Zet nummende Bogstan
Rathaniel Oawthakne
Paa Dunst ved
Geo. Jul. Sich
Guttat-)
»Vin- nu stille, lille Veryl,« lvarede Moderen; »den
Slags Ting forftaar du dig ille paa. Nu lkal du ikle
taente paa Priestem inen le dig am paa alle de glade
Ansigter. J Dag hat alle Vorn iaaet fri fra Stole,
og de vaksne bar faaet fri fra deres Arbejde, ag det er,
for at de kan vceke glade og fern-jede For i Dag er
der en nn Mand, der beannder at reaere over os, og det
er altid laadan i hele Ver-dem at saa ital Falk kigtig
have Moklkab, — ligelom am, at nu vil det alt lam
tnen blive godt."
Det var sandt, lom Eiter lande, at alle Mennelkers
Eine straalte af en Mnnterlied, der ellers ikke var al
mindelig. Paa denne aakliae Festdag lod Puritanerne
al den Lyftiabed iaa Lov til at ntre fig, sam de over-ho
vedet niente, at man maatte indrømme det strebelige
Kad. For laa vidt kan vi siqe, at de lpredte de vanlige
Skner as deres Himmel for en enefte Dag, som de da i
alt Fald ikte var ret meaet mere aravitetilke, end de fle
fte andre mennefkeliae Samfund i bin Tid. da Verden
var en ,,iordilk Jammekdal«.
Det Follelivsbillede, der udsoldedes Paa Torvet,
havde aanlke viit de enaelsse Udvandreres dnstre Farbe
tone, araat i araat, brnnt i bnknt, fort i fort —- men det
aplivedes dog bist an lier af lidt mere bragede For-ver
Lidt aiiides for iia felv stod en Flok Jndianem isøkte
de vildes ejendannneliae Højtidsdragt af forskelligt fak
vede Dnreflind aa Wamvnmbaslter og Fjerprydelser.
Te var bemalede med rede oa aule Lerfakver ag var be
vkebnede med Vne oa Pil oa Spnd nied Eteiispids.
Lver des-es Anfiater var der udbredt ien iaa urotlelig
Alver, at felv Pukitanerne lunde ille ovemaa dein i
faa Henieende Men det vildefie Syn paa Tokvet var
ilke Indiana-ne det var nogle Søfolk —- af Vesastnins
gen paa det lndamerikanike Skib, — der liavde iaaet
Landlov for at se paa Feitdagens Morstad Tet var
nogle Fore, der ilke faa meget blsdspdne nd. Sol
btaendte Ansiater havde de oa kene Vildiiiandsstasg.
Der-es koste, vide Vukfer blev boldt lannnen om Midien
ved AdjaOlp af deres Weiter-, livis Spcende afte var en
Plade af maslivt Guld: i Bceltet bar de altid en lang
Knie, oa nogle ai dem tilliae et Svcerd Under dereö
beedlknaaede Panamaliatte funklede et Par Øjne, der
ielv nn, da Hnmsket stod paa Lustighed, bavde et vildt,
brutalt Pia-a. De overtraadte uden ringeite Fryat
alle de Simineliabeds Realeey fam alle andre Fall i
Kolonien havde at rette lig eitel-. De eng Tobak lige
for Naser as Volk-enden —- det stulde baee have været
en Vyens Falk, ban flnlde nak viere kommet til at bade
en Sbilling blat for et enefte Trag. —
Der kan laaledes nkevpe vcere nagen Tvivl om, at
Belastninaen vaa dette Stil-, slsnt den vel inatere stod
over end under Gennemlnittet ai ,,Mokal« til Ses, —
havde giort sia skyldia i en Meile Plnndrinass oa Opera
ningstoq imod Spanier-ne oa avbkaat laa manae ai de
teg Handelslkiba at de alle lam en i vake Daae vilde
viere endt i Galgen.
Men den, der havde levei som Ein-ever en Tit-.
kunde io give Haandterinqen op oq blivc et midsmatiat,
retskafsent Menneske paa Lands-Jedem oq der var ingen
Fake sor, at man as Hensnn til bang tidiiaeke Lobi-ba
ne skusdcs bettaate bam som en mindre beldiq Person at
indlade siq med. Det vakte detsot heller ikke nogen
Forbavsclse ellet noqu Uvillie, at en saa aqtbak Vnens
Homer som gamle Roger Cbillingworth kom qaacnde sra
Gaben ud paa Torvet samtnen med Kaptajnen paa det
omtalte mindre paalidelige Stil-, med hvem ban talte
sortroligt. —- Nrevnte Kaptain var uden Sammenligi
ninq den slotteste vq djætveste Skikkelse as alle paa
Tot-ver Han bar et Utal af Sickebaand rundt paa
sine Mel-den ban bavde en Guldttesse om sin Hat, som
ydermete var pkydet nie-d en Ida-de af massin Guid og
stadset op med en Find Han bat Sonst ved sin Side
og i Banden havde ban et Ar eftet et Kaardcst-d: inen
ester den Maade, hvorvan han bavde redt sit Haar,
maatte man tro, at han snakest var stolt as Acker
Kaptainen bsd Fawel til Lassen, dtev onikring paa
Tot-vest, hvor Este-: Pwnne stod: han gensendte hende
og nimm-note tm ulotwvct tu ncndcc Der var 1 Meg
len et lille tomt Mellmnrnm tncllcm Eiter og Vycns
Befollnitm, felv pan on Tag fom dcnnc ou pcm et of
fcsntliat -Zt(-d: dcst lunde vaskcs cn laadan Tfkvngch at
Full barsch Albumtcs ind i hinandcns Sidcbcm mcn
omkrina Este-r var disk altid en ljllts tom Krebs-, en
Sloqs Trnllckked6, out man vil J dette Tilsasldc traf
dct fig nu meaet holdigt: tlti denn-d blev dcst muliut
for Ein-r on Stimmen at talc samtnen, udcn at andre
kundi- nvfanqe Otdcne. Og laa ftor cn Forandring
var der i lemt af disfc fyv Aar slkt mod Hensmt til
Eiter-s Ovid-man at fclv den most jomfrunallle Pin
selv den most isnende koste Kone i den ganflc By kundz
ikke have tilladt flg at talc alone med denne Mond udvn
at risitercs Folkclnal. Mcn Eiter lande.
»Ze- dct var nn dist, lille Fruc,« meldtc Stimmen,
»nt im kommt-r not til at lim- til Oovmostmsn um at
gan- mdmt en Mir i Stand forudcsn de tre, sont De
brüllte- Jeg man tiqtignok Hat-, at dcnms her Gang
risikmsr vi itle at san Elstlum ollcr Tusntz midmnst,
for fe, nu bar vi jo baadc vor cum Slibslasge og den
stemmcde Doktor-, saa det kan nok lautete gaa lau galt
at de propper for weget as den-s Kram l os. At tasnke
ftg enbdal —- laadan en Buan Apofekcsrraavlso, som ni·
hat om Vord, —- jeg hat ragst mig det til fra en spanik
Skude.«
»Wind mener De,« spurgte Eiter oa spat- at fkjulc
sin ForstrællelJQ »Gut De faqet en Passagcr more-P«
»Ja visi, ja, ved De ikke dess« raubte Skippercn.
»Du et bein, den her Me, Thilllngworth kalder bcm
fla: brm hat nu fat stg l Dovedch at han vtl llaa
Filsefkab used pag mit Fort-L Ren det maa De da
have vldst, lille Inte, for ban statt, at han hsrer mcd
til iet andre oq a en urimells qod Von as ham den
enden Gerte day-, lon- ek reget uklar med de sowie
Witwe-Mk "
»Mus- ts, dtt et III-set sandt, de er rlsttq qode
Jenas-X M suec oq lob fom latet, Mut hun var
N lau-M as M. »so hat io Man Ioet cause
M-« "
«msiiamwøiemve»m«mk
,detstrd-Uttdmydetftelldsqtttal
M
III-MADE
XXIL
De ginge ftem paa Rad —
l del-es Mast og Valdr. —
Forinden Efter kunde naa at samle sine Tankcr og
overveje, hvad der nu var det bedste at gere, efter at
Sagen var kommet til at stille fis saa ganske anderledes
ugunftigt, —- hørte man Militcermusit tmslte op ad en
Sidegade og nasrmc fig Torvet. Dette var e tVidnes
bytd om, at nu lom Processionen af Einbedsmcend og
Vyens delvife Borgere for at overveere den højtidelige
Festgndstjenefte i Kirkem bvor Pastor Dinnnesdale fluli
de prædike. .
Lidt eftet viste de forreste Rcekker Tig. De kom
langfomt og værdigt nmrcherende, svingende am Hier
net og stred frein tvcrrs over Torvet. Det var Musik
ken. Den onifattede en broget Mangfoldighed af Jn·
strnmenter, der maafke ikke lød tigtig godt sammen og
nwppe heller blev spillet Videre d1)gtigt, — nien den
gjorde den Gaum fotn al Militwrmusil skal gøre lige
fra en enlig Klarinet ng en Etortrumme til et vaeldigt
Drkester, — neinlig den: at fastte i Stemning og i Trit,
løfte Eindene — sprede Wank- og festliqt Stier.
Lille Verul gan sig fttnks til at klappe i Hasnderne.
Diese brusende Halse, dicife lnrldiae Vølger af Toner,
— bun svcrlgede deri, lnm lud fig basre oppe deraf,
viljeløst betagt-n Men san kont lntn lige tned et tildage
igen til denne Vordem thi nu lom Soldaterne, Naskke
efter Naskla Geled efter Geled, —- det var LOiresvags
ten. Der var LUS, Have as LUS, gniitrende, glittende,
sittende Los-: Salskinnet lientede det alt samtnen frem.
Frn Hielm og im Harnift im Panier oq Plade, fm
Klingen og im flatelige Hellelsard -s— jo, Eulen skulde
nok liente det alt samtnen. Fra Smal, fra Guld,
fra Kobber oq fra Solv, fra vejende Fierbnste og fra
duvende Siandarder, —— —— allein-ds- sra, lwor Los
havde gemt fla, bentede Solskinnet det frem igen. Ja,
der var Lys til lille Vekyll
Men tro blot ilke, at den Del of Procesfionem der
stred fretn paa Tokvet bog efter Soldateknes flotte Nerl
ker, —- at det ikke var noget at se paal Jo, det var Sta
tens de højefte Entbedsmænd fra Guvernøren og nedef
ter; det var alle de vwrdige, velvise Fcedre af Byens
Raad; det var de Heu-er Vorgertnænd, satte, aatbara
lovlydige Mænd, der frygtede Gud og lød hans Ord.
Det var de gode velbaarne Herren hvem Folcet ydede
den tilbsrlige Ærefrkmt oa smn vel rettelia var det
vwrdx tlii Hin-Englands Historie viser, at i Nsdens
Stund lioldt de Stand, disfe Mirnd med de barste An
sigter og den maafle noget fnasvre, men oprigtige Tan
kegang, sont en wolle-lich llippefaft Mut reernede de
nu det nnge Hjemlands Frihed, Ære og Net.
J de naeftfslgende Raslker kom Geistligliedem hvis
Stilling i bine Tage var saare forlkellig fra nu. For
det bellige Embedes Slyld, lwis Tfenere de var, — for
det evtge Livs Ord, lom de var lat til at forknnde, —
med andre Ord for alt det, de bavde at bringe, for alt
det, de bavde at vastncn og for alt det, de laa at sige
var bleven et foelless Stnnbol paa, —— for alt dettesthnld
slcenlede Hin-Englands Foll, fra den befefte til den
laveste, dem en nbetinaet Tillid, Ækbødiabed, ja, man
lunde nieste sige: Ækefrnat
Alle de, der ftod og laa til, var enige am, at aldrig
i al den Tid Paltor Dimmesdale bavde boet i Nnbngs
den, bavde han let saa stasrl, laa freidig og laa vierdig
nd lom vaa denne Dag. Med faste Trin stred ban
fkem i Processionen, og lnft maatte mon tro, at det
Sind vat, der asspejlede sig i hans Aalyn. Det var
ille de ganile, vaklende Trin, det var ikte den sammens
lnnlne Stillelle, —- og der var ingen Haand lnnget i
mod Hiertet Saa man nsjere til, sik man dog det
Jndtrnl, at Ptæltens laa forbavlende Styrle og Mod
i Daa ikke var af legemlig Akt, men randt fra et
aandeligt, fjæleligt Kildelpkinq. Og doa lnntes han«
Sle at vcere langt, langt dorte: den lnntes at drage
freniad i et bøjtidcligt Optog, —- men fiel-nd fjernt
herfka i Tanlernes uendeliqe Werden
Efter Prnnne stod oa ltirrede stift paa Præsten.
Der laade lia loin en knngende Sorgtynalel over ben
de: bvorfra den kom, oa as lwillen Grund, vidste lnm
ille ret, —- det llnlde da viere. for-di han i Dag ltmtes
at viere laa nendelig lanat borte fra hende: lnm bavde
laa litlert troet, at et enefte kort Genkendellens Vlik
vilde slnve fra bans Øfne til bendes, fra bendes til
hang. Hun mindedes den lnnckte Skov oa Mode-siedet
dernde, —- det Sted, der vidste at formelle en underfnld
LIndoin om Enfonibed on Flvide, men oglaa om Tro
slabsord og Kærligliedslnlle: bun mindedes den gamle
Max-licens, lmor de sad Haand i Oaand de to, og talte
saa manaen en Sorgensi Tale, men oq de Kasrlialsedens
dybe, dejliqe Ord, der aldrig lan d-, —- mend Melkens
tislende Bande nynnede sin eviae Veniodssaim. Aals,
hin sidste Gang, de sad samtnen der, da troede bun, at
de sandt l)inauden, at de ret naaede srem til at sorstaa
l)inanden, —-—— lmn snntesrs da i alt Fald, at bun da sor
stod lsamj tlii lmn lsavde set ind i lmer en Lønkraq as
bans Oserte - Var det da virleliq den sannue Mand,
—— den samme. sont liin Knale raabte til liende i Tod
sens Anast: »Juki viere da du min Ihn-tin raad Iitia,
led inig — —!« Omi lncide slet jfle lende bunt igen
Den prasqtiqe, ranke Stille-lieu sont ais der med lus
tet Hoved oq klare straalende Tini-: ban, oin lwiss Stil
lelse Tonebisluerne svksbte sin, ret sont en Huldest til det
Niadoinijvasld as Kundslab, Kendskab oa Slønhed, der
sprudlede i bang riae, varme Hjerte —- —— —- var det
hamf san syntes saa sjern sra liende, uovnaaelia,
iitilaasimisliq. Da dag, livor var hun stolt as ham,
stolt as den Kcerliqlied, lnm skasnlede hom, siolt as det
sor bviltet hnn bavde bodet saa haardtl Men Kvindes
naturen i Eiter kunde liqesom ille riqtia tilgive hom,
at han saa suldsteendig evnede at vcere siq selv der, hvor
lian nu vandrede, ined saa qod en Net, med saa rig
naturlig Værdighed, — det var, ligesom om han der
ved trat sig bort sra heade. Ja, bun vidste saa vel, at
det vilde han ikke, hnn stolede paa hans Ord, men hun
var stinqu over-, at han tunde væte saa stærk, saa W,
saa myndig uden heade: og over, at noaet kunde optaqe
hom, sylde hem, eje alle hans Evner oq Kræstetn udcn
heade.
Da Processionen havde taqet Sæde i Kirkem hvok
der i Fotvesen besandt sig en tqlktq Pia-nahm saa at der
nu umuliqt kunde tmnmes slere, tog Gudstienesten stn
Vesmidelse Jndqangsbtnnen blev last, Salmesang
oq Iællesbtn Mhde htnanden i Overenstemmclse
med Putittmekscksns Wul, vq outside-! bestes Mot
Dimmesdale den Mkestoh sta dritten lieu tm karn
mmmietuwipkwsmmmw
Muse-. miniaswsozmimmm
Mtmtkkewscewssdsislllthuuenntmodi
staaelig Trang til at blive der i Nærheden. Sau stil
lede hun sig hen ved det gamle Skasot, paa hvis Tin
de Gabestokken knejste; derfra lunde hun vel ikke høre
Prasdikenen saaledes, at hun kunde opfatte den som en
Tale, men Ordenes sortløbende Klange kunde naa ud
til hende som en svag rislende Tonestrøn1, der hcevede
og scenkede sig i Overensstemmelse med den rige Modu
lation, der var ejendoinnielig sor Prmstens skønne Røsi.
Selv om en Till)ører ikle sattede det Sprcg, Prcesten
talte i, lunde han ikke undgaa at føle sig dybt grebet,
— ja, stundom belt betaget as Stenmingsbølger, som
stigende og synkende, brusende, dirrende, stormsuldt
skummende, svagt vuggende, ——— voeldede nd as den unge
Præsts Hier-te som en Nest, der kunde tale baade i er
og igennem Ord.
Ester stod ubevcegelig sont hugget i Sten ved Ska
sottets Fed, niedens Stemmen derinde sra lud nd til
l)ende, den ensomme. den grasnseløst fattige Maasse
denne Time, niedensi Prcedikenen varede, var hendes
Livs svasreste; Inanske den bitreste, men silkerligt var den
hendes rigeste.
« Jlke et Ord as Prcedikenen kunde hnn opfange, men
dog hørte og sorstod hun alt, hde han sagde.
Jkke en, —- selv den allersvageste, — Bevcegelse i
Tonevwldet undgik hende, og dersor kendte bun saa
grant, at nu gav ljan sig selv. Jmidlertid hande Bekyl
løbet omkring paa Torvet, en Genstand for manges
Vlikle, dels beundrende, dels sorbavsede —- ja, sorars
gede. Da koni Kaptajnen ska Bristolsluden gaaende,
han, som liavde talt med Eiter Prynne; ogsaa hans
Opmcerksomhed sangedes as Beryls scere Skønhed, og
han sagte spøgende at fange hende og kysse bende: men
han lom snart til at indse, at han knnde lige saa lidt
fange Veer som gribe en Kolibri i Flugten Saa tog
han Guldkceden as sin Hat og kastede den hen til Var
net. Vernl laqu den dobbelt om sin Sol-Z on sit Bryst
og ordnede den der san kvikt og graciøst, at den syntes
just nt bsre til der.
»Ein Mor er jo den Kone der med det luerøde
Bogstnv paa Brustri, ikke7« spurgte saa Monden, »vil
du gaa hen og —- bringe bende en Vesked sra mig?«
»Tet konnner an vna, htmd det er for en Vesked,«
svatede Bei-til
»Jo, — sig til bende,« sagde Kaptajnem ,,jeg talte
just nu iaen med hom, den gamle, skumle, skulende
Kvaksnlver, og ban sagde, at han skulde nok selv sørge
sot at saa hom, sin Ven, —- den Herre, din Moder not
ved Vesked om —- med sig om Bord, saa behøver din
Moder ilke at tage sig as andre end sig selv og dia
Kan du ta og rende ben oa sige det til bende, din lille
chevletss.«
»Im et flet ingcn Tjwveletøs,« raubte Veryl og
gjorde en nwsvis Grimasse: »hvis du skældet mig nd,
saa stal »den Slcmme« komme efter dig og blasses paa
dit Skib med rigtig gruelig Befr.«
Derefter løb Bat-net hen til sin Moder og fortalte
heade, lwnd Stipperen bavde sagt. Efterö Karakters
ftykke var ved at briste, med en beundringsvcrrdig Uds
holdenhed bavde bun beharrt Modet indtil denne Stund.
Men nu faa bun midt i Udgangen af den Labyrint, hun
san lcenac bavde vandret i, midt i den Port, gennem
hvillen hun san fast bavde baabet, at de fkulde vandre
nd og ncm Fribedens Land, —- det disk-, uofvendelige,
skasbnetunqe Forbaer ftikke sit qrincnde, badetulde,
skadefro Ansiat frem.
Saa ftod da Efter der paa Torvcpladfon, afsides
fka Folkemerngdem paa Stamme-us Steh med Skænds
selsmasrket paa sit Vryst. Oq Præsten ftod paa sin
Pmdikcftol under Kitkens Hvaslu mens alles Øjne op
løfthdcs til hom. og Hierterne blev lodt km for bann.
Eiter —- og Præstenl
Oa tut-de vol noqet Mennoske i dennc Stnnd tænke
den Tand-, at det famme Skændfelsmærke bmsndte vaa
de tvende?
XXUL
Dct qlpdendc chn bliver fyaligt for alt Falken
Otnsidek sdrsnnnmede den veltalende Rest, der saa
streckt havde grebet den lnttende Stark-, at de: var, sum
om Hier-lerne duner upad og bakeis nd over de lsrnsens
de Bande Et Liedlik herstede den dndeste Still)ek, —
sont lmvde en Itennne lndt, inin LIcnndiginsd vnr sra
oven as. Sna reiste der sig en sung Zwi, sont us nmns
ge lnsisfende Jtennner. en bald dannpet Um, sont as
Tillmrem der lmr vceret henrevne, bet(1gne, —- og nn
er ved at finde Bei tilbage til sig selts, nten nsiktert —
tøvende, —- fordi de fnn lidt efter lidt ennek at frinøke
sig srn den saslleö Stennnnncxbølgm sum hat tnget dem
fnnqen Endnn et LiebliL —— san begnndte Fels at
strønnne nd ad Kikkedørene.
Dernde i det srie sandt de Ord for del-es »An-geist
rinn. Waden oq Tokvet soknnslig nenlød as lnttek Lev
taler over Prassten Tillmrerne Hunde ikke lade viere
at sorinslle lmemndre ont det eller det, sont Prwften
havde sagt, —— skønt de jo selv hnvde hart det og san
ledes kendte det meget bedre, end de nn knnde gentnge
det ellek san det gentaqet indbnkdes itnellm sig. Men
dekotn var de alle enige, at aldrig sorben bovde der
lydt et Vidneslmrd saa ophejet, saa herliqen gennems
tkkengt As lsellig Visdom som dette i Dag; innen Zinde
tilsorn lmvde Gnds Aand med saadan nimodstaaelia
Vaslde talt til dem gennem et skrsbeligt Menneskes
Mund. Man lmvde tydeligt sornunnnet, at Massen sra
det hsje dalede ned over hom, opsyldte hom, rev ham
med sia burt sra den skrevne Prasdiken von Lassennlteih
— og indgav ham en Nigdom as Væld og Trinken en
Gave til lmm selv saa vel som til Menighcden Hang
Emne havde været Forholdet mellem Gnds Nige og de
jordiske Niqer, med særligt Henblik paa det nne Eng
land, smn de var ved at bvgge op hernde i Urskovens
Vidder. Og da ban ncermede sig Taleng Stumm
var han bleven syldt as en Prosetiens Aand, der betog
ham saa ganske som i Israels Dage Proseterne as Her
rens Hug, naar de talte, estersom Aanden bød dem:
men med den stote Feststel, at medens der sra Zijjon
havde lndt Tugtens Okd og Gud Herrens Strassedoms
me over dei utro Fell, — var det blevet ham beskikket
at sorjeette Herren- det uye Postens Fell en herlig,
velsignet Freie-Mk Ren kenne-n bete han« Tale havde
man kunnet htt- en ·M- svtstmig Understrsm as Be
im, de- siaeknqt kizm Im- W var-Wen- m
smnt at MM WIM Ik sa, Usesom de
hat-de html sae- ksh M Inn W dem indeiliqt san
shoukkkeknudewdedeukdm Um over still
missen fra dem, — og nu havde han W en W
Forudfølelse af, at han om en liden Stuud M ds,
og deres Hierter var bebt-bebe Denne deres M
at Prcesten stod paa Grænsefkellet mellem her og FMGQ
havde for-get hanc- Tales Virkekraft: det tyktes dem ret.
sont om en salig, frelst Sjcel paa fin Flugt mod Himleus
luse Land i et sidfte Nu havde bredt sine ftraalende
Vinger ud over dem —- saa de dvælede under hanc
Vingers Skyaae —- og fkænket dem en sidfte Gyldenhsst
af det evige Livs Ord.
Saaledes var det altsaa komme-i dertil for Pastot
Timmessdale —- som det i Reglen gør en Gang for
hvert Metmeske, om end dette førft senere hen blivet
sia det bevidst —— at ban havde naaet sit Livs Heide
punlt. Sau stod i denne Stund paa den sverste Tin
de, lmortil rige Rand-Hemmt arundig Lcerdom, begejstret
Vestalenbed og uplettet Ny for Levneds Renbed kunde
lneve en Kirkeus Tjener i NyiEnalands førfte Tib, —
en Tid, da allerede dette, at en Mand var Prceft, i os
for fia ftillede bam paa en opbsjet Plads. Saa vidt
var denne Mand altfaa naaet, da han efter Gudstjenes
steiZ Zlntninq sank ned paa Bedeskamlen og bøjede sit
trastte Vom-d, — — men uden for ved Skammens Sted
med Nabestokken ftod Elter.
Og det røde Meerke flatnmede paa bendes Brny
Ved Kirfens lldaana lød atter Tropeternes Skings
ren aa det taktfaste Fodslag af Soldaterne, der skulde
marchere i Spidsen for Processionen hen til Raadhus
fet, lmor Jestiviteterne fkulde assluttes med en officiel
Middag.
Liaesom før kam de gaaende, alle disfe statelige
Skikkelser, Vyens vwrdige Fasdm LErbødigt veg Falk
til beage Siden faa der blev rmnmelig Plads for Pro
cess-sinnen. der droa frem Stridt for Slridt: Guvernsi
ren, Naadsherrerne, Entbedsmwndene, Menighedens
Wldste de lmjasrucvrdige Herrens Tjenere, ag alle de
andre bøie Oerrer og unselige Mcend. Da det hele
Optoa var naaet nd paa Torvet, blev det hilft med hsje
Huldeftraad Derinde i Kirlen havde man haft svætt
nok ved at holde Begejstringens Udbrud tilbaqe, — men
herude i det fri, her maatte det frem og ftige brusends
op imod Asuds klare Himmelhvwlv. Aldrig ftlr havdc
der tm NniEnalands Jokd l)wvet sig et Hyldestraab Tom
dette, oa aldrig bavde der paa illa-Englands Jord staa
et en Mand, bvem større Hæder blev skcenket end denue
Prwft i denne Stund. ..-"·
Da han? «k
Lande der fia mon ikke en Straalekrans om baut
Dom-öl- Vehøvcch man egentlig hans Fødder at tros
de Jordens Stim? Kunde ban ikke bæres paa Aandent
ftcrrke Vinaer, liqefom ban bares oppe of deres Tillid
on Kasrligbed2 Esterbaanden som Række efter Række
af Process-sinnen fkred fremad, vendte alles Oer sii
mod Brut-sten, alt som han kom ncet nok til, at man .
knnde steer bans Anfigtstrash Da ftilnede Mccngdens
glade Raub og blev til cengstelig Hviskem fremkaldt vck
Synet af bans dødsmærkede Skikkelle Hvor faa han
dog bleg oa svag ud, —- just i Dag, en Dag rig pas
Seit for hom. Hans Styrke, eller rettere sagt: den
Aandens vceldige Kraft, sont havde holdt ham oppe faa
lwnae, at ban kunde naa at forknnde det ham bettoede
Guds Ord, eftersom Aanden qav bam at udliae. — des
Kraft var veaet fra ham nu, da han med Trostab havde
fuldført sin Tjenefte. Den Glød, de nys havde set llge
i hans Aasyn, var slukt lig den sidste Flamme i et uds
bwendt Baal. Hans Anligt bar Dsdens Præq met
end Livets: oa more lig en død end en levende vaklede
Von kraftesløs srcmad, — tbi fremad vilde ban, og der
for fegnedc han ikle. — En of bang Præftebrødre —
det var den gamle ærvasrdige Paftor Willen — lagde
erke til bans Tilstand og ilte ben for at støtte band
Med bwvende Lasbexy men bestemt asslog Paftor Dirn
mesdale at modtage den gamle Monds Arm. Hat
vedblcv at gan, — fremad, — fremad, —- ban mindeds
ganske om et lille Bat-m der anspasnder sig af al sin Eb
ne for med sine nimmt-, vallende Trin at vinde frem
til Mode-es aabne Favm mod hvilke dets Øfne uftai
vendt lügen . z» »Ist-sum
Nu — nu — et Par sidfte svage Skridt — og hatt
stod liac over for Skafottct, Skampladlcn, der, hvok
Este-r Prmme bavdcs ftaaet til Spe oa Spat, vkisgiven
alles foraatvliae Blika —- bin Moraonitund for længa
lasngc fiden, na«doa rt Sim, dar aldriq var fvundest bem
af Mindc i hole dcnno qrniuldcs Tid fiden da. Og fe!
—- ——-nu ftod Eiter disr mod lillc Verul Und Satmdm
—- Jkamtmncst flammpdc Vaa Vmitht
Her lslrv linn staat-»den Musian spillede videtr.
en vanmøss Nimmt-O til lwis Toner Procossioneu
dtoq ironi, —--- de kaldtks oglaa ad ham, —- kaldte bam til
Rest nq Aste ----: nusn lust. iuit her blcv lian fmaondpl
Msllinqbarm sum mod Vetomring bade iagttagä
bam, farlod nn sin Plads i Process-sinnen on aik lieu til
Paitor Mannes-Mich sum øjcsnlnnliat Var links vcd at
leanc am. Mut der kam et Udtrnk i Prwftcnss Øinz
soni fil Kindern-km til at viae tilbaqe, skønt ban ellerc
ikkc var den Mand, dcsr adlad ot Mik. Falk faa imids
lortid til, midrcsndc oa betagan De nimm-, at Privstrns
lcqtsmliao Kraftcssløsbcsd var ikktm en Fale af m ist
Vidnosrilmrd am, at Aandons Kraft inldkonnmss i hans
Skrøboliabcd.
Hnn vcndte fia imod Skammens Plads. bredte
Armcne ud oa fagdm »Ein-n kam herbe-n til migl Oq
du, Befol, konn, min lille Pige.«
Dcst var et saslsomt Blit, hvormed ban laa paa dem.
— et Vlik som et døende Mennelkes: men der var tilli
ae noaet paa en Gang smt oa feirsstolt deri. Bat-tust
ilte bon til bam mcd sine eiendommelige, lette Fied, —
oa kroftcsch sinc- Arme otii bans Kna-. Ogiaa Eiter mus
mcdcs lia, men lanalomt, lom om noget tvang hende der
til tvasrt mod bendeg Vilie, og da him omtrent var Ica
et hen til bam, standiede hun.
J dette Øjeblik Ins-d den gamle Roger Wus
worth frem igennem Trcenglelen, —- han lignede et
Markets Uaand, der iler til for at hindre sit Offer in
at frigsre lia. Gan greb Præften i Armen oq W
de: »Men Menneske doq, hvab et det, du hat i M .
— det er jo Banvidl Lad den Kone gaa igenl Ins det
Bat-n vækl Dei stal not blive qodt alt sama-us M
bog ill- Smudg paa bin equ Urs- lsa du sat- is
Bunds lom en vanæret Maul-. India- lHtm ieq
ga. Eva vil da vel ists Muse des billige W
anry « "
