www » «
Under MesterenS Haand.
eller
Akel Hebels-s Ussdostshistorie
Fortælling as
cis-. Lyuqe
(Fortsat.)
Da han den Tag gjf lsen over Gannneltorv for
at gaa til sit Hieni, niødte han ingen ringere end Leit
nant Klansen —- sorspcendt en Trækvogn, hours der laa
; et slagtet Svim
Han havde ikke set ham i mange Tjder, men vidste
, nok igennem Alma, at det forlcengst var forbi med Os
sicerstsvccrdighedem sokdi han havde trnkket med for
mange Vjørne i den statelige Uniform Men han vsdste
ille, at han da havde taget det fornuftigc Parti at
qifte sig med en solid Epwkhøkerdatter, hvis Fader for
langte, at han slnlde begynde forfra, og nu altsaa selv
maatte trække det Evin hiern, som lsan lsavde købt paa
Tot-ver
Mon han endnn nynnede sin indholdsrige Ynds
lingssang: »Im-, Ningsted, Kalundborg og Vogø?«
og mon hans gamle Fader endnn ventede noget stort as
sin Zon?
FJeder Storgaard lsavde Zyndet grovelig i latinsk
Version ved at overscrtte arma ved ,,Zlukningsredskai
ber«, som man alle Vegne sra ilede hen med til den
brwndende By, i Stedet sor ved Vuaben, sont hvilede
paa den Tid, da Byensz Brand alligevel satte hole Eg
nen i Vevægelse.
Ter slal noget til sm· at asbetale en negativ Koral
- ter: knen Storgaard gsorde det, san ogsaa han kom sont
Sejrlserre over Rubiko.
XlX.
J dobbelt Anlcdniug.
Eaa snart Arel Hedebo havde faaet Studenterhnen
paa og havde faaet hilft naa sin suerefnx irren de i
Forening et lasngere Vrev, hvori de fortalle om den
vel everflaaede Efsanien dg den ikle mindre vel over
staaede Forlovelie, og mode Taa pr. eing. de gumles
Lykonfkninger og Veliignelier. Enedler Møller syntesi,
han lJavde saa meget at tale ein nied dem begge men
un haode baade lmn oq lmnsz Hustru bestenit at ville
komme Tagen efter i Siedet for at strive det. Naar
de Tau havde bei-St deres gamle Zvigermoder og deres
Born — thi nu havde de jo to i siebenhuka — saa
skulde disse folge nied bjein til Ydernp, hvor flere end
de lcengtes efler at se dem. ·
Da Alma og -L!edebo nrassenterede sig ioin fortn
vede j Fiolslræde, iyntess det hverken at forbavfe den
ene eller den anden. Terimod forbaviede sinnd Eilet
ien i hoj Grad de nyforlovede ved at sige: »Ja, jeg
gar et Gilde i den debbelte Anledning«, fom om han
havde kendt Dobbeltheden i lcengere Tid og allerede for
leengft havde bestemt Gildet. »F Dag er del Torsdag,
paa Tirsdas vil vi gerne se de nyforlovede has os«.
De indbudte var helt rette over al den Elfkværdigs
; hed og Infkede kun, at to andre kunde dele deres Lykke
F Da Brevet kom om Familien Msllers Ankomsl,
blev de felvislgelig indbudt med, og Knud Eilerfen var
endda saa venlig at tisbyde Aer Hedebo, at dersom han
bavde et Pat- Bennet, hvis Nærværelfe han kunde anste,
maatte han gerne indbyde dem ogfaa.
Aer Hedebo tæntte et Øjeblik paa Forstander
ssjeiem men var saa alligevel bange for, at det ikke
vilde gaa. Derimod vidste han, at Generalkonsulen, der
, et Par Gange for havde vasret i .Sjemmet, vilde komme,
, og at han vilde passe i Eelskabet, og han tog ogsaa
L mod Jndbydelfen med Glædr.
, Om Lskdagen lom Alma-Z Forældre, og om Inn
dagen var de alle til Alters i Josefo En Del as den
; svrige Tid blev tilbkagt i Almas hidtidige Hiern.
Den ganile Vedftemoder havde vceret Ente i man
-« ge Aar tnen boede endnn i den Lejligl)ed, lwor hendes
- Dotter i sin Tid var bleven forlovetmed MølleL vgl
; der var meget at tale om fm den Tid, der i det mind
s, sie menneskelig iet hnvde haft Taa stor Betydning for
den sidste. Saa taltes der onsaa om den Tid, da den
fgamle itle forstod, Ovad det var, der var iket med de
unge nnder Væikelien i ;’)dernp, og om den Tid, da hun
-; til deres oq sin egen Gliede lom til at foritaa dem.
« Og naturligvis taltes der om den Tid, da Hedebo førtes
ind i Familien, on om det Buond, der nu for bestan
dig stulde knytte ham til den og med Guds erelp være»
· dem alle til Vetsignetsk og Ein-de l
« Under disle Omflasndighedek havde lBedebo illel
-Lejligl1ed til at folge Forbekedelserne til Gildet hjemmel
hod Eilet-seng: men det ital figes til deres Ros, at del
. havde gjott deres bedfte
Da waterne kein til den iaitsatte Tid,«vak Lei
sp ligheden festlig oplnft og hngelig pyntet med Blomster
og gkønt Og sont Leilinheden var, saa var og dens
Beiwerk-. Or. Eilerien var i Kjole on hvidt helt ned
paa Maven, og Fruen var i Sitte fm Top oa til Tan.
-;:--."Da Datteren ttaadte frem, faldt det Bedeka ind, at
shan egentlig aldriq havde let hende i andet end fort,
fnaar undtoqes den Morgendkagt, hvori hun giorde sin
« dagiige Getning. Men i Akten bar hun en Insel-lau
Drum med hvid Silkebeleetninq og havde i Haar-et to
allerlasreste market-de Rosen At Fratenen var noget of
« en Sksnhed, havde Hebel-o aldrtg tvivlet em: men san
dan lom hun var i Akten, havde han aldrig let hende
fsr. Alligevel nærede han ingen anden Fslelse over
for hende, end at oqsaa hun maatte blive lykkelig, me
dens bun endnu hayde noget qf tin Ungdom tilde-ge
Fca Dagllgftuen fette en Fløidsr ind til den tum
« elige Spisestue, og nu aadnede Fruen den og bad
- tetne Caa til Bode
In laudqn Risdom at Sslv og Porcelæn havde
del-o heller aldkig let ho- Familien Eilerlen Nu
W
vidste han imidlertid, at det ikke var lejet, som han i
fin Tid havde troet om Klaveret; thi Eilersen var en
velstillet Mand.
AtlStorgaard stulde have Frøken Eslersen til
Bords, var der ikke noget mærkeligt i; thi naar und
toges de forlovede, var de de eneste unge i Kredsen
De andre var blandet, som det bedst runde passe
11g.
Fru Eilersen havde dog sorbeholdt sig General
konsul Glad, der, siden han modtog Jndbydelsen, var
udncrvnt til Ridder as Dannebrog og for sørste Gang
ved denne Lejlighed bar sit straalende Kors.
Da den anden Ret var serveret og Glas-jene findt
flog »st. Eilersen paa sit og reiste sig for at sige »e:
Par Ord«.
»J) fire Aar snart har Axel Hedebo boet her i vort
Hieni, hvor vi hat set ham med rastlos Flid arbejde
sig frein sørst til at blive Seminarist og derester Stu
dent. Jeg prifer det Menneske, der oil noget i Verden,
og jeg priser Aer Hedebo, sordi han har villet noget.
Hvad der endnu er tilbage, vil han silkert naa, saa
sandt han, der hidtil har hjulpet, ogsaa vil gøre det
frenrdeles. Da Hedebo lonc her at bo, havde jeg ingen
Forstaaelse as, at vi Mennester skulle regne Ined l)am.
Nu ved jeg det men ved ogsaa, at Hedelso gør det
samme.
Men Hedebo er ikte alene bleven Student, l)an er
ogsaa som alle Studenter bleven forlovet. Jeg ønsker
nu de nnge l)jertelig til Lylle og neobeder Velsignelse
over hele deres Zremtid, og jeg ønsker de Forældre til
Linie-, der paa en vis Maade i Asten lsenter deres Svi
gerinncher i Dort Has. Gud lnytte Forbindelsen mel
lem unge og gamle saa fast, at den jkte brister, sør han
vil det, og det vil jo sige, saa den aldrig lsrister«.
Peder Ztorgaard havde ikke sorraadt en Mine un
der hele denne Tale. Freien Eslersen derimod, der sad
oed hans Iide straas over for Hedebo, havde set over
til denne, da hendes Fader onskede dem til Lytta der
sit ham til Zvigersøm men Ztælmen i hendes Øje
iagde itke andet end: ,,Vi ved noget«. Der var intet,
man med Rette tunde udlæaae Tom noget andet.
Da alle havdc tlinket og ønjkct til Volke-, vilde
Hedello have reist sig for at fige Tak; men jndcn han
fik gjort det, stod Ejlcrsen der igen.
»Im ønjkcr Dem til Lykke, kcere Encdkernnssthr
Møllcr, med Hcdcbo sont Dercs Zvigerføn, og jcg
tvivlcr illc onl, at mit Zuske bliver opfyldt. Men He
dcbo er ikkc den enestc brave ungc Mund og ikke den
engste Student, der hat vist, at han vil noget i Ver
den og vil dct i Gud.
Peder Storgaard, har ogfaade nacvnte Egenfkas
bar og Lan ogsaa blive til Glæde for dem, hvis Svigers
søn han bliver. Og for at nu ingen skal tro, at jeg
miszunder minc Gmfter fra Yderup, saa deklarerer jeg
hervcd Forlovel7en mellenl Student Storgaard og min
eneste Datter, som siddcr ved hans Side. Forundcrligt
for dct ud, at det netop blcv hom, der fit hendes Haand,
og hvordan dct er gaaet til, ital jeg ikte kunne fige; men
saa underligt, fom det er for vore Øjne, tror jeg dog
at turde fige: dkt er iket fra Herren· Jeg overdrager
hende til dig, kære Student Storgaard, som vor elstede
Svigetspn og nedbeder ogsaa Guds Velsignelse over
din og hendes chmtid«.
Naak der ital ftaales og lykønskes, plejer dctte at
kunne begynde straks efter Talen, at fige, naar Talean
innen Ting hat sagt, eller man i Forvejen vidste, hvad
han vilde sige. Sau slipper man stadesløft Kniven og
Gasan og flytter Stolen, mcns man nikkek i den an
givne Retning.
Da Ujlarien yavde tau, var Sptsningen indjtiuat
for længa siden, man Stolebuldret hsrtes alligaval itka
strals. Det var, fom vilde man give Englen Tid til
at gaa igennem Stuen Men saa kam ogsaa Lyban
ningan med saa meget marc Darigtighed og Eandhad
og Buldkat med iaa magat mera Kraft; thi alla vilde
trykta de forlovade i Haanden
Havde Hedebo ikle salv været forlovat og alilat
Alma højara and noget andet Mennasla paa Jordan, og
havda han illa verrat, hvor han var, saa havda han
iittart i sin Oanrytlalse favnat Frøken Eilet-sen; thi faa
voldiom lnnda ban væra, on faa oprigtig var hans
Glasda over dat flata Nu maatta han nøjas mad at
fntnns —-- handas Kaskafta Man han iaa henda ind i
List og hun ham ined den daltaqanda Forstaaalfe, som
to Manna7ker Wider-, dar bar aabnet sig for on talt nd
mad liinandan am de højafta og dybafte Ting og om
daras aqna inma on ftora Samt-r oa Glieder-. Ovor ma
gat hnn havda fortalt Storgaard om det, da havda haft
samman, og lwor maget Alma havda laat ind i dat, lmn
lJavda fortalt hande darom, det vidste han illa; man det
at have gennamlavet nogat er mara and at have hart
darum Darfor var han den af hale Salslabet, der
sandte handas Historie badst, og darfor maasla ogfaa
dan, hvis Lnlønikninq i danna Stand kunda komme
dnbast fra Hier-tat Og herlig iaa hun ogsaa ud, som
hun stod dar i det ganfødte Haabö lyseblaa Fatve lea
nanda sia til fin store, stcarke Jude, der vel ikka var
handeg fsrfte Kasrltahed man dog dan, der som Van
nans Ven, onsaa i Herren, var den maft ialvilravna til
at indtaqe bang Plads. Og dar var ja i Selftabat i det
mindfta an, fom kunde bevidne: man lan oglaa bliva
lnkkalig mad dan andan, naar Harren er med, og man
ilelv at ndan Aarsaa i Vruddat mad den førfte.
’ Eftek danna Lylønilnina maatte Hadabo tala, og
san Stannard og laa Snadkar Møllar, og mange og
Fbavcagada var dates Ord.
Man darafter kam an, hvis Tale den Akten ingen
havde ventet Dat var Konlul Glad, der i datte Øias
blik i hsi Grad lyntes at lvake til sit Navn.
»F Almindaliqhed trat man vel, aten gammel Pa
berlvand illa forftaar sig paa Kaarliqhed og farlovedes
nvfsdte Lytta Danne Opfattelle kan være riatig: thi
mutig hat Padarlvenden aldeig hverken ellket eller væs
rat farlovet. Man der er oglaa Pebeklvande, fom har
degge Dele. og lom laa alligevel at en eller anden Nar
fag et farblaven t den ugtfte Stand. For dem kan de
Iforlavedes Malta-heb oa Lykke blive ved at straala i
sc
ÆW
fin rosenrode «Glans, desformedelft de ikfe er kommen til
at kende de Staffeler i hvert Fald den Refignation i
Liver, som Ægteskabet jo desværre saa tidt fører med
«sig, medens de derimod beftandig favner den SjceL der
skulde forstaa dem, og være deres Medhjælp i Livet.
For saadanne er Kasrlighedens Vane brudt, hvor den
var skønneft at vandre, og derfor kan de netop saa let
forftaa og dele de nyforlovedes Lykke.
Jeg lender en Pebersvend, der kan synge, som Ole
i Abekatten synger for den forelikede Jeneer
Ten Gang, jeg var i Tores Aar,
Ta felte jeg det «·amme,
En lille Plge med gule Haar
Mit Hierte satte i Flamme.
Lg hun mig havde kcer igen,
Dim kaldte mig fin Hiertens Ven —
Te gamle sagde, det gaar over.
; Tei« er fo gamle, som ikke vil forftaa de unges
»Kerrligl)ed, og I·om paatager sig det Ansvar at skille
»dem ad, iordi Partiet ikle pasfer efter deres Smag,
log iaadan gil det ogsaa her.
l Hun gjorde, bvad de gamle bod,
og han found-jin Landsby for at komme bort og glemme;
Men, Jocnfru, det gik aldrig over.
Oun bandt sig ille til nogen anden og han heller
ikle; men da Simbnem som Ole synger om, endelig
lvd sia lmje, saa var de begge for gamle, fyntes de, og
bestcmte iia til at leve 5om to Seitende Livet igennem.
Heldigvis havde baade bun og han inden den Tid lært
at sage deres Styrke ilke i nogen Skæbne men i hont,
der holder alle Skcebner i sin lsit-and- og i hans Styrke
har de ftridt igennem og baaret deres Eavn. Men
baade han ag hun kan nof forstaa to elskendes Lykke —
ogsaa de to Pars, som sidder her, og jeg ønfker nu af
fuld ssjerte at deres unge Kasrlighed aldtig maa ,,gaa
over« i andet end i den, der binder Mond og Huftru
samtnen for et helt Liv«.
Under Talen var Hedebos Tanker et andet Sted
henne, og ban vidfte nu omtrent, hvem det var, der til
Forslel fra Fkølen Ejlersen havde gjort ,,l)vad de gamle
bed«. Don derom has-de han aldrig talt med fin Bel
gører og gjorde det heller ifke nu, da han takkede ham
for Lnikeme sont for alt andet godt.
Da han havde sat fig, reiste Konsulen sig igen og
fortsatte:
»An jeg i Arten yar knoomgex Uyrømrmng oaaoes
fra de celdre ng de unge her i Hufet i Anledning af deni
Æm Kotigen bar vift mig, maa jeg nok faa den For-i
nøjelie at se Dem alle otte i mit Hiern. Jeg plejer ikkei
at kunnte-, thi miue Vemick hat til miu erde wert ati
komme af sig selv. Men denne Gang gør jeg en Und
tagelie fordi Lejligheden er iæregem maa jeg i Overs
morgen ic bnade de fire unge og deres Forældre hos
mig. Satt under vi Samvcerets Glæde som nu «
Kinud Eil lerim havde bøiet sit Hoved og set hen paa
fin Huftru, da Konsulen mod sit Vidende var kom
men til at rørc ved deres ømme Punkt overfor den
Dotier, hvis Forlovelie i Akten fejredes med en andenJ
og Kendere vidste godt, hvorfra den Taare itrev fig, fomi
da trillede ned ad hans Kind, og hvad han hviskede i
Datterens Me, da han, efterat Vorbei var hævet, tog
hende i Favn og lagde iin Kind ind til htsndesx Han
bad som den ,,gamle« om Forladelie for Fortidens
»Uket og ønskede hende Lys og Lykke i den Fremtid, hun
nu gif i Msde
i Da Kuh-en var dkutken, satte Datteken sig hen til
)Klavetet og iang med en Stemme faa himmelsk ren og
iyndig, som tun den immer-, hvis Hiertes Strenge er
Istemte af Gud:
«Sælsomt fig Vejen for Mennesket Innr,
Udad og indad den viget.
Folge vi troljg i Frelferenö Spor,
Opad dog itedje den ftigetx
Scrlsomt jig Veer for Mcnnefkct inor,
Forligt dct Er den at sure.
Vandke vi fremad i Lys af hanss Ord,
Vil han os skærmc og vore.
Zælfonit jig chen for Mcnnejket sum-,
Vlcgnc maa Rosetne tade.
Alt skal dog tjcnc til Gavn den, der trot,
Haath flal opftaa af dødkr
Sasliomt fig chen for Mcnncsslet snot,
Herre, at du maattcs raadcl
Da flal du, lasrlig og alviLs og stor,
Løfe hver Jordlivctss Gnade«
Taarcr og Smil blandedk sig mellem hinandem
nicn da Sangen fokftummede, reiste Or. Ejlerjen fig og
fagde bevæget: »Lad os bede og takkc«. Og for førstc
Gang i sit Liv ftod han der i Kredfen af sink- lærc for
at lede Andagten som den af Gud oplærte Husbond
der fremdkagcr af sit Forraad gammclt og uyt.
Kort cfter brød Selslabet op, animeret i Ordets
bcdfte Betydning.
Da Hedebo sagde Godnat til Frøken Eflersem in
den han gik for at ledsage Alma, var Stunden for al
vorlig til at frcmkommc med en Spøg, ellcrs vilde han
have sagt: ,,Saa snocdc Vejen sig alligevcsl faa scvlsomt
for Deres «gamle«, at han fik Lov til at hjælpe sin til
kommende Svigeriøn«. Nu maatte han nøfes mcd at
fortælle det til Alma.
XX.
Pebcrfvcndcns Guldbtyllup.
Axel Dedebo havdc nydt mcgct godt i Generaltoni
sulens Hut. Hver Maaned havde han hentet sin Dus
leje has ham og for det meste hver Tirsdag spift ved
hans Bord. Ved særegne Lejligvheder havde Konsulen
endda forstrakt ham med Penge som nu f. Eks., da han
fkulde være Student
J han« Das havde Axel Hedebo lært mange Men
lker at Lende oq stuttet Muskel-en der vedblw at holde
Ved enkelte festlige Lejlighedcr var han altid til Stede
fault-des ved Julegildct, der bvert Aar holdtes tredie
Juledag, naar det ikke var en Sendag, og faa paa den
gainles Fødselsdag, den nittende Marts.
Undertiden kunde den garnle være tilknappet og
.tavs, naar Vennekredsen kom. Men efterhaanden iom
JTiden gif, livede han op og tunde være baade vittig og
morsom Med scerlig Omhu underholdt han fig alttd
med dem, han fidst havde indført i Hufet, og dem,
der lettest kunde føle sig tilovers; men ingen af de fer
fte blcv glemt for de sidfte; thi der var Plads til dem
alle baadc i Hjette og Hjem
Med mønsterværdig Taalniodighed fandt han sig
i den, der vilde brede sig for meget, men tunde, naar
det ftulde væte, ogsaa faa vedkommende til at gsre
ssig final igen Tot var 5anledes Tilfældet med en vis
Frn Martino. Hendes Mond var falleret Grosserer og
ledede vist nu for en Del af Konfulens og andre gode
zlllcsnneskers Gunst Men ikke desto mindre stillede Fruen
nltid i fort Silkekjole med et ulJyre langt Slæb. Onde
Tnnger vilde sig(-, at den var iøbt «færdigiyet« paa
Naninnslniønh og »Snittet« kunde maasle tyde derpaa.
Men hnn forstod at føre fig i den, soni om den hasvde
vasret ficht til hcnde hos Wesfel og Vetl
J Selikabet befandt sig en flink, ung Tolder, hvis
Navn endte paa »fen«, og ham knnde Fruen aldrig
laer at tende. Flere Gange havde Konsulen pligtfkyls
din præsenteret hende for Tolderen; men hun lod frem
deles, fom oin hnn aldrig havde set hum. Saa tabte
Konsuan Taalmodigheden og iagde en Aften, da det
smnnnI trnede med at gentage fig, saa højt, at hele
Selifabet kunde høre det. «Hun kender ham skam ikke
endnu«· Saadan kunde han vcere, og Midlet forfejs
lede ikke sin Virkning enten denne Gang eller nagen
anden Men den gamle greb nødig til den Slags
Midler, vilde nødig være uhøflig mod nogen af sine
Gæslcn
Frøken Ejlrrsen .og Frøken Møllcr var helt ovens
nd ved at have faaet Jndbydelse til det omtalte Hug;
thi Hedebo havde talt saa meget til dem derom, at de
begnc ventede sig noget særdeles, og heller ingen af dem
blev iknffet
Da ellers ingen var indbudt, sum ikke havde vces
ret for at gratnlere, var Selskabet den Aften mindre
blandet end ellers, og adfkillige bar Ordener som Hu
setsks Herre selv.
Bilde nagen have søgt en hdre Aarsag til Konsu
lens den Aften mere end almindelig oprømte Stem
ning, tnnde han have tænkt paa det Ridderkors, der
blinkede paa hans Bryst; men det var dog muligt, at
Aarsagen var en anden. Den gamle havde jo sagt, at
han glcedede sig over Udnævnelsen; men denne Begi
venhed var alligevel ikke stor nok til at forstyrre Liges
vcegten i hans Sind. Dertil jagede han for lidt eftet
denne Verdens Ære.
Axel Hedebo gcettede i hvert Fald paa en helt an
den Aariag, og var sikkert den af alle, der gættede rig
tig. Saa snart han traadte ind i Dagligstuen, var han
bleven hilft og gratuleret af ingen ringere end Frøken
Wallenstein fra Heilunde Siden han for fem Aar si
den sagte hendes Hjaelp, havde han modtaget mange op
mnntrende Breve sra hende; men han havde ikke set
hende eller talt med hende siden hin Dag. Nu msdti
han hende her i den Mands Hus, hvis Brev i sin Tid
havde skasset ham Adgang til hendes og indrulleret
shende i hans Velgøreres Rcekke. Allerede da havde hun
jo fortalt ham om sit Kendskab til Konsulen og em,
livor de i deres Ungdom havde truffet hinanden. Nu
fortalte hun ham, at hun under et Ophold i Københavth
havde set hans Udnævnelse i Bladene og saa havde be
nyttet Lejligheden til at gratulere.
At alt dette havde sin Rigtighed, var der ingen
Grund for Hedebo til at betvisvle; han troede gerne, at
alle de ydre Omstændigheder saa saaledes nd. Men
naar han sammenholdt, hvad han havde hørt om For
holdet mellem dem af andres Mund nied hvad han
havde hørt af deres egen, saerlig da af Konsulen hin
Asten i Fiolstrcede, saa var han sikker paa, at hendes
Niervcerel7e her alliqevel havde mere as Trinken-Z end
as Tilfcrldets Kot-alten Maaste haode hun drasbt haa
de hans og sin egen rigeste Livslykke, eller niaaite hav
de hnn staanet dem beuge for den Sknffelse eller Nesigi
nation, hvorcnn han lmvde talt, og netop asbrndt Ba
nen der, hvorfm de knnde vedblive at se den i fkønneste
Velhsniim, ved i sin Tid med ster Eftemivenhed at
gem- »hvad de gamle bed« — hvem tnnde vide det
Men sikkert var det, at et nsynligt Vaand bandj dem
sannnen endnn og havde ogiaa denne Gang dranet hens
de stasrkere end det synlige Baand, der nu bandt Rids
derforset til hans Kjole Og Inon det itte ogsaa var
hendes chrrvasrelse, der paa denne Asten gjorde ham
mere nngdonmtelig og livsglad, end man ellers plejs
ede at se ham i hans Hieni.
At Konsnlen denne Asten førte hende til Bords var
der innen Grund til at nndre sig over: thi hnn siod jo
for de andre sont en srennned i Kredsen, hvem Vcerten
burde tage et scerligt Hensyn til. Men den« som tend
te Forholdene, knnde ogsaa heri se en dybere Grund.
For en Gangs Skyld sfnlde hnn sidde ved den Monds
Side, hvis Livsledsager hnn altid burde have været,
onsaa den Gang, da han hverken var Generalkonsnl el
ler Nidder eller hnvde lldsigt til nogen as Delene Og
hnn sknlde sidde der paa det Tidspnnkt i hans Liv, da
ban havde godtgjort, at han ogiaa menneskelig set hav
de vieret hende va-rdig, selv om han ikke var adelig as
Fødsel
llnder hole den lange kakc af Taler, der blev
holdt otn den Ast-e der ved Udnoevnelfen var vift den
qamle KonsnL og ika mindre om alle de ffore og gode
Handlinaer, hvorved han oafaa for lcenge siden havde
fortfent denne Ære, havde han nwrmeft siddet sont en
»drømmende, man kunde gerne sige sont en lykkelig Guld
;brudgom ved Siden af sin Brud, og knn fendt den en
jkelte Taler et venfkabeligt Nik, naar hanö Veltalens
llied standsede Men saa reiste han sig og lod i bevægede
IOrd al denne Virak stige hsjere op:
I
Weib-J