Tre Mennefkebørn.
P a n f y.
Fra Engelfk efter Originalens 145de Tniind
ved
Vill). Rasch
(thtlc1t-)
Or. Fillips reiste sig og gik hen til Gyngeftolem
og san ftod de da beuge og iaa Paa denne Slat as st
og Mod.
»Wer jørstefødte,« lagde Moderen.
»Du sidste da ined for den Sags skyld,« fojede
han niuniert til.
Hans Hiiiikn lo. »Der er da heller Ilet ingen FI
lelser i din, Ven, Del? Nem, inen det er sandt, der er
nok otdeiitlig Etads paa Hastingslmid, og del alene,
fordi deres Dreng ogsaa er et Aar i Dag; og saa er
han flet ille sodere end vor.«
,,Men det Varus Zader er en Million værd.«
»Ja, lwad san, am ljan faa var en Billion werd,
det gsr da ille Bat-net bedkei Hat-, Ben, jeg inne-«- al
ligevel, det var saa morfonit, om vi liaude en eller
anden lille Tinu til han i Fsdselsdagsgaoe.«
Fillins fyntes tin-get oprømt og iagde smilende:
»Godt, lille Mo'er, fknlde vi faa ille lebe huni en
Barberliiio?«
»Me« ul)a dag, Ven, hka lan du dog sige ina
dan noge:; tasnL oni han volsede op og lau begil Zelvs
mord nied den,« —- og l)nn ges furnielig ved Tanken
demn.
«le ja, taub om jeg havde en Sen, og han vak
iede op og blev en itor og sicerl Mand, og en anden
Mand traadte paa hans Teeey og han reiste sig og flog
den Mond ned, osg den Mond døde, og de tog nein
Sen og licengte l)a1n, fokdi den Mand ikke mere levede«
—- ramsede Jillips videke i en alt andet end alvorliq
Tone; »ber, lille Kam-, jeg trot, du spekulerer i Frem
synethed, gar du ilke?«
En Vanlen paa Daten afbwd dem, og ind traadte
Elvira, deres ilinke lille Tjeneftepige, der havde haft
Frieftermiddag og vceret ude. »Undskyld, Feue, jeg
konnner et Ave-riet for sent; De vil not tilgive inig det,
for llret herhenne am Hist-net var gaael i Staa, og
Katlirine vidste ille, hvad Melken vat; og saa stulde
ieg hilse saa mange Gange fra Fru Messer og bede
Dein modtage denne lille Kutv Bindi-um hun lagde,
det var de bedste as dem allesammen, og De ikulde ikke
brnde Dem am at lende Kurven tilbage, for Sugii
stulde nok komme oin og heute den.«
Dei hele gik i een Kske og sit Ok. Fillips til paa
ny ap bryde ud i iin hiertelige Lotter. Men da de atter
var alene, greb han en as de state blaa Klaiet, as idet
han lagde iig paa Knæ ioran Bat-set lagde han: »Nei,
nu stal jeg fartcelle dis, hvad vi vil gste, lille Keine, —
vi vil lara-re Drengen en af disse, ag saa vil du og jeq
fpile den til LEre lot bang Fsdfelsdag, — med mindre
du ogiaa heri set et ondt Var-fel. Du ded, at Bin under
visle Omftasndigheder san blive en fatlig Aktilel.«
Frn Fillips lo niuntert: hun fik iin Sybordsstol
ttullet irem igen og satte fig til Rette for at nyde
Druckve: »Nej,« lo hun, »Druer et for mig noget hsjft
nstyldigtx jeg frygter aldeles Me for, at vor Benny
stal blive en Drukkenbolti«
J All-any var der indtil for faa Aar fiden et
overokdentlig ussclt Kvartcr. omtrent hvor Rensiclaeki
gaben nu løbcr. Der fandtes Logishuse og Knien-tm der
fta Kakldcr til Kvist var overfyldte mcd inavfede, pjals
tede Menncskek. Paa« femme Tib, ja, i femme Time,
sont Hastings jun. gjordc Strike ved Middagöbordet, og
Den Fillips fov og drsmte blidt i Gyngestolm kravles
de i en af deallekusleste af disseskældcrlejliglmdck en lille
Brodes til dein. clasdt ! Inans- og Plain-r, non ooct
dct lulsoktc Clsulu og var ivriq beslcrftiacst mcd at for
taer alle do Flartoffcls og Æbleslrwllhmer. der kam in
dcnsok lmnsts Nackkcvidde Hvillct clcsndiad stakkcls Vom
at se paa! Oq saa holdt det endda Fødlclcidag i Dag;
—- ja, der er flcke Vorn, end vi tasnkcst paa, der holder
Fodlclizdnu paa sammc Tidl Hotaru havde han dog in
qcsn Llnclscz — ja, irr-M hans Moder hade ika bellep
Jm tvivlor ftasklt onl, at hun nagen Sünde tasnkte paa,
at lwndesji ftallclgy lnavfchs og lalcdcs Vorn vix-selig hav
dc levct et holt Aar, — og dog clskode hun vel endda
sin Drang m und Tel. Ja, dct Iror jm, lmn qjordc;
tbi da lnm var ved at aaa ov ad Trappm standlcde
hun, laa sig tilbagc-, mumlcdex »Saa gid da den
Knckgt —l« oq grob ham om Armen for at placcre bam
midt i en Vandpøl paa dct muskste Trin. Tot var jo
ingm blid Mcdfart, mcn lnm gjordc dat, fordi hun kam
i Tanker om, at han havde adskillige Clmnkcr for at
finde op i dct Kot med Sasbevand, der stod i Ncrrheden,
og faa let lunde drohte-.
J del famme kom Mo'cr Petri-s op af lin Kældeti
hals, laa ct Pak Gange fra Mode-ten til Varnet, der
lyntes nok laa fornsjet med Vandvølm og begyudte
detefter Samtalen. « I
»Hm-r gammel et Stumpen der eqentligf«
,,Omtrent et Aar; — lad mig se, hvad er del i —
men om det da ille ogsaa er akkurat et Aar i Dagl«
,,Fjdlelgdag, set man detl Saa butdc det ja ver-re
en Hsjtidsdaa.« "
»Gsitidsdag, ja der ital vi ba'e det: ja vi plejer
at ta'c dct paa den Maade,« — og hendes Ansigt blev
ganlke mørkt og kocdtx ,,hang elllværdigc Fader vll
tagc flg en Generalbitrm og hvls han ille spat-ket- Tode
ttekantet ud al Daten i Daaens hsjttdelige Anlcdninch
vil jeg være lærdeles takncmlig. Tode Moll, vil du
holde dig klar af Rendestenem eller jeg lkal tyfte Livct
halvvejs af dist«
Datte lldste henvendtes i en tadelig Tone til Tode
men denne maa enten ille have fotstaoet det eller oglaa
qlemt bei lgen, thi medens hans Moder inakkede videre
med Miker Peters, naaede han baade at komme ud tll
den inbbydende Mindest-n og at vcelte ned l den, hvoki
paa ban blev buntes ind, Mitme ca shoulde og
den dieb- Nodek sub W Mc den Mfaste W
es et velment Dass i Mist- bvorover cod- lpatlede
psteuM,d-kcsdfomode,athaum
mngwlusaldmmectdclmmt Jene
De havde ingen Anelfe om himmde Tilværelle, men
bog var de Bude-, kædede samtnen paa mange Maadet
Det er næsten utænleligt, at deres Fcedre alle drev
femme Slags Fotrktning, mcn dct vor dog Tilfceldet.
Hemy L. Haftings, Millionæten, cjcde og drev to
store Hoteller. hvok Lokalerne prangede med Marmor
bordc, og ljvor Vaterne blcv severet i det sinefte, flebne
Kryftal Desudcn var han Grosfcrer i Vine og Lili
trr og havde altid store Lagre af disfe vcrrdifulde Va
ter. Bcnny Fillips’ö godmodige Feder var Urtektæms
mer, fad i cn fcrvn, pckn Forrctningx mcn bagved But
tkkken havbe han en Stue, hvor hcm havde nogle faa
Fade Bin fom Medicinalvarer, og en Kommis pasfede
denne lillu Handel. Tode Malls Fadcr hovde en flet
og rct Brwndcvinsknejpe ellcr Romhnlc, ellcr hvad man
nn vil lalde det: hos lmm servcrcdcs der ikle i slisbnc
Glas, cj heller taltes der om Medicinalvarer; nei, han
folgte sict og ket Brasndevin og Rom til saa og san me
get en lmlv PasgL folgte dct uan at spsrge til hver og
en. der var funlet dnbt nok til at gaa ind og drikke
det hoö hum
Se, nu vcd du fnld Vofchd mod bvorlcdes bis-se
tre Brødre begnndte here-S Tilvcrrclfcs.
Andetslapitel
Juba Bikge oq den belejlige Stund.
Tct var en Tan, da Rennen strmmnede ned. Al
bany er ingen behagt-Its V!1, naar dct regnet-, og Neus
sclaergadon mindst af alt. Saadmc nisten mutte- Jolm
Virgi-, idet han boldt Pamplnen fotan sig og skyudte
Ig ned ad den skidne Gade, indtil han naaede en Kerl
dertrappe; der maatte ban ftandfe et Tit-blit, thi hans
Øje madte et hjerteftmrende Sim, et Meinieske, der laa
paa Tkappens nederite Trin og var ganske døddruls
ken· ,,Hvor er det dog forfcrrdeligt: mon han skulde
bøke til her?« lagde John Virge til sig felv, og idet
han varsomt gil udenom Stollen, bankede han paa
Toren. Jntet Evas-: Han bankede strecken, oh nu
lød der et svagt: «Kom ind«, som han ftkals fulgte.
En Kvinde laa bejet ben over et Leje af Halm og
Pjalter, paa hvillet et metmefkcligt Versen var lagt til
Rette: i en Kroa sad et Born med et survildet og frygts
fomt lldtryk i Ziet Kvinden vendte sig om, idct Døren
aabnedes, og John Vitge genkendtc i hende sin Moderö
Vadstekone
»O, Or. Virge,« fagde hun ivrigt, »bvor er jeg
taknemmelig over at se Dem her! Denne Kone bliver
fvagere for hvert Minut, der gaar, jeg ved slet ikte,
hvad jeg sial gere«
Han satte Paraplyen fta sig og ryftede Vanddraas
berne af fig, inden han naskmede sig det elendige Leie;
han saa der en Kvinde liggende for fig, paa hvis Kin
der Dtdsikyggerne alt havde begyndt at lejre fig.
»Heut) er dette her?« spurgte han, grebet af en vis
Ærefrygt.
»Hvad det er? Mord, slet og ret Mord vilde jes
kalde det. Hendes Mond er en Drulkenbolt, en Djævel
i Menneskeslillelfe, i alt Fald naak han er drulkenz jeg
tranken han nu hat spatket hende ned ad Trappen en
Gang for niegeti Jeg var paa ch til mit Arbejde i
Vorges, men da jeg harte hende klage fig, saa gil jeg
herned og bar vceret her siden. Man tan jo dog ists
rive sig Hier-tot nd af Livet, selv om det nu kostet en
Dags Fortjencste. — Saadan ligger hun den en Tib,
men saa farer hun op og faar et Anfald.«
«Et Anfald, as hoc-d? Lider bun?«
»Tet tror jeg ille; det er Hovedet, det er galt
med; bun fach, at det inart er forbi med bende, og
det gar bende helt vi1d. Maaske De lan tale til hende
og vakre hende til nagen Gavn -———- — fe, hun iek paa
Deml«
Et stift, men eqenliq ikke vildt Vlik blev fasstet paa
ham, og lian bøjede sia ned over bende oq sagde mildt:
«Min fmktels Konte, lwad kan jeq Mre for Dem?«
»Jntet, flet intet,« lød det ligegyldigt, ,,mit Hier-te
er bristet, dct er det Volk-. Hmd der kommt-r nu, san
vix-re mig ligemegetx jeg bar gjort op.«
»Men, min ftakkels Ven, er De ogsaa rede til det
dcr kommer efter?«
»Tr- nnsmsr vel, at jeu er ved at da. Jeg Ved det
san godt, m dct ask lmerken fra ellcr til; im hat« hast
not as Livet mer end not. Værrc end det bar vieret
her, kan det doq ika blive.«
Men nu blev John iorig. »Men ved De da jkkch
at det kan blive bedrey at der er et Hjem med Hvilc og
Fred for Dem, og at den Herre Jesus længes efter
Dank
»Im ved intet om de Tinqz kunde vel nok have
vidst det, om jeg havde brudt niig derom Men nu er
det for sent, og det san ogsaa viere dct samme. Det
kan ikke blivc merke, siger jcg Dem«
»Det er ikkc for sent; lad ikke den Saat lasgge
Teres Sjæl Ide. Herren er altnceatig, han kan gsre
alt: han lieh-ver ikke Tid der-til som Menneskenes han
kan fresse Dem nu, lige saavel fom han kunde frelse
Dem for et Aar siden. Alt, hvad De hat at gere, er
at bede ham bekom, og han skal ingenlunde koste Dem
hen nd. Han san frelie lige til det sidfte; tto paa
hom, og det er alt fuldbragt.«
Det livede pludfclig op i de slsve Trak, og hun
fpurgte ivrigt: »Sagde De, han san gsre alt?«
»Ja, alt. Hvad som helft J bede om i Bannen,
troende, stulle J faa; faalcdes lyder bang egne Ord.«
»Holder han fin Haand over Rom og Bramdevin ?«
«Nej!« svarede den sorbavfcde John Birge bestemt
»Saa vil jea bede,« Mo det hurtigt igenx ,,jeg
hat aldrig i mit Liv bedet, men nu vil jeg: nu fynes
jeg, det er muligt at redde ham mdnu. Sagde De Me
at han kan here hvert Ord, der bliver talt?«
Birge svarede kun med et Nik, og nu foldede hun
de ryftende Heender og med fast og klar Stemme lud
det: »O, Gub, lad aldrig Tode fmage en Draabe Noml«
Den lillc Dem-, der fad fammenkrsben i en Kroa,
sprang op og kom hurtigt over mod Moderen; men
Nonen, der fad ved Lebenden as heades Leie, holdt ham
tilbage oa gav bom at forstoa, at det ikke var dam,
der blev kalt til. CI W bat-de da ej heller et eueste
Blik tiloveks for W, fom bun. loa dek: after og
quer amtoa htm dam- ene W: »O, Gut-, lud
old-is todt Imaae en Draus- Roms
.,Ir’ec smäauf« W W Nude st. Diese
psfaavsstpaadmuhektWJekstatwm
M, erU de rette M- its Mk«
»Min stakkelö Ven --« begyndte han, men hmt
afbrsd ham utaalmodigt: ,,Sig mig dlot, om det er det
Navn, De bruger til ham, naar De beder?«
»Ja; men vilde De ikke føje disse gode Ord til:
«og tilgiv og frels mig for Jesu Skyld?«
»Ligemeget med mig, det siger ikke noget med
mig, har aldkig gjort det heller; jeg har ingen Tid at
fpilde paa mig felv; det er ham, der stal reddes. O
Gud, lad aldrig Tode smage en Draabe Rom.«
«Gud behøver ingen Tid,« blev Virge ved; ,,lJan
can godt høve begge Bønner paa een Gang; han kan
frelfe baade Dem og Tode i et Nu; han elfker Dem og
lcenges efter Dem«
Men hendes hele Svar var: ,,Gud, lad aldrig
Tode fmage en Draabe Rom!« Hendes hele Sjæl var
optaget af dette ene.
John Virge kunde ikke længer holde ud at here
paa hende; han kmelede ned og bad: »O, hinnnelfke
Inder-, hør den Von, hun beder for sin Treits, eg frels
for Jer Sknld ogsaa denne ftakkels SjueL der ikke vil
bede for sig selvl«
Der blev et Øjebliks Still)ed, Ordene fnntes at
have taget hendes Ovmasrksonthed fangen, men saa
brød hun atter nd: »O, Gud, lad aldrig Tode fmage
en Draabe Rom!«
»Du frels mig,« føjede John til.
»Da frels mig,« — hendes Lceber udtalte Ordene.
»Fei· Jer Sk1)ld!«
»Fort Zesu Skyld!« Nceste Gang tog hun Ordene
tned af fig selv, og atter og atter lød dette højtidelige
Raub, indtil de stcvrkt rede Kvinder pludselig blev askes
grau, og med et sidste hviskende »ikke en Draabe Rom«
og »fok Jesu Skyld« tav Stemmen for bestandig.
Nabokonen var den, der førft brød Stilhedem
,,Nej, aldrig i mit Liv har jeg dog set sligtx hvor vilde
jeg sanfte at hver en Snapfehandler i vort Land kunde
have hørt hendel Nu da hendes Strid er endt, Hin
Birge, hvad er der saa videre at gere?«
»Er hun en Slcegtning of Dem, Mary?«
»Nei, Gud skal have Tak, det er hnn ikke; i faa
Fald vilde jeg have skammet mig ihjel over at se hende
de i saadan en Hule Hun er kun min Nabe, det vil
da sige, jeg bor henne om Hist-net; men jeg ved ellers
ikke start mer om l)ende, end at hendes Mond kommer
drukken hjem hver Aften og tumler som et vildt Dyt.«
Nu kam John i Tanke om sit egenlige Ærinde og
spurgte med et Nik hen mod Deren, om det var den døs
des Mand, der laa det, og da det var bekrceftet, sagde
han:
»Ja, saa maa vi not nllerførft faa ham her indeni
for, det er dog ikle nienneileligt at lade ham ligge ude
i det Veir.«
,,Menneskeligere end han fortjener,« "brummede
Mary· Men de gik til Deren og fik ham ind; han var
slap som en Klud og vasltede om paa Gulvet i dyb
Ssvn
»Er det ille et nndeligt Villede paa en Mand?«
sagde Mary med en foragtelig Grimace
,,Og dog vilde jeg endnu nødigere være i hanö
Sted, der bar folgt ham Rommeni« sagde Birge høji
tideligt. »Vil De ikle nok blive her lidt, mean jeg
faar Sagen meldt til Politiet; saa ser Moder nol her
om imen-3. Hat De Tid?«
,,Jeg vil tage Tid; lidt Hier-te har man da, Ielv
om man er fattig.«
»Mon vi skulde have hom transporteret til Sta
tioneniM
,,Aah, lad Bæftet ligge. Som han er, got han
ingen Fortræd, og jeg bed, at hun Vilde ille have
haft ham paa Stationen.«
»Det er det hoftideligste, jeg endnu bar voeret Vids
ne til,« sagde John Virge, da han fiden gik samtnen med
fin Von Elroy. »Jeg glemmer aldrig den Kvindes
Bon: det var en vældig Afholdsprcediken. J Dag
blev ljnn begravet, man hat jo saa travlt med at faa
saadan en Stalkel besorget; men Moder saa da efter,
at alt var pcent og tcrlleligt og gjorde, hoad hun kunde.
Vi har tcenkt at faa Drengen i et Vornehjem og se
lidt efter hanu tror du ilke, det lod sig gskeW
»Bist grunnne let. Jeg antager. Faderen vil være
rigtig glad ved at blive bam kvit.«
»Im tiriilte, im vilde den Vej om nu i Eftermidi
dag Gaar du med?«
»Ja not, nien det er faadan et forcygende Weit-,
lunde det ikke vasre til i Morgen?«
»Ja, l)vad, det er jo ille Livet om at gøre, at det
bliver i Dag.«
,,(iiodt, faa i Morgen efter Middag!« —
Da Morgendagen kom, var Veiret mildt og godt,
men da de kom til Kælderem var den lukket. Gennem
Vindnet san de, at alt, lige til Straafækken, var blevet
flyttet bott.
»Don liqger mig lau alvorligt paa Sinde,« havde
John Birge sagt lort for; og nu var den belejlige
Stund forspildt — hans ivrigste Efterføgen var og
blev forgæves.
TredieKapiteL
»Bamfe«.
Or. Hastings begav fig paa Reise. Det var Mid
vintekstid, saa han pakkede sig godt ind i Rejsckappe og
Pclskrave, og desuden fette han sin store Bjørneskindss
pels med fig, om den skulde gøres nødig. Han var ikke
i det bedste Humør, da han ankom til Albant), netop
tidligt nok til at saa Forbindelse med Natiltoget; thi
der havdc vætet adfkillige Sncftandsningek paa den
Linie, han bavde kørt ad, og nu maatte ban belade sig
paa at tilbrinqc Natten i Taget i Stedct for i en be
kvetn Hotelsena i New York, fom han havde gjort Neg
ning paa. Men den store Mund fik sig da placeket
faa godt han kunde, fik Pelsen pakket om sig og gjort
andre Forberedclfet for Ratten. Men noget gnaven
var han bog ftadig, ikke just fordi han skulde have
denne Nattetur. wen han plejede at beregne fin Tib,
og saa stulde en Smule IS og Sne faadan kunne
forpurre det!
Men det var ille alle hans Mehr-essende, der havde
Bjsrneskindspelg: fettng sad der en henne ved Parme
appatatet, og han gjotde Iaa god Brug af bette, at
Bellen blev for vemn for dr· Castings, og han kastede
den hen paa Sædet bog ved siq. Wen han vidste hvets
sen da eller noqen Binde jener-, at denne laute abe
tydellge Mling var et Leb i den M If Omstcms
Ushsher. der dannede Tode Wollt M os Mel-·
Tode Mall begav sig paa Reise den sähst-M k
Aften. Han hverken pakkede Kuffert eller tog Reif
kappe paa, ej heller kørte han til Stationen i eq
Ekvipage. Nei, kort og godt, hans Fader sparkede hanc
ud af Kcelderhalscn som en anden Fodbold og bis
ham Farvel med folgende Ord: »Saa skrup af, bit
Utyske, og lad mig aldrig se dig for mine Øjne mere.«
Tode flog en Kuldbøtte nd gennem Sneen, lau ’
kom han paa Benene, rystede sig lidt og gav det rolige
Staat-: ,,Meaet vel, har intet at indvende.« Saa ftoppes
de han Heenderne ued i fin pjaltede Trøjes pjaltedc
Lommer og drev assted, og det, at hans Ansigt ved
Kuldbøtten var blenet vendt den modfatte Vef, er den
eneste paaviselige Grund til, at han gik opefter og ika
ned i Vom Tilfyneladende tog han sig ikke sin Fa
ders fidste Behandling met »Hcm er fuld, det er det,
han fejler,« saade han filosofisk. ,,—Om et Par Timet
er det nasrfte overstaaet, og han snorker roligt igen;
saa aaar jeg tilbage, hviss jeg da ikke frhfer altfot
galt. Koldt er det, jea maa beuge Benene noget
bedre.«
Uden Maul drev han videre, og faadan kom hatt
da op til Jernbaneftationen, hvor han ved at gaa sam
me Vej sum adskillige andre, kom ud paa Perronen i
det Øjeblik, Toget holdt ved den, og Konduktøren for
andeu Gang spurgte: »Alle inde?« ,,Nej, ikke alle
sammen,« tasnkte Tode, ,,men det kunde jo fnart naas,
hvis det hare er det, det gcrlder ons, scerlig hvis der et
god Varme derinde«. Han kiggede forflende ind mellcm
de sovnige Passagerer, og netop da var det, Or. Ha
srings kastede Pelsen sra sig og satte sig til Rette. »Ah,
hvor han hat det lunt,« smaalo han ved fig selv, »den
dejlige Bamse syneis han ika at have Vrug for. Lise
meget, vilde han laane mig den i Nat, saa skulde jes
ikke have noget imod at holde ham lidt med Selskalh
Det er et Forseg værd,« — og for straks at skride til
Handli11;1, fkubbede han Knpedøren op og gik nok san
frejdigt ind· Han standsede ved Banneapparatet, og
medens den velgørende Følelse af Varme ftrømmede
gennem alle hans Lemer, holdt han ftadig öje med
Dr. Haftings, indtil han, da Toget godt og vel var
kommen i Gang, Var vis paa, at denne fik sig en Luk;
saa sneg han sig hen paa den tomme Plads og brugte
sine Hasnder og sin praktifke Forftand faa godt, at
»Vamsen« inden længe dækkede helt og holdent over
hatn, paa samme Tid fom ingen vilde antage den for
andet end en skødesløft henslcengt Rejsepels. Boot
han lo indvendig og gottede fig, da han hørte Kon
duktøren for-lange Billetter af de søvnige Passageret
Z
og hortc yam naa smpeoøren 1 Igen·
»Don glcmte at spørge »Bamfen« om Billet,«
klukkede det i l)am. — ,,Men om det nu bliver koldekh
og Monden vil laanc den lidt?«
»Na hvad, det er jo nemt nok at komme sammt
Vej ud, som jeg kom ind, men det er det jo tidZ not
at tasnke paa, naor Tiden kommen nu stemmer Tode
og jeg for en god Lux;« og afsted gik det, langt ind i
Drammenes Land.
Natten skred heu. Af og til standsede Taget, meu
intcst forftyrrcde Tode; enkelte kom ind eller steg ud,
mcn der Var Pladfer nok, uden at Pelsen behøvede at
flyttcs. Omsider blev hans Søvn dog mindre rolig,
han drømte om, at han var oppe at nappes med en
anden Sengekammerat og smaaskældte i Søvne, og til
sidft nappcdes de da, saa Tode fandt fig selv lysvaageth
siddende oprcjst paa Bænken. Han maatte have lidt
Tid til at finde ud af, hvor han egenlig var; men saa
var det ogsaa med det mest smilende Ansiqt af Vetdeth
at han fetng »Det maa jeg fige, Tode, det er ikke
daarligt; saa du er kommen paa Neisel Ligcmcgct, jeg
bar haft en dcjlig Rats Søvm og godt er det, at jeq
er den sørste af Sclfkabet til at vaagne; havde nogen
lot sig pcm »Vamfe«, kunde der gerne vcrre bleveu
Løjcr. Sau skal man se fig lidt om!«
Hon koste-de Pelsen af sig og gik ud paa Platfors
men vcd Enden af Waggonen. Den grau, taagede
Tag arm-de netop over den skosne Jord, koldt og sde
saa dct nd alt smnmen Fremad fo’r Togct, men ikke
n «k4- C.-..:i HI
cui nun-« pxu sur-un ums-s Dis-·
Em- Todcss Sind un nmrkt og bans Hjcktc fyldt Of
Lastmfob ug var dan lnsdrøvct over falldkm at Væfe
kommct paa Reise-? Bilde ban allerhclst skjule sta
bokt im alle-I- Vlikke2 Folco cmn sig sonde til Mode
at lmn vilde give alt for i dette Lieblik UT blive fak,»
af i Aldany jam? «-"
Noi. im- 3por! Sliat var langt fra« at genere
bank. san langte-I! Hans- Hjom var so alle Vegne
og innen Sted-J; siden den Dag, hans Moder dsde,
bavdcs det vasret mindre end intct for bam. Stundotn
fov ban paa Kasldergnlnct lud-I Fadercn, men hyppigere
paa Moden, i en Stald eller samtnenrullet i en TInde,
naar Holdet var meget stort, —- men aldrig i sit Liv
bar-de ban hast en saa bckvem og varm Nat, sont
dennc sidste.
Men hans Fader da?
Kerke, du vod ikke, bvad Fasdrcs kan blive til
overfor decm Born, hvis du trot, ban savnede ham
Ver-r saa venlig at erindre, at hans sidfte Handling hav
de vætet at sparte sin cgen Søn gennem Kælderhalfen
ud i Snecn Men Tode nætede intet Nag til han:
for dcsnnc cllcr noaen andcn Opmærksomhed, — sot
Resten da heller ingen Kcerlighed; bang Fader var
simpelthen mindre end intet for hom. Og faa stod
han da her i denne Morgenstund uden at auc, hvad
ban nasstefter skulde tage fig til, kun opfyldt af Glasde
over den vel tilbragte Nat og af at passe paa at holde
sig ude af Konduktørens Synsvidde.
Døren bag ved ham blev aabnet, og da han hur
tigt vendte sig am, stod ban ovcrfor to Herren af hvili
ke den one faa fast paa bam og detpaa spurgte: »va
er du med, min Drengf«
Tode lo indvendig ved dette Spørgsmaah met
han spart-de roligt: »En Horte der inde," og da de t
Herrer atter gik ind i Waggonen, sagde den ene: »M
er det en Manerl Monden maa jo væte gal, der lo
der sin Tjener tejfe i faadan en Paalloedning paa es
Vinterdag.«
Nu maatte Tode le hsjt, han havde hindqu fast
en Jde. »Der traf hcm det akkurat, —- jeq et W
Diener-; ja der hat vi det netop, s- meqet for-Meist
Det havde jeg slet ikke tænkt mig, men det staat mit
nidmærXet an. Kan hænde jeq oc »Me« kund- is
en lun Nat samtnen endnu en smf
.«...k. « W)
..«
