Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, April 02, 1913, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Det flanfmcnde Bogftav.
Nathanicl Haus«-onst
Pan Tnnfk visd
Moo. Jul. Sirt
En Zlot ivrigt interesse-rede Pelilingc, der i Grun
den ikke sorstod noget as det hele —- udovcr dem-, at
det var detsor, de havde saaet Lov sra Stolen den
Formlddag —- lsb soran Optogct, idet de hvcrt Zie
blit tiggede om paa Ester, paa det lille lysrædde Ban
i headeö Favn og paa det sorsmædeligc Bogsmv pqa
hendes Bkyst.
J de Daqe var der ille langt intellem Fwngsclspors
ten og Byens Tom —- men sor Fangcn vor det disse
lig en kundig Vandringssætd Hvor rank lnm end gic
der med oplastet Hoved, led hun dog den bitrcsle Kval
soc hvert et Fied, hun traadtc; dct oar lnsnde, som om
hendes Hjcrte var blevet slasngt nd paa Alsarvej, saa
enhvcr i Hoden srit kunde trampc derpaa. Men saa un
dersuldt lsar Hans Vormhjertiglch dannct Mcnncskcts
Versen, at ilte i selvc Ojcrtcsorgonz Stnnd cuner vi at
udmaale Tybdcn as vor Rad, —- ittun den Ve, soin
sslger cster, viscr os den grant.
Detsor lunde Ester Ptynne bcvnre Scinnct as
Friinodighed, medens hun gcnnemgik dcnne Tel as
sin Skwrsilds Pine; og hun naaedc sanledcs l)cn til
et Slags Slasot, der lsavde sin Plads i Udlanten as
Torvet, paa Vcstsidcn. Det var onliragt san tin op» til
Kittcns Mut-, at dct saa ud, sum om det var nogclfast
med denno.
Dctte anfot cller Stillads udgjordcs en Dcsl as
hint Strossens BygningssvcrrL som vi vol nn i de sc
nete Slasgtlcd tun nenne-m den historile Ourklcsvcsking
bar lmft Lejligbcd til at Mke osJ lnslcndt nied, nnsn som
i gatnlc Tage ansaas sor at værc et ligc san nirtningss
suldt Middel til Frcnnnc as den sande Botgrrdyd, sont
i sin Tid Slnrprctterølscn antogcs for at unm- det,
dengang Nil-dsclshckrcdønunet bestod i Franks-im med
andre er — det var Gabestottens und-jede Stam
pladsx der lmsjstc dct Tngtclscns Rcdslnb, der var bog
gct sank-des nt dct omsluttcde Syndcrcns Onli- tncd et
snmrcnde Tim, og fault-des tvang lsmn til m holde Ho
vcdct vol-stet, — sna dot tundc blivc Umstand for al
les Mitte. DIJlsere Aledvcrrdigrlse lmr man aldrig ev
net at pnasørc Menncstvt end dcnuct at for-neue cn
arm Eyndlsk den Lise at sljnle sit Ansigt i Stumsnlcls
se; on just dem nat lslabestoklcsns frngtrlinc ZornmaL
For Este-r Vrnnncs Vol-kommende » sum for No
stcn rot sasvnllgt cllcrs —- lsd Strassen paa, at l)nn
slnlde ftaa til Stamme ved Gabestoltcn saa og saa
lckngly dog nden at spasndes ind i drum-. Hnn lmvde
saaet Visslcd dcöanqaacsndey on nik dorsor op nd Trup
pcn og lud sig sullcs nl Rom-, saalcdcs sont lsun stnlde
stoa til allntndcllg Vesinclscy onnrcnt i Mandslmjdc
over Gadcsn
Lck Hil« llukscl Akllllllcsl l Oclc Ocllc Llllkllh sulll
der altid eil raste det, naar det ene Menneske see det
andet stiller Hut i al der-:- Ennd dg Stank nied
tnindre Emnsuudet enaanq blivek saa fordert-den at det
stniler as slmt i Ztedet sor at gtue der-over. Te Men
nesker, soin var Vidnek til Ester Pennnecs Zornedkelse,
harte til et Eleegtlcd sdm endnu ilke lnwde tnistet Hier
tetirs Cniold Te var lmarde not til, at de nden at lny
lunde liave set hende blive l)enrettet, livis Donnnen
havde ludt saalede3, men der satte-des dem ganste den
Gretel-glich sont has senete Slcrgtled hat gjoet sig
gasldende, og som i en saadan Still-en til Ztne as et
snndtgt Mennesle tnn vilde se nagt-t, der tnnde gøres
Gern ai. in i evriqt, selv oin der endda lsavde vceret
nagen Tslbejelialied stemme bog Falk i Liletning as at
gere Leier, vilde alene denne Ilenddgerning liave vaseet
tilstrasttelig til at tue alt saadant og saa det til at d
lien i letideligt Alver, » at der vat- saa letnredine
Mit-nd til Etede sont Gnveknaken on slere as hanss
Rande-betten en Tonnnety en General og Bin-ne- weist
lighed; de oplwldt sig alle paa Gudszlsusets Saalegatig,
hvorsra de lunde se ned paa Stampladsen. Naar saas
danne ltsje Den-er overvcerede Strassens lldsørelse,
maatte denne aabendart vcete as en meget alvors
lig Veskassenl)ed: altsaa lagde man den mest dystke Al
vor tot Tagen Den ulyttelige Synderinde opbed al
sin Eicelssmrten al sin tvindelige Selvagtelse, for iltc
at lade sig slaa ned as alle de niange lwagse Mitte, der
tyngede hende sont med en saa umaadelig Tyngsel just
der, lwor de tusinde Øjenpae søgte hen og nisdtes, —
neinlig paa bendes stændselsmcerlede Bann; stundom
tyttes det l)ende, sotn tunde lnm nu ilte met-e holde
det ad. Hnn var en as den Slags ltjerteliat bemegede
og bevasgende Naturer, der itke er nied i noget ittun
til Haslvteth men energisl og uberegnende qiver sig helt
hen i det. sothillien sættes ind paa; i Overensstemmels
se used dette sit Natutel havde lnin belavet sig paa og
ssgt at tiltasnspe sig Usslsomhed oveksor alle den Slagö
gistige Naalestit, som, om end varieret i det ncndelige
— altid ndgør en Psbels væsentlige Middel, naar den
vil sorljaane Men der var noget saa langt, langt stim
teligere i den alvorssulde Hsjtideligl)ed, sont ska alle
diese Ansigter stirrede hende i Mede, at lsun langt hel·
lete vilde vcere Genitand sor dekes haanliqe Latter og
vrasngende Gebiet-der end gennetnisnes as disse stivnede
Ansigtees Knlde Hat-de de givet sig til at besle as
Lattek alle samtnen, — Mænd, Kninden ja ljver lille
scingrende Vaknestemme nied —- saa sknlde Ester Penn
ne not have væeget sor sig med et bittekt og soraqteligt
Stall. Men, sont det nu var, tnugede Strassens Tynqs
sel hende ned med saadan Vasldey at der var Øjeblitte,
bvor htm syutes, at enten niaatte hun give sit sokpinte
Hier-te Lust i et gjaldrende Veraab og stykte sig ned
sra dette Skæudselent Sted, — eller ogsaa maatte hun
ts- - -» .-..:h-4
Ist-c Its uucc I onus-sou
Men saa kam der Lieblikkr. da alt dem grufulde
tyktes hendc at svinde bokt fom gsalcnde Skyggetz og
i Siedet derive visie der fig for hende kct fom cn Vil
ledræsr. der qengav heut-es hele Livsfsrelfe, alt, hvod
der var timedes hende siden Bamdommens lykkelige
Dage. Medeas hun ftod der paa hin Elendighcds
Vorde, saa hun attek for sig den gamce Landsby det
hiemme, hvot hun var ishr og Barudomshjemmet —
en gammel Gutestun-d opmurct af Kampestem men nu
forfaldem Iaa den steeg of Armut-, medeng det halvt
fowitrede Vaabenfkjold oven over Pol-ten malende sm
" te at hævde det sowie Idelstalx Gan faa sin Fabr-II
Unstqt med dets Heipandg og det æwækdiqe hvide
Stem, der bslgende Wed- ven gmnmeldaqs Pibes
kenne estek Moden fta Demwinq cllfabeths Tit-. Gan
Ins siu Moder med sal deutet uteættelige, tmme Mee
UIIOQ M spefledk Ha i dense- Uustgt, faaledes Iom
dem havde sæstnet sig i Estets Erindrittg, og siden
heu, ester Moderens Død, mangen Gang var tundet
hende i Minde og hovde vceret hende et Værtt imod Fa
ret og Frislelser. Hnn scta sig selv sont nng Pige,
dengong hendes stiske Slønhed soldede sig nd og liges
sont oste et Lysvceld ind i det grimme-, tnatte Spejl,
der var det eneste, hun ejede Dg ltun san endnu et
Ansigt, en ældrende Monds, tned Videnskabsntandens
blege, magte chrk og nted tindendts thun der havde
slidt sig malte i Lampelyset gennettt nmnge Aar-s
Granslcn og Grublen, —- og sotn dog ejtsde en saslsonn
gennetntmsngende Erme, saa oste sont ltott lod dem
stue ind i en Menneslesjasl Denne Stillelse, der bar
Præg as aatelangt ettsomt Studium, dutlede i Ester
Prynnes Erindttng altid sank-des frem, at Krøblins
gens Markte-, ont end nok saa lidet, hvilte over han«
idet hans ene Slulder var noget leere end den andeu.
—- Dg lntn saa sor sig. i Erindtingen, en fretnnted
Sind tned sntrvre krittkellrogede Moder-, ntcd høje, grau
Hnse, ttted vasldige Kirler oq ofsentlige Bygningcsvcerler
i en scrlsont gantntel Stil; der var et nyt Liv begyndt
for hende, tnen samtnen nted hin last-de Mand, hvis
Legetne var sltrvt fordre-dean et tttn Lio - — nten al! et
saadant, ltvis hele Jttdbold bestod i gmnle sorvittede
Sie-ne og mosllasdtts Mttre. Mon til sidst svandt alle
disse Villeder lten, sont Minder lmvde stillst hende sor
Lise, og den ltnsitslitte Vtrltsliglnsd tmntvnng sig ltende
paattn; Torvet t den tntritmtsle Nnbngd alle But-us
Folk der nede, sont sitt-rede tned lnmsrsse thte op paa
l)ende, in, pna hettde, Esttsr Prynttts selu, sont stod
lter tunt dette Eltkndsttlensz End ttted et lille Vorn
ptm Armen, og nted dtstte grttsttlde Horizthtsrle lttende
paa sit Amst.
Vor det wirkt-litt snnth Hnn ltntgcdc Vnrttct ittd
til siq san heftigt, at del lltntledez lnttt sloq Eint-ne ned,
— nnd tmn dtst rode Voqsmth ---- ltttn lod sin Finger
rtsre tusd dist, for at ontsktnde sttt unt. ttt dtst nur Birke
liglsed
Jn, - del var Elktrltsljglnsdf Lende-J Born oq ltens
des Elttttt, det nor Lkirltslixtlted htsndtsss Eins Birke
liglted, - - tut lttsle del-J fretttttdtzte Jttdltold
Tltt tttt mr ttlt dtst sttttttlts titrlsämgttenl - —
l l 1.
Gestirndelfetr.
Jndekst I Mcennden san-:- en Jndianen tlnsdt ef
ter sin Etannness Vis: oed Enden as lmm smd en lmid
Mand, sont aatsentnm nur i Reine tned non-, on lwisJ
Klnsdequt beste-d as et neu-tean Zunnnensnrimn as
indinnske en enronnsiske Bestand-deli- skwiz Etikkelse
var lille, i lmnes Ansigt var nmnae dnve Inter, « on
allinevel san nmn stracks at Imn nr innen leinn.
Ilnsintstrirttems bar dene onc ein«-, sjnsleliqe Eimer og
om en d11b, indsigtfnld Viden, erlmervet gennent manae
Aarsss ihrerdig (t’-ranskning. Trods den tilsyneladende
skødesløse Mande, paa kwilken han hnvde ordnet sin
nensartede PaiIclkrsdnitm, lnlledes det hnm knn til Dels
at dølae en medfødt Legentskade, en Skævhed af ven
stre Sktclder.
J snnnne Nu, sont Eiter Prynne fik Øje paa den
ne Mand, trockene hnn kmnniagtiqt Barnet til sit
Vryst, sna vosdsomt, at den lille atter gav et lille
Klnnk sra fig, -— doa nden at Moder-en snntes at lcegs
ge Meerke dertil.
Han havde Mal-T da han kom til Torvet, set paa
nende, — men i Isrftningen ganske slygtiqt. Thi ban
var en Mand, lwijs Blik oste søate indad, og sont lidet
asnsede, ljvad der qik sor sig i Verden ude omkring
band —- naar det ikke var noget, der berørte den Ver
den, ban indeslnttede i sit eget Brust Men snnrt ken
dredes lsans Blit. det blev skarpt, sorskende Alle
Traskkene i hans Ansigt need sia samtnen i dirrende
Angst --« det var, som aled en Elanae cynsnart hen over
det —-— den standsede og blev liggende der, knn snnlint
i et eneste basnat Nu. Den voldsomme Sindsbevasqelse
skyllede sorn en merk Valge ben over Ansiateh men
saa lntrtigt qsorde hans villiestkerke Selvbeherskelse sig
gasldende, at blot et Øjeblik derefter, —- og han lagde
atter sin vanlige kalige No sor Tagen. Da ban meet-ke
de, at Efter Prynnes Øjne hvilte paa ham, og at hun
var ved at genkende hom, rakte ljan sorsigtiat, idet ban
lod, sont oIn han gjorde en tilsasldig Ver-kegele den ene
Haand i Beste-L og lagde Pegesingeren paa sin Mund·
Derpaa henvendte ban sig til den as Bnens Vor
gere, som stod lige soran ham, oa adspurgte bunt, —
hssligt, men med en vis over-legen Vwrdinbed:
»Vi! De owre saa god at sige min, — hvem er
den Kvinde bekannt-? Og hvorsor skal hun offentliat
staa til Stamme der?«
»F er sagtens srenmted her paa Egnen, kaste,«
svarede Vorgeren oa betragtede nnsgerkigt ham og
hans vilde Ledsager, »ellers havde J sikkert not børt
Tale om Missis Ester Prynne og hendes daarlige
Gewim. Jeg maa riatignok sige, at hnn hat braat
Skam oq Skcendsel over den sronnne Pastor Dinnness
dales Meninhed.«
»Im er frennned her- fknn Te cnenet rintig benmsrs
tede,« saade den andert, ,,viden mn nor jeq vandret,
sinnt vie-selig ikke af eqen fki Villie Alfkens ondt ek
timedes miq pnn Hat-et on non Landjorden, i long
Tid bar jen vnsret mee has Oedningefnltet i Indem
men nn bar Jndinneren der ført nnn ind, for nt jeg
Inn lebe mig fri. Hvis det del-for ikke er Dem til»Be
fveer. vilde jeg gerne høre lidt nnwnnsre om, bvori
Eiter Prnnnes —- var det ikke saadan De fande, nun
bed? — bvnri bendes Fotbrvdelfe beftacm og hvnd der
stnc states ved bende deroppe pnn Skafottet.«
»Saa gerne. kaste, —-— det skal jea saa gerne for
taslle Jer,« svarede Borgeren beredvilligt. »Den hænger
faadan samtnen, set J, at den Kone deropm hnn var
qift med en meget lastd Mand, en Engl-Enden —- nien
han hnvde i lang Tid boet i Amsterdam: detfka var
han san for et Par Aar stden konnnen i Tanker om, at
han vicde flytte, for at rejie over oa prsve sin Lykke
hos os andre her i Massachusetts. Sau sendet han
Konen i Forvejen, oa tsver felv for nogle Sagers
SkI)ld, sont han nsdvendigyis man faqe sia af. Nat-,
—- der gaar to Nat omtrent, oq imens bot Konen her
i Bestan, men Monden, den five-, lærde Br. Pwnne,
ladet flet ille hsre fra siqz oq sau, —- ja, faa gaar
det fanden, at hun er je en uns Kone, on da hun nu
var belt overlndt til sig felv, og ikke havde nagen til
nt made over fig, — fau, —- ia, J for-staat fikkekt nok,
hvnd ieg mener —«
»Am ja, —- jeg for-staat Dem,« — fagde den frem
mede med et bittert Sinkt »Gar- kætd en Mand, fom
J
Li-«
han var, — efter hvad De sum-Ellen —- burde han
have været klogere end som iaa. Men vcer saa venlig
at sige mig, —- det lille Born, som Missis Prynne
bar i Favnen, — det ser ud til at vwrc en tre——fire
Manne-der sammelt, — hvem er Faderen?«
»Ja — dct er netop det, der er det gaadefulde ved
Zagen,« svarede Borgeren; «og der fattes os en Guds «
Mand, som udrustet med Daniels Aand og Kraft kan
løfe Gnaden. Fru Eiter vcegrek sig Paa dct bestemtes
ste ved at tale ud, og Raadets Medlemmer hat for
gasves lagt dercs Haue-der i Blød. Hut-m Ded, — maas
ske staar den fkyldigc i dette Lieblit midt iblandt og
betragter dette Merketg Sitte, forglennnende, at Gnd
set hom, selv am Mennesker ikke Ved Vesked otn hans
Busch
Den fremmede smiltc ligesmn far: »Den lasrde
Mond but-de ielv komme og granste den Løndom ud.«
»Ja, for lpam iømmer dette sig bedst,« svarede
Vorgeren; »forudfat, at han endnn er i Live. Men det
var altsaa det, jeg var ved at forttrlle Dein, Herre, at
bores Øvrighed her i Masiadnisetts den iaa saaledes
paa den Sag, at Ketten var jo mm og«fager, og ljnn
bar jo nok unstet friilet svakligen, inden hnn iuldt; og
saa Inaatte man jo ogsaa tage i Betragttiinq, at hendes
rette Ægtei)uL-bond ligqer vel sagte-is i Hauetsi Tob.
Og se, dcrfor tyktes det dem ikke forsvarligt at dønnne
denne Kninde ganske efter Lunens- Vogsian. Thi ina
cedes bydek vor gudvelbcbageliqe Lon, at den utro Ægs
tebnstkn fkal straifes paa Livet. Men nd af idel Med
ynk oq Vannbjertighed bar de dømt ikknn faaledesJ at
Misssis Pmnne skal staa trende Klokketimer igennem
paa kanpladsen ved Gabestnkkem og skal ljnn da —
saavel sont og i Resten ai liendes timelige Liv ——- biete
sin Brodes Ekattiteqn snnlth pna sit Venle
Den freunnede Mond nifkede alwrligt. »Ja, de
bar døcnt nende retvist,« iagde han« »Paa den Munde
vil beli- liendeci Lin blive en eneile nnslndelig Rads
prndiken --— indtil den Dag, da lnm forders, og Ein-nd
seliimnsrket riftexs ind i den Sten, som dir-Her hendes
Gran Men det tykkek mia iide, at den Mand, iom
bar vasnst halvt med lnsnde om Znnden, sfal knnne fri
iig ior at birre sin Del nf Strafien Zkønt for Reiten
— lmn friek sig ikke, —— nei, nun-J Straf indhcnter un
faa lmnk.«
Den fremmede bød bøfliqt Farnel til den med
delsonnue Vomermand lJeiwendte i en lnv Tone et
Par Qrd til sin indinnsle Ledsaaen lworefter de beuge
fjemede sin.
Ulledensz dette gik for sin, stod Eiter anne le
sin Plads on stirrede ufmvendt ned pkm den frennnede
Mond, —- lnm flirrt-de og flirrede, saa det stnndum
surrte-J l)ende, nt olt det andet vor forfvundet, og tun
lnm oq hnn alene var der til Stede Lin san lmude
merk-L ——— stet, at hun virleliq havde vieret alene med
lmm nn —— og uden et enesle Menneskes Vasrn lknsde
nmattet trasde lmm for Lie! Det vilde dog have fyldt
ljende med endnu starre Nru end selve den Birkelinkvd
sotn bun nor stedt i: at han saa bende ftaa her i Mid
daaslnsden, med Zlasndselemærket luende paa Vk1)ftet,
med det Vorn i Favn, som hun havde unt-fanget i
Synd og født i Stam, —- et armt og usfeliqt Skues
fpil, —- Genftand for alt Folkets nyfigne Blikke . . .
og det var b en d e, bende, hvis Ansigt man kun burde
set i Hjemmets de stille Stuer, belyft af Arneildens
Gnldenfkasr, eller i Herrens Hus otn Sabbaten, med
Tugt oq Ære ifsrt en Ægtebuftrus Hsjtidsdragtl Ja,
det vor stygteligt, alt dette: on dog havde lmn en vis
Følelse af, at disle nmnge Menneskers Ncervkerelfe paa
en Munde var hende et Værns ——— hellere staa sauledes
lom nn, med hele Folkefkoren imellem ham og hende
end at mode lmnh Anfigt til Ansigt, de to alenel Sau
optaaen var lmn of denne Trinke, at lmn ikke wusede
en Rast, der lød bog ved l)ende, før den gentngne Gan
ge havde nasvnet hende ved Navn med en kraftig og
hoftidelig Stemnteklang, der naaede til alles Lkem
»L!slcl· IPcUlllllU IlJl Ill Illlllc UIUI
Vi bar allerede nasont, at liae oven over det Zted,
bvor Ester Prnnne stod, sandte-s der ret lij oppe paa
Facaden as .,Snnagogen« sfaaledeis benannte-I Meniai
hedenski Zainlinassted fortrinsviss paa bin Tid, da Or
det »Kirke« i nmngeg Zren fkcemmedes as en nist- »af
andiss« Vibetndninm nd imod Tot-net en Ildbnaninq,
der nasrinest maa beteanecs sont en Zlags ,,Valkon« el
ler ,,Loggia«. Oerfra plejede man »at lasse til Hirte
stcevne«, i Ncervcerelse af den samlede Lvriak)ed, on i
det hele under lldsoldelse af der ejendonnnelims Ceres
nwnieL focn paa lnn Tjd anfaass for qanske nødvendiat,
naar der stutde ske noaet sont helft »ossieielt«.
Det var der-for nasaa sra dette Sied, at Nunernør
Vellinqham overvcerede Udfarelsen af Eiter Prnnnes
Straf. Han sad i sin EmbedssiftoL oncaioet af en Æress
naat as Trabanter nnsd Helle-vorder; han oar isort en
fort Flele Vorne- en brnsnnnet Kappe oa enHat tned
en merk Fjee Den aamle Herres fnrede Ansigt nd
talte tndeliaere end manae Ord, at nan var en Mand,
der liaode ajort Inanae oa Lunge Ermringer. oa sont
fanledeszs var bleven werdet i Linetss Stole. Hatt var
paa fin rette Pladåx idet l)an oar Leder of et Sam
fnnd sont denne Nnbngd; der var over hang- hele VE
fen oq Faer - sacnnsl sont over de andre ledende
Masiido i Datidenski Nin-England - et ganste beftetnt
Prasa af Mia, bevidsl da don, fasntidin bebersket Mun
diahed, sont natnrliat Inaatte Ida-re Ins-Z bin Elasat for
hoc-In det nrokkeliqe sociale Nrnndprimip lad skraledeö:
»Der er inan Øvriaded nden as Gnd«; og ,,Øvrig
heden basrer ikke vardet formenes«. Det var utvivls
fomt retikafne og asrliae Masnd, der vilde det bedste.
Men man kunde vanstelint freute sia en Dornwa der
mindre egnede fig til at faslde Kendelse i en Sag om en
Mittels-, oildfaren Minde, end netop disse Mit-nd
ibvor god Forftand de end ellers ejede, og ihver op
rigtigt end deres Forseet var om at dømme retteligt.
Eiter Prnnne selv havde aabenbart en Følelse as dette;
thi da hnn leitede sit Blik opad imod Balkonen, fra
hvillen hendes Dommeres strenge, iskolde Ansigter
var vendte nedad imod hende —- blegnede bnn oa
Malt-.
Den Mand, hvis Rsst omsider havde fanaet hendes
Opmwrkfomhed, var Postens ftrste Papst- den velærs
veerdiqe Or. Paftor John Wilfom en bsjt anset Teolog,
der (endog maalt med hine lærde Tit-ers Maalestoh
fad inde med færdeles detydecige Kundskaber. og som
tillige inderft inde i stn Personcighed rummede et mildt,
Inst Sind: —- men medens hanc Aandsevner paa andre
Omraader bavde naaet en ikke ringe Udvikling, havde
han derimod undfet sig ved hint ncenfomme, samspcende
Moment, og hque Iaa vidt mutigt fsgt at hindre det
fra at site sig geeldendr. Som han nu ftod der paa
Pollenm, llgnede ban sauste et as disfe dystre Poe
»Es
ttætter, som man jævnlig kan finde fotan i gamks
Postiller; — og han havde i Virkeligheden ikke stsrrt
aandelig Ret end et saadant til —- saaledes som n·u —
at trwde frem og tage sig Raadcrct i en Sag om El
skovs Villie, Elskovs Vrøde og Elskovs Be i bævende
Menneskehjertcn
»Ehe-: Pronncs,« sagde han, ,,jeg bar alvorligeu
stridt Ordcts Stkid mcd dcune min unge Medtjenetz
vcd bvis Lasber Guds Ord hidindtil miskundelig hat
vasret dig forkyndt: —- ja, jeg bar iudstwndig bestræbt
mig for at sormaa dennc gudfrygtigc Yngling —« idet
Pastor Wilson ndtalte disse Ord, lagdcs han sin Haani
paa Sknldcrcn as on ung Mand, der stod ved Sideu
as batn, »til hor, for Horn-us Aasnn, i disse vore bøjt
og godc Heu-ers, saa vol sum ou i alt Falte s Paasytx
at tale med dig oIn det, som vedrører din steme ja
Imndclige Sond. Han, der kcndcr dit Sindin Vcskafi
feulnsd, umattc lottcre end jcg knnne skønncy om det er
ad Kasrlighcdens aller ad Kroaten-is Ves, man naat
srcm til chrvindina Wer din haarch, grustridigc Sjmh
paa dct at du ifkc laanorc ntoime dølue den Monds
Natur« sum srjstcdcs dia, saa at du svarligen geraadede
udi Zuna. Mcu nammc min unge Medtjener, sont
vidscsliaen besiddcr Visidnmmcns Naadcgave langt nd
ovcr siw Aaer MaaL er dog tillige underlagt hin Ung
donmusnsz Ein-behale Hiertets overvccttes chnsoms
l)od, lmorsor lmn ou aør saadan Jndvending, at Kain
dcnss Hjtsktv og natnrlsge Versen fortraediges og kam
mocs as dnbc Wunder-, lmiss man haardeligen nødcsr ben
de til vittcsrliat for alt Folkct at opladc, bvad bun
hidindtil i Lkmdom lmver dulgt — endog jeg paamins
der um detm at Zkamnthn ligger i Sondean Udøvelses
meu ingenlnnde i dens Vekendelse. Atter siger sog til
din, Bruder Dinnnesdala — bør dcst sig ikke, at du«
srcsmior min, ndøvcr Ssaslcsorgens Arbede med Hen
snn til dcnne arme Zunderinch
Zimminchn lwss de bøjvelbaornc og errværdige
Horte-r pcm Balkonen ytrcde fig nu ret tydcligt, og Gu
vcrnør Vollingham gjorde sig til dens Tals-mond, idet
han mundigL og snmtidig med wegen Hensynsfuldhed·
ovisrior disn mich Papst, udtnltc:
»(«'indc Sk. Paftor Timincsdalel Dct er vwseni
link Jur, sum lmr Ansvarcst for denne Kvindes SjceL
Bisdst Timan bot iiq for Edcr at sormane bende til at
ndmsc sin Anuvr Ucd at aøre Bod, bcgvndmde med
Einman lndcliqs Ekriftcs.«
Tonne untiddcslbarc Opfordring fik alle i Mængi
dcn ul ui sc lieu paa .—5-«.LJ Vrlwrvcrrdigbed Paftor Dim
1nisisiml.s, m nng Wirkens- Tjenen udgaact fra et as
de sma- nxuslifc llnivcriitotcr, bvis hole Sum afDas
tiduk Vers-um linn hide bragt nin sig herover til de
iiisns Zum-:- Lausf
Gans awdcndis Läsltalvnkwd on Trosiver havde alt
gimst Amte mu, m Von incd Tiden vilde blive m frem
1«—««.q-.«1:d(s Wirkens Tit-nett Hans Udsecnde var meget
uirinuigsiuldix en mu, ten Pontia dnbe, mørke Øjne
oa ist Ruder-mime der dirkcde af et Følelfetnes Væld,
om itke der lioldth i Tugt og Ave af den unge Monds
jernlmarde Villic. Trods alle de rige Evner,- trods
al den incgen Lasrdom, var der over denne unge Præst
et faslsoint lønligt Pra-g, rct fom af et forskræmt, uttygt
og dog lckngsclsfuldt Baru, —- der var ftedt i Vilderede
midt i hole dcnne underlige Menneskeverden, og vide
ikke bedrc Rand end at gemme fig ind i sitz se1v.
»Broder i Herren, tal til l)ende!« sogde Paftor Wil
snn. »Wind lisøjvcslbcmrenhed Or. Guvernørcn bar Ret
Dot kan gwldc om hcndes udødelige SjæL og det kau
derfor oascm qcrlde om din egen, —- thi hun var et
Lom, som var dig betrat-L For-man hende til at be
kcsnde Sandhcden.«
Postor Dimmesdale stod en Stand med fcenkei
Hovcd — man mcnte, at der var, fordi han bad inders
1igt; — derpaa traadtc ban from.
»Ein-r Prmnie,« sande ban, idet lian linsldedc siq
nd over Vallonen on fna liende dybt ind i Ljnene,
»du bar silleri hart de gode Ord, sont Pnftor Wilfon
nnsJ ndtnliu, un dn sdrsnmr sifkert den LongieL jom
liaardelint knnner Inin Snmvittiabed Saa sandt dG
tjener til din Fred, saa sandt din Bekendelse vil kunn
virke til Sjaslefrelse, paaleeggek jeg dig at ncrvne den
usalige Monds Nonn, med livem du bar syndet. Las
ikle en ilde anlirngt Medlidenlied eller -Ln1hed bindt
din Tnnqel Tlii tro min, Eftetz — om ban end skuldt
stiqe ned im et Ærejsade for at ftaa ved din Side pad
-lmnncen:s Eted , det vm limn doq bedre fanledes, end
oin lian iknl vnndre inennein Livet med Syndeskylden
lønliqt i sin Eitel. Hund bander liain din Tavshed.
—-— den nil tvnsnimod stifte, in nøde baut til- at øge
Snnden Ined Vedmnet Den store Noade hat Gud
beniit din, at dn nn staat paa wrlig Grund, vitterlis
er din Fornedrelse, vitterlin din Bod, men vitterliq
bliver derfor onsnn den Zeit, dn vil naa til, baade over
din Ennd on over din Ve. Bett-ent, ol) beteenk, er del
ret nf din, nt du vnsnrer dig ved at ifkcenke ham den
sannne lntre Knlk til Zinkens Lnsqedonh fom nn et
bleven mit dia, -- — oh! inst, der fattes bam Mod til
selv at winne sin den til!«
qunnein den nnne ersts fkønne, dybe Nest dir
rede en inderlig Venmdstonm den fandt Vej ind til
Tilbørerneks Gier-tei- on sik Strenge derinde til at klin
ge med den smnine fitrende Klang. Ja, om det faa var
det lille Vnrn i Eiter-I Fami, san Vendte det plndselis
Vlilket on imud Prassten oq mkte fine smaa Arme i
Vejret med et lille Kinnl, nndt imellem Groad on
Stnil
Snn dan et Jndtrnk lmvde Paftor Dinnnesdalez
Ord gfort pnn Masnadeih at man ikke ncrrede uogett
Tvivl om dens cnmftiqe Resultat: nu vilde Eiter Pryns
ne fikkert ncevne Navnet paa den fkvldige, — elle
Synderen maatte felv —- livad enten han var hsj ellek
ringe -—— føle fia sanledes overvunden i sin Samvittigs
lied, at ban traadte frem og gil op paa Skampladfm
Men Eiter ryftede paa Horn-der
»münde, Kvinde, — du fkal ikke frifie Herren.
din Gud -— nt ikke nonet værre fkal timcs diql« raub
te nn den annile Paltor Wilfon ftrengt og truende
»Selv af den fpcedes og uniyndiged Mund bar Herre
ladet udqaa Vidneöbnrd til Bestyrkelle oq Petri-stellt
af den Fornianina, lom er kalt. Nævn Navnet, —
da vil mnuske din Anger knnne fsre til, at Skammeyc
røde Tegn fjernes fra dit Brysti«
»Als nej, det er umnliqt, —- derttl et det for dysi
brcendt ind, — intet Menncfle lau nu fri mig fr- det.
Og aldria, aldriq rsber jeg hans Natur« Jdet M
fagde disse Ord, saa hun ilke paa Pastor Winds- mt -
op i den unae Præstg dybe, angstfyldte Øfnh »als-Iff
vll jeg rsbe del Ak, Gud give, jeq M C U.
bang Kvide ttllige med min unenf- s