Titus
En Koksets Fællr. l
Es Forum-g skq Krisis Tid «
J AfFloreneeMorieKingsley.
Gka Engelst.)
tzortiatJ
» Men ioni et Linigliint toin Tankeu oin den store
eiier til den iortvivledis Moder. Hun reiste iig isg git
n til Vinduet, ved huiltet lJendes Mund stod nied bojet
ooed, og, idet hun lagde iin Haand paa hans Arm,
gde lnin nirsten hviitende: ,,Min Husdoud, i vokAngst
r oi hilt glenit Jcazaraserem nion han ikte tunde hel
ede vort Barn?«
Tet gav et Sast i Janus-, og hon vendte sig om
od iin Instru, niedens noget, der lignede Haab, glim
de i hans Øjne
,Let er iandt « iagde han; »det var dog underligt,
Et oi runde glennne det Jen trot, at han, og tun han
Jan yjalpe os nn. Jeg vil itrats fpørge niig for oni
Hain Benuni venter netop nn paa Bested.«
Hei-Wirst
Titus iad ubevægelig ved Eiden af Vandbeholdes
Eren ined Øjnene fæstede paa Toren til den indre Gaard
Ehan liaode iddet der i Timevis og ventet paa, at en el
Eler anden stulde komme ud Da Benoni nu tocn for at
udføre iin herres Befoliiig, sprang Titus derfor op og
Tgit ham i Mede.
»hvordan hat den lille Festen det?« ipurgte han.
»Jeg er bange, det bliver værre med l)ende. Hnn
dor, hvis der itte kominek hurtig Hin-In Jeg gaar nu
for at iøge efter Nazaræeren Vi haaber -««
»Don er itte her,« iagde Titus med Fortvivlelie i
Stemmen »Juki inart jeg i Morges horte om liendes
Sygdom, opføgte jeg min Bruder Stefanus — for lIan
ved altid, hvad man ital gøre — og han iagde strats:
»lad os gaa til Mesteken.« — Vi iøgte efter ham alle
Begne, men til iidst fit vi at vide, at han i Gaar var
gaaet om Bord for at feile over til den anden Side as
Seen. Maafte er han gaaet til Samaria, ja, tan hcende
til Jerusalem Jeg ved ikte, hvordan vi ital finde hani.«
Benoni iaa alvorlig ud: men til iidst sagde han:
»Im maa alligevel goa, ioni jeg er bleven befalet: det
kan vcere, han er kommen tilbane iiden i Morges.«
»Gaa kun, hois du iyneirs,« iagde Titus i en tkæt
Tone: ,,nien Stefanus lovede at holde Udkig og lade
mig vide, hvis Mefteren ikulde komme, oq han Tkal not
holde Ord.«
»Im man gaa alliavel,« iagde Benoni.
Men inden en Time vendte han tilbage, og hnns
alvorlige Aniigt vifte, at lian itte havde linft held med
iia i Ein Zagen
14. Kapitel.
Timerne flæbte fig langsomt af Sted. Ratten com
og gil, den lange, lange Nat. Stadig sad Titus og ven
tede paa Bud fka -Stefanuö, og i Sygevækelset saa man
med Fortvivlelse, hvorledes den frygtede Fjende mer
mede iig med sikre, ubatmhjertige Stridt
Baner laa km uden Bevcegelse, hendes Øjne var
balvt aabne og næften brustne. Hat-de man ikke hørt
hendes tunqe Aandedrag, vilde man have troet hends
djd. Hendes Moder laa paa Knæ ved »Ja-den af Sengen
med Ansigtet fkjult i Senseklæderne Hun havde bedt
med lorte Mellemrum hele Ratten, idet hun ftadig
tæntte paa disse Ord af Mesterem »Gud er mere vils
läg til at give iine Born aode Gavet, en J til at give
eders Born gode Gavet.« Qg nu var heudes Hierte ov
fyldt af Bitterhed. ,,Jeg hat bedi, men Gud hat ikke
bsnhsrt miql Mit Barn dar. Mefteren hat helbredt
twærdige Tiggere i inesevisx men nu, da mit rene, uskyls
dige Barn lider, kommer han ikle Hvis han virlelin
var Kristus, maatte han saa ikle vlde dette?« Og atter
on atter kom de samme fkrwlleliqe Tanker. til hun blev
halv vanvittig af Sorg oq Smertr.
Til fidft reiste hun iiq, gik hurtig hen til sitt-Mann
fom fad ubevcegelig med Øjnene fasftede paa VJrnetis
Aniigt, oq iaadet »M! du ikke aaa nd og spaeefter Nas
Hamen-n? Ton ikkel Maasse er han kommen tilbage i
dette Øfeblik.«
Jainis reiste iiq oq forlod Vækelfet uden et Ord.
Dei var nn Morgen, on det klare Sollys qjorde ondt
i de forarasdte Øfne
Ude paa Tetkassen aik den trofafte Venoni frem
og tilbaae Da han harte fin Heu-es Trin, gis han ham
hurtiqt i Mede, men det SpørgsmaaL han vilde gere,
dsde oaa bang Læbetx da ban iaa hans Aniigt
»Hm- man hart noaet om NazakaserenW spurgte
Iaimt
»Nei, Edle Hirn-ex for-rede Tieneren bedrsvet;
»baade Titus og ieg bar vætet ude i Vyen mangeGans
ge for at ipørge efter hom, men inqen hat let han«
«Saa vil ieq ielv gaa ud: maafke det kan lykkes
mia at finde han1,« saadc Jaikus langfomt »Mit) du
her, iaa du lan hori-, noar der blivct laldti Jeg jage-r
Titus med mig.«
Titus vrndte for tyvcsnde Gang bebt-net og stuf
fet tilbaar fra en ai iiue lidflimtcr m vnr ligc vksd at
gaa ind i Miit-L da ban børte on Lyd fom of lette, Jur
tiacs Fodtrin ude pcm Rinan Der iom nomni Linn sind
stille og lvttedc. Et Øicblik eftek kom Stefanus løbendis
of alle Flmftek hen til Porten Da lmn iaa Titus,
raubte han akad: »Na er han herl«
Titus qav iig ikke Tid til at hske merk-, cncn raub
te til Stehan at han ikulde vente, lsb iqennemGaars
den lud i Davon on vilde ligr til at banke paa den Dust-,
iom ist-te til den indre Guard, da den i det iamme blev:
ital-net og Jairuö ieiv kom ud.
Mesteren er kommenl« mai-te Titus ivrigt, uden;
at vente eiter. at hans Herre isrft skulde teile-. »Mini
Stadt-F hat lige nu været her med Bud om det. Han
W
venter udenfor og kan sige os, hvor vi tan finde Me
fteren Skal jeg gaa med Bud til ham2«
»Nej,« sagde Jairus, ,,det er bedit, jeg gaar fele
men du tan gerne fslge med.«
De gik hurtig ud paa Gaden, hvor de traf den ven
tende Stehan -
MKom denne Vej,« iagde han; Mesteren var lige
gaaet i Land udenfor Vyen og tiærkiiede sig den øftre
Port, da jeg harte, at han var kommen«
De Ekyndte iig alle tre af Sted i Tavshed; Jairus
git lidt foran de t·o unge, iom om han vilde kappes med
dem i Hurtighed Aldrig havde Veien iyntes ham iaa
lang. Gaben Torve, Allem-, Paladier og Hytter, Amfii
Hteatret on Zunaqogen, Alt lob i et for ham nu. Han
Thavde lmerken ipifi eller invet i met-e end fire og tyve
Dirnen og de foritellige Ting vifte iig for hans Blik
ftore on -iircrtkeliqe iom nenne-m en Taage. Til fidsi
naaede de den estre Port.
» »Er Razarweren kommen her forbi?« spurgte han
Posivogteren med hæs Stemme.
i »Nej,« Tvarede Manden, »dem er itandfet hist heu
ne for at tale til Folket, som allerede trænger fig am
ham, siøndt han lige er kommen i Lands« Medens han
talte, pegede han tnod Øst, og de tre skyndte sig nu hen
imod en lille Hei, sont var onfyldt of Falt.
Kort efter naaede de de ydekite Ncekker af Falke
masngdem on de knnde se Mefteren felv, som stod paa
en Forlmjning i Midten
»F Nudsrs Navn, lad miq komme forbi, Folk!«
raabte Jairus; ,,feg maa tale med Mesteren!«
Maanden veg cerbadiq til Side, thi mange af dem
iendte den talende, og alle kunde ie, at han var dybt be
drøvet Et Tieblik efter ligaer han for Meiterens Ind-l
der, malnsnder »Jesus, du Gnds Zen, jeq besvoergerz
dig, hør mig! Min Dotter ligqer for Dødem jeg bederi
dig komme og lcegge dine Hwnder paa hende, at huni
san leve ag blive hell-redet«
Straks rakte Jesus iin ldacka ud og reiste ham op,
oi de bemmdte at gaa hen imod Byporten MasngdenJ
fulgte de1n,og den forsqedes stadig idet iaa en, iaa en
anden, iom vejrede, at der var noqet i Gaste-, fluttede
sig til den i
Tcs kundi- tun komme langiomt frem nu, da Falke
ftimlcn trykkcsde dem paa alle Zidcm Pludselig standics
de de alle, da Jesus jtod stille og saqu idet han vendte
iig onl: »Soan var bot sum rørti ved ntig'?«
Etralx vai der ingen, om Fvarrde, thi alle blev
forbavicsdc over Epørasntaalct: men iaa Tagde en afJ
hans Diiciplc, sont hed Pete·:
»Meftcr, Folkomængden trængcr dig fra alle Side J
og iaa ipørgcr du, hvem der kørte ved digf
Men zesug fvaredez »Der var ungen, som rørte
ved mig, thi jeg mærkcde, at en Kraft udgik fra mig«
Medeas han taltr, fwstede han sit Vlik paa en fett-E
tig tlasdt Winle Tom stod nær ved han1. Da hun maer
todt-, at han iaa paa heade, jkælvede hun, kom frem og"
faldt ned for ham og fremstammede: I
«Meithr, jeg beder dig, tilgiv mig! J tolv Aar
hat jeg været hjemisgt as en uhelbredelig Sygdom; jeg
hat lidt gruelig, og jeg hat givet alt, hvad jeg ejede
og hande, ud til Lægcr. men til ingen Nytte: stadig er
det blevet vertre. Sau tænkte jeg, at, hvis jeg blot kun
de ksre Stimmen af din Klædning, vilde jeg blive hel
’bredet. Og fauledes var det ogfaa, for aldrig faa snart
’havde jeg rørt derved, før jeg var raik.«
. « Da Jesus harte dem-, raste han iin Haand frem,
reiste hcnde op og sagde: »Min Dotter, frygt Me; din
lTro hat frelst dig: gaa bort i Fred."
; Medeas han cndnu talte til Winden, saa Jairus,
som ventrde i Dtbsangst, Venoni komme. Da denne op
dagede fin Herre, fInderrev han fine Klæder med et
Smertengraab.
»Ak, Herre« sagde han, »din Datter er dødx umau
itke Mein-ten vidcre.«
Jaims’ Ansigt blev overtrukket mcd en dødelig
Bleghed, da han hørte disse Ord, og han vildesvasre
faldcn onl, hvls itke Mestercn straks mildt og inderligt
hat-des fagt til hauu »Fryat ims, tro tunl« Han vendte
siq derpaa til Manaden og forbød den at følge fig. "
Derpaa git «lss·kis viderc med Jarius og tre ai
iine Tiiriple: de . mige Menneiker og Benoni fnlgte
bog often
»Hvad fan Mcstercn nu aøre for at hjaslpe?« mum
lcde Titus bittert. ,,:i’nar ikkc den Kvinde lmvde værvL
var vi komne tidsnok.«
»Den lille Frøken droa sit sidftc Euk,.liqe cftxsr m
Herren var gaact bfcmmcfra,« fagde Benoni stumm
dist.
»Mcn harte du da sitt-, hvad han fagde til drum-:
Fader?« fagdc Stefanus. »«’5rygt ikke, tro kun!« J stm
faa at 7e, at han paa en ellcr andcn Munde vil hin-Im
dem.«
»Men hvad can bun da gøre nu?« qentog Titus
»Don kan hjrclpc dem til at bære vor Faoers Vil
lie, fom er i Himmelser fagde Stefanug blidt.
De var nu konnte til Jnirus’ Has: og idet de
traadte ind efter de andre-, sandt de Husholdnimn
gqarden tom. Da de fra den gik ind i Havm kun
de htsre Grædewindetnes gennemtrængende Skrig fm
Dødsværelfet, da Døren til den indre Goard stod pna
vid Gab. Sklvc Haben var opfnldt af ophidsede, hylcsn
de oq hændervridende Kvindm medvns Mændenv qrusd
lhøjt fønderrev disk-es Klasdcsr oq first-de Aste paa drkscgs
FHovcder oq Skæg som Tegn paa dort-s Spra.
Jnde i Hufet sad Modeten ved sit døde Varus
ISenkx Fönn bavde ikke villet give pfter for Kvindcsrmsiz
ivelmente Opfordringer til at gaa derfra.-Hendcs ftom
Jana-Mc Øjne var stift fæftede paa det voksagtig fmuki
W Anfiat paa Puden fokan heut-e Under al Støjen oq
falle Skriaene var hun som forstenet.
I »Snart vil hun for bestandig være fkjult for miq.«
Jtænkte hun: »iea maa ikke grcede nu, mens hun fover
»an roligt.«
« Plndfeliq merkede hun fom s en Tonge, at der
war kommen en ind i Verrenkt Tom ikke for havde været
lder. vg him bitte en M, myndig Sie-ums Hvad var
sdst bog, den Mf
»
Am
N
«Hvorfor støjer «- og græder? Pigen er ikke MAY
hun sover.«
Hylene hørte op, og Stilheden var en Lifs ka
hendes forpinte Øren «
Jkke dødl Soverl Hun sprang op, lænede sig OVek
den lille Skikkelie og lyttede aundeløft·
Ja, det var sandt, at hun sov, men det var denl
Søvty efter hvilten der ikke følger nogen OPVOCANCM
Hun løftede sine angstfulde Øjne til hans Ansigt. ;
»Du ved, Mesler, at hnn er død:« hendes LasbeH
Iformede disse Ord, men de blev aldrig udtalte. Den
var noth i disfe uudgrundelige Øjne, som standiede
dem.
Og Jesus ftod ved Siden af Sengen, tog den lille
· istuldt Jaand i sin oq fagde: ,,Pigelil, jen ln)der disk,
ssmn up!«
l On sei ved disfe Ord kom Rødmen tilbaqe til det
mannmhvide Anfigt, de lange Øjenlaag slælvede, og
Linene som for faa Øjeblikte siden havde lutket sig
til den lange, lange Søvn — aabnede sig, ftraalende af
Snndhed og Gliede De fæstede sig paa Meftekens An-«
sink, og hun iagde blidt:
»Endelig kom du dal Jeg hat drømt om dig««
Hvein kan bestrive den Scene, som nu fulgtel
Lykken, Talnemmeligheden og den næsten sindsforvirs
rende Overgang fra den dybeste Sorg til en saa alt!
gennemtrasngende Gliede »
Vornet flirrede i stille Undren paa fine ForældrH
da de faldt ned for Mesterens Fødder og lnsdætlede dein
mcd Tom-er og Fin Hun havde sovet hnn bande!
drøn1t,og hun var vaagnet. Men hvad betød al den
Grund og Støj ude 1 Hatten? Drømte hun endnus
Mesterem sont sna Udtrykket i hendeE tlnfigt og
gcettede ljendes Tanker, jagde til Moderen, l)chn hans
Ord itraks taldte tilbage til Virtelighedem
»Pigen er falten; giv hende noget at fpisel«
Lg idet han paalagde dem ikke at tale om, hvad
der var stet, lod han dem alene med deres Glasde
lö. Kapitel.
J en Tmuk, men ensom Egn for Enden as Seen
var en Flut Mcend forsanilede, hvis Udseende stod i
ftasrt Modsaetning til Omgivelsernes sredelige Stan
hed Te havde lejret sig om en Jld, nogle sad, vg an
dre havde tastet sig i Grcesset, saa lange de var.
Ter var i alt en ti—to1v Stoffen store, klodsede,
vejrhidte Fyre, skaniskændede as Ar, som de havde faaet
i Ztrid og SIagsmaaL For Øjebliktet var de i
Færd med den fredelige Beskaeftigelse at stege Fisk, me
deng adsfillige halv tømte Vinsætke laa i Grcesset
»Naa, saa Fyren har altsaa smurt Hafer, Du
machuö? Det var nu ellers tedeligt, for der var Stof
i ham til en kaet Fyr,« iagde en af Mændene og lænede
sig srem for at kaste mere Vrcendfel paa Jlden »Hm-r
«fik du hani egenlig fra? Han er jo ikke as din Slcegt?«
«Han er min Sam« sagde Dumachus gnavent.
»Nei, holdt nu, Kammerati Hvor gider du komme
med en Løgn for saa lidt? Hvis du har ftjaalet ham
fra en eller anden rig Jede, saa skulde du give ham
itilbage mod gode Laiepenge Nu til Dags tan man
!lettere faa Falk end Guld. «
Dumachus svarede ikke straks, men saa sagde han
sspydigh "
, »Naa, og saa vilde formodentlig du som min gode
Wen ordne det altsaminen og dele Guldet med mig?«
»Ja, sandelig vilde jeg detl« sagde den anden med
en skraldende Latier; ,naa, sig os nu Mandens Navn.«’
»Du er et Fee!« Tncerrede Dumachus. ,,Hvis jea
»vilde have givet Drengen tilbage, som du siger, saa hav
Ide jeg naturligvis gjort det for mange Aar siden. Nes,
jeg elskek Hævnen højere end det smukkeste Guld, der
nagen Sinde er prceget. Han skal ikke undslippe Inig,
og naar Timen engang kommen-, sau« ——, her brød hats
af, og over hans Ansiqt bredte der sig et lldtrnt iaa
afskyetigt, at endog hans Kammekater, fom dog var
saa teinmelig iorhckrdede, et Lieblik nndrende flirrt-di
paa ham·
»Jeg mit-under itke Zinsen hanc- Fremtid, naar
han hat en Formynder som dig,« sagde han, der sen-ji
havde talt, i det han sknttede sig. »Im troer ikke, der
sindes en iaadan Slyngel til i hele Usalilcea Du kan
viere sikter paa at blive torssasstet en Gan-a, min asdle
IOøvdingt«
Medens han talte, ljoldt han med Haanden om
Elaftet af den forte, weasxmede Kniv, iom han liaode i
Esel-lieh og DumachnsT som var iprnnqen op ved lmnix
Ord, sank atter tilbage on nunnlede kun halvhøjt nogle
Trudsler og Edet. »
,,Naa«, fagde en enden, »den J ikle faaet Blod
nok endnu, siden J vil til at fnke løs paa bittenden?
Bad os nu hellere spifel« Med disie Ord tog han Fi
iken, fom brafede over Kulilden De andre fulgte hans
CksenmeL oq innrt vor alle i Fcerd med at spife on
dritte-, idet de limqte Lin i Festen ved raa Sange og
Latterudbrud Plndseliq standsede en af Mændene i det
Viel-lik, han vilde pntte en Vid i Munden
«Hys! ch hører nagen komme,« udbrød han.
Ofeblikkeliq iprain de alle op: en af dem liftede
fig hen til Randen af en Skraaning, der var kantet
med Balle-, oq fiaaede ud. Straks efter kom han til
boge.
l »Bei er den nazaræisle Nabbi med sit Folge: de
Ier lige gaoede i Land paa Bredden her nedennnder.«
I »Hm-d i al Werden tror du, de vil her?« hvislede
len onden. «Skal vi —--—-?« Han trak fin funklende Kniv
nied en meget sigende Vevasgelfe
»Nei, dit Fæ1« fncerrede Dumachiis. »De- ejer jo
ingenting. Desuden,« tilføjede han, »den Mond kan
maafke blive os nyttiq. Du ved, at han allerede bar
manqe Tilhængere, og han faar dagliq flere. Kunde
vi faasham til Konge, faq kunde vi gøre os til Herker
i Landet. Han hat Trolddomsmagt, og han kunde lave
Vaaben af Grwsset paa Marien, faa vi havde nok til
at bei-sehne alle dem med, der vilde flutte sig til os»
Om det faa er Moment-, saa er de bange for han«-«
i—
, »Man sigcr,« begyndte en enden, »in han h
sluttet Pagt med Beelzelmb selv, oq at det er dass-.
han har saadan vidunderlig Mast Jkg bitte en Mi
biner fra Jerusalem fortlare den Sag for en Mænqde
Mennefter, sdm undrede fig, fordi han havde uddtsvsl
en blind og døv Aand af en af dem.«
»«Naa, jeg for min Del er lige glad, hvem den
faa hat sluttet Pagt med. Naar der bare er Udsisi
til Plyndring, faa er jeg med til alt,« udbrød en tkedie
«Men hvad mon Grunden kan være til den Støj, sont
vi kon høkes Vent lidt, jeg vil se efter.« Han krab
lede op i et højt Trce, som stod lige derved, og raste
ned til sine nammeraten »Der er da mærkværdigtl Der
er Tufinder og atter Tnsinder af Mænd, Kvinder oq
Vørn, baade ridende og gaaende, og de kommer alle
samnten denne Veil«
»De Tøger not den Mund der,« sagde Dumachus
og pegede med Tommelfingeren over Skulderen. »Der
kan J se, det var sandt, hvad jeg sagde. Lad os vent
her og se, hvad der nu kommen J Dag er Tiden mea
5le kommen til at l)andle.«
Endnu medens han talte, brød en Mund igens
nem Buskene ved Siden af dem. Hat-. gøs tilbage, do
bang Ler faldt paa den vilde Gruppe; men Bevidfts
heden unt, at han havde Venner ved Haanden, gav how
Mod; han gif frem og jagde l)øjt:
»Er der nogen asf eder, som ved, hvor den Mund
er, Tom hedder Jesus fra Nazareth?«
»Det er mig,« jagdse Dumachus fpottende, ,,og disfe
er mine Tifciple. Hvad vil du os?«
Monden ftirrede Paa dem og de andre istemte d
Lotterbrøl ved at se hans Befippelse.
,,Ikazaræeren er der henne paa Batken,« brjlede
Tumachus endelig, da han sau, den anden vilde til at
løbe sin Vej.
Manden Iaa op og raubte derpaa fuld af Glæde
til dem, der stod længere nede. »Der er han, kam
donne Vej!'«
Et Øjehlik eftet havde to, tre, ja et Dusin Mænk
trmngt sig genncsm Bustene og skyndte fig med Glædess
raab op ad Baker. De blev hurtig fuslgt af en Meerka
dc andre --— Mænd, Kvinder og Børn imellem hvevs
andre — som haftede af Sted og stødte og jkubbede Fig
frem. Dumachus og hans Mænd slnttede fig til Meng
den og iftemte af fuld Hals Raabene sor den ftore Mo
fter, medisns de ondskabsfuldt nedtrampede nogle as de
smaa og jvagc i Folkemasfen
Jrnidlertid laa Jesus og hans Ledsagere rolig pag
en lille hygqelig Plct af Bjcrgskraaningen. Trætte os
ndmattede af nafbrudt Arbejde og Anstrengelse havds
de opingt dette ensomme Sted for at faa en lille Hvilk
Da den første Lyd af den fig nærmende Mcengde naaede
deres Øren, sprang Peter op og løb hen til et hljt
Punkt af Klippen, hvorfta han, idet han med Hann
den ikyggede for Øjnene, faa hen imod den Retninqf
hvorfra Støjen kom.
»Hvad er det? ·Hvad fer du?« raabte et habt
Tufin Ztemmer cengsteligt
llden at svare klatrede Peter ned fra det høje Pan-.
han ftod paa; han nærmede sig Mesteren, som sad lill
fjernet fra de andre med Blikket fredigt fæftet paa M
udstrakte Landskab, og fagdex
,,Mestek, jeg set en Miengde Mennester, som kom
mer her hen ad. De fsger dia. Skal vi ikke se at flippt
fra dem, medens det endnu er TidB Vi kan gaa htjevt
op paa Bierget eller gaa om Bord igen.«
Jesus ivakede ikke, men rejste fig, gik hen til Ran
den af Straaningen og saa ned. Støjen var nu strecken
og naaede op til dem med en Lyd som Havets Men.
Man runde allerede skimte Skikkelserne igennem dck
grønne Løvvoerk; i næfte Øjeblik vilde Folkemængdai
have naaet dem. Han iukkede dybt og sagde med es
niedlidende lldtryk i sine Øjne: «De er som Faat ade
Hyrde!«
; ,,Mester, du trcenger højlig til Hvile; kam dogk
Htrængte Peter atter ind paa hom.
; Men endnu medens han talte, naaede de føkste as
denne Stare af elendige Mennesker dem og kastede fis
l)ult-ende for deres Fødder.
Te følgende Tinter var optagne af det, som altid
optog hans Tid, niedens han vandrede paa Jorden
Sandelig: ,,han havde en Gerning at gere«
Han helbredte dem, der trcengte derth og bereite-r
talte han til dem om Gudö Rigr.
Og nu var Dagen snakt fotbi, og Skyggerne die-v
lange. Endnn tøvede Folket og lyttede til hans Ord,
»medens tun et træt eller inltent Varus Graad aflssrød
JEtilbeden
Tiiciplene, iom havde talt sagte iammem kom nu
hen til dani, on en af dem, iom lied Filip, Tagdet
,,:liiefter, Etedet er øde, og det er alle-rede käm-.
usil du ikke iende Efarerne dort, at de kan gaa til
Voerne oq købe sig Brod tbi de bar intet at Wie-A
CkachttesJ
A stotc Vind
Not-disk Konveksqtiouklekfitos
for 88.00.
Nogle Eksemplarek af dette uds
førlich og paalidelige Standatd
Vaer, hvig Vogladrprig ei MS, og
fom er et holt Vibliotek i fig few-—
indbnndct i stærkt Karton —-—— til
ancOJ horved for den urimelig bil
lige Pris af Ps. Jndcn for m Na
dius af 500 Mil tilfendes ngeks
ne frii.
Ekriv ftraks, detfom De vil be
nytte Dem af vort ekstraordinære
Tillmd og sikre Dem et GU. af
dette fortrinlige Vækk for mindre
end en Tredkedel as Bogladeptilen.
Dan. Luth. Publ. Ostse
Vlait, Uebr
M W III-UND
