Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, July 09, 1913, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Det IcuImende Bogstul
Rathaus-l Dust-them
Pan Dunst ved
Geo. Jul. Sitt.
tZlnttet.)
»Vig fm mig, Frister!« svarede Prailem idet lmn
nied Gru, men dog lækt mødte den gamles Blit. »Saa
kom du dog for tilde! Vrndt er din Magi, — nn nd
fries jeg af din Haand, —- tlJi Gud Herren staat mig
bi!«
Han kalte atter fin Haand ud imod Eiter og knab
te nied en illinndiqlied ai den dybeste Alver, der uitnods
staaelig mengte sia ind i Hier-fernen
»Eiker Pierinne- — i Hans Navn, den nidtcrre og
dog san barmhjertiae Mist Nimm Han, som i denne
min sidite Ztnnd qiner mig Rande til at gere, lwnd
jeg i min fuan Missuekning on i mit Hjertes feine
Qvide veg tilbage for at msre for syv lange Aar fide-n,
—- i Hans Navn lmder im dia: kein nn l)id til min, dg
lad din Stnrke Ovliolde mig! Jn, just din Starke, Eiter!
L, nien føj den nn stimmen med det Fersen-L sont Gud i
sin Noode lmr ierundt mig Vilje til at satte. Tlii den
ne arme- dnbt kkasnkede Olding imm- ntin Eint imod
of al sin Mant. —- jo, of al tin exien Mngt, da Djasvelen
giver beim Eint-ke. Kom, Eiter, koni, — hinslp mig op
paa Retterstedet!«
Folkettnren var lutter llko oq Forvikriiig. De
neekmeftstaaende of de iornennne Herr-er var blevne
faa fnldftcendigt overmmplede, ot de lmerten knnde san
se eller samch de fattede ikle det, der gik for sin, men de
bleo ftaaende tnvie fom Mcend, der oflioldek fig fra at
gribe ind, fordi Gnds Finger snnes dein at vorde vitters
liq i dem-. Te san Priesteih leenet til Esters Stitlder
oq med liendes Arm einseitig lia. qcm lien til Ztniots
tet og stige ov nd Team-m —- og Barnets lille Haand
boldt bem faftknnget ind i flu. Roger Cliillingwortli
fulgte often iom den, der var san nøje knyttet til dettc
Sondeiis og Smertens Zorneipil at ljan vel tnrde g
re Krav paa at voere med til det sidste.
Han iaftede et markt, ondt But nen paa sur-reiten
og lande: »Nichts du saa end liavde spat lyen i den liele
vide Verden, —- aldriq ltulde du dog have fnndet saa
lønligt et StinL —- om det var vaa Finldeness Tini-er
ellet det var i den dabeer Grube, —- aldrig et Sted
bavde du inndet, lwor du ilie alliaevel var mit sikre
Ratte, ——— imdtagen bet, vaa dette ene Stummen-Z Sied«
»Lovet vckte da Herren min Gud, som fette mig
hidop!" svarede Brit-sten
Dog stialv det iaennem dani: ban forføgte at lmis
le, men der tom et Udtryt af Utnmbed i band Eine,
da han vendte lig til Estet og lwistede til hende:
»Er det alligevel ikke bedte nu paa denne Monde,
end am vor Lyktedcem var bleven til Vieleligl1ed, —
den, vi drsmte lammen om derude i Skoven?«
Det bslgede og druer i Elter, laa hun nwppe kun
de satte lia. »Jeg ved itte re," fvarede bun: »ein det
et bedre nu —- nej——jo—jel paa denne Maade er det
langt, langt det bedfte, — men, — faa maa ei have
Lon, lille Betyl og jeg, til at de lammen med dig."
»Du og Vetan Jer lie efter Gnds Vilie, og han
et laare rig paa Mistimdhed,« lagde Brit-sten. »Men
det bot lig for mig nu at eftertomme lians Belaling, den
Gan hat qiort vitterlig for mine -Øjne. Tdi jeg maa
ds « Eiter, —- jeg tat ilte tsve lasngete med at tage
min kam paa mig.«
Gan lcrnede sig tungt til Eiter-, tog den lille Piges
Daand i lin, ag laaledes henvendte han lig til den blie
velvile Øvrighed, til sine Pia-siebtede de bøjvasrdige
certens Time-re til Folteltaken, dek var dybt hjektes
stehen, betagen paa en Gang af Jorfeetdelfe og af
indetlig Medynt, — det var, fom om den famam, at
nu itulde det aabenbates, der havde været et Mennestes
hiertes laatelte Lendanh luld al Sand, men oglaa af
Unser da Ve
Det var midt paa Tagen, Seien var endnn hsjt
pag Himlen og belyite llart og flatpt den unge Prassis
Stillelse, —- lam han stod detoppe; madigt havdeihan
lsndertevet alle de Baand, der bandt ham til Jotden og
jordilk Lotte, — nu lagde han lin Sag frem for den
retfckrdige Gude Domftol og betendte ulttemtet lin
Beide·
Don-J Rost lød rnngendc ud over dein, lnkrdtg on
hsjtkdelinz —- dug kende i den hin dikrende Unders
tone, der var lmsn men. ret sont dnlute der sig dulden
nedc Wo Wunden as lmnsfs Ein-l en bitter-, fortvivlet
Hutten. on brum- ftnndmn ou for at naa frem og nd
løses i Grund.
’ Mnsnd og Flvinder ber, Londsmcrnd pna Ny
».8
England-:- Jord,« —- saaledes tog han til Orde, «nkig
hat J lmft Inst-, tnig bar J Inldt from og nlnsfknittet nf
Werde-m —— se tnig nu sont den, jeg virkelin er, — as
alle Zundeke er jeg den ftørfte Nu endelin staat jeg
her von dette Jed, hvor jcg for fnv Aar siden bnrde lia
ve jndtaget tnin Plodsx —- ja, netdp ber, her ved Ziden
af denne münde, ljviss Arm holder Inig oppe nn i ntin
Kroftløehed tbi nden bende nmntte jeg nsfeliqen iegne
og dølge mit Ansigt i Støvet Se det litende Vonftav
pan Esset-Z Amst, --— alle bar J rwddedes derived!
thor lnm end vandkcd’, lwor hnn end tnede hen for at
finde Hvile, bnn som faa fvarligen blev lautet og tnnget,
— overalt, lmr dets stumle Glød kostet sit nruelige Skwr
ontkring hendex Inen midt iblandt jer stod en andert,
der ogfaa bar Briendetnwkket, — for iin Synd og til
sin Skam —- men over ham brsd J itke Staden!«
Da Præsten var kommen faa vldt i sin Betendelse,
giorde -Udmattelfen ellek vel snakere en Hierteivækkelse
stq san stinkt gældende, at det et Øjeblik iaa nd til, at
han maatte tage Reiten af lln Qemmelighed med sig i
Ort-den« Men med en voldlom Kraftansttængelse toa
han sig samtnen, traadte alone et Skridt fkem foran
Eiter og Bat-net og vedbketn
-M W betet jeql Guds Øje bar
stuet det, Hans Engle peqek dagltgt med Sorg dem-a
Da Satan ved Beste-d dermed, —- ldelig gnider han paa
det med sin gloende Finger. Men ieq hat falsteliqen
dulqt det for edet, medens jeg vandrede om iblandt jet:
og J monne Mie, at leg var bebt-bei i standen, fordi
mit Gerte var rent vq led ilde i denue jordtike Jam
mttdul Nu i min Dmstund staat jeq for let lom den
isq vix-tells ek. Jeq siser edu, at Oster- Monstran
Iaa qkufuldt det end er, —- det et doq Inn en Was
qdchfomerbmndtthltswfn holen-W
ieso stand-aus« der und M rjde Flammen-sk
G
Sau se ikkun hetl Se her et Vidnesbyrd am, at Her
ren vor Gud hat sin egen Bei, men glemmer aldtig
nidkætt at gaa i Rette med Syndere.«
Og med et heftigt Tag rev hau sin Prwstekjale op
og blottede sit Bryst.
Da kam det lucnde Tegn for Tagen ag blev syn
lig for alt Falter Folkeskaren ftod slagen af Rædsel ag
ftirrede med stive Oer paa dette paa een Gang gru
sulde og vidunderlige Jaertegn. Over Prcestens Anfigt
gled et Udtryk af Lylle, fordi ljan havde vundet Sejr
i sin dyrech Rad, — men det varede tun et eneste kort
Nu, saa fegnede han am paa Slafottet. Eiter lsftede
ham halvt op og lagde hans Haved ind til fin Barm.
Roger Chillingworth sank ned paa fine Kno: ved Siden
as Preeften, —- der lagde fig et underlig tomt Udtryk
over hans Anfigtstræl, fom am alt Liv med et var ve
get fra l)am, fordi hans van nu intet Ofsek havde
at øve sin Ondflab paa. »Juki undflap du mig dig,«
gentog lyan idelig.
»Gut) forlade dig, l1vad du bar gjort,« sagde Prces
sten; ,,tl)i ogfaa du har syndet faarligeu.«
Og han vendte sit bristeudc Blik bart fra den
gamle Mond ag lad det lwile paa Eiter og Barnet Et
smt kasrtegnende Smil luste i hans Ausigt fam has den
der bliver saa inderlig let om Werten Set var weiten-«
sont am han nu, da Byrden var vegen fra hern, knnde
spøge mildt med Barnet.
»Alle Bewan saade ban, ,,kom nu ag kan mig.
Den-de i Zlaven vilde du ja ille, — men nn vil du
nol, ilke sandt?«
Da kusfede Var-net lmm paa Munden, og i det
fannne farsvandt detle faslfomme, der havde været over
hende, ret sont af en Uaands Sind. chdes frosne
Følelseiziliv tøede ap, og de Taaket, der faldt fra ljendes
sLjnc ned paa benaes Faders Kind, var et fikkert Pant
paa, at hun ikle lcenger vilde vwre fam ,,J-5mael, hvis
Haand var intad alle og alles imad ham«, men at hun
vilde volle ou on blive en Kvinde med en Kaindes le
vende, varme Hierte, der vilde tage fin Andel as Li
vets Fryd og Livets Smerte.
,,Ester, nu maa jeg byde dig Farvel,« lagde Pecc
ften. . ’
Hun bojede sig over ham og lagde sin Kind til
hans: »Skri! vi da iklc nmdes igcn?« hviskede hun.
»Skal vi ille vix-re samtnen i al Evigl)cd, —- vi, som
bar givet faa der Løsepcnge for l)inandcn, — nl vor
Sorg on Knich Nu, da du er san nasr vod Dødcns
Port, nn man du grnnt knnne fluch lnmd oss er beskikket
evindelig, —- aah, sig mig det, sig Inig det!«
,,Ester, Este-in tcrnk ikke pna dctte,« svarcdc han al
vorligt, og hans Stcnnne fkjalv for Gut-. ,.Guds Lov
har vi overttaadt og begaaet denne Sond, der nn faa
grncligt er vordcn vitterligl Korn ikkun dette i Hut —
ch asngftes svarligen; monne dct ikke blive vor Dom,
at fordi vi glcmte Gud og blev hinandens Sjwlc til
Forargclfe, dersor stal det nldrig opfyldes, sont vi haa
bcde paa: hisset at blive sammcnspjede i en hellig Pagt
evindelig? Dog Gud alene ital dømmc os, og han er
barmbjcrtig. Han bar bevist mig idel Rande, allcrmest
deri, at ban hat lagt al denne Smekte paa mig. san
har sat dette pinesulde Bkændemærke paa mit Vryst,
han hat skikket denne frygtelige, grumme Olding paa
min Vej, at min Be intot Lieblik fkulde aflade; og han
hat fsrt mig hidop at lidc Skasndsclcns Sejrsdød foran
alt Folfet Var jcq blevcn spat-et for mindste Gran af
al dennc Ve, da var min Sirt-l fortabt cvindelig. Lo
vet være da Herrens Navn! Hans Villie stel Farvcll«
Med disfe Ord drog Prassten sit sidfte Aandcdrag.
Folleskarcn bavde hidtil holdt fig tun-T og fandt nu in
tet bodre Udtrnk for chn Undrcn og Gru« der havdc be
togct alles Hirt-ten end en underlig dump, dyster Ovi
sten, — en tin-, tung Tom-bong der sont en Tonning
brnstc bcsn over den Strandbred, bookfra en Mennefkes
sjæl Var ftasvnct ud imod det store, nkendte Land.
XX IV.
Stutning.
Eiter lasngere Tids Forli-U da Fell lmvde sinnst
Tid til at samle del-es Tanler ined Hensnn til den nns
slildrede Begivenhed, steinlom der slere sorskellige Ve
retninger om, lnmd det enentliq Var, sein man bavde
vasret Vidne til.
Ztørstepnrten erllcrrede, at de paa den stocken
Wurst-s Brust, ou pkentet dybt ind i Kødet, lnwde set et
litt-usw Mast-ke, nøjagtiqt Masse til Eiter Prinmes
Beginn-. Dets Fremloinst der sagte nmn at forklare siq
pan sotslelliq Monde. Nogle sogde sur nist, at selv sam
nie Dag, da Eiter Urnnne for sei-sie Gang bar sit-Eilend
selsmasrteh bavde Hastnr Dinnnesidole naobegnndt en
Vodcsøvelse, sum hnn siden da nied den Pinligste Nachg
tigbed havde gennemføm on sont bestod i en Selvpinsel
as den skimteliqste Art. Andre paastod, at Brcrndes
nicvrlet sørst var opsmaet langt seiten-, ou at den qansle
Roger Cl)illingniortl), sum var en inwutiq Troldnmnd,
havde voldt det ved Hinslp us Trolddom og sorgistiqe
Vceds’ker. Men de, sont bedst lendte Priesten og vidste,
hvor stærkt og brwndende bang Felelsesliv var, og hvor
voldsomt det prasqede siu i band Lege-ne, der levede i
hans SjasL —- de tolte lønligt om, at det gruelige Mask
te var stnnget as Sainvittlghedens rastløse Brodd, der
vitkende indvendig sra Hiertets Lønloinnier, omsidek
var naaet til ogsaa i det ndvortes synlige at skemstille
dette Vidnesbykd onc Gile Dom. Læseten maa nu
selv veelge, bvilken af disse Fortlaringer. der synes ham
den rette, til dette Jættegns Forstaaelse Men udas
den alvorlige Laste, som paa saa mange Punktes kan
draqu as Fortællingen om den ulykkelige Præsts Hier
tekvah vil vi llkun understrege denne: Vase sand! Voer
cegtel Vier dig selvl Bis dig eckligt og redeligt, som den
du et, —- om end like ska din vcrtste Side, saa dog vg
saa sra den Side, der beerer Vidnesbnrd om, at du et
et syndigt, sit-bellst Menneske.
hjsst paafaldende var den Forandring, der skete
med den gamle Roger Thllllngworth, san at sige sra det
Øseblik, da Postot Dimmesdale var dsd. Al Kraft,
al legemliq san vel lom sjælelig Evne syntes paa en
Gang at væte veget sta hinn; han lisefrem vlpnedr.
steumpede ind, dlev til intet, liqesmn en Mante, der er
enllet pp med Rede oq last nd l Sollt-let Dame
prandhavdelatdckesinwwikqhedmmdeuuqt
mcævacslvtM-Msskstvkkt,—dovs
sen qennunlsrt Use M bei Miet, Qual Ilse dont
ess- ar an M; » me im W m sann-km
wwwmdcmmemmmmaqt
leve paa, fordi det ikke mere havde nagen at hcevne sig
paa, nu da han ikke havde mere as Djoevelens Gerning
at øve her paa Jorden, nu var der for hatn intet andet
at gøre end at ,,gaa til sit eget Sted«, der hvor den
hører hjennne, der har drcebt Menneskesjaslen i sit eget
Bryst. Dog, —- dette hat vi endnu at meddele om
Roger Ehillingwortl), at efter den-Es Yød (der fandt
Eted, inden Aaret var omme) viste det sig, at han i sit
Testamente, hvis Elsekutor var Gnvernør Beuingham
og Pastor Wilson, havde skænket sin meget betndelige
Fortune-til lille Bernh Eiter Prnnnes Dotter.
Saaledes gik det til, at Beryl -—— Troldnngen,
Djævlebarnet, som nogle lige indtil da Wardnalket
kaldte hende —- blev sin Tids rigeste Pige i den nye
VerdensdeL Denne anstwndiglnsd vilde sundsnnligvis
have bevirket et nteget Vcesentigt Qmslag i Folks Be
tragtning as l)ende; og hvis hun og hendes Moder var
blevet boende der, vilde hun tnaaske, nanr hun var ble
Ven voisetn have kunnet gifte sig ind i den allerfronunes
fte Puritanerslcegt. Men ikke lange efter Lcegens Død
forsnandt Kvinden nied det rede Mastle, og Vekyl med
hende. J ncange Aar derefter spurgtes ingen silre Ti
· dender um dem, ou Historien onI det «luende Bogstav
var ved at blioe til et Samt- Dets underlige Magt
sont en scrlsom Tryllekune varede dog endnu ved og
forlenede StafottetHSkamplads, hvor Præsten drog sit
fidste Enk, og Esters lille Hytte ved Strandbredden med
en bennmslighedsssnld Gru.
Da l)æ11dte det en Eftercttiddag, at noale Bern,
sont legede i nogen Afstand derfra, saa en merme sig
Hyttens Tør og lnkle sig ind, og Børnene sil Øje paa
et lnerndt Bogstav, der flammt-de paa hendess Brust.
Ja, Eiter var vendt tilbage og havde atter taget
paa sig det Stamme-us Ang, sotn hnn i saa lang en Tid
havdc vceret foruden. Men hvor var lille Beran Hvis
hun var i Live, maatte hnn voere en voksen Koinde, i
Ungdotnmcns aarsriske Lytta Jngen vidste eller fik
nogen Binde at vide for sand, om Troldnngens Skmbne
var bleven den: sør Tiden at scknkes i en ensom Grav,
eller om hendes heftige, bevægede Hierte havde evnet at
udvikle fig ncensomt og inderligt, saa at lncn var bleven
en lykkelig Huftru og Moder. Men i Nesten af Estexs
Levetid kunde man iagttage adskillige Tegn paa, at hun
var Genstand for Kasrlighed og Ømhed hos en i et
frennned Land. Der kont Breve til hende med Adels
vaaben i Seglet —- Inen engelsk var det ikke. J ben
des Hutte sandtes Gensmnde til Vekvemmelighed eller
Prod, — Genitande, som Eiter sanfte vist aldrig gjorde
Brug as, men som vidnede om en, der kærligt havde
Omtanke for l)ende, og lom tillige besad Rigdom nok
til at lobe saadcnme Sagen Der var ogsaa Nipsgen
stande, jmaa Gewande m Pynt, Itønne Monerer
am, at hnn bedaredes i trofast Erindring, Ting, sum
maatte vasre Frugter as et varmt Hier-les Hengivenhed
og fine fmaa Fingres Flid Og en Gang saa’ man
Ester travlt i Færd med en Sløjkjole, sont hun ndstyres
de med saadanne Viduudere af Guldbrvderier, at det
i senere, paa dette Tidspunkt mere maadeholdende,
Slcegtled vilde have vakt almindelig Forfcerdelse, hvis
noget Born prcesenterede sig i faadan Pragt og Her
lighed. Kort sagt, den almindelige Mening gik nd
paa, at Beryl levede i bedste Velgaaende sont en lykkes
lig Huftm og at hun aldrig glemte sin ensomme, be
drøvede Moder, men med største Glcede vilde have
haft hende has sig i sit Hjem
Men for Eiter Prynne laa der i Lin-England et
mere tilfredsstillende, met-e virkelighedsfnldt, derfor
landete Liv, oa ventede paa at blive taget op sont en
Opgave, — end derovre i det fremmede Land, hvor
Veryl havde faaet et Hieni.
Thi her havde Efter syndet, her havde hun lidt og
sprget, — her vilde hnn nu·øve den sande Bod, — den:
at gøke godt for andre. Dersor var hun vendt tjlbage,
derfor havde hun atter taget paa sig det Staslmesvangre
Tegn, — as egen fri Villie gjorde huu det, —- thi end
ikte den ftrengeste Dommer i hin jetnhaarde Tid vilde
have paabudt hende det; og aldrig mete forlod det
hendes Vr1)st. Men alt som Aarene randt, disfe den
atbejdsontme, alvorlige, selvopofrendc Esters egentlige
Levis-Aar —- skete der den Forvandling, at det luerøde
Bogftav fra at viere et Stammean Tegn til Haanhed
og Foragt blev til et alvoksfnldt, gribende Sorgens
Vialelåsmærte til hvilket man faa hen med Ækbødiqi
hed. Qq for-di Ein-r ilkc søgtc fit met, ikkis lcsvede cl
lot arlmjdcde for jin selv, — dcrfor tin-de Folk til hon
de i nl dort-S Zum ou Nod on søgtc Rand has licndih
— tlsi lnm lmvdcs jo solv lidt svarlimsn ou Vimdc Zeit
over fin Ve. Jsiisr Flnindisrne fandt Vejn nd til Eiter-?
Hutte-, tl)i der Dur idelin fandenan iblnudt dein, lmis
Die-tust led ildc for Kærlithds Skijlkk —— Kasrliqlicd
der droq nd paci stindiq Elfkovsz vildrnes Visit- csller dro
gcö inmd deu, fom qav iiitist imm: on alle tut-de de da
til Einst klagedc den-I bitt-e Knide og rnadspumtc hon
dc mn Ocslscliod for .sjisrtisfurg.
Ester gav dem Trost on Rand, san vidt hun com-den
Og nnvnlig disttis sagde lmn dem, at lnm trocdo for nist
dcn Tag sinldcs nok oprindo, Imnr Werden var blevcn
inodcn dortiL og Niids Time sloa, —- den Dag, da For
ljoldot nusllcm Mond og Kvindc vildcl faa en trykmcrc
Grund at bygge paa til arnfidig Lolch fordi Monm
skck vildc naa til et landete og mere inderligt Syn paa
denne Sim. J sine yngre Dage hade hun gjort sig
san hovmodige Tanker om sig selv, at l)u«n var nch
vcd at betragtc sig som den Kvinch hvein Gud vildc
betro Hvewct som Sandhedsvidne: men bim var mi
for lasngst kommt-n til at indfe, at det kunde dog al
dtig ske. Forlæmperinde —- hvok det gjaldt noget faa
dybt og indisrligt fom Guds fande Villie og Dom an
gaaendc Kasrlighed mellem Mund og Kvinde, — der
til liefkikkcdcs ikke en Kvinde, der fom bun var be
smittet of Sond, tynget af Stam, —- ja, on knnget
fvarligen af en Hiertefotg, for hvilkrn der her paa
Jordcsn ikkc fandtes Lise. Den Kvlnde, bvem Gud
vilde vætdiaes at bruge dertil, maatte være ten og
fkcrr, —- ftraalcnde af den Sksnhed, fom ikke blot er
as denne Vordem — viis i Trinke, —- .lys i sin trnage
Gliede, —- Menneskenes Born ckil Bidnesbyrd um« at
med Gudd Kætlighch Viglel blivet den Kærligbed,
som rsrer flg i Monds og mindes Vierter til en Lyk
kens Kraft, der aldriq fvinder bott.
Saaledes ltd Csters Ord, -— og vemodiqt fænkede
hun Blillet ned imod det tust-de Bogstav.
Mange, manqe sur raubt heu, —- da grov de en
Gran pas Mrkeqaarden ved »Konser- Kape «: den
btevlagttætoptiteumidmstav,en,foinnum
sank-net oq smaka —- meu small-n de to var
MEPCMUULJMWUWSMiM
Whvilewomsih Kunst-IMMEN
ww« -. Jn
ven, —- den delte de i Fællig. Alle de andre c
stene der omkring var prydede med Adelsskjald og VI
masrke, —- ogfaa i denne indhuggede man et Baubo
skjold, der eudnu, um end utydeligt, kan skinites. Dei
Tausesprog, sum var indristet i den flade Stifetstuk
liar en lcvrd Gransker udtydet for mig. Dct samtnen
iuttcr sont i en Hovedsum hele denne Fortaslling, —
det laster et chodcns Luszvasld ind i den-Z forgtunqt
anggerx — tl)i
dot, sont brasiichs ind i Hiertet med fvicnde Ve,
blinkt til et Lust-is Tegn, der firaaler from gennett
Mulmet.
Tre Menneskebørn.
Af
P n n f y.
Im Engele efter Qrigiimlens 145de Tusiud
ved
Billi. Rasch.
Første Kapitel.
Sumnfolk i forfkcllige Kant.
»Wind ika dci Skasrf slot sna fast om ham, Math
og iua de Blonde-r til at faldc lidt sirligere: saadaih
dkst nur ret, — cr han nu ikte ogsaa den elskcligstr
Glut, im Ton iil Taa!« —- og Fru Hastings traadte
et Pur Zfridt tilbage for rigtig at nude Synet af hum
Han pur nu nirkclig ogsaa en allerkæreste Unge, des
Mening var hatt-J Moder flet ika enc om. Men hvils
let Bam, der lige er toget op af Badekarret og ifstt
dct nudeligstc Dornen-j- ug« hvis brune, langlokkede
Haar indrammer et Ansigt med store, li)fende, blas
Links og en smilende, rosenrød Mund, og hvis Arme
og Von siruttcr og spjcvtter, saa hele Kroppen ryfter as
Lin og Masde —- livilket saadant Varn er vcl ikle es
Zwillich
Oele Huset var i Bevægelse i Anledning af, at
den unge Or. Hean L. Haftings, enefte Søn af Hen
ry L. Hastings sen. til Hastingslund, havde fpift os.
sovct, let og skreget sig gennem hele tre Hundrede as
fein oa tredsindstyve Dage og faaledes var naaet til
sin emarige zwickde Han var en mcerkelig Dreim,
saminc Hean Daimng Han vidfte endnu ikke, at hat-s
Fader var Millionær, men han maa sikkert have km
nct formode det, thi saa langt tilbage som hans Du
kommelsc kunde række, havde hans Ærmer vceret katb
tede med regte Kniplinger; Rosentrce, Silke og Eddeti
dun lJavde tjent til at skabe ham et bekvemt Leie, sit
sørste Tand havde han gnavet igennem over en massiv
Guldting, og alle mulige æventyrlige og fast utrolige
Opfindelser bragteg, blot de kunde købes for Penge, nd
til dct elegante Hastingslund for at hygge om denn
vasrdifulde Verdensborger.
J Dag straalede han nu i al sin GlansThan havde
gjort fin Runde gennem de elegante Saloner og var
bleven løftet højt op mod Lostet og favnet og Mqu
snart af een, snart af en andcn Onkel. Alle Tant
og Kufiner havde kysfet hom, saa hans Kinder lueda
og til fidft var han, jublende og hvinende, blen
baaret paa sin Faders Skulder ned til Spiseftuen oq
pladseret paa Hæderspladfen for Botdenden, og der
havde han siddet og pludret og havde klappet med de
fmaa Hcknder, hver Gang en Skefuld Syltetøj fandt
Vci til hans Mund. Denne hans Adfærd blev dos
afbrndt ved forikellige Hvin og Hyl, naar han gjorde
et mislykket Ger cftek en Soucefkal eller andre
uerholdelige Ting, — thi felv for Hean Hastings var
der ncrholdelige Tingl Ak, hvor mange Gange havde
hole hans Lyst ikkc værct at faa fat paa den dejlige,
gnle Manne-, uden at det dog var lykkedes: ja, W
Jld og Lys nnddrog sig endnn bans ivrige Efterstræs
heiser-. Men ban tog ika Lan-e of de fejlslagne Fw
spa, og endnu sloq on greb ban om sig paa den meft
planløse Mande» for netop at faa fat i det, han ikke
maatte fan. J Tag var lmn ganfke ligcgyldig for d
stoke Sølvbasqen lmorpcm bonI Nnvn on Fildfclsdato
var gransten ban vildc megct hellt-re have fat i Foc
skasrismaflen At Vinen verlvdv i Glasspneh oq nt html
Skanl blev drukfot om og om igcsn, syntcs ham es
bnjst linegnldig San: nnsn pludfclig fik han en god
Jdib Ajorde ist nurnttst Udfald c-ftm« sin Faders Glas.
sprøjtcde Viinsn rnndt mnkring til højre og venftre
on knnsto dct finc Krnsml i adfkillige Stykker. Meu
han njorde more end det, tlii kmn tog resolut paa en
af de sknrpefte Stninper. sknr dervrd en lnna Flænge
i sin lillc, bnttede Finger og blev faa skrigende os
sprwllcndc lnmrct nd of Stncm mcd dct lillc Hier
fnldt af en blandet Folclsc ni Frnnt on Nafoti —- Sas
vidt den nnnc End Hastinnss Fødselsdan.
J et hngeligt lille Qui-» scmdan noqet sum en
lille lmlv Not-dingij fm det lzerfkabeliqc Hastingss
kund, var der ngfcm et aarsgommelt Bam, og netop
pan sum-ne Tib, sont Oeurn Oastinus flondsomsx blev
trnnsiswrteret nd i Vornekmnmeret, palkede Modereu
i dette Hjcm fin Ststke stimmen og fkød Tabutettm
hvorpaa bun bavde iiddet, ind under Sybordet. Det
var Tid for bende at faa puölet fin Dreng, der laa i
Gnngcstolen i et stort Treppe-; men ban fov saa fast,
at hun ikke nasnnede at vække hom, og saa satte hun sig
til at betragte hom. Hnn toa den lille knyttede Haans
ntellem sine oq kærtmncde den, medens hun hvifkede
»Gud velfigne Dig, min lille Skatl Du taget Dis
sandeliq en ordentlig Fødfelsdagslurl Skulde ma
tro, Ben, at han virkelig er et Aar i Das-« De side
Ord var henvendte til den Herre, der fad i Las-Este
len og læste sin Avis. »Hu-r, Ben, vi burde dick-cis
have faaet en lille Present til ham i Dag, det et ji
dog hans Fødfelsdag.« Fadeten saa op over Avifet
og lo godmodigt: ,,Det synes mig bog, han er lovlis
ung til at forspge sig i den Branche: mener Du Use
ogfaaW
»Au, Du store Mand, det er san siet illez III
vil blot Unite, at alle han Fsdfelsdaqe maatte M
Iollyfe oq heilige; kam hochm. Fa«ek- sc Is- bvor D
han er; se, baut Haar er luttet W «