Essig Perle.
Es Zufalls-s
as H. Beeeher -Stowe.
(Fortsat.)
Han blev meget sorbavset over den bedrøvede Tons
hed, der sulgte paa hanö Meddelelse, og hnn grasd hele
Degen paa sit Vcrrelse Han holdt maaske mere as hens
de end as nogen enden, og han havde 1nent, at lsnn vils
de blive gold. Hendes tavse Underlastelse cergrcde hanc,
og ljan kuude itle sotstaa den. Han betroede sig dersor
til mig og bad mig indvirke paa Dolores, san hnn knu
de saa Lje paa alle Fordelene ved dette Ægteskab. Hen
des tiltommende Mond var en umaadelig rig Plantages
ejer fra Kubu — hvad knnde bnn sorlonge mete?
Jeg sit at vide, at Monden vor 50 Aar gannnel
og havde unstet Militwr det nieste as sit Lin. Nu trat
han siq tilvnge og ønsledc en smuk og føjelig Hufttn,
der kunde Viere lnnn en Stette Jeg sik Faderen til at
love, at han ilfe mlde tule inere om Sauen, ser Tulores
havde set Monden. Jeg selv led tneget under dene. Jeg
vidste, at vi elslede l)inanden, og at hnn icle estertrngtes
de Rigdmn og ndre Wans. Undertiden solle jeg Inig
skistet til at liebe hende lslive Inin Hnstru on slnme tned
mig nl :k’ordsmterne, lnwr sen not kunde staffe osz et
Hielt-. Jeg Vilde dog ved at gen-e dette slnsse hendeS Fa
deriI Tillid, oq im lagde detfor spltunnd sum mig, til
jeg hnvde lnrrt nt kende den Mand, hendeirs Ruder lmvde
vakat til l)ende.
Dahn-es Rassen var holt fomndrct; hnn var mark
og tavs, til Tiber ntaalnwdig og hasftin En Morgen
fandt jcg hcndc alone i Stolestncn Hnn sad noglc
Lief-Um tat-s og drcfrde paa dct Annbaand, Ui sandt
paa Strandbrcddcn Sau saadcs hnn plndseliqt: »Beste
Armbannd er flottkst as mjn Modier Horn-: nun er den
rncfny der nogcn Binde lmk holdt of nng — fmkegnet
gomlc Mamnn). Qg oldtig vil nogen clffe mig met-c«
»Na-re Frøken Tolokes ——« bcgnndte jcq.
»Knld nng ikkc kaste. Te holder jo ist as mig, og
det gør ingm Alle her i Hufet vil blot of nnsd mig.
ch hat oltid bestrnsbt ntig for at Unsre and ou geke,
hvad De vilde Og jcg inne-Z, De iknldc lwldc lädt af
mig, mcn dct gør De slct site-«
»Hm holder cncre as Tem, Tomer end af nogcn
andcn i Vordem jeg cljtcsr Dom hsjcrc end nnt Lin«
Jeg hande dein-tut aldrig at ville ndmlc slige Ord,
men de trwngtc iig freut mod Inin Mute Hnn saa wo
mig, sont um hnn ikkc knndc tko sinc Tren, vlcv blodrsd
og lagdc Hovedct ncd paa iine Arme.
Nu tmadte Zruen og de andre Pigcr ind i Stum.
De var bcgcjitrede for et Artnbaand nch Minimum-,
Iom Dolcin-J tiltonnnendc Mond havde sendt l)cnde. Tot
var et tostbort Entom-, og et lillc Billcde af hcnn var
anbkagt i det —- indfattct i Mai-mutet Gan faa nd
til at vwre en Larvelig Mund og havde et Ar over dct
enc sjzjr.
»De: gsr ikte iaq meaet mcd stnhedem naar
Billet-et er indratnntet as Diamamer.« iagde den ene
Dotter
»Um-L Tolores, tag det gamle Akntbaaud af og
prsv dette,« fagde en enden.
»Im vil itle tage det paa, jeg bryder ntig ilke om
Diacnantck.«
»Hut- man nogen Sinde kendt Mage til Egenfind,«
iagde heitdes Stiimoder.
,,«.Icej, Tolokes et altid fær,« iagde en af de andre
Ptgek.
Ida-ins Tag ankam Brudgommm Han hed Don
Glis-non de Col-dona. Oele Hulet var i Oper lden
Olnledning. Jeg var paa mit Betst-elle, og jeq bebtejdede
mig lelv de uforsigtige Ord, jeg havde ytret Dolores
var denne Tag som helt vellieløs. Hun lod de andre
pynte fig og gjorde slet tagen Jndvendinger —- undtagen
den ene, at hun itte vilde tage Moderens Armbaand af
for det endet. Oun bar det da paa enden Artu.
Ton Gusman var en stor, blodkig Mond med plump
Doldning og Væien Jeq faa funkt, at hatt var Muse
til Dolores' Faden sanfelig, hæftiq og hetileiyg. Han
fynteö greben of Dolores’ Sksnhed og bestrasbte siq for
at tælles hende.
Hos hende lunde jeg tun sttærle en stille Zortvivs
lelfe. Hun gis og talte Iom en Ssvngængcr. Kun een
Gang, da han driitcde sig til at tysfe hende paa Rinden,
lagde jeg Mast-le til et Bredesqlimt i hendes Øjne og
et Udtryl, hun ilke kunde beherlte
Dei blev afgjort, at Brylluppet itulde fejkes den
kommende Ugo, og i den Anledning itulde Bot-neue fri
tages for Undekvisning. Dolokcs blev overvældct of
flotte Gavcr og blev pludselig Hase-is Midtpuntt Selv
Stifmodcren Idslcde med Kasttegn paa hende. Jeg
blev dct meite of Tiden paa mit Værelie, red tun en
Tut daglig. og traf tun Dolorcs ved Maaltiderne, og
da vovede jeg nasppc at se paa hende.
En Asten, da jeg var sent nede i Hauen, traadte
Dolores uludielig irem iotan mig. Hendes Ansigt var
ftygtelig blegt, og hendes Øjne ftkaalede med en febeks
agtig Glans.
»Im et kommen for at tale mcd Dem. Jeq vil get
ue vide, om jeg bitte rigtigt.« «
»Ja, Dator-esp, det giokde De. Jeg var uhædetlig
not til at sige, hvad der aldrig burde vasre kommet over
mine Lckber.«
»Men er De vis paa, at De mentcs der-«
»Gut) ved, at del var mit Alvor.«
»Men hvorfoe frelser De mig san illes
Hvorior set De paa, at jeg bliver folgt til den
ftyqtelige Mand. Don clfler mig ikte og vil aldkig
tonune til det. Kan De itle fsre miq berste-W
»Dolores, feg er tun fattig, og lau ikle stasnke Dem
den Rigdom, Der-es Feder Infler. De lkal bane.«
»Hvad brydet jeg mig’om den? Jeg elslek Dem
hsjest af alt iVerden, og hvis De i Sandhed elilek mig,
cyvorfor kan vi da ikke blive lyttclige sont-nen?«
»Dolotes,« fvakede jeg og tæmpede for at bevare
min Ro, «ieq er celdee end De og sendet Werden. ch
can ist benytte mlg qf Der-es Mangel paa Erim-ing
oq De aner Me, hvad det vll llge at blive gilt mcd en
fattiq Maul-. Ille vllde stgr. at jeg handlede uhæderligt
i at lage Dem fr- en Siman der hydek Dein Rigdom
oq Hallqhed es sen Dein til at dele min lattige Lod.«
Doloees im Magende par- Inig oa spumtet »Er
set den ener Mk Jeg et bange for, at De lkke
vitcckks elstik M. Ost Def«
its M- isg gis sent frq Bil
slilesiscktsdttoqalleqndreoq lasse
J IHunnen laa et Stil-, hvis Kaptajn jeg kendte. Jeq
sikrede mig Plads om Bord, og alt gil godt, da ingen
lod til at have Mistanle. Jeg sagte at optrcrde som saeds
vanligt, og alle havde travlt med Forberedelserne til
Brylluppet.
Den Dag, vi havde beftcmt til Flugt, var jeg re
den nd om Moment-n fom fasdvanlig. ch blau indhcns
tet af en Dreng, dar stod i Dolorcs Tjoncsuh og han
bragtc mig et Brot-, hvori der stod: »Fadcr bar opdaget,
at vi vil slyatc. Jngcn af de andre vpd Ungest, unt-n han
vil drmbcs dia, naar du kommcr tilbagc. Hvis du elskcr
mig, flimt da itraks om Bord i Stile Jm lan ikkc
levc, kmis du fluldc blive drwbt for min Elyld Mcd
mig kan de gøm bvad de vil, lwisrs Gde blot frelfer dia.
Maasse vil han snatt lade mig da. Dct cr min oneste
Ønsla ch vil clskc dig km og altid.
Dolores.«
Saaledes blev Enden. Jeg flygtede om Bord i
Skibet. J Avifen faa jeg, at Ægtefkabet havde fundet
Sied, og harte fide-i, at Dolorcs boede paa Kubm Jeq
faa hende ikke, fsr liun lau foran mig foin Lig, men hun
havde da fomndret fig faa meget, at jeg itte ined Sit
kerhed knndc kende l)ende. Arnibaandet overbevifte mig
am, at det var min ftallels Dolcin-T der nu havde fun
det Hvile i min Rast-lied.
Jeg strev straks til en Ven i Nmkheden af St.
Augustin og bar geniiem liam og fenere ad andre Beje
indlientet folgende Lplysningen Don Jofe var død af
en Tyfiis, lmn liovde Paadraget fia ved sit ndfvcevende
Liv. Hans Ejendom var faa forgasldeh at den inaiitte
stelqu hatt-I Slaver blev spredte for alle Binde og lians
Huftrn var med fine Vorn flottet til New Orleans.
Ton Gusman levede i ftor Herlighed inen var en liaard
og qrnfoni Herre. Hans Hishi-in din Moder og niin
Ungdonikselftede var meaet fongelig og lmvde rtnklet fig
tilbage fm Selfkabdlivet og viet fit Lin til Troiiøtiels
fer. Siden var der en Oufmnd paa Don tsiiissinnns Plan
tager, og do blev de fleste Vngninger nflsriendte. Oan
folgte da sine Plantauer us indflilsede fig ined sin Hit
ftkn oa svkige Familie til Boston Ziden link man intet
hart oin dem.
Maasse du vil mene, at du linr lidt et Tab ved ikke
at blive opdmnet i den rige Don lttuismans Hieni, men
jeg troc, at det vilde have findet dig· Det er bedro, at du
bliver din eqen Lykkes Smed end en Dagdriver, der le
ver paa fin Finder- Gid din Moder-s Villede inoa ndøve
det fnnime Trylleri over diq, fmn linn felv ndimede over
mig. Jeg vil nødig have alt dette onitnlt intellem os
men jeg vil nltid betraate dig finn en Ven on Hin-e alt
for at tjene Sonnen af liende, jea lmr elfket san liøit.
Jeg trot, at din Fnder lmr efterladt iiu en Del
Peime hos en Zugs-ten og jeg bar del-for føqt at fna
alle disfe Omftwndigbeder lovligt bekrasftedch fim du kan
faa din Aw.
Jen knader dig til at inedtnge denne Bekrwftelfe
tilliae med din Moders Billede og Arinbaandet og faa
prsv at reife til Kuba og gøre Krav paa din Fasdrenes
aw. De nsdvendige Papirer bar jeg rede til dia.
Din trofafte Ven
Theophilus Semell.«
Dette Vrev kacdte alt dct crventyrligc hos Moses
til Lich, og ban gav fig til at byggc Lustslotte. Da han
« com hieni, saa lmn, ot Mara ligcfom i gamle Dage havde
travlt med at eftcrse hans Tof. Dette Billcde var faa
hjemligt og l)1)ggcligt, men han blcv gansie kold, da han
tasnkte paa, at bun en Dag vilde gsrc det for en anden
af Kasrligth det, som hun nu gjorde for ham af Ven
fkab. Hirn et nu vant til at tage sig as mig, tænkte han,
og bendes Ordensans er faa sum-L at lmn betrogter alt
hallet Taf som sit Vom-, hun vildc gøre dot samme for
sin Vcdstcfader.
Dei not Stils.
Tommeret til Moses’ Skib var nu hugget, og Sci
bet blev bygget Skibet ejedes of et Selskab as Egnens
bedste Mir-nd. Pennel og Kittrige havde Altier i det, og
Moses selv lsavde anbragt sine Zparepengei det. Gan
tæulte paa om ikke de Penge, han muligvis lunde arve
ester sin Feder, vilde tillade ham at lobe hele Slibet.
Sau behovede han tun at gore et Par heldige Reisen
og lian vilde vasre en rig Mand.
Han lastede sig over Slibets Vygniucs med den
stsrste Jvet Han stod tidlig op hver Morgen, men
hvok tidliq hau end stod op, vor Mara altid oppe sor
han og havde et laskkert Maaltid særdigt. Hun spejdede
ogsaa ester lmin om Aftenen men sorgede sor. at han itke
soa liende, sao hun var altid paa sit Vcerelse, naar han
lom hieni.
Moses lmvde bestemt, at han vilde vwre sillek paa
hendes Kcerlighed, inden han viste sin Genkærligl)ed.
Dette var et sarligt For-sog over for en Kvinde soni Ma
ra, thi hun vilde ikke sor alt i Ver-den vise, at hun el
skede ham anderledes end soni en Broder. Tom var
taobelig not til at got-e aabenlys Kur til Sally Kittrige
liele Sommeren, og liun vilde gerne drille ham og op
asgge hans Forfængelighed· Det vor ham ganske umn
liq at blive llog paa l)ende, tlii staut Sally var en brav
Pige, var bun dog en ssdt Kolette
J Oktober var Moses Pennelö Slib sirkdigt til at
lobe as Stobelen. Moses git en Dag lange Stranden
samtnen med Sollt-, sont han havde heutet til Te. Han
var iqodt Humor-, thi alt med Slibet var gaaet ester
dont Hovede, og saqde triumserende: »Da er det smuks
leste Stich der et bygget her i 30 Aar-«
»Au, De er nu sao indbildsk, at De altid mener,
at Deres egne Goes er Sonnen« svakede Solln
»Og jcg havde dog haabet, at jeq maatte give Sti
bet Dere- Nam«
»Da-i er sanfte lattcrliqt Hvorfor ikke give det
Navn citet Mata7«
«Det vilde ikke passe. Det maa vwre citer en Pi
qe, der er Furt i.«
»Was ieg vil ikke have mit Navn adelaqt med et
Stil-, der maaste itraks Iejlek poa en Klippe. ch vil
have en Ivet Kaptajn til at sptc det Skib, der ital basre
mit Natur«
Dette var Moses« jmme Punkt, og han blev der
for sammt-met Kett ester msdte de Mora. der oglaa
talte om Mann-et Heller ikke hun vilde lægge sit Navn
til, men forefloq det Ranu, de havde talt om i dere
Mom -Irsec«.
Dette sit Moses ind paa, og Sally Iagde bat »Im
hassen at Moses den Dag sagde, at han vilde tage os
to med paa en Reise Jorden rundt.«
Da Sally sagde bette, saa Moses alvorligt og spor
gende poa Maro, og ved Tebordet var han saa tavs
og aandsfraværende, at hun bestemte sig til at tale med
Sally derom Hun vildc, at Solly skulde vise Moses sit
sande Versen, vise ham, at hun virkeligt elskede hom.
Sally blcv der om Ratten, og da de var bleven ene
i dercs Kammer, sang Maro: »Er du ikke bebt-net
naar du tmtIkcr pun, at Moses fful forlade os sor saa
lang Tid?«
»Nei, hvad vcdkonnner det mig.«
,,Snadan taler du saa ostc. Zolln, Incn du gør
Urct imod dig selv derved. Hvis du ikke i Sandhcd hol
der as hont, lmrde du illa have ouført dig saalcdes over
sor ham i de sidjte set-J Moonedcr.«
,,Mcn selv om jcg bryder mig om hom, lieh-ver
hans Fraværelse dog ikke at knuse mit Hjcrte.«
»Men du man dog nich Enlly, ot Moses elsker
dig.«
»Det er jeg ikke Dis paa,« sagdo Sally leende
»Men hvorfor sknlde hon da føgc dit Sclskab ved
enhver LejlighchZ ch har ofte siddet her saa ene, og
det har vasxct min cnefte Trost, at mine to bcdste Ven
ner clfkcdc hinanden.«
Mai-as Jckvbeherskclse svigtcdc hcndc nu, og lqu
holdt Haanden foi Øjnene.
Sally lob hcn og omfavnede hcsude og sagde: »An,
Maca, jcg beder dig om Forladclse. ch er et egenkæti
ligt, koket Versen, der holder af at blive gjort Kur til, »
og jeg hat ikkc tasnkt, at dct vilde pitse dig. Du gaar jo
faa taoså omkrinq, at man itke ord, bvor man har dig.
Du clskcr Moses-, tut-n det Mr jog ikke.«
»Im holder as bam som en kasr Broder.«
»Dot er nogct Vrøvl. ch har opført mig flet
imod dsg. Moses og jeg er ikkc skabt for l)inandcn. Han
hat opfort siq faa flct imod dick at det er mig en Trost,
at jeg bar drillet ham.«
»Mot! dct ttøftcr ikkc mig, Solln. Im vcd, at han
bar givcst dig sit Hier-te og det smvrtcsr horn, at du dri
vcr Zuot tin-d bunt i Stedcn For at vise bunt chorlighcd.
Du bør ikke drivc Sport med sligt.«
»An, du sonder slet ikke de unncs Manto Dr er ikke
barmhjcrtigc mod os.«
»Ah-n elfier du lmm da ist«-? Himr lun du vix-re
san meinst samtnen med lmm ndisn m elfh- lmmP Og sen
de lmm inadumke «L«lille?«
»Tet mader ji«-I ikke sclv for,« smide Solln lidt
slmninldz »me« im lmr in ogian sagt at jeg lmr unstet
taabelig og sum, og det bar kmn onfcm. Mcn nmnsle lian
elster diq.«
»Don lmlder ikkc einman ui mig, som da Ui var
Børn Jeq sendet slet ikle limiss Hjerte.«
»Mnnike Tnnte Ella liavde Net, da lnm iagch at
han tun elsktsde sig selv.«
»Hm hat altid Unsrer uretfasrdig mod Moses, for
di lnm nldriq bar kunnet lide ham. Han bar et godt
Hiertcy men lian trwnger til Kasrlighcd og Forftanelfe.
ch trot, at lmn elsker dia, Sollt).«
«Men jeq ved slet ilke, hvad det er at vasre fort-l
ike-t, og jeg. lasrssr det maaske aldrig at kende.«'
»Din Tid kommer nol, Sally.«
»Im vil i livert Feld undgaa den saa lasnge som
muligt.«
Sau gik de to unge Piger endelig i Seng, og efter
at de havde ligget stille en Tib, fagde Matt-: »Wir-les
hat ofte talt til mig om dig, Sally. Hat han nagen Sin
de talt til dig om mig?«
»Ja, ban hat engang spurgt mig, om du var for
Iovet med He. Adams. Jeg dtillede ham blat. Unber
ttden sagde feg Nei, undertiden Ja. Jeg synes, at dis
fe unge Herrer skal drilles, fordi de ikke kan forftaa en."
· «Men det er et tveægget Svcerd, oq du can let
selv blive sauret.«
»Da-r ikke bange for det,« fagde Sally. Deran
snfkede de binanden Godnat og faldt i Sinn.
Det var en sløn Oktober-morgen den Dag da
»Ariel« slulde lobe as Stabele.c. Moses bavde travlt
tned at saa Moden i Orden. De skulde sejle sammen med
Kittrige over til Skibsvcerstet.
Skønt Solln ester bendes og Maras sidste Samtas
le havde bestemt, at hun ilke vilde vcere saa toket mere
over sor Moses, vilde bun dog gerne have ham saa
vidt, at ban erklasrede bende sin Kcrrlighed Hnn fik da
Lejlighed til at give ham en alvorlig Asvinning.
»Na var Selskabet otn Bord i Baaden, Mara holdt
sin Haand nd i Vandet og tænlte paa de Dage, da hun
og Moses havde sejlet den Tut ganske alene. Det Skib,
de da havde drsmt deres bnrnlige Drømme out, var nu
særdigt og skulde i Dag lobe af Stabelen
Ved Vcerstet var der satnlet mange Mennesker.
Oele Egnen tog Del i Festen.
Mora, Sally og Moses git op paa Stibet, og Mo
ses viste Mara Kahytten De kom op paa Der-steh og
nu begyndte Skibet at glide Alles Zer vogtede paa
det. Økseslagene standsede, og Arbejderne lob til Siden
sor bedre at kunne se det SluespiL ingen vaa disse eg
ne bliver trth as at se paa.
Forst gled Stil-et naksten umasrleligt, derpaa hur
tigere fremad, indtil det med et Dmnp naaede det sydens
de Band. Lasten genlød as Frnderaab, da det smukke
Slib sor langt ud iBølgerne, de Vølgek, der fremtidig
skulde bære det.
Mara greb Moses om Armen, da Skibet begyndte
at glide, og da Farten tog til, slog han Armen om ben
de og holdt hende saa fast ind til siq, at hun lunde mast
ke haan Hier-te banke.
Han raabte Hurra og slap hende, saa snart Säbet
slsd langsomt paa legerne Som Vilsen vinkede han
med Hatten til de mange Mennesker inde vaa Land.
Hans Oer straalede, og shan rettede siq op og løftede
stolt sit Hoved Som ban stod der paa Daskket, lignede
han en nng Solonge, der nnliq bar saaet Kronen sat
poa sit Hoved, og det var ikke masrleligt, at Maraö
Hier-te bankede ham l Mode, da hun saa paa ham, og
selv Sallys letsindige Vierte beqyndte at danke stcerkere,
og en lignende Fslelse gennembcevede hende.
En Kaki-.
Om et Par Dage stulde Moses reise, og dog var
hcm og Mara ikke kommet hinanden nærmere Mara var
bleven klar over sit Gerte- Tilstand, men huu pagfede
njje paa, at ille andre sit et Jndblik i den.
En Das iagde Moses bitterst
,,Detfer ud til, atlm glæder bis Miniu
«Ja, det er da ikke faa underligt. Du ital jo nd «
tjene Penge, og det staat bin Hu jo til. Det er glædss
ligt at fe, at alt tegner saa godt for dig.«
»Wie-n desuagtcr vilde det være godt at blive fav
net lidt,« sagde Moses.
,,Vi vil naturligviss allesammeu savne dig.«
»Ja, mon "jeg vilde helft savnes lidt mere end blot
,,naturligvis«.
»F and vil have den ftore Verden med alt dens
Liv og Æventyr for oder selv, og saa vil J desudcn ha
ve, at vi Kvindor skal fidde sørqende l)jemmc,« svarede
Max-a lidt blum
»Ox1 dr- Villcdtsr, J danncr echt af vort Lin er me
gcst sorskcllige fra Virkeligl)cden. Vi maa kæncpe os
igcnncm Livcst, og mode-us vi kæmpcr, kaster J eder hen
til den forsth Mand, der kan møde mcd Penge not.«
»Au, nndcsrtidcn siger vi nej til baade to og tre.«
»Du distte er nmosko fra en as dem,« sagde Moses
og kaslcdo rt Vrev pcm Vorder Han havde lige faaet
der wo Postkunwrct Tot var fra Boston, og Udfkriften
niste, at du var fm on Dom-.
Its-Hut Mara vidste, at Vrevet ikke indeholdt noget
sasrljgh blev hun overrmnplet og rødmede streckt Huu
stak Vrevct i Lommen og kunde et Øjeblik ikke spare.
Brevct gav imidlcrtid Anledning til, at de kom til at
tale om gensidig Fortrolighed, og de lod hinanden vide,
at der burdr vasre noget met-e af dette imellem dem.
Bitte-: i Bindi-: forlod Moses Mara for at gaa hen til
Ealln.
Uudcrvcjs tasnste Moses- baade paa Sally og Mora
Han sorstud ikkc, at han ika kunde forclske sig i Sally,
der var baudc en smnk og cn prcegtig Pige. Men Livet
udisu Mara syntcs bam kun et halvt Liv. J gamle Du
go var dct sanledcsz at hun søgte ham ved enhvcr Lejs
liglsod Al dennc Kirrliglscd bovde hun vel nu over
sørt pua en ellcr anden Vigtigpetcr.
J dcssmc ssn Sindsstcmning kom Moses til Sollt-.
Hnn hnvde besluttct, at hun Vilde dtive ham til at fri;
saa vilde hun ydmyge ham ved at give ham en Kam
Moses kum tin-d on Jndbydclse sra Mam, og de begav
sig lnngsomt Pna Bei langs Stranden. Højvandet drev
dem jnd i en lillc Grotte, der var Moscs’ Yndlingsops
lsoldiristcd. De satte sig Ich, og Moses søgtc at slaa sin
Arm uns Zaum jdct han hviskede til hende: »Du elsker
mig, anlty gør du ikke?«
Hun san pcm bnm baade angst og vrcd og flygtede
tscn i den andon Ende af Grotten og gav sig til at
grade
:!.I-’i-se-: Mustede ned og legte at gribe hendcs Hien
dcr Oun liebte ham sra sig i Vrede oa saade: ,Gaa bortl
To lmr iffe Not til lchrlen at sige eller tasnke fügt-«
»Mo« De man dog elske mig, Sally, ellers vilde
De ilke have unsret inkod mig, som De har vceret.«
»Na, lwor J Mel-nd dog er indbildske. J trot, vi
er edier Atmen Men De hat taget fejl. Jeg elfker
Dem ikke, oa De elfer heller ikke mig, og De ved godt
selv, at Te elsker en andeu. De elsker Mara, og De ly
ver for mig.« sagde bun l)armfuldt.
Moses blev rød, og efter en forlegen Pavfe iagde
han: »Jeg elfker ikke Mora, og hendes Hierte er heller
ikke mere frit.«
»Im ved godt, at jeg hat antydet fligt, meu det
skete for at firasse Dem for Deres Jndbildlkbed. Des
vasrre elsker Mara Dem, sinnt De slet ikke hat fortjent
det.«
Moses saa meget skamfuld ud, og Sally stod trium
ferende foran ham, fom om hun havde traadt haml
Støvet.
,,Hvad fynes De nn egentlig om Dem Ielv, nagt
De mindes Deres Bedrifter fra i Sommer? Hvis jeq
nu bavde taget Dcsm paa Ordet, saa vilde De jo have
vcrret ulykkelig i Morgen.«
»Jeg maa indrømme, Sally, at ieg hat baaret mig
ad fom en Tanbe.« W
,,Meget vasrre De bar handlet slet.«'
»Hm jeq da ene Skylden?« "« «- ·
»Im har ogfaa baaret mig galt ad, men jeg kun
de viere bleven ulykkelig, hviö jeg havde knyttet mit
Hierte til Dem, medens De havde Deres Hierte i Be
hotd et andet Sted.« ---"·«
»Ska-nd kun paa mig, Sally, jeg fortjener ikke no
gen af eder.«
,,Nej, lad os un ver-re Venner. Vi bar ikke stort at
lade binanden bere, men vi bar gjort den leere Mara
ulykkelig.«
,,Sally, De er en brav Pige· Jeg har first nu lætt
Dem at kende.«
»Det er ogfaa føkfte Gang i et halvt Aar, vi hat
talt alvorligt samtnen. Hidtil bar vi kun leget samtnen.
Men nu er Vandet borte, saa vi kan komme i Land.
ijlp mig nu op ad Klipperne, saa gaar jeg hjem.«
»Men vil De da ikke med mig hjem7«
»Nei. Dct er bedft, De kommer til at talei For
troligbed med Mata inden Afrejfen.«
(thtlættes.)
Otto Funekcg Skriftet
til nieset Iedfsm Prisci.
Troens Ver-den, ftt Q1.80 un sc
Den Kristnes Liv, ftk.81.80, mi .90
Hjoktens T.trst, ftt Ol·30, un Do
Ørkmblomster, fsr 81.80, ms Do
Bktd oq South fst Ol.85, mi Do
Glis-Ide, Lit)ilfe, Itbejdqotsw .00
Pan Reisefod, ist Q1.80, tm 90
Fokvandlinqerne (Pragtbind)
fjt 81.60, an Iljc
spotteten Paul-Esa- Q1.30, m- sc
Hutnndagtsboq, ist Os, nu III-C
Digfe udmsrkede oq W st
qer er alle sinnst oq seht iuw
ne i komponetet Bind. Oplqck It
begrenfet
Das-. Luth. Hut-L conse
