Tit-gis.
En Kocfets Falle.
Es Fortællins fka Krisis Tid
As Florence Mocie Kingsley.
(Fra Engelka
(katl«ut-)
, «- »Im horte, at du fpurgte efter en Karl,« sagde Ste
Inus tøvende, da han Haa, at Titus ikke havde i Sinde
, tale.
, , ,,Eaa hørte du rigtigt,« svarede Beuomi nedladens
: ; ,.men du er altfok ung. Jeg søger en kraftig Knøs,
adan en focn ham der« — her saa han paa Titus —
at arbejde i den vcerdige JairuS’ Haner.«
, »Sollte-l Arbejde fordrer du?« fpurgte Titus, som
, tid havde været nysgerrig efter at se det indre af et
«"f de ftore Hufe, som ved deres høje Mute blev jaa stian
« gt bevogtede for Offentlighedens -Øjne, og fom Prisca
a ofte havde bestrevet for de to unge Mennesker.
»Arbede vi1, fom jeg fagde, blive i Hat-erne, atk
olde Grnsgangene i Orden, og at holde Grønfvcrret fritT
or Ukrudt og Snavs.« !
»Det tænler jeg not, jeg kunde gere,« fagde Titus
gte, thi i sit«Jndre gjorde han Oprør wod en hvilken
om helft Maade at tjene paa.
Benomi ttoede imidlertid, at hansz Tøven udeluki
Zende skyldtes Vesiedenhed, og da han i det hele var til
teds med det unge Mennefkes Udfeende, jluttede hatt
er noale ligegyldige Spørgsmaal Handelen med den
c ordring, at Titus ftraks skulde splge med ham og over
jage sit nye Arbejde
Stefanus blev ftaaende oa stirrede efter de to, oa
n stcerk Følelfe af Ensomhed overvældede hanc et sØiei
,blik. Forst nn gjokde han Fig det klart, at alle de dei
slige Timer med Titus paa Seen, alle de lange Spaserei
take og de fornøjelige Aftensamtaler paa Taget as Hu
-let var farbi
E
E
F
E
ww
».·dvorfor fik jeg dog ogiaa Øje paa det Mennejlel«
mumlede han mistrøitig. Han falle den ftørite Lyft til at
lobe efter Titus og bede hmn om at blive.
Men i det nasfte Øjeblit rettede hnn fig« »Im er
. glad ded, at han tog iniod Pladien,« tasnlte han, »det
vil være det bedite for hain Jea for min Dei maa nu se
at lasre at tnmle Banden alene: iea er inart feinten Aar
og flirrt nol. Moder tmsnger til min, ieq uma nrdejde
for liende.« Hatt gik nu lmrtiq hienmd for at aøre iin
Moder belendt med Formiddagens Hwndelier.
Jniidlektid l)avde Titus og Benomi naaet JairuskU
Gus. Det var en iniponerende Vygning, iom optog lige
laa megen Plads iom et helt T.okv, men vendte alle fike
Sider ud til Geden. Dens Fakader var as ivære, raat
tilhugne Sten; det underlte Stokvckrk var helt uden Vin
, duck, og Mitten vor der lnn brudt ved en Jndgangisder
f paa hvek of de fire Sider. J det overite Stotværk var
der nogle liefe, sbrede Bindner, fyldte med iamnie Slogs
Gitterværk, iocn mun i voke Dage iek i Hase-ne i Østem
Da Titus og hans Føker var bleven lutlet ind isxens
nem en af de ftrenqt bevogtede Parte, befandt de sig
ten But-Sang af Sten; efter at vcere gaaet igennem den
kom de til en Guard, og Titus, som havde Priscas Be
skrivelie i friit Minde, kunde ie, at dette maatte vckre
Husholdningsgaatdem her var nemlig den store Band
beholder, her var Heiles og Æielstaldene, og lige overfor
dem var der nogle Rum, hvoti foritellige Slags Arbei
der, 1"om Huiets Drist fordrede, blev udsprte, ·.chernene,
lom gsotde en dvgtig Stof, og Bagerovnene var dem,
der faldt niest i Øjnene Det var en livlig Sirene, og alle
lyntes at væte i godt Humor-; thi Masndene talte og lo.
medens de stkiglede Hestene, medens Pigerne ved Bron
den iladrede lige san muntert og uftandseligt iom Spuk
vene. s ’T
Da de to tmadte ind Maardem rettedes alles Øj
ne pas dem, og en Pige, fom var dristigere end de an
dre, lom hen imod dem, nejede oq sagde nassviitx
»Noch her hat vi gode Benoni; det hat ellers ikke
taaet inm dig, at Herren havde dig i Stole i Morqes.
Futen ljar bedt miq iige dig, at hnn vilde tale med din,
saa inart du kotn tilbaqe Ved du, at vi ital reife op til
Jerusalem om fjorten Tage til HsjtidenP Jeg for min
Del er glad derovet· Ved Hsjtidekne er der muntert i
Jernialem og det forfkisler min Aand efter vor kedelige
« Kapernaum.«
,«.Lwld Mund, Pisa-I- saqu Vcnoni irrt-nat, din Tun
gc er fin en sladtende Basl, der lobt-r 11iland7eliq. Vil
du jørgc for, at denne Knøs faar nogct ai fpi«c, faa vil
jeg iman gaa op at hatt-, hvad vorc Frue l)ar at iiqe
mig. Jeg kommt-r om et Øicblil tilbagc cftck dig, fir
at du strais kan komme til dit Arbejdo.«
Pigen, iom hed Marissim brsd nd i en ipoitende
Latier. Det vildcs vaer hcldigft, gode Bisnoni. om der
fketcy iør vor Edle Hekre sonder tilbaqe ira Syiiagoi
gen. Der et faldet Hundredek af visms Binde aed fra
Traserne iiden du qik bort iMoraes. «
Men Benoni, iom Ifcsniynlig ikkis harte den iidite
Bemwrkniiia, var allen-de bot-te i
Pigen vendte iiq da til Titus og sagt-h idet hun kas?
stehe et bifaldende Vlik paa hans fkaftige Stilkelse oq»
imuklis Aniigt: »Hm-r Gang, Herren har nagt-i at nd-;
fastte paa vor gode Venoni. tritt-r dcnms dci ved at ice-H
ste en Karl til. Im iad paa Terragien i Moral-s oq fyeii
de, og der harte im hole Samialeii Du ital iamlcs alle
di- visnc Binde op i Buikadicsii bist er est Arbeidih iomi
vil lassmcs Beflag pas alle dine Waffen« atter istcmtv
hun en drillende Latier-.
»Nei, jvg ital passe Grusganaene og holde Gras-Z
plasncrne i Orden,« sagde Titus med Vredesrødme paa
sine Kinder-.
»Naa, naa, bliv ikle vie-M iaade Pigm »Du fkulde
væte glad ved i Tiber iom diöie at faa iaa god en Plads.
Der er mange, iom vilde give alt, lwad de eiede, for det.
Og du fkal not faa at se, at Venoni er en aod Herre,
men lad miq nu vise dig omlring og give bis nosei m
Mie, iom Ordten lsd.«
Der var ikke gaaet mange Dage, fsr Titus maatie
ersende, at Marissq havde talt sandt. Gans Arbejde var
»le: og sbehageligt, og hans skønhedselskende Øjne blev al
HDriq trætte af at betragte de Vidundere, jom omgav
—ham. Ved flere Lejligheder havde han set Hufets Frue
Ii jin elegante Dragt gaa over Tecrasfem og hver Dag
lege-de lille Ruth, sont var et jmukt Barn paa tolv Aar,
i Havens skyggefulde Gange. Men hvad der var det bed
ste af alt var, at Benoni. sont opdagede, hvor dygtig en
Fisker Titus var, tillod ham at forsyne Husholdningen
med Fisk. Stefanus fulgte nltid nie-d hatn paa disse Uds
flngtcr, og disse to tilbragtv Inange dejlige Timer med
hinanden.
»Na vil det Durc- nnnnns Tage-, før chg for dig igen,«
sagde Titus vksd en jaadan Lejliqhed, idot han stødteBaas
den fm Bredden »Benoni fortalte mig i Morges, at Fo
snilien i Morgen rejfcr til Jerusalan En Del af Tjeneki
skabet skal følge med. Jst-g har faaet dot chrv at lede
det Muldyr, hvorpaa lille Rath skal ridc Marissa sigcr,
at vi flkal bo i Ypperftepræsteus Palads i Jerujalcm, thi
Sara, vor Fruc, er Søster til Kajfas’ Huftr1s.«
»Du vil foa vidunderligis Ting at je,« fagde Etr
fanns laanielsfnldh men nan Spur af Missundelse
»Er-g er glad ved, at jeg kan tumlc Banden nu; jcg vil
gaa nd mcd den hver Tag, mens du er bortc.«
»Ja, du er bleven en hist flink Zønmnd,« fagde Ti
tugi en Iidt beskyttende Tom-. »Mcn pac- endelig paa,
at du tager digss Agt for sdastovindenc; de kommer faa
pludselig, at selv Folk med roligcsrc Horn-d og stcrrkere
Arme-, end du har, er gaaet under vcsd dom. Man ikte nd
undtagen Binden eri dct rigtigc Hjørncy sanledes jom
jesg har vift dig ,og aldrig aleue otn Ratten Dogbræks
ningen vil være den bedstc Tid for dig.«
»Bei-steten og hans Difciplc og mangc andre er al
lerede dragne up til Jerusalem,« sctgde Stefanu5. Lidt
efter tilfsjedc han: »Du kendcr ju Bcnjamin, sont var
verrkbkudcm og sont Mesteren hellsredte paa en saa vid
underlig Mande. Han hat jkkc glcmt Os. For nogle Da
ge fiden mødte jcg hont, da jcg com fra Zynagogem og
faa tog han nkig hjem med fig· Han vil lære mig at læs
je de hebraiike Stcifter, ina at jeg ikke more fkal væte en
Hedning, sont hans Fadcr kaldte mig. Han har givet
mig en Bogtulle,«) snm han jelv lasfte, da han var paa
tnin Alder; endjføndt han laa hjcklpeløs paa jin Zeug,
studerede han dog. Han leerte mig ogfaa en Zahne-.
Stal jeg iige den for dig?«
Titus samtykkcde, dg, medens Vandet, som jkvuls
pede mod Baadens Sidcr, dannede et Akkompagnecnent
jaa smukt socn nogcn Musik, fremiagdeStefanus følgens
de:
Herren er min Horde, mig ftal intet fattes. Han
ladek mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til
de stille rindende Bande Han vederkvæger min Sjæl;
han sprer Inig paa diietfcerdigheds Veje for sit Nnvns
Etyld Stal jeg end vandre i Bodens Stygges Dal, vil
jeq itke frygte for ondtz thi du er med mig. Din Stav
og din Kæp ital lede mig. Du beredet et Bord for mig
over for mine Fjender; du hat salvet mit Hoved med
Olie, mit Bæger flyder over. Jktun godt og Miilunds
hed ital følge mig alle niine Livs Dage, og jeg ital bli
ve i Heu-eng Hus gennem lange Tiber.
»Er den ikke fmut«, sagdeStefanus blsdt, ,,og der
er mange stete. Jeg ital lære dem allesammen. Benjas
min vil ogiaa leere mig Laden: men den fynes jeg ikke
saa godt ant. Der er iaa meaet med: »Du ital itke«,
at ieg blivee helt farityrket ai at here det.«
»Du ender not med at blive en Fariiæer,« sagde
Titus i en lidt bitter Tom-. »Im synes allerede, ieg kan
ie dig med en lang sijortel paa on en bked Tankerem")
am Banden
,.Nej,« ivarede Stefanus stilfærdigt. ,,Jeg vil hel
lere splge Mesteren Han bruger ingen Taufe-rein, og
jeg er vis paa, at han er ingen Farisceer.«
»Ved du hvad, Zteianus,« sagde Titus, da de havde
tastet deres Net ud, «er det itie ivcert, at den Salme.
iotn dn kaldte den, lyder iaa bekendt for mig, iom om
det var noget, jeg hnvde hørt mange Gange, inen glenn
igen Og saa Janus Sus! Det er aldeles sikkert, at jeq
hat set noget, ioin .Eqnede det, det maa io vwre i en
Drm.«
»Du hat høkt Noder fartælle om det ftore Dass,
linn levede i foin nnift: det er am det, du bar drømt,
Tituö.«
«Men san Salmen!« vedblev Titus-: »dan- Monu
snnget den iaaledes?« Han bemindte nu at recitere di
Ord, iom Stefanns havde freniiagt, i en halv inngende
Tone on ien bestemt Tast: men. da han var tmnnnni
igennem et Pnr Linien brød han fort ai, iiaende: »Mi.
nu er det gaaet vwi for mig.« Derpaa iank han ben i km
Tavsshed, sont lian ikie inntes at have Lyst til at brnde
Stefanus inniiede nmntert videre nden at lasgqe Mastix
1il, at linn haude en meinst nomnasrkfoni Tillus-rot
U. Kapitel.
Sksnt det var saa tidliqt paa Tagen, at man end
nu knndcs se enkeltcs Stjrrner paa Himmelsen, var der
fiærkt Nan- i den storc Maard i Jair118’ Has. Piqerm
lob from oa tilbage, oa chmsme raubte- til hinandm
mens de førte Muldyrrne from oq brgvndte at lwssr
dem mod alle be forskelligartcdc Vorder-, fom laa i stati
Stablcsr paa Jordm Midt i Gaarden siod Benoni o»:
«) En Vog. Vggerms blrv den Gang fkrwms var-.
lanae Strimler af Pergament ell» et andet bøjcslitha
Wink-, der blev rullrt op paa en Stof, fom vi gar d«:
visd ist Kanti.
") Smaa Pergamentmller, hvotpaa der var ··h·
vet Udtoa af Skriftierne De var indeflnttpde i fmr
Æsker, der var forsynede med lange Lasderrrmnie, for
man kund-e qsre dem fast, og man bar dem om Band
og den venstre Arm, medens man formttede sin Ban. F
rksæerne aiokde dere- Tankeremme brede for at tiltra
ke sig Opmærksomhed. . F. A.
gav en Beil-ed til en, en Advariel til en andeu, medens
han vedligeholdt en rolig og vnerdig Mine, hvad han al
tid plejede, hvor travlt han end havde Da Laftdyrene
var belæsjede, blev de een for een ført nd paa Enden,
hvor de stod opstillede ien lang Rækte og ventede.
»Bring nu Herrens Heft frem tillige msed Muldy
teue, men lad det gaa i en Fartl For Tiden løber, og
vi maa naa det første Bedested paa vor Reise før Mid
dagstiheden kommer.« »
En arabifk Heft blev nu ledt nd af Etalden Dens
straalisnde mørte Øjne, spinkle Hoved og fmækr-e, smukt
formede Uegemsbygning niste, of hvor cedel Byrd den
var. Eiter den tom en Del store, fmnkte Muldyr, priagts
fuldt ndimrede, hver of dem blev ført af en Tjener. Be
nonå var alle-rede gaoet for at nnderrette fin Herre on1,
at nlt var rede til Afrejsen, og han kom nn hurtig til
bqalh fnlnt af Janus-, hans Huftru — den ædle Sara
—-- og deres lille Dotter Ruth, tillige med nogle Piger,
ioni bar en Del Nejietøj af forjkellig Slags.
»Im er saa glad over, at vi endelig kommer af
»Sted!« raubte klinth ntuntert, idet hun kom springende
lfornn de andre. »Da der staat nIin tære gamle Bekah!
lJeg troer virkelig, dn kender mig!« Medens hnn talte,
Hilappede lntn et fnehvidt Mnldyr, som ftod lidt fra de
andm paa Hovedet
» »Vent lidt, niin lille Piqe,« sagde hendes Mode-ts
"blide Ztenime: ,.lad Venoni løfte dig i Sadlen.«
" Men Titus stwrte Arm havde allerede anbragt den
lille Frøten iitkert paa hendes Plads.
»Titn«3 tnn gøre det lige san godt iom Venoni, Mo
der, det kon dn da ie,« sagde Nnth mnntert. »Im er san
glad over, at du ital lede min Bekah,« vedblev hun og
klamiedc Tyrets glinfende Hals, »for dig tan jeg da tale
med, medens vi reifen-. Fortige Gang havde jeg gamle
Afa til Form-, og han Var altfor døv til at tnnne horch
hvad ieg fande, ielv oin jeg havde brudt mig om at tale
nie-d l)mn.«
Titus intilte taknemmelig, lau man iaa hans hvide
Tit-irdene- men han iagde intet »Don følte en ftor Mee
frygt for den bydende lille Pige, fom med sine dybe,
nsddebrnne Øjne og sit goldne Haar fyntes ham at voes
re et lmjere Versen j
Endelig var alle komne til Scede, og en efter anden
red lanqiomt nd ad den store Port, som nu stod paa vid
Gali. Benoni tørrede iit ovbedede An igt og standiede et
Øielilit for at give iine iidste Befalinger og Advarsler
til lIndersHuHhovniesterem der iknlde have Opiyn med
Hniet i hans Fraveerelie Men til iidst sprang ogiaa
han i Zadlen og red hurtigt ned ad Gaden efter de usw
riae, ioin allerede var kommen et godt Stytle paa Vef
diiutl). iin blev fnlgt af Marissa, red bag ved iin Mo
der; niens Jairus med en Del bevcebnede Tjenere, red
forreit. Laitdyrene, sont var belcesiede med rige Offers
gaver til Heitiden oq med Telte, Kogekar og andre Tim
der itulde bruges paa Reisen, sog iom hver blev ført af
en Mand, dannede Bagtroppen
Falk i Byen begyndte nu at røre fig, og Reiseføl
get, iom bugtede fiq iqenneni Gaderne, tiltrat sig me
gen Opmasrkiomhed Jairus’ Hustru traf iit Slør takt
tere for iit Aniigt on bad fin Dotter om at gøre det iami
me: den lille Piqe adlød, tnen bendes klare Fixie, iin
Hkiqgede nd iaennem Slørets gennemsigtige Folder, var
Iivrige for ikte at gaa qlip af nogen af de livlige Seener
onikring hende.
Pludielig opdagede Titus til sin store Forundring
Stefanus, iom med sit Fislenet paa Skulderen ventede,
ligeiom de andre, for at se Toget draqe forbi. Da han
iaa Titus, straalede hans Aniigt af Glcede, og idet han
holdt en Snor med Fist ap, for at deres Antal og Ster
relie kunde blive beundret, raabte han: ,,Farvel, og Gu
derne beitytte dig!«
»Hvem var den Knøsw ipurgte Rath nysgerrig,
yog hvorfor iigek han: Guderne beikytte dig, fom som der
var flere Guder?«
H »Bei er min Broder Stefanus,« svarede Titus, »og
llian siger »Gnderne«, fordi han hat hørt iaaledes fra iin
Barndom Vi er af graeik .serkomft.«
! »Da ier du itke nd iom en Græker: jeg har set
manqe iaf dein," sagde den lille Piae »Dine Træk er
belt jødiike: Du ligner iaa meget en eller anden, iom
ieg Lenden men ieg kan ikke hafte, hvem det er. Men for
twl mig noaet om din Broder —- Stefanus kaldte du
»liam.«
»Im kan fortwlle dig noget vidunderligt om ham,«
iagde Titus. »Don var Krøbling og knnde iike gaa; men
Iskesteren - - Jesus ——— helbredte l)am, iaa at han nu, join
idu fer, er en ftært og rast Kass. Men fin on imuk ier
lian ud: i det inindite,« tilføjede Titus beskedent, «,ynes
jeg det.«
»Ja, vift faa,« fagde Ruth. lidt utaalmodig: »me«
tilev hon virkeliq helbredet, saa han nu fan gan? For
tivl mig alt um det, hver en Smule.«
Eiter hendes Befalinq fortalte Titus nu, faa omsp
stasndelig han hinde, Historien om Stefanus og den lillej
Drenax af og til afbrød Nuth ham med Spømsmaal :
«Aa,« fagde bnn med et dnbt Aandedrag, da hans
var færdiq, »den Historie can jeg lide. Og det bedste af!
det hele er. at den er 7and. Jeq har ogsaa set Nazarwtks
lren,« dedle hun tankefuld efter et lille Ophold. »Jen;
syncs, ban er det vidunderligfte, det fmnkkeste og det bed J
sie Mennefke i Werden Jeg hak altid haft saadan en Lqu 3
til at tale med hom, men Moder siaen at det kan Vi ifkej
komme til, fordi der altid er san mauge futtiqe Folk ein l
frinn ham.« -
De vor nn kommen ud af Vyen oq var beayndt afj
Ieftige et as de hefe steile Vierge, sont vkm alle Eidei »
ngiver den fmnkke lille Menezareth Se, som den nndes «
iden koldtes. Veer var bleven daarlfg oa ftenet. san wj
Titus havde nok at bestille med at finde de Sieben bvm H
I Vuldyret bebst kunde ema. Joirus’ Hufmt no fiq often I
! m for at 5e, om hendes Vadling bat-de det godt, oq ers-·
I Uitus var ombyaaelia nok for bende, oa hver Gang fik?
E un et lyst Smil fra fin lille Pige l
»Den lklle Skatl« faade Moder-en lvkkeliq til fix-·
·lv, »hendeg Smil er som en Solftmale.«
Ester at Opstigninasen havde varet omtrent en Time
l
Iaaede man Toppen af Viel-geh og alle standfede nu nogs «
O
le Øjeblikke for at hvilse. Solen var nu ftaaet op, os
den Seen-e, fom vifte sig for de rejfendes Blikke, var af en
vidunderlig Stønhetr Flere hundrede Fod under dem
«saa man Søens splvglinsende Flade opfyldt af Sejlere;
rundt omkring den hævede Biergene sig højere sog hsjekr.
beklcedte med frodig Plantevaskst vg spætstede med
Landsbyer, og i det Fjerne skimtede man Bjerget Her
mons fnedaskkede Top.
»Je« vil opløfte mine Øjne til Biergene, derfra
kommer Inin :sjæ1p!« mumlede Sara blidt, da hun saa
nd over Landskabet
Der fulate nu nogle frodefnlde Dage for Titus.
Hans kraftige Legeme trættedes ikke ved de korte Dogg
rejser, saa ban kimde i fuldt Maal nyde den stadig veksi
lende Skønbed jLandskabet: naar Aftenen kom, flog de
Lejr for Natten, hvilket ofte frembød et malerifk Stute
Alt dette i Forbindelse med den Venlighed, som M
mere og mere vifte hom, lod bam føle en Lytkse, fom
han aldrig før havde kendt. Alt det, Tom havde sfors
bitt-et bnns singe Liv, Fyntes hant at ligge langt tilbagq
og hans Sle modtog stærke Jndtryk af det nye og sksns
ne, sont nu omgav «ham.
Paa deres Reises ffersde Dng kunde man tydexig
fe, at de nasrmede fia den belliqe Stad: thi hyppigere og
hyppigere ftødte de paa Flotte af Pilegrimme og Hjorder
af Fanr og Okfer. der fkulde tjene som Offer ved Hsjtis
den. Manne af disse Pilegrimme gik fremad under
Sang, og, niedens de qik igennsem de snevre Dale, fette
Winden Brudftnkker af deres Sang tilbiage:
»Vore Fødder skal ftcm i dine Vorte, Jerusalem
Tidhen dmger Stammerne, Herrens Stammer, eftet
Jstaels Lov for at prise Herrens Navn Beder om Fred
over Jerusalem! Vel gaa det dem, der elsker digl Fred
vasre paa din Mur, Tryghed paa dine Slottel«
12. Kapitel
»Im vil sige dig, at de Tider er farbi, da man
fnnde lage jin den Zaq let: tbi dette MenneTe bespotter
daglig den Alinasgtiges Navn.« Det var Kajfas, som
talte: alt intens qif ban ntaalmodig op og ned ad en
af Terrasserne paa Taqet af sit Hug, medens Jairus,
sont var haan Gassh laa«i en hvilende Stilling paa en
Mariiiorbwiik i Ncerheden De to Søstre jad lidt derfra,
lykkelige ved den blotte Følelse at være samnteu, og
Ruth, sont stod nicd Albuerne stattede paa Bryswærnet
stirrede med vidt aabne, barulige Øjnse paa den hellige
Stad, der sont et vidunderligt Panorama bredte sig for
hendes Fødder.
»Du harte denne Jesus i Dag, da man stille-de
Spørgszmaal til ham i Anledning af den saakaldte Hel
bredelie af den syge Mond ved Bethesda »Gud dømmet
ingen,« iagde han, »men har overgivet Sønnen al
Dom;« derined mente han naturligvis sig selv. Saa sag
de han videre, at »alle stulde cere Sønnen, ligelom de
ærer Faderen« — ligesoml — lsagde du Mærke til del
Ord? Saa git han over til at tale om Johannes-, sinnt
med fuld Ret er spcerret inde, for jeg trot, han var gal.
»Der er en anden,« sagde han, ,,som vidner om mig, os
jeg sved, at, hvad han vidner am mig, er sandt.«
»Ja, det sagde han,« svarede Jairus, som indtil m
havde hørt til i Tav5«l)ed, »men han sagde ogsaa nagst
an·det, fom jeg ikkse hat glemt, og det var dette: »Mei
jeg har starre Vidnesbyrd end Johannes’; thi de Gewin
ger, som Faderen har givet mig at udføre, de Gernins
ger, som jeg gar, de vidner om mig, at Faderen hat nd
sendt mig.« J din Forbitrelse mad dette Menneske over
ser du fuldstcendig de i Sandhed stiore og vidnnderlise
Helbredelser, som han daglig udfører. Hvad siger du til
en Gerning sont den med den syge Mand, der eftek tro
værdige Vidners lldsagn i 88 Aar havde ligget hjælpd
løs paa sin Sena? Med et Ord helbredte Nazaræeten
ham sunldstændig.«
»Ja, men læg Markte til det Ord,« iagde KajsaB
ivrig. »Det var Sabbatl), og han sagde til han« »Stat
op, tag din Seng og gaa.« Baade ved at helbrede ham
og ved at liesale ham at staa op og bære sin Zeng paa
Sol-baten lsar han handlet imod Laden. tDan vanaerec
den højestes Lov og gørsig skyldig i Gudgbespottelse, oq
du ved, huilten Straf der ersor iaadanne Missgernins
ger,« tilsajede han mørkt.
Jngen af Mcendene hade lagt Mærke til, at Ruth
havde vendt sig oiu og lyttede spcendt til Samtalen, føt
hun plndielig afbrød dem rned det Spørgsmaalr »Talet
du am Jesus af Nazareth, Onkel Josef?«
,,.L«"svorsor sparger du am det, mit Vanil-« iagde
Kajfasi mildt, i det han standiede og lagde jin Haand
kasrtegnende paa ljendes goldne Haar.
»Im lender lsam ogsaa, og jeg bar set ham. Hviå
lian er Winds Zen, sont han Wen han er, hat han Iaa
ikke Net til at helbrede paa Sabbateih iom er Gide
Dag?«
,»Hvad Varnet siaer er riatiat,« saade Jairusz med
Stoltbed, ,,jm vilde neton felv have gjort diq detSpørgsp
maal.«
,,Ok1 W Dich hom- svnrct dia, at hans Poe-stand
cr, Tom im for har sagt, audsbefpottelia. Vi vod, at det
te Menmsske er Sen af en ganske almindelkg Haandværs
fort fa, hvad incer er, Imn or fcslv en Timpel Haands
vasrkksr oq hat« arlwfdot mcsd sinis Gasnder til for ganfkk
1mlia. »Gott bar bit-innre i Nazareth oa kan der komme
noqot Hodt fm Nazareth?«
»Men, Onkisl Josef.« vvdbsw den lillc Piqo nusd
bsnsscndks Kinder vg- tnarefvldtc Øine, »hvordan kunde
kmn qore des vidnnderliqo Tim, som ban got-, bvis iste
Mnd var misd baan Im »Her hmn,« visdblev hun lidens
fkabolia »den at omscsbiv bons Svaty ,,oa feg trot, at han«
er Mitds Son, Tom ban felv Tiger-«
»Min lillcs Pin(-,« saade hendes Moder blidt, ,,det
fømmer fig ikke for et Vorn Tom dia at fige din Onkel
imod i denncs Saa, i Serrdeleshed da han beklæder bist
heilige sEmbede som Yppktftepræst ved vor Gudö Tempel-«
Korn nu med mig sog se atsblsw rolig, for du sial Pape-«
» M)
X