Tige
En Kokfets Falle.
c- Foktcllius fes Rrifti Tid
AfFlokenceMokieKinqsley.
(Fka Engel«st.)
Genie-U
,,Aa, Titus, du hat dræbt haml« raubte Ztefanus
stælvende, medens Taakerne løb ned ad hans blege Kin
der.
,,Dtcebt hom? Nejl Gid jeg havdel Den Styngell
Don er tun bedøvet; men jeg ital sorge for, at han bliver
hec, til vi er Ilupne bott.«
Med disfe Okd bandt han hurtigt og behændigt den
faldne Mond med de Læderxemme, som han lige havde
toget of Stefanus.
»Kom nu!« sagde han barstt, thi Blodet kogte end
nu i hom. »Moan tom du dog i Hcknderne paa den
Djasvel?«
Sdefanus fortalte ham alt, hvad der var beendet
»Sie-a han vilde altsaa have drckbt dig!« sagde Ti
tus dikrende as Raseri.
»Nei, nej,« fvarede Stehan ,,Det havde han al
drig gjott, han vilde tun forstrcrkte mig.«
»Du kendek ham itke faa godt fom jeg,« sparede
Titus-. »Men hvad er det? Kan du jkte here noget?«
De standfede et Lieblik og hørte Dumachus udftøde
vanvittige Hyl og Forbandelfer.
»Na maa vi lobe af alle Krwftet fcr han hoc ti
Mcends Stytke, naar han er i et saadant Raseri.«
De satte nu i Leb og naaede fnart Pthen til Byen.
Do de var velbeholdne inden for den« Tagde Titus til
Stefamm
»Du maa faa Moder med dig og se at komme dort
en lille Tid Han maa ikke træffe dig hjemme i Aftent
Og hsk lidt! Du vil komme til at trænge til Benge. Jeg
bat faoet min Lsn. Der, tag den og ffynd dig bort."
san koste-de en lille Pung i Stefakius« Haand og den
ne gik hastigt sin Vei.
17. Kapitel.
»Bl bar tun fooet meget lidt i Dog,« sogde Drengen,
»Um nogle foa Penninge.« Hon roslede med Msnterne
i et lille Metolbæger og roobte til en farbigaaende:
»Hast du ikke Medlidenhed med en blind Mond? — Nei,
hon gik sin Vej nden ot se til os.«
»Du ved not, Vorn,« Tagde den blinde Mond i en
træt Tone, »ot der er soo mange Tiggeke her i Jerusa
lem.«
»Men ikke blindspdte," sogde Bat-net med en vis
Stollhed
De to sod i en of Templets smukke Buegange Dei
var et dejligt Sted at vcere, thi det hvcelvede Tag befkyts
tede dem mod Solen, og Binden viftede endnu her op
pe i Hsjdem noor Heden i Vyen uedenunder nasften var
nudhaldellg.
Dag efler Dog kam de derben, tisfe to, Monden
og del fpinkle Born med de merke «Kr-ller, sont flagrede
am hang Haved Tidlig am Morgenen ventede de, til
Templets Pakte blev oabnede; naat de fao vor komne
detind, sad de hele Tagen i Bnegangens Slygge Om
Middagen delte de det knappe Mooltid of Brjd og Oli
ven, som Monden hovde med i sin Taste, ag am Aftenen
traskede de ttætte hjem med hvod, de hovde tjent.
Temle var den blinde Monds Hieni, og han elsle
de det sum et soadont. Atbet og attek hovde Dkengen
fartalt hom am de vidundetlige state Stene of rent,
hvidt Marmor, hvoraf det vor bygget, om dets Poete,
lam skinnede of Guld, og am Preefterne i dekes progts
fulde Dtogter. Fro dereö Plods i Buegongen kunde de
here Sangen i Trwplet, sont nasften oldrig hskte op, og
apfonge den krydkede Duft of Regelsem som stremmede
ud i den varme Luft. Om Margenen og Aftenen ledte
Bot-net hom nd lTempelgaordem hvar hon deltog med
Menigheden i Bannen, ag, medens han nu sod lcenet til
boge mod en of de heje Zeilen nooede Brudstykker of
Lovsangen til hans Øre:
»Lovet vkere du, ved hvis sOrd Verden blev jkobtl
Lovet være du i ol Evighedl Lovet vcete du, locn hat
stahl alt of intetl Lovet være hon, som hor Barmhjeks
tighed med Verdenl Lovet vwre bon, fom bar Barmhjep
tighed Ined sine Skobninqerl Lovet vcere hon, som be
lsnner fine helligel Lovet være hon, lom levek evigt og
er evfgt den sommel Lovet veere han, Frelseren og For·
lssekenl Lovet von-e dit Novnl Lovet være du, du evige,
vor Gild, Verdens Kotigel Almeegtiqe Gud og Fader!«’)
,,Aa, hvis bon blot vilde have Barmhjertighed med
mig! Jeg er ja kun en blind, unyttiq Jordllnmpl Og
dog er leg ftcetk og vil lebe længe, —- jo, længe, og hvors
lot-? for at tiggel« Fortvivlet vred Monden sine starrte
Hemden «"7«-17
»Na kommer der flere Folk forbi,« sagte Direkt
gen. »Hut- Barmhjcrtighed, gode Herren-, hav Barmhjers
tighed med en blindfsth
Den blinde Monds skarpk Øren kunde nu skelne,
at der com en Flok Mcnnefker henad Marmorfliferne.
Bed Lyden af Drengens Raub ftandscde de
»Mestet, hvem hat fyndet, dcsnne ellcr hans For
ældr(-, sian han er fde blind-W
Da den blinde Mund harte disso Ord, sank hans Ho
ved ned paa Bryftet. Dist var det gamle SpargsmaaU
havde han ikke hatt dct fra sin Vakndom? »Im er for
bandct,« tænkte han: «han, fom har Barmhjertighed
med Tine Skabninger, sit-offer dog den uskyldiqe for den
skyldige."
Men hvad var det, Rabbien nu fagdeP Dei vor i
Sandhed noget nyt og forunderligf: »Don-sen hat den
ne Mond fyndet ellet hans For-www men det ek, for
at Gub- Gerningek kan aabenbakes paa hom. Je- maa
IV
«) Fta Läuksiem Tom blev btugt i Turmle
F. It,
gsre hans Gerningser, som sendte mig, saa længe det er
Dag; der kommer en Nat, da ingen Lan arbejde. Sau
længe jeq er i Bei-den, er jeg Verdenö Lys.«
»Verdens Lysl« Monden løftede sit Hovcd og stir
rede med fine blinde Zer i den Retning, hvorfkaStems
men kom. Pludselig følte han en kølig og mild Ver-eins
paa sine Øjenlaage.
»,«Gaa sagde den hemmelighedsfulde Stemme
igen, »og to dig i Dammen ved Silvani.«’) Og Lyden
of Trittene dtde heu.
,,Kom!« sagde Tiggeren og takte jin Hat-nd nd
imod Menge-m »Kom!«
»,,De gav os jo ingcn Penge,« jagde Barnet kla
gende, ,,og saa lagde han nagen vaad Jord paa dine
lØjenlaage Hvorfort mon han gjorde det?«
»Ti stille, Dreng, og bring mig til Dammen1«
»sag«de Monden. »Der vil jeg to mig, som han befalede.«
De naaede nu Marmortreppen og steg ned adTrii
nene.
« »Jet- hørte dem kalde Monden Jesus,« sagdeDrens
gen sagte. Et Øjeblik ester raubte han: ,,Saa, Herre,
Inn er vi vcd Damme-n Lkeg dig kun paa sinke, jeg skal
not holde fast i din sijorteL Hvis du nu vil række din
Haand ud, kan du naa Vandet.«
Monden ftak sin Haansd og Arm dybt ned i det
skvulpendc Band og ftcenkede det over fine Øjne Saa
trak han sig tavs tilbage med iaa underligt et Udtryk
i Ansigtct, at Barnet raubte: «Hvad er derl Hvad er
der stet?« -
Manden iyntes ikke at here hom, men han løftede
fine Hasnder tnod Himlen og raubte heit: ,,Vi priser
dig, evige Herre Gudl Vi vil ophsje dig med Taksigels
fe og lovfynge dit Navn, vor Konge og vor Gudl Du
eneste, Tom lever i al Evighedl Herre, lovct vcere du,
dit Navn cr herligt i al Evighedl Thi du hat ved din
Tjeners Haand friet mig ud af Msrket og Nattens
Skygger. Min Synd ek skjult, og mine Forældres
Skyld er udilettetl Sandelig, du hat haft Barmhjeks
tighed med den, der var forbandet. Lovet være Herren,
hanc være Ære og Pris i al Evighed.«
Dungen betragtede ham med Undren, thi nu faa
han, at de lukkede og indsuntne Øjne var aabne og li
ge faa store og klare som hans egne.
Gans Navn var Jesus-A sagde han uden selv ret
at vide, hvad han sagde, thi hans Barnehjerne var
ncriten forvirtet as Underet.
Monden vendte 5ig om og betragtede ham ikakpt:
»Du er altsaa Drengen,« sagde han til iidft.
»Ja, det er mig, fom hat været din Forer omMors
genen og om Aftenen,« svarede Barnet skaelvende.
»Du sckal ikke mere vcere min Forerl Lovet væte
den højefte Gudl Im nu as skal jeg førge for dig!«
»Vi! du folge med os til Iakifæerne og i deres
Næwckrelsc staa ved, hvad du nu hat fortalt os?«
! »Ja, fandeljg vil jeg det,« svarcde Tiggeren. »Im
vil gerne gsre mit til, at min Helbredelse bliver bekendt.
Gid jeg kcndte min Redninasmand, saa jeg kunde sys
Te Summen as han- AMI«
»Ist-g tror ham itte,« Fagde en as dem, iom stod
omkring hom. »Bei er itke den blinde Mand, men en,
is- isslle M Its-It im Wis»
»Me« hvokfor fkulde han lyve for usi« Fonds .
anden; ,,hvad Gavn kunde det gsre -ham?«
»Im lyvvr iktc,« fagde Monden alvoklig, ,,jeg er»
den blindfødte Mand, og mine Øjne er blcsvne aabnede
fauledes, fom jeg hat fortalt eder..«
»Ædle og vwrdige Medlencmer af Randet,« sagde
en Jurist-sey hvis fromme Mine, brede Tankerem og
flagkende Kjortel betegnede ham fom en of Zeloterne,
»jeg hat bragt en Mond her hen, for at vi kan such-re
hom. Han foktællek, at der er sket et Mirakel med hom;
men da dette Mirakel inwd Loven blev udftrt paa Sab
baten, fortjener det at blive nsje widersqu
»Du hat handlet viselig,« fagde Kajfas med en
værdig Hovedbøjning. Terpaa henvendte han sig tilTigs
geken: ,Tal saa du, oq fortsel os, hvad der er hændet
dia, at vi kan dsmme i Sagen«
»Im bar ikke tneget at foktælle,« sagde Monden
jævnt og natur-list »Hu Mand, Tom hed Jesus, lag
de Wen Wiq Jotd paq mine Øjne oq sagde til mig:
»Gott og to dig i Siloams Darm« det gjorde jeg, og
faa blev jeg seende.«
Denne Beretning blev af den hsje Forfamling mod
togen med ildevnrslende Panterynken og højtidelig Ho
Ivedryften Tit Tidft fagde en: »Dette Menneske, Jesus,
er ikke ndsendt as Gut-, thi han holder ikke Sabbaten
san hat allerede mange Gange begaaet denne Synd,
fom vi alle ved «
«Men,« sagde Nikodetnus, ,,hvordan kan et fyndigt
Menneske gøre et faadant Mitakel? Hvad siger du, som
blev helbredet af Jesus?«
.,Jeg troc, at han er en Profet,« fvarede Monden.
»Det er mit Naad,« sagde et andet Medlem afNaas
det, »at vi sendet Bnd eftet denne Monds Forældre,
Iaa kan vi fptrge otn deres Mening.«
Da alle bifaldt dette, blev det ftkakö udført, og
Medleinmetne raadflog nu i smaa Klynger, medens
Tiggeren stod for sig felv og iagttog Seenen med sine
lklare, skarpe Øjtor.
« Kett efter kom Budet tilbaae med en gammel
IMand og en tæt tilfløret Winde Da de traadte ind i
IVærelseL kastede de et slygtigt Blik paa deres Sen on
,bøjede sig derpaa dybt for de forsamlede Naadsherrer.
l Et Øieblik befragte-de Kaifos dem i Tavöhed ined
rnnket Bande, faa fagde han:
? »Er det Menneske der edel-S Sen, om hvem J for
treller. at han var blindspdtf Hvor kan det da were-, at
Ihan nu kan fes«
- Den namle Mund bsiede sig igem idet han derpaa
Iflog nd med Hænderne og trak paa Skuldrene fom en
rStegs Undskyldning, faqde han: ,,Ædle Herre, vi ved,
I s) en nne Dom euer owns-howe- ved vaeu
Taf det Vierg, hvorpaa Denn-let var Waet cn Del
Iman ftrlse ned M den« F. f.
at denne er vor Søn, og at lhan var blinidfødtz men1
hvordan det er gaaet til, at shan nu kan fe, eller hvemI
Zder har aabnet hans Øjne, det ved vi ikke. Han er gam
jmel nok til at fvare for sig selv, fpørg heim-«
» »Nimm her hen,« fagde Kajfas i en bydensde Tone
’til Tiggeren Monden sit hen og stillede sig ved Siden
;af sine Fokældre. Ypperstepræsten faa truende paa hom,
Jmen han flog ikke sine Øjne ned.
«Sig nu den fulde Sandhed om denne Sag; og,
hvis du virkelig er bleven helbredet, giv saa Gud Æren
Iderfoy thi vi ved, at denne Jesus er en Synder.«
I Tiggeren rettede sig. Hans sØjne skød Lyn, og i en
Tone, som rungede igennem Randssalem fvarede han:
»,,Jeg ved site-, om dette Menneske er en Synder eller
’ej; ntcsn en Ting ved jeg, og det er, at før Var jeg blind
Iog nu er jeg feende1«
. Der paafulgte et Øjebliks Stilhed; saa strakte en
gammel Mand, I·om itke tidligere havde talt, fit Ooved
lfrem og sagde i en beskyttende Tone: «Hvad var det,
han gjorde ved dig? Hvorledes bar han sig ad med at
aabne dine Zwei-«
» Atter svarede Tiggerem «Jeg har jo allerede sagt
eder det, og da vilde J ikle høre; hvorsor vil J nu høre
det igen; vil J ogsaa være hans Disciple2«
«Vi er Moses’ Disciple,« sag-de siajfas, niedens
hans Øjne slammede af Vrede. »Bei er tun saadanne
simple Tiggere 7om du, der er dette Menneskes Disciple
Vi ved, at Gud talte til Moses Men om dette Nenne
ske vcd vi ikke, hvorfra han kommen « s
»Bei er meget desynderligt, « sagde Tiggeren skarpt,
»at J ikke ved, hvorsra han kommer, og saa har han
dog aabnet mine Øjnei Vi ved jo godt, at Gud ikke bøns
hører Eyiiderex men hvis et Mennefte ærer Gud og
ask hans Villie, saa bønhører han ham. Saa loenge Ver
den har staaet, hat man aldrig hart, at nogen har
aabnet en blindfødts -Øjne. Hvis dette Menneike ikke
var ska Eud, runde ha« intet gske.« s
»Du usle Tigger,« sagde Kajfas og reiste sig harm-;
fuld op; »du, som blev født i Synd, du vil lære osH
So til, du lommer bort sra dette hellige Sied, vg, hatl
du dit Liv kært, iaa kom ikke ofteke her henl« s
Men Monden gik bedrøvet dort, thi han længtes as»
helc sit Hjekte efter at se Templets Herligheder.
Som han nu git med Øjnene stadig fcestede paa
de prasgtige Mute, fra hvilke han herefter skulde væke
ud(-lnlket, hørte han nogen tale til fig. Da han vendte
sig om, mødte han et Blit, der der var saa alvorligt og
dog soa mildt, at han blev hæftig bevæget uden ret at
vide hvorspr. Monden talte atter til hom, og da kendte
han Stemmen — Tdet var hans Rost, som havde befalet
ham at to sig i Siloams Daml »
«Tkok du paa Guds TIan
Tiggeren Tkælvede og svarede: »Hvem er han, Mc-»
ster, at jeg kan tro paa ham7«
Og Jesus sagde til hom: »Du hat iet hom, og
det er hom, som taler med dig.«
Saa faldt Tiggeren ned for hans Fødder og sys
iede Stimmen af hans Klædning og raubte: »Herr-e,
jeg trorl«
: Nu skete det, at nole as Farisæekne, som havde ud
jaget ham as Templet, ftod nær der og hørte det; og
JeIuB, som saa deres harmfulde Blikke og læste deres
»Hier-Vers Tankeh vendte sig og sagde til dem: ,,Til
IDom er jeg kommen til denne Beiden, for at de, fom
ikke fe, ital blive seende, og de seende ital blive blinde.«
Men Farisceerne sagde foragtelig til hom: »Er vi
ogsaa blindes«
Jesus sagde til dem: »Var J blinde, havde J ikke
Sond, men nu siger J »vi fer«, der-for bliver eders
Synd.«
Is. Kapitel
En tidlig Foraarsdag henimod Affen arbejde to
reisende sig op ad en stejl Kslippesti. som fette til den
lille Biergby Nazareth. Vejen var stenet og befværlig,
og sksndt de tun tom langsomt fremad, iuktede Kvinden
of Anftrengelse. Dkengen, som hsrte hendes tungeAans
dedkæt, vendte fig og saa ængstelig paa hendes Anfigt,
som viste sig utydeligt i det svindende Dagslys·
»Du er altfor træt, Moder; vi stuldrs være blevne
i Nat i Landsbyen neden for Bierget. Scet dig ned, og
hvil dig lidt.«
Med et Lettelsens Suk sank Fwinden ned paa den
haakde Sten, iom Drengen havde bedaskket med et Fou
reskind »Ja,« iagde hun til sidst, idet hun atter trat
chret iaa tnngt, at det nassten led fom en Stønnen,
»ng er meget tra-t: jeg havde itke Krasster not til cit
gaa op ad disfe Vierge«
»Du vil nok blive bedke tilpas, naar du hat hvilet
diq lidt,« sagde Drengen tasrligt ,,Vi hat gaaet al for
langt i Dag. Det tun ver-m vi kan slaa os til Ro i den
By der henne, til du faar nogle flere Krasften An, er
bei- ikte sniuktl Se, hvor Vjemene er grønnel oq Blum
sternei jeg skal plukle nogle til dis, meus du iidder on
hviler dig.«
Kvinden fmilede taalmodigt. »Tai-mer du ikke til
Heile, min Dreng2 Vi hnr endnu en haard Tut for os
fer vi naaet Byen.
»Nej, nu er feg aldrig trust, Moder,« sagde Tren
qen muntert og ipeanq op.
Moder-eng Vlik fnlgte heim kcerligh da han flatte
de vp ad en steil Skraaning for at faa fat i nogle spran
lede Blomster, der tittede frem imellem Klippe-me »Den
»in-re Drena!« mumlede hun« ,ban er »ersten Mond nn,
men han hat endnu et Varus kærlige Hier-te«
»Se, Moderl« iagde Drengen og lagde en stor
iVnket Blomster i hendes Skødx »der er Roser og Nel
liker, baade hvide og gule: er de ier smukke2 og her
er Reledaer og de imaa gule Blomfter, der Agnel-Stier
IMU J Byen der hennc er der en Have til hvert Gus,
og fra den hsie Klippe, hvor ieg plukkede disie Blum
fter, kunde jeg se Granattræernes rede Blomfter og
Orcdmettceernh fom var saa hvide iom Sue. Bilde du
lkke gerne do saadant et Stedf Jeg kan godt taale at
arbejde mi, pq jeq Kulde not tot-time Jeden til es te.«
Lidt efter tilfsjede han drmmende: »J Nazareth d
han boet; vi vil faa hans Hjem at se.«
»Vi kommer viIft til at sckynde os, lille Stehn-If
sagde hans Moder nu, ,,thi Solen er gaaet ned for s
Time siden, og det er inart Nat-«
»Du har Ret, Moder,« sagde Drengen og sprmls
op, »nu skal jeg hjælpe dig.«
En halv Times anstrengt Gang bragte de reif
de til Udkanten af Byen. Her vældede en Klide nd (
Klippens Side, medens dens- Vand med melodisk Pl
sken faldt ned i en Stenkumme, og her ftandfede M
lden Pludjelig.
; ,,Jeg kan ikke gaa videre,« sagde hun med ivas
Istemme og sank om i Græsset; ,,jeg er syg.«
! »An Moder,« raubte Stefanus, ,,nu er vi d
jstraksl Jeg ital give dig noget af dette Band; det vI
jnok forfriskc dig.«
i Men swinden svarede ikke· Hendes vaed var jus
ket tilbage i Gras-seh og, da Drengen bøjede sig over
hen«de, jaa han med Sinkt-, at hun havde tabt Bevidsb
.heden.
«Hvad jkal jseg dog gøke!« raabte han højt og drei
hjcrlpeløs fine Hænder, »Moder, aa Moder!«
»Hm er beivimet,« sagde en Stemme ved Sid
af han« »lad mig give hende noget Band-«
Han løftede sine Øjne og saa en Kvinde staa des
Siden af fig; paa Hovede bar hun sen Vatidkrukke. Das
ne fyldte hun hurtig med Band fra Kilden, bøjede fis
derpaa over den liggende Skikkelse og ftænkede heudt
i Ansigtet med det friske, kolde Band.
»Saa, nu vaagnser hun op, hun vil fnatt kommt
helt til fig sele« sagde den nyankomne. ,,Fyl-d dit Bo
ger med Band og giv hen det at drikke.«
Stefanus adlød, og til hans store Glcede reist
hons Moder sig op og saa omkring; men næsten i sammt
Øjeblik sank hun atter tilbage og stannede svagt.
»Für J Venncr her i Vyen?« spurgte Kvinden os
saa paa Drengen. -
«Nej, vi vilde til Herbergetx er det langt herfrak«
spurgte han ængsielig.
»Bist er i den øverste Gade i Byen; det blivek als
for langt for hende at gaa i Aften,« var Svaret; »me
mit Hus ligger lige her ved,« medens hun talte, pegckt
hun paa et fvagt Lys, som man skimtede gennem LA
værket »Hvis du vil hjælpe mig at faa hende rejft op,
saa kan vi not faa hende hen til min Dor, der et knn
faa Skridt dertil Du bliver naturligvis hos mig i
Nat« H
»Du er god « sagde Stefanus taknemmelig· ..oc
jeg takker dig hjerteligt«
De hjalp nu hinanden med at faa den itde
Prisca op og understøttede hendes vaklende Gang, I
de naaede Hyttem der, som Kvinden havde sagt, var list
der ved.
»Hun jover nu, og i Morgen vil hun nok w
»bedre,« sagde deres Vcertinde, da hun fra det lille SO
-vekamsmer, hvor hun havde btagt jin Gæst til Ro, ko
ind i det Værelse, hvor Stefanuö veUtede. Don M
god Tid til at se sig om, og han lagde Meer-te til, I,
medens Husets Jndretning var meget tawelig, var O
saa pynteligt og net som i et Dattel-us Nu faa ht
nøjere paa Kvinden. Hun var hsj og velskabt, vg, M
hun var lidt til Aars, havde hun et imukt Anfigt ins
klare, nøddebrune Øjne, et tærligt mcn bestemt Ub
tryk om Munden og bølgensde kødbrunt Haar, fom falI
lidt i det grau.
»Du er ogsaa træt,« vedblev hun, medens et Smil
som en Solstraale opklarede hendes Anfigt; ,,nu W
du føkst faa noget at fpise, og faq skal du fove.« Wes
disfe Ord satte hun en Træstaal med Mælk og noqle
Bygbrød for Drcngm
»Sig mig nu,« fagde hun, da han var fcerdig met
at ipise, ,,hvor det tan være, at J- rejser alene faa lanqi
fra eders Hieni? Din Moder fortalte mig, at J bot i
ziapernaum.«
Eiter denne Opfordring kom Biengen frem met
hele deres Historie og fortalte til sidst ogs aa, hvorledes
Nasaræeren havde helbredt ham.
»Vi var nodte til at drage bort fra Kaiserin-Um
lau sdu nok forstaa,« sagde han, ,,og iaa gik vi til Na
zareth, fordi jeg gerne vilde se hanö Hjem. Jeg tcenktt.
vi maaske kunde træffe ham her. Kendcr du denne Je
7us?«
Kvindens Øjne fyldtes med Taum, men atter op
klaredes Anjigtet af Smil, som gav dct en næstcn over
fordiik Skønhed, og hun fagde jævnt og naturligtt »Hm
er min Son, og dette er hans Hjem.«
Wie-Kes)
6 state Bind.
Not-disk Konvetsqtiousleksikos
for 38.00.
Nogle Eksemplater af dette nd
fsrlich og paalidelige Standatd
Werts hvis Bogladcptis er 826, oq
fom et et holt Bibliotek i sig few-—
indbundet i stektkt Karton —— til
bydcs herved for den urimelig bil
lige Pris af Ps. Inan for en Ra
dius af 500 Mil tilfendes Liset
ne frit.
Sktiv ftkaks, derfotn De vil be
nytte Dem af vokt eksttaordinæke
Tilbud og fikre Dem et Ess. as
dette fortrinlige Værk for mindre
end en Trediedel af Bogladcpriim
Dan. Luth. Publ. Heule,
Rait, Uebr.
M M UWMT
