Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Oct. 15, 1913)
Ere Mennefkebørn. P s n i Is Fm Engelfk efter Originale-as Hödc Tuiind ved Wilh. Rasch (Fsttlst-) »Men hvilken Vanoidsaand bar dog faaet dein til at ville løre over Eporet i et iaadant sLieblikW »Spiritusnanden! De var beuge drnlne.« »Poesie ilnlde de den«-« »Die-ne Te haode unstet Sud paa et Ende-, havdc vcrret til Val, havde daniet on drullet hele Ratten og tog hienieiter ntellem iem og ieks i March-L Saadan ioktasllek Horconrt, og lian er en god Hietnmelsnmnd, thi han lorte lige bag often og our ielo liae ina fnld iom de andre, indtil lllyklen gjordc hanc n-dru.« Stalkels Theodor, ljnn lnwde dort ncere end not, hans Hier-te bleo ioin Vln Hoorledes tunde han haabe ellcr arbejde cller bede lustigen-? Tadie iulgtes de videte; paa Gadelijeknet tog de en Droile og løkte ai Sted lntrtiqit muligt. Kun to Zporgsmaal gjorde Theodorz ,,Sande du, at Henry iputgte eiter rings-« »Ja on nei, ille abiolnt ipnmte, tin-n dleo unf brndt ved at take am dig; det var noget oildt noget onc et Leite, iaa vidt vi kimde staune-, tl)i scete Manne iagde hon: »Im lmr aldria for nied Fariast brudt mit Ord til dann« og dereitssr llagede ban: »Nn vil han aldrig niere have cned miq at agre, aldrig met-e tro niiq.« Doktoren mener, at hans Hirt-ne er nngrebet.« Det varede lidt, iør Tlieodor knnde bline Heere not over iig ielv til rolint at Ein-met »Hans Fokasldre hat ieloiølqeliq iaaet Ruder-reman - »Nei, iacnncend om de bar,« ioakede Jim ganile betuttet: «det tror jeg i al Fald ikle, det dar viit ingen tasnlt paa. Jen var nede ved Stationen for at ie, am mine Vater var lomne, on kom til Stede lige eitek, at Ulnllen var stet. Jea liavde netop iaa nie-gen Onttanke, nt ieq sik dem braqt op paa Hotellet, og iaa gil jeg hen eiter dig.« Da de noaede Euklid, gik de op ad Trappen og ind i den dem iaa velkendte ForhaL hvorira de itraks begav iig til det Vasrelie, hvot Henro var bleven tagt ind. To Les-get var beikwitiqede nied hinn, men de trandte tilbcnm da Benen, idet ban ianaede et Glimt ai de indtmsdende, brod nd i en bei Naaben »Det er ingen Nytte tili« raubte lian vildt, da Theodor bøiede iig over dam: »du iet, det nytter ilke, alle disie Sntaadjwvle ville have mig, og de iaar mig med Krop oq Sirt-l. Jeq er bundet, kan ilte rote mig· Jeg lovedc dia det, —- ja, det kan feg, det er jeg god nol til, det bat de heller intet imod, men naar det ital ques, iaa dinder de miq —- aa ———l'« »Ja iaadan bar dan iantaieret lige iiden Ulnlleni·' iagde den eeldre as Lwaetne henvendt til Theodor. ,,Det et Tegn paa en ioritnrret Hier-ne. Er De den unge Mand, han talet om? Vi havde haabet, De kunde brin ge hani lidt til Ro« Theodor bsjede iig atter ned over Heuch- der ita dig gentog helt vildt: «De ville iaa mig med Hud og Hund« men nu lagde en kold Haand iig paa den iebethede Bande, og en tolig,,iait Stemme iagde: »Den-n, De ital ille iaa dig. aner du, de ital ille iaa digl« Lemerne davde ikke baabet iorgæves paa Theodorö Komme; thi Patienten blev nu eiterbaanden roligeke og iant den i en Des, der, om den end ille var meaet lovende, dog iyntes langt mindre sdelæggende end den vilde Ura, der ist havde været over hom Nu ipurgte Theodor igen, om der var gaaet Bud til Haitingslund Nei, alle havde tasnkt dekpaa, men tngen bavde qjort det. He· Roberts var ikke bjemme, oq Lasset-ne havde bait vigtigere Ting for. »Det maa beiskges hurtigit muligt: bvetn ai d’Hrr. er ist- Haitings’ Huslcege2« ipurgte han. »Ja-sen ai ost« ivakede den celdite ai dein fort; »jea ved ikke en Gang, hveni der er Huglasge der.« »Jo, det er Dr. Armitagix men han et for Tiden bottrejit,« iaqde den nngre Lasse. »Det var et Held!« »Hvorledes det?« spnrgte Tlseodor og snn swrs gende pna l)cnn. »Im-di Tr. illnnitnne knnu nok lender noaen anden Mednin end Vin ou Nun-, sont linn bknger alle Veqnch on der sknlde Inn nrnnnne lidt til as den Slims for at stiinnlere Livet nd us den nnne Mund, der linner l)er.« vHund lnsddek den nsldste ns de to Bemer spnrgte Tlnsodor en Dpvattet, sont lmn sorlod Vnsrelset snnnnen med. «Det ek Tr. Arnold, ester Fell-z Simsnde Auen-I dygtiqste Umge, on den mmre er lnnis Konnmgnon Tr. Vincent.« The-oder laslede et Blik ind i det Virrelscn lnmr Ben Fillips lan; linn var bevidstløs og lmnde merkst det bele Tidem to andre Liege-r var beskcestiqede bei-, inen snntes nasrmest intet at fort-lage siq on gnv intet andet Svak Uaa bang Spsmsnmal end en alvoklig Hovedi tysten He Fiuips var bleven set i Nætheden of wobs elsveditionen, og Jini var gaaet den Vej henad sor at finde heim, san der snntes ingen anden Udvej sor Theo dor. end at lnm selv niaatte gaa til Hastinqslnnd lwor nsdigt lian end vilde, tln del syntes fo, som var det lut tek Ulykker, der satte hcnn til dctte Hug. »De vil esterhaandcn betragte niig soin et ondt Var-few sagde han below-eh da han stod og ventede paa at blive lukket ind. »Er HI. Hastings l)jennnc?« spurgte han Tjeneten sahn. Nei, det var han illa han og Fkuen vat tagne med Fku og Fel. de Witt paa Des-g has en Ven ude paa Landet og antede at blive borte i to Dage. ,,Vil De saa siae Fri. .0cisting«cs, at jeg strakö maa tale mcd hende.« John saa sorbavset paa hom, »det var san tidligt —, Frskenen var neeppe paaklædt til at tage mod Be sng om Or. Malleky icke lunde —« «Slg hende blat, at seg man tule med hende hur tlgst muliqtl« asbrjd Theodor hom, oq l det samme kom netap Fri. Dorn ned ad Treppen. Don glk hen imod hende, og da han sslte slg sauste vis paa, at bun kunde sen-e det. sit han list til Sagen. »Da et lkke gode Nyhedw M hst at bringe l M, Frk. Oastlngs; der g Wet Ullesælde, pq dean er kommen til Aus-, Wells alvotllqt mmskr. Pan lquer paa cuelld Met. ønskek De like M at taqe lud til WI« Doms Anstgt blev blegerc, men hun hverken be fvimede cllet noget, men svarede hurtigt: »Jo, jeg ta ger ftraks af Sied. Vor Vogn er iklc l)jemme, vil De ikke prøvc at skasfe mig en Droka jeg fkal vix-re færbig om fein Mimitter. Men sig mig blot, bøk jeg scnde Bud eftek Fadcr og Moder?« »Jeg er bange for, det er nødveudigtl« Hurtigt gav hun nu forskclligc Ordrer til den ven tende Joha; snart cfter sad dc i Dtoskcn, og paa Vejen blev der Lcjlithd for bam til at mcddelc hendis det lidet, han felv vidftc om Sagen. »Dr. Armitagc er ilkc l)junme!« sagde han, da de køttc forbi dcmuss Volig. »Det cr godt det fannue!« spare-de hun, og han tasnkte paa, om lmn maaskc liavdc de samme Grunde til at sigc dettc, socn lmn hande. Vcd Middagstid ankom Hin og Fru Hastiitgs, og fsr Dagcn var til Endo, var alle Parter enigcs om at beklagen at do illc var bloqu burto nistet lasngtsrc Det var aabcnbart ikkc cftrr sin Moder-, Dora havdc arvct sin Aandsnwrvcrrelsc, rlchr om faa var, hade Moderen forlcvngft miftct sin, thi hun rokkcdc rnndt og pusslcsdc om den fyge paa rn iaadan Mande, at ban stadig blev more oa more 11rolig. End Oastings smttcs at vasrc baas de crugftcslig og dyatiq tust-d paa cen Gang. Han fagde strengt til Dorn, at han l)aabede, denne Omgana vilde give hendcss letsindiac Vrodcr en Lektion, ban aldrig glcmte, og da Dr. Arnold bortil svarcdc, at chr var al Udsigt til, at lmns Haab ikke vilde blivc bisskasnnnct, tog han dct mcaet ilde op. Dorcfter beklagt-de lyan i stætke Ord, at Doktor Armitaac itlc var life-nimm to Gange scndte ban Vnd til bang- Hjem for at forhtrty lwor lmn var, og lmns Ou mør ber ilko bebt-c vod at høra at lian laa syg i Vufs falo: thi nu maatth ban, slønt tøvende oa asraerlig, ones-give Sagen i Dr. Arnald-s Haand. Tonne und git paa onlier Maadc at befvare dist Spørggmaal der anbenbart lielr Tidcn laa baadcs Frn og Frk. Hastings ligc paa wacti, nemlia om, lmor alvurliac Henkys Be stadiaclfer Var, oa bertil kundi- disk vesl vasre Grund, thi felv for lecodor holdt dcst baardt at licvarc fin No, da han paa direkte Forespømfel sit Svaret: ,,Jkke en af hundrde vildc gaa dtst iacsnncnn Hiernen cr anarebet, og ban nndaaar iltcs en liidfig Feber. og nu er hole hans System tilmed saa sdelaat af Gift, at ban inaen Modstandskraft har.« Det var lanat henne paa Effenniddaaem før Las s gen, efter at have aivet bestemte da onilpygaelige Ordrer, vovede at forlade fin Patient i noale Tinier. Or. Ha stinas vendte sia ftraks efter til Tlieodor oa faade paa den højfornennne, balvt spottende Mande. han altid behandlede bam paa: »Nu, unge Mand, jea ned ilke, bvorledes De bar faaet med denne bedkøvelige Ulykke at gere, men nogle Mennefker bar en inaskkvasrdia Evne til at faa Del i alle Muskel-. Ei heller ved jeg, i beil ken Grad De bar forspgt at tjene inig oa mine, nten am der bar vceret Tale om Oposrelser af noan Stags fra Dei-es Side, da er jea Dein nieget taknennnelia og er altid rede, som De meget vel ved, til at holde Dem skadesløs og belsnne Dein med en Anvisning paa Ban ken, naar soin helft De vil modtaae den« For ikke at aske Hr. Hastings Uret skal det siges, at han havde drittket et stort Glas Genever, liae før han asleverede denne fornærmeliae Tale, og Spiri tns’ens Dunster var allerede travlt belkcrftigede Ined at omtaaae hans Hienie. Theodor sparede ikke et Ord bans Hier-te var altfor forpint ved Tanken om, hvad der Innliaviss vilde ste, til at lmn kunde tasnke paa sig lelv, oa for-neigt gav Or. Hastings lmm knap not Tid til at spare, thi han føjede straks til: »Da nu, da Lee qen bar paabudt fnldsteendia Ro, er det vift tilraadeligt, at alle, der ilke tiltrcenaeT trinkt«-r sia tilbaae fra Enge veerellet Derka vilde det nmalke viere passende, at Te buttiaft ajorde en Veuyndelse.« Tlieodor bultede tavs oa ais aieblikkelig nd. Dora fnlgte doa lige efter han« bendes Kinder glødede, oa hendes Ler var ufwdvanlia stinnende »He. Mallery« begnndte lnin oa talte hurtiat oa opbkaat, »jeg beder Dem, De niaa endelia ikke viere vredl Fader mener ikke — ved ille -—-,« oa lnm beldt forvirret inde. »Im føler mia slet ikke sormermet, Fri. Doral Deres Fader er ephidfet oa snkftaar inia jo slet ikke Men tro blet ilke, at jea kan sorlade Henrn Vi ret alvorliat lamipe for liam i vor Ven, ikke sandt?« Nu aled de sprin- Taarer, Dora paa denne Daa havde amsdt, ned over hendes Kinder, snen lnm svarede kun: »Im takler Dem overinaade neget!« oa forlvandt. Da Theodor saaledes plndfelia var bleven bergvet den Fort-et at biielpe oa naage over fin Ven, kam ban atter til at ttenle vaa den anden Lidelfesfaslle og op spaie det Vnsrelfiz two-til denne var bleven baaret. Han bankede sagte lina Deren, men der loin iniet Svar, oa da han var bange for ved nderliaere Tranaen Pan inn lia at lunne forstnrre den sage, vendte ban lig for at aaa. Men netop da lnkkede en Opnarter Deren op, oa til sin Forbavselse faa han, at Stnen var tonl. «Hvor er Hr. Fillips?« spnrate ban. »De bar baaret ham hieni, Herre. Vidfte De ikle det?« »Neh« svarisdc lmn fort ou Visndtis sig lmrtiqt dokt. Hvor nødig ban end vilde, mle en bitter-, oprørsk Fsøi lclse bonI. »Halt er i Stand til at kminc bin-es hieni, nicdrns lians Kammemt man liimc lieu i Vildclic, — og han var dog sikkert den most brødefuldo af dem donne Gangl« sagde han hen for fig. Mcn disfe daarlims Tunker var naste komm til Udbrud. for ban anholdt dem og stammcde sig over sig fclv: lmn kasnipcde for at activinde den rette Folclsc overfor dct lykkeligercs Menncfkc on straffcde sig iclv ved at bcsluttc strats perfonlia at gaa til Or. FillipH’ Bopasl for at sper til hanin Søn i Siedet for at gaa til sin Forrcstning og dersra scnde Bild, fom han først « hade tænkt Don rinacdc pim; en rediser forgrcrdt chncftispige lukkedc op, og paa hans Spømsmaal om Or. Fillii)5’ Befiiidcnde fvaredc hun: «Jo Tak, min Herre, han bar det faa godt som nuiligtl« »Man jcg faa Lov at se til l)am?« fpurgte Thcodok videkty idet han undrcde sig over dct brimidcrliqe Svar. »Det tasnker jeg, —- men jeg stal spørge. Vast san qod at gaa ind, og hun lukkcde Daten til Das-lia stuen op og forlod hom. Nogle foa Minuttek cfter kom den asldre Or. Imin Gan genkendte Ijeblikkclig Theo dor, fksnt de kun havde msdteö en Gang fsr i Livct. Det Præg at Smerte, der laa over haus Anstat, blcv endnu dybere, da han san wovor-, oq med streng Atvor sque han: ,,Unge Maul-, var De samtnen meb min Um i Aste-f Er De en as dem, der hat hjulpet ham paa Afvejk »Nei, Gud ske Tak, det er jeg ikkes« svarede han beste-Int, men dog stilscrrdigt. Endskønt han ttoede, at Bens Fader selv havde hast den største Del i sin Ssns Undergang, var det dog ikke Tid at sige det nu. »Jeg kom her ben sor at here, om jeg paa nogen Maade knnde tjene Den-, -og sor at sperge on( jeg maatte se til Dei-es Sen.« ,,De skal have Tak, men der er intet mere at gere; men De kan san Lov at se l)cnn!« Stennnem der sagde diese haabløse Ord, var halvkvnlt as Graad, og dog hade den sergelige og alvorline Sandhed ikke et Lie blik paatmsngt sig Theodor, ja ikke en Gang, da Foderen nn lnkkede Deren til højre op, skød hmn soran sig derind on atter trka sig tilbage. Ferst da han var naael ben til den modsatte Ende af Stneih lwor Bens Lefe vnr redt, smndsedes lmns Fødder i cerbødig Følelse as Delde Nasrvnsrelse Selv da knnde ban ikle tro, at Nud lmvde knldt ad Sj(1-len, og nt den var dorte. Han stod stille og sna pua den blege, ljnløse Skikkelfez lmn qik et Stridt srentad og betragtede asrbødint det Ansiut, sont han endnn i lssanr havde set sprndle as Lin uq Lustigbed Jo, det kolde Segl var virkelin blevet det paatrykt, Troekkene hande sølt den lsøjtideligey bennneliglnstfnlde Berering og var bleven skarpere dernnder. Aldriq lmnde han ntedt en san pluds selig on srngteliq Overraskelse; saa var Heim) dog bedst stillet mde Hvilken forsasrdelig Dødl »Mordl« soade lmn med blege, sammenbidte Lee ber, »Mord, det er netop det rette New-h selv om For brndelsen begaas lidt ester lidt og ikke med et skæbne svknmekt Stagl« Han tnrde itte lnenget sum stille og betrngte det livløse Ansigt eller sorsølqe disse Tanker videre. san vendte siq hurtiqt bort on anbnede mekanisk anjliebibelem der lao paa Bordet, i Haab on1 der at san et Ord, der knnde tasmnce lmns Trinken Han slog up formt i den, lwor Familiens Medleinmer stod optegs nede, oa san det velkendte Navn Venjamin Fillips, sødt l7. zwvember 18 —. Dater var oasaa velkendt, det var lmnsri egen Fødselsdag, — Aar, Maaned, ja, endog Ton var ens nted bansx hvilket besunderligt Summen trassl Det var oqscm Henrys Fødselsdag, det havde ban vidst lwnqe: altsaa tre nnge Mænd, bvis Lin var be qnndt paa den selv sum-ne Daql Hvor ubyre sorskellige nmatte deres Livsvilkaar ikke have været! Han saa sia om i den btmgclige Stue; lmn knnde tmnke siq, lwor megen Ombn denne unge Monds ssrste Aar hat-de kramen han vidste noqet om de store Forhaabninaer. der bavde været knyttede til hom. Om Storheden og Herlighederne i Henrys Hjem vidste bcm qod Besked, —- oq han havde en lebende Erindring om sit eqet erms Nwdslen Nu Var de somlede alle tre, Henry kcempede med sin Sygdom, denne — in, bvor? Hvem havde ledet dem saa sotskelligt? Var dette en Gentagelse as Ordett ,,Fædrenes Synd skal hfemsøaes paa Bonn-new Men hvilken Fader bar han da hast, og hvor bar bans Liv dog ikke vasret snldt as Held og Velsignelse! Da klang det sor hatn, det dejlige Ord: ,,Min Fader og min Moder sorlod min. men Herren tager mig op.« Ja, det var Herren, der i sin Naade har taget ham op og vwket bam nendelig meqet mere end en jordisk Faden og var det mon nn ikke den samme Herre, der vilde vise disk-se Fcedre, som bar vovet at tage Ansvaret paa eane Sknldre, kwad detes Kcerligbed kunde sere til, naak den gik sine egne Veje? Bilde det at være ganske nnddraaet al menneskelia Kærlighed og Omhu have været værre for disse to unae Mit-nd end at vcere un deraivet denne sorvendte, vildledende Kasrlighed2 Ak saadan aaar det saa aste, naar Mennesker intager For asldres Plads oa alemmer den vigtigste as alle de Pligs ter, der sølaer hermed. Uvilkaarligt bøjede Theodor Knce og bad Ender ligt: ,,"Fader, kcere Faden dn har kaldet denne Sjæl bott, for ham kan jeg ej lcenger bede; men lerg de Saat og hel de brndte Hiertety som denne din Dom hat sor aarsaget. Faden du gar alle Ting vel, men o, jeg be der dia, spat den anden, spat hans Liv endnn en liden Stund, giv ham endnu Tid! O, vier du hans Fader og ssr hanc, som dn har sørt mig· Her mit Raub, jeg be der, jeg trygler dig derein, her det sor din enbaarne Sen-:- Skyld1« — Saa gik han stille og aerbødigt ud af Stnen, bort sra dette Sorgenss Husk Der stod to ved Siden as dette blege, kulde Leaemch da det landes- ned i Kisten, —- en steckele Fader on Moder. Der saldt Taare paa Taare, Fortvivlelsens Tom-er- ned over hmn, deres søkstesødte, den-I eneste Sen. Mon de saa for sig hin Time, da de lmvde lasnet sig over den sonende Trena i den stere Stol, der un stod tom hist henne i Kragen? Man de erindrede, lsvor ntnntett de havde taqet det, da de forfikrede l)inanden, at de itke ncerede niindste Frogt for, at deres Ven sknlde blive en DrankerP O, otn de hav de srngtet og bedet: ,,Led ham ikke ind i Fristelse!« og ajort alvarlige Anstrengelser sor at denne Vøn knnde blive ltønlmrtk Man Enden da var bleven, sotn den blevP O Firc og tyvcnde Kapitel. En dobbelt Krise. leeodor sad travlt beskæftiget paa Kontoret, da han sik dcst nasfte Bud om at komme hurtigst muligt Hean var ganskc vild og gentog hans Navn nasbrudt, og Dr. Arnald lmvde sagt, at han nmatte komme unp holdeliat: Folgerne af hans Udebliveu knude blive stasbs ncspangre »Im bliver boktc hole Dagcn, hviS jcg maul« san de han til Ha Stoffens, medens han laafede sine Pa pirer inde, »og i Morgen tidlig —« »Skal De se at faa lidt Hvile am De kan,« af bkød denne ham. »G-: Dem blot ingcn Betmnrina for Farretninaem men bliv has den StakkcL saa lasnge De kan, meng han endnu er i Live. Jeg ital not passe alt her, ellers kan jeg jo ogfaa faa Markvorfen til at give mig en Haandörwkntng.« Hv. Hastings saa ærgerliq paa Theodor, da han tyve Minuttek fenete ttaadte ind i Henryg Bei-rolle meu han sagde kniet. Jmtdlertid lagde innen MErke vertil, tht alles Mue var rettede paa og alles Tanker optaqne af den Me. Nu begyndte der, hvad man ncers mest kunde kalde en fortvivld Kamp med Ostens sp efter Dag fokfnlgte den sit Offer uafbtudt, vg bog , han naadig bevotet i Live. Feberen rast-de voll-sonst os de trofaste, agtpaagivende nger arbejdede stadigt oq encrgifk. Theodor var faa godt som altid hos fin Ven: naar Vildclsm var flcn1, var det absolut nødvendigt, thi om Hean end ikke fyntes at gcnkende hom, saa var han dog altid roligcrc i hans Nærværelse. Ht. Hastings var ophørt med at skænde og knurre, alvorlig Ængstels se oq FrWt bavdc taget Herrcdømmet over alle andre Zoll-Her J sine Febemnfald havde Henry udskammet og ircttcsat hanc Gang rstcr Gang, men alligeoesl var dcsnne Søn nu sont før en af bans Hjertes ftore Ang der. J alle bis-sc- Duge og Nasttcr Imde Dr. Aknolds Anfigt værct sifomndcsrlig dunklng og der var ikke tonmtct ot eueftcs opmuntrende Ord over hans Læber, mcn san on Aftm sagde ban meget bestemt: »Der er nltsor mange Memcesker oq altior megen Løbm om i dctte Vasrelsc J Affen ønfker jeg, at alle skul ann til No oq sove undtaqen donue unge Mand; De kan nok blink, ikke sandt?« De sidfte Ord ljenvendi tes til Thcsodor. der ftiltiende bukkede. ,,Godtl De er den cnesm her heb-wes for Tiden, og jo hurtigere de oeron vil trckkke sig tilbage, jo beer det voere for Patienten.« Or. Qui-rings protefierede til det nderste og sang otnsrlegent: »Der er innen Anledninq til at lwgge Vesng paa eller sie-le naa sremmede, thi enhver af Familien er rede til at danne, da desnden er der Sneie af vore bedste Nennen der hat« tilbndt ns deres Hirt-lu« Men Linien Var i det inindste lige faa vant til at Ville hin-e iin Villie, fom Hin Hastings var det, og spa rede dersor rolint: »Mei! Familien og de Snese af bedste Venner et netnn den-, jeg ilke ønsker her i Nat: denne »fremmede« lim- niit sig sont saa irofnst on dnelia en Sygeplejer i die-se Uner. at han er den, jeg helft vil have her.« kldatnrligvisss gil Dr. Arnold af med Seiten, det« ajorde lmn altid. Da nu Døten havde lnkket sig eftet den sit-sie loin han hen til Theodor og sagde til hatm Jlat nnslder det Liv eller Dad; han behøver den allerenilinageligste Pasning, fremfor alt lieh-ver han fnldsnendin Ro. Der vil fke en Forandring inden i Mor gen tidlin, rinieligvis en afgørende Forandring, og det for er det, jea har jaget Familien dort; Dem stoler jeg van!« »Da er jeg langtfra iikker paa mig selvl« svarede Theodor dæmpet. »Fo: Øjeblikket har det ogsaa mere at Tige, at jeg er det; de nieste otte Timer vil fandsynligvis awer om alle vore Anstrengelfer hat verret forgæves. Jeg vil give Teni meget nøjagtige Ordrer og vil selv se herind i Nattens Leb, skønt jeg nu er absolut magtesløs oq ikke kan gøre mete, end De kan. Jmidlertid vil Deres Ven —- Markvorfen tror jeg, han hedder — vcere pao Post i Stnen her ved Siden af, rede paa Deres minde Vink. De maa nok aabne Deren der ind til, men De maa ikke gerne tale eller beim-ge Dem, nden at det er ganste nødvendiat Denne tnnge Søvn vil maafke blive leitete: nn øniker ien Deress fnlde Opmærkfoinhed.« Derpaa fulgte der Anvigning paa, hvad der flulde gares, inen endnu mere, hvad der ikke maatte gutes. «Doktor, blot et Ord endnul« fagde Theodor med Lieber, der fkælvede af Bevcegelfe; ,,hvorledes tror De. det vil ende?« »Im hat nassten ikke Spor af Handl« fvarede den ærlige, alvorlige Mand. »Dersom, som jeg sagde, hanc Søvn efter Midnat bliver tangere, og De ikke længere kan høre Aandedrasttet regelret, saa kan De kalde Fami lien til, da vil nasppe nogen menneskelig Lyd forftym hain niere: nien sknlde Aandedxættet derimod blive jwiiiiere, on han inaaske rører sig lidt, saa beder feg Dem holde hver Nerve fpwndt, saa kunde vi begynde at haa be, med mindre nonet kommer til at forftyrre ham. Men, sont sagt, ved Tolvtiden skal jeg Viere herl« Doktoren fiernede sig lydløst, og Theodor aalmede Deren til Vierelset ned Siden af, hvor han mødte Jimt venlige un iurstaaende Mik; han besvarede tavft hani Nik on følte sin fmrket ved hans Nierviereliex derpae gik han iilbane til sit Kald Saa sad han da de lange, lange Timer ved Sen gen: Honedet ftøttede han i Haandeih Vlikket hvilede nasbrndt paa dui findende-I Anstat, on Hiertet hwvede sig op til Gnd i inderlia, oin end lydløs Ven. »Her rens Tjne ere alle Veane!« Hvor han nn takkede Gud for denne Forjnsttelsth ilii san var han«-J jo ikke de enefth «der nontede pna dette hlene Anim, nien Herren vidste det hele im førfi til fidit, in, holdt oasaa her alle Tran de i sin smsrke Haand Ja, mere end det: den elskende Fresser-, der lmvde ndqndt sit Bldd oafaa for denne sink kelsi nnne Monds Siwl og sum endnn i denne Aften elfkede den nied en Kierliglied langt ftørre, end Meu nesker knnde ndgrnnde, — onfaa lian var her med sit kasrline Mik. Sanlochs vvnttsdc Thcsodor da, ventede og bad, og Stumm-n as al lmns Mm var dcttc: »Hutte. frcls; Hisrm lud dot lnkkos!« Ti, Atem-, tolv blev Klokkem rndnu donms lmjtidoliao Tnvslnsd, endnu donnr stillt Beden. Enduu ingcn Lang »Im vilde ikke forlade Dem, hvis dot ikke var ab solut nødvendigt!« Imde lmn sagt. «Liv eller Død i en nndcsn Familie-, hvor Monneskeviden kan gsrc mete end ber, fører mig bott: mon jeg vil vccre tilbage Klassen folv eller san snart fom muligt der-estim« Bilde ban da aldrig kommt-l Klokken var nu ti Minutter over tolo, og endnu ingen Forandring — cl lcr vor der? Kunde han høre Aandedrættet regelrets Var Zønmsn tangere-? Wurde ban kalde -paa Familien! O, barmbjertige Frelseh maattte ban virkelig opgivcsf Havde han da ikke bedct i Tro? Og dog, Aandedkættet var jo gonfkcs tydcsligh Pnlfcn flog jævnt. —- En halt Time ondnn, og rot rllcsr to fmaa Suk vakundfluppen den sovende: men ellers par der Dødsftill)ed. Var des bedre eller værre? Om Doktoren bog blot vilde kom me! , Plndfelig qiorde chry en hurtig Bevcegelse, las saa rolig igm og derpaa fagdc han naturllgt vq udeu Vildclfet »Theodorl« Derefter med en pludfelig new-CI Skælven og ganske cengsteligt »Ach er detf Ovad et det?« , CAN-W ) . .