Øen OrrS Perle.
En Fortællinq
af D. Vecchcr ·Stowe.
S luttet) .
»Man-, jcg gav gerne mit Liv, hvis jcg knnde
kalde Foitiden tilbage. Jeg bar ikke fortjent dig;
jeg hat aldrig værdsat dig nok og hat ilke gjott dig
lykkelig. Dit Liv gav du mig, men jcg tænkte tun paa
mig ielv. Jeg hat vel fortjem at miste dis, men del
gpr det ilke mindre tungt.«
»Du heb-ver jo ikke at miste mig. Jeg mifter hel
ler ilke dis, Gud bat givet mig dig, og vi skol famles
engang. Dei er jeg filker paa· Gnd vil lcde dsg, og
of min Gran vil der spire smukle Vlomstet for dig.«
,.Mara, i Tag hat jeg let baadc mit og dit Liv
dkagc mig fortn. ch hat set, hvor kasrlig du hat vccret
i Trinker, Otd og Gerning, og jeg hat altid kun værct
den Inodtagcndc. Din Kærlighed faldt sont Himlens
chn poa den wrre Joch-«
Mara viftc ikke noqcn falsk denjglch cncn sagde:
«Jeg ved nol. Moses, at im altid vor elskct niest. Mcn
det er on Gndszs Gans, soin jcg toller sor. Det er ikle
min esqu Fortjonesle Tin Natur var mcrc spredt, og
du kunde ikke lcvc i din Kærligbcd sont jcg i min. Mit
Liv var knnttcst til dettc lille Hiern, dit Lin var ndc i
den storc Ver-den«
»Da nn, do jm fnttcr dit Vcrrd ital im tnistc
dig. Jeg bar altid anei. at du sinlde saro nng til
Gut-, tncn nu inne-T- jcg, at der ingon Gnd cr, nwn lnn
en ond Slmänen tbi hvis Gud vildc lmnc mia And, dil
de lmn lade dig lau-A
»Im vcd nol, Moses, at du lmr elslet nqu, mcn
Im bar aldrig lnnnet drle dct bedsle nnsd dia. Lg lwiI
im vor blcvcn din Hufmh vor Flløftesn nnsllcni og num
fle blcsven starre-. Din Ka·rligl)esd lnndc suinde bon, cncn
dct vil ikle blivc fanlcdcs nu. Jisq foar monsko Inm
Mogt over dia, naar jcg er dorte, end jcg vilde have
kwis im lebe-du«
»Ein doq ikkc lligt, Mora.«
»Mot! del er nmoskcs sandt, lnsrc Moll-T J Æqs
teslabct slidcs der mcsgct pnn Kastliglusdm og lnmr
mange- blivcr ved at olsle hinondcn the clfler og
irrer de more do dødc end de lcvende.«
Noget bog Most-s lagdc dam, at dcttc knndc vasre
sandt. Gan havdc i Don fslt more of Aondcns Stan
hed has Mars end i alle de fvundnc Arn-. Ton Bronn.
der om Moral-non lmvdc roth i bonI, bade lwndcsszi Kast
lialnsd dmnvct Ton Irr-d, bnn sollt-, bavdc sorvlantet
sig til lsatn
Nessu- Toq optandt stille oq smilcsndc sont fna
mange Eftlsmntgdugc vna drnms smnllc «Ø. Even lau
stille-, og Hinunclcn fncilisdc npnntntkcndc. Muse-:- solt-.
det, da ban stod i Dort-n. medenö Fru Pcnncl daslkcde
Vord, og Nimm Vennel vadflcde sig i Sovelannncrct.
Itsfen Ella kom ned fka Sygcvmrclfrt, og Fru Pennol
Magie-: ,.·Dvorlcdes bar vor kcrre lille Pigc det i
Dag?«
»Hu« liar sonst riniizi nodt, og nanr lism link
spist, vil lnin sidde lidt up og prove at se eder nile.«
Freien Ella sagde deiie nied et opnnmtrende Vlit til
Mosis-. Tn lnin san, liisvr nlvorlig limiH Sorg var, sit
tnui niere til over-I for limit.
Tn de havde spist Ftotosi, qil Moses- ind til Ma
th. Hnn san saa glad nd, at nmn ulemte den tin-re Tod.
Hnn vrovede vaa at male lidt og tale sna ivrigt med
Moses oni deres Variidomsminder. at lian nassten
gleinte lnsiides Znndom Tante Ella maaite sastte en
Stein«-r ior dereS ?mntnle, da Maka blev sor met.
Enadnnne lserliae Tage onlevede Moses ilere as
i den dejlisie September Maaned Hnn lassle sur Mem
og bkagte nende Vloinsier. Solln toin der tin-neu tJver
Tag nied et eller andet til den Sime ellek for at vitel
pe i Hnset, on nndertiden passede lnin og Mosis-:- Maca,
medeniJ Freken Ella gis en Tnk dient.
Omsider oprandt den Dag, da Himmelen krasvede
sin Ejendoin. erelset var soin indsvsbt i en liejtidei
lig Tavshed Pan den snehvide Seng hvilede det blide,
tolige Ansigt nied det goldne dølgende Haar. Te sinna
Ida-»der var soldede, og over liele Stictelsen var der
uddredt en overjordisl Frei-. Et sitaaleude Einil son
tes at sige: »Den er suldbragt!« De undtedes alle og
gemte dette Syn i Hier-ten Alle, som com derind, gik
dort i stille Ilndren og twnlte pan den liellige Elen
hed, der havde indlwllet den sine Stillelse
J det Vasrelse, hvoti Janies on Naonii Lincoln
blev lagt ved hinandens Side, blev nu ogsaa dekes
Barn lagt i Kiste Der lsvilede over hende et stracilende
Udtryl ns lsellig Gliede-, oq nvilkaaklist maatte man
Muse: »Hm! ek anaet over ska Deden til Livet.«
Navoekne og alle de Meitiiester, vi sendet sra
denne Foktcelling var atter samlede om det sede Ansigt:
Georg Pennel og licms Hnsiku Mary, Moses og Sal
ln, Kaptajn Kittrige og hanö Hain-u, Tante Ella og
Tante Vera, Festen Emilie og Pastor SeivelL Dekes
Ansigter var ptwgede as en mild Fred; det var, som
oni det nnge stedelige Ansigt dannpede deres Graad
Præsten lwste disse triumsekende Ord as den lsellige
Skkistt »Der er dem, som kommt-r nd as den store
TrangseL og de bar tvættet deres Klasder oq gjokt dem
hvide i Lamniets Mod. Deksor er de soran Guds Trone
og tjener ham Dag og Nat i hans Tempel, og han
som sidder paa Treuen, stal opslaa sit Telt over dem.
De skal ikke bungre niere, ej heller tprste niere, ei helf
lek skal Solen ellek noqen Hede salde paa dem. Thi
Lamme-t, sont er midt sor Treuen, stal voqte dem og le
de dem til Livets Vandkilder, og Gud slal after-re livcr
Taare as dekes Øsne.«
Detefter sulgte Bin og Salinesaim, og til Slnts
ning talte Pkæsteu om, at den nu assungne Salme
var sitan der sor mange Nat siden, da Maka ved
Dauben blev indcemmet i Guds Menighed. Oele heu
des Liv hat-de dist, at hun var bleven i sin Daabs
Post- saa de Lande viere sikke paa, hun var gaaet hjem
til sin M Gliede can peaede paa det sredsyldte
susiat os spukqm »Als-e vi kalde hende tildnqe, selv
om vi bmdek
Og ists et djette vovede at svare Ja. Setv lieu
«des Man matte tie. can tutde ice sorswrke ben
des hellkae Frei-.
Saaibct de W da dort oq stenkede det milde
stehe-II IW M M Istme ved sideu as
»- ds- W W '
--------
Fotenedr.
Det var en lierlig Juliaften, og Styerne strau
lede i rpdt og gyldent ester en siasrk Tordenbyge, der
havde sit-et Dianiaiiter ud over lilrmiernes Spidser.
Der var gaaet fire Aar, sideii Orts staune Per
le blev lagt til Hvile under Jorden, og livert Aar smyks
kedes hendes Gtav nied Aarstidernes Undigste Blum
ster. Sally Kittrige salte sig meget eiisoni, og l)ui1 be
stgte ofte Graveu. Hun hande iilaniet Roler og Myr
ter, og liun havde passet og oandet dein. Hendes Moder
var dad, og hun bekedte sin ganile Fader et hyggeligt
Hjein De to talte ofte oin den bortdragne Beninde, og
Mindet ein lieiide syiites at liellige deres Hieni. Hendeszs
Billede hang paa Vieggem oa liendes Beger laa pcia
Holden Vlandt Venerne var ogsiia noale, liun hande
givet Moses-.
»Mein deni for rnig til jeg komniek hieni. Jeg
bliver lasnge borte,« liande liaii siiat, da lian reiste.
Zally og lian llrev lange Breve til l)inaiiden, oa
gennem deni alle ait Lieiiiiseleii eftek Maro. Derei
Hjerte laviiede liende, de delte Oaabet og Winde-kne
og Vrevene endte altid nied, at iniien forstod Vrevstris
deren-I Sorg soni den, der niodtog Vrenet De truede
faa sitkert paa, at den lieiiriwede Kierliglied ikke maatte
spire srein iaen i dette Lin, eii dette aentog de i livert
Vreix Under Zkinl iii Bruders oa Zasieriiavnet blev
Brenene lasiiaere eii linisiiiaeriy da den reisende Bro
der sendte Oste Naner lijeni til det lille Dies-.
Tet var altsaa nii eii deiliii Jiiliafteik lGen over
de liine lllimier tiin niaii slasliie to Zliltelser, lti san
oite bar talt ein. Tet er »Dieses oii Eiilln, der Haar
en Jlilentiir til den Nrettix lnier liaii altid liar lidldt
saii iiieget af at niere. Moses- er iiii neiidt liieni rrii
fiiie laniie Reisen Tet er fire Aar, sideii de stilte5,
eg da de nii iiindtesr«, inu- det ifke en letsiiidiii Js)ii,iliii41
eii «1iqe, iiieii en iiiodnet Mond km Fiiiinde De liavde
liiie reist fiii ira Telnirdet ins-er Zallii lniirsde iidiuldet
siiie bediie lniisinoderliiie Eiiensliilieiz iiiedeiisz lliiiituji
neii furtalte iiniile ai iine giniile Oiiiorier uden at l)ii
ste Wa, in lian iientissii dein lieer Tag. Tet liade
altsaninieii nieret innre ierniiieliiiL uzi de sniiteiz at
nicrrte en nsniilig tilsiisdeniisrende, der delie dered Zinn
værssiiliede ins lenede ined dein i alle derei- Minder.
:!i«n iiil de sainnien lien til lksroitein lmor Zally hun
de ladet oi)i·iille en Vanil; her havde ljnn tilliragt man
ge Tinier nied Haandarliejde og Leesniitq·
»Na er jeg triet as at flatte oiii i Werden, Zaun-«
sagde Muse-sA »Im lanan iiii eiter et eget -c)jeiii."
»Ju, del sorslaiir ieq gedi,« iimrede Solln: »se
doi1, liiinr sinnst de stilin teiiiier siii i Ziiiidlredfeir
Der er visi tre, tror 1ea.« .
»Ja, det er iiieiiet siiiiilt,·« iaiide Moses- sriinierens
de, niedens Eallii snattede leis, sein oni lnin itle oilde
have, at der stulde desan en Pause
Muse-J iiilirisd lieiide da jinide nied iin diide Stein
iiie: «.-dnster dii, Solln, at ieg einiaiig inia dette Eied
sagdc nosile liovniodige Ord til digW
Zalln svarede ikte paa liaiis SpergsiiiaaL oa
Tovslieden btedte fig oin dein.
»Vi er nn helt andekledeis end den Gang, Solln
Det er, soiii oiii in itte ocir de lannne Meniiester. En
stor Sorg liur opdraaei o:. saa nort Liv er blevet et
andet. Er dette itle Tilfiisldet?«
»Jo, det er landt,« loarede Solln
»Weil livorsor ltal vi to, der hat en Verden as
Tanter og Minder tilfielles, blive ved at vandre hver
fin Ves? Skal vi det, Solln, inaa jeg rejse dort, oa
vi maa ikte lkrive loinnien. thi ieg kan itte undvcere
dia un, oii jeg can ikke taale at se nogen anden sin diii
Mand. -—— Ska! jea saa reise?«
Sallns Evas kendes ikke noli-. nien de blev siddeni
de der lasnge, oa tilsidsl kam Vaiidet og lliittede dem
inde. De iad der endnn, da Maanen kastede sit Solv
fkret over Vøliieriie, oci de lad nin samtnen, indtil Kap
tajn Kittrige ined sin ganile, svage Rast taldte paa dein:
»Er J dernede, Vern?«
»Ja, Fader,« svakede Solln tsdniende
»Ja, alt er i Orden,« fagde Moses nied sin dybe
Sternum ,,iea kommer med heade, laa liiart vi er last
dige, Kaptajn.«
,,Godtl Jea begyndte at blive bange, nien nu h
tet jeg, at der intet er i Besen: pas paa, at J itke for
Mer sedek.«
De blev ikke sorlslede den Alten, og en Maaned
eftet ftdd der et Mollin i Kaptainens brune Hug. Alle
Soanets Beboere sandt, at dette Parti var swrdeles
passende og alcedede llg derover.
Festen Ella stod sor Tilbetedellerne, og alle voke
Vennet laniledes lgen — denne Gang ifsrt Brvllupes
nieder
Vrnllnlmet liten ille mindre lorniisieliat lot-di de
saa leveiide niindedes en. de alle lautes var iiliiiilia til
Stede, oa livis Rast lwiltede i deres Hiertert »Don lud
Noraenlolen oprinde as Dsdens Nat«
—..A——
Fætter William.
(pr Fortcrlliug
Ali H. Vceclxcrs Ztnwc
J ct stoct Hns i ou af Landgsbycrnc i Nycuglaud
bocde Heltindcn i vor Historie. Hun besad enthr
Sordel, der fslgcr med Stand og For-muc; thi hcndes
Fadcr var en geistlig Mund og cjedc Saat og Okscr
og Overilod af denne Verdens Goder. Oele Ejendoms
mcn bar ct Prwa as Anfccslsc og Velftand Hufet stok
næftcn stjult midt i en Stov af Æbletmscr, som um
Foraarct var bedastkst tue-d Vlumstcr og om Eftckaas
ret bugnede as gyldnc Fragte-n og i Nasklwden deraf
laa Hat-en, sont var omgivet mcd et todt Gitter og in
deholdt allehaande gode Tim.
, Men vi hat itte Tid til at oprcgnc alt, den gode
Mund Or. Evas Taylrn var i Vesiddelfe af. Sclv
hsrte han til den nsdvendigc Klasse Versenkt-, som —
lhvorvel de ikke udmætker siq ved noget fom helft —— er
meget brugbatc til at udfylde Santfundcstö Gelt-wen
Langt andetledes torholdt det sia med bans Svigcrlndc,
Frn Abigall Evetts, fom ved bang Korn-s Dsd lmvde
bemasgtiget slq Negeringcnä Tømme i Husboldninam
Denne Dame var at dcsn lammc Mentng, fom bar
befiel-let mange bersmte Fllofofcr. neinllg at denne Ver
drng Anliaaender htiltacn ttænate til Jnlpektion, naar
de Milde trlves oq gaa vel af: og fksnt hun lkke, som de
tndlod sig paa at lnsptcere Untveklet, opvefede hun dette
ved en utrætteltg Vtkklomhed i det Departement der lau
under heade. J hevdes Lauter var der en Ifensynltg
Nødvendighed for, at enhver sknlde vasre tidligt oppe og
bestille nogetx om Mandagen, fordi det var Vadikedag,
om Tirddagem fordi det var Strygedag, om Onsdagen,
fordi det var Bagedag, om Torsdagcn, fordi det næste
Dag vvar Fredag, og fault-des lige til Enden af Ugen.
Derhos paalaa det hende at Iniude alle i Hufet om alt,
lwad enhver havde at gøre 1 Ugedagene, og hnn var
faa nøjagtig og stræng i deune Henseende, og næppe
en enefte Handling blev udført i Familien as egen
Trift. Den staktels He Taylor erlwldt Formaninger,
naar han gik nd og naar han konk, naar han satte sig
og naar han stod op, faa at en Ekødesssløshed og en For
fønnnelfe umnlig knnde begaacs nden nted velberaad Hu·
Men Overopsiaten over en liel Vornetlok ffaffede
en Dante af lnsndesz aktive oa «rastlnse Temperament
endnn starre Anledning til Vi1«ksotnl,)ed. Ilt se efter,
cnn bete-J Ansigter var vaskede, deress Filasder udbedrede,
deresz Katekthnns leert: at de itke aiplukkede Blomsters
ne, kastede Stene paa Hensene eller indlod fig i Tispnt
Ined den store Staatdhnnd alt dette var en ijrøgelse i
Funktionen sont nassten ndelnfkende paalwilede Frn
AbiaaiL saa at det, efter hendeszs eget Ziaende, var et
LIkirakeL at hun tnnde leve na, »New-.
Den crldite af de liende betroede nnge Vasiener var
ved den Tib, vor Historie begnnder, en Pige, ioin netop
lnwde traadt sine Verneska og knndesti Navn var Mnry.
Nu ved ni, at Falk Hulden inne Historier sfrenne um
fin, ined mindre de hat Si)lfideforiner, straalende PZjne
eller i det mindfte ,,noget viit nbeskrivelig indtanende og
tillofkende i deresz Wiesen« Men der er i den senere
Tid biet-en sit-einst snn nmnne Historie-L at de virkelig
inne-I nt have opslidt alle de Linn-, Haut-, Lieder og
Former-, der ndfordreis liois en Heltindez ina nt ingen
nn ter lmnbe at finde en csrininnl Eninlinn m ndstnre
en fnndnn med. J Vettagtning Ist-rni, anfer yeg det for
min Linn-, at niin Heltinde innen Ekenlnsd unr. Hnn
san lnierlen nd smn en Enlfide eller en Lrende eller
en Re; lnin lmvde lnierlen ,,l’nir diftinnuc« eller
»Wir inngnifigue«, nien liavde stat· Linlsed med en
isirkelin jordiik Pige nf den Blau-D sont ninn lnn gaa
farbi i Tusinvisz nden at finde nonet fast-Inn at hemmt
ke, et ai disse Fasnumenety der, ilent nlniindelige sont
Band, knnne, linestnn dem-, koloreresi paa enlnier
Munde Ded de Ilsiociationeiz nmn bringet i Forbindelfe
Ined dein. En dnddelsri Sinon i Toflettet, en fnlds
kunnnen lltvnngenlied on Oprøintlied i Wiesen, en unf
brndt Udftrmmnen af ømme Felder suneH saalisdissJ,
band bende inmit, nl ireinbrinne liele Elenhedenis Birk
ninzi J liendeci Manerer laa netop Vcekdialied nok
til at tilbngevife Jmpertinenm nden nt lsendeii stie
unemnine Vassen eller den Linsirnd sont lnin pleiede
at unerlade jin til, led der niindite dernnder. Jnnen
lnmde i fin Onkonnnelse oplievnret en inorionnnere Entn
ling as Historiety Bin-n Lniidisbytradiiioner on alle
dicise forslelline Maierialieiz der ainiver Teinaet til en
livlig Konversation Linn liavde ogsaa liest alt, lwad
lnin lunde finde: Rollinss Historie, Sei-its aniiliepibcl
sein inst- i Nlasboglmlden i det bedfte Vwrelse, et en
kelt Wind nf Slmkespeare og nu og da en af Walter
Statt-J Ronmner, sein lnm havde laant af en nonet
litternsr Familie i Nabolaget. Hun havde ogsaa et Al
binn, lwori nun opflreo iine Zenker-, og havde altid
vwret vant faavel til at klippe al den ikønne Poefi ud
af Dagbladenes Hist-nein lom til at tørre en Mcengde
Forglenmiigejer og Nosenknovper til Erindring om di
verfe specielle Venindet, ikke at tale om flere andre smaa
sentimentale Sædvaner. sont nnge sekstenaarine Dainer
plejer at liengive fig til. Hnn var ogsaa benavet med
stor ntekanisk Færdigbed; der fandtes intet i den win
delige industrielle Verden, ligeira Synaalsbøger til
Knavpenanlspuder, nden at hnn var i Stand til at
producere det med sine smaa lwide Ining Hendes
Syning var vitkelig udmckrket (vi wettet-, at der gnres
alt for lidt Vielen deraf i Listen over en Heltindes
Talenter), bendes Hulsting lignede Perlen-oben liendeg
Hæklina inindede om en Fes Dir-beide og hvad hendes
Brodering aiigik, havde lnm ikke sin Lige. Og livad
ital vi sige om liendes Postejer og Pnddingerk De
vilde have omvendt den meft egensindige gamle Pebers
ivend i Werden-« Og saa hendes Fejning og Afstsvningl
»Mange Dettte bar handlet dydigt: men du overstraaler
dem allei«
Og livad tror du nn, jeg komme-r til, Lasset? Eil
en nng Gentlenmm natnrligvisz tlii ved denne Tid
kmn en vis Williom Borton til Landsbyen for at bo
sastte fig der og ovettage Stolen. Ovis du ønfter nogen
nøjere Oplygninq oin lmem lmn var, san ønfter vi blot,
at vi lnnde benvise dig til Fru AbigaiL som var fulds
kommen hjemme i Stasnregiftre og amnle Lands-botto
niler. oq lnm vilde lmve sortnlt dia, at lnsndegs Vedftes
foder, Jle Evett—:» ieatede en Koste, sont var Nasitføflens
delmrn til Peter Zevanton, som var Nrandnnkel til
Polly Most-lu, livists Dotter Mart) usatede Willimn Bar
tonsti Faden netop ved den Tid, den nmnle Eqnire
Peters« Hns brændte of. Og faa vilde der folge en
Beretninq om alle Familieqreues l)u—:sliqe Historie, siden
Stmnfoderen kom over sro England Det viere nu fom
det niL vist er det, at Fru Abilgail inldte hain Futter-,
at lmn fil fin Kost bog He. Ta1)luk, at lian ikle havde
vceret der mer end en llge, og at lian liade gjort diverfe
Ltidagelser. lnmd Frølen Mai-n nngTL inden han be
stemte sig til nt lnlde lnsnde Unsinn lmillet han ajorde
vaa den naturligstc Maadc af Werden
Mart) var i Farstningen noget bange for inmi,
snrdi lmn liavde lum, at lmn Hunde qennetnftuderet alt
hvad der var at studere i Greesl, Latin og Tusk; og
bun faa et Vibliotek i hans Værelse, som fik liende til
at luste, lwek Gang hun betragtcde det, ved Tanlen oni
hvor Ineget der var at l(ere« sein lmn var aldelesi uvis
dende i. Men alt dette gis over, og de blev snnrt de
bedstc Venner of Ver-den Han gav ljende Bøqer at
liest-, faa vel som Leltioner i Famil, nden at lade sig
strasnnne af det slemme Vcrlmni, som nma koningeres
sprit, hvad enten man leerer Franst, Latin eller Engelsl.
Desuden gav han hende mange gode Rand med chsyn
til Uddannellen as benle Aand og Karakter, fom alt
sommen var weget »gavnlig og hsjligen bidrog til at
ftvrke oa befreite dates Venfkah Men ubeldigvis for
Mart) gjordc William et ligefaa gunftigt Jndtryk paa
det kvindelige Samfund i Almindelighed, fom han
giorde paa hende, da han bavde udmasrket iiq ved flere
offentlige Lejligheder, for Eksempel ved at holde Fore
lassninger i Botanikem ligefom han ogfaa paa fierde
Juli-Komiteens »indstcendige Anmodninq havde holdt
en Tale, der bedaskkede ham med Ære. Man vidfte vg
laa, at han strev Priester-, og han havde en tllbageholden
og romantilk Mine, sont fortkyllede dem, der læste Vul
tvers Romena-. M hat, det var moralst dist, for
Im vidt man kund- slutte qf sanfernes Weil-ord
at hvis han havde fundet for godt at aslcegge n— .
Dame i Landsbyen en halv Sueö Visitter om chp
vilde hun have anset det for sin Pligt at undexhob
hom
William aflagde Visiterz thi han falte, sont mau
lætde Granskere, Trang til at rekreere sig i Selskaiz
men lwad entcn han frekvcntercde Gilder eller Sans
skolcr, gik han naturligvis hjem med Mary paa en sqs
sindig, sat og buslig Munde, som om han havde væts
gist ct holt Aar. Hans Væsem naar han konverseredt
brach var nødvondigvis sortroligere, end naar han tol
te med en andeu, og dette var en Grund til Hadi
nmngt et følsomt Vryst og til en Masngtie sorskellise
Vesntasrkningor med Hensnn til bcndes Munde at bo
lmndle den uan (S«)cntleman Paa.
»Der undrtsr mig, at Mary Tanlor vil se og spast
sna megtst nusd William Varton, naar de er i Selskab,«
sagdc on.
,,Oondos3 Meinen-r or i dist lusle altsor frie,« sang
on andeu.
»Ist rr tndisliat at lnm spekulcrer i ham,« mentt
on trodiir
»Li] imn tun ikkcs godt skjitle det,« tilssjede s
fjertm
Noglc Yttrinucr af denne Bcskasfenhed naaede en
delig Fru Abigails Ørcnx hun hnvde det bedste Hier-te
as Norden ou blon. saa npbragt der-wen at det vildc
bade aiort diq gudt at se licndc, Lasset. Dog nicnte hun.
dist bedian at »Pix1(sn trasngtcs til et Vink«, og »du
Vildc sncikkcl mcd Mory om Sagen-«
Mcu imst beslnttede hun at madføre sig Inst
Willjnm uns Zum-n Linn gjorde dctte midnu sammt
Tau ein-r Ilsliddnaszsliordeh da lsun sad og studerede es
Aslmndliim s— ollor tnnnskcs dtst var om Keglesnittenc
»Vor- Tllinm Untier im til on Vakkcr Pige.«
Willimn var snåssclsat Ide at lasse et Problem, oq
da lmn lslot forstod, at der var bleven sagt nagen sw
rcsde lian mckanisk: «Ja.«
,,:«idt viltor, dog —- eb?« vedblev Fru AbigaiL
»Im vod det,« sagde William, fæstende sit Blik
ownrrlimnt pcm E. F. V. C.
»T« findt-r iiianskc, at lnm sommo Tidcr er lidt
for snnkfom og fri imod Dem; De vcd, Piger tænker
ikfo nltid, fom de bandler."
.9.’u!iirli(·1vis,« svarcdo William, gaaende videre i
fit Problem
»Im not-, De gjorde bcdst i at tale med hende
densns,«« ucdblev Mrs. Abilchil.
. List nor jcq med, »ande William, mønsttende sit
un sujinsndtp Arbeit-a indtil han endelig tejste sti
smt du I Mammon ou begav sia til Skalen
L, Dmnts nlnskisligis Distraktionl J hvor mangi
ist iser »Jva nmn ssn Mond ikke bide, blot fordi has
er vant til at sige »Ja« og «Nej«, naar han ika hsretz
limd der siqpks til hom.
Nasstc Momen, da William var gaaet til Stole
ng Mnm vnskrdcs on efthr Frnkostm bragte Tante Abi
gail Tcinmst vaa Tapetet med stor Takt og Delikatesse
ved at bemerkte-:
»Waru, jeg trot, du gjorde bedre i at viere mindre
sri Inod Willkom, end du hidtil har været.«
«Fri?« gentog Mary, idet bun for op og nær hav
de ladet en Kop salde — »Hvad mcner du, TanteW
,,Ser dII, Maro, du macI ikke altid viere saa fix
Imnr du taler IIIed hom, baade hjemme og i Selskck
oa overolt. Det passet sig ikke.«
Blodet strmnmede op i Marys Kinder, ja endq
op i Hunden medens lmn svarede med en værdig Mine
»J’eq bar ikke været for sri — jeg ved, hvad ds
er ket oa passende- — jeg bar intet upassende gjort.«
Name nagen vil give gode Rand, er det højft res
gerliat at here deres Nødvendigbed blive draaet i TvivL
oq Fiin Miiqaji. sum lmvde store Tanker om sin eget
Menina, følte sig opsordket til at forsvare den.
»ka hist bar du, Mam; alle Mennesker i Lands
byen lmr chat Mærke dertil.«
»Im bruder nqu ikke om, hvad nogen siger her""l
Landsbyenx jea skal altid gere, bvod jeg unser sor at
stasndigt,« schrede den unge Dame, »jeg ved, at Festt
William ikke delek den Mening.«
,,Men jeg tror det modsatte —- ester hvad is
lIor lIørt lIaIII I)tre.« « « »
,,.L5chd, TanteP Gvad bar du hørt ham yttef« nd
bkød Mary og havde nær revet en Stol omkuld i des
Hceftiqlseky bvormed bIIn vendte sig om.
»Me« don. dII bebøver ikke at rive Taget ned ove
os, Mom: jeq lnIsket ikle saa nøje, hvad des var; met
den Mande, lIvorIma lIaII talte, bibragte mig del
Tonle«
»L. Taute, sizI min, lwad det var; sortæl mig alt?
bnd Mam, folgende Frn AbigaiL sonI gik omkring et
afstøvede Mehlerne
Linesom de flefte eaensindige Mennesker« der ftley
at de er qnaede for vidt, og dog skammet sig ved I
treede tilbnge, tog Fru Abigail sin Tilslugt til Almiji
deliglIedenH Elnsticitet oa paastod blot, at hun havd
hart Venuerkninaer as lIam, som om han ikke sandt Bd
has i lIendes Opfskfel
Dette er den mest beroliaende as alle Maudet C
ende en Smntnle paa, bvor man bar med en Person I
bestille, der besidder en srugtbar Jndbildningskrast
Mai-n lIavde natnrligvis inden sem Minutter tænf
siq en Nrekke Bemeerkninqer af sin Fættetz som vildt
have stemt everenss Ined Sandbeden, bvis hun havdt
tasnkt sia dem som kommende fra bvilken som helft d
lIendes Onmanasveninder. Hele Sagens Usandsyus
liabed sorsvandt i den absorberende Tanke om den«
Muliqbed, oa ester et Liebliks Estertanke pressede
lIun Lasberne sanInIen oq erklcerede, at Fru Barton ill
vilde san Anlednina til at nttre sligt oftere.
Det var »tndeliat at se paa hendes sorhsjede Ut
siqtsfntve og veerdiae Mine, at hendes Sindsftemnins
var meget heroisk Hvad den stakkels Abigail angs·
qjorde det hende ondt, at hIm havde smcertet hende, di
hun strasbte nu at troste hende kam, saa godt hun kaude
ved at bemerke:
.,Marn. im tror ikkcy William mente noget on
med, bvnd ban fande«
»Meine noget out-M —- qentog Mary med Harn
..Noi, Vorn, ban tænker som faci, at du me keus
mmet til Mcnncfker eller til Werde-h og hvis du ht
vwret lidt —«
»Men det bar sog ikke væteti Dei var hum, solt
kalte til miq førft: dct var hom, som qiorde altiuq
føtfil Han kaldte mig Kusine —- oq hqn et III
Fættet.«
»Nei, Baru, du tqqer feil; for du huster. at III
Bedftefader var —« « ·
