Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, December 15, 1911, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    En Kocfets Jællr.
Eu Fortcllinq fru Ktifti Tid
AfFlorenceMokieKingölen
(Fra Engelft.)
Guttat-)
Med disie Ord gil dc to swinder dort med Var-iet
m nu græd stille. Da Lyden af del-es Trin døde hen
a Trappem vcndte Jairns sig til liajfas, som stirredc
s s henimod Templet, hvis Mute og Taarne glødcde
den nedgaaendc Sols «jidfte Straaler, og iagde yøjtides
Ut:
, »F mine Taufe-r, tnin Broder, hat Folcets Øvcrste
dstart Anivar i denne Tid Hvis Barnet talte Sand
; —- hvad jeg few tror —- iaa var del sittcrlig en
kaslkcli g Ting at fokkafte Guds SalvedeA
liajfas tav ist Lieblih iaa ventede han iig langsomt
og saa paa Jarius.
; »Du er et godt Mennefkc, min Bruder; men det er
, dft, at vi ikke taler more om dette, for at der ikke ital
online et Brud intellem os, sont ikke lan heles igen. Jeg
il iige dig en Gang for alle, at jeg har taget min Be
ilutning med Herriin til dette Menneske Han maa do;
— s- i, ,det er bedre, at en der, end at inange ilal entkom
e». « Men da han udtalte de profetiile Ord, gyste han
t og Iaa op til Htmmelen.
i- Jmidlertid var RutlI kommen til Ro. Moderen hav
e iendt Pigen bort og havde selv lhjulpct jin lille Pige,
om nu hvilede godt i fin imukke Seng.
» ,,Foktæl mig nn en Historie, Moden-« bad hun,
»so-taki om David og Goliath.«
- Moderen fortalte Historieiu hun var iaa fortrolig
med den lige fra iin Barndom, at hun sortalte den med
lelve Sktiftenö Ord
»Jeg hat altid holdt iaa meget af den Fortcelling,«
fagdc Rath begeistret, da hun var jcerdigz ,,l)vor jeg
» gerne vilde have set David, da han stod op paa Filister·
skkenipens Legt-nie og trat hans Sværd for at hugge hans
ceklc gamle Hoved af.« Hun standsede et Øjeblit, iom om
hun vilde udniale Scenen for iig selv; saa tilføjede hun
« - ivrig: »Ved du l)vad, Moder, chg trot, at David har set
? ud akkurat iom min Titus.«
»Hvor can du «iigc det, niin ngkw du vcd Io, at dtn
, Titus, Tom dn kaldcr lmnh er en ljtrasker.«
«ch,« iagde Nnth besinnt »jeg hnr 5aqt til dann
f at dct lan itke passe, for han har Ct fnldlonnnen jødisl
Aniigt Hat ljan ikke ogfaa det, han med iin mørke Had,
E- sin Øtnenæie og sine store, ftraalende Linn-? Hans An
sigt ligner ss -- aa, nu vcd jeg det — det Or Onkel Joch
f han ligner!« i jin Jvrighed reiste hun Ein halvt op.
f »Na-re Baru,« sagde hcndes Moder mildt, nie-n fast,
, »Im maa du lægge dig ned og sont-. Det er altfor vildc
-Fantasier, iom tumler i din Hierin-. Jeg ital blivc i
Nærheden af dig ude paa Tertassen, men du maa vix-ke
lig vom tolqu
«va er den Titus, sont Var-net taler ont'.-« spurgi
te Anna liaegyldig, da hun og Saiten-n satte fig paa
Terkasfen ndenfor Mist
»Bei er et ungt Menneske fra Kapernaum sont vor
jrosafte Venoni for kort Tid fiden bar fæftet til Hjælp
,-i Hader-net Min varmhjertede lille Pige hat kastet fin
IKærlinhed paa ham on hak bedt, om han maatte lede
I hendes Muldnr paa Reisen Han ladet vix-selig til at væs
te en god og onihyggetig Kass, fksnt han tun er af gan
fke fimpel grwft Familie. Min lille Ruth har i den sidfte
Tid været optaget af laa nieset, sont hat fat hendesSind
iBevasgelse, saa hendeö Tunge loher løbst Jeg maa pas
se paa, at hun falder more til Ro, og fe at skaffe hende
nagen fund Beslceftigelse.«
« »Im har set det unge Menneike,« lagde Anna
fgrundendeJ »hans Ansigt er ædelt og, underlig nol, af
kden renefte indiite Tom-. Er du fitker paa, at han er af
lara-if ·«derkomft?«
.» »Ja, det er lickert nok,« svacede hendes Seiten
H ? »er iea bar gennem Venoni forhørt mia nøie nni baut
»Ganz Inder hedder Duniaelnts.« Jdet lnm derma gast
tede iin Basler-J Tankek oa enikede at bortlede dem fra
jsaa uinligt et Punkt, iaade bun: «Men nn, da vi er
salene oa rimeliavig ikke bliver ioritykrede, vil jeg for
ztcrllis dik1, lworledisis im bei-le Nazamseren tale til Fol
; et. Juki liavde lasnae eniset at vide riatia Veiked om
zhanss Unsre-, for du ved nol, at der lan tidt lebe manqe
falile kiiyater omlkina Da vi san harte-, at lian var aaas
fet liort im Vnen lnsnimod Tiberias, beaav ntsnMand oq
- jeq us paa Vei nden at have andre med en Benoni Vi
red alle tre paa Mitldnr paa riatig Vondemaner for ikle
at vcelke Opmcerkiomhed Da vi havde redet et Stoffe-,
ttai vi vaa en Meenade Menneiker, Tom alle reiste lam
me Vei. Alle talte de om vidnnderlige Helbredelfer. iom
- de bavde iet: mange af de helbkedte var med i Flokken,
og Venoni. lom havde faaet en lærlig Jnteresie for dette
Menneike, vifte miq dem. Endeliq fik vi at vide, at han
var ved Hattin Du lan not huike det Steh: det er oms
· trenl 2 Mil sm Kapernaum Der likmer en lille Lands
by ved Faden af Vieraet med de to Spidler. der samme
tider kaldes Hattins Kornss Fra vort Hus i Kaper
, naum kan vi indelig ie Pia-get Da vi kam til detteZted,
» Iandt vi en Masse Menneiker af alle Folleilaq oa alle
; Samsnndszllasier foriatnlede Vi iil at wide-, at Naza
s rast-sen vazr oppe vaa Biemet tilliaemed de Mcvnd, iom
s allerede ep bang Disciple Kokt eftek iaa vi, at han stea
s ned ad eraaningen med dem, der fnlate hom. Øiebliks
-!elig beavndte de, der havdse deres fyge med, at pres7e
paa for at komme frem. Vi var ikke mer nok til at fe.
« hvilke Sygdotnme de led af, eller bvad der egentlig forei
st gib men as Lovprisningerne oa Halleluiaraabene, som
· led, kunde vl here, at alle var bleven helbredt. Jmidleri
- sld banede vl as Bei gennem Mengdem og endellg lyks
s Xedes det os at komme san nær til Nazaræerem at vl
«- -) Da ek en atmkudeng wagen-, at ver m m
us- sim at Mm vom sie-Wurme I. u.
lkunde here, thd shap sang Hau hat-de sat sig paa et
Klippestykke, og, da han saa ud over den forsamlede
Mængde, havde han et Udtryk i sit Ansigt, faa jeg uvils
kaarlig maatte toenke paa Englene, der omtales i vore
hellige -Skrifter. Nu begyndte han at tale. sGid jeg tun-T
de gengive dig alt, hvad han sagdel shvert hans Ord
aandede Visdom Hvis han havde vceret Mo7es i det
Øjeblik, denne kom ned fra Sinai, kunde han itke have
talt med starre Mondiahed Han beavndte med Saligi
prisninaer. Jeg husker ikle dem alle, men en staar klart
for mig: »So-Use ere de, som sorge, thi de sknlle husvas
les.« Gan fagde ogfaa, at de ydmyae, de barn1bjertige,
de rene af Giertet Var fange-: oq alle de, fom led For
følaelfe for Kristi Ekyld Glasder oa frnder eder, sagde
han og faa paa sine DiYciplm naar man smoeder og for-l
folget eder on med Løan siaer allehaande ondt om oder
for min Skyldx oder-I Løn tjfal viere ftor i Himmelem
thi saaledes forfnlate man Profeterne, Tom var før eder.
J er Verdens Los. En Stad lan ille oeere skjnlt, naar
den liaaer paa et Bfem: heller ikke tænder man en Lam
pe on Tastter den under en Streiten-, men paa en Ztaae:
faa flinner den for alle, Tom er i Hnset Lader saaledes
eders Los skinne for Mennelkers Øjne, for at de maa
se eders gode Gerninger oa prife eders Faden Tom er
i Himlene
Saa laade jea Masrle til, at ban fande. at l1an ikke
var kommen for at nedbryde Lotsen oa Prsofeterne, men
for at oufnlde dem beaae: oa at ikke den mindfte Tod
del af dem sknlde foraaa, for alt var flet. Videre sagde
ban, at, derfom vor klietfcerdiabed ikke over-gis de Zkrifb
kluge-J oa Fak·is"ceer11es, knnde vi flet ifke komme ind i
Himmeriae Saa talte han om de enlelte Dele af Lo
ven oa ndtalte, at efter hans Menina var den, fom
var vred nden Aarlaa, liae faa hjemfalden til Dommen
fom en Morden og at, hvis noan var indniklet i en
TraItte med en anden, var han ikle vcerdia til at ofre
jin Gave paa Alteret. Saa oa·saa. at man ikke fkulde
vrooe at lastte sig til Modvceme mod en, der vil gøre
ondt, men ljellere befkættkn1e«han1 ved Ædelmodighed; at
vi fkal elske, ikke alene vore Venner, men selv dem, som
habet os oa vil got-e os Stabe: og at vi fkal bede for
de onde, for saa kan vi vcere vor Faders Vorn, han som
er i Himmelen Thi ban lader sin Sol gaa op over
onde oh ande, on han lader det renne over retscerdige og
uretsfcerdiae Qq lwis vi lnn elfker dem, fom elTker os,
saa ftaar vi ikke over Toldere og Oedninaee Kort "fagt,
Ivi skal prøve at vrere fnldkomne som vor Fader i Him
Emelen er fnldlommen
i Pnsrs paa, faqdc ban, at du ille qør godt, for at
Idine Vonncsr flnl se dot oq wie dia dcrfot Fövis du
Hirn-r Jllmisso nf den Grund. vil Händ ilko belønnc dia.
III-n, Tom nivcsr stille oq ndon me flal blive lønnet
saabcnbart. Han fordømtkI og7aa det at stille sig til Skue
znnsd fine Wonnen Og dn ved not, last-c Zøfch hvori
ledvs de eriftkloqo on Farifwerncs ofte fokrvttcr der-es
Banner midt ndu vaa Gaben ch bar manae Gange
«tasnlt paa. mn Des ogfem Rinde holde Tankcsrrw jamledty
ncedcns de staat paa Gadebførnet og beder saa hist. Na
zaræeren erklætede, at de gforde det fimvelt ben for at
blive bemerkte-de oq koste of dem, der iaa dest, oq nt do
ikle vilde faa noqcsn anden Løn for dort-s Vønncsr. »in-is
du vil have, at Gud fkal bønhske dig,« saqde han, »du
gaa ind i dit Kammer ou luk bin Dør og bed san. »Da
ztro san file-, at Faderen fortanqer lange Bønner eller
synes om mange tomme Ord. Paa den Maade bedcr
Hedningerncx Gud er edel-s Fadekz han ved, hvad J
bar behov, før J bedcsr hont. Gan venter ikke efter. at
vi skal bede til hom: nei, læa erke til, hvor han dra
acr Omsorq for hver Sknslminq, selv for dem, der liqei
sont Hedninqerno ikle bisher rette!iq. Mrn vi skal doa
»bede, tbi det bebaut-r Faden-en Da saqde han: »Saale·
«des fkal J da bede: Vor Faden du lom er i Himlenel
Dit Navn vorde helliqet: dit fliige komme: din Villic fle,
isom i Himlem san sog von Jordem aiv os i Tag vort
daqlige Brod: oq forlad as vor Skyld, som oa vi for
lader vore Skyldnsrm oq led os ikke ind i Fristellcs, men
fri os fm bot ondet tbi dit er Mart oq Magie-n oq Æren
i Eviabed, Ame-III«
»Bist er en vpnnoernq Vom-« yaqoe Anna, kamen-z
bendes Sine fimals i Tusmarket. .,Men banski Last-e
er nnderliq foerellcg ira det, fom bar ludt i voke Øren,
liae fiden Moses satte Israel-I- Folk nd af Æavpten.«
»Me« klfnqer det ikke Tom Sandbad? Det sank-s
feq da,« koarede bendess Basler »Im can aodt fortwlle
dia merk-, bvis du vil here det: men er du ikke trwt?"
»Nei, forth blat. saa meaet du kan,« sagde Anna
»Ja, im faler nn aodt, at, bvor meaen Unmae fea
end nor tnsq, bliver det daa kun Brndftnkfer, sen kan
«qive dia: men fea fkal gerne farfaqe Gan raadede as
til. at vi ikfe fknlde brnde as for meaet am fardifke Stat
te: for den Esaus kan Mal aq Ruft form-re, eller det
kan blive stiaalef Tn ved, hvar sandt det er, kwre
SafterkW
»Ja, visfelsq er det sandt,« nmmlede Anna med et
Suk ved Tanken am, hvorledes hendes kærefte Skat var
bleven rat-et fra heade.
«Samlek eder Skatte i Gimlen bvar hvekken Mal
eller Ruft form-rein aa bvor Tyve ikke bryder ind aa
ftfekler,« vedblev Sara blidt: ,,og beknmrer edek ikke for
Fremtidem tin eders himmeer Fader ved, at J beba
ver Rade aa Mast-en an naar han klasder Lilierne paa
Markt-m Tom ikke cis-beiden med starre Pragt end felve
Salamon i al sin setliabed fkulde han faa forglemme
ffne Vorn? Det for-sie aa viatiafte af alt er at sage ef
ter Nnd on bans Netsasrdiqhed Ovis vi gar det, faa
fkal vi faa alt, hvad vi behaart-, af den Haand, Tom al
tid er rede til at bswlpe. Vi maa ikke damnte andre-, tbi
ofte bar vi felv starre Fess: vi fkal dammes med den
samme Dom, med bvilken vi damme vore Meduse-Westen
Naar vi beder til Guts- vkl han give as lanat over-fla
diqere Gaver end fordifke Fotældre aivek deres Bat-n:
ifaa at, kwig vi ansker naaet, can vi bebe var himmelfke
vFader satn det. VI faar det sikkerlig, hvks det et aadt
for as. Hvis vi vil holde Loven ag Priafeterne —- læa
«vel Meer-te til bette, kære Gaste-; for bet er ja det, fam
vi alttd gar as Umaqe for —- saa lich-ver vi kun at gsre
mod andre, swd vk M, at de W Im mod os.
De Ord, han sluttede med, var i høj Grad forbavs
sende, thi ved dem erklærede han ligefrem, at han var»
Iden, der var sendt fra Himlen »Jkke en’l)ver, som figer
Ytil mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himmeriget, men
fdens sOm gør min Faders Villie, han, sont er i Him
lene. Mange vil paa hin Dag sige til mig: har vi ikke
ved dit Navn uddrevet Uaander og ved dit Navn gjort
mange kraftige GerningerI Og da vil jeg sige til dem:
Jeg har aldrig kendt eder; viger bort fra mig, J, fom
øver Uret. Derfcm hver den, som hører disse mine Ord
og gør dem, ham vil jea ligne ved en forstandig Mand,
sum byggede sit Hns paa Klippe-grund. Og Skylregnen
faldt, og Floderne kom, og Vindene blæfte og faldt an
tnsod det DIE-, og det foldt ikke, thi det var grundfæftet
paa Filippegrund Og enhver, som hører disje mine Ord
og itke got dem, skal vcere at ligne ved en taabelig
Mond, sont lqugede sit Hns paa Sand. Og Skylregi
nen samt oq Fxoderne kom, og andene blceste og flog
inwd det Hut-J, og det fal-dt, og dets Fald var stott.
Ia hon havde fuldendt, hørte man en forbavsct»
Mnnilen fra den store Masngde Tu kian tro, kæreSøs
ster, at det var en vidunderlig Tale, men desværke kan
jeg knn qengive den meaet daarligt sog nfnldkomntent.
Gid du dog fcslv tun-de faa ham at høre.«
»Ja, qid fea kunde,« fagde Anna, »men du ved jo,
hvorledes kmude Inder oq min Mund tænker.«
»Ja, det ved jeg not-« fvarede hendes Søfter.
Sau blev de to fidsdende tav5e, shver fordnbet i sine
egne Tonfen mens Nuth sov fredelig indenfor.
13. Kapitel.
Titus stod og fløjtech mens han var i Færd Ined
at binde en Vinmnke op. Det var et vanjteljgt Stytte
Arlnsjde, og, da han var fasrdig, blusfede hans Anfigt af
Varme og Anstrengelse Derfvr git han langsomt over
»Grø115været hen til Vandbehol-deren, satte sig paa Mar
morkonten omkring den, dyppede sin Haand og Arm i
Vandet og vædede derefter sit Hoved
»Au, hvor det kolde Vand gør godt,« mumledc
han; dervaa ryftede han sit Hoved for at blive fri for
de overflødiue Trauben reiste sig op, satte siscenderne i
Siden og faa sig med Tilfredshed rundt i Hoden Han
havde arbejdet haardt siden Daggryx vg, da handJ Øjne
vandrede sm det pyntelige Vudskads til det fløjelsbløde
Grønsmsr og videre til de pragtfulde Blomster og Trunk
ke Vinranken fandt han intet at kritisere
»Im synes, det fer godt ud,« fagde han højt, »men
jeg ved jo itm hvad Benoni vil synes; han har Lrne
øjne, Imnr det gceldek um at opdage det mindfte Gran
of Uorden.« J det han derpaa fik Øje paa en lys Gen
ftand, som laa paa Horden nnder en of Marmorbcens
sent-, lmttede han sig ned og tog den op. Det var en
Bold, sont var malet med blau, røde og gnle Striber.
Medeniis han ftud og vendte og drejede den i Haandem
sagde han: »Im gad vide, hvor den lille Frøken er henne
i Formiddag. Nem, der hat vi Marissal«
Pigen havde en Vandkrukke i Haanden og gik hur
tig over mod Guarden Hun ftandsede og vendte «sig om,
da Titus kaldte poa heim-, dg, da hun kom ncrrmere,
lagde hun Mærke til, at hun faa ualmindelig alvorlig ud.
»Der er en Bald, fom tilhører vor unge Finstan
fagde han. »Vil du tage dig af den. Hun hat flet ikke
været i Haven i Formiddag.«
»Hm et fyg,« sagde Marissa alvorligt; ,,vi har
scndt Bud efter en Stege Jeg skal heute noget varmt
Band: du maa ikke opholde mig.«
Titus aabnede Døren til den Gang, der forbandt de
to Gaarde, og fulgte efter Marissa, der fkyndte sig af
Etcd med fin Kruste
,,Hvad fejler den lille Frøken?« spurgte han, da
hun standsede for at tage nsoget Band af en dampende
KedeL
»Bist ved vi ifke Hnn har Feder og kluger over
Smettet i Hovedet. Hun hat ikke vwret rast sidlsn ni
kom tilbage fra Jerusalem«
»Ob« er Herren?« spurgte Titus.
»Don er hds hende,« svarede Marissa »Bist er ben
des Moder ogsaa. og gamle Tabitha, der bar verret
Frnens Varnepiae lGnn ved bedre Vesked nnsd Inn
domme end alle Lægerne tilsammen Uh! jea Unser ved
Tanken om, at de ital komme i Ncerheden af Barnet med
al deres cekle Miskmask. Da jeg bavde Feder, gav de
niiq Skorpionfaft blandet med Vin«) Im Tanl der ilch
tnen fpyttede det nd hver Gang: jea trenkte, at Medicinen
nlde faa det bedre paa Jdrdekn end feq vilde jun der,
lnssiH jeg tog den« Inn ikyndte iia nn lmrt ined dcn
danipende Kruste og overlod til Titnits at sortaslle dsgn
inmelige Nnbed om Ruthss Ermdom til de andre Tjenenn
sum havde famlet fig om sham.
Han ask fra dem faa snart fom mnliqt, for del-es
Selfkab var ham altid imod, og nn foldte tilmed dereti
Nonen vaa Hovedet oq ildevarslende Spaadomme ham
nted et Slags mørkt Raspri.
i «Det dumme Pak!« mnmledse han, »de brnder siq
Hilfe om andet end om at lade deres Tladrende Zunge
ileliei Hvok de hviiker og pjatter og render nled den
jniindfte :k’yl)ed, iom en sulten Kyllina lned et Styfke
Bis-bl
i lGan ajorde dem lIret, on i sit Hierte txidste ban
idet aodt, thi hvert Menneske der paa Ejenddmmen elfkede
Ihm lille Frølem fom lntn altid blev kaldt.
I Medens han nrolia aik frem og tilbaxm saa han
Iat Deren til den Mana, der fette nd .til Siadem ftnd
aaben, dg, uden at lmn rigtia vidste, hvordan det var
anaet til, stod ljan et Jjeblik efter dernde Da han een
Gang var kommen der, ftyrede han sine Skridt nmd den
Tel af Byen, hvor det fattige Hns laa, fom han endnn
kaldte sit Hieni.
»Je« maa tale med Stefanns,« sagde han til sia
few- medens hatt lkyndte sig af Sied.
Jmidlertld lau Nuth i sit Beet-elfe, fom vendte nd
«) Dette Middel Taa vel lom de andre i dette Kapi
tel somtalte blev vkrkellg sonster af Datidens Lassen
F. I.
K
mod en af Husets indre Guardsplasdfeh og kastede sis
urolig paa sit Leie
»Aa, Moder-, mit Hoved, mit Hoved!« ftsnnede htm
Og Moderen faa med Sorg, hvorledes hendes MI
der blussede, og hvorledes hendes Øjne for bver Tit-se
blev mere indsunkne og glødende
Den gode gamle Tabitha vred nogle linnede Styl
ter op af koldt Vand og lagde dem paa den syges Band-.
og med visse Mellemrnm dyppede hun henides Fsddet
i Varmt Band.
,,Vi maa holde Heden borte fra hendes Hoved,'
fande hnn kned en Bis-dann Tom havde sit Udfpring fta
lang Erfarina ag sra en god fund Sans. »F ved not,
at jea hat« knreret manae en Feberpatient bare med
Vand.«
»Hvorfor kommek Lægen dog ikke?« sag-de Just-us
ntaalmodig· »Jeg laenges efter, at der fkal gørses npget
riatigt for hendse. Tet kan vwre godt nok Ined det Bandv
men for en Zygdom Tom denne er det aldeles nødvens
digt, at man faar noget Medicin«
Endnn medens han kalte, meldte Marissa Liegen
Cn bef. langskkvgget Mand, pragtfuldt klædt, skkos
ind i Vasrelset, fulgt af en lille fort Slave, der bar de
forskellige Ting, sont børte til hans Haandtering Heu
bilste ftift paa Janus Derpaa nærmede han sig Sen
gen, ag, idet han trak Øjnene samtnen, spidfede Munde-e
og ronkede Panden, iagttog han Vorm-L Saa stmkte
haft sin Haand nd og lagde den paa bendesks Ooved og
røncmede fiq bøjt. Den «fyge for samtnen, rystede oq
fkjnlte Tit Anfiat i fin Moder-is Qlcedning »Hut! dram
der ftcerkt,« Taade endeIEg den store Mand med en des-,
monntan Stemme: faa lod han sine Øjne rnlle ben over
Tabitha, Tom var i Færd med at lægge et frisk Stytte
Linned paa Vorwis- brkendende Pande, og ftrakte myns
dig sin Haand ud.
,,Kvinde,« sagde han site-nah ,,hold op med de
Narreffregeri Band er ganske vist godt for Sundhedem
men dn hat bragt Barnets Liv i Fare ved din Dant
ffab.«
Tabitha vendte sin brede Nyg til ham og mumlede
nogle nforstaaelige Ord
Lkmisn vinkede nn ad fin Slavex han tog en lille
kllketalskanl fm l)mn, i hvilken ban korn forskellige mitke
deskur, sont ban blandsede med et graaligt, hvidt Pul
ver. Ta lmn var fasrdig dermed, vendte hon sig attek
til fin fortrolige, sont øjeblikkelig fra et andet Gemme
fremtoq en død Zung. Tenne begyndte den ftore Man-d
at flaa. Da han var fcerdig med denne Operation, som
han ndførte med benndringsvrerdig Behændighed, tim
mede han fig atter højt sog sagde:
, »Am- Enogeskind ital J skkkre i tre Dele. Den
ene Tel fkal bindes om Barnets Pande, sog de to andre
under hendes Fodsaaler. Af den Mikstur, sont jeg hat
lavet til hende, skal J give hende en stor Skefuld her
Time. .stis det er Jehovas Villie, vil hun være rast
om fyv Dage. Jeg skal komme igen i Aften. Og hsk
lidt« —( her spgte hans Ljne igen Tabitha —- ,,det et
bedft at faa det stridjqe Frnentintmer bott herfra·«
Han bukkede dybt og vilde gaa, men Jarius stand
sede ham med en bydende Bevcegelse.
.,Jeg vilde gerne vide, hvad der er i den Medicin,
Tom hun skal tage«
Lægen rynkede Banden og rystede paa Hovedet
tnen endelig sagde han med en Mine som en Konge:
«Vi plejer ikke at aabenbare lGernmelighederne ved
vor Kunst: men med dig vil jeg gøre en Undtagelir.
Zaa vid da, at Miksturen — du skal se, den vil hjcelpe
— indeholder for det førfte Gulden af et Vildsvin, w
løst i Eddike; for det andet Affen af en Ulvs Hiern
skal, blandet med Hugormefedt: til fidst —- og det s
Iet vintigste --— indeholder den en Sten, lfom er tagen
nd af Dom-dick paa en Aal, der er fanget ved Full
:nnane. Tenne Sten er bleven ftødt Tammen med et
Ztnkke Skorpionbem Ug, da den« naar den bliver beugt
Jlene, er af stor Virkning, faa er den, blandet sont jeq
her har v·ngt, et san sraftigt Lasqemiddeh at Patienten
meget hurtiqt vil komme fig. Sknlde det ikle lykkes,
saa er det ene og alene paa Grund af dette Fruentims
meks Daarskab.«
Meo otske pro gjoroe yan quer er oyor souc os
jkred majestætisk nd af Vcerelset, sucht af fin Slave.
Da lmn var vel dorte, ftyrtede Tabitha hen til siu
Inn-, koste-de fig paa Knie for hende og mabte hulkende:
»Ach send min ikke vort! jeg vil gelte-, hvad det ital
Dem-, hviiz jeg bare maa blive. Jeg er vih paa, at jeq
ifke bar qjort Vornet Fortrwd. — Du ved sew, at det
vaade Linned beroligede l)ende. On hvor kan Skindei
af en Zuqu være bedre end ftifk, koldt Band-W
,,Sn:, TiabtbaW sagde bendes Feue, niedens Tan
rerne løb bendc ned ad Kinderne: »du skal nok faa Lov
at blivez jeg kunde jo slet ikke komme ud af det nden
dia. Men, bvad tasnker du dog om den Mikstnr, fniu
HusbonM Jeg fan ikke faa mig til at give hende den.
Da saa dette teile-, flimede Stindl« «
»Na skol jeg vise dsg, hvad jeg tænker derom,« sag
de Jaims befkint idet ban reiste fig, greb Metalskaalen
on Skindet on kastedc begqe Dele ud af Vinduet. »Sh!
hun dg, san Tkal bnn da i det mindste ika befmittes
med faadant noget Inferi! Bliv du blot ved at pleje
hende pna din Munde-, Tabithal Og du, Marissa vil
du fige til Dørvnnterem nt kmn Ecke man lade den Mond
femme ind, imm« kmn kmnmer i Affen Nent lidt, fia til
han« nt lmn Uns give Furen disse Nuldpenqu
Men nn beqnndte den lille Patient at tnle vitde
enten det nn var nf Frnat on Zindikibevwmslse eller form
andonmten forvwrredeiki Gnn bildte sin ins, nt lmn
Var i Jerusalem. oq fantnserede om Optoqene. Temvlei
on Zangen Sau troede hun, at hnn red paa sit Mul
dnr, on at Titus psnkkede vilde Vlnmfter til hende. Plnd
Iselia reiste bnn fis halvt op i Sengen. skvqaede mel
Lsnanden for Øfnene oq raubte gladt »An Titus, jeg set
IMeftereM Gan komme-r gaaende over Enaen Se, hvst
xLilieme bøier sin, nnar bang Kiortel kloeber hen over
Idemk Nu kommer sen endelig til at take med shamst
Dervaa sank hun tilbage paa Buben, og sendet
Tale blev til en Hammer-brennende Mumlen
sz ,