sen OrrS Perle.
ca Form-Eins
af O. Beecher sStowr.
(Fortlat.)
,Hvad skal det hedde7« sputgte Sally.
»Wald det »Ariel«, sagde Mam.
»Hvad betyder det? Er det efter den Aand, du for
talte es ein«-« spurgte Sally.
»Arie! et et fnnckt Navn, men hvad er det for en
Rand, der er Tale om?« spurgte Moses.
»Det er en Aand fka en af Maras Bager. Den
fang am dkuknede Søfolk,« lagde Sally.
,,Hvokfok hat du aldrig talt am denne Bog til
mig?« spnrgtc Moses-.
Mara rødmede og halkede i det. Hun holdt ikke
of at fige, at hun havde været bange for at opvaskke pin
lige Vatndomsksminder hos ham ved at lade ham loose
vm de drnknede III-foll
»Hvor hat du Bogen?« spnmte Moses.
»Im hat den hjetnnny og du kan godt saa den at
fe, hvis du vjl, der er kenne Ting i den.«
Om Aftenen lasste og fortlarede lnm Historien for
ham Gan lyttcde vel eftek men vifte sig ille scrrlig op
taget af den. Han tcrnkte øjensnnligt slet ikke paa en
drnknet Fader eller paa en Gran paa anets Bund;
han gik lyelt ou i Lieblilleh san sagde nol, at det var
en sinnt Historie inen havde sillckt flet ikle tasnlt paa,
at den lignede lmns egen Da de kom i Zeug, tasnkte
hun klang Tjd paa baut, medens lJan tasnkte paa en
ny Blut til Isidor Pan syntes l)elt at have qlemt den
sskgeliqe Katastrose, der Inn-de kostet lnnn ind i l)ans"
nnvwkende Liv. Naturen lmvde ndflettet alle Epoc.
Vor Form-Hing falder i to Assnit. J det første bar
vi fremstillet note Hovedpersonetski Vatndnmeslim for
at Lassen-n tun kcnde de Furl)old, de er opimkfede nndek.
Vi forlader dein nn og mode-J med dem eftet ti Aar-s
Forlød To er Moses tunc-, Mal-a lytlen Aar. J die-se
ti Aar lasset Muse-k- og Mora; Maka lasrer endvidere at
brodere og male, og Moses banger Sinn-, der stadig
bliver bedre og luser Solln bliver lendt til en Stole
for unge Pigck i Posten, Frøletiekne Elln on Veto
plejek soge, lapper on syr og fanget-. Geoer on Mary
Pennel blivek gamle Fall. Sol ftiger on og gaar neb
og Ebbe og Flod stifter ont vor lille Ædelstent Øen
Ort-. ;
Ti Aar efter.
,,-stor er Enlln duq l)enne? Klollen er stralsz inn,
og der er ingen, der Inn daslle Vord. Solln, Zaum
hsret du ?'
»Sollt) er atmet over til Pennels for at beføqe
Mora, der er kommen bjem fra Bofton,'« lngde Kap
tajn Kittrige til lin Rom-·
.,Naa, er hun kommen hiern· Saa faar jeg not
ikke meaen Nytte af Solln lige ftkats. Hnn er jo albe
les fomabet i Mam«
«Det er da ille las ntætleligt,« Iagde Kaptajnem
.det give-s heller ingen yndigere Pisa Jeg kunde nee
ften tilbede l)ende·«
»Du llnlde stumme dis, Kaptajm at tale faadam
en Mond i din Aldor.«
»Im et llet itle faa sammel, jeg synes næften,
det var i Gent-, jeg qik paa Frietspdder efter dsg. Men
hvor du var haard ved mig og lob mig gaa iAnqst og
Spasttding.«
»Du stulde ille vasre lau optaget of dine Narre
streget. Gan over til Pennelg og faa Solln med l)jem.«
«Nej, det ladet sig itke gøre at stille de to Piges
bit-n ad, og det vilde oglaa være Sond. Der et ingen
unge Piger i mange Miles Omkreds, stulde de faq ikke
have Lov til at tale lannnen otn betet Stads og Feier-e
Dei er bog det, Piger er lkabt til.«
»Du vover ikle at tale faalede5, naak Sally hsrer
paa det. Oun er fjantet not endda, og Mars er det anyt
tigste Vielen under Solen. Sally san da heldigvis be
ftille noget, men hvad lan Mora? Hun tan male. Fru
Pennel vilte miq forleden en blau Zugl, Mata havde
malet, og jeg spurgte hende da, om Mara oglaa tunde
ftege en Zugl, der var til at spile.«
«:Ila, Gnd hat ogsaa stabt now-L der slal skyde
vore Ljnc ou Hirt-ten og dct er Moras- Opqavcs. Hun
givrr alle vcnligc Mille og Ord, og dist qør en ligc saa
godt ut se Pan ljcndv som at synge en Salnrc.«
,,Hvad Blonde-d angeor- da sorctkcrlter sog tiqtigs
not Solln-J, lmn er sund oa rast og lan befälltI nogct.«
»Bist san,« saadc Kittriqe med fadcclig Ztoltlscd
»Hm! ligner akkurat diq i dine imm- Dimln Zokt
Haar, møkle Lilith en Holduing sont en Drunninu og
en Gang, som om lmn lmvdc chdkc i Halt-me Ton Fuc
skal sc sio sur, sum skol smme Natur Im lmr allen-de
set, at der ck nogle udc estct Mahl-, sum Zully uil islc
have neuen cis dem. ch lumbot ogsnm at lmu illr for
det sørstc vil til-like paa sligt.«
»Fall« lsak samst en udnmskltst Ludk(1s,1clse, staut
bun or Dort smnsndcs Var-L ou Plscutclg lsar lun dct um«
»Du glcmmer Moses.«
»Hast vil nol qan sinc muss Beil-; da dist jlle blev
til uoaet mcd Studerinqcm bmyndtk lmn nt stcjcs ud.«
»Don gjokde Rest l at holde op med Ztuderingors
ne. can er as den Slags, som Livct selv slal opdmgc.
san et sont skabt til Sten, ou lmn bar mmot beda
as at være oppe l Kam-da oq hugge Jammer til sit
sitt-, end at ltgge og slqas med slne Leeres-e Fru Pen
nel sortalte, at hun ventede ham biem l Dag.«
»Au, dct er altsaa dersor, Solln er derovkel« sag
de Fku Mttrlgr.
»Du tror da vel Me, at den Vieh du seln bar op
dtaqet, kunde sinde paa at rende est-r en Monds-«
Dette kunde Fru Klttrige llke svate paa, men hun
Mkte l slt stille Sind, at det maasle godt kunde salde
sally ind. M sstnt den unqe Piqe bar Foraqt sor
alt andet Ktn til Bin-, hat-de hun doq Syst tll at stu
dete de ung- Maul-.
ster, en imut lille Bogfamlinq med gode Bogeh en Sy
kurv med et paabeqyndt sint Broderi.
Ved Bordet sidder vor lille Maca, der nu er sytten
Aar; hun ligner imidlettid den lille, guldlotkede Perle
fra de gamle Dage. Hun er lidt under Mit-demede og
der er noget yndefuldt barnligt over heade. Hendes
brune Øjne er endnu lige saa drønnnende, sorgmodige
og længselsfulde. Hendes Hudfarve er fin og skær fom
et Varus-. Hun er ved at male en Blomsterbnket, der
staat foran hende. Nu trceder en l)øj, ung Pige hen
bagved hendes Stol. Hnn har en darin, iydlandfk Had
farve, merke Øjne, fort Haar, der sidder sont en Krone
i Fletninger om hendes Hoved Det er Sally Kittrige,
som man regnet for den smutcefte Pige paa Øen og
paa Fastlandet i meget lang Afstand Og hun er vir
kelig en smuk, frisk og blomstrende ung Pige; hun op
liver og opvarmer en fom et Baal en told December
dag. Dendes Mund er maaste temmelig stor men del
dannet, og hun har et lyst SmiL der afdaskker alle
hendes snnccke, hvide Tcrnder. Skønt den Haand, hun
lcegger ovenpaa Moras» er ncrsten dobbelt faa ftor som
den lille Male-indes, soarer den dog yppcrlig til heu
des kraftige, smutte Stiftelje
»Du er dog en Mefteri at male, Mara Lincoln,«
fagde Solln ,,jeg furstaar itke, at du can faa die-se
Blomster til at se faa livagtige nd. Jeg kunde jo nok
male efter de Fortegnjnger, vi fik paa Pigeskolen, nten
det lignede ingen Tinkn og man maatxe strive paa dem,
hvad de sculde lseti)de.«
»Da dog er jeg ikke tilsreds. Blumstcrnes Farver
er fkønnere og renere end mine.«
»Im snness, de er vidunderlige, og dn er et Geni.«
»Me» dn er ei inntigere Menneske end jeg. Jeg
Inn knn lade lidt til Pont, og jeg syneis ofte, jeu et et
unnttigt Busen. Jeg tun slet ikie sum du gøre niig
gieldende i Werden«
»Nei, det inn du slet ich-. Jeg vilde se dig Prøve
derpna,« sngds Solln sntilende.
»Im kan lige snu ltdt kere en Voin til Brusts
wieL sum seg inn slnne derben Heft-sue ninsrker straka
at im iiie kan stnke dem. Te vender Huvederne og
— spidser Tren, sum um de uilde sine: »An, det er knn
dig!« ou san lirnder de sig isie det inindste um cnig. Du
kon eusnn more gode Handeler i Vutifkerne og san snnlle
sor Fiøbnmnden Sau simrt jeg blot skemsietter en lille
Jndvending mod Prisen, ser de alle saa sirtkngt pna mig
og jeg kostet-, nanr jeg sfal ind i en Butik, thi alle
Mennesker dennndler Inig som et Varu, on et Var Nan
ge hat jeg seht Tim, seg slet ikke havde Brng sor, blot
sordi jeg iiie snnde siae Nej.«
»Ja, jeg knn not laue en sind Handel; sen miser
blot Vurerne ned on ser saaledess pcm Vinitgsfolkene at
de man san det JndtmL at jeg Her dein en stor Diene
sie, nnar jeq inger dereEJ Vater lacmt under Prisen. Men
feg kan ikke Wirte en Hat, snm du, eller kniple eller
brodere, og endnu mindre kan jeg renne eller male, og
naak seg linker din Samtale med Pastor Sewell, da
maa seg indrmnme, at jeg ikke knn sølge med. Du er
as den Flog-Z unge Piaer Herrerne skriver Digte til;
mig derimod giver de et Æble eller en Paste. Men det
kedeligste er, at her ikte er en eneste uin Herre, som
det er Unmaen vasrd at iale nied«
»Im snnes3, at du altid hat en hel Sværm unge
Herret ester dis, baade i Sangsoreningen og ved Bi
bellæsningen.««
,,Men dem brydek seg mig ikke om,« sagde Sally
og knesste med Nakken. »Jeg begriber iste, hvorsor de
lebet ester mig. Jeg gsr ille noget sor at tiltrcekke
dem, og seg sigek dem oste, at de keder mig, og dog kan
seg ikke blive sri sor dem. Jeg kan slet ikke udstaa dem.«
,,.L1ellek ikke Tom Hiers?« sagde Maro.
»Hast gjorde siq lækker soc mig hele sidste Winter,
men jeq bmder mig ikke en Smule om l)am.«
»Men saa Jinnny Wilson i Vrunswickl«
»Ja, lmn løber ogsaa rundt estek mig, som om han
er Lasset, men jeg vil ikke gaa over Gaden sor hans
Skyld, den Laus· Men htt, Maca, Festen Ella sor
talte mig, at Moses kommer hjem sra Kanada i denne
Use. Passer det?«
»Ja, vi venter ham hver Dag.«
. »Du længes vel meget ester hamf Hvoknaar saa
du ham sidst?«
»Det er tre Aar siden. Jeg ved ikke, hvorledeö
han set ud nu. Jeg versteift, da han var hjemme sidst,
og da seg tom hieni, var han reist til Kanada. Don
er helt stemmed sor mig nu.«
»Don ser godt ud; seg saa ham om Sandageth inen
han reiste igen om Mandagen og bessgte os ikke Faar
du Breve sra dami«
»Jlle ofte, oq hans Breve er ikke meget indboldsi
tile
»Du kan heller ikte vente, at unge Mænd skal
skkive Vreve sont vi unge Piger. De hat andet at tren
ke paa.«
Maka svarede ikke, men et undertkykt Suk trængte
sig over hendes Lieber-. Sally htrie det dog iste.
Hvad bei-d dette Suki Der laa en hel Historie i
det. ,
Lassen-n kcndksr mt Murgl sum lmn var i sit anon
dts Aar, da tmn ventcdc Muse-:- lsjcm sum m iunmnrig
Puglitm. Hisndecs Følelscr i drum- Tid vil imjdlcsrlid
im- blivcs forstmust as Lassemt, lmiz ni iktc kortksliq
stichka den Inmittin Moses bde underganrt i de
svundnc ti Aar-.
J slct Sclskab.
Ast-org Pcnmsl var m klim. gmnmel Mand, og
bnn masrkcde snart, at Moses var as on lidt anden Flugs
end Born i Almindtslithd san lod ham dersor horch
sagelig passe sig selv og same-de Iun sor, at hans Op
ssrsel ikke vakte Anstød i Motiigbedm Moses var lunes
suld og ustadig, ivkig og hwstiq, enten mcget gaben
mundet cllcsr tavs som en Sten. Gan sukaarsagcdc sine
gode Plesesorwldre mange Somcr. men de anskede ham
bog aldriq bott
Vi sotlod hom, da han som Dreng beqyndte at lasse
Latin ho- Pastor Semell Til en Begnadelse gik bot
tet gebt, oq Præsten baut-ede, at hatt stulde saa en flink
Student nd as Diensqu Men san kam den vanskelige
Uh, da dem blev sot stot til at være Born og ikke stor
not til at viere vokseth Mmstiden sra Bat-n til
Midas Da W kodsigelsesmben oq Trodsen i
hom, ca ofte spuken den Met- Fru Beim-b om hcm
MLWWMMMMWMMJE
var senkt for at plac- Im.
»Hvad skal vi stille vp med hom, Far?« sagde hun
en Sande-g Eftermiddag til sin Mand. »He-n kan ikke
længere styres som et Bam, og han kan ikke styte sig
felv fom en Mand.«
»Vi maa kafte Anker og vente paa den ler Dag.
Bønnen er et langt Ton, og den holder nok.«
» Moses var kommet i flet Selskab; dette vakte hans
koeres Sorg, og hans Egenfind tillod ham ikke at trække
sig nd dems
Smugleriet drcves dcngang lang-k- hele Maines
Kyst Det var ncærkeligt, at denne Trafik kunde gaa
i et Samfund, der stod saa højt i moralsk Henseeude,
men her sont saa ofte var disk-se Udskcjelser og denne
Foragt for Loven Følgen af en slet Lovgivning. En
berygtet Lov havde lommet og odelagt Ny Englands
Handel, og ofterhaanden tog Smughnndclen til pna den
lovlige Handels Bekostning. Lnngs Maine-;- Kyst havde
Smuglernc mange hemmclige Oplagsplndser, der Var
skjult i de dybe Stube Hele dettc Forl)old virkedc de
moraliserende paa Folket og da snsrligt pnu woentyrs
lystne unge Mcrnd.
Georg Pennel qik ikke paa Akkord ined sin Zaniviti
tiglied; han meine-, at selv daarlige Love sknlde respek
teke-3, og l)an lijalp troligt Negeringens Entbedsmcend
nied at opdaae Zinuulerne Soni Folge lieraf hadede
Sinnglerne l)ani, oq de lagde dersor den Plan, at de
Vilde have et Liilnassied paa Leu Orr og søae at faa
en as Familien Peniiel med ind i deres Komplot. Ter
ved vilde de onnaa at lJasvne sia paa Gent-g Pennel og
sikre siq lians Tavsrilied sor siedse Len var sasrlig vels
eanet til et saadant Brit-a. Einnaleren Atlinson ozi lsans
Fnsller lmvde fnndet en Pilat, der Var nimerligt sljnlt,
og lier vilde de lsane deresks Etntion
Atlinson nat en Zaumrd im Vatli Han var as
den Einqu Mennesker, der nnder de nfilre Leveueje frem
sor de silre, men iøvriat var lmn i Vesiddelse as niange
tiltrceksende Caenskabet Han var slut, mivniild oa
lustig. Men under dette skjnlte sia en smsrk Hain-syst
og en itildstmidig Sanivittiglied-:«lns:-lied.
Moses, der nu qik i sit systende Aar, smiteijs at skiks
le sia ret nodtx ljan var ikse underlustet neuen Kontrol,
og linns Plejesader var oste lsorie vaa Jiskxerii flere
Uner.
Atlinson opsaute nn ofte Trennt-n sit l)ain nied
paa Fisleri og Jaat og bevasktede lnnn ined Dritte-Daten
Tilsidst dran lian lmin lselt nied ind i sine Planet; ljan
paavirkede lmnsks Ænentnrlnit da regnet-e nied lians
llfcadialnd der iietop sma den Tid var sieilig ndprwget
Muse-I sorsmnte sin Las-Initia, og lmn skasldte Mai-a nd,
naar lnm bebreidede liain detie. Hnn vilde ikke lnenqe
i Piaeslørter, lian brnd sia ifle neiget oni den gainle
Priest, lmn vilde ikke studere men selv hanc sig Vej igens
neni Livet.
Hvok inderliqt Mara end havde slnttet sig til Mo
ses, lnmr dnlit lnm end elskede Vani, san var der dog
noget i liende, der sordmnte linns Fast-d — na·sten inmd
hendes Villie. Him Var sung oq skrøbelig oa led meget
under lians FejL men lnin bar deti Tavshed og skjulte
dem sor alle andre.
Moses var dog endnu Maras Helt, og hun troede
fast paa en glimrende Fremtid sor hom, men nu kunde
hun ikke skjule sor sig selv, at han sor første Gang lsavde
Hemmcligheder sor heade. Han var merk og tavs og
bruste op uden Grund. Hun opdagede, at han ved Mid
natstid sneg sig nd af Hufet og ikke kom tilbage sør om
Morgenen. Hirn vidste itke, hvor han gik ben, eller
hvad han tog sig for, og hun vovede ikke at tale derom
til nogen. Hun kunde kun udgyde sine Sorger for Gud
i Himlem og han vilde da ogsaa nok hjælpe og vejlede
hende, selte hun slg vis paa.
En maaneklar Nat, da hun laa og bad, harte hun
en sagte Fløjtem og snatt sortalte de knirkende Trappes
trin hende, at Moses gik bott. Hun sprang op as Sen
qen og saa ud as Vindnet; her saa hun tre Moend, som
Moses sluttede sig til· Hun klædte sig hurtigt paa og
fulgte ester dem, netop saa lanat bogester. at de ikke
saa hende, medens hun kunde holde Øje med dem.
Det var godt, at Mara saa oste havde gennemstkejs
set Øens Skove: sksnt hun var skrøbelig og svag, var
hendcs Lemmer smidige, og hun sulgte Selskabet saa let
til Pens, at man slet ikke hatte hende. Heneds Hierte
bankede streckt, men hun havde sattet en bestemt Benut
ning. Huu vilde sslge estet, hvor de end gik ben; hun
vilde vide, hvad og hvem der drog Moses bort til et
eller andet slemt. Thi det sagde hendes Hierte l)ende, at
det var.
Efter at de lmvde qaaet et Stykle Vej, Hunde man
skimte Samt og Selskabet klatrede nu ned ad en farlia,
ftejl Skrwnt. Hun fulgte lydløst efter dem fom en
Skygge
De ftyrede l)en imod en Baad, og hendesJ Hjerte
standsede niesten as Steckt Vilde de føre lmm bott,
uden at lntn fik talt med bonI? J sin Hjektennqst faldt
lnm von Knie 041 lmd Gud om Lejliqbed til at rive lmm
bort fra dette slette Selfkab. Det fromme Vorn lmvde
undermst lmrt faa nteget as deres Toll-, nt lusndes Hier
te fnldtes med Amt Onn lmvde aldria lmrt en Ed fur,
oq disse Masnd beugte tun Ord on Eber, der gjorde
hende flin as Nasdsel Og Im sfttlde Moses- rejse bort
Ined dem! Kinn lautes-, det Var en Mel Djasvlcy der droa
lmm lmrt Nil lmn de imidlertid tillume oa tasndte et
Paul, ved detH Eber lnnde lnm lende to spnmndllnsdle
Mwnd eq Znnmleren Vltfinlnm sum lum lmvde set et
Var Mange, oa sum lmn allerede lmvde gnst tillmae for
med tmb llvillie Tn lnm nn lau lmns Optmsdeu over
for Most-T kom lnm til at twnle pan en nsflneliu fort
Slcmge, lnm eng-am lmude set i en Klivlserevmy ou lnm
lenke-T at lmns onde Tine maatte fortrylle Moses ou
draqe hmn i Llfgtunden
De satte sia nu ned, ristede Muslinqer og benage
de Punsch, on under alt dette fette de en Samtale, der
var qrufuld at børe par-. Det var, som om lntn lyttede
til Helvedes Aondek. Og Moses toq med dreimeoatiq
Vigtighed Del l Samtalen og bandede lom de andre. Han
stulde nok vtle dem, at han hvetken var bange ellek
gran. Mai-a blev lnart klar over, at Mændene maotte
have en Hensigt med dekeg Sledsken for Moses. Atkins
Ton fortolte Historier om modige Mwnd, der ved et dri
lttgt Kup havde tjent Formner. Gan fortalte See-ver
historlet oq bestrev de Stattr. der var om Vord. Alt
dette stete halvt l Spic, halvt l Alvor. Dei stulde neds
bysse Mistanken og famtidig vække Lysten og Besser
llghedm Endellg fremlatte de et bestemt Famag. Skal
de de ille en Das stille as allelammen as am et Togt
til Wien: de Mc not strappe noget op. De hat-de
Mut oq var modtse Umw. Mele- Iavbe lange not
Wlstnsleimodeksw. Anteilnale
CMWWMEIUWWMUCM
gode Penge. som det vilde vcere en god Getnlng at W
frugtbringende i et qodt Foretagende.
Moses svarede med den Uskyldighed, der endmt
sandtes hos hom, at det gik Pennel aldrig in paa.
En skraldende Latier asbrød disse Ord, og ARI
son flog ham for Spøg i Nyggen og sagde: »Du er
virkelig for uskyldig. Det er til at le sig ihjel over.
Kan du ikke sorstaa, at man skal bruge Pengeue uden
at spørge gamle Pennel om Forlov.«
»Ja, men Kisten er jo laaset.«
»Den kan nok dirkes op.«
,,Nej, det gør jeg ilke,« sagde Moses og vilde sprin
ge op.
Mnra vor lige ved at raabe as Glæde, men hun
beherskede sig og tan.
Atkinson lo atter og sagde: »Du behøver ikke at
tage os en Spøg ilde op. Vi vilde kun se dig spærre
dine sorte Ler op af Forsasrdelse.«
Atljnson begyndte at tale om andre Ting og op
sordrede Moses til at drikke, hoc-d denne dog til Maras
Werde afslog. J Summlens Løb lod Atkinson falde
slere Vink om, at Moses allerede var i hans Magi.
Hvorledes skulde hun dog saa Moses ud af denne Fældef
Nu var Klokken tre, og de reiste sig for at stilles.
»Du maa l)jem, Moses-, ellers naar du ikke at komme i
Sena, lør Mckr Pennel kalder paa dig,« sagde Atkins
son, og de tre Mcend lo ad denne Spøg.
Da de var dorte, kastede Moses sig ned paa Jorden.
Hun vor angst, sum Drenge kan Viere det, naar de ser,
bvod de er kommen ind i. Han følte, at han var i
disse Muside Volk-, og at de kunde angive hom, hvis
ljnn ikfe fojede dem. Qg saa vilde det alt komme stem
sur Lust-L Alle vilde faa at vide, hvor dybt han var
sunket. Det han hidtil havde gjort, var sket i trodsig
Letsindiglyed og as Lust til Æventyr, men i Nat havde
man vooet at sokeslaa ham Roderi, og han havde ikke
sloaet den Mund ned, der havde sremsat dctte Forslag.
Han lmnde ikke haft Mod til at bryde med hom. De
skulde utter mode-D- og fortscette Forholdet eller ogsaa —
hcm støunede oed Tonken om det, der vilde ske.
Man Var saa sornustig, at hun ikke sprang frem
sor at troste hom, men lod ham kasmpe Kampen ud
olene Da Moses rejste sig sor at gaa hjem, fulgte hun
efter i nogen Asstand De naoede Hjemmet, og da huu
menle, at han var kommet til Ro, sneg hun sig op pag
sit Vasrelse Her knoelede hun ned ved Sengen og bad
Gud vise sig Vei
Hirn var kold og træt og gik derfor i Seng. Hvad
sluldc lmn Mra Fortcrlle dct til Bcdstcfadercn2 Nef
sua snurt Moses sit at vide, at han var opdaget, vilde
han sikkcrt rejse vwk med disse ugudelige Mcend. Præo
sten? Tet var Ins-get værre. Han vil slet ikke kunne
forstaa Moses og kan ikke se, hvad der undskylder ham.
Jeg tun itke sigc dct til Bcdstemoder, da det kun vil
gørc lusnde sog. Nu vcd jeg, hvad jeg vil gere. Jeq
sortællcr dct hole til Kaptajn Kittrige. Gan et altid
saa And, og han kender saa meget og hat set alle Slags
Folk, og Moses vil maaske ikke være saa ked as, at Kit
trigc vcd det, sordi han ikke tager det saa thtideligt
Det er det bedste, jeg kan gøre. Gud vil not hjælpe
mig.
Med disse Tanker sov hun ind med Smil out
Mund.
Redning.
Mara var saa træt og søvnig, at hun ssrst vaags
nedc langt op paa Formiddagen.
Hun sprang hurtigt op og saa sig sorstyrret am
men esterbaandcu dukkcsde Nattens Begivenhedet frem
sor bendtn Hnn aik saa ncd og saa, at Bedstemodereu
allerede havde vasket op.
»Hvor kan det være, at du hat sovet saa længe oI
saa haardt2 Jeg bar kaldt paa dig to Gange, meu
kunde ikke saa dig vaagcn.« IF
»Er Moses kommen net-, BedstemoderW spurgtt
Mark-.
»Ja, dct er lcvngc siden, han var som sædvanliq
tvasr og gnavcn. Han er snart en hel Plage baade sok
sig selv og andre-. Mon kom nu, min Stat, her et
varme Knorr-, jeg bar gemt til dig.« .- »p- . um«-« « «
Mam spiste lidt og skyndtc sig derpaa ned til Bieg
ton til sin gamle Ven, Kaptajn Kittrige. Den smirs
rige, tørre, gamle Kaptajn hat-de altid været en hiælps
som Von. Hun tude sortasllc ham alt, og hun tust-ste
at lmn maasle besad et TryllcmiddeL der kunde hjaslpe
hcndk i Nødm Hun qik lige ned til Skibsvætstet, hvok
hsm sandt den gmnlo Knptnjn ved sin Høvlebænk.
»To: or riatiqnok en Overraskelse,« sagde hau.
«nn-n dot or vel Sall1), du vil have sat paa; hun er ovpe
i Husct.«
).’ij, im cr kommen for at talc med Dem, Kap
hfn Fäittwi ·s «
»Als-Aha Tot er ndnmsrkct Hund er der bog T
FRAan finde ban, da ban san hmdcss blege Anfigt Ig
taurrsnldss Sino. »Der or vol im skct nacht slcsmt.«
»Jo, Inmtnth der or fkct nomst frygtcligt, oq De
r den sucht, der kun lsjnslpe miq.«
»Wind isr dcst du? Kein kxerhtsn og fast dig ncd og
furtasl M holt-, nkcn gmd blot ikke, san er du en ssd
Pin«
Mut-u sumltc sin Historie og Kaptojn lyttede ep
masrksvmt til, medonss lmn nn oq da udbkød:
»Nei, bvnd figcr du? Nei, det er dog for sollst
Da bnn var f«1-rdia, sagde han: ,,Det er doq en
taabcslig Opførfcl of Attinfon. Men du skal ikke vm
bedrøvct, Mora. Det var godt, du kom til miq i Std
dot for til Prcvstcn ellcr til din Bedftefader. Jeg sta!
nok fise Atkinsou Besteh, og jeq hat lidt Klemme M
hont, da jcg kender nogle af han- Bedkifter. SM
leriet lasgger ieg ikke saa stor Bæqt paa iom faa W
andre, mcn det er dog for galt at ville str- eu M
til Sirt-ver eller leere ham at stjæle fra stu- M
Det er lavt gjort of Atkinfom og det vtl Les III M
Og jeq vil oqfaa tale med Mosis-X
MAY det er jeq magst bange for-« fasse Its-;- Us
et. «
