Det nammendc Bogftav.
Nathcaiec Hawthotue
Pan Dunst ved
Geo. Jul. Sich
(Foktfat«)
To foudc CAN-: »R« snv Aar sidctt, So tsi tatth
vesd fandt du for qodt ot smvriftk mig et Taussucdsslofi
te med Ocninn til dit on mit tidliqms Immele Tcni
gotm var bin Monds Liv og Ast-e i din Hamm, san km
snntrås ists-. at im tnrdo qng andcst end tie, fault-disk sont
du foklmmtc dot. Ton var dcst ikke »den tnnqc Ilnclsisr.
at im sorpljgtchc miq brrtilI tbi im ljavdc nilsrudt al
Forbindrlsc mcd Mermisme on sknldtc ingcn unget;
kun lsmn alone hats-di- jrg m Pligt nvcsrion og en indrc
Stcmmo faqu min. at im sum demu- PligL mmr im
gav dcst Laste. du fordnsdu Etdm da lmr du vnskct den
of allen der smr ftcmct dcnnc Mond nasmcest Tu lcvcr
Tor out Tor mcd lmnn du folget lmort cnesus as lmns
Skridt Hmd pntcn lmn forwr clICr er must-m Nat cllcr
Tan. nltid cr dn lmm ums du ndspioncrcr hatt-J Tanfcn
du anwcr m imm- i lmnsz Hjertcn du hat tagt din
Oannd tnnzn ma han« du lndcr hum lnusk Tag M
Tødmh H den tmwh bitte Tod« Lg bog ist-d lmn jka,
hoc-m di- est Tettr lmr tm ticst til, ou im immer for,
at W saalcdcsk her sormadt den unsin- Mmtd i Vec
dm bvcm im tnndc og vildc vaer tro.«
»Du tmvdc intot anq, du var tmdt dortle sourc
dc Rom-r Chillnmnnsrthz »Im-J im blot lmvdr mit on
Finger nd. var den Mund Nonen sturtet sra sin Pras
dikvftol ncd i Oundclmllct oq distrftcr nun-liqu Llntmct
ou i en Amme-A
ist
hat hævnet mig, kan jeg ifke gjtc det;« og mcd et ondt
Sniil lagde hau sin Finger paa det.
»Der Lar luronct dig,« suakcdc Eiter Prytma
,...Tet tcruttc jesg not, at dct vilde gørc,« sang LE
gen. »Mo» lwad er det saa, du oil mig anaaaeude Priv
sten'.-" ,
»Im maa aabcubarc ham Zagen-—- Summe-unang
altsaa ogsaa din chinieligl)cd,« svausdc Eiter beste-int.
»Don maa so dig i dit sandc Lug-. Huad Folgen deraf
blivet, ved jeg ims; meu den Fortroligliedggceld som
jcg lustige hat styldt hatt-, — cha, sin er vlcvet lians
Ulyka og delcrggclsc, den Wald skal omsidcr blive
betalt. Du lmr ham i din Mast for saa vidt, sont du
lau nedbryde hans Ærc on hatt-I Stilliiig, ja, maasle
ogsaa lau voldc lieu-:- Død. out diu Hu smar del-til.
Da ika heller kan im —- lwem dcst rede Efamtcgn
hat ovtugtet til Immle om saa Hicrtct krmuper sia
not saa lsaardt denn-d —- ikke heller kan jcg se, twad
Nlasdc lmn lundc have as lasuqerc at two rt saa gru
iuldt Uiv udcsn Maal og Med; saa im ital ikke neds
vasrdige tuia til at anraabc dia am Barmhjcrtighcd ior
inmi. Gør mcd baut, sont du wil! Tor lau aldriq blive
uogct godt for lmm, tsi heller for mig, ei heller soc dia:
og ior lille Bei-ist blinkt der heller aldria noaen Lytta
i Verdan Tot er lsaalilosi alt samtin Tcr csr ingon
Vci nd as dettc srngteligc Mark-A
Der var noact ovlwict over Ein-r oa over den For
tvivlclsc, sum lnm udtaltc. Rogers Ciiillinmvorth tunde
ilke undertrnkkc on Falelse as Brandt-ing. oq lian sag
de: »Ja-g er nasr visd at mike dig, Einst; der var Etoi i
dig til noact statt. Maasse, lwis du tidliams i dir Oiv
havdc mudt en Flasrliglied der var brdrc isnd min, —
ja, maaslc al denne lllnkle saa ikle var slct. ch nnkcs
over dig ior del Sude-, sum Var i din Natur-, incn som
im er dienen ødct.«
»Ja, feg hader l)am,« gentog hun, endnu meke
bitten end for; ,,lmn hat dedmget mig: l)an lmt disse
lig forsnndet sig fvurere iniod ung, end jeg imod lsamf
Hnn knldte nu Wo sin lille Plge: ,,Bernl, lille
Bernh lnmr er du«-« Vernl lmvde ika savnet Morskob,
Inedens llendeiö Moder talte med den qamle Mand, der
santlede Urtek. Tln liendecp livliqe Sind on rige Opfins
delsesevne flog nldrig sejL Korn lmvde lntn Tom vi
nasvnte, koketteret ineget ivrjnt med sit met Billede
nede " Vandpntten, og da lnm fnndt nd, at den Bernl
dernede den nlliaevel var en l"edelin, lmirteliq en, faa
fnndt lntn pnn at lade Bande of Birkelmrh sont lmn
bereitet ladede nie Eneglelntfe, on lntn satte nis: Flete
drlftige Zkibsforetagender i Nnnq nde paa det dildes
ne Hau, end nogen Lebtnand i Hin-England Pan den
Tid vilde lmve vonei. Lsken Einrftepukten as Handels
flaaden led Ekiubrud tast inde ved sinnen — Inn fan
mde lnm en lenende Notle sont lmn sit fat i ved Ha
len; lidt eiler Inn lnm en Eofljerne til Junge-; en en
askel Vandnmnd traf hun ev on lagde den i Zolen til
Tat-ring. Lan tog lmn nonet ns alt det lwide Vølaes
stunk sont brasnnnede Hansmfkem laslede del op i Luf
ien on lols selv lvuqefter not san let von Tan, for nn var
det blevet til ftore Enesnncn sont lnm vilde fange, før
de naaede Jorden Nu fna lnm en Flok Ilkoager dg sam
lede sit Forkllede fuldt af Zinnen-ein sum lncn lned for
bnvsende Trasfslklerlied strittede ester Etrnndfxmlene,
idet lmn spraqu im Eten til Zten for at komme dem
nnr not·.
»I
med Bogstovet, —- det er Mrligvisf for
ricts Skyld.«
Jngcn Sinde før i alle dissc Aar var Eiter Ppy
nc Dogct udcn om Sandhedem —- ærligt og redeligt
tmvdc lmn nisdkendt iig sit« Brwndcinætke. Havdc dettt
end fnoet nimmt ug tue-get til at viInc i hcndes Hinte.
-— Landtde lmvde dct indtil dcnne Stand lært
bcsnde at unsre tro. Mbn i dem Lieblik var hun dct site
Tcst for Beer san jin-Ihm- Prasq af Alvor veg nu«
hurt, ng dct gamlis Zind dukkcdc attcr frem i hendr.
Most sclve Exiørqcsmnalcne vilde sum dog paa inge
Mcmde lade faldo. Roglc Gange paa Hjetnvcjen gen
tog htm Spøtgsmaalcnm ligcledes mens de sad ved
Aftensbordet og sent-Un da Estcr var ved at klasde hende
of: — ja, endda eftct at bun havde ligget en lilleStund
i fin Sum, san Este-r must hun allercde var falden
i Søon, buscde bun pludselig frism igen med sitSpørgss
munlt »Moder, lwnd skal det Bogftcw betydc?« Og det
smm troldagtiqe Drillesmil alimtedc i de møtke Øjnc
Mrfte Morgen var dct første, hun gjorde, da hu
vaaauedcs, at stikko sit lillcs Dukkehovrd from af Pudeme
og Lage fat pack Zwmsmaalme fra i Gaarx ,,Mor!
Mker lmnrsor holder Vrassten Haanden paa Hiertet?«
»Ni- ticr dn stille! Fu! din unrtige Pige!« fvarede
Eiter san strcngt. som hun aldrig før bade talt til
Bin-not .,.83Vis·:- du mt ika tin stille, sao bliver du put
tcst ind i dct morko Kammer-A
«Tet dande tnaaske endda vteket bedtc sanlede5,«
sagde Eiter.
»ij lnsad Forteka dar jea saa ajort dami-« sdurai
te Roaer Chillinatvortd. »Im kan da forsikre dia, Eiter
Brunne, at innen Kotige, kwor riat ban sna end havde
betalt derfor, litnde have tobt den Pleje, sont jea hat
Idslet vaa den elendiae Priest. Hois ikke jea hade be
handlet dam, vilde hans Zle have fortan-et fig selv
med alle de Pinsletz dan lider, og det i Lebet af mep
pe to Aar siden den Gang, da dn oa lmn inndede sam
men. Hans Ftarakter nmngler gansfe den Inn-km der
stnlde til for at beerc den Vorde, sont du hat danken-—
han tunde saa vist ifke ltave baaret det lnetøde Vonstan
Aals, hvjo jea eilde tnnde jea fortaslle diq nonet, fom
jeg ved om den Tina, —- naa, men —! lwad fea vilde
siae, var dette: iea hat ajokt for bam alt, lwud menne
stetig Magt fornmcm At han overbovedet Lan trwkke
Beil-et endnn on trnbe omtrina paa Jokden, det san
han ene oa alene taske mia sein«
»Ak, var han blot dod ftraks denaana, —- mang
soldiq bedre davde det været for ham!« ndbrsd Ester.
»Jo, der sagde du ket,« raabte den aasnle Roger
Cl)illingwortd, og Helvedesilden fra hans Siæl alsdede
ubnggeliat i han«-s Ljne »Bei havde veetet dedre for
hom, om han var dod sttaks dengang: tln aldrig hat
noget Mennessc lidt, dvad ban hat maattet lide, og det
endda i sin DIdssjendes Paainn Han bar lasnge haft
en instinktiv Zorneimnelfe af, at der over ham tnaede
et Menneskes Villie oa Attkaa til at bringe bunt For
bandelse paa Forbandelse. Han er sia devidst, at en
Fjendedaand civer eg slidet i hans Hiertetoddeky og at
der altid et en, Iom med nnfigne Blikke fsger efter det
onde i band Sjcel og findet det, ihvor godt det end er
dulgt. Hon ved iste, at den Haand og de Øfne bsker
mig til; overttoifk sont sine Kaldsfasller bildet ban sig
ind, at non er bleer aivet i Dicevelens Vold for at
makttes med stngteliae Dromme oa Tanker om evig
Fortabelfe, — for at pines uafladelia med Santvittigs
hedana on daabloe Fortvivlelse iom en Foksntaa paa
det, sont venter denn hinfides Graden. Ja, fandelia,
han Lager ikke feil: en Die-del er hatn ncer og hat ver
tet det trenne: en TicedeL hvis eneste Odgave er at sor
gifte bang Sjcel og sauledes at nnde iin Hævn Denne
Viertel-»den et min! Engana for lænae iiden var jeg et
Menneste oa ejede et Mennessehjekte; men nn er jea
helt en chevel og lever ndelnkkende for at oolde dont
unstadelig Knatt«
Medeas den aantle Mond ndtalte diese Lkd lsfs
tede han sine Hasndet i Weiten oa der stod Nædsel af
nmlt i bang Eine: det var, iom om dan bavde saaet
Øje paa en riedfelsfnld fatanifk Stiftelfe, hvem han it
ke knnde gentende, ——» oa denne Stikfelie var i Viele-lia
heden bans eget Billede, afipejlet i hans Ord. Tet
beendet stundom et Menneske, — men med Aar-s Mel
lemrunt og maaste tun faa Gange i Lobet af et belt
Liv, — at det i et enefte Nu set sig 5elv, sit eget Hunde
Jes, den inderste sjwlelige Kerne i dets Personliglted
Ulntkelig den, der do maa mddee, sont den aasnle No
qet Cnillinawortb rwddedess Tvi ban baode iifkert al
drig for set sia ellet noget and-et Virfen med Mennestes
navn se iaaledes ud. —
Ein-r lugdis Masrle til den qumlls Mund-I Lllll
og sonde: »Mu! lmr du da llkc pint hat« not nuf Our
lmn Mr lusmlt jtildt nd dcsn (S'-a-ld, lnn fknldlc RAE-'
,,:lc’c1", loasrtlmod, lmn lmk fu« somst Mældcn til
at Dolfcs,« spukt-du Tasse-L Lg Nil-den i lmnz Ljnc
Umriss-, iaa cht stumlcs Møkkc lagdc im alter tungt over
hont. »Ein-n lmfter du mju iot ni Aar sichs Alle-rede
dongang var jm l Ame-ti- Eftemnrx alle min Tage hav
dc must anvendlc til nloorligt, fllttigt Fludimnz jea
havde lcvct tankctigxu roliqe Aal-, Modi- nidlcrkt arbei
det for at udvidc mjncs Kundstaber oq ogsoa mdtasrt
for at gavne mine Mrdmclntvstck, -— om end vol dette
sidfle for mig tun var dct miner l)a»fc-nlligc. ancn
san have levet rt merk fredcljgt oq lirødissrit Liv, end
mit vak, og lau Mcnncsket havdc indtil da bcvist Mon
neskcheden Iaq ftote Tjenrilctz sont im lmvde. Hilfst-r
du det, Eilet-? Du syntes nimm-, jeq var toll-, mksn im
var dog alligevel en Mand, dcr havde Omsotg for au
dre og ktasvede lidet for mig felv: ieg var vcnlig, wr
lig og retftktdigx og var jeg end ikke nagen kærlig Na
tur, faa var jeq l alt Feld tin-fast Er det ikle sandt?
Var jeg ikke dengang en iaaban Maul-W
»Jo, du var m lallt-an Mand, og mal-sie bedte
endda,« sagde Ester.
»Qg hvad er jeg nuW spurgte ban oq iaa hende
lud l Anstand medens al hanc Wertes Ondstab flod
M i hqns W. »Na hat alle-rede sagt dis, thd
its er. In Die-nett oq hvem hat qiort miq til den«
»Ist her leg-' nur-d cslet aussah-: »de! hat leg
memufmhmxpmhvotforhardndalse
W dla m miss«
»MWIIIWMU1Mde
Ists-, M spie- Wz Jovis M ist
»Im unrei- oniaa over dixi."« made uner; Hm
Unless oner dig, furdi dit Sud lmr iomiidret din im en
flog un retinsrdiq Mund til en Turm-l L, vil du doq
itle endnn, niens Tid er, udrenfe det as din Ital, og
alter bline et Meinieile, ein ille for innig Ztnld, san
for din men. Zilainl Lg oderlnd det til Wid, oni luni
ndetinere skal strener Jen inqde for, nt der tnnde al
drin dlive noget qodt, livisrlen ior heim, for din euer
for min, — og don — in! der lnnde endnu time-J dig
noget godcy —- dig nlene; tlii dn bar lidt den dnlseiie
litt-L oq du hat det i din Mnat at tilnine, um dn mi.
Lad ille denne din lierliqe Forkettinlied nbeimttet!«
»Ti stille, Eiter, ti fiillek« svnrede den qnmle
Mond merkt og barst. »Im link det ille i inin Mnnt at
tilgive. sanledes sont dn meinst Min gnmle, lcvnnst sor
glemte Tro nender tilbnae til niiq, on den Aiver niig
Fotlloring von al vor Fast-d on al vor Ve. Da du
gjotde det fskste Stridt ind pna Sande-is Vei, lande
du det lørfte Its-, livorat nlt dette onde er voll-It op.
Men alt, livad der siden bin Stand er flet, bei-or vaa
den himde Umge, nlmnharline Stiel-ne J, sont bar
tteenlet mig, bar ille derined i on for lin vaadmget ier
nagen Syndeslnld: tlii hvnd er Znnd andet end Jllu
fion, —- cn billedlig Jklnsdning of det, som inaa hæns
de, enten vi vil elli» ei? Eiheller er ten djcevelsl og ond,
fokdi ieg hat tnget nein en Tjnsvels Gernina paa over
tor dam. Det er vor Sirt-Ema Eilet-, vor iernliaarde
Skran Giitblomsten man Mondes-, blomstte on bin-e
Fragt foin dens Natur er. Tlii vandre dn nu dine eq
ne Veie, og asre overtor dette Meniiesle, iom dig int
les bedft.« «
Han giorde en aivifende Beim-gelte med sin Dannd
og nnv tin atter i Ftkkd med at samle Lasneplanter
XV.
Eiter og Bett-L
Saaledes itiltes Roger Chillingwotth — Monden
hvis onde Ansigt prasgede sig liriiqere i Folls Erin
drinq, end de holdt ai, —- faalede ftiltes han, sont med
Rette benwvnede iig selv en Tnisvel i Mcnellesliltclle,
tra Eiter Prinme. Don qil ntter fin langfonnne Gang
toroverbsjet med Vliltet kettet iinod Jorden Ai en
til butlede han liq ned og pluttede en Urt eller gravede
en Nod op, og lagde den i en Kum, soin lmn bar ima
Armen. Hans lange-, grau Stieg tnnde nassien non til
Jorden, saa forovetbsiet var lians Gang. Eiter iiod
en Stund og stircede efter dani. Onn fnntes nirsten, at
det ipæde Gen-T der nu i chniden var begnndt at
nippe frem, maatte visne under lians Føddcr. saa at
hans Fodspor blev kendelige sont ailvedne brune Plets
ter i det stille Grimfveer. —- Hvad mon det var for en
Slags Urter, fom den gamle Mund var faa ilitig til
at lamle? Man der ille vaa etlivcrt Zted, hvor lianss
Blil ramte Jorden, vilde votie giftige, hidtil nkendte,
iordasrvelige Plonter frem? —- Hvoc mon han nu gil
ben? Man lnnde nassten vente liq, at lian nu plndielig
vilde limle ned i Jotdeiu iaa at der tun blev en gold
vislen Plet mi, —- nien til nwlte Aar og bereitet hvekt
Foraat vilde der der gro en Overdaadiglied af de al
lekgiftiqste Natltnqgen Bulmenrter on alt laadant tor
dærveligt Ukrudt. Ellek nwn linn ilte pludlelig vilde
lolde et Poe Vinqer nd, store, wlle Flanermusvingek,
og flyve bott, bassliqeke og hassliqere at le til, jo blicke
han lom til Pejkös
,,.Lwnd entesn del san er Fund cllvt ej, saa tmdcr
jeg dvt Mcncussl(·!« ndbrod Eiter Prmme bitter jdct
bun stod ua san cftcr lmm
Htm vcbkcjdcdo W stslv demn- Følclfu mm hun
hmdc iklc san Vuat nusd den. Onn prømsdc drrpam men
kom san til at til-usi- xmn des las-mit sorfmmdnc Time
oka i dct fjckms Lnndt lqu mindcdcssty lwotlrdrss tmn
ved Aftrnstid plrjedo nt konnnig md im sit ofsidrs be
liqgcnde Studrrevwnslsc oq scrttr fia hos bcnde vod
Arneilden for limsfom nt bade fia i den Los-Maus der
udgik fra hans unge, snmkke Buhl-us SmiL Han saqu
at det trwngte han til, for at ban tundc faa tset ov nl
den isnende Kulde, fom de mange ensomme Time-r fvlds
te i bans Ojettr. mcns han fad bestünde bsjet over BI
gcrne. Gan kunde nu flet ikkc komm-, hvorledes bun
bavde kunnet lade sig ovcrtale til at ægte hom: knm
fnntes, at det var hendeg ftsrste Bude, at hun nogen
Sinde havde taalt og gengældt bang lunkne Ægtes
mandskætlighed. Og det mente bun nu, at Roger Eth
1ingwokth hat-de svet en usseligete Færd imod heut-e
md hun og Prassteu havde jvet kmod haft-. Thi han
den gamlr. erst-tut staat-, der kendie Herden os tend
Le UIMIWO JEW W pas et Abstuka da hens
M Mitte M W W Wiens-, M holde til
in kapu- sin W Und-m M bou- madm
le sidst toa man sia sur at samle sorskelliae Zlaas
Tang on lanede sia et Liobaand, en Kanne og en Konei
Inte, san par lmn tlirdt sont en lilte .Lm:s·«r11e: det sjdsle
Etntke as Etadsen lanede tnm as Vandeltana Tet var
en Esterlianjna as det ildrode Voaslan sont Moder
bar naa sin Brnsksmaskke Tet var Tlskeastaoet H. det
frnateliae Boasmo men denne Mann var det i Tannen-s
frisch nronbrune Faroe Ta Var-net harde saaet den
Etadcs sat vaa Vmsut san lmn ned nan den en trenkte:
»Man Moder nil snorae mia osn, hvad det betnder?«
J smnme Tjeblit børte lnm sin Moder kalde: nun
tløj as Eted saa vmoer som en as de snma Terner, og
stod j samme Nu meaet velfornøiet soran Ester Prnnne
oa neaede med Finaeren vaa den Stadt-, lnmrmed nun
havde smnkket sit Brust.
,.Vernl,« saade Eiter ester et Dieblitss Taoshed
»det arønne Voastan der vaa dit ljlle Brust betnder
ikte tman med oed du, Varulillch lwad det Voastav
betnder. som din Moder er dømt til at gaa med?«
»Ja, Moder. det er et stort H, det kan jeg jo sra
Haneboaen.«
..Men oed du da itte, mit here Varu, bvorfok din
Moder basrer det?« spumte Ester.
»Ich fo vist,« svarede Vernl og sendte sin Moder
et straalende Vlik »der er io as samme Grund, som
Prwsten holder Oaanden for Hiertet.'«
Ester smilte lidt ad Barnets Soar og spurgte:
»Wer-for aør ban da det?« Men i sannne Lieblit tom
hun til at indse det ubetrenksomme i Spørgsmaalet;
nun blev blea oa fortsatte bastigt: »Meu bvad bat det
Boastav dog at asre med andre Hierter end mit?«
»Ja, det ved jeg virkelin ikke, Moder! Nu bat jeg
fortalt dig alt, bvad jea vidste,« sagde VernL og der
laa en scrrlia Alvor i bendes Munde at siae det paa.
»Du maa helle-te sporae band den gaknle Mand. som
du talte med: maaske ban tan sortcrlle dia det. Men
sig mia nu, søde lille Moder-, — for jea nil saa sorfæri
delig gerne vide det: Hund betnder det store H? Boot
sor aaar du med det vaa BrostetZ Da bvorsor holder
Praesten sin Haand for Giertet?«
Hun tog en as sin Moder-s Heender mellem beaae sine
og saa bende jnd i Linene tned en Alver, der elleks Var
ret sfcelden bos bende. Den Tonke stød op i Eiter-, at
Bat-net nu maaske søate at neerms sia nende i barnlig
Fortroliabed oa ajorde sit velmente Forsoa paa at
tilvejebrinae Samfølelse og et inderliaere Hjerteforhold
imellem dem. Hun kom liaesom til at se Vernl i et nnt
Los. Hidtil havde hun so mest nkødt Avrilbaknet og
Aprilssindet i bendet men nn kom det bende saa alvors
ligt sor: maaske Verni, tidlia udvitlet, som knm var,
var ved at naa den Alder, da bnn kunde blive en Elaas
Veninde sor sin Moder oa modtaae saa meaet as ben
des Fortroliabed sont det oilde were ret at skasnke ben
de under Hensnn til, at Vornets Fantasi maatte beoares
ren oa ubestnittet Der var dea ntnivlsomt Folelser
gemt i Var-stets Vrnst: bidtil bande de mest vist sia
start-e oq ubebaaeliae som Fasten i nmodne Æblert
men nanr enaana Hiertets Frnat trtodnedes, mon da
tkte oasaa Følelseslivet vilde omsormess oa blive riat,
mildt oa blødt, —- det bedste og dnbeste i hendeiki Ka
taktee Ja, twnkte Eiter, trods alt det onde. mit Var-n
bar saaet i Am skal det doa aaa nnderliat til, oIn ikke
bendes Ildviklina kan ledes i den Netnina, at bnn bli
ver en qod oa fand KvtndeT
Jscrnlsi cimdmtnnclixscs Tillvjtslishod til m lndc
sin Tnnktsr krcsdsc musrina disk qnndcsnldp Amstan mr
smndis snn nt siqu mpdssdt. Te luxpdts snkslcst hernied. liac
sm hendps Venidftlwdssliv Nunmde Gier havdk tsdt
tasnki. at Nud smde aiwt Rumpf dmnc ndzmmodc Til
kmfelithd for dtsrimsnncm at lade Ilskndcrcsn lidc m Tisl
as den Stras, lmn horch sortjtsnt MM nldriq sor nu
bavde Esset tmikt sin, at Hub-I Ocnsiat manske nnk san
tnmet kundks vwrc den at skwnkcs bendcs Bannhsortighcd
oa Trost der-nett Mon jkke det var Vnrncsths Vesmnmels
se ved sin Tillid oq ømmc chqivcnlwd nt mildnc dcsn
Som, disk laa som et Jst-wka om bendcssii Moder-s Ost-r
tk, —- mon ikke2
Tot brusus i Estcrs Sind Tisse Tanker lød i dptte
sØicblik sna tndelia for hendcx som om de var bviskcst
i hrndes Tron. Og lillc Vornl stod stadiq der mcd sin
Moder-s Haand imellcm beaqe sinc, m sit lillcs Ansiat
vendt ovad: oa sdclia gcntoq hun sincs Zvomsnmah
.»dvad skal det Voastav Moden Moder? La lworsor
gaak du med dcst paa Brystet? Oq bvotfor holder Præs
sten Oaanchn for Hier-ME
Zscrldcnt bar vist noget Menncskr san inderligt
længtcs ester en lille sortrolig Ven, som drnnc atme,
ensommc Kvinde, hvem Werden bade sotskudt.
»O, bvad skal sen svare?« spurgtc Este-r sig sclv:
»sch! iea sorttklle bende, — nei! nei! og atter nejs Skal
des være Prisen sor mit Batng Fortroligbkd, sor dets
Deltagelse og Kætlighed, saa kan og vil ieg ikke betale
dens«
Sau ssrst talte Esterx og sauledes svatehe hun sit
Parn
«Min lille Bekyl beq, du lille dumme Pisa hvor
lau du doq sWe Wehe-f Der er san mange Fing
i Unden, sont en litt-, ssd Ase ist sptkqer um« cvad
W fes til Mk die-M III IIva its Im
Nil
Udr i den store, møtke Skon
Eiter Vrnnne omav ikke sit Forsast onl, at —
ln«nd der end sfnlde koste liende as Zniekte nn ellek
iremtidiqt —-« inldc lnin allineoel fortcelle Pastor Dim
1ne-:—do.le den oirkeliae Sannnenlnlsng nied den Mand,
sont lmode sneget sjg ind i lsanss Fortroliqlsed J slete
Tqu sogte lmn dog forgcrves efter at komme til at tale
nied einn, naar lmn soni swdoanlig vandrede sin ensom
me »Kann strandlnngis NOT-set eller oppe i Bakkeskoves
nden ior BiJskellet
Tet vjlde for Reiten ingenlunde lJave vakt nogen
Fomrzselie eller have inedført nogen Fare sor Præstens
aede Nimm oni Eiter lsavde lsenvendt sig til ham i
hang- Ztnderevasrelsu det lmode nmngen en angersuld
Ennder for ljende qjort og skristet sin Brode, ogsaa om
dens« Farvetone liavde det samme dybe Purpnrskcer sont
Esaer Ztasndselsziniasrlo Men hun var bange for gam
le Roger Clnllingwortbs hemmelige eller aabenlyse
Jndblanding, oq hun niente vel sagten-Z ogsaa, at naat
Pasior Dimmesdale og bun skulde tale samtnen, da kun
de de vel have belsov at vcere under Guds Himmel, ude
i det stie, lsvor de knnde drage Aandedrættet dybt. De
to niaatte tale samtnen der, hvor Hjerter kunde lettet
Zaa lmsndte det omsider en Asten, da Ester vaagede
ved et Sygeleje, hvorfra man sorgæves havde sendt
Vnd efter Pastor Dimmesdale, at hun sik at vide, at
tmn Tagen i Forvejen var taget ud i Skoven paa Bd
søg hos Jndianernes »Apostel«, Elliot, og den indian
ske Meniglsed, der sluttede sig om ham Han vilde ri
meligvis komme hjem den nceste Dag ester Middagss
tid.
Der-for vegav Estet sig tillige med Bernh — der
jo nødvendigvis maatte være sin Modekg Ledsager, en
ten det var denne bekvemt eller ej, —- den folgende Das
i god Tid paa Vejen igennem Skoven i Retning as Mis
sionssiationen Te tog Vejen toter-s gennem Noesset og
kom ind vaa Fodstiem som slnngede sig med mange seel
sonnne anter ind i Urskoven Snial var Stien og takt
stod den mørke Skov lang-J beqae dens Sider. Ku
nu on da lod de ranke Stammer med Grenenes teette
Flewcerk et lille Etykke Himmel til Syde; — Estet
kom til at twnke paa, at det lignede det aandelige Bild
nis-, Ulnkkens inørke Urskov, som bun saa lcenge bavde
vandret i. Tet vor en kold Graaveirsdag; inen stund-m
ton Weisen sat i det tnkke Stnlaa, saa Solen kunde sen
de et ler Knipve slnkkende Lusstraaler ned, —- og der
bleo snmn, sparsomme Lykpletter paa den Ves, de to
vondrede Men det gik altid saa nnderligt, at naar de
sind oed Vemmdelsen as en as disse Krnnminger, som
Vejen dnnnede og saa de smaa, frejdige Lysplcktet
der, lnmr Besen dreiede sin vna nn, saa nnttede det das
ikke lmor meaet de end sknndte sin, tlii de naaede bog
aldria derben, for den lille Lnsninq var forsvunden
Lq simtik niite den siq atter, lnnefuldt lokkende, et lillt
Ztnkse ioran dem paa Besen.
»E!I"«’oder,« sande lille Vertil, »Solskinnet kan ikke
lide din. Tet loher sin Vej ou aennner sig sordi det et
bange for noget pna dit Brust. Ze, nn er det der igeux
se, lmor Jtmnlerne spiller von Vejen lielt derbenm
Prøv at bliee staaende bei-, Moder, oq lad mig ljbt
ben og snnne det: for jeg er jo bare en lille Pigeh os
sen qaor ikke med noget paa Brystet endnu.«
»Tet lmnbek im lieller aldrig, dn vil komme til.
mit Vorn-« saqde Elter.
,,.«fworsor dog ikke det, Moder-W spurgte Beryl os
standsede brat, just som lmn var beqyndt at lobe· »Kom?
mek det da ikke as siq selv, naar jeg bliver en vokseu
Piae?«
»Als nn, Vornlillv,« spnrrdv Moden-m »Hu-W
diq oa sann Somman om ist lille Øiesblik or det borte
igcn.« As Etrd for Vernl i vild Fari, on Estek jagan
fmilendis, at bun virkelia noacdc at fange Solskinnrt.
Oun fwd m lo, midt i alt Lust-L qnistrrndc af Sol
ftrcmlcsr oa of Jvrinbed cftcr bot hastiqc Lab. Lyset syn
tess gerne at dvaslc bog Var-net, der for faa vidt oafaq
san nd til nt mtc on vasfcndc Logekammrmt for Sol
strnnlcr. Eftpr kom laanomt auacsnde ben imod Vequ
og var nn naaet lige ved Rande-n af den lille belyft
Met. ·
»Ach! nu gaar det fin Vej,« saqde Veryl oq ty
stedc bedrIVet paa Dom-det. »Nei, se blot,« fagde Oft-.
,,nu er jeg her fo: jeg kan tage i det med Hemde-IF
Men da bun prsvede bewa, forfvcmdt Socstinuc
»Kom, kære Bam,« fagde hun og saa sig omktim
»lad og gaa et lille Stykke hen i Skoven oq sidde M
og hvile ist-«
»Ja, men jeq er ikke Met, Nod-If MI
lille Pige: ,.men du man gerne fm Los til at Ist ,
til-t, hvis du vil fortælle miq en Nstrm«W.· —
»Hu-d stulde det viere for en Wi« M- -
cstrr.