Øen OrrS Perle.
EI- Ismellius
of H. Beecher -Stowe.
(Fortsat.)
»F to pas-set ogina godt samtnen Han tmsnger
til inderlig og trofosk Kcetligl)ed, og du tun-met til at
elste, og desuagtet er J dog saa forikellige, som to Men
nestcr kan vwre,« sagde Solln
Maka mcrrcede godt, at der i Sallys Drd var gemt
en dybere Sandhed, end denne maafke selv vidfte. Jn
gen falte bedre end hun, at det Hjekte oa den Sirt-L hnn
elstede saa heit, endnu var fuldstasndig uderøkt af det,
der var Kasrnen i bendes Liv. For hende var Aandernes
Ver-den en Virkeligbed, Guid var stedfe hos l)ende, og
hendes nnnasrende Lin smeltede saa inderligt samtnen
med Haabet om det eviqe Lin, at lmn ikke kunde skjnle
det. Moses kendte kun Livet i denne Vordem for ham
var der Ingen ntlestedstmsrvaskende Gnd, ou non ans
tilbage ved laufen um, at der var et Lin efter dem-.
Dei var for lmtn tin-get nhyggequt oq natnrjtridiqt.
Denne ftore Forfkel nur kommen til at staa klarer-e for
hende i de san Tnkuy de lmvde Inrret forlovede, end i
bele derei- Indude Liv« Ten Strand-, Here-J genfidige
Tilbnmslmldenlnsd oq Migtro hande reifl, Var neinqu nn
helt fnlden, on de udmlte siq der-for over for lnnanden
med en Aabenhjeniglwd, der ginrde dereis Forhold og
Samer lanqt fortroligete end før.
Men da san Mnm Hart. in nteoensts mui mnoe ieue
med i alle links- Planet, snn var der i liendeis Hjerte en
hel Vetden, linn var lielt ndeluttet fra. Men var dct »ed
vendint, at det altid blev ved nt viere snnlede—:s·.- Huorlei
des kimde det gnn til. nt det. der var liendes virkeline
Liv, Hei lsvori lum nnndede on lieunsnedesz , nt det, der
for liende var san lierlint on link-t, knnde unsre sont Lust
sor hast-. Ekulde lnm altid Unndkcs samtnen med tmm
uden at limne dele det, der sur lieitde var det liøjeste og
det liebstes- Vnr det oirlelin mutint nt Wnd tun var til
for ham som et dedt Vom-eb, nt Anndermsiz Werden for
hnm lun var Mørle on thingey san nt eiilmer Tale lief
om vnr linm iniod«.- Ln slulde det nltid insns snnledetsk
Og knude lmn lslive lolfeliq under disse Bartwisc
Tet var Enndhed for Mam, da lnm habt-, at Tan
ken om lsendess enen Lnkle ikle linvde sIJIicslsnt lnsndcn Hirn
elskede Muse-.- med en slnsrlinhea der wnnn nendetilat
give siq lieu til Inmi, vnnge over lmm on somi- fak l)nm.
Hun vidste illi-, lworledes dct skuldc ste, men lsun lsnvde
en Felelse as, nt lian igennem bendc slnlde komme i per
sonlig Versting med det aandcline on evine Lin.
Ticssc on lisqmsnde Tonlei- gik igennem Mai-as
Sind, da hun snd pnn Dermsrslelen hensunlen i et
Dtsmmeri, der stutde Enllyssp Ord drin sad on stirrede
op imod Etjermslsinmulen og Uns-de til Hauer-: Nruseti
»Du er altid snn triit at bete Havct om Natten,«
sagde Sally.- »Im ck slet ifke sorbavset over, Mam, at
jcg selv snvner unm. Dei var altid dejligt at have en,
man kunde sonng med, en som beundredc ens lldscende
og Print. Pan en vis Munde blev Moses og jeg tneget
gode Donner-, on sen sorstaar san udmætlct, hvor tomt
det man vnsre bleven for dig,« sande Sally med et let
Sul, on derpaa gav hun sig til at slsjte som en Solsokt.
»Ja " sagde Mam, »vi unge Piger paa denne en
somme L trænger til en, der lan vedligeholde Forbins
delsen mellem os og den state Ver-den udensor, og Moses
er saa statt-l on silket, at det næsten er, som am han ba
nede Vejen sor os beruht-, hvor vi ikke selv kunde vinde
frem«
»Mein nie-denj- han er paa Reise-, vil du jo have not
at gsre med dit Udsmk,« sagde Sally: »du jeg sorleden
var i Poetlnnd san ieg bos Matie Potter ei Minister til
et Treppe Det var naget as det deiligste, jeg nonen Zin
de hat set. Der var et Morgenstjerne Tæppet J Midtcn
var der en stckis Sjerne on omkring den var gruvperet
en Mængde mindre Stiernet —- hvide paa blaa Grund
Jeg vil gerne sy et saadant Treppe til dig.«
»F nieste Uge stal jeg begnnde at spinde til noget
iint Tsj," lagde Mam; »du hat ja set det Minister ined
Bloinfter og Vlade, jeg hat tegnet til et hvidt Stiege
tæppe. Hund inne-J dn oni det?«
Te nnqe Piaer qil nu ind, da de begyndte at tale
oni niere praktille limi, on vi vil ikke kede Lassen-n cned
at opreinfe alle de Tvivlsspsrqsmaah Dreitelsen nf no
get saa vigtiat sont et Brudendftyr lunde føre ind i.
Tet laa nd, sont om Salln nied stor Jver vilde tage sig af
Mai-us lldsmr. Hnn vilde aske Neifer til Poktland og
Brunswicl, ja, endog til Bestan, for at det lnnde blive
laa godt on stnukt sont nmligt Ost en Reise til Bofton
var paa den Tid lige faa beftmsklig, sont en Reife fra
Boston til Paris er i note Dane
«Naar du bliver qiit, komnier dn vikkelig til at tage
niig i Hast-U laade Sally; «Mole5 heb-ver ikke at baue
dig belt for sin egen Mund. Jea lan ilke lide Mastidene,
de vil have iuld Ejendonisret over alt, og de taqet vore
Veninder fra os. Jeg ved flet illi-, hvad der flal blive
af Inix1, naar du er borte."
»Na, saa dkaqer du not selv af Sted nied He»
hvad er det nn, ban beddek?« sagde Mam.
,,Snal! Jeg lendek ham ille Jeg vil Unsre gammel
Inmian iagde Sallm ,,det er vix-selig llet itle faa
galt, bvis man blot sunde have Selskab« og det ille var
laa trift, at Miendene tog Veninderne fra en.« Salln
blinlede lidt for at sljnle en Taake, og sagde dekpaa leens
de: »Havde jeq blot lelv vastet en nna Mand, faa vilde
leg lelv have haft dis. Det vilde vasre udncasrlet Jeg
stsd Moses, hvis han gjorde Vrøvl Jeg stnlde not
time en Meengde Penge, laa jeq kimde reife med dig til
Paris ag Rom og manqe andre Steder, oq vi lnnde
leve faa lytkeligt samtnen, indtil vi dsde, som der stam
l Æventyrbsqekne.« —
»Du hat nogle meerlelige Jndlald, Solln men nu
flog Motten eet. Lad as nn prsve at falde i Sei-n«
Sally bsjede sit Hoved ned mod Mata og tysfede
hendr. Nara mætkede noget fitgttgt paa lln Kind.
Man det var en Dankes
ct Hälfte-sah
kaute Pera ca Dante Ella boede l et ltlle spann
W du- ved W Bay. Vinduerne tll den ene
Ida Wind txt-d den sttnne sagt, og til den anden
W de nd til de W Nov-. ,
ffix i » , , verweist-atte- m orden pg Pic
i i III-»san- mesde Um es state-and sc
ved disse to Husveuners Hjaslp holdt de Vorde, Stole
og Bei-nie skinnende beide-. Med største Ombu vaagede
de over enhver nok saa ubetydelig Geustand, der hsrte
til der-es Judbo. Hvis noget as dette gik tabt ellet itu,
blev de to Sostre dybt bedrøvede Enlsvet Tallerkeu,
Kniv, GasseL Sie ellet Glas var uendelig dyrebar for
dem, thi disse Ting syntes dem saa Iammeuknyttet med
Tanken om deres Hiern, som de havde vasret levende
Basseuer og ikke døde Tiug. Heer eueste Ting havde sin
egeu lille Historie-, og en kuust Tallerkeu eller en øreløs
Kop sit samme qode Behandlina, sont den vilde have
saaet, lsvis den havde kupuet merkte al denne Omhu.
Det er en as Juni Maaneds smukkeste Dage, og
mastkeligt not havde de to Sei-re en Dag, de kunde kalde
deres egen. Ellers hjalp de Folk i en Snes Kilometers
Onlkreds. meu i Tag bavde iugeu hast Vud ester dem
Stuen, de opholdt dem i, var oversaaet med Nester as
Kjoler og Hatte, der var sprasttet op set at blive sum nye
under de kundige og slittige Hasndee Man kuude not
sperch out Frøken Ellaså sorte Etraal)at, som huu bar
til enbver Aargtid vilde blive ret meget køuuere ved at
bline presset op on mutet used graut Baaud, som den
aatule, swrsounueliae Tau-e haude farvet sort. Eller
vilde maasle lseudeszs Kattuusrk Fijole, der var veudt og
vasket uoale Gange ser. lslive nnere as lldseeude2 En,
der jkke vidste as al deuue Lmlanem vilde rimeligvis
tueue, at de to natule uuerleliqe Lauter bar de samme
Klasdety fou( de lsavde lsaret i de sidste 50 Aar. Heldigs
visJ for de to Zeitre anede de ikke, at unneu vovede at
gøre slige Ventasrknitmer om derei- silasdedmgt eller
11dseeude, og iugen Fyrstiude havde starre Forestilling
ocu sin eneu Eaiusundkslusmdning eud de to acuule Dei
er da eu Eelvsølae at deres halvaarliae Lupudsniug
var as allerstørste Vigtiqbed
«
»Im spelnlerer paa, Ella, oni jea ikle hellere maa
prølse paa at sarve denne end at blege den.« sagde Zw
ken Vera. idet lnni grnndiat anders-We en gammel
Ztraaliat, »det er nn ti Aar-, siden jea fik den, on du ser
nol, at den er Ved at tabe fin. Jeg trenler nassten ikke,
at diisse Pletter gaar as i Plea«
»Tet slal dn ille lirnde dig oni, Vera, jeg har lovet
at rense Frn Bad-gier italiensle Etraaliat, og saa kan
jeg gadt rense din med det samme. Saa kommer det
ilke til at koste dia naaet. Naar vi saa sarver Garn til
Esteraaret, kan dn jo lade den farve samtnen med
Garn-ZU
»Tet er saadan noaet nndeliat Straa,« saade Fra
ken Veka i en klaaende Tone. Jeg liar selv slettet livert
Stkaai den, nien ieg tror illcy at iea nn knnde ils-re
det iaen Mine Finare beannder at blive flink-. Jea
maa Hist onsaa tsellere lade viere at sustte awnne Vaand
paa den, tlii grønt er saa sleint til ai sniitte ai i Regu
vejr Oerlan dn se. lnmr det bar sininei ai den Regu
vejrgdakL da iea lod cnin Neanilaskni lsliue iiaaende liosts
Kaptajn Vrwnss niedens jea gis i Fiirle Arn Vroad
sagde til mig: »Tante Vera, vi Haar ille tllean.« Wodh
twnkte jeg, saa vil seg lade den staa, sinnt vi ellersJ al
tid saar Regu, naar jeg ladet inin Regnskasrm blive staa
ende l)iennne. Jea ail saa til Kitte, og saa aav det sia
til at swrte ned, oa inin Hat bleu fnld as grønne Wetter-,
oa jea er bange sur-, at de ilfe lan aaa af igen.«
»Halte lasnge lzar Frn Vadaer hast sin italienske
Stkaahat?«
»Mei( kan dn ikke l)nske, at Kaptajnen havde den
med sra Frankrig for 15 Aar siden, da Phøbe Ann
blev s-dt? Det var en sin Hat, da han kom med den, og
den hat holdt sig lustige men den hat vteret dyr sok
Frn Bat-gen Hun kunde ligc saa godt have ksbt sig
en ny Hat sont at lade denne pnnte op hvekt Foraar og
livert Eiteraar. Men det bar lnm naturligvis Lov til
Hnn« inaa so brnae sine Uenacy sont hnn selv vil. Hvis
jeg bavde baaret niig saaledeks ad, liavde iea ilte haft en
Frei Eparekasssen.«
Frost-n Vera fortsatle
»Gut dn set det Stran. Zaltn Antrer brnxser til
Markt-:- Brndelmtf Tet er nonet as det sineste on lmides
ste, nmn knn tasnse lia. Jer nur for sunnet slette läge
san snntkt, Inen nn er det sorbi, saqde jea til Solln Det
er slet ille til at man-le vaa Solln at nun bar lidt en
Sknsselse med Hensyn til Moses. Hun akbesder nieset
ivriat med paa Maras Brudeudstyk og bar Hovedct suldt
as Tanker ont Vrnlluppet Dette Vrnllup ovtaaer sor
Reiten mange Mennesker. Festen Emilie Sewell viste
mia en sin Tantassessdus1, lnm vilde give i Brudegave,
oq Frn Pennel bar so spundet oa Vasvet og lagt hen til
bendes Udsmr lsele Liver, baade Lagener og Dnskketøi. og
desuden bar Max-n so alle sin Moder-s Sagen Fru Pen
nel talte sorleden om, at lnm vilde have alle diste Ting
bleaede, da de var blevne gule as at gemmeg de mange
Aar. Jen lmvde vaa Foknennnelsen, at det var et daars
liat Varsel at give en Vrud hendes Moder-J Udstuk, men
jea tav stille, da seg ilke boldt as at siae det.«
»Aera-« saqde Fristen Ella alvorliat, ,,jea bar al
tid hast mine eqne Tonker out Mara Lincolns Vent
lup. Det vil not sinde Sted, men ilke saaledes, som
Fell trot. Jeg hat ikke for ingen Ting vaaaet on pleset
syge i ttesindstyve Aar, og sea kan se mere end de sleste
andre Mennesker. Hendeirs Bruder-s er not lobt, og det
ligger rede; hun kommt-r ogsaa not til at biete det, men
hun bliver aldrig Moses PennelsJ Huftrn Lasg knn
Maasse til, hvad jeg hat sagt-«
»Men bvis Httstru skulde hnn saa blive?« spurgte
Festen Vera, »denne He Adams-, der var Tale om, er
so bleven gist, san sea i en Aviszs hoxi Frn Padua-A ·
Festen Ella lulkede sine Lieder med en Bestemthed,
der asskar enhver Modsiaelse, og toa atter sat paa sin
Syning.
»Men hvem var det, der lom ind ad Bagdsren,«
saqde Fkøken Vera, da lsun harte Stridt ncetme sin.
Hun tejste siss og udbrød: «Men dag, Mam, vi hat liqe
talt om dia! Her er alt andet end pænt, men du er al
ligevel hierielig veltommen.«
Det var Mam, der stod iDøren Hun saa ud,
som om hnn var meaet ttret as at goa. Kinder-ne gl
dede langt stcerkere end sasdvanligt, og hendes Øjne
sktnnede med en seberhed Glans.
«Sa-t dig ned, lille Mara,« sagde Tante Vera. »An
hvor du dog set dejlig ud denne velsignede Dag. Man
heb-ver da ille at spirae om, bvorledes du hat det. Du
blomstrer jo sum en Rose.«
»Im her det ogsaa godt, Tante Vera,« sagde Mara
og sank ned paa en Stol. »Man det er san brændende
vakmt s Dag, on det hat udtnattet mig, tror seg.«
' »An, din lslle Stakkell Alt-, hvor er min Jsewlste.
Nat-, her er den. Bist dlq lldt med den, san stac du san
et Glas IX
»Tai skal De habet Lunte Ma, leg hat met nogle
Mdderurtet til M nnd wink- sqqde Mars, nnd-n- lnm
laste op for et Tsrklcede, der var fyldt med duftende Ur
ter.
»Tai skal du have! Dn hat da ogsaa altid noget
med til os,« sagde Frøken Vera glad. »Bei er en Baue,
du har, lxelt fra du var lille. Ella og jeg talte lige nu
om dit Bryllup. J hat naturligvis mange Ting fcerdige
ollerede. Her bar du et Glas Il; blot det nn er godt
gieret. Jeg bryagede deti Lørdags.«
«Tak skal Te have-, Tante Vera, det er sturartet fom
alt, hvad man fcmr lon Dem.«
»Du faar vel ofte Brev fra Moseis nn? Det var da
udnmsrkeh at»han sik den Arn. Nn er han en rig Mand,
og dn bliveren fin Feue, Mam. Men jeg ved da ogs
san, at innen fortjener det bedre end du. Jeg fagde da
ogsaa det sanmIe til Frn Vaduen Ruptnjn Kittrige og
de andre fidste Søndag Du konnner Vel sagten-J til at
bo i Vofton eller New York eller saadnnt et sint Sted.
Men du can tro, at vi vil fovne dig her.«
»Man kan ikfe vide, lnmrledesz det kan gan, Tante
Vera,« ingde Mem med en Etennne, der skcelvede lidt.
Frøken Ella havde ikke taget videre Del i Samts
len; hnn havde knn nn og da set pua Most-, og da denne
nn san op, mødte hnn den gmnle Tun-es alvdrlige og
asnstelige Mik.
»Hm: dn drukket den Te, ieg fande, du sknlde drjks
ke?« spnmte Frøken Ella nu.
»Ja, Tante Ellm jeg bar drukket den i H Dage.«
»21)ne—3 dn ikke, den bar bjnlpet?«
»Nei, jeg kan ikke mcerke nogen Bedring. Bande Bed
stemodet og Vedftefader trot, at jeg bar det bedre, og jeg
Tiger dem ikke inwd Men Te nnm vist se at finde paa
noget nndet, Tnnte Elln.«
Frølen Ella lagde den qamle Strnahat til Side
on Vinkede til Mam, at lnin sknlde følge nied ind i det
Rum, der kaldtess Vadskelncset Her nar inenet pnnteligt
og propert, Vorde on Gan skinede as Huidlied Gennem
den nahen Der knnde man se nd i den friske Skov, mel
lein lwiszs Trnser man nn on da fik Tje paa den blinken
de Anat Zollyfet spillede paa de fjerlinnende Brenner:
den innrle Vedbend slettede nrønne Kranse over den tørre
Sknnlnind, der var onersaaet med brnnne Nrnntreess
nanle Fimlene kvidrede og kaldte naa lmerandre Ined
nlnde Ztennnen Alt omkrin de to sininder aandede Lin
on Fristlied Der can komme en Jteinninq over Mennes
ster, i lmilken Naturens Vaskst, Bloinftrinn oa Skønbed
bererer en pinlint, lom naar en kasr Ven uifer sin Med
felelse Mara bavde nltid vasret et annensji Vorn: i
Trnsernes annge var lnin vokset on, oq lnin tendte alle
Ekonens Trnsery Urter on Vlomfter. De var alle liendes
gode Nennen J nianae Aar ljavde lnni fnlat deress Vastht
lntn vidfte, lnmrnaar de dnkkede frem og livornaar de
forfvandt Linn neesten følte med dem, on de var en nor
Tel as liendes Liv. Med bedrøvede Øjrie saa lnin nn nd
i den amnle mosqroede Skov nied dens skiftende Lns og
Sknnnex det var, sont cnn lnm bad om Medfølelse und-T
tagelse derndefra.
Hun satte fig ned paa det bvidfknrede Dørts«:i sp.
tog sin Hat af. Hendes gyldne Haar var fngtigt, og det
krellede on fnoede fin tasttere end scrdvanligt om Pan
den. Sendeäs liengselöfnldm drømmende Øjne havde et
endnn sprmnodiaere Udtrvk end ellers, og bendes Leeber
dirrede as Sindsbevcegelfe
»Tante Ella,« sande hnn pludselig, «jeg maa be
tro mig til nogen. Jeg kan ikke holde mig oppe og bære
det, hvis jeg ilke faar det fortalt til nagen, og det er
beds1, jeg aabner mit Hierte for Dem. De er dngtig og
erfaren, og hvis nagen kan bjælpe mig, saa er det Dem.
J over seks Manneder bar jeg nu brngt al Slaqs Me
dicin for at saa Kur-steh men intet lifeelper mig. Jeg
kan merkte-, at mit Liv svindek hen Dag for Dag: det
ebber lannsomt nd. Jeg vil faa usigelia gerne leve; al
drig nisaen Sinde for har jeg faa inderlth ensket at
maatte leve, og dog kan jeg itke leve, det ved jea aldeles
sittert Tror De, jeg kan?«
Mai-a faa pna Freien Ella nied et benfaldendeBlik.
Den gmnle Frøken nied det qrinnne, haarde Anfigt
satte sig paa Vadfkebætiken, skjnlte sit vejrbidte, strenge
Ansigt i sit brogede Forklcede og arced lmjt.
Mara blev aldeles beftyrtet. Denne haarde, fornufi
tige kolde stinde, der altid var faa nbevcegelig over for
Sygdom og Ded, lnin grasd nnl
Mara sprang op og slog sinc Arme otn Haut-n paa
hench
«Grasd dog ikkcy Tanto Ella, jcg trocch jin-, at dct
vildc gørc Dem saa ondt; tsllcrss hade sog ikte fortalt
Dem det. Mcn De aner ikke, lmor tnngt det er at sknlle
gaa enc oq grmmc paa en saadan Hennneliabed Jst-g
man lade, sont om jeg blev brer oq stasrkmn Jrg tun
ikke taalc at se og tænkc paa Vcsdstcntodcrs Sorg, naar
Sandhcdcn sørst gaar op for tscnch OA Bcsdsnssadcrl
Aa, bvor vilde im ansic, at de ikkc clskrde ntig sna hast,
saa vildc de letters slippr Inm. Lg i Naar fis jm Vrev
sra Moses-, Tante Ella, ban er sna sikkcr Unn, at Vj skal
gistesz til Estcraarct, og jeg ved besinnt at dct jkke kan
stel«
Mmadcsu knallc Maras Freisinn-, ou de w Kvindcts
Taarcr blandedcs, idcst den gaknlc muri-de Kvindc holdt
dct desliaey anllokkisde Horn-d trykktst ind til sit Brust.
»An, Tantc Eila, elsfer Te niig ausna? ch vidste
ist«-, at De holdt saa meget as kiiig.«
»Mit Born, jcg elstcr djg sont unt cgct Lin. ch
er ikkc as den Stags, der taler saa nie-get um min Fo
lclscr, men im tøk sigc, at W clstcr dsg. Ost-g Var den
forsta i hviLJ Arme du vlcu lum, og naka jcg fratagcr
stakkcls lille Hitt1), saa er der ingen jeg bar clsket saa
hsjt socn dig·«
»Hitty'.- Var det Der-es Søsusy hvjs Gran jcg saa?«
spurgte Mata i en trostende Tom-, og hnn tluppcdc ømt
sned sin sinc, mang Haand den ryntcdc Kind, der cnduu
var vaad as Tom-er
»Ja, det var min Stifter-. Hnn dødth da hun var et
Aar yngrc, end du er nu· Gnd tog lsendc hie-m Statfcls
Hittys Hendcs Liv tsrtede hcn som en Vin i en varm
Sommer-. Hun elskede sin Gut-, og dct var vol bodst for
hende, sont det gik.«
,,Led hun as samme Sygdom som jeg, Tante Ella f«
»Ja, det begyndte akkurat paa samme Monde. Jeg
anvendtcs alle Midley og vi havde mange chger til ben
de. Men nu stulde det væke saadan, og vi maatte baste
det, at hun blev tacht bott, da hendeö Time var kom
men.«
»Jeg sslek miß alliaevel leitet, Tante Ella, fordi
leg hat faaet talt nd med Dem. J over to Maoneder
hst leg DOC for Das Meliqere solt, at alt Daab var ude.
Livet blev mig en Bord-, oq seq maatte tvinae msg selv
til at hemmte-wendet syrdenogtil at gste saa
met-les IUMWMMJUCMMMHMM
bar kostet mig. Jeg er altid san træt, at jeg gerne kusiU .
græde, og naar jeg ligger i min Seng om Ratten, ke
jeg ikke sove, for-di jeg er saa varm oq utolig. Indes
Morgencn kommen er jeg vaad af Soeb, og jeq er no
ften mere trwt, end da jeg lagde mig. Jeg maa tvinge
Moden ned, tvinge mig til at le og tale, men det er alt
sammen unaturligt for mig, og dette trcetter mig til DI
den. Det vilde vaer bedre for mig, om jeg holt boldt pp
Ined denne Kamp, denne Forstillelse, der slet ikke er ced
lin. Men lworledes sknl jeg kunne faa sagt det til
dem?«
»K(1»re Varn,« sagde Tante Ella, »du-r Dis paa, at
det altid er baade det rigtigste og det kcerligste at fig
Memiefker Sandlieden. Naar Folk ved, bvorledes des
forbolder sig, kon de baade føge og finde Hjcrlp hos des
eneste, der kan lijaslpcy bos Gud i Himmelen. J over 40
Aar bar jeg haft min Gang i Sygestucr og ved Dedss
leier, og det bar endnu aldriq feilet, at de Mennefker,
der satte deres Lid til Nulx lutu igeunem alt, lwor møts
det end fcm ud.«
»Men, Tann- Cum hvor er det sowrt at skrinlcegge
Onnbet oin at leide J mmme Aar lmvde Dødeu Inge
Smerte for mig. Jkke fordi jeg vor egentlig ulykkeliz
men im laltmtesz eiter lOimmeleh skønt jeg vidfte, at del
var .egenkasrligt, eitersom mine kcere vilde have sorg
over min Ded. Men i de sidste Tiber er Livet blevct san
lnst ior min, im bar klmiget mig til det og gar det end«
nn. Lm Ratten liqger im vorigen og kcemper med Gut
i Ven, out at lian vil give mig det Sind, der kan fiqe
Rai-Vol til det jordiske. Men endnit er jeg ikke i Stand
del-til Er det fnndiat?«
,«Tet er kun naturligt, at du gerne vil leve,« sngde
Freien Cllki »Livet er lietligt, og vi er stabte til det.
Tasnt du kim ikle paa det. Sind vil give dig Kraft, naat
limiss Time kommen Mennesker saar ikke altid Hjaslp pas
den Munde eller til den Tid, de selv ausser-, men Ojæls
pen konnner doq —- enten det un varer kokt eller neuge
Lwiss im fande, at du vilde komme dig, vilde jeg tale
med min Leerbenisnina Jeg lim- ikke nieget Saal-, hvic
im mxerlmvedet lmr unget, men jeg ved ogsaa, at for
Nud er alt umligt Hvis dn blot selv vil lade være
med m stride oxi trnat og stille lasgge dig til Hvile i hanc
Damm tun unre, lwad du kan, og saa ternke, at der et
Qui-tin san lienue der er Liv, saa Vcd du, at bvis dct ek
(««'«nd;s Villity du vil du komme dig.«
»Za, Lunte Ellm ieg 11ed, at det skal were saaledet
Hut- d t!;sd1·:, bund der er til vokt Gomi, og han gst
t«.- Dur der tiener til nurt bedste. Men mit stakkels Hier
xi »stei- r ved Tmilen mn Dodeii Oq naar jeg saa saat
i)«.;. . — i Haar fik ieg et « san begynder Kam
is.1: .1· isi Jle kikmr lau udmærket for l)am, skrivek
ims-. hnii nur num-! niere. end lmn nagen Siude bavdc
taan W net. Heut-v Breue er saa sulde af Glæde og Liv.
Aa. smn aner io intet, og hoorledes skal jeg kunne stri
Uc m um« tusme
»Du lsebøver in knn at forberede bam saa smaat
mit Bat-ji«
,,Tante Ella, lkar du talt med nagen om mig? Hat
du sagt til nogen, hvor daarligt jeg hat det?«
»Nei, mit Barn, jeg hat kun sagt, at du fslte dis
trast og var svag.«
»Hver Estermiddag bliver jeg saa rød, og Bedstd
sader er saa glad over mine »Roser«, og Kaptajn Kit
tkige driller mig med, at jeg bliver alt for smuk. Der et
ingen as dem, der er klar over, hvor syg jeg er. Jeg hat
stridt imod af alle Krcester. Jeg bar prøvet paa at rystt
alt Micsmod as mig og lade, som om der intet var i Vei
en, ou det et jo ogsaa kun Trcetheden, jeg mærker. Jei
tæiikte, at jeg vilde have godt af Turen her-nett Jes
mindes- saa tydeligt den Tib, da jeg kunde løbe om i Sko
ven en liel Dag nden at blive anstrengt, og i Dag var
jeg met, inden jeg kom Halvvejen l)ertil. Jeg maatte
swtte mig ned og lwile mig lasnge. Aa, Tante Ella, hviis
De blot kunde faa det sagt til Bedstemoder og Bedstesas
der, lworledes det staar til, og hvor stor Faren i Birke
ligbeden er: san fik de maaske oqsaa Øje paa den og holU
op med at tale til niig om Brylluppet. Jeg kan ikke stride
imod langem jeg er sor svag dertil.« -«-",
»Jeg skal nok tale med dem, mit Baru. Din Bed
stefader vil selv san Kraft, og han vil styrke dig, tbi has
kendcr muds Nimdek Nigdom og Styrte Jeg mindes
ham fm de svundne Dage. Den Dag, din Fader og Mo
der blev begravne, ftod han med frejdigt Blik og fans
vor gamle «igfalme, og det vor en Fryd at se bans An
sigt Hnn san nd, sum ocn han havde overvundet hele
Verden og nu scm Himmelen gaben. Din Bedstefadek
er en fand Kristen Kinn nn, mit Vorn, lasg dig lidt ins
i vort Zoiwkmnmer, ou naar det iEstermiddag blivek
lidt seligen-, Vil jea zum bit-m Incd dig«.
Frøten Ella aalmede Døren til det lille Beet-elfe
Te müde Gardincr flaurede i den frier Vind fra det
blcm Hau. lLmn lngde Mnra til Hvile paa den rene, as
Properlnsd duftende Seng med en saa øm og kcerlig Om
forg, sont um lmn lmvde onst-et en Moder og ikke en gam
mel, arinh lautet Pige med Heftebanrspnryl Hun bles
sinnende et Øjeblit oq faa paa et lille Varneportræt
»Tet er ·L5itt1),« sngde bun.
Mam lmvde tidt set en lille Gran med det Navn, as
knm lmvde oasna børt om en smnk Stifter til Festes
Ella. Inneren var død for mange Aar siden Hendes
va vnr fnldt med Vrwubwrranler.. Mara havde al
dria før hart Freien Ella tale om hende Festen Ell
tog det lille Villede ned og gav Mara det.
»Du knn itle dømme cfter dette lille Billede, meu
du lau tro, lnm var en dejlig Pige. Dog er det not bede
som det er."
Mara var dubt røkt over at Insekte, hvok trofast
denne tilsynelndende barske Kvinde havde bevaret Mindet
om den ofdøde lille Seiten Det enefte, der var tilbaqs
af bende, var denne msrle Skygge par-« det lwide Papst
,,Scmledes vil mine kcere engang mindeg mig, few
Tante Elle nu mindes Hitty ved at se paa denne Skyqi
ge,« tasnkte Mara og vendte sig paa Lejet med et Sul
Frøken Ella lukkcde Deren stille efter fig, og des
ufcedvanliqe Wenn-Helle der havde qrebet heade, til-eh
bun tun ved at være endnu mere studs oq befalende met
Safterem der var meget nysgærriq ester at faa at vidg
bvad den-s hemmelige Samtale havde drejet Fig em.
»Man vilde vel tale med dlg om sitt Brudqu
sagde bun frygtsomt, da Festen Ella ism IIIW es
rivei fin gamlc Hat, lom om hun bat-de i Mai M
den helt ita
