Unser MesterenS Haand.
—- ellek —
sxel Dedebos ngdomshistorik
Fortælling as
C h c. L y n g e.
(Sluttet.)
Sau en jkøn Tag holdt Toget ved den fidste Sta
tion medførende en lang Nække af studioij theologiæ,
der i Lebet af faa Timer dels striftlig og dels mundt
lig stulde aflosle al den Visdom, de i det ntindste skulde
have tilmnet sig i de Aar, de havde badet jig i det him
melsfe Lus. Llrel Oedebo og PederStorganrd var blandt
de indmeldte.
Men Modenheden, hvordan var det gaaet med den?
Ja, fkulde man dsmme efter den fra den ftriftlige
Efsamen fskft faldne Cenlur, saa tegnede det ikke vi
dere godt for de andre.
En celdre Genganger var ogsna denne Gang »gem
et i Lmndene« ved den skristlige Ecsamen Og faa rin
ge var Modenheden endnn, at han end ille kunde over
lætte det latinfke Adjektiv for det modsatte af moden,
men gjk oq gned liq i Stenderne af Glæde over Karat
teren —- inc1nc1tnrns. To en nf bans Vennek glorde En
de vaa Jllusionen ved at overfcette Ordet for bonI, var»
det nde med Gliedern on for lmns Vedkommende, var;
det ogfaa for bestandig nde med at lidde ved det grønsl
ne Bord Adlkillige Aar ester fandt Vennen ham som
Eier as et lille Gartneri uden for Vyen, hvor han otn
lider havde flaaet sig ned og følte fig tilfreds.
Desværre var lmn like den eneste, der fik immas
virus, oq en ellek anden of dem, der ikke fik det, havde
maa7ke endda pasfet bedre i en Gartners stille Haue
end i den Vingaard hvor der anndelig tnlt lknl graves
og qødes om nfrngtbare Flgentrceer.
Arel Hedebo on hans Ven flod ikke til egregie, men
stod doa begge sanledes, at det næste Trin i Rækken
nedad knnde holdes, om de da ikle vrøvlede altfor meget
ved den nmndtliqe Prove. Men dog var der noget, fom
Ergrede den første, on book han fyntes, det lknlde voeret
bebt-e
Naar Arel Hedcbo undtog Eksegesen i dist nye Te
stamenth havde Togmatilcn vaskct hans læreite Fau,
og faa havde det cndda trufiet jig fauledes, at Opgas
ven havde drejet jig om dist, hvorom san manch af hans
egnc Tankcr havde drejet iig i dcn Tenere Tib, nemlig
Synden i Menncskevksrdcnen on LIcenneflcts manglcns
de Cvne til selv at frigøre fig for den. Mcd et Hierw
dek vix-selig var med i Opgcwcm havde han paa Son
dencs mørlc Vaagrnnd tisgnet et iaadant Villcdc of Frels
sens Nsdvcndiahed i ham, der kom iom Nudslammet
for at bære Vekdcns Sond, at han ikke lunde wivle
om Opgavens nogenlunde tilfkesdsstillcnde Løsninn. Og
saa stod den alligvel til et lille bitte »prin1«.
J jin Trang til at vidcs, hvordan drt var Uaaet
ttl, gik han op til den dogmatifle Professor: men ak,
det gjokde ikte Sagen beim-.
Da Profcsiocen havde hørt paa ham en Stund,
trat han sin Lotnmelwg op af Lommen og sagde med
den mest hsjtidelige Mine as Ver-dem »Ja, jeg hat« kun
strevet — uttolig flet Latin«.
Til den Omftwndighed, at Hedcbo virlelig kundi
noget Latin, og at .,Slctheden« maatte beftaa i utydes
lig Strift mere end i gemene Fell, kam nu en virkelig
Bebt-welsc- over, at Opgaven om Synd og Raube-, be
ivaret af en vordendks danfk Præst, ikulde bedømmes
Mc efter sit Jndlmld cllcr sin Form, men eftcr nogle
latinike Sastninner fra Konfesiionen Var det virkelig
den Modenhisd, man trævede ved Universitetet2
Foran Elsamensbordct fsrer en Eksaminand imids
lertid ikke Klage over sin Professor, og Akel Hedebo
gjorde det heller ille hor. Med en vis Blanding afGals
qenhnnmr on den Fortrolighed, lwormed Studentekne
turdc henvcnde iig netop til denne Professor-, foriikrei
de han ham am, at han nol stuldc blive fki for hans
Latin ved den mundtliqe Etsamen
»New, ital jeg det«, iagde Professoren, idet hans
alvorlincs Ansigt forspgte at smile, »ja, saa maa sen fo.
se at finde en Opgave, hvoti det Sproa ikko forcskont-«
mer; men ellers kunde dist so vckre aodt nok at prøve
Dem i det, siden De flottcr Dom med det, hvor det ikke
et it-dvendigt«. «
Naa laadan flap det nd. Det var altfaa Himmel-,
der bavde ftaoet for Fall-. Jo, der var eqcntlig, man
taugt inde, e» Etemmix disk hque hvinet det til hami
i Form-jen. .
Jfønt Hishi-do Im Stomaard var lmIIIt Im hinan-(l
den i Alfabetet fkuldcs de doq ov til den mundtliqcIf
Dei von snIIIIIIcs Da;1.:-aal(d(--3 havde de ønfkot dist, oIIl
det var san blIIIIct Etsamens sidftcs Tag
J Doqmatit kIIIIdII Art-l Gedebos landabilis ikke
teddes on Stomaards kIIIIde drt ikke i dIt andet Ho- I
vedfant men Karaktercn for dem bekme blcv alliaevel
»tosvcerdia«. Da Arel Hcdcbo III-d Etsamensbordcst
qennemgik Kristi Opstandelfes Bewdning, todte han al-i
ligevel efter en latinsf Sertning for at alwde fin Osa-11
minatorx nIeII der meldte siq innen, og Professoren syn-?
Les onsaa at hat-I- taacst Tiq bang Forsikking nd notam:
thi han foklcnnto heller innen vilde ikke en Gang vIde, I
hvad Opftanchlse III-d vaa Latin. -
w dIIt IidIIe ch fIIIIsfaldt IIII NOIIIIIIIIIFI h, dIII nas
ften gav Stunden hisIotiTk Vetndninq«
Siden Stomnard bavdcs qcsIIIIIsIIIgImet fin anniij
liqe Kribsk, band-I- haII habet al Vibcstkritik vasms euch
sten. on nII sknlde han allinevel made den i dean sin
sidste Time pan Unsversitctet I
Da ProfesIoren havde hart i et Stnlle af Jos.
Is, vilde han vide, bvorfor man ikke kunde tillæage
Profeten Farfatterskabet af de fidste Kapitlcr i denBog,
der bat bans Navn Mesn da brast Stammde Taalmoq
Rahel-. Det aamlc Saat smettede hatn pna ny, faa han
neckten qlemte sig kelv
»Bei san man acht, naar man tiltwr Gab Erne
ill ved sin Aand at lade sine Timere forudsiae tmoms
Inende Ans, oq det fkal man, naar man ded, at bande
W oq Johanns-, baade paulus oq Peter hat«
regnet Jesajas for at vcere Forfatteren. Men det er
Bibelkritikkens Fejl, at den har ikke denne Tro«·
Ved den fidste Ytring faldt Storgaards højre
Haand med en iaadan Vcegt mod Bordet, at det lod
iom om han flog i det for Professoren Havde denne i
det Øjeblit vceret lige jaa ilter, er det ikke godt at oide,»
hvokdan det vilde vcere endt. Som den mere rolige elis
ler inaaste — hvem ved det — i Crkendelsen af, at Biis
selkrititten not egentlig ogsaa var en Privatsag. ders
ikke ljorte hjemme der, hvor han fad, tog han imidler
tid det fornuftige Parti at fpille den overlegne, butte
sde for Eksancinanden og ertlcerede, at det »kunde vcere
tnok.«
I J iein-not Fordentninq lyttede man i Vestibulen
efter den tendte Matte; men Optrinet havde dog itke
forandret det forventede gode ReTultat
Da alle standidaterne derefter var inde for at tage
Afited med Fakultetet, haode Professoren endda ved
et Par anerkendende Ord ladet hanc forstaa, at der ikte
i band Hierte var opskudt nogen bitter Rod ved det fokei
saldne Optrin
Axel Hedebo filk ogsaa et Par anerkendende Ord,
men forit, da han Tagen efter søgte Dognatiteren i
bans Hjems Aarenes Leb havde han været der adskili
lige Gange med sine Sorge-r og Glieder, iaa Professo
ren vidste, lwordan han havde haft det. Nn ratte han
ham Haanden, idet han iande, iom ingen anden knnde
have iaat det, Taa det tunde høres i mange, mange
Aar: »Det var ikte enhver, der kunde have hivet et saai
dant Resultat i Land under faadanne Omstoendigheder
— nn liaaber jeg, at Te bliver en Pryd for vor Ilsitke«.
Det laa itke for Hedebo at blive rørt Hans Villie
var betndelig stwrkere udviklet end hans Følelfe Ali
liaevel brast Ztennnem da han vilde tatke fin gamle
Laster og love det bedste, saa denne maatte nojes med et
cerliat Haandtryk og et Par taarebloendede Ljne s
For den Søn med normale Eonek, hvis Fader ogs
Moder kan betone hans Uddannelie, er det at blive Stu«
dent oa Kandidat saa ligefrem og naturligt, som detl
overhovedet er ligefrem og naturligt at blive fodt og op
dragen. For den, der et fodt under Hedebos eller Stor-«
aaards Stierne er Maalet noesten overvcrldende, naar
det naas, for ham er det naturligt, om Stemmen briis
ster, naar han ital sige Tak.
Men Tat var der alliaevel i Axel Dedebos Hierte,
da han skiltes fra Professoren, og der var intet, han
onitede i den Stnnd fom det at blive en Pryd for den«
Kiefe, hvis Tiener han vilde voere. ,
Endnn et Par Dage forblev han hos fine Vennen
i Fiolstrcede Zaa brod han op for at siamles med dem
i Yderup og paa Los-Hunde
XXVII.
Tilbagevendtc Spor.
Peder Etorgaard tog over til Jydernes Land-l
lwor l)an bos en Prceit vilde berede iig til de praktiike4
Panier Axel Hedebo tasnlte paa at flaa iig ned i Kar-·
rebo i samme Hensigt, men blev saa alligevel paa Pa
storalfmninariet for at øve sig i at prædike og for an
den Gang i sit Liv at foriøge sig i den ædle Kunst at
innae ellety som det her kaldtes, at messe. ,
Paa denne Vis var Vinteren itreden frem, og han«
havde allen-de begyndi at le iig om efter ledige Em
beder. Da han var iaa gammel, og Tiber-ne i laa Hen
ieende ikke var naunstige, mente han nok at kunne bliive
Sogneprasit straks, og han vilde io ogsaa gerne fnart
føre Alma til iit Hiern.
Peder Storgaard vilde altid forblive i Jylland4
hvis det stod til hom, og Freien Eilersen havde heller
intet derimod. Axel Hedebo havde just ingen fcerlia
Forlcrrliahed for Jylland, skønt han aodt vidste, at
det var mere taknennneligt at vaere Præst der end paa
Lerne, on bans Kasteer havde ilke mødt mnnge Jyder
i iit Liv, iaa hun fendte dem ikke Men Stomaard hav
de altid talt onl, at de flulde msdes der, oa da de fleste
Begynderenibeder oaiaa er jyfle, var dette Mode faadan
omtrent blevet en Astale intellem dem.
« ken «niine Tanker ere ikle eders Tanker«.
En Affen, da Kandidaterne itode i Gangen paa
llniversitetet da ventede paa Stiftsprovstem aik Hovedi
deren op, on ind traadte en ret hef, korpulent Herre
iom qav iia i Tale med Pedellen.
Arel Hedebo kunde i Halvmørket ikke ie, hvem
denne Isen-e var, on skænlede ham oqiaa ligeiaa lidt
noan Taufe iom de andre. Men da kom Pedellen hen
ng nieddelte dem alle, at den Herre, som itod der heu
ne, var Paiior Klausens Søn fra Ydernp, han fkulde
fpsme fra. iin Fabel-, otn ilke en af Kandidaterne vilde
taae ud at prkedile for bam i Paafken da mullavis 5e
nere vcere bans Kapellan
Da innen af de andre ivarede, og Hedebo stod Pe
dellen mer-neit, vendte denne lia til ham og spat-site
om han ikke bilde.
vFor enbver af de andre vilde detIe Spornsmaal
have merkt af under-ordnet Betndninn. Bilde en eller
anden as dem vrwdile i Paallen, saa lunde han lines
faa qodt tane demd lont ethvert andet Sted ben. Men
for Hedebo var det en hel anden Son efter det Forhold
lmori ban ftod til Perlonerne on Siedet En Gang før
bnnde ban været has Pastor Klar-sen i Ader-un Da var
ban kommen i Trwlko for lom etlwert andet Tnende at
faa fin Zlndsmaalsboa vaateanet. Sknlde han virlei
lia n» refle dernd for at prcrdile for den lelvfamme
Prwa lmn den Mann lan temmelia ublidt havde visi
bam nd. Arel Dedebo kunde fenere hen ille næate for
lin felv, at der i det Sieblik ovkom en vis Lnft bos lmm
til at vile Velcewasrdiqheden dcrude, lwad ban i Trees
lkoene nn var, on hvad det havde fett til, at ban den
Gana var kommen til at tiene hos en af de helline i
Ydernp, han havde advaret ham imod. Men denne
Fslelle havde doq alllnevel llke Odem-trat da han efter
nagen Vaklen all hen for at tale med Klaufen den Una
ke. Gan lvumte tun lla lelvt lkulde oglaa det være
Guds Villlef
Men lwilken al Pulver Klaulens Sinner var det
nu, der state Kapelle-n til sin Inder-f Ja, innen enden
end den forhenvcrrende Løjtnant og nuværende belud
viklede Spækhøter. J det iidfte Par Aar havde Axel He
ldebo ilet itke set ham, og det var sogsaa med Nød og
Aæppe at Spcekhøteren tendte .ham, da de stode over
for hinanden.
Da den første Overrastelse havde lagt fig, kom
Klar-sen saa frem med sit Spørgsmaal, idet han med
en Gnift af gammel Humor føjede til: »Du har jo nok
et Ærinde derud alligevel, og saa kan du —- her kvalte
han en lille Ed —- godt prædite for min gamle med det
samme, han er svag og trænger til Hjælp«.
Aer Hedebo var ikke oplagt til Spøg; thi SUAEU
VAL· for hani ganske alvorlig; men han lovede iaa allj
gevel at komme og itrev famme Aften til iin Angek
fader deronc.
J et kortsfattet Brev udtalte denne jin Glæde der
over. lHan havde da vceret hos Proesten, der fyntes at
viere slaaet af det underlige Tilfaelde, og ielv kunde
han ilte andet end se Guds Styrelie deri.
Ia Paasteferien var kommen, og Hedebo sad mel
leni iine leere i Yderup, sagde Suedteren til ham:
,.:lkaar dn nu har proeditet her et Par Gange iA
Paast«en, og du selv er gladd derover, og cnulig vi
andre ogiaa er glade, iaa synes jeg, at du senere still
de tage herud som Kapellan. Jeg ved not, hvad du vil
sige, og hvad hnn vil sige, som iidder ved din Side:
man kan ikle godt gifte Tig fom perfonel Kapellarr Men«
nu ital jeg forinden jige jer noget andet og nied deti
famnie ivare jer paa det Zpørggsntaah hvorfor jeg al
dklti Im IJW min tiltonnnende Evigisrsøn nagen virtes
IEA f»Na-ID: im har jo dog haft det sannst-es at jeg tun
de ·«·-i«nnden hertil var netop den, at du, :’lr-.sl, nar, el
ler ie-: vjdsie, at du slnlde viere min Zuigetsøn Jen
saa Jst paa de Øjne, der mødtes hin DU da du, for
mang« Aar siden var herude og talte am at konnsic paa
Zeininssrieh og da trenfte jeg: nu kan jeg ists-, fiirdi jeg
ikke vid noget ndvortes Middel vil binde hasn til hon
de. Hvad jeg ad Omveje har rakt, taxes US ifte oin.
Men nu har jeg en Plan, og jeg synes, den er g-)d.;
Jeg liygger en Kapellanbolig paa det Sordslgfke, jng
engang iknlde have awet fta min Svngerfader og bygss
get pan for niig selvx Den ffal ikke vier-.- ;« lmass Aw;
men Hin-wen til det Studium, der nu er endt unen!
den, og der kunne J faa foreløbig fæste Bo· Saaledesi
faar vi det not ordnet med Prceften Naar han, der nnj
er gannnel og bøjet af Sorg over iine Bern, rinielig1
i
l
i
vis oni et Par Aar feger sin Afsted, saa faa J maaske
Lov at fl1)tte ind og danne Hjem i den Pkæftegaard der!
ellersz liar vceret luktet for dem, der mente Prcesten der;
bedft. Zkiilde det ske, saa er der et Par andre, Tom must
lig knnne flyttis ind i det Has, jeg byggede til jek. Ja,i
mange Gange maa der haabes med Haab imod Haahl
Men Alma har jo været dem en huld Veninde i detz
sidste Aar, og det synes, som om deres Hierter begynsj
der at beses. Din Fader er saa gammel, at han allerede
nu trcenger til vor Hjcelp. Hvor uendelig stont om dink
Moder -og han, delende det bedfte med os, Hunde kom-!
me til at fæste Bo paa den Plet af Jorden, hvortil i det;
mindfte hendes Ungdomsdrem har voeret knyttet. Gudl
havde i saa Tilfælde vendt det onde til det gede, og«
jeg havde fundet den staunefte Maade at haevne mik17
paa«. E
i
I
Snedker Msllet havde talt iig varm, og Hedebo
turde ilke sige Nej I
Dagen efter traadte han iaa for anden Gang ind.
i Pkæstens StudereværelseJ men ak, hvor forandretli
Den forhen iaa myndige Pisa-se der nu var graaneti
og furet, iad sløvet og modfalden og gjorde ikle det
mindfte Tegn til at se efter den indtkædendes Fodtøj.
Arel Hebel-o havde heller ingen Lyft til at minde ham
derein, havde tværtimod Medlidenhed med den samtnen-.
funkne Skikkelie og lovede at hjcelpe ham i Paaften med;
iaa messen han kunde.
Da Paaiken var endt, blev det ordnet faaledesi,
iom Snedker Møller havde tænkt fig, og fort efter be
qyndte han faa at opføre den Bolig, der en Gang havde
vceret Gensmnd for hans egen Ungdoms Drøm H Lø·' ·
bet af Foriommeren vilde Udncrvnelien fortnodeiitliq.
kmme finde Sied, og iaa vilde Kapellanboligen ogsaa
staa fastdia til at medtage de to, der her efter nunme-«
ikelia Bestemmelie ikulde have dekes førfte foreløbigej
pjem
Den Itørfte af alle Bygmeitre liavde imidlertid aq
saa her en noget anden Plan. Da Sedebo hande faaet
iine Praktier Proben var Pastor Klaufen apoplektiik oq
indan fort efter iin Vesicering om Afiked. Men da
hat-de han felvfølaelig innen Bring for Kapellan im
maatte frasige sig hom, han alt lIavde streitet Men Arel
Oedebo skulde alligevel væte Mermis Præft.
Da Piceften tog iin Afiked oq ikie døde i Kaldet
lilcv dette ille nieget for start for en Kandidat i Oe
delios Alder. Da denne tilmed ved sine Prædikener hav
de vundet en Del Yndest i Somit-L og vel at masrke
ikke været der lcenge not til at tabe den igem oq en Tel
af Sognets Beboere iaa iøate for hom, blev han virkes
lia den lykkelige blandt ikke fna Medarbeidere Tet lielis
var foregaaet umaadelig hurtig: men iandt var det al
ligevel En ikøn Daq lunde man lceie i alle Landets
Avism I
»Kand teol.A1el sedebo er under Dags Dato
udnwvnt til Sogneprrest for Yderup Meniqhed i Sjckl
lands Stift«.
Arel Fiedel-o og Alma skulde virkelh iom Præst oai
’Pm-I«tekone fkefte Vo i den VræIteqaard, livori han hav
des iswret inde med Treksko paa, forinden han gik ud til
bei-des Fader for at viere —- Fort-alten
XXVII
Oder Helliqdommcnö Ton-Web
Kort Tid eftet fknlde der vcere Ordination i Aal
lmm. bvor Paftor Kraqelund alt en Tid havde fungeret
fom Vsskop. Da der innen Ordination var for Hann
den i bans eaet Stift, fik Art-l Hedebo ogfaa den Lyk
ke at blive ordineret af den Mand, over hvis Forkyns
Idelfe han havde glædet sia san tidt, on til hvis Kirke i
sKsbenhavn der ogfaa knyttede fig mange dyrebare Mini;
der for hom.
J tre Dage boede Kandidateme i Ntrrejyllandt
Hovedstad ved Limfjorden og tilbragte ufovglemmelige
Timer hos den elskelige Bifp.
Da Hedebo under en Vandring i Bilpegaardenc
Have havde fpurgt Biskoppen, om han mindedes Stu
dent «Storgaard, som han en sGang havde bei-It i an
fægtede Tider, svarede denne: »Jo, jeg mindes ham
saa godt, og jeg l)aaber, at jeg næste Gang ital kunne
vcere mere for hom. Han søger et Embede her i Stiftu
og jeg mir- hvad jeg kan for at faa ham hcrtil«· »Ju
gsr det,« fagde Hedebo, ,,thi han elsker sine Jyder og
vil Tikkert føle sig meft hjemme iblandt dem.«
Saa kom Højtidelighedem og til Hedebos store
Glut-de lmvde Ztmsgaard reist den lange Vej fra Vestjyls
land for at ovewcrre den. Hans Vennetrofkab fvigtede
ham heller ikke her.
Da Hedebo kom hiern, læste han i Aviserne, at Udi
ncevnelsen hnvde fundet Sted Saa ncer havde de to
Venner vceret ved at kunne blive indviede til Herrens
Tjeneste paa en og famme Dag.
Den fjerde August kom Provsten, som mærkelig
not Var den Præst i Knattrup, der ogfaa en Gang hav
de st«revet i hans Skudsmaalsbog, og indsatte Aer
Hedebo fom Sognepræft i Yderup.
Dagens Tekst var for saa vidt passende not fom det
var den alvorlige i Matth. 7, 22——-29, og Hedebo havde
heller ilke vanskelig ved at prædike over den. Han väte
nt Klippen, hvorpaa der skulde bygges, var Kristus.
Gan viste, hvordan der jkulde bygges, og hvad der vilde
følge af, om man byggede paa den eller ikke, baade for
dem, der fkulde høre, og for ham, der nu skulde føre
Ordet iblondt dem. Til sidst gled hans Tale dog mere
og mere bort fra Teksten og formede sig til et beweget
Vidnesbyrd om ham selv ud fra den paulinske Lovsang
over Gud i Nommerbrevet 11 Kapitel 33 Vers-.
»O, Rigdoms Dyb baade paa Guds Visdom og
Kundfkabl hvor uransagelige ere hans Domme og hans
Veje nsparlige« - ja iaadan havde han maattet sige det
til Gnd mange Gange, faadan trcengte han til at fige
det nn.
Gud var uendelig rig baade paa Visdom og Kund
ilalk fornden at han var uendelig rig paa Kcerlighed
og diaadcy ug denne Rigdom vilde han faa gerne lade
komme di- Llienneiker til gode. Men mange Gange et
hans Damme uranfagelige og hans Veje usporlige for
det menneflelige Zie.
,,For mange Aar fiden kam jeg som en lille Dreng
at bei-ge min Moders Hiem her i dette Sogn, hvor hun
stammt-di- fra. Dette Hjem blev opløft, og Familiens
Lod blev Fattigdom baade i førifte og andet Led. For
færre Aar sian kom jeg fom Tjenestedreng her til By
en for at tjene mit Brød i Hufet has den Mand, hvis
Dotter —- vil Gud —- ikal være min Huftrn Paa den
ne Vandring var jeg et Tyendes Ærinde inbe hos Pro
sten; men vilde nagen den Gang have frirudfagt det
fom Guds Bestemmelse, at naar jeg anden Gang drog
ind her i Zognct for at freste Bo, faa ikulde det være
for iclv at vwret dets Prcest, saa vilde ingen have kun
net raniage den Gnds Dom, der vilde det saa, og in
gen vasret i Stand til at spare hans Veje, saa meaet
mindre som jeg den Gang ikke selv kendte Gud og ikke
selv havde bcgyndt at spørge efter hans Veje. Men tm
er alt det stet, som den Gang vilde have været manias
geligt og usporligt. J det Hjem, hvor jeg den Gang
drog ind, og hvorfra min Huftru —- vil Gud —- snart
drager nd, blev jeg henvist til den «Gud, i Kraft af hvis
Naade jeg ftaar fom Praest her i Dag. Han fik ikke mit
Hierte den Gang og maatte vente laenge, inden jeg
gav ham det helt: men jeg kom under hans, Meftereni
IHaand og fra den Dag har han arbejdet paa Leret
for deraf til sin Ære at danne et Barmhjertighedens
Kar. Utallige Gange har jeg krydfet hans Vije og mod
villig lod jeg mig forme af hans Haand; men var jeg
strøbelig, iaa var han stærk, var jeg utro, faa var hin
tro, derfor ftaar jeg her i Dag fom dette Siogns Prikft
og beder baade ham og dem, til hvem ieg komme:, og
blandt hvem jeg skal virke: tag mig, iom jeg er, og
brng mig, iom jeg er. Mit Hierte føler Trang til at
iige Menneikek Tak, vg der er mange, mange, som for·
tjener at takkes, alle, iom hjalp mig, alle, som blot med
te mig med Deltagelse og Forftaaelfe. Men vender jeg
Øjet og Hiertet opad mod den Weiter-, nnder hvis Haand
jeg har vreret, da fommer det tilbage, det gam’e Lav
fangsord: O, Nigdoms Dyg baade paa Gnds Visdom
on Finndjlalil hvor nraniagelige ere hans Domme U
hans Veje usporlige Hans Navn ver-re æret i Evighcd
Amen!«
Der var i Forsamlingen adskillige, som grxd der
iblandt Sognets gamle Præft, som møjfommsslig havde
ladet iig lede derhen Men langt nede i Kissen ved
Ziden af hinandrn, sad to andre fnart begge to ganile
sum ogiaa grced Tet var dem, der nu skulde flntte ind
for efter mange Aal-s Adskillelfe at bo fom Mund ag
antru i en Volig, der ellers ikke denne Gang, var br
stemt for nagen af dem· Oglaa de havde begyndt at
dannes under Mefterens Haand.
Nokdifk Konverfntionslckfikou
for 3800
Noahs Ekscsnmlarcr af Gotte nd
Mrlixus m Dnuljduliqu Zinndnrd
slkkuss tmjst Mmlnfiispris ei »Mi, oxx
Cum ist« ist lMt Nilslintck i Tig spwff
indlmndct i Rast-U Harton -—- til
lmch lnsrmsd for den nrimeliq bil
lika lslis uf 88 Juden sur on Na
dius af 500 Mil tilfendcss Vogt-r
ne frit.
Skriv ftraks, dessan Dr vil be
nnttis Tom af dort ekstmordinwre
Tillmd nq sikrc Dem et Eks. af
dottcs fortrinliqe Værk for mindre
end on Trodiedel af Boqladcvrisem
Dan. Luth. Publ. Haufe
Blair, Nebr.
