Ere Mennefkebørn.
P s n i Is
Fm Engelfk efter Originale-as Hödc Tuiind
ved
Wilh. Rasch
(Fsttlst-)
»Men hvilken Vanoidsaand bar dog faaet dein til
at ville løre over Eporet i et iaadant sLieblikW
»Spiritusnanden! De var beuge drnlne.«
»Poesie ilnlde de den«-«
»Die-ne Te haode unstet Sud paa et Ende-, havdc
vcrret til Val, havde daniet on drullet hele Ratten og
tog hienieiter ntellem iem og ieks i March-L Saadan
ioktasllek Horconrt, og lian er en god Hietnmelsnmnd,
thi han lorte lige bag often og our ielo liae ina fnld
iom de andre, indtil lllyklen gjordc hanc n-dru.«
Stalkels Theodor, ljnn lnwde dort ncere end not,
hans Hier-te bleo ioin Vln Hoorledes tunde han
haabe ellcr arbejde cller bede lustigen-? Tadie iulgtes
de videte; paa Gadelijeknet tog de en Droile og løkte
ai Sted lntrtiqit muligt. Kun to Zporgsmaal gjorde
Theodorz ,,Sande du, at Henry iputgte eiter rings-«
»Ja on nei, ille abiolnt ipnmte, tin-n dleo unf
brndt ved at take am dig; det var noget oildt noget onc
et Leite, iaa vidt vi kimde staune-, tl)i scete Manne iagde
hon: »Im lmr aldria for nied Fariast brudt mit Ord til
dann« og dereitssr llagede ban: »Nn vil han aldrig niere
have cned miq at agre, aldrig met-e tro niiq.« Doktoren
mener, at hans Hirt-ne er nngrebet.«
Det varede lidt, iør Tlieodor knnde bline Heere
not over iig ielv til rolint at Ein-met »Hans Fokasldre
hat ieloiølqeliq iaaet Ruder-reman -
»Nei, iacnncend om de bar,« ioakede Jim ganile
betuttet: «det tror jeg i al Fald ikle, det dar viit ingen
tasnlt paa. Jen var nede ved Stationen for at ie, am
mine Vater var lomne, on kom til Stede lige eitek, at
Ulnllen var stet. Jea liavde netop iaa nie-gen Onttanke,
nt ieq sik dem braqt op paa Hotellet, og iaa gil jeg
hen eiter dig.«
Da de noaede Euklid, gik de op ad Trappen og
ind i den dem iaa velkendte ForhaL hvorira de itraks
begav iig til det Vasrelie, hvot Henro var bleven tagt
ind. To Les-get var beikwitiqede nied hinn, men de
trandte tilbcnm da Benen, idet ban ianaede et Glimt
ai de indtmsdende, brod nd i en bei Naaben
»Det er ingen Nytte tili« raubte lian vildt, da
Theodor bøiede iig over dam: »du iet, det nytter ilke,
alle disie Sntaadjwvle ville have mig, og de iaar
mig med Krop oq Sirt-l. Jeq er bundet, kan ilte rote
mig· Jeg lovedc dia det, —- ja, det kan feg, det er jeg
god nol til, det bat de heller intet imod, men naar det
ital ques, iaa dinder de miq —- aa ———l'«
»Ja iaadan bar dan iantaieret lige iiden Ulnlleni·'
iagde den eeldre as Lwaetne henvendt til Theodor. ,,Det
et Tegn paa en ioritnrret Hier-ne. Er De den unge
Mand, han talet om? Vi havde haabet, De kunde brin
ge hani lidt til Ro«
Theodor bsjede iig atter ned over Heuch- der ita
dig gentog helt vildt:
«De ville iaa mig med Hud og Hund« men nu
lagde en kold Haand iig paa den iebethede Bande, og
en tolig,,iait Stemme iagde:
»Den-n, De ital ille iaa dig. aner du, de ital
ille iaa digl«
Lemerne davde ikke baabet iorgæves paa Theodorö
Komme; thi Patienten blev nu eiterbaanden roligeke
og iant den i en Des, der, om den end ille var meaet
lovende, dog iyntes langt mindre sdelæggende end den
vilde Ura, der ist havde været over hom
Nu ipurgte Theodor igen, om der var gaaet Bud
til Haitingslund Nei, alle havde tasnkt dekpaa, men
tngen bavde qjort det. He· Roberts var ikke bjemme,
oq Lasset-ne havde bait vigtigere Ting for.
»Det maa beiskges hurtigit muligt: bvetn ai d’Hrr.
er ist- Haitings’ Huslcege2« ipurgte han.
»Ja-sen ai ost« ivakede den celdite ai dein fort;
»jea ved ikke en Gang, hveni der er Huglasge der.«
»Jo, det er Dr. Armitagix men han et for Tiden
bottrejit,« iaqde den nngre Lasse.
»Det var et Held!«
»Hvorledes det?« spnrgte Tlseodor og snn swrs
gende pna l)cnn.
»Im-di Tr. illnnitnne knnu nok lender noaen anden
Mednin end Vin ou Nun-, sont linn bknger alle Veqnch
on der sknlde Inn nrnnnne lidt til as den Slims for at
stiinnlere Livet nd us den nnne Mund, der linner l)er.«
vHund lnsddek den nsldste ns de to Bemer spnrgte
Tlnsodor en Dpvattet, sont lmn sorlod Vnsrelset snnnnen
med.
«Det ek Tr. Arnold, ester Fell-z Simsnde Auen-I
dygtiqste Umge, on den mmre er lnnis Konnmgnon Tr.
Vincent.«
The-oder laslede et Blik ind i det Virrelscn lnmr
Ben Fillips lan; linn var bevidstløs og lmnde merkst det
bele Tidem to andre Liege-r var beskcestiqede bei-, inen
snntes nasrmest intet at fort-lage siq on gnv intet andet
Svak Uaa bang Spsmsnmal end en alvoklig Hovedi
tysten He Fiuips var bleven set i Nætheden of wobs
elsveditionen, og Jini var gaaet den Vej henad sor at
finde heim, san der snntes ingen anden Udvej sor Theo
dor. end at lnm selv niaatte gaa til Hastinqslnnd lwor
nsdigt lian end vilde, tln del syntes fo, som var det lut
tek Ulykker, der satte hcnn til dctte Hug.
»De vil esterhaandcn betragte niig soin et ondt
Var-few sagde han below-eh da han stod og ventede
paa at blive lukket ind. »Er HI. Hastings l)jennnc?«
spurgte han Tjeneten sahn. Nei, det var han illa
han og Fkuen vat tagne med Fku og Fel. de Witt paa
Des-g has en Ven ude paa Landet og antede at blive
borte i to Dage. ,,Vil De saa siae Fri. .0cisting«cs, at
jeg strakö maa tale mcd hende.«
John saa sorbavset paa hom, »det var san tidligt
—, Frskenen var neeppe paaklædt til at tage mod Be
sng om Or. Malleky icke lunde —«
«Slg hende blat, at seg man tule med hende hur
tlgst muliqtl« asbrjd Theodor hom, oq l det samme kom
netap Fri. Dorn ned ad Treppen. Don glk hen imod
hende, og da han sslte slg sauste vis paa, at bun kunde
sen-e det. sit han list til Sagen. »Da et lkke gode
Nyhedw M hst at bringe l M, Frk. Oastlngs; der
g Wet Ullesælde, pq dean er kommen til
Aus-, Wells alvotllqt mmskr. Pan lquer paa
cuelld Met. ønskek De like M at taqe lud til
WI«
Doms Anstgt blev blegerc, men hun hverken be
fvimede cllet noget, men svarede hurtigt: »Jo, jeg ta
ger ftraks af Sied. Vor Vogn er iklc l)jemme, vil De
ikke prøvc at skasfe mig en Droka jeg fkal vix-re færbig
om fein Mimitter. Men sig mig blot, bøk jeg scnde
Bud eftek Fadcr og Moder?«
»Jeg er bange for, det er nødveudigtl«
Hurtigt gav hun nu forskclligc Ordrer til den ven
tende Joha; snart cfter sad dc i Dtoskcn, og paa Vejen
blev der Lcjlithd for bam til at mcddelc hendis det lidet,
han felv vidftc om Sagen.
»Dr. Armitagc er ilkc l)junme!« sagde han, da de
køttc forbi dcmuss Volig.
»Det cr godt det fannue!« spare-de hun, og han
tasnkte paa, om lmn maaskc liavdc de samme Grunde til
at sigc dettc, socn lmn hande.
Vcd Middagstid ankom Hin og Fru Hastiitgs, og
fsr Dagcn var til Endo, var alle Parter enigcs om at
beklagen at do illc var bloqu burto nistet lasngtsrc Det
var aabcnbart ikkc cftrr sin Moder-, Dora havdc arvct
sin Aandsnwrvcrrelsc, rlchr om faa var, hade Moderen
forlcvngft miftct sin, thi hun rokkcdc rnndt og pusslcsdc
om den fyge paa rn iaadan Mande, at ban stadig blev
more oa more 11rolig. End Oastings smttcs at vasrc baas
de crugftcslig og dyatiq tust-d paa cen Gang. Han fagde
strengt til Dorn, at han l)aabede, denne Omgana vilde
give hendcss letsindiac Vrodcr en Lektion, ban aldrig
glcmte, og da Dr. Arnold bortil svarcdc, at chr var al
Udsigt til, at lmns Haab ikke vilde blivc bisskasnnnct, tog
han dct mcaet ilde op. Dorcfter beklagt-de lyan i stætke
Ord, at Doktor Armitaac itlc var life-nimm
to Gange scndte ban Vnd til bang- Hjem
for at forhtrty lwor lmn var, og lmns Ou
mør ber ilko bebt-c vod at høra at lian laa syg i Vufs
falo: thi nu maatth ban, slønt tøvende oa asraerlig,
ones-give Sagen i Dr. Arnald-s Haand. Tonne und
git paa onlier Maadc at befvare dist Spørggmaal der
anbenbart lielr Tidcn laa baadcs Frn og Frk. Hastings
ligc paa wacti, nemlia om, lmor alvurliac Henkys Be
stadiaclfer Var, oa bertil kundi- disk vesl vasre Grund,
thi felv for lecodor holdt dcst baardt at licvarc fin No,
da han paa direkte Forespømfel sit Svaret: ,,Jkke en af
hundrde vildc gaa dtst iacsnncnn Hiernen cr anarebet,
og ban nndaaar iltcs en liidfig Feber. og nu er hole
hans System tilmed saa sdelaat af Gift, at ban inaen
Modstandskraft har.«
Det var lanat henne paa Effenniddaaem før Las
s gen, efter at have aivet bestemte da onilpygaelige Ordrer,
vovede at forlade fin Patient i noale Tinier. Or. Ha
stinas vendte sia ftraks efter til Tlieodor oa faade paa
den højfornennne, balvt spottende Mande. han altid
behandlede bam paa: »Nu, unge Mand, jea ned ilke,
bvorledes De bar faaet med denne bedkøvelige Ulykke
at gere, men nogle Mennefker bar en inaskkvasrdia Evne
til at faa Del i alle Muskel-. Ei heller ved jeg, i beil
ken Grad De bar forspgt at tjene inig oa mine, nten
am der bar vceret Tale om Oposrelser af noan Stags
fra Dei-es Side, da er jea Dein nieget taknennnelia og
er altid rede, som De meget vel ved, til at holde Dem
skadesløs og belsnne Dein med en Anvisning paa Ban
ken, naar soin helft De vil modtaae den«
For ikke at aske Hr. Hastings Uret skal det siges,
at han havde drittket et stort Glas Genever, liae før
han asleverede denne fornærmeliae Tale, og Spiri
tns’ens Dunster var allerede travlt belkcrftigede Ined at
omtaaae hans Hienie. Theodor sparede ikke et Ord
bans Hier-te var altfor forpint ved Tanken om, hvad
der Innliaviss vilde ste, til at lmn kunde tasnke paa sig
lelv, oa for-neigt gav Or. Hastings lmm knap not Tid
til at spare, thi han føjede straks til: »Da nu, da Lee
qen bar paabudt fnldsteendia Ro, er det vift tilraadeligt,
at alle, der ilke tiltrcenaeT trinkt«-r sia tilbaae fra Enge
veerellet Derka vilde det nmalke viere passende, at
Te buttiaft ajorde en Veuyndelse.«
Tlieodor bultede tavs oa ais aieblikkelig nd. Dora
fnlgte doa lige efter han« bendes Kinder glødede, oa
hendes Ler var ufwdvanlia stinnende »He. Mallery«
begnndte lnin oa talte hurtiat oa opbkaat, »jeg beder
Dem, De niaa endelia ikke viere vredl Fader mener ikke
— ved ille -—-,« oa lnm beldt forvirret inde.
»Im føler mia slet ikke sormermet, Fri. Doral
Deres Fader er ephidfet oa snkftaar inia jo slet ikke
Men tro blet ilke, at jea kan sorlade Henrn Vi
ret alvorliat lamipe for liam i vor Ven, ikke sandt?«
Nu aled de sprin- Taarer, Dora paa denne Daa
havde amsdt, ned over hendes Kinder, snen lnm svarede
kun: »Im takler Dem overinaade neget!« oa forlvandt.
Da Theodor saaledes plndfelia var bleven bergvet
den Fort-et at biielpe oa naage over fin Ven, kam ban
atter til at ttenle vaa den anden Lidelfesfaslle og op
spaie det Vnsrelfiz two-til denne var bleven baaret. Han
bankede sagte lina Deren, men der loin iniet Svar, oa
da han var bange for ved nderliaere Tranaen Pan inn
lia at lunne forstnrre den sage, vendte ban lig for at
aaa. Men netop da lnkkede en Opnarter Deren op,
oa til sin Forbavselse faa han, at Stnen var tonl.
«Hvor er Hr. Fillips?« spnrate ban.
»De bar baaret ham hieni, Herre. Vidfte De ikle
det?«
»Neh« svarisdc lmn fort ou Visndtis sig lmrtiqt dokt.
Hvor nødig ban end vilde, mle en bitter-, oprørsk Fsøi
lclse bonI. »Halt er i Stand til at kminc bin-es hieni,
nicdrns lians Kammemt man liimc lieu i Vildclic, —
og han var dog sikkert den most brødefuldo af dem donne
Gangl« sagde han hen for fig.
Mcn disfe daarlims Tunker var naste komm til
Udbrud. for ban anholdt dem og stammcde sig over sig
fclv: lmn kasnipcde for at activinde den rette Folclsc
overfor dct lykkeligercs Menncfkc on straffcde sig iclv
ved at bcsluttc strats perfonlia at gaa til Or. FillipH’
Bopasl for at sper til hanin Søn i Siedet for at gaa
til sin Forrcstning og dersra scnde Bild, fom han først
« hade tænkt
Don rinacdc pim; en rediser forgrcrdt chncftispige
lukkedc op, og paa hans Spømsmaal om Or. Fillii)5’
Befiiidcnde fvaredc hun: «Jo Tak, min Herre, han bar
det faa godt som nuiligtl«
»Man jcg faa Lov at se til l)am?« fpurgte Thcodok
videkty idet han undrcde sig over dct brimidcrliqe Svar.
»Det tasnker jeg, —- men jeg stal spørge. Vast
san qod at gaa ind, og hun lukkcde Daten til Das-lia
stuen op og forlod hom. Nogle foa Minuttek cfter kom
den asldre Or. Imin Gan genkendte Ijeblikkclig Theo
dor, fksnt de kun havde msdteö en Gang fsr i Livct.
Det Præg at Smerte, der laa over haus Anstat, blcv
endnu dybere, da han san wovor-, oq med streng Atvor
sque han: ,,Unge Maul-, var De samtnen meb min
Um i Aste-f Er De en as dem, der hat hjulpet ham
paa Afvejk
»Nei, Gud ske Tak, det er jeg ikkes« svarede han
beste-Int, men dog stilscrrdigt. Endskønt han ttoede, at
Bens Fader selv havde hast den største Del i sin Ssns
Undergang, var det dog ikke Tid at sige det nu. »Jeg
kom her ben sor at here, om jeg paa nogen Maade
knnde tjene Den-, -og sor at sperge on( jeg maatte se til
Dei-es Sen.«
,,De skal have Tak, men der er intet mere at gere;
men De kan san Lov at se l)cnn!« Stennnem der sagde
diese haabløse Ord, var halvkvnlt as Graad, og dog
hade den sergelige og alvorline Sandhed ikke et Lie
blik paatmsngt sig Theodor, ja ikke en Gang, da Foderen
nn lnkkede Deren til højre op, skød hmn soran sig derind
on atter trka sig tilbage.
Ferst da han var naael ben til den modsatte Ende
af Stneih lwor Bens Lefe vnr redt, smndsedes lmns
Fødder i cerbødig Følelse as Delde Nasrvnsrelse Selv
da knnde ban ikle tro, at Nud lmvde knldt ad Sj(1-len, og
nt den var dorte. Han stod stille og sna pua den blege,
ljnløse Skikkelfez lmn qik et Stridt srentad og betragtede
asrbødint det Ansiut, sont han endnn i lssanr havde set
sprndle as Lin uq Lustigbed Jo, det kolde Segl var
virkelin blevet det paatrykt, Troekkene hande sølt den
lsøjtideligey bennneliglnstfnlde Berering og var bleven
skarpere dernnder. Aldriq lmnde han ntedt en san pluds
selig on srngteliq Overraskelse; saa var Heim) dog bedst
stillet mde Hvilken forsasrdelig Dødl
»Mordl« soade lmn med blege, sammenbidte Lee
ber, »Mord, det er netop det rette New-h selv om For
brndelsen begaas lidt ester lidt og ikke med et skæbne
svknmekt Stagl« Han tnrde itte lnenget sum stille og
betrngte det livløse Ansigt eller sorsølqe disse Tanker
videre. san vendte siq hurtiqt bort on anbnede mekanisk
anjliebibelem der lao paa Bordet, i Haab on1 der at
san et Ord, der knnde tasmnce lmns Trinken Han slog
up formt i den, lwor Familiens Medleinmer stod optegs
nede, oa san det velkendte Navn Venjamin Fillips, sødt
l7. zwvember 18 —. Dater var oasaa velkendt, det
var lmnsri egen Fødselsdag, — Aar, Maaned, ja, endog
Ton var ens nted bansx hvilket besunderligt Summen
trassl Det var oqscm Henrys Fødselsdag, det havde ban
vidst lwnqe: altsaa tre nnge Mænd, bvis Lin var be
qnndt paa den selv sum-ne Daql
Hvor ubyre sorskellige nmatte deres Livsvilkaar
ikke have været! Han saa sia om i den btmgclige Stue;
lmn knnde tmnke siq, lwor megen Ombn denne unge
Monds ssrste Aar hat-de kramen han vidste noqet om de
store Forhaabninaer. der bavde været knyttede til hom.
Om Storheden og Herlighederne i Henrys Hjem vidste
bcm qod Besked, —- oq han havde en lebende Erindring
om sit eqet erms Nwdslen Nu Var de somlede alle
tre, Henry kcempede med sin Sygdom, denne — in,
bvor? Hvem havde ledet dem saa sotskelligt? Var
dette en Gentagelse as Ordett ,,Fædrenes Synd skal
hfemsøaes paa Bonn-new
Men hvilken Fader bar han da hast, og hvor bar
bans Liv dog ikke vasret snldt as Held og Velsignelse! Da
klang det sor hatn, det dejlige Ord: ,,Min Fader og min
Moder sorlod min. men Herren tager mig op.« Ja,
det var Herren, der i sin Naade har taget ham op og
vwket bam nendelig meqet mere end en jordisk Faden
og var det mon nn ikke den samme Herre, der vilde
vise disk-se Fcedre, som bar vovet at tage Ansvaret paa
eane Sknldre, kwad detes Kcerligbed kunde sere til,
naak den gik sine egne Veje? Bilde det at være ganske
nnddraaet al menneskelia Kærlighed og Omhu have
været værre for disse to unae Mit-nd end at vcere un
deraivet denne sorvendte, vildledende Kasrlighed2 Ak
saadan aaar det saa aste, naar Mennesker intager For
asldres Plads oa alemmer den vigtigste as alle de Pligs
ter, der sølaer hermed.
Uvilkaarligt bøjede Theodor Knce og bad Ender
ligt: ,,"Fader, kcere Faden dn har kaldet denne Sjæl
bott, for ham kan jeg ej lcenger bede; men lerg de Saat
og hel de brndte Hiertety som denne din Dom hat sor
aarsaget. Faden du gar alle Ting vel, men o, jeg be
der dia, spat den anden, spat hans Liv endnn en liden
Stund, giv ham endnu Tid! O, vier du hans Fader og
ssr hanc, som dn har sørt mig· Her mit Raub, jeg be
der, jeg trygler dig derein, her det sor din enbaarne
Sen-:- Skyld1« — Saa gik han stille og aerbødigt ud af
Stnen, bort sra dette Sorgenss Husk
Der stod to ved Siden as dette blege, kulde Leaemch
da det landes- ned i Kisten, —- en steckele Fader on
Moder. Der saldt Taare paa Taare, Fortvivlelsens
Tom-er- ned over hmn, deres søkstesødte, den-I eneste
Sen. Mon de saa for sig hin Time, da de lmvde lasnet
sig over den sonende Trena i den stere Stol, der un stod
tom hist henne i Kragen? Man de erindrede, lsvor
ntnntett de havde taqet det, da de forfikrede l)inanden,
at de itke ncerede niindste Frogt for, at deres Ven sknlde
blive en DrankerP
O, otn de hav de srngtet og bedet: ,,Led ham ikke
ind i Fristelse!« og ajort alvarlige Anstrengelser sor
at denne Vøn knnde blive ltønlmrtk Man Enden da var
bleven, sotn den blevP
O
Firc og tyvcnde Kapitel.
En dobbelt Krise.
leeodor sad travlt beskæftiget paa Kontoret, da
han sik dcst nasfte Bud om at komme hurtigst muligt
Hean var ganskc vild og gentog hans Navn nasbrudt,
og Dr. Arnald lmvde sagt, at han nmatte komme unp
holdeliat: Folgerne af hans Udebliveu knude blive stasbs
ncspangre
»Im bliver boktc hole Dagcn, hviS jcg maul« san
de han til Ha Stoffens, medens han laafede sine Pa
pirer inde, »og i Morgen tidlig —«
»Skal De se at faa lidt Hvile am De kan,« af
bkød denne ham. »G-: Dem blot ingcn Betmnrina for
Farretninaem men bliv has den StakkcL saa lasnge De
kan, meng han endnu er i Live. Jeg ital not passe
alt her, ellers kan jeg jo ogfaa faa Markvorfen til at
give mig en Haandörwkntng.«
Hv. Hastings saa ærgerliq paa Theodor, da han
tyve Minuttek fenete ttaadte ind i Henryg Bei-rolle
meu han sagde kniet. Jmtdlertid lagde innen MErke
vertil, tht alles Mue var rettede paa og alles Tanker
optaqne af den Me. Nu begyndte der, hvad man ncers
mest kunde kalde en fortvivld Kamp med Ostens sp
efter Dag fokfnlgte den sit Offer uafbtudt, vg bog ,
han naadig bevotet i Live. Feberen rast-de voll-sonst os
de trofaste, agtpaagivende nger arbejdede stadigt oq
encrgifk. Theodor var faa godt som altid hos fin Ven:
naar Vildclsm var flcn1, var det absolut nødvendigt,
thi om Hean end ikke fyntes at gcnkende hom, saa var
han dog altid roligcrc i hans Nærværelse. Ht. Hastings
var ophørt med at skænde og knurre, alvorlig Ængstels
se oq FrWt bavdc taget Herrcdømmet over alle andre
Zoll-Her J sine Febemnfald havde Henry udskammet
og ircttcsat hanc Gang rstcr Gang, men alligeoesl var
dcsnne Søn nu sont før en af bans Hjertes ftore Ang
der.
J alle bis-sc- Duge og Nasttcr Imde Dr. Aknolds
Anfigt værct sifomndcsrlig dunklng og der var ikke
tonmtct ot eueftcs opmuntrende Ord over hans Læber,
mcn san on Aftm sagde ban meget bestemt:
»Der er nltsor mange Memcesker oq altior megen
Løbm om i dctte Vasrelsc J Affen ønfker jeg, at alle
skul ann til No oq sove undtaqen donue unge Mand;
De kan nok blink, ikke sandt?« De sidfte Ord ljenvendi
tes til Thcsodor. der ftiltiende bukkede. ,,Godtl De er
den cnesm her heb-wes for Tiden, og jo hurtigere de
oeron vil trckkke sig tilbage, jo beer det voere for
Patienten.«
Or. Qui-rings protefierede til det nderste og sang
otnsrlegent:
»Der er innen Anledninq til at lwgge Vesng paa
eller sie-le naa sremmede, thi enhver af Familien er rede
til at danne, da desnden er der Sneie af vore bedste
Nennen der hat« tilbndt ns deres Hirt-lu«
Men Linien Var i det inindste lige faa vant til at
Ville hin-e iin Villie, fom Hin Hastings var det, og spa
rede dersor rolint:
»Mei! Familien og de Snese af bedste Venner et
netnn den-, jeg ilke ønsker her i Nat: denne »fremmede«
lim- niit sig sont saa irofnst on dnelia en Sygeplejer i
die-se Uner. at han er den, jeg helft vil have her.«
kldatnrligvisss gil Dr. Arnold af med Seiten, det«
ajorde lmn altid. Da nu Døten havde lnkket sig eftet
den sit-sie loin han hen til Theodor og sagde til hatm
Jlat nnslder det Liv eller Dad; han behøver den
allerenilinageligste Pasning, fremfor alt lieh-ver han
fnldsnendin Ro. Der vil fke en Forandring inden i Mor
gen tidlin, rinieligvis en afgørende Forandring, og det
for er det, jea har jaget Familien dort; Dem stoler jeg
van!«
»Da er jeg langtfra iikker paa mig selvl« svarede
Theodor dæmpet.
»Fo: Øjeblikket har det ogsaa mere at Tige, at jeg
er det; de nieste otte Timer vil fandsynligvis awer
om alle vore Anstrengelfer hat verret forgæves. Jeg vil
give Teni meget nøjagtige Ordrer og vil selv se herind
i Nattens Leb, skønt jeg nu er absolut magtesløs oq
ikke kan gøre mete, end De kan. Jmidlertid vil Deres
Ven —- Markvorfen tror jeg, han hedder — vcere pao
Post i Stnen her ved Siden af, rede paa Deres minde
Vink. De maa nok aabne Deren der ind til, men De maa
ikke gerne tale eller beim-ge Dem, nden at det er ganste
nødvendiat Denne tnnge Søvn vil maafke blive leitete:
nn øniker ien Deress fnlde Opmærkfoinhed.«
Derpaa fulgte der Anvigning paa, hvad der flulde
gares, inen endnu mere, hvad der ikke maatte gutes.
«Doktor, blot et Ord endnul« fagde Theodor med
Lieber, der fkælvede af Bevcegelfe; ,,hvorledes tror De.
det vil ende?«
»Im hat nassten ikke Spor af Handl« fvarede den
ærlige, alvorlige Mand. »Dersom, som jeg sagde, hanc
Søvn efter Midnat bliver tangere, og De ikke længere
kan høre Aandedrasttet regelret, saa kan De kalde Fami
lien til, da vil nasppe nogen menneskelig Lyd forftym
hain niere: nien sknlde Aandedxættet derimod blive
jwiiiiere, on han inaaske rører sig lidt, saa beder feg Dem
holde hver Nerve fpwndt, saa kunde vi begynde at haa
be, med mindre nonet kommer til at forftyrre ham. Men,
sont sagt, ved Tolvtiden skal jeg Viere herl«
Doktoren fiernede sig lydløst, og Theodor aalmede
Deren til Vierelset ned Siden af, hvor han mødte Jimt
venlige un iurstaaende Mik; han besvarede tavft hani
Nik on følte sin fmrket ved hans Nierviereliex derpae
gik han iilbane til sit Kald
Saa sad han da de lange, lange Timer ved Sen
gen: Honedet ftøttede han i Haandeih Vlikket hvilede
nasbrndt paa dui findende-I Anstat, on Hiertet hwvede
sig op til Gnd i inderlia, oin end lydløs Ven. »Her
rens Tjne ere alle Veane!« Hvor han nn takkede Gud
for denne Forjnsttelsth ilii san var han«-J jo ikke de enefth
«der nontede pna dette hlene Anim, nien Herren vidste
det hele im førfi til fidit, in, holdt oasaa her alle Tran
de i sin smsrke Haand Ja, mere end det: den elskende
Fresser-, der lmvde ndqndt sit Bldd oafaa for denne sink
kelsi nnne Monds Siwl og sum endnn i denne Aften
elfkede den nied en Kierliglied langt ftørre, end Meu
nesker knnde ndgrnnde, — onfaa lian var her med sit
kasrline Mik.
Sanlochs vvnttsdc Thcsodor da, ventede og bad, og
Stumm-n as al lmns Mm var dcttc: »Hutte. frcls;
Hisrm lud dot lnkkos!« Ti, Atem-, tolv blev Klokkem
rndnu donms lmjtidoliao Tnvslnsd, endnu donnr stillt
Beden. Enduu ingcn Lang
»Im vilde ikke forlade Dem, hvis dot ikke var ab
solut nødvendigt!« Imde lmn sagt. «Liv eller Død i en
nndcsn Familie-, hvor Monneskeviden kan gsrc mete end
ber, fører mig bott: mon jeg vil vccre tilbage Klassen
folv eller san snart fom muligt der-estim«
Bilde ban da aldrig kommt-l Klokken var nu ti
Minutter over tolo, og endnu ingen Forandring — cl
lcr vor der? Kunde han høre Aandedrættet regelrets
Var Zønmsn tangere-? Wurde ban kalde -paa Familien!
O, barmbjertige Frelseh maattte ban virkelig opgivcsf
Havde han da ikke bedct i Tro? Og dog, Aandedkættet
var jo gonfkcs tydcsligh Pnlfcn flog jævnt. —- En halt
Time ondnn, og rot rllcsr to fmaa Suk vakundfluppen
den sovende: men ellers par der Dødsftill)ed. Var des
bedre eller værre? Om Doktoren bog blot vilde kom
me! ,
Plndfelig qiorde chry en hurtig Bevcegelse, las
saa rolig igm og derpaa fagdc han naturllgt vq udeu
Vildclfet »Theodorl« Derefter med en pludfelig new-CI
Skælven og ganske cengsteligt »Ach er detf Ovad et
det?« ,
CAN-W ) . .
