TiHs.
En Kokfets Falle.
Ei Imcllius fra Ist-sitt Tit
AfFlorenceMorseKinqsley.
Gra Engelsk·)
(Foktsot.)
; »Ist er fuidvragt« raubte han. Zaa bad han ou
«dste Bøn —- »Fader, i dine Hænder befaler jeg min
and!« Sau faldt hans Hoved ned paa hans B1«1At.«.san
dad· «
Nu fulgte en Lyd sum wf si«lippestykker, der tørnede
od t)jnanden, og Jordm tyftede den ene Gang Liter
andcn. Fsolk fkreg højt og «bad i vanvittig Amtl
»Vi forgaar!« raubte de; og de isndekrev deress
lccder og flog Fig for deres Bryft. !
Ogsaa den romcr"kc Centurion og Soldaterne, som
r mod hont, ikælvede af Frygt.
»Sandcljg,« sagde de, »denne var Guds Søn1«
; Eaa forfvcmdt Mørket lige saa plud«feligt, fom det»
r kam-net Solen stinnedc atter klart, og Folcemæng-:
, vendte tilbage til Vom, stadig shylende og jlaaendel
Is. for kaystet. Te minder-es de Ord, de haode sagtJ
n Blod komme over og og vore Bom«
3(). Kapitel.
Sløndt han, icnn hang paa det niidterste Kors, var
var der endnu Liv i de andre to. Den yngfte as
var tiliyneladende bevidstløs, thi hans Hoved hang
d paa hans Vryst, og shan gav hverken nogen Bech
sp lse eller noget Tenn. Men den anden kastede sit state
-" oved fra den en Side til den anden og raubte i vilden
I y«
«Send nu Yppekftepræsten her hen!« flreg han!
Leg dør matt, men der er noget, jeg skal have fortan
m iotinden.«
Dis-se Ord harte Malchiis, Yopersteprcestens Tjener,
r lige fiden den tidlige Morgectsftund havde ftaaet i»
eeeheden af Kot-jene »de vil du Ypperstepræsten?«.
sp --«.de dan, »Da er hanc Tjener.«
sz »Mit- mig noget at dritte," stønnede Monden, ,,jeg
smcegtek af W«
Malchus dnppede Svampen iVin og raste den
efter Gang til den elendige Hölan
«Hvor er YpperfteprasflenW gentog denne kniest
- »Hast er qaaet tilbage til Byen,« fvarede Malchus:
: men du kan godt fige dit Budfkasb til mig; jeg er bang
troede Tjener: jeg iial nak fortaslle ham det.«
»Im vil da sige det til dis, iiden jeg ikke kan faa
« paa «hmn, og Tiden er knap.« Han standsede for at
. sage fig og fortfatte derpaa med iynlig Anftkengelssm
. »Den unge Mand paa det andet Karg er en Ein as Kai
fes- Yppersteprseftw·«
»Du lwer. ReverP raabcke Malchns og for tilba
se i Rædssel
, »He-g lyvet ikke,« ivarede -D1unachus. »Im staat jo
paa Gradens Rand. Jeg rtvede hanc iammen med
sang Amme, Priica Pigen var jeg iforelidet i, og Drens
; gen tog jeq for at hast-ne mig, fordi Knifaö havde ladet
mig piile, bvad jeg ikke havde sfartjent.,De Pisceflag hat
detes Del i, at jeg er bleven iil den Djeevel, jeg er,«
s » Da Malchus harte Navnet Priica, for han samtnen
i Strack. »He-or et windens spat-sie bau. »
»Bei Ved ieg ikke,« sivarede Namen ilinn nu von-J
i· selig kimde faa Ordene frem; ,,I)un lbar bidtil boet i’
s« «z Kapernamn Jeg havde ogfaa en San, der shed Steh-«
f · mis, og jcg ved heller ikke, hvor han er. Men sværa
« mig til, ack du vil fortcelle Kajfas, «l)vad jeg nu hat sagt
digl Saa vil han nat mindeö Pisceslagene aa — Dtens
:-« qenl« Og Monden fkak Tændek.
j Malehus løb nu ben til dej andet Rats og faiiede
et pravende Blil op paa Ansigiet as den Mand, sont
s sang der: aq, jo mere han iaa, des mere blev han
- werbevift -om, at den anden bavde talt Sandhed Han
strafte sin Haand op og lagde den paa den Korsfwftedeiks
Diertex det I«log endnu, men faa I«vcngt, at shan nceppe
kunde merkte Piclslslaaene »Halt er næsten død heldiq
vis,« til-the shan Eaa niindedes han de Ord, som Na
zarwren shavde talt. »Don er nan« ved Paradiset, hvor
det saa er!« mumlede han med et tungt Sul og vendde
fis dort.
X
Han knldtc me m m di- eoldater. Iom vom Vogt,
og lod en Guldntønt qlidcs ncd i Ihans Hoand ,,Jeg maa
have Linet as dcnno nnae Mand, noar alter farbi,«
hviskedc han: »Ist-J for, at det ster, saa skal du faa m
Gange saa meqet ti1.«
Monds-n trifft-de »Hvor vil du have det bragt
den«
»Im 7kal not felv komme og heute det. Lad ham
Use blive tagen net-, for jeg Tommer tilbagc.«
»Im skal gøre, hvad jeg kan,« sfogde Monden oa
san paa Montem som han havde i Haonden
Malchus gik nu hurtigt bot-L Da han namsde Po
lqdfet, gik han liae ind i sin Horn-s private Vwrelfa
Kajfas var ene. idem sad ubevægelia i sin ffore Ztol
med stivcy fttrrende Øfnr.
»He-»M« saqu Maldhus og ffaslvedcs ved at se des
strækkelige, forftenede Ansigt, ,,jeg hat noaet at sjqk
Ug, noget, ssom angaar din Sm« Hatt søate forgcevec
J ester den mildefte Form for denne forfaskdeliqe Effek
Wing.
Men Koffas spare-de ikke: than fyntes intet at bavi
« km
« san traadte ncevmere oq sbsjede sig over Stolen: «ies
( Ist Mdet din Stu, og hon et ved at d-, eller maash
, · den alle-rede er d·d.«
»Im hat fundet bin Ssnl« raubte Malehus, ide
Kaiqu vendte stg og fast-de langsomt det samm
·· Wedsfuldtz Mitme Bllk W fkn Diener-s Utofigt
W
»Du har sfundet min Søn? Min Søn er død Hvad er
det, du Tiger-l-M
Saa kom Malchus i sin Fortvivlelie frem med deni
hele gruelige Historie
Kajfas parte jig illa »Ha« er korsfæstet, lfiger
dn,« — com det i samme sløve, aandsfraværende Tone
— »sammen med Nazarweren Min San, og Guds Saul !
norsfaestede sammenl« !
Saa undergik Ehans Ansigt en frygtelig Forvandi
»ling. Han sprang op med lynende Linn-. »Du lyver!«
sitt-m han« »Du vil previ- at gøre mig bange, for lwad
sie-J bar anrti Men jeg er ikke lsangel Jeg er glad —-«
«glad! Hart-r dul Gaa din Vei, oq vov aldrig mere at
lonnne for mine Tini-. Gan, eller jeg dræbcr digl«
Med et djævelit lsey-l sprang han frem.
Men Malahus var horte. Da «l)an kom ud paa
Gaben, sank han et Øjeblik om paa Sten-ene, og press
iende iine ikaslvende Hænder mod hinanden, siønnede
han: ,,Min Gndl Min Herrel Jeg besvcerger dig, hjaslp
-l)am, og tilgiv hom, hvis det er mnligt.«
Saa reiste han iig op og tog Vejen til Golga«tt)a,
men købte førit nsoget fint Linned og vellugtende Urter.")
Da han drejede om Hjørnet af en inasver Gabe
mødte hnn to Mænd, af hvilke den ene kaldte ham ved
Nat-n. Han itandfede et Øjeblik og faa, at det var Jo
hannes-, Nazarwerencs Discipel
»Im-hat her med mig et ungt Menneske,« hviskede
Johannes, »so·m hat et sørgeligt Budstab til din Herren
Han ved Besked om den San, som han misnssde for saa
mange Aar ·siden. Jeg vilde gaa med -l)am til Palad«et,
da man ilte vil lukte sham ind, naar han tommer alene.«
»Hm han pravet derpaa ?« fpargte Malehus ivrigt.
»Ja,« fvarede Stefanus selb, »mange Gange i
Gaar.«
Illialchus stønncde hast« »Im ved alt, lwad du liar
at form-lic- niin Herre« iagde han; ,,mcn det vil Mk- nut
te dig noget at trwffe ham nu. Og hvnd Mode-km an
aaar —- faa lad hende i nagen Tid forlilive udojdenml
om Sagen. Hun hat nok at bevcm Han fortalt dem nu
i ."8iorkl)c-d. hvad der var forrgaaet mellcsni lmm og Kai
fas. «
»Im gaar nu bm at iørge for at faa min ungc
Herre- beqravcst,« iagde han flitttelig; «det er alt, hvad
jisg nu tan qøtc for ham, for slwem jeg vilde have qivcst
mit varmeste .83jerteblod.«
»Ist-g elikcsr ham oaiaa,« iagde Stefanus, ,,men jea
er qlad for hanszs Sisyld: thi han er nu gaact til et Sied,
hvor der er bedrc at voml end her —- han er has ha in.«
Di- fulgtes nu ad, til de koni til Stedet, hvor Fior
seine stod
Mean de nærmede fig, blcv Jeiu Lege-me vavssomt
og med Ækbødigshed taget ned af Korfet En Del Men
msstek var behjcelpelige decmed, og blandt dem gentendi
te Malahus to Mediemmer ai Raadet, Zofe-f af Arimas
the-a og Nikademus.
»Na tror de endclig paa haml« sagde Johannes
istgmodigt
»De hat lasnge troet paa sham, men hat ikke vovcst
at bekende det sfok Verdun,« svatede Malchus; »saale
des et det ogfaa med -mig,« tilfsjede han ydmygt.
Den Soldat, ·l)vem han havde givet Guldmsntem
nærmede iig nu. ,,Knsien er død,« fagde han sagte, ,,og
det er den anden ogifaa Skal vi hjælpe dig2 J alle Til
fælde maa vi ·faa Ligene bort, og det maa ite snart. thii
dct er slige ved Solnedaanq.«
»Ja, hjælp mig! Her hat du Ponge,« sagde Mal
chus —l)æft.
Og saaledes stete det, at, da Solen sank ned baa
Horiiontem shvilede de alle i Gravens erd — Jesus i
den nye Grav, «som Jofef af Arimathea havde ladet ind
rettc i iin imukkis Have i Nærshedem og de andre ikke
langt dersfra Bhi Stefanus havde med Taarer Unfal
,det Malchus om ikte at overlade shans Faders Lig til
Soldatvrnes raa Hemden
Da de gis bort i Stumvingen, fagde Male-has till
Stefanus. »Hvor vil du nu gaa then?«
»Ist vcd jeg ikte,« ivarede Stefanus fortabt; ,,jcg
hat werten Hjem eller Venner nu,« og han hultede
hsjt
»Du iskal blive has mig,« saade Malchus med Var
me.
Men Johannes, fom var kommen til, dkog Stein
nus over til fig. »Vil du folge med mig og være has
mig?« sang han. »Wind Moder, socn nu er min, vil
ogiaa være din Moder, og du ital være min Brodcr.«
Stcfanus mødte Vlikket fka den Discipel, iom Je
sus elitede; shans Hierte flog ham i Mode, og han blev
trøftet i sin Sol-q.
Saa git de ud til Bethanien for at vmte, til Sab
baten var fort-L
Zi. Kapitel
Dei var Dagningens højtidcslige Time. J den 7vin
dende Mannes blose-, ufikre Skin berste-de en enlig Win
de af Steh ad Vejen, Tom fsrte til den Hade, i hvilken
de havdo tagt den Korsfasstede. Det var Marie fm Man
dala, foni braqte velluqtende Urber til den elfkede of
dem-.
Frnntsomt qik shnn igennem Laune-n, on, mcdens
nun ofte standsedis æanteligt fkælvendc, banede hun fia
Vej iqennem det tætte Vndskads. Det var meget inøtkt
on san stillt-, at hun nassten kunde have sit met Mist-ti
flna. Pludsfelig standfede hun for at lytte: fkm blcsv
Ztilbeden nfbrudck af en sagte-, bemmeliqsbedsfuld Nas
sen Det var bun Morgenvindem fom ibevægede Traver
ncs Wem-. men det leid for hende sont Sus af Engli
oinqor. Lilierntss Duft fvldte Siedet med en Vollnqt «np
Heilsa, fyntes bun, som var det i Himmelen Laane sto?
Inn ubevægelin, vovedse ncvwe at minde, tun lyttede —
Dom-de
)
——,c.......
«) M beugte We til en Stag- Balsamevinc
asf betet dsde F. N.
L Pludseljg gennemtrasngte et fvagt rosewfavvet Lys
»Wartet, og højt over heut-es Hoved høkte tnm Lærkens
melodier Tukkesang.
Med ex lille Strig styrtede hnn frem. Se, Stenen
var Vnslterfra Jndgangen til Graden. Hqu kastede et
angsstfnldt Vlif der ind; scui vendte hnn om og flygtede
til Betanjen Graden var toml
»Hei-m skal shjcelpe os Stenen fra Graveu?«
noinderne standfede og ssaa forvirrede paa ihm-r
andre De var site i Følge: Marie, Jakobs Moder, Kilo
paS’ Hnstku, Johanna og Salome. De var ogsaa i den
tidlige Morgenstund paa Vej til den Ihellige Hade.
»Te: er afgjort, at vi ikke felv kan tage den fra, thi
den er nieset ftor,« vedblev Summe
»Men Sommer Difci.plene ikke ud til Graveu? Te
ved jo, hvad vi har i Sinde,« jagde Johanna. »Lad os
blot gan videre; jeg har giode Magnet-«
Tdnen btød nu mere og mere frem. Lette hvidlige
Taugeiz jom Ratten igennem havde shvilset paa Biergene,
fvoevede nu dort, idet Solen sendte sine Straaler igens
nein Dein sont en Regn af Juveler. Mandeltrceerne, som
lige var 7prungne nd, stod med deres fine grønne Bla
de og smukke lyvide og røde Vlom·fter. Fuglene hoppsede
omkring pna swistene eller jvang ssig jnblende op imod
nyerne. Hele Naturen tog Del i Himmelens store Hem
meligihed paa denne uforglemmelige Morgenl
Men Morgenens festlige Glcede fandt ikke Vej til’
Kvindernes Dienen Marie flog sine Øjne op —- de var»
tunge af Graad — og Tagde i en nwsten bitter Tone:
,,Hvor tan Fuglene, iom han elstede, synge, og Blum-?
sterne blomftre, naar han« —- her waltes hendes Stem
me i Graad.
Lc llnch IUVJ UICD VDJCOC Ochoek Ikyllolc Oe Zlg
af Sted, og deres Øjne var vlindede af Taarer.
Nu oar de ved Haven De traadte ind og git hun
tigt igennem de tætte Rader af Lilsier og blomstrende
Troeer. Da de com nær til Graveu, faa de, at Stenen
var vceltet fra og laa ved den ene Side af Jndgsangen
F—1·1)gt»«ontt traadte de ind i Graven og iaa for
bavsede og bedrøvede paa «hverandke. Det Sted, hvor
Jer Legeme havde ligget, var tomt. Pludselig opdagsede
de siddende paa højke Side af Stedet en ung Person,
fra hva silæder der udgik et hemmeligshedsfuldt Los,
som oplyste det merke Rum, hvor de stod Og Engelen
sagde til dem: ,,J flal ikke frygte; thi jeg ved, at det er
Jesus-, den Florsfasftede, J sogen han er ikle her, han er
opstanden, jom han hat« jagt. slom shid, og Te Stedet,
hvor Herren laal Og gaa fkyndjsomt hen, og iig til hans
Difciple: shan er opstanden ·fra de døde, og se, han gaar
forud for eder til Galilcea: der ital J se «ham. Sie, jeg
hat sagt eder detl« Og de gik ud og flyede slcelvende fra
Graveu; og en Stund talte de itle om det til nogen, thi
de var bange.
»Tet var da en Itiærtværdig Esfterretningl Hvordan
tkor du egentlig, det shcengek fammen2 Hvem kan have
daget Ihans LegemeJ Maajle hans Fjender, som flog
ham ihjel Hat de endnu ikle gjort not, at de endogs
faa maa forstyrre hani i hans sidste Søvn!«
»Lad os skynde os! Kvinden lan jo ihave taget fejl,«
sparede Johannes, »Um er ncestesn affindig af Sorg.«
Sau mindedes han pludselig et Ord, han havde
short for lcengefiden »Den tredie Daa!« mumlede han.
Sau gav than sig til at lobe, fulgt af Peter, on
stadig labende kom shan til Haven og Graveu. Stenen
var veeltet bott, som -.8Winden havde sagt, vg, da han
bøjede sig ned og tigqede ind, saashan de linnede Hin-dein
Tom Legemet bavde veeret fvobt i.
Medens Ihan stirrede forbaviet og ille vovede at gaa
ind, kom Peter til, oq. da shan saa Grasven aaben, gis
hqn derind og saa Linklæderne ligge sammenlagte,
og Dugen, som havde ligget over den Dødes Ansigt, rul
let samtnen oq tagt for sig Telv.
Nu kom Johannes ogfaa ind i Grauen, og der gik
zSandheden op for dann »Don er ikle her; han er op
;sstandm!« iagde ban højt ssmed felve Engelens Ord.
; Men Peter var iørgmodig og stille. Saa vendte
de to til-bage til deres Hiern.
! thiidlcsrtid tmvdks Maria fm Illlagdala grædcnde
fulgt dem i Eltfsmndx oq, da Diiciplcne var gaaedcs bort,
kom hun alone til Wovon og stod ved Jndgangen. Ost
sum hun nu qrwd, kiqchcs bun ind i Graveu, og lmn
iaa to Engle i hvide tilasder fiddtsnde, en ved Hovedet
og en ved Fsdderne, hvor Jesu Lisgeme hasvde ligaet
ng de sagde til hende: ,,Kvinde, hvorfor græder Du?«
lHtin sagde til dem: »Tai-di de bar tagtst min Herr-e bort,
nq jeg ved ifko bvor de bar lagt hom«
Sau vendste thun sig om, og hendes taareblændede
Tim- faa som gennem en Taagc Still-elfen af en Mund
nasr ved fig. Han talte til shende og hnns Ord var de
famme, Tom Engelens i Graden: ,,Kvinde, hvorfor grac
der Du? Hvem leder Du efter?«
Og thun tænkte ved stg selv: »Det er Havemandetu
han fan sikkcrt sige mig Besked.« Hun foldedc sisnr
Sasndcr og fagde bønfaldvnde: »Herr-e, hvis Du hat
baaret ihmn bott, faa fig mig, hvok Du har lagt sham
im vil jeg tage «han1.«
kaus — thi ham var det, Tom havde talt —- faqu
til hende: »Marie!«
Ost nu kcndte Vun hang Rast. J jublende Glasd
mabte shun »Rabbunil« og vilde gribe fat paa ham for
for at fowisse sig om, at thendes lotgbetyngede Sense
ikke skuffede bende.
Men shan sagde til shende: »Na ikke ved mig, tt
ieq er endmt kkke faren op til Faderm Men gaa t
mine Brsdre og ftg til dem: jeg farer op til min Fad
sg Ebers Fader og min Gud og Ebers Gud.« Og bis
forivcmsdt for thendr.
Og hun fbyndte sig tsftor Glcede til Disciplene k
Tot-kalte dem alle disle Ttng og sagt-e: »Jeg bar l
Herren-«
Og ise, to wf dem var den Tamme Dag paa Vej tiiI
en By ved Navn sEmaus, som laa tresindstyve Stadiet
fra Jerusalem, og de samtalede imed hin-Juden om alle
digise Tim, som var hændte. Og det stete, medens de
samtalede og stiftede Ord, kom Jesu selv ncer og vans
drede med dem; men deres Øjne holdtes til, saa de ikke
kendtse hom. Og han fagde til dem: »Hvad er dette
for Taler, iom J gaar og fører med hinande11?« Oq
de sstandiede med iørgmodigt Aaiyn. Men den ene, som
bed Kleofas, svarede og sagde til «ham: »Er Du alene
fremmed i Jerusalem og ved ikke det, fom er sket der i
dissfe Dage?« Og shan iagde til dem: ,,-5?-viltet?« Men
de «saqde til ham: »Bist med Jesus af Nazaret, fom
var en Profet, mwgtig i Tale -og Gerning for Gud og
alt Falk-et, og lworledes Ypperitepræiterne sog vore Øveb
fter overgav hat-n til Tødsdom og korsfcestede ham. Men
vi shaabede, at shan var den, sont skulde fiorløie JsraeL
Allsigevel er det dog nu den tredie Dag, fiden dette stete.
;Ja, iaa har ogsaa nogle Kvinder af vore forvirret os,
idet de aarle var lomne til Graveu, og, da de ikke fandt
Ihnns Legeme, kom de og sagde, at de havde set et Syn
af Englis, fom iiagde at han lcsver. Og nogle of vore
gik shen til Graden og fandt det l"aaledeäi, Tom Kvinderne
havde sagt: men ham kaa de ikke.« Og lian sagde til
dem: »Aa, J uforstandiqe og senhjertede til at tro paa
alt det, iom Profeterne bar talet! Maatte ikke Kristus
lide dette og indgaa til sin HerliqhedM Og han be
qrmdste fra Moses og fra alle Priofeternse og udlagde for
dem i alle Strifterne det, isom gfoldt hom. Og de mer
miedse siq til Byen, som de giktil, oa ilmn lod, Tom om Ihan
lbrin vilde gaa videre. Og de nødste lmm meqet oq sag
de: .,Vliv«hos os, thi det er mod Atten, og Dingen herl
der allerede.« Og han qik ind til Vords med dem. toq
shan Vrødet og velfignede det, og han brød det og rakte
dem det. Da oplodes deres Øjne, og de qenkendte ihams
on ban blev nsnnlfq for dem. Og de -sagde til hinandem
brasndte ikke vore Hierter i os, fom ·han talede til os
vcm Vejen, niedens han oplod Skrifterne for os?« Og
de ftnd np i komme Time og vendte tilbage til Jeru
TUlem nq fandt de elleve samlede om dem, Tom var med
dem, bvilfe fande: »Herr-en er virkelig ovftanden og et
bleuen let of Simon!« Da de fortalte, lmad der var sket
Dem Vejen, og bvorledes han var bleven kendt af dem
under Vrødets Vrydelse Men -som de talede dette, stod
lmn Telv midt iblandt dem, og han figer til dem: »Fred
Hmed eder!« Men de bliev bange, da Dørene var lukkede,
koq mente at se en Aand Og han sagde til dem: »Hvor
tot er J forskrwkkedeI Og hvorfor sstigct tvivlende Tan
»ker opi eders Hierteriö S mine Hcender og mine Fid
»der, at det er mig selv: føl paa mig, og se; thi en Aand
bar ikke Ksød og Ben, fanledes Tom J fek mig have-«
Og da han havde sagt dette, viste than dem fine Hændet
’og sine Fødder.
l Og sbon san deres Anfigter sftraale of Glæde, men
doq blondet med ngt san kendte deres Hierter, at
de elskede hnm, men, da de endnu var i Kødet, var Op
-ftandelsens semmeliqhed nresten for stor for dem
Seende paa dem med et ufigelig kærligt Blisk sag
de lhan mildt: »Halt J noget at spise?« Thi han vilde vi
Te dem, at han endnu Thørte dem ti«l, at han ikke var lHer
net fra dem, faa dkikke kunde naa horn, men at «han var
den famme Jesus, fom ·havde elsket dem sog draget Om
forg for dem og var død for dem.
Med en inderlig, næften frygtsom sGlæde bragte de
ham siegt Fift og et Stykke Honningekage — deres das
lige Fede, fom han saa ofte lhcwde delt med dem. Da
ban sspfste, medens de saa derpam
Sau flokkedes de om ham og græd deres Glæde
ud ved hans Fø.dder. Og han talede længe med dem oi
fortlarede dem alt, Ifsor faa vidst Tom de -kunde tage imod
det.
Og shan fagde til dem: »So-Jedes er det fkrevet, at
Kristus skulde lide og opftaa fra de Døde paa den tre
die Dag, og at der i hans Navn fkulde prædikes Omvens
delse og Sondern-es Forladelfe for alle Folkefærd og be«
gyndeså fm Jerusalem af. J er Vidsner om det.«
32. Kapitel.
Maria, Jer Moder, sad ved Vinduet i Tit Verstehe
Linn rørte iig ikke, og Vliklet fra hendes mørke Øjne
7vaede nd mod den fjerne Hokifont Udstrykket i bendei
Ansiqt vidncde om, at hun bavde gennemgaaet over
" menneskeliqe Lidelfer, men ogsaa o-m, at Cum havde faaei
overmvnncfkelsig Kraft til at bære dem, og nu læste man
knn Himmelens Fred i det
Mcsdms hun Tod siaaliedes i fin egne Tanker, kom
en End i Vasrolict oq nasrmede sig sagte til Ebenda Dei
var Stvfanuå Han knælede ved Siden af hende, tog
den tynde hvide Haankk som laa uvirkiom i shendcssSksd
oq trykkede den til five waer.
»Jeius Moder,« sagde shari, »Du ved, at jeg kom
her til Jerusalem for at føge efter Titus; smen du ved
ogsiam at hatt er gaaet til Paradis, hvor han for ftedie
·kal ver-re siammen med dam, vi eliker. Men endnu ved
lians Moder ikke, hvor han er.«
Saa cfortalte lhan bende alt, hvad der var iket, oq
illich at Malchus havde sagt: ,,L-a"d bang Moder end
ku en lille Tid ver-re uvidcnde om detshsun hat nok at
sære.«
Maria vendt sit alvotlige, straalende Blik imod
am, medens Than kncelede ved Siden af hende oa ven
. sde paa bendeg Svar.
i »Hu-i maq ikke tmgeke halbes i uvideuhcsdxs sagt
4 m til sidst. »Du, og ingen anden, maa sige heude det.
aa, min Satt-« Og et Øjeblik hvilede handes Haand
sliignende -paa hans Hat-ed
Fortlwttcå
