Under MesterenS Haand.
eller
Akel Hebel-sc Usqdomshiftotie
Fortælling af
Chr-. Lynse
(Fortsat.)
Egcntlig jkuldc han have chrcst No Zkoxcn KL
tre; men del knnde godt Ijgne lwn at have haft en
»Timc« eiter W. trc paa on holt andcn Zkoicz thi en
hel Time var for hanc sont Regel tun det Tidsfrnny
andre mcd et rnndt Tal,fa1der ct zwarter. Og havde
hqn faa endda brugt den Tid alene til Difciplenes Takt-!
Men ak, det var Iangt fra. Forudcn at der sknlde tren
des og ryges, faa ATnldc der ogsaa lasse-Z og noteres i de
tyike Vøger eller paa Don Uendeligehed af Inma fir
kcmtede Scdlek, Eotn laa indein benutinBøngc inde
holdt nemlig Stuf til den Toktordisputats i Mefopos
potamist eller Malal1akijk, Oan fnart skulde forfvarc Af
hans lilte Person havde i bvprt Fnld bat-de Links og
Fingrc fnld Veskæftigelfe her.
Men Elevcrne da? Ja, sc fik aj Personen Im
og den Tot af Muan, sont iste« var beTlaqlnqt af Pi
ben, og sormodcntlig blev Eaa Trinken lägeljg delt knei
lem dem og Mesopotamim
Men denne Tvling vakte alles Venndring. Mam
en cller anden oversattc galt, brød lmn stmks op fra
Mesovotamien og vor hass- Djscivlen mcd sit Itaaxtkisløss
»not ham«. En af de andre nmatte saa skrive vedkoms
mendes Navn i Rand-en as »An-kons« Eksscmpljr of
Bogen, for at han knndc blive hart i Zeilen ned næsce
»Time-3« Begyndvlscn Hvorlest dct notcrede Ord Hinl
dc have væket oversat, det maatte Zynderenkslv ffaffe
fis at wide-, og vidsle han det iffe sent-It enden Time of
ter Fejltagelfen, faa blev han sleitet »in cnntunsmjan«
og maatte Telv til Eksamen taxer Efadc for Schirm-»ein
Sau lcrtte Holdet da ingenting i (s«)thk? Og fo
der var ikke mange, der noldt of at blive slettet »von
Ttods«. Lærercsn i Inst plejcde altid at sige, idet han
spidfedc Læberne og sugede Vejr ind i sin tynde Muse
»Was-wire mine Herrcr. Te maa fkam kunne Glo":-knc«'«.
men han var teu- oq kedeliq og havdc ingen Evnc ti: a;
faa dem til at fidde fast. Tot hnvde .,Lcrcsrcn« dekxnoo
i sjcklden Grad, ikke msndft vcd de Grinagtigheder. Om
lagdcs for Tagen ved Qverscvttelscsn of forskellige Ord.
Alt Xenoplions Zoldnm proviantcrcde cllisx Lus
redte Fig til at brndo ou, oversattis lmn vcd ,.ti«"i)ekurn;«
fig« ou «immncnuuttmillile iig«, ligchsm fmn i Odiu
seen befmndisq tnlte Om »den vcrrcsndc lmrte tllcupsri
Korn-K Og faadmmcs Udtmt glcmtcs file.
Weder Ztomaard der var tillmielia ti: at me
alt fra denalvorlige Side, ingde en Gan-g til Umn,
at Eleverne ligcsiaa qodt kunde lcic et Vybud til at km
re dem i Graslk Tom at baue bank, der doa iad m wis
sede sit eget. Da blev »Lereren« vred; men dct var aq
faa Synd at sige det om hom: thi trvds alle Tine Sims
1ig«l)eder og al Travlhed med sit eget, saa var hast .::
ltgevel en dygtig Laster, med hvem Eleverne godt lunde
vom tient..
Paa hvekt Held havde lmn desuden en ..Fæ-«1er«,
og ai hver vordende Præft paa Holdct betinqedcs Inn
sig en Gans til hvek Juleaftem og der var ingen, lom
nægtede ham Fættetltabet eller Haabet om Gan-m
Der var imidlertid innen as det Holds voroende
Brit-steh der lom til at lende ham Julegaasx thj da
de havde faaet Studentekeksamem og han havde faact
Doktokhatten, var hans Livökmft udtsmt, iaa han
sinnt eftek maattc ,.iammenpaktenillike lig« for at
foketage en hsjere »Anabaiis« end den, hvori hatt har
de undervift Eine Elever.
Dersom Hedebo ikulde have vedblevet med alle
ftne Timer paa Seminariets Drenqeikole, lau licwde
det dog maaike ovekfteget hans Ktæfter. Men hsr iik
dem atter Lejlighed til at føle iin Forftanderö Ali-riss
hed. En Daq kaldte denne ham op paa Kontoret for at
give ham den glasdelige Meddelelie, at hans Anisgssmg
var bevilliget, og at han havde tasnkt at dele »Form«
ften« med hom. Naak han gav ham den ene Halaoel af
de bevilliqede tte Hundrede Kronen iaa tunde hcu ielo
beholdc den enden.
At dettc var en stor Bisgioenbed i Aer Märka
Liv, fulnte af sig selv. Aldrig fsr havdc han hart na
mange Penge mein-m Hwnden oq allermindst feu vir
ret Hei-re over san nimmt-. Hans daglige Levzmaade
kunde itte forandrcs stott. Endnu mantte Middazsmad
hver Dag betragtes sont Lukfus Men nu kunde dan i
hvett Fald fort-ledig opgivc Eine Timer og vie Studtet
alle fine Kræftet "
Men da Zorftandckcsn et Par Dage efter sidftssasvutc
glædelige Begivenhed fyldte Aar, og ved den Lexciqhed
giorde Fest for Stolens famlede Personale, strev Pseu
donymet A. H. ogiaa folgende Vers, Tom blcv tut-get
ved Festen: ,
»Der mødes alle Vennet
Fra »Skolc« og fra »Amt«
LJ knpuctsis um at bringe ,
De bcdftc Ønkker from
For Dig, «"om Wrer Stolen
Og er for Hjcmmet Fa’r,
Fordi du kæklig leder
Oö og ved Haanden ta'r.
Dis Valgsprog, hat du ofte
Oz sagt, er Kerlighed,
Da alle vi, Tom kender
Dig, af Erfaring vol-,
At hvad der laa pas Lamm
Det og i Ofettet bot-,
Du elskede i Gerning
Og ikke blos i Ord
Dem fom hat lldt of Jenae. .
-' pay hurtig komme frem,
Selv om han og hat Evner
IOg flintt vil bruge dem.
Men du tør ogfaa lukke
Tin Stole op for den,
Som ingen Penge ejer,
For-di du er hans Ven.
Gid mangen Tag som denne
Du endnu Ieve man,
Og Stolen her og Hjemmet
Bestandig fremad gaal
Naar vi af Gud har faaet
En Gerning hver isten
Vi mindes vil med Glæde
Ten Tib, vi lasstc her.«
» Weder Etorgaakd, der aldrig havde redet en Pe
gaf11s, lod fig forlyde med, at mindre kunde have gjort
det· Mcn Forftandercm der ogsaa havde opdaget For
fatterm trottede hatt-Z Haand og 5agdeJ »Ja, vist er feg
bang Ven Og .,l)ans« er i dette Tilfaslde A. H.«
Da dct forste Aar var gaaen blev Holdets otte
forstellige Standpunkte-r samlede til eet ved den Prøve
ellek Tillwgspmve, Tom alle stulde tage. Axel Hedebo
fik en meaet pcrn førfte Del af Artium i latinsk Stil
endda et ftort nkngusT oq hans Ven kunde ogfaa glcede
sig ved et gcsdt Resultat Saa lagde de ud paany·for
at btive Studenten og hurtig stulde det gan, thi de
var jo begge fu«-if i en »fremrnktet Aldok«.
XVIL
Pan ch til nogct nndct.
Mit-den« Hedebo og hanss Von genncsin Bogen og
Skolcn var vaa Bei til Lasrdimh var Familien i Fiols
Hin-bis den: io logisrende i den-st- Pritmtliv iberegiiede,
nan Vei til nunet andet.
nnnd Eilet-sen havde altid unstet en fircvbsom og
dygtig Mond og var derved ioin Forrctningsnmnd vg
iaa bleven en rig Mand. Man knnde i viöse chieens
der uninn iige oin han« at han var en god Mand; thi
Binan fnttigc gii Tiælden nlijnlpne fra hans Tør. Naar
imn alliqenei linvde sagt Nei, da bank- dngtige, nien
innige Winniisz lind oni halt-J Latier-:- Haand, Tlønt der
i hanis Tiiiqdmn vor ndl til dem beuge-, san var dist, fordi
hnn ogsaa var en hovinodig Mand, der holdt Datteren
for god til en ret ug ilrt Kommis-, on fordi han i dette
Ztykte linde en grim Forbundsfællc i jin lioffærdige
og bundoerdsslige Huftrn For hende ipillede Penge og
Verdssligyed en faa ahnte Rolle, at l)un ilet ilkc lande«
vtasnie sig iin Dotter gift nied en fattig ung Mand, der
tilnied vak, bvnd lnni laldtc heilig. Da lmn hørte oni
de ungeg- Forcslikelie, fang hun itrals Nej og fjt Monden
til at iige det samme.
Ta Bernhard Jvekien iaa var død, og Knud Eilet
sen san, hvordan Tatteren holdt fast ved hans Minde,
nien allinevel bar sin Sorg i Taalmodighed og Mild
hed, iaa var det, ligesdm han iøgte efter en Lejlighed
til at gøre godt, hvad han havde forbrudt, og ligesoni
lian begyndte at ivsrge efter, hvor hun fix Kraften fra
til at viere glad i Sorgen
En Modstander af Guds Nige som Huftruen hat-de
han aldrig været, ielv om han ikke gik ncer iaa tidt i
Kikle ioni hun. Gan bavde vel nærmeft haft det som
hin Ksbmand i Evangeliet, der bad Jndbyderen und
ilylde, at lian ikie kunde komme. Trænhed og Travlhed
havde hidtil holdt ham horte
Mcn nu var han bleven helt flittig til at spge Guds
Hins. Førit gik han, fordi Datteren og hendes allierede
ii Stuen til Ganrden bad ham derom. Men til sidst
)gik han, fordi han havde Lyft Sau faldt han i en
Iivær Sygdom, hvorunder Kragelund efter Datterens
iAmnodning fik Lov at komme til hom, og da han rejste
sig igen, var han ncrsten helt forvandlet.
Dei føritey soni denne Forandring mærledes paa,
var hans Lyit til at flytte.
F »Bei ismmer sig itte for Folk, som har bedre
Hinab-Z sagde han, »at bo iaa indstrænket, iom vi hids
til bar Sinkt Dei er kun ilet af en ikidden Lyft til
at innre: men jcn hat ikke haft iaa itor Fornsfclie af
mkne Penncx at ieg agter at gøre det lcengere«.
. Zaa lejede han en Lejlighed pna den anden Side
Trappeii, iwor han ielv med Familie fit fire itore Vas
lrelier on de to Logerende til Gaakden et itort at den-,
l medens Moleren . inaatte flytte.
Men Formnonngen gav ng uonag I manqe anon
.Titm. Im den Du da Zinmaakd flyttede ind, havde
han og hans Ven holdt en lille Fællecsandagt Morgen
eller Afterr, alt sum det fnnde falde med deres Inner
og en Gang imellem havde Tatteren vcert md. Nu fik
Knud Eilet-sen ordnet det sauledes, at den altid blev
holdt om Aftenem naar han var hiemme, og i Lejlias
heden inde hos hont. De vordende Prassfer siiftedes til
,at lede den, Datteren fang for og fpillede Melodierne.
oq Fkn Eilerfen — lod, Tom onI hnn ikke var med.
J Faderens Forhold til Datteren com Forvandlins
gen kndelinft frem. En Dag, da de var alene, havde
han taqet bende i sine Arme, oq med Taarer i Øjnene
bedt ins-the om Forladelie for Fortidens Uret·
»Par- en Munde er jeq qlad ved, at Herren bar
tanet ham fra dia: thi fan ved jeg jo da, at det ikke er
os: men hvor vilde jea dog anfke at knnne give diq
ham tillmqe, faa fandt du maatte eler ham endnu: thi
vpac- en Maade var det dog os, der tog ham først«. .
Da Karen havde kysfet sin Fader og forsikret hom,
at alt var tilgivet fm hendes Side, tog han Mod til
W km smImte, om hnn aldrig kunde tænke sig at elske
nagen enden, og om han tog feil, naar han troede, at
hun havde Godhed for Arel Hedeba En Gang havde
han troet det for sitkert, nu vidste han ikke rigtig, hvad
han fkulde tro, men se hende lykkelig det vilde han saa
gerne.
Stint det fidste Spjrgsmaal ikke kom helt uventet
eher-, hvad hun hin Gans havde bitt, san rjhede al
ugevel ymdes Svar nogen Usikkerhed Men Svaret
maattc jo blive et Nei.
, »At jeg har været glad ved at have et Menneske i
;Husct, med hvem jeg kunde dele det største og bedste
det vil du, Judex-, nu kunne forftaa Mcn Hcdcbo hat
fra min Side aldrig vceret andct end min aandelige
Bruder og blinkt-, saa vidt Mennefker kan fe, heller al
drig andet. Om jeg overhovedet can elske nagen an
den, det faar Tiden vife. Men foreløbig lever jeg saa
stærtt i Mindet om ham, fom ikke er her mere, at jeq
vonskcslig kan tænke mig bunden til Ungen anden. Men
Tak, færc Feder, fordi Du mener mig cht godt«.
Frøfen Eflersen havdc Ret i, at huu levede stærkt
i Mändet om fin afdøde Ven, og hun kundc cndog7c1a
Imka Esset til: særliq ftærkt i denne Tib; th der var
fkct ungest, hvorved Mindet daglig blev frisket op. Men
fikker sfnldc hxm alligevcl ikke være paa, at ikke netop
demns Duft-isten af Mindet med Tiden vilde faa det til
at blcqnc og dct til Gunst for hom, fom frisfcde det op.
Frotm Eilet-Tons Omvendelfe havde fikkert været
ligesaa dnb og gcnnemgribende Tom Pcder Storgnardss
men altåqevel var der ikke saa lidt Forskel paa dcsres
Livssmk J hakt-Z oandeliqcs Lin affpcjlede sig bestan
diq den i1)skv, merke Förde, de nøgne barfke Klittrr oq dcst
henfnnsluüy voldsomme Vesterhav, fom hon havde set
og hart sra Vantdommen af, ist Viljesss oq Pligtmens
ncskc lim- til Fingerspidserne, men heller ikkcs rct meget
anbot. Nach den Tid var, kundc han grwsdsc med de
grasdcndcs mon hcm hade ondt ved at le mcd de leende.
Rrokm Ochs-Tun bade været lizieiaa dnbt nede i
Eos-nnd riw Innden Tom ban: men faa lnwde hnn i
sit THE-in tillch ncødt en Wink-stand som lian ikke
t«eiidts, H nn i lwngere Tid baut-et en Sorg, iotn ganife
vift 9 OJ ior iig ifle kmrte Troslivet til ,men Tom alliges
Vel for lnsndeiz Vcdlommende stod isForbindelse nied
det. Da under denne Modftand og i denne Zoer havde
Herren unstet hendes enefte Tilflugt og Trost Men
da havde lnm oqsaa lasrt ham at kende som den naadige
Gud sei Inder, der nldrig glenmcer sine Vorn under
Trætn1il«sn. Fokfoningens Skær havde lagt sig over
Liver, Hm lnm virlelig forstod den Kunst at irnile gen
nem Team-. Var der Ak i bans Werte, saa var der
Taf i lnsiides, og dog eller maaike netop derfor kunde
det vasm at de passiede for l)inanden.
Foreløbig var der i hvert Fald et Baand, der
bandt dem sammen.
Weder Ztomaard lmvde iet paa Tetrikiltet iaa lcenf
ge, at han fil Lin til at tnle derom. En Aften i den
første llge eiter iin Ankomst da Freien Ejelerien et Lie
lilik inwle ilamst iig ned inde hos de logksrende, iagde
Ztomnnrd til hende: »Beste-J Navn ude paa Dørcn min
der miq lwer Gang, ieq ier det, om en god gammeli
Ven«.
»Nun san Te hat en Ven, der bæker vort Navn«,
ickgde Freien Ein-rieth »Einem ved, om det ikke er en of
mine Fættere«.
»Nei, Frøkem sauledes var det itke at forstaa. For
det førfte er Vennen død, iaa jeg har hmn ikke more,
og for det andet var det ikke hom, der hed Eflerfen men
bans Kæreste, iom jeg for Reiten aldrig har iet, men
som, faa vidt jeg ved, nu er i København. Men naar
ieg fer Stiltet derude, tommer jeg altid til at trenke pas
"ham. Vi var fra iamme Sogn og fandt paa iamme Tid
Livet i Gud, og han var dlandt Brødre en af de kcrrefte,
en af de faa trofafte blandt Menneikenes Birn. Saa
reiste han derfra, blev forlovet, kom tilbage igen til fin
forrige Principal, men blev faa fvg og døde —- her i
«København.«
Da Stotgaard tillige bavde nævnt iin Veniäs Navn
og iagt, hvad han var, kunde Freien Eilet-sen vist godt
i Sorg eller Glæde til Storgaakds Forbavselie eller —
Forargelie have kostet iig i Armene paa hom, om han
ikle havde iiddet der og iet iaa hsjtideliq og tilknappet
ud. Nu nsiedes hun med at udbryde: »Bernhard var
min Ven, og hvor er det underligt, at han ogiaa var
Deres, og at De nu ·bor her i vort Sud Det er fo. iom
fik jeg en Hilien fta hqm ielv«.
Fm den Dag af var Hedebo i den Retning nærmeft
tun det tredie Hle paa Bognem thi Frøken Eilerien
blev aldrig iærdig med at 7pørge, og Stokgaard derior
heller ikke med at innre
Efterhaanden udviklede der fiq et saadant Fortko
ligbedsforhold imellem dem, at hendes Fader i lwert
Fald med ligefaa aod Grund kunde have set fin frem
tidiqv Sviaerføn i Peder Storgaard, Tom han form-n
havde troet at se ham i Art-l Hedeba Oa underliat var
det, hvordan den koldeVestfndcs taksdc ov i hendes Nasrhed
kllaar hun gik med, aif ba« lxmdss naa Lanaelinie da Fru
Scrilisbera oa knnde vcere bclhmdcrkmldcnde under
vefck Og fad hun ved Klaveret og fang oafaa de Janacn
fom ikke var Salmer, kunde ban ftille sig ved handes
Zide og felv synge med.
Under andre Omsrwndiqbeder vildc denn-s Tisisxrs
melse eller Fortroliahed bavde fremkaldt Jalouli has
Atel Hedeba Nu aforde den det ikke, fordi oasaa ban
var paa Bei til nonet andet
Frsken Maller fm Nderw bavde alt f noam Tid
vwret i Byen, da Hedebo forelikede sia ikke anden Gang
i nagen andeu. Da ban ester den lanae Adklillelfe saa
hende igen, var ban klar over, at enten blev det bendis
eller innen, oa demu- Forvisnina blev lseftnrfet nnd M
nu frevnlige Sammet
Alma Msller var et af de lykkeliae Wonne-steh der
i deres Ungdom hat leert at bruqe deres Ida-»den tbi
Arbejdet bavde altid vwret adlet i bendes sfcsm End
ogfaa i det qroveste havde Dstrene til Tider maattet
deltaar.
! Men Snedker Møller og hans Haftru bavde alliaes
Evel fra Beqyndellen af været enige i at glve den-s Vern,
Ihvad man ogsaa mennelkella set kalder en god Okidm
Helle, for paa den Maade at lette dem Noli-n ask-wis- Hi
vet. Med et Var andre Familie-: havde de en Tld haft en
privat Lamindey der baade havde undervist i Sproa oa
Musik. Stden havde den ældste Dotter vceret ude et Aarg
Tit-, og nu var Tut-en kommen til den ynqsie At hun
,netop havde valgt Whavm Hunde se ud fom et Til
rsoc ioe, oer oog var en Taufe-; men hvjs Tanken i san
fFald var, var det under alle Omftændigheder itke let
at sich Fadcren havde øniket en beftemt Prceitegaard
·paa Sjasuand, M oderen det Sted, hvor den ældfte hav
de været, og saa var det alligevel endt med Bedstemodes
Jst-n i Nil-benimmt »
I Mcn livordan dvtte nu end var gaaet til, sag var
Axt-l odedebo alad ood at have Alma der og netop i den
ne Tid, da hatt-J Kastlithsd til hende maaske ellers kun
de have faaest esn Im lille Provc at bestan. Med hende ved
ziin Eide ttmde han udisn mindite Sknffelfe eller Bitter
lnsd tasnke iia Frøken Ejlcriisn fom Storgaards Forlos
vedty ja runde ciidoxfaa onste dem begge, at det maatte
iblioc jaa. Skønt han ikke endnu havde bedt om Almas
-L-aaiid, og san iaaledes ikke i eacsntliaForstand var haus,
var dest dog med en vis Stoltl)cd, han indførte hende i
Eileriens Guss, oq med on Fand Tilfredsftillelse, han
denn-d liaesom undekftrksgcsde de Ord i Datterens egen
Mund: »Hoad De nu lcegger for Tagen over for mig,
idet er i Virkrlighcdm Længfel Ofter en anden.«
· Fluten Ejlorion toa imod hende som en gammel
Voninch Frn Eilcsrsen iaa vaa iin Mand, Tom om hun
vildcs iiae: naa bitte Fa’r, bvad bliver det til med Svis
avrionncnlD oa Hin Eflerien iaa nd, sont om ban løste en
Gaade. Hvad Storgaard tænkte, fik ingen at vide. For
inodentlia var han ikke færdia med at anstille sine Be
traatninavr.
J deros Trosliv havde Frøken Møller og Aer He
debo øft ogiaa menneikelig set af iamme Kilde og bar
derfor ganike naturlig kommen til i det væfentlige at
lsane binanden. Saa lanat tilbago, iom hun kunde hu
Tl(·, havdo hnn værct et troende Menneske, fordi Fader
oa Moder havde leert hende at tro. Om Trer i tilftræks
ifclia Grad var bleven hendes egen, ikulde Tiden maafke
viiet men hidtil bavde den boldt i hendes Liv og affodt
den Kasrlighed til Guds Folk og den Glæde over og det
lyfe Syn paa Livet i Gud, som i faa høj Grad havde
præget hendes Hiern.
»An-l Iedelio Um- iomrnen i Forhold til Gud ved at
komme i liendes Hieni. Om han havde vceret iaa langt
nede i Zondserkendelie v cotn Snedker Moller. Stor
gaard oq Renten Eilerien eller i det hele taget owret
zlonqt not nede, borte oasao til det, iorn Tiden sknlde viie
Men ban elikede Gud oa livad der harte ham tii, on vils
de i bete iit Liv knn leve for det, og i denne Tro oa i
dette Liv87y11 faldt lian samtnen med Alma :D:'-Jlle:«, faa
de to inntes at være ikabte for hinanden.
I Jo leengere Frøken Moller var i Kein-stumm og
io oftere Arel lGedebo bavde Lefliabed til at tale med
liende deito mere iikker blev han paa, at de :sa-.-«iied-e for
hinan-den, oa at linn ogsaa aengeeldte hanis «tmrli,c(hed.
Alliaeoel havde han tcvnkt läg at vente med Forlovelsem
til Studentereksamen Var til Ende. Saa vilde han hjem
til alle de tære i Yderup og der i Studentens lange Fe
rie nyde iin dosbbelte Lykke.
Lejligheden kom imidlertid, for han haode iøat den,
iaa Zkridtet blev giort lige overraikende for begqe
En Sondag Aften havde de voeret en lang Tur ude
ad Strandvejem holt ude vcsd Konstantin, on qit nu paa
det Steh, hvor Villa ,,Marielyits« prægtige Sanc- endnu
itrwkker iia aaben belt ned til Vandet og tillader den
"berliaite Udsigt over Øresunds blaanende Volaec De
havde talt om Hjemmet i Yderup og om den korte Tib,
da det ogiaa var hans Hieni. De havde talt om, hvor
iornnderlig Herren havde fort ham siden den Tid, iaa
lian nu var mer ved at ikulle være Student for iiden,
om det var Guds Villie, at blive Ptæst. Og han havde
talt otn, hvor meget han havde at iige hendes Fader
Taf for, der dog paa en Maade var hans aandelige Fa
»der.
Hidtil havde hun gaaet med iin venstre Arm bvilen
de i hans højre Nu pludielig fattede hun ogsaa oin den
med iin højre Haand, svang iig helt foran ham og sag
de, idet hun med Skcelmen i Øjet saa ind i hans: »Men
ved du, at min Fader en Gang havde tcenkt sig ogsaa at
sfulle være din menneskelige Fader, i det mindite at
iknlle være din Moder-s Mand?« Da Hedebo ivarede, at
han oidste det not, føjede hnn til i sanime livlige Ton-e:
»Saa havde vi to ogsaa vceret kødelige Soffende Dei
havde været moriomt Nu hat jeg jo ingen saadan Bro
den«
, Zum Evar paa denne jidste Ytrjng fløj det ham
nd as zllknndenr »Te: var da godt, at det ikke blev faa«,
oq da kmn dereinst huodc spurgt, om han ikke lundc
naer lspnde lscfendh kom det uden Omsvøb og i futd Al
vor, idet han trykkede begge hcndes Hænder ind tii fig:
«Fur »Um lmvde du ika kunnct blch min Huftru, ug saa
havde im iffe faact den, jeg elsker. Hur jeg taget fejl,
naar jcg trot, at du ogsaa elsker mig?«
For en Usang Stle veg Skælmen fra hendes Øje,
og hendess Etennue var alvorlig, da hun fokspgte at
spare
»Im den Dag, du kom i vortHus, yar vi alle holdt
.af dia, jeq jtfe mindst. Og fra den Dag, du fidft var
Ihos os, og vore Øjnc mødtes under Samtalen med Fa
der om din Fremtid, har jeg elsket dig og ikke Inka
noget højrw end at iilioe din Hain-u. Naar jcg fenere
heu høktc out, hvordan du gik fremad, saa glædede jeg
mig og bad for din Fremtid i det stille Haut-, at den
ogfaa ffulde blive min. Mcn alligcve1, nu da det mel
der Tig det afxwrende Valg, inne-Z feg, det er faa ucndes
lig alvorligt, chrlig nu, da du haaber at blive Wurst
Jog har hørt dig i Aanden forkynde Guds Ord, og tu
sket at maatte sidde som din Huftru under Prædikeftolen
oq bede om Velsignelse over Order Zog hat sat din Priv
stegoard at vcere Hjem for de troende og Insket, at leg
sont din Medhjcelp Hunde gøre det hyggeligt for dem
Men nu kommer det til mig det alvorlige Spørgsmaak
kan jeg i Gerningen være dig en Medhjælp, eller vil
du mon ikke med migved din Side komme til at siqe
med ham i Evangeliet: jeg toq mig en Hustru og tun
derfor ikke komme. Frøken Eilet-sen vil blive Stannard
en Medhjælp, om han bliver Præfn men jeq er ille cha
gere fikker paa mig felv«.
Emin
