Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, September 29, 1911, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    F W
EkUnder MesterenS Haand.
eller
Akel Hebels-i Uusdmihistokie
Fortcelling af z
Ehr. Lust ;
(Fortsat.) !
»Bist folgt-r as sig sem, at jcg er glad over Inin
jordisfe Monats-:- «Lunmsrt«s0mlusd ogsau vcd domku Lejlig-»
hed og kluger fcht ikto over, at den komme-r for sent. Mrn
Æren for, hvad jrg har sank-l Lov til at udretm tilkomsJ
mer itkc mig. sog forsøgtc, nvor jcg Tom-Li, at gøre min’
Pligt og lmvdc fra min tidligsusTid Forstaaclscn af, at detT
er Arbeit-eh der adlcr Monden. Men Evncmc og mass-T
terms komme-r fm ovm Tor var lefasldc i mit Liv,"
hvor Taufe-i forjiedc udcn at kunnt- forstaa, og l)vor’
Fodrn noledc udcn at vjllc from. Mcn ffucr jcg tillmge,
maa jrg dog lsckondc at alle Herren-J Stier varxllcisktmdss
hed og Noadcn Don bar en Gang masrkot us alle mcd et!
hclt andct sinks, og han vil vaer mcd us alle Tage ogY
saa paa de Enden lwor chcsn danncr Vor-:- for vor
Temka og lwor det liggor til oc- at farc vild.
l
En af vore Tigtere liar prist det Menneike lykkes
ligt, der uden Fortjeneite er lilevet ftillet «vlandt Bim
mesirene paa Vroen melleni klIkenneiteiliegten oa Gild.
Lad vcere, at innen as osJ iit dtllefterensz Blads blandt
dem, han talder ««.lIkenneitelieden-J Belgørere oa Enili
Ieth Martyrer«, vi sit dog alle vor Tel i Arbejdet og
vort evige Anjvar for, hvordan det bliver giort, lad os
-hn«·te det alle vore Dage. Men gleni heller ikte, J ungel
faa vel iom vi asldre, at »derioin Herren itte bygger
Hirsch iaa arbeider Vogningsnnendene iorgceve5«. Zra
hani kommer straften og Enillet, Vi andre er tun Red
staber i intan Haand Men derior er Llrbejdet Tom Tig
teren iiger, nden Fortjeneste, og Æren ital vende til
bage til ham«.
Eaa reiste Virrten sig oa bad iine Weiter taae til
Taste, hvorefter Selitabet ipredle iig i den runnnelige
Lejlighed.
, J Aarenes Leb havde den ganile samlet ilg et helt
Galleri af alle Zlagsz Knnfiiaaer da haode en udiønt
Samljng af Bogen Der var noget for entiver Eniag
knn itte for den daarlige.
Llrel Hedelio var ikte vel lievandret i det højere
Selikabsliv, men liavde dog vasret ined lnsr aditillige
Gange fer, liavde ogsaa talt ned Verdet, naar den gam
le fiildte Aar. Pede Etoraaard havde derimod nassten
altid lioldt iia lijennne on kendte tun Zelitalieliqlieden
ira .,3t’ole on scsjenrst Alliaevel befandt tian iia over
maade vel og var i Livliabed nassten ikke til at tende·
Fristen Wallenftein underlidldt iig i lang Tid med
Freien Msller og Freien Eiler7en Ta lnin hørte, at
den førfte nn ifnlde life-n, og at ikle alene Hedebo tom
med, inen at Freien Eilerien og Peder Ztorgaard da
saa sknlde lcegge Vejen oni ad Yderiuy inden de drog
videre til Jylland bad hun deni alle iire oni at komme
over og tilbringe en Tag has hende paa Heilunde At
de tog mod Tilbudet med Gliede, fulgte af fia ielv.
Fru Eileriety der havde vceret fort til Bords af
Or. Martino, fik sig efter Vordet en Pasiiar med liansz
Frne, og maaite var de aandelia talt i Slwgt nied hin
anden Om den italienike Frue alliaevel faldt i hendes
Smag eller vilde vedblive at aøre det, var dog etSpsrass
maal. J hvert Fald iagde Frn Eilerien til iin Mand,
da de ienere git hjem: »Vort Liv hat alliaevel for va
ret wmt, og godt var det, at du den Morgen git for at
fange Aer Hedebm thi det var dog Begllndelien til,
hvad der lenere fulgte efter«.
XXL
Hsjlunde og Ydetup.
« To Tage efter rullede et Jernbanetog int paa Va
negaarden i llalundbora, i lwis ene Vogn befandt siq
sekes lnfleliqe Mennesler, og fnart ester rnllede de sam
me leis i den one-J Clmriaklsanc nd nnod Ader-un lwor
der ventede dem andre lykkeliae Tage-.
J Kalnndbom havde Oedebo lnlst paa iin gasnle
eitel-. Han lmvde set den Guard, hvori sløbmandcfters
mann havde boet, on det Bornebjeln, hvor han lmvde
lært Freien Voftrnn at lende. Oan lnwde oglaa set
»Men, hvori den Lcrselnst var unst, hvis synlige Re
ultat han nn bar paa Dom-del on ban havde sendt alle
isfe Zteder jin kasrliqe Tanke oq i Etlllled takket Gnd
or, lwad de havde vasret for hmn Men lyan falle allj
evel, sont han git der med Alma ved sin Side, at hvad
an end havde gennemlevet i den lille By, sialnndlsorm
hvad han end havde hentet i den ftoke Stad sieben
- avn, laa var og blev dog Landslsyen Adern-n det Sied.
voront han med Digteren inaatte Hat-: »Der hat jea
od, derfra min Verden gaar«. Terfor var han alad,
a Vognen rullede nd ad de gamle kendte Veje, og glad,
den omfider svingede ind nenne-n Poeten til Sneds
r Wollen den lamme Port, qennem lwilken han for
nge Aar siden svinqede ind naa sine fransle Tra-sto,
han med sin Bylt under Armen kam for at vcere ——
orvalter.
J de melleniliagende Aar lnwde Forvalteren gen
m mange IUdviklingHtrin sorvandlet fis til Student
ed farste Aarakter. og Studenten var nn oven i KI
forlovet med den unge Datte- i Haft-L sont førft
de givet ham det fordkinqsfulde Navn af »Forval·
c«. Jo, der var noqet af Eventyrets Glanz over alt
e nten fketnfor alt noget af IGuds for-underline
aade.
Naar Storgaard og hans Kastefte vare reift, vilde
edebo drive og hvile for rigtiq at kunne Lage fat paa
lidste store Opaave med fornyede Kræfter. Men
længe de var der, maatte Maria-bannen ud Gang
r Gang: thi der var mange Nennen Tom lkulde be
geh es mange Punkten som fkulde Beses.
cn ualmindeliq bchagelig Dag blev tikbragt hos
sken Wallenstein.
Højlnnde er en af Veftsjcrllands Ineft cervcerdige
og fkønnest beliggende Herregnarde J tnange Aar
havde Wallensteinerne ejet den og en Gang vreret be
kendte for del-es store Rigdonnne og fine, aristolratiske
Trenkes og Levemaade.
Den sidste Wallenftein lnwde ingen Sønner haft,
og faa var «.Ltøjlunde gaaet i Arn til den celdste Dotter
der nn fom belendt selv var en celdre Dame. En nogel
"svagelig ligeledes ngift Sester lsoede hosz l)ende: Inen
lmn var den egentlige Eier-inde af Guarden og anvends
te, sont vi ogsaa hat hort, en ftok Del af fine Jud
tasgter til at gøre vel med intod andre. Om hendes
slltmdomsforelflelje i en fattia nng Mund og unt Forml
drenes lldillie dernnod dlev der talt sont et gantmelt
Zagnx der var ingen, sont vidste riqtiq Beiked Men
den gamle Freien var eljket af alle for sit jwvne og
fordringsløie Vielen, og de troende i Ontegnen regnede
lpende for en af deresz egncy selo om hnn ille kom nteget
iblctndt dem.
Da det første Maaltid var nndt, stod lsitedebo i
Tagligstnen og san gennetn et af Vindnerne ned over
den langes Ganrdsdladsz tnod Posten Da traadte den
yngre, mere ariftokratisle Bester ben til hatn og 1’agde:
»Ja berfra bar vi en brillant lldisigt over lsaarden og
lmr god Tid til at betragte dem, der fdtnnter ind: Vlji
der er langt fra Porten da belt bei-und
l
Ten tiltalte liavde just itke itaaet og maalt elf-I
standen tnellem Oøjlnndes Port on densI Vindner i Tag-!
ligitnem inarere liavde lian nmalt Llfitanden niellemj
den lille VondedrenkL sont for manae Aar siden paa
fine bare Fedder bar nyllinaer i en sinrv on til Freie-i
nen, oa den Student, der nn i Tau hande seist mittin
ner til Froloit ned bendes Vord. Men nn iorfwd hanj
altiaa, at ogsaa lian lnwde neeret Genfmnd for Herikaq
bet: .,Lietragtninq«, oq det itte alene den Gang, han«
koin nied nyllinqerne, nien ogiaa, da han fom nied sin
Anfennina for at liede oni Hieela j
»du en har Te set lldiigten fra Haveftnens Verans«
da, den er heiirioekide?« iagde den aanile Dame videres
on iørte sin Gasst i den antydede Neman
Ja, vift Var den henrivende, ,,wnnders«chøn«, som.
Wallenfteinerne vilde liave sagt, inden de blev danske;
thi Havem Zjorden, Landet paa den anden Side denne,
Liasltet og helt ude i lLwriionten Zamsø og Fyn danne-;
de et iaa inaleriik Beripektiv, at Øjet aldrig kunde blive
tmst af at lietragte det
Men Hedebo liavde af gode Grunde aldrig set det
ser. i
Forst i sdcelderem iaa i Frøteneng Vasrclie til
Gaarden og vfaa i Havestuem saadan er nemlig Loven
for den, der ikal arbeide fig neden fra og op.
Eaa fulgte Frøken Wallenstein sinc Gcefter onc i
Hauen, ienere hen til en Licent i Udkanten as Studen,
livorfra Udfigten var endnn mete heutivende end fra
Verandan. i
»Der var min Andlingspladsch sagde Freienen,,
»allerede, inens jeg var ung. Her hat jeg oafaa en
enkelt Gang siddet og talt med Moninl "Glad, da vi beg
ge var unge. Nu er vi gamle, og meget er anderledes
end den Gang; nien jeg var glad ved at made ham nu
i siebenhavm og er alad ved, at vi gamle nu tin-des i
den Tro, der en Gang ital gøre os begge nnge igen.
Da vi sad her, ejede han den, men jeg itte, og saa —
ftiltes vore Veje Godt, at de aldkig ital stille-Z igen«.
Der var den iaen denne halvtvckdede Vise om en
gannnel Unselighed Tom de site tilstedevasrende kendte
fra lsinnst-leug« Tale i Fiolstrcrde Der lød de samme
Tone-r sra et Diene, hvori et Saat ikte vilde lasse-it Nu
vidste de vist alle, hvem den nnge Pige havde været,
der »gsorde, hvad de gamle hød«; cnen ingen af dem
saIIdte Tom over hende derive »Zom et Menneske,
der itte tendte Nnd'·, sagde Festen Eslersen, »vor hnn
ene i Lampen, og Asstanden mellem hende og ham var
starre, end den « i Almindelighed er i saadanne Til
skvlde«. ,
Ester Middagen nød Selstahet Frasse paa Veran-!
daen, shvorfra Udsiaten i den syntende Sol-:- sarverigej
Zeaater var endnn mere henrivende, end den havde.
vasret ont Forntiddagem og da endelig Flogelet var,
prøvet as Fristen Eilet-seng- øvede Hasnder og hande«
sendt Tonerne til Jngenmnns Sang ont ,,Zlottet, der,
staat i Vesierled tastket nled gyldne ijolde«, ud overz
Davon i den stille Astenstund, rnllede Ehariasbancenj
atter sm Hejlnnde sørende de fire katelige hort srai
det goldne Elot ud til de meke beskedne Forhold i(
Oder-up. . s
To Tage ester sit Ztorqaakd at here, at der boedei
en vestsnst Fister nede ved Fiorden, og nn havde han
sngen Ro. sur han fit hilft paa ham. Saa blev det
bei-ernt, at de nnge Tagen ester stulde tage en an der
ned da spise deresis Astenssnmd ovre paa en lille nbes
hoet L, sum lizmer lige nden sor Fiordem hviiz Zisteren
vilde stage dem detover.
Sannne Fister var itte en af Etomaards aande
lige Laitdskttastd, saa i den Oenseende havde han itte
stor Fornøselse as han« men han gis villig ind paa at
sesle Selskabet over, og en Time efter var Øen sejlest op.
»Der har sen vasret mak ge Gange«, saqde Alma,
idet hnn satte sin paa en stor Sten lige ved Vandet, »o»
kender denne lille Verden nd og ind. Emn J ser, er
her innen mennestelsg Bolig men l«aa manne desto flere
for Hintlenss anle on Oavets Fisc. J den Tid, da
kalene lasgge deres Æq, er det næsten nmnliqt at
slntte en Fod nden at Itmsde i en Rede, oa netop i disse
Daqe vrimler det as dnnede Unger rundt paa lZen
en virkelsg ,,Vrimmel as levende Væsener«. Utallige
Gange ihar seg set Seelen sole sig helt oppe paa Stenen,
og i meget stille Vesr kan man ved denne Side as Øen
ise Fladfiskene baske med Finnerne i det hvide Sand
Thelt inde ved Kosten Paa denne Ø har sen faaet For
lstaaelse as Vrorson, naak han synaer om .,de inanqe
anqlesvtna dei- ster op under Oerrens Sinnes thi J
lstulde se, hvordan det brtmler af vingede Vers-ener, naar
des trwiker op til Regu, eller naar en uartig Drena
skemmer shervver for at ndeleeg ge .»Rederne. Og her«
hat jeg forstaaet, hvad han mener med de ,,mange
Munde«, som aadner sig sot ham, naar han fort-get
Ut kige ind i »Havets dybe Grunde«. Jeg har «set, hvors
du« de fmaa Flyndere aabner deres jkasve Munde for
at dritte deres Livs Element, Vandet, eller for at nappe
den Orm, der ser røber sin Bolig i Sandet«.
Sau gik man til et Sted, hvor hele Leu runde fes
Ptm MI Gang, og hvorfra man havde den dejligste
Cldsigt til Lande«t. Jo, det passiede godt not« med »de
Manne Fuglesving op under Herren-J Hintle«. Utals
lige :’queliloiiittier, der lige havde »faaet Ven«, kran
lede um niellent Tner on Sten, og deres lJViDO US Akaa
Fcrdre og Mødre fvcvvede i store Skarer om de for
MCUtHne Rønere for at vasrne deres Afkom
»Seid osz dele vor Mad med dem, ssaa bliver vi gode
«Venne1·«, ioqde Frøken Møller, og hun havde Ret. Sau
«snart Fredsiorityrrerne liavde sa«t sin, koni der ogsaa
No over deresz vingede Medikcebninger, og en ch anden
af dein var jkfe langt fra at turde oede of Ginerindens
Haand Tet Var, iom kendte de hende fra gamle Tage
og glasdede sig over at se hende igen.
»Zum-c Z bar for Resten en anden Mærkelighed«,
fagde Frdken :I.lkøller, da de havde ipist og endnu fad
og san nd over Zen. »Mod Øst er Vandet saa lavt,
at en Mund san vade helt ud til Len, naar det ebbet-:
men inod Veft er der flere Favne Vand tret inde ved
Øen«.
»Ja, iaadnn er de’t«, faqde Stomaard, der denne
Efteriniddag inntes at dcere niere tankefuld end ellers
i den sidite Tid, »Vandet er ifke lige dybt over alt —
ikkv Um dulit i Lst iom i Vesi. siender J for Reiten
Historien oni Jyden csg Sjkrllænderetn der jaa paa
Vandet’.-«
»Ju, dn kan jo vwre Jnden og jeg Sjællænderen«,
fagde Oedelun ,,vi «sidder jo her og ier paa Vandet, dgi
Historien mn osz sendet vi da i livert Fald nonckt til.«i
»Te: knnde io owre,« Tagde Ztorqanrd i sanime
høitidelige Ztetiiiiiim, »Wir det var nu ikke o—:», jeg
tænfte ma — den Gang.«
»Und us da faa Historien«, lød det fra alle Eider.
»Ter- vor en Vestjyde ovre at besøge en Sjællcens
der, un de ftdd iaa og saa nd over Fiattegah bvor Øjet
ikke knnde je andet end Band. Sau siger Sjællænderem
her er Band. Band, fsger Jydetn nej saa iknlde du»
komme over ·til Vesierhavet, der er Band.
»Ja, det er det ·l)ele, Historie-l er itte lasngere«. l
,.’«a, saadanne er de brave Vesthjd»r«, saqde HedeH
bo, .,nmn sknlde dog ellerszs tro, at der var not, naar
Liet ikte knnde se andet end Vand«.
»:I.Ilan slnlde 7aa«, fagde Storqaard: ,,men Histo
rien lmr alligevel fin Vetydning og vist sin Verettigelse
ogfaa nanr man itte tager den bogstavelig. Der er vist
i aandelig Forstand mere Vand blandt Veftjyderne end
blandt Zjasllasnderne — tnon vestjysle Trosbrødre ikkes
bar mere Forftaaelse af Illlefterens Ord til Peter om atl
fare nd naa Tybet end de fjcellandtste bar?« l
»Te: er muligt«, jagde Hedebo »a: VestjyderneD
Livsfyn er tnere dybt og alvorligt end andre danfke
Kriftties. Men er det ikke csgsaa Inere niørlt og tnngt,
end felve Mesterens var, og end ban fortanger, at det
ital være. Livet er jo mere end et nødvendigt Onde
eller »(ttennemgangsled til noget bedre. Tet er trods
Synden en Gave fra Gild, og Menneftet har Ret til
at gleede sig over Livet og Gaverne, som Gud i fin
vedvarende Godhed leegaer hen til os. Jeg trenker nu
paa vor keere Vcert heroppe i Ydernp. Zkønt ban er min
Zvigerfader, maa jeg not alliqevel have Lov til at fige,
at han i mine Øjne er Jdealet af en Kristem ikte at tale
onI haan blaaøjede scatter, som sidder Ved ntin Side.«
»anla regnla sine ecceptione«, scsgde Stannard
der ved den sidfte Henvisning sit Spørgsmaalet ubes
hanc-Ha nasr ind paa Livet »Der er hcederlige Und
tagesser her paa denne Side, og der er uhæderliqe paa
den anden; men saadan i det store og «hele er Vandet
ogfaa aandelig talt dybere i Vesterhavet end i Kattegat
og Storebcvlt, ikke a·t tale onI det Ørefnnd ved hvilket
vor Hovedstad ligger«.
»Ja, du er nu altid faa ftiv iLatinen«, Tagde He
delm, «jeg vilde lmve fcht sans comparaison, for jeg
er. sont dn ved, mere fernc i Fremle Men for at af
flntte denne Forbandling paa nodt DanfL faa vil jeg
sige: jeg vil heller-e vasre dle i lstlcede da Taf end i
Eut og Ak«.
»F taler sont de to Trosler, der fløj lwer fin Vej«,
fmade Frøken Eflerfetn der hidtil havde hart paa Sam
talen i Tavshed »Der ffal ikke vasre Tale dm at verl
ge mellem e«t ntørkere on et losere Livssnm striftendonp
men er issig felv baade mark og lyss, Finnsten er at forene
den-le Sider. Der bliver hverken Glasde eller Tak, hvor
Sucket det dybe ikte lmr lndt: nien Sultet ital ikks
Werd-m Takketu thi Oerrensri Velfiqnelfe i den enbaars
nec- Naade og Sandhed lJar lnevet den Forbandelse, der
anden Gang gjorde Jorden lmade øde k g toxn on mart.
Lak Sukket tun vende tilbage, saa ofte Zonden er vendt
tilbage i vort Liv; men fom Naaden er starre enx Syns
den, fordi den skal doekke og fkfule den, lad Taa ogsaal
Gliede-n og Takken blive ftørre end Snkket, saa fandt vi
har Del i Naaden og Sandheden«.
Sau lagde hun sin Arm um den anden Jydeci Hals,
oq Zelfkabet reiste sig i skøn Harmoni.
Da de gik ned mod Banden, faqde Storgaard:
Enden tager selvfolnelig ingen Vetalinsu men han har’
jo ddg ofret adsfillige Tinter paa os, lud osJ vaer flotte
dg give iham to Kronen-.
»Lad gaa«, og Stomaord blev valgt til at berede
sin Landsmand den"qlcedelige LIverraskelse
Men Overra7kelfen blev pan Selskabetss Side. Da
Banden lagde til Land, oa Storgaard med en vis
Overlegenhed sparsam bvad anen kostede, svarede Fi
skeren med den meft rolige Mine af Verden ——-— »tre
Kroner«.
Det kunde den tørre Vesiinde dog ikke staa for.
Med det kosteligsle Ansint biet-de lmn den manglende
Krone op af lin mogre Pnna for at lnegge den til de
to andre, han stod med i Haandem on deltog, san det
-klnkt’ede i Maven paa lmm, i de andres Lotter, da han
havde rakt Landsmanden Haanden og kom hen Eil dem.
»Ja, det kk jo det, ieg fiqer«, fagde Hebeln-, da de
vandkede op ad Skræntem »Veftjyden ftikker dybere end
andre Menneker, nu kan man da se det«. Og den fik
Storgaard adskjlljsge Gange.
To Tage efter tog de to Jyder Afsted med deres
sjællandfke Venner for at tilbringe Reiten af Ferien i
deres jnffe Hjemstavn
Fra den Tag of foretog de tilbageblevne ifke man
ge lasngere lldflugter. Men Hedebos Forældre skulde
dvg DOMng Forinden de fremmede reiste, havde hau
alene veeret der en Gang. Nu vilde deres Svigers
da«tter ogsaa derover.
De garnle levede endnu hver paa jit Sted og havde
sont forhen ingen Forstaaelfe af Sønnen AlliIgevel
gik de samtnen den Tag, han kom med «sin Kcereste, og
syntes at tiltale hinanden lidt anderledes end før.
»Selvfølgeli41 besøger jeg ogsaa dine Forældre,
naar du er reift«, fagde Alma, da hnn gwttede sin Vens
,3org, »for nn er det jo ogsaa min Fader og Moder«.
HTa grasd Mode-rein og hendests Taufe var sikkert langt
’tilbage i Tiden. Men bvem knnde vide, om ikke netop
Takteren af den Mand, hnn havde jvksget i sin Ungdont,
»«k111de viere den Engel, der bragte Lyg ind i deres møks
ike Alderd0m.
Eaa kont Tagen, da Ferien endte, ou Hedelio igen
drog over til Kobenhavn Der var xnere at forlade i
»,:’)derup denne Gang end forlnn nIen der var nu ogsaa
sen til, hois Fretntid det gjaldt at arbejde for og Haa
bets Stierne lyste daa hans Vej.
XXIL
Mjrke i det himmelskc Lys.
»Qood felitj faustnmque sit!« Saaledes lyder Uni
versitetetis Lytønikning til de unge Studenter paa deres
atademiste Vorgerbrea og Meningen er vist ærlig, iom
den er god. Men der hører mere til en Student-Z Lyk
ke og Vel end fromme -Øniker. Der hører osgsaa baade
ydre og indre Betingelser til. Hang- Lykke afhcenger
for en Del af hans Benge. Den afheenger ogsaa af den
aandelige Luft, ljan tommer til at indaande som Stu
deut.
Da Ztorgaard nn stod i et jaa intimt Forl)old til
Familien Eilerjem fand«t han det retteft at flytte, og
Hedebo flyttede saa med, for at de fremdeles kunde
drive deres Studium i Fællesskab. Men Hjemtnet i
Fiolstmsde blev alligevel ved at være Hjem for dem beg
ge. Peder Ztorgaard havde ellers for saa vidt sit paa
det tørre, sont den velhavende Knud Eilersen for enhver
Pris- vilde l)jcelpe sin tilkommende Eviger’søn. Bilde
han ikfe do der, l)vad der maafte heller ikke pasfede, faa
iknlde l)an i det mindfte komme der at spise til Middag
hoer Dag, og Huölejen fkulde heller ikke volde ham Be
kymrinsg.
For Axel lHedebos Vedkommende stillede Sagen sig
-noge’t anderledesx thi halt-J Svigerfader havde ikke faa
lmange Penge og havde vist ogsaa paa dette Punkt helt
Iandre Principper, saa derfra vilde «Hjælpen i hvert Fald
Fikte blive stor. Hans gamle Velgørere svigtede ham
limidlektid yeuek ikke uu. J nonsulens Hjem blev hcm
sved at komme og nød bestandig den samme Hjælp, og
Izrøten Wallenstein skaffede yam Virkelig Adgang til
T-Steder, yvor han ellers ikte vilde vcere kommen ind
ixsans testimonium paupertatis viste bestandig, at han var
csg blev en fattig Student, og atter og atter maatte han
aøre Brug af dette Dotament; men Hjælpen kom alliges
vel, naar han trwngte, saa han uden altfor mange Jn
formationer kunde satnle Tid og Krcefter om sig selv.
Nu gjaldt det blot for dem begge at faa anvendt Tid
og sdræfter vel.
En ung Student, jærlig da en Teolog, har mere
end een Skoersild at gaa igennem, og en saadian Jld
lJar not« ikte den Egenfkab at lyse, i det mindste ikke
straks. Den kan chsaa ende i et ravende Mørke, og saas
dan var det ncer gaaet vor Ven Peder Storgaard
Den første Skærszild korn de ung- Ztudenter den
Gang ind i aennem det faafaldte filofofiike Studium.
Den ene Lasrer i det«te Fag var en gammel Pro
Ifessoe Han havde Ord for at være mild ved Ersa
»men, saa den sterer Del af Russerne føgte den til ham.
Men Monden Var ertlceret Fritcenker og satte heller
zikke i denne Henieende sit Lyii under en Stasppe Jkke
iaaledesjs. at han drev Spot med Firiftendomtnen eller
INeligionen i det ljele taget, tvæIOtimod; nien han talte
lbeslandig om de store Mænd og Kvinder, som hat-de
ivasret ædle og lytfelige uden nogen Gud, om Jorden
’og Naturen som Mennejkejlægtens store Moder csg om
Menneskeflasgtens rent mennefkelige Lykte fom det Livss
maal, der sittert tnnde tilfredsftille alle.
«
Saaledeszs it«innede det himmelfke Lys altfaa gen
nem baut, da fewfølaelig jkinnede det ikke forgæves.
Adffillige af hatt-J unge Tillmrere kastede gladelig Kri
stenstroen over Bord som en forasldet Livsanfknelfe der
ikke pasfede for Vordende Videnskabsmænd, eller som en
generende Gunska for et lystigt Studenterliv.
J et af de andre AtIderier ftod en yngre Docent
da samlede unt sin, lwad den anden ikke tcsg. Han var
ikfe Fritasnt·et«, i lwert Fald iffe erklasret, og talte hel
ler ifke om mennesleliq Lnffe i et Liv nden Gud Trer
»vor efter hans Mening en reist Privatfag, som Mennes
litet maatte faftbolde euer lmrtkaste efter eget Tykke. Den
menneffelige Livgsanfknelfe lignede en Pyramide J det
nederfte Lag laa det haandgribelige, det, fom Mennes
sket kom i Forhold til gennem sine Sausen Længere
oppe kom det mere beg1«ebn1ckssige, det, som gik ind i
Vevidstbeden gennem Studerinsqey Dannelfe og videns
skabelig Tienknina Øverft oppe kom saa Religivnen.
Esel- macktte den enkelte bvgge paa eget Ansvar sog ran
ke Pyramiden saa højt op mod LHimlem som han turde
ftige. Jngen havde sLov til at spotte hom, fordi han
steg op, og han ikke Lov at se med Foragt paa dem,
Ifom blev nede —- for naturligvis, det ene kunde være
lige saa godt som det anbet.
W)