F
Tispgw
En Kocfets Felle.
En Fottælling ftq Kristi Tid
Af ZlorenceMorie Kingsletx
Gra Engelij
(Fort1·at.)
Og jct vcd denne velsignede Versting følte Drengen
al Trostth al Smerte, al Evaghed forfvinde, og mcd
et Frydcraab reiste han iig holt op, fuldstændig hell-re
det.
Ja. E Zaudhed, ,,falige etc de barmhjertigij, thi
dem Efni vcsdcrsurcs Vorntljjtsrtigl)kd.«
5. Zlapitch
Den lorte Zolninernat var nasften fokbi. Maanen
var gaaet ned for en Time jiden, og StiernernesGlans
dsde lieu, niedens i Øit et ivagt, rødt Stier fortyndte,
at Dagen nosrcnede fig. Hen over Seen blasste en itarp
Bind, ioni fit to Fistcrbaade, der var et godt Sthtke
ude fra Land, til at rnlle tungt. Foltene i den ene af
disie Baade havde travlt med at hale deres Ret ind og
anders-ge dein; Stytte efter Stylte af Nettet kom ind,
qlinsende og dkyppende af Band, nien intellein Masker
ne var der tun hist og her en lille Hist at opdage
»Vi tan lige iaa godt holde op for i Nat,« udbrod
sden ene af Mcendene utaalmodig, tastende den iidfte Fist
over Bord.
»Im iagde dig io,« tog hans Kannnerat til Or
de, »at naar Binden var i det Hier-tie, tnnde vi lige saa
qodt dlive hiemme. Prai den anden Baad,SiInont Maa
ike hat de noget der.«
Da Nettet nu helt var blevet halet ind, stod Simon
frem i Staunen af Baaden og raubte, idet han dannede
et Taler-r af iine Hænder. Straf-s ester harte man et
utydeligt Svar.
»Gut J fanget noget?« raubte Simon af jine Lun
qers fulde Kraft
»Nei« tom Svaret tilbage
»Bist ek, iom ieg iiger,« bennrrlede den anden, der
hed Andreas. »Lad as fcette Seil til og iastte Fiaaien
hiemad. Vi tan iaa prave at tasie vore Garn iBngten
ved Vyem det tan iomme Tider hoende, at vi tan faa
en god Trast der, naar man andre Stedek itte lan op
dage saa nieset iom en Finne af en Ziff-«
J tortere Tid end det tager at fortwlle det, var’
Anteret halet ind og det store vingelignende Seil heiftj
Da dette fanget-e den skiske Bkise, og det nagt-i nahle
Fort-i begyndte at glide iævnt over Bolgerne, satte de
to iig i Bagitavnen og Simon gkeb Rorpinden
»Man du fe, hvad de andre got-, Andreas?« spurgs
t- his-i· : In
»Die fastter Seil til,« l"varede han.
»He har jormodentlig ogiaa faaet not af dette her.
iagde Simon i en lidt ikavasrende Tone. »Hm-, ved du,
hvad ieg hat tænkt paa hele Tiden i Nat, medens vi
hat arbeidet«;-«
»was san ieg vide det?« fvarede Andreas. »Du
har io nun-ne jagt et Ord, og det er en itok Martværsl
dighed for dig, iom elleks hat not as Wunden-«
»Im har hele Ratten tæntt paa Nazarweken,«
sagde Simon »Im bryder mig nu itte om, enten vi hat
qiort en god eller daaklig Fangitx jeg vilde helft viere
hos hom· Hat du tæntt paa, hvor det alt er vidunder
ligt? Det tan hcende, vi gaak mærkelige Tider i Msde:
maaste var det allerbest helt at opgive Fiiteriet.«
»Opqive Fiskeriet,« saqde Andreas forbaviet; ,,hvor
dan tan vi det?«
»Jo« svakede den anden, »vi hat not og endda
lidt til: Vingaarden niver godt lldbytte nu, og vore
Koner er spariommeliae og noiiomme Vi behtver ikte
de Penge Hvis vi opgav Zifferiet, tunde vi altid viere
has ham.«
«Men ttor du, han vil have os«s« iagde Aiidreag.
»Ja, det ved jeg io itle. Men ieg tænter. han tan
trwnge til at have nagen-out fig. Ved du ilte, at der
t den iidste Tid et hviitet meget i Krogene om hom?
can hsker hverlen til Fakiiæetne eller de itrifttloge.
Og der er virtelig mange af deres Paabud og Stitte,
tom han flet itte brydet iig om.«
»Im ved nok,« iagde Andreas hnitidelig, »hvad
Johannes fagde om ham. Jeg harte hani fige det to
Gange-, daade ist og efter Daaben i Jordan; det var
disie Ord: »He det Guds Lam.« Johannes trot, at han
er Ktiftus. Maasse hak du Net, Simon, hvad Fisteriet
angetan Hvis det er sandt, hvad Dabei-en Johannes
habe, og han virkelig et Kristus, saa bat vi være, hvor
Jan et. Og nn er Johannes i FamaieL og man tan al
driq vide, hvad der kan ste med ham. Jehova hiælpe
os, faa Hemdes ikke kaster sine onde Øine paa Mesteren.«
»Anu·n!« sagde Simon inderlia.
Dercftcsr blcsv der en lille Stand Tavshed, kun af
brudt of Bank-ists Stvnlmsn mod Baadens Sider.
Dom-n var un vtsd at mo, oa Solen ftod pmats
fnldt op bog Biemcms i Jst Forude stimtede man i
Momente-Um Empor-muin Taarnu oq Mun-.
Do Von-denk- kom nasmusns til Limb, funde man fo.
at manch Mennesfor var forsamlcsde paa Breddonx noalc
-·nd pna Klippvrne, andre ais frem og tilbaae; det var
intct u«·a-dvnnl7at Son, thi Falk ffod tidlig op for at
blivc fwrdige med Dachs Arbeit-e og Forrctninchr, før
Middaasheden kom. Der fyntes bog den-te Gang at
være andet end dks hiemkommende Fiskerbaade, der til
trak sig Folks Opmaskkfomhed, thi der var ufædvanlig
mange famlede
»Man du se den Mcengde Menneskerf Hoch mon
bot windet-W spurgte Andreas.
simon w et Hieblih faa Gerede han Orig: »Dei;
er M, Reimen, oq Falk trænger sig om ham for at!
stehn-stinkt Abschweif Oswdadenw
dar gatiske nær ved Land, sprang han i Vandet, trat
’Baaden eftet sig til Bredden og gjorde den fast, medens
Andreas fulgte Iangsomniere eitel-.
Jmidlertid var den anden Baad, fom ogsaa var
tom og detfor let, ligeledes kommen til Land; og de
Mænd, sum havde været i den, koni nu og«saa oIi paa
Bredden med deres Net.
Da Jesus jaa Simon, Andreas og de andre komme
imed de tomme Baade efter eii hel Nats Arbejde, fteg
han onibord i Simons Baad og bød hani lægge lidt ud
Ifra Land. Saa satte han sig ned og talte til Folket
fra Baaden. »
Vi ved ikke, hvad ban iagde den SoninierniorgenI
for saa mange Aar ssiden; men vi ved, at han talte omI
Guds Nige -Og, foni han sad der i Skyggen af det store:
Sej1,niedens hans Rest lød klart og mildt ud over denj
Strinimel Band, der stilte ham fra hans Tilhørere, saaI
blev mangt et blødende Hierte helbredt; fniaa Born
stratte deres Hænder imod hani, og i nianqen en Sjoel
tcendtes der en Kcerlighed, ftærkere end Døden
Jblandt dem, der ftod lige ude ved Vandet, var der
Ito sivindei·, af hvilke den ene bar et rødniusfet Barn paa
Hsine Arme Ved Siden af dem stod en fiorteiiaarig
Eines med lyst qiildent Haar og ftore niørke Øjne Da
Jesus havde endt fin Tale, foldede Kiiesen sine Hænder
»og nmmlede, idet hnn faa paa hani nied et Anfigt foni
en Engels:
»Du, Tom helbreder syge, jeg elfker diql jeg eliker
dig!«
ut var gerannt-. .
Da Mestoren havde endt sin Tale til Folket, vendte
han fig til Simon, iom tillige med Andreas fad has ham
i Banden, og sagde:
»Im nd paa Dybet og tait dit Garn ud til on
Trast.«
Oq Simon svarede og iaqde til ham: »Mester, vi
liar arlnsidet forgcwes den hole Nat, men paa dit Ord
vil vi udlafte Gar-net« Og da de gjorde dette, fangede
de en stor Mængde Fisc, saa deres Garn var ncer ved
at for-enges. Og de vintcde ad deres Staldbrsdre i
lden anden Baad, at de tknlde komme at taae Haand i
med dem. Qg de tom oa fyldte begge Baadene, faa de
var nasr ved at fynte. Men da Simon Pcder iaa det,
faldt han ncd for Jesu Knæ og sagde: »Herr-e, gaaj
liort fra mig, thi jeg er en 7yndig Mand.« Thi for denl
Fiitedrwt de havde fanget, havde Rædsel grebet ham
og alle dem, der var med hom. Og Jesus sagde til Si
mon: »Fun: itt"o, im nu af skal du vcvre Menneskefi
iter.« Da do fmste Baadene til Land og foklod alle Tina
og fulgte ham
Atter var det Nat, og med Ratten kom der Fred
Paa Højdorne vaagede en enfom Mand, og nedenfor laa
Vorn, straalende af ZalilsathiLys. Fra Taget af Synas
nagen liavde Trompeten ved Solnedgang fortyndt, at
Soiledagen limnndto Alt Arbefde var for en kort
Stand hart op: Falk var vendt hfem fra deres Mark
arbejde: Vutikler og Bodck var lukkede: Fifkerbaadene
laa ubenyttcde paa Bredden
Time git efter Time. Byen sov. Stadig gik den
entomme Skiklelie utmsttelig frem og tilbage, lsftende
sine Øjne med Himlen Under ham var Bei-den, fuld
af Sond, fuld af Elendighed, fuld af Uvidenhed. Oder
ham var Gud Han — var Baandet imellem dem.
6. UapiteL
Forelæseren havde i den fyngende Tone, sont altid
langte-» fokedraget de atten Vønner’)
Meensdene havde fra deres Pladser") lyttet med
cerbødig Opmærkfonihed og med Alvor svaret »Amen«.
JPaa den anden Side af Gitter-et derinwd, hvor Kvins
derne og Bornene sod, hertes der en svag Naslen ag«
Stei. Der var meget fuldt; en Del maatte staa, oIIl
andre trængte sig samtnen langs med Væggen For]
mange af de tiljtedeveerende havde Bannerne og Sal
merne en icelsom K! nig; de havde aldrig fer været indez
i Synagogen, sksnf de ofte havde set den og beundretl
det imnkke hvide on . sde Marmor-, hvoraf den var bog
net Men den Tag var der tommet iaa mange, fotn
paa nagen Munde kunde tkænge fig ind; der blev net-I- !
lig sagt, at den ftore Undergerningsmand vilde komme-i
(
derhen; Nysgerrighed efter at se ham og Haabet onI
at han vilde udfste en eller anden Undemernina havdel
da bragt mange der hen, fom ellers ikte harte hiemnkex
der.
De jødiite Kvinder fkcevede efter de fremtne e
Kvindey sont med deres Smaabern i Hælene pna siaj
havde bemasgtiget Isig de Pladfer, hvorfra man bedft;
kunde fe
»De lOksnndeP hviskede en til sin Naboeere Knab
vil de her? Svis dennc Mond virkelig er Messiaö, iaa
er han ikke noget for den«-« I
Alle Bønnerne var nu blrvet foredraget og Last
;ftykterne, baadc a Lovcsn og Profeterne, oplasftc-. J
;den aandcltfe, fowentninqsfulde Stilhed, iom nu paa
Ffulgta faa man Messen-n gaa frian efter at Forelasicsnsn
iiom sasdvanlig havde spat-It om der ikke var augen,
Eiom vilde tale til Falte-L Alles Øfncs vor fasitede paa
ihanh oa da han ialtr med Myndighcsd, oq bans Ors
Ivnr fnldc af qnddommelia Sandhed, iaa tmsnatv dct
ihimnnslikcs Lyk-, sont stranlisde paa hans Anstat, ind i
Imatme ai do tilitedcvasrendcss Hin-tot oq ihre-die Mørict
dcrindr. Jkke en Lnd harte-en alles Sine bona ved bang
warr oq man formeliq sluqte hvert O«:td bans Tale
ivar in ian iorikelliq im Nabbinernes sasdvanliqe intets
sigcsndo Fortlaringen Selv Bsrnene iølte fiq draams
til hcnn fønt do ikke fokftod, hvnd han hqu oq do W
kmm tillidsfnldt ind i Øinene
i « Gitdstieneften i Synaqogen beayndte med atteni
Banner ellek Velsigneller: Fotfamlingen reiste sig ogi
»bla- Mide mens de blev foredragne. F A. !
! ") J Synagoqen iad Mænd og Minder hvek for fig,
adikildte ved et Glitt-. F A.
Pludjelig blev den højtidsfulde Stilhed afbrudt; en
Mund sprang op og raubte:
»Lad os i Fredl Hvad hat vi med dig at gsre.
Jesus af Nazareth! Er du kommen for at ødelcegge os?
Jeg ved, hvem du er, du Guds helligel« !
Der blsev stor Forvirring; Kvinder og Børn streka
og Mændene sprang op og raubte i Munde-n paa hver-!
andre: !
»Don er sbefat af en ond Aand og besmitter Hellig-i
dummen; smid ham ud! fmid ham ud!«
Men Jesus fif med et Ord Støjcn til at lægge sig.
Jdet han derpan vendte sig mod den befatte, fom allere
de Var blwen gkeben af et Par Mænd i Forsamlingem
fagde han:
»Ti stille, og far ud af hom!«
Med et højt Strig faldt Manden om paa Gulvet
i Fdrancpetrækningey men pludfelig rejstc han sig til
alles Forbnvselse op, rolig og fuldftændig ved sig selv.
Da Folt git dort, talte de ivrig mellem hverandre om,
hvad de havde set: thi den Mand, som var bleven hol
bredct, var kendt af mange iblandt dem. s
»Moder,« sagde Stesanns sanime Asten, »Trom
peten har fotkyndt, at Solen er gaaet ned. Skal ni
ikke gaa nd? Jeg vilde saa gerne se denne Jesus noget
nasrmere.«
»Im vil med Glasde gaa med dia, inin Drena,«
fvarede lsans Moder; ,,thi visselig har aldrin noget
Menneile talt som hen. Dog er det alt iaa vidnnder
lint, at sea synes, det man være en Trønr Kan det
virlelig viere iandt, at du er stcerk og sund?«
»Ja vist er det sandt, Moder,« iagde Etefanus
med en qlad Latter; »se, hvor feg kan sprinaei og jea
har itle det, der ligner Smerter i min Nna nn! og se
mine Lemnier, hvor saste de er! O Moder, isoad kan vi
don aøke for at vise ham hvor glade og taknemmeliae
vi er? Da han den skkcekkelige Dag, da jeg laa der i
Etøvet sagde til mig: »Gaa bort i Fre og jeq saa
for sørste Gang i mit Liv sprang op, saa knnde jeg«
tun klynge mig til ham og halte; jeg tunde itte tale
for lntter Fornndring og Gliede Saa var han borte
endnn sør jeg ret vidste, hvad der var stet: Folk stirrede
paa miq og udspnrgte niig i Munden paa hinandems
niedens andre lom lebende for at se, hvad der var paa
Fasrde Og saa lob jeg tilbage, Moder, ned ad Gaden,
og i samme Øjeblik, iaadan syntes det mig, var jeg hos»
dig os( Adah.« l
»Ja,« tog hans Moder Ordet, »vi troede, at den.
lille Fyr var ved at do, saa stille laa han. Da pluds1
selin blev Døren til Gaarden reven op, og du mere flele
end løb hen til det Sied, hvor Barnet laa. Min egens
Dreim, jeg kendte dig ikkel Jeg troede, det var en Aand,l
indtil dn raabte: »Gogo er freist, og jeg er l)ell)redet«'.1
»Da han var kommen sig,« sagde Stesanus. s
»Ja, fuldkommen,« wdblev hans Moder, »ikke saal
meqet som et Ak er der at se paa ham: det er viduniH
derligt·«
«Moder,« udbrød Drengen lidt efter, ,,lad os gaa
ud iByen og opsøge nogle syge og fortcelle dem om
ham. Du ved, hvad han sagde: ,,Jeg er kommen sor
at udraabe Lssladelfe sok Fanger og Syn sor blinde,
for at sætte mishandlede i Frihed, for at udraabe et Her
rens NaadeiAar.« Det var lige de Ord, han sagde Jeg
kan ikle glemme dem. Og hvis det er derfor, han ers
kommen, tror du saa ikke, Moder, at han vilde vcerej
glad, hois vi hialp ham med at faa den Gerning gjort?«
»Du hat Ret, min Son, det solet seg; lad os gaai«
sagde Prisca, og, idet hun hastig swbte sin Kappe om
sin og lnkkede Deren til deres lille Hjem, gik hun med
Sonnen. «
»der »maa vi ind,« sagde Stesanus, standsendc foran
en lille Der. »
»Ja,« iaade Prisca, »her bot der nok en blind
Mand.«
De bankede paa, og en Stemme indesra svarede:
»Kon! inr.« Da de havde aabnet Deren, kom de ind
i en Gaard. iom var endnu mete ussel end der-es egen,
tlsi den var urenliq on overstrøet med Straa og Psalter.
Nogle Faar oa Geder aik løse omkring, og omtrent et
Dnsin Hans havde sat sig til Hvile, lwor de tun-de bebst
Opad Murm, med Hovedet stærkt soroverbøjet og de
nsle Klasder svøbte tcet oni sin, iad en Mand.
»Wer hilset,« sagde Drengens klare Stemme
Manden lostede Hovedet ved Lyden og vendte An
sintet mod Toren
»Hvetn er du?« spnkgte han med hæs Nost
»Jeq er Stesanus, Dnmachus3’ Son. Min Moder
er her oqiaa, og vi er konine for at søre dig hen til
Mesterem som vil helbrede dig for din Vlindhed.« ,
»Au, du spottet mig,« stønncsde Monden, »ved du
da ikke, at mine Øjne blev brændte ud med et gloende
Fern.’) Jnaen kan bicelpe mig.«
,,Men du kender ikke den Magt, som denne Mand
bar,« sagde Stesaiius, og han gav nu Manden en ivriq
og omstcendelig Veretnina am sin eaen og den lilleGogos
Oelbredelir.
Men Manden stønnede knn og svøbte sine Pialter
tættere om sin.
»Kon! nu, sitmd dia!« fagde Dtenqen.
»Du var et ufkyldigt Baru, oq det var den lillu
Dreng ogsaa,« fagde Manan herst, »men sog bvem
er feu, at noqcsn skulde bcslbredcs min! fcq or fortmndct
of Gnd og Meintest-et Det var bebst for mia at den«
»Nei, aodc Nolm,« mabtc Stefanics, um ikko for
stod et Ord as dot. den anden fande. »Du sknl komm(s:«
oq idct han lob hen til Monden, greb han hans Haand
og gav ham et blidt Pnf·
Der var noget vcd den sagte Bcrørinq of de horn
lige Hemde-r s-— maafkc den farstc venliqv Vernriim ban
i manqe Aar havde følt — fom nvdbrød Skmnforne i
denne Monds Siash Skmnker, Tom vor reiste of mange
Aar-s Lidelse, Skam og Bann-re: ban bearavede sit An
sigt i sine Hænder og hulkede høft, medens Stefamts
«) Det var paa »den Tid en meget almindelig Straf
at blinde Fell: undetttden stete sdet ved at stikke et Cli
dende Jekn End k Witten-. F. U.
endnu stod ved Siden of han1, forvirret og beim-Dei
over saa megen Elendighed, som hans barnlige Sind
ikke forstod
»Mein nu,« fagde han saa og rsrte igen ved Man
den; og denne Gang reiste den ulykkelige sig op og
ftrakte famlende fine Hændec frem.
«Jeg kal not lede dig,« iagde Stefanus glad og
greb en af de fremjtrakte Hænder; saa begav de to fis
paa Vej, og Prifca fulgte dem.
«Ved du, hvor han er?« ipurgte Monden med
skcelvende Ztemme, idet et sælsomt Haab begyndte at
røre sig i hatt-J Brny
»Nei, jagde Stefanus, ,,men vi skal nok finde hmn.«
Lidt efter tilføjede han stille og inderlig, lfom om han
saa et Glimt as selve Sandhedens Los-: »Hm-Z vi virkei
lig længes efter ham, og søger ham, saa ital vi ganske
fikkert ogiaa finde ham.«
Prijca sagde da: »Im hørte en af Kvindecne i
Synagogen sige, at han bot hos Simon Fisket Hans
Han er lige ved Eis-m Jeq ved, hvor det er.«
Zorn de nu gik videre, faa de, at de Inkrvre Gader
vrimlede af Follc Noqle bar Benge, paa hvilfe der laa
smifels Mennesker, belastede med alle tænkelige Sys
domme Andre fette blinde eller hjalp Kreblinge til
møjidnnuclig at komme frem. Og fra det stadig voksende
Mylr af Mennesfen der alle hastede mod eet Maul,
hørte man Stønnen af syge, Skrig af besatte og ynkelig
Graad af sntaa iyge Bern. Det var, sotn al Jordens
Elendighed i et samlet Kot raubte mod Himlen
Simon-:- Hus laa ganile rigtig ved Søen, som
Prisca havde sagt. Dei var en tarvelig, men hyggelig
Bolig paa to Stokvcerk. J Siedet for den scedvanlige
Gaard ftrakte en lille Have fig terrasseformig ned til
Vandet. To eller tre smukke Figentræer gav en behage
lig Skygge, niedens Roset, Nerier og Lillier gav Stedet
et kønt og hyggeligt Udseende Her boede Simon, ogsaa
taldet Peter, med sin Huftru og Svigermoder, tillige
med hans Bruder Andreas-· Og her boede Jesus altid
naar han opholdt fig i Kapernauin
Pan denne Zabliatsaften sad Familien med derei
kcerc Mel-it i Haven, hvor de nød den frifke Kslighed
og talte dannvet samtnen Den Daq havde Mefteren vg
saa gjort state Ting for dem. Peters Svigermoder var
bleven meget hieitin angreben af Feder, og, da Jesus
ved fin Hjemkomsl fra Eynagogen l)ørte det, tog han
bende ved Haanden og rejite hende op, og øjeblikkelig
forlod Felix-ten l)ende, saa hun lunde flaa op og hjcelpe
til i Hufet Medens de nu iad der —- Johannes og
Jakob var oqiaa has dem — og nød Sabbatens Fred
og Ztilbed og lyttede til, hvad Jesus fagde, hørte de
en sorvirret Larm — Lyd som af hastige Fodtrin, af
høje Raub og Klager, blandet med Skrig og Stønnem
on denne Larm kam stedfe nærsmere
«Hør!« sagde Peters Huitru, idet hun urolig reiste
fig, «hvad kan disfe iørgelige Lyd betyde2«
»Det er Falk, som vil have fat i Mesleren,« iagde
Johannes-: ,,de bringet deres syge med.« Han reiste
sig op, gik hen til Havedøren og «saa usd.
Ncer ved Peterg Hus var der en aaben Pladg eller
et Tom og derben styrede Folk deres Skrisdt. Sau
begyndte de at lcegge deres Byrder paa Jorden, idet de
førstkomne trængte iig iaa tæt .som mulig hen til Jud
gangen til Haven, imens de raubte: »Hvor er han, som
kan hell-rede fyge? Lad ham komme ud til os!« »Jesus,
Davids Son, forbarm dig over os!« ,,Mester, vi beder
dig, kom udl« Jmellem alle disie Raab børte man saa
de syqu smertelige Klager. Anftrengelsen i Forbindelie
med Spændingen qjordey at de led endnu mere end
ellers.
Men nu vifte sig midt i al denne Elendighed den
itore Laeges velsignede Skikkelie. Alt has ham aandesde
Kceklighed og Medfølelfe; de 'syntes lige saa uadfkilles
liae fra ham som Duften fra en Lillie.
Og medens han gik omkring imellem de ulykkelige
Vasiener, rørte ved nogle og lagde sine Hænder pas
andre, idet han talte Tilgiveliens og Fredens Ord til
dem, laa forandredes Skrigene oa Klagerne til Frydes
raub.
Da Prifea og Stefanus med deres Protege naaede
der hen, var allerede mange lykkeliqe ved at gaa bort
for at nøre Plads for andre, thi der kam ftadia flere til.
»Der er han,« fagde Stefanus glad og trykkede
den blinde Mands Haand fastere: ,,og her er san manae,
manae Menneiker, som ogiaa er komne her lien for at
blive hjnlvne: noqle ganr allerede raike bott,« vedblev
ban.
Den blinde Monds hurtige Øre havde virkelig ogsaa
allerede ovfanqet de glade og taknemmeliae Udbrud, der
lød midt imellem den øvrige forvirrede Larm, og i del
han kev sia les fra de Hcendetz iom ftadig hodt ham fast,
løb han med et hurtiat on iikkert Instinkt hen til en lils
le aaben Plads. bvvr Jesus et Øjeblik var ftandfet. Her
kastede ban 7ia paa Kna-, vg, idet han greb fat i Jer
chedning, raabte han heit:
»Jesu, MefteV feq beder dig, fokbarm diq over
migl« .
Og ban svakede bamt »Trot· du, at jeg kan give
dettcs?«
»Ja, ieg tror," mumlede Monden. vendende sinc
udflukte Lan op imod Ansiatet foran fig.
Jesus faa paa ham oa opdagede bog ved de blinde
Øsnc en Sirt-L fom var plettet of Sond, ttcvt of Adng
men Tom hungrech offer Kcrrliqbedj hnn rsrte ved bans
Øfne og sinng »Gott bort i Fred.«
Oq nu var den blinde Mond ikke længere blind
IGan kunde sc! Og dcst førfte Son, fom mødte hom, var
dette Aufsat, der var faa fuldt af Medlidenhed og Øms
bed. Da fyldtes hans Sfcel af en alt overvældende Kast
lighed til hom, der havde hiulpet hom. Og han reiste
sig op og gik bott, fom han blev befalm men han toq
Imed sig et Mhde, Tom stulde blive en Gilde til Velssgs
nelfe for ham selv og andre i Tid og Evighed.
GottfætteU
