeg vil fkrifte for eder.«
Og lpnn fortalte nn Prwsten fra først til sidft den Histo
rie vi kenders
Priesten var inderliq beweget, men da ban vilde
nennende et trøftende Ord til den nlykkeliqe, tog Leonars
do iaen til ere da sonde: »Du doq er den fkmskkelige
Erindring otn min Misgerning ikke den eneste Smerte
sont nmrtrer nqu on Mr nqu nlykkeligere i Tag end
nagen Sinde før. J Morges bar jea erfaret, at min
kaste, ftakkels antrn og mine tre Børn lever i den ftp-r
fte Nod og Elendighed Min Sabine er som en Folge
of de lanqvariqe Sorge-r og Lidelser blenen saa fvag,
at bun ikke lasnaere kan arbejde, og mine Børn er endnu
for fnma til at fortjene noget Mine kætefte er for min
Skyld udfatte for at aaa til Grunde-. Jeg er min Faders
Morden mine Huftrns oa mine Vørns Morden min
egen lmslige Lykkes For-sinnen Ak, var jeg blot fri!
Maasse var det doa muligt at befri dem fra den yderste
Nod! Ak, Herre, lmorledes vil dette ende? Jeg fkal træde
fretn for Nuds Totnstol betmmet med min Inder-T min
Konesrs ou tnine Varus Forbondelse. Mine hungrige
Varus Smektefkria vil berøve mig den sidste Trøft i
Døden.«
,.Fut Mod. Inin sc(1kkel-.«s, nlnkkeline Ven!« trostede
Prassnsn binn. »Und bar Naade da Hinslp for alle: bvors
for da ikke oascm for din? Det er sandt, at du bar syn
det nie-net on det er del-for du er bleven san haardt tug
tet; nten nn er det ikke Tid at qøre diq Bebtejdelser.
Juni-n hmde stildke min din Snnd tndeligem end dn
nn selv kmr niort det, oa dersor tror je,1 paa din Augen«
«9lk«, ofbrnd Leonardo lmnt, »Wer aerne vilde jeg
ikke nnderknste ntia den lmnrdeste Etrus, swor gerne
vilde im ikke de, dersom im derved knnde frelse nnn
Sustrn og mine Vørnl«
»Nei, ikke dol« sparede Prassten ,Ved heller
Nnd mn et konnt Liv, at dn nmaske tnod dine Medmens
neskek tun aøre aodt Men, hde du bar forbrndt. Sagde
du Me, Monat-da at du bavde tu Aar tilboge af din
Strossetid?«
»Jo«, snnrisdcs Fonxnsin ,,i-ndnn to sorsasrdislig lange
Anr, i imilkc niin Hiisirn on ininis Vorn ti Nonne kan
gnn til Grundi-f Jtsn knn ikko ninsrleink disse to Aar.
Estisrretniimisn oni den-s Død vil ftnric niin i Forivivlels
se — — im insd ikkiy bvad im san vil gørel«
»Ein min, niin Ven,« sande Prasftein ,,cr der intet
Haab oin, at Kotigen vil benaade dig?«
,,Ncsj«, stinkt-de Lcsonnrdo trøftcsløs. »En Naleis
flach Jnniiiirrskkig trasngcr nldria udenfor den Gale
hvortil lmn rk fnnsdct, on indun en andcn kunde bringe
min Von for Konseng Troiio, bchøvede nnmske min Kone
og minc Wrn ikke more nogcn inenncskelig Hinsle
Prasfton gik nogle Gange from on tilbage i dybe
Tankor; rndelin blev hcin igisn flaaendc foran Faust-n og
fande: ,,Leonardo, dersom der var en, foni vildc trasdc i
dit Stud, sont vildc lade fig snicsdei dims Livnker on gøre
dit Aruisjde sur dis, vilde inan da give din Ftilnsdon2«
,,Tet tror jeg, Herrc,« svarcde Leonardo hurtig med
et bcfnndcsrligt Glinit i fine niørkc Øjnc; men den nam
le Tnngsindighcd udbredtc sig snort igcsn over ljans sol
bmsndte Anfiqt, ogi en trøftcksløs Tone tilføjcsdc bon:
»Im Dann-, jeg arme Mcnneskc, bvor kunde jeg et Øjes
blik qlasde mig vcd en saadan Tankct Hvor knnde der
poa Gile bele, vide Jord finde-s et Monat-sie som fri
villig nnderkaficr sig et saa elendigt, møjfomineligt Livi«
Prwsten havde ikkc hsrt Leonardos sidste Ord, mm
var plndfclig gaaet bott. Den arme Junge, fom ikke
kunde begribe Grunden til en saa hurtig Affked, Iaa be
drøvet ester Menneskevenneu, det eneste Menneske fom i
site Aar havde henvendt et venllqt eller deltagende Ord
til ham. Det fmerttde ham indes-liq, at den fremmede
var gaaet uden en Afskedshilsem men dog taktede has
ham i sit Hierte sor hvert Trøstens Ord han havde takt.
Men hvor gik Præsten heu? Han lod sig melde
hos den Officer soni havde Overtilsynet med Galejslai
verne, og sont Var skildret for bam sont en meinieskekærs
lig Mand.
»Min Horte-O sagde Praisten til ham, »De kendec
mig ikke Jeg liedder Vincent eller, dersom jeg skal
nirvne dem mit hele Nonn, Vincent a Paula.«
,.Hvadi« raubte Offieeren overrasket. »Er de Pras
ften Vincent n Punla, bam som vandrer om nden Ro
eller Ovile for at aøre qudt mod sattige og nlykkelige,
sein trasnger ind i Ulykkens og Elendigbcdenss Hnler sor
at binslpe og mäste-P Hmh som selv er fattig paa jordisk
Nod-Z, og den san liiaslpe alle? Er de den Vincent a
Paula, sum i Tnnis liar banret Lasnkerne sor en Slave?«
»Det er riqtignok mig«, svarede Vincent, »skønt jeg
sandelia itke sortjener den Benndring9 som De synes at
nasre for mig. Og dug er det mig krert, at De kender
mig, niin Vegwring vil dersor maaske snarere blive op
f1)ldt.«
,,Tal, asrvasrdige Herrel« sagde Ofsiceren. ,,Jeg
vil anre alt lwad der staar i min Mant, sor at vise Dem,
livor liøjt fea agter Dem«
»De bar«, vedblev Priestem ,,iblandt Galejslavers
ne en mm Mnnd fra Soeres ved Nnvn Leenardo. Hvils
ket Vidnesbnrd kan De give bam2«
»Et i enlwer Henseende godt Vidnesbyrd«, svarede
Officeren »Leonardo betet til de saa som ikke er blevs
ne slettere under deres Strafsetid, men tværtimod hat
forbedret sin. J de fire Aar lian bar været her, hat der
ikke nasret den rinneste Klage over baut Han hat al
lerede ved sit Eksempel virket navnlig paa mange as sine
Medsanqer, on ban hnsrer fin sørqelige Skwbiie nied en
denmlied da en Underkuftelse sein nian knn sjaslden sin
der Maae til-«
»Ædle Herre!« sngde Vincent, ,,ikke alene dette
Vidnesbnrd um den stakkels Leonardo, men ogsaa Deres
eqet niennefkekierlige Hierte qiver niig Mod til at stem
konnne nied min Ben. Leonardo hat endnu to Aar til
bane ni sin Strafsetid Gan bar sortalt mig, at hans
Familie er snnken ned i den bitreste Nød under hans
Fraimsrelse eg at lsans Hnstru og Børn er ndsatte sor
at nan rent til Grunde- dersom der ikke snart kommer
Hin-in Men ber kan inqen lijaslpe uden Leonardo selv.
Han er endnu stierk en trastiq og vil arbejde: han vil
not knnne fortjene bvad han behøver til at etnære sin
Mantilie med. Men faa maa bnn vasre fri. Man hat
sagt mig, at Leonnrdo straks kunde blive srigiven, der
som der fandtes en som vilde trasde i hans Stedi de
svrige to Strnffeanr. Er det sandt?"
,.(skanske vist«, svarede Officeren »Loven tilladet
Frigivelse paa saadanne Vetingelser. Men det kunde li
gesaa godt ikke viere tilladt«, tilsøjede han med et sørgs
modigt SmiL »thi bidtil hat man eildrig sundet sau
danne Stedsortreedere, ogdet sandelig as let begribelige
Grunde.«
»Wind ske Lod, niin ædle Herre«, fvarede Vincent
beweget; »ieg bar fiindet en, fom vil vcere Leonardos
Stedfortriederl Sonvidt fexi kender hom, er han en ret
fkaffen Mand: hiin bar i det niindfte et pletfrit Rygte.
Vil Leoiiardo blive frigiven i samme Øjeblik, denne
Stedfortrwder indfinder fig?«
»Ja, lige firaks, cervcerdige Here-TO saade Offices
ten ined siiqende Foriiiidring. »Men hvein er den
Mand, soni irivillig vil iinderkcifte iig en saadan Skænds
sel?«
»Det er niig!« svarede Vincent rolig, og da han fau,
at Offieeren vilde iidtale sin højefte Forbavselse, vedblev
ban: »Lad es ikke teile detoni. Min Befliitning er faa
fast, iit iiitet kan bringe den til at vnkle. Tro iiiiq, jeg,
Tom bar liaciiset Slnvelciiikerne i TiiiiiJ iinder de von
troes Tyranni. frnqter ikke for en Gaieiilaves Arbejdei
Marieille under Oiisiin of en san eedel Mond ioni Dem.
Men lad os tasiike paa, at livert Miniit vi tøvek, er en
Tilvceksi til Leoiiiirdos Lidelfer-«
»Men- edeis Ære?« indvendte Officeren. »Seit
Te oxifim lieinsnkt at ti Aar-s Slovetieneftei Tiinis ilke
veier op nied Tiendedelen as den Skieiidiel, soni en Gn
leiflaves Liisiiker bringet over den der biet-er dem, var
det end blot i en Tinie?«
»Mi» Wie', neiitoii Prassten sniilende »Tror De
virkeliq, cit iiiin Ære er i Fore? Vil jeci i Deres Øjne
tabe den Aqtelie, ioni de før iidtalte for mig, fordi jeg
bietet- ElmielienlerneP Nei, nisielig ikkei Den fande
Æie besinne i Veviditlieden om en Giid velbebagelig
Hiindlinki Lg liniid er to Aar i den lidende Menneskes
beds TjeneiieP Man ifke Vevidstlieden om at have red
dei en liel Fiiiiiilie fm lliidergonxi bringe en fandcin Fred
on Vislsiqnelse over iiiiii SieeL at feci følek mig selv langt
riqeliqere bekannt-L end ieq iorijener?«
Officeren vilde eiidnii gøke Jiidiiendiiisier, nienVins
eent tilbcmevidfie dein alle nied sna meaen Veftemtlied, at
der tilsidit iiitet nndet blev tilbciqe for Opfnnk nmnden
end at liide Nasefinieden bente on følae dein til den Ga
lei lnior Leoiiiiido iiiir liiiiket
»L’e0nardo, du er Mk« mabte Vincent til Imm.
»Vi lmr fnndet en Stedfortmsder for dig!«
Den stnkkelss mee troede ikke sine eque Tren. Li
qesnm forscenet stirrede lmn stmn og tankeløss paa sin
Velnøree Men da Smeden virkelia von Ossicerens Ve
salinq slog Lasnlen af l)am, saa at den faldt klirrende til
Jorden. ou da lmn plttdseliq-.sølte siq let og fri, da sank
lmn paa Knæ og græd af Gliede som et Born. Men
denne Glasde blev snart sormørkeL Til sin Forsnerdelse
set ban, at Præsten rwkker sin Haand oa Fod frem, on
at Sineden beqynder sit smselige Arbejde paa bonI.
»Fort Guds Zkyld nei!« raubte Leonardo. ,,J
selv, wrvasrdiac Herre? Nei, aldrigl Hvor usigelig lyks
kelig Fribeden end vilde gøre mig, vil jeg dog ikke købe
den paa en saadan Vetinaelse. Smed, lceg Loenken paa
miq igenl«
»Bist like-, min unge Ven«, svarede Vincent med et
muntert.Smil, som om der sorestod ham en stor Glæde.
,,Lwnlerne vil viere lettere for mig end for digt Jeg
staat eneiVerden, og detKald, soiuGud hat bestemt for
mig, kcm jeg ligesaa qodt opsylde her, ja maasle beer
her end noget andet Sied.«
,,Ædle, bøjmodige Mandi« sagde Leonardo, ,,hvad
kan bevcege Dem til et saadant OsserW
(Sluttes.)