. Under Mesterens Haand.
eller
sxel Hebel-es Unsdsmshiftprte
Fortælling of
Chr-. Lhuse
lzortiatJ
zoriianderrn Jan det selvfølgelig gerne; thi jo stor
te hansz Elenan vie-V, desto bedrc var det for Zenti
nariet. Han jlnlde itle presse hani jor Vetalingen, Ti
mer knnde han faa jaa mange, han vilde. Oscneralkons
fulen fandt Plane-n natnrtig og tilbøkz af iig selv at
forlasnge sit Bidmg endogiaa at strive til Heilunde om
det icnnnny og Taniedes inntes alt at skulle lægge jig
til Rette.
Men der var noget i Axel Hedebo, sont ika vilde
lceggc fig, det var Trangen til at komme endnu et
Styktc videre
Hans Laster i Danfk havde i jin llngdotn »be
gaaet« den fannne Etsanien ioin Crit Bøgb og Aer
Heide-da nien var jiden bleven Student og derefter kund.
mag. Ved en enkelt Lejlighed havde han ipurgt Arel
Gedicht-, oin itke han tunde have Lyst til at itudere, og
færlig havde han lagt hatn det paa Linde den Dag,
han fein hjein med sit ag. i Stil. Den første Gang
havde Oedebo afviit Tanken iom uninlig; tin lnmr
itulde Pengene komme fra. Men den jidfte Gang hav
de lian været mindre siltek; thi hvad havde Herren
egenxiig ment nied de tre Mr Jan nær ved den første
Karalters forjættede Land.
Iaa pegede Guds Finger paa Vejen, l)an ikulde
san, nien den føkte ikte tilbage til Zeniinariet.
En Tag, da han git fig en Tut nied Fristen Eilet-;
sen og netop havde talt med hende om Herrens under-I
lige Weit-, faldt hans Øje paa en ny, stor Bygning vedI
et af Llnlcrggene over hvis Tor der ftod med store
Vogitaver: Stole og Hjein for Studerende.
zslrel Hedebo warnte-, hvad det var, og fit det»
Spar, at det viit var en Stole, hvor man læfte til
Studentereksamein og hvor Eleverne tillige lunde bol
og«faa deres Opbold Eaa vidt hnn vidite, var det»
weit- asldre Falk, Tom tom der. Hun kendte i hvert
Fald en Seminarift, tom nn var der for at blive Stu
denk.
Hendes Lediager havde vel en entelt Nang lnnst
« Tale oni denne Stole nien aldrig tcenlt over, hvor den·
laa, og aldrig haft nagen Forbindelske nied den. Jkn
sit lian en underlig Lyst til at lasre den at tende. Sein
et Lnn var Freien Eileriens Oplysning ilaaet ned i
darn, og han tænkte ilg Mnligheden af, at Herren ad
nnderlige Veje ogsaa en Gang vilde fsre ham derind.
Tagen efter sad han paa Kommt
Forstandeken for Skalen og Hjemmet var en hist
mager Mond med starpe chek men dybe, drsmmendej
Øjne der trofast hvilte paa den, han talte til. Sonn
det senere vifte fig, var hans Valgsprog .,skceklighed«,
men—han behsvede ikke at have sagt det tned Ord, thi
hans milde Øjne tajte Kerlighedens Spros, og haus;
Handlinqer syntes at tyde dekpaa Maasse var hansl
Kretlighed noget naiv. maafke var han godtkoende mete·
end gavnligt: men ttods alle Skuffelser var ban ikte
bleven tret.
Ta han havde talt med Aer Hedebo i henved et
Kvartek og givet ham de ntdvendige Oplysninger, sag
de han til dennes store Forbavselse: »Statut jeg ikke
sendet Tem, beider jeg allerede af Dem og vil gsre for
Dem alt, hvad feg kan. Min Stole hat bidtil Vist
qode Resultaten og Ministetiet hat betasnkt os runde
lig af den Post paa Finanslovem der heddek Unber
ststtelse til Feld Tom spka i en fremrykket Alder have
bestemt sig for Studeking· De flefte af voke tkængende
clever hat faaet, hvad deres Undervisning kostede, og
nu vil jeg love Dem en Ting, fordi jeg holder af Dem.
Jeg loher Nisikoen for Teres Betaling. Hvis De faak
den jcedvanlige Undetftetteljr. faa tagek feg den, og
hvis De ingen sum-, saa faar jeg heller intet; men vor
Gerte vil not mage det for os«.
Om der i den fidfte Sætning laa, at han not koin
vel fka Rfsitoen, eller at hcm i sine Handlinger virkelizH
ftolede paa Guds Hjcelu det gav lejel Hedebo siq ifkes
til at grunde over den Gang, dertil var han for megetj
optagen af sig se1v. J sit Hierte var han rørt oveH
Forstanderens Kasklighed mod hom, trytkede hansäs
Daand oa ilede hjetn for felv at bringe Tafken højeke op.
Hans Ojcrtis bankede af Livslyst aq Nin-da Sliilde
han virlelig naa at blive Student, mutig Kandidat,
mulig Pkasft tlJi hviltet andet Studium lunde han
vel finde Paa at legc — san llmde lmn und .Z.1-«s««ss«i
sigc, at Herren havde fstt ham ad underlige Veje. Men
han Fkulde ogfaa eje hanö Vierte-, og ham vilde han
vie alle fine straften-. At Veer til det sidftc Maal kun
de blive baade lang og trans, taki-cito han itke at itiule
for lig selv. Men han vilde baade arbejde og favne
lot at naa Maalet, om Herren ellch vilde.
Paany git han Runde til Konfuleu oq Sentinariet,
paany blev der flkevet til Heilunde og Odems-, oq Eva
eene, lokn kom, var allesammen Ja. Stiedkek Møllek
blev like anmodet om Hjælp oq lade-des, maaste til lidt
Slusfclse, heller ille noqenz men lmns Brev med de
bedste Ønsker fka dem alle gav alligisvcl baade For
trsftning og Mod. j
Da alt havde ordnet fiq med Tintek oq llndlsriint .
tells-V fik Arel Hedebo endog en rot mnsrlisliq Mitiij
hed til at afilaa et Tilbud om sicvlp (
En Dag, da Fru Eilet-sen igen var gaaet nd for.
at finde en tangelig Zier, com hendes Dattel- ioni i»
disle spændende Daqe hat-de betet hans iortroliae,
farende ind til ham med et Anstat, der laa helt hof
tidelig ud.
»Im hat Dei-es Stark-net ngle i min Gaand,"
sagde hun leende, idet hun mel) en vis Værdighed satte
lia formt hom.
»Der var en tild, da leg teoede saa«, lvakede den
tlltalte i lamme Toneart »men De var lelv den fsrstr.
der gjorde mig opmærksom paa Fejltagelsen Nu ved
jeg igen, at en anden hat den omtalte Nøgle, og hun
vil forhaabentlig bruge den til en lykkclig Slcebne. J
Parenthes bemærket er der Tale om, at hun snart kom
mer herind. Hendeö Bedftemoder bor her i Byen, og
der ital hun vift være en Tit-, mens hun ser sig lidt om
tierinde og tagek lidt Undervisning i Sang og Musik«
»Jeg haaber at se hende og haaber al mulig Lykke
for Dem begge«, sagde Fristen Eilersen med lidt mere
Alvor i Stemmen end til at begynde med; »mei: nu
itnl Te aufgevel hart-, hvad ieg hat at sige, thi De
bør dog i Paalommende Tilfælde vide, hvnd De vil
innre-.
Jeg blev i Aftes Vidne til folgende Snnitale mel
flem For og Mo r«:
» »M- du, Mor, hvad jeg har tankt paa at gøre?«
»Nei, hvad saa?«
»:’lt hjmlpe ham derinde vrd Sidon af, han tænker
Eio paa at ftudere og har ingen Bimqu
! »Ok; iaa vil du forstrække hom?«
»Ja, for vcd du hvad: feg trot, at han og Kaki-n er
forlovedis, iaa tør vi ikle donno Gang staa imod, da jeg
Ttilmed lJar Respekt for det :lllcsnneikc-, Her fom han
strwber at komme frem«.
»Me» hvok falder du doa ma, at de ikuldc være
IforlovedeW
«Tc gaak jo saa meget samtnen og or iaa fortro
lige, har du ikle lagt Masrlc til, hvor glad hun ers for
et Ærinde dekind, og at hun hvcr Gang lilivck derfnde
icm laane«.
»Hm du ilke lagt Mærte til, at du er et bitte Fee
Far, ved du da itle, at lian er lielliq ligejom lmn og
mere end en hiana bar iarikmt at faa as til at gaa i
idirle liosrs liam iiragelund dernde i Joiefs. Scrrlig i
den iidite Tid er han bleven iiidlær liqeiom him, og
iaa kr det io flatt, at de maa viere fortkolige Men
derior beliøver de da ikte at vwre forlovede«.
»Det tan nu gerne viere, Mo’r, at ban er det, du
fixier, og maasle var det aodt, am vi andre ogiaa var
det: men feg trat nu, at der er mere Fortrolighed
imellem dem end den, der følaer af Sellighed".
mKan gerne viere-T iaade Mo’r iaa, »at du har Net,
hvad Fatter sinkt-, ital fo Viere rigtigt. For min Skyld
maa du gerne hjcelve dtn tilkommende SvigerienJ tbi
hvad han ikke er, det tan han jo blive. Du kan jo nn
lade liam bo her nden Betalina, iaa ital iea endda se
at betwtile ham lidt med milde Gaver. Gan kan ja
daq ikte blive ved at leve af Fedtegrever og Kaktofler«.
»Ei! ikøn Tag lan Te altsaa vente et jliat Tilbud
At Te ikle kan taae imod det, folge-r af sig felv: men
det acelder fo om at finde en passende Grund for
Afilagefc
Faa Tage efter var Hedebo i Trøjen og mødte igen
de aamle Kammeratet Den indirekte Aarsag til hans
Illield med Befalingsmandsvasrdigheden var heldigvis
iarirennnet oa forflyttet til et andet Kompagni. Pa
ftor Klausens Sen fra Oder-up var ogsaa forfremmet
oa bar en itkaalende Setondlsjtnantsuniform; men man
fortalte allekede den Gang, at han vilde have ondt ved
at komme længeke, fotdi han havde ondt ved at være
hiemme om Ratten. Foreløbig gav han imidlertid
Partiet
Axel Hebel-o var ellers saa meget anderswo enga
giert, at hverten Befalingsmænd eller Meninge fangede
hans Jnteresie. Han levede og aandede for det, der
ftulde komme, ca havde lisdet tilovers for det, iom nn
vak.
En Tag, da han efter Appellen foretog fin sied
vanlige Vandting fra Sslvgade til Fioliircede, mødte
han til sin store Forbavielse Vennen Peder Storgaard,
hvem han vel havde hsrt fka men ikte iet, siden han ef
ter endt Eksamen var vendt tilbage til Jylland. Nu
havde et Stolemsde atter fett ham hid.
Arel Hedebo sit ham inart trukket hjem til sit
Logik: thi der var weget at tale om baade gammelt
og not
..Naa, iaa du tænket paa at studere«, sagde Stor
gaard, efter at Vennen havde forelagt ham line Planet,
»ja det maa jeg iiae, er et dristigt Foketagende. Du
liavde i gamle Tage itte mange Midlek og heller itte
altid faa niesen Tro paa, at du fil dem. Hat du mon
meke af begge nu«.
»Hm-d Midlcrne angaak, da er de hverken not-et
ucd sfssiftermnal eller Lotteri, sksnt hvem ded, hvad
baade det one og det andet Hunde bringt-, om cht blm
benyttist. Med Troen san det ogsaa vix-re smaat not«:
mcn han er dog den samme, som i gamle Tage sorgcdc
for os beggc Hans Nugbrød og Kartoflen Fedthrc
ver og Svinefrdt slipper aldriq op og vil fremd-»leg
stcm baado diq og mig til Naadiahcsd i riqelig Masttgde,
hvis vi bede hmn drrum og ville wies dermed —- du
sknlde for Resten komme hcrover for at studere sam
mesn med mig, soa delrr jeg Oybelen her med dig, som
du dclte din med mig paa Solitude, ellcr du faar Vas
telspt ved Siden af, hvis vi kunue faa Jiaad til at leje
dem Mmm thi lasse i Mundm poa hinandcn gsxre vi
dog ikke mere«.
«Tanken er for foa vidt ikkc din fra førstc erd
af«, sagde Storgaard, »so-n jeg ofte hat tænkt den in
den iDakj: men feg hat i Øieblikket ikke det Mod, iom
du synes at have, og set flet ingen Udvej til at skasso
Midlcr«.
»Ja vel er jeg endnu tun i Haabct Teolog«, sag
dcs Hedeho spøaisndcs, »me» saa cui-got vcd jeg alligevel
fm Teologornes Bog, at Difciplen er ikke over Me
fieren. J gamle Tage vor du min Meile-r i at kunne
tko oq i at kunne ville, da sagde du altid, at hvor der
var en Villie, var der ogsaa en Vei, fordi Herren altid
hian den, der vilde noget godt. Jeg hat etfaket Sand
ihcsdcn as dinc Ord mange Gange, og du har forhaas
pbentlig ikkc felv glemt dem. Jeg er vis paa, at For
Hstanderen derude paa Stolen ogfaa vil sige god for
dig, og det anbet komme-r not af sig fett-. Var det ikke
faadam du plejede at fige?«
Der var noqet i Hebel-as Munde at tale paa, fom
fmittede Vennem os han lovede at tænke alvorlig over
Sagen. Forfndeu han fotlod Whavm vilde han
thave prøvet, hvad der var at gøre. Saa fik han senere
at se, hvad der kunde gøres i Jylland.
Daqcn after sad Axt-l Hedebo atter i Latinsfoles
forstandcrens Kontor, hvor han talte jin Vcns Sag
ligesaa varmt, fom han havde talt jin men.
»Vi faar et faadant Blandingstshold for ældre Men
nefker«, fagde Forstanderm »og Skalen vil selvfølge
Iig helft have dct fuldt. Om jeg ogfaa tør siae god for
deres Vens Betaling, er en hel anden Sag men jeg
tænkcr vol nwstem at vor Herre ogfaa vil hjcelpe hom,
bcd bam i hvert Fald om at komme Ewan
Om »vor Herre« var den rigtige, der raader for
alt, eller knn den Minister, der for Øjeblikket made-do
for Knltnsminifkeriets Kasse, ftod hellt-r ikke denne Gang
Axrl Hedcsbo Hart; man han havde læst mellem Linn-r
nkx at Ansøgningen var bevilliget, og tnrde allerede
glædc Minnen dermed. Men inden denne kom, Imde
han oplumst nogct andet, der var ligesaa glcedeligt, og
som, udon at han anede det, kunde faa langt mere vidts
lrwkfende Betydning.
’ Tagen eftcr Bei-met hos Forftanderen traadte
Eilet-sen ind j Jltjel Hedebos Værelse og faa met-e end
armindcxig højtideiig ud. ·
»Im bar hørt otn Den-L- Planer oq haaber at
maatte rastte Tem en hjcrlpende Hund« Med min Hu
strns Minde ag, fom jeg banden ogfaa min Datters
— ifte mindst hendes maafke — vil jeg tilbyde Deml
Væreliet her uden Betaling. Hvis De ønsker det, kan;
vi jo nodt sinc, at jeq laaner Dem de Pen,us, men selv
betrogter Leg dem Tom en Gabe, der ikke for-langes tilstl
baae«. i
) Arel Hedebo tlarede Situationen »den at mbe sia
sog sit i det famme et kakeligt Jndfald.
J »Im taffer Tem, Or. Eilerfen for Tores smukke
;Tilbnd, men i Øjeblikket hat jeg det faaledes, at jeg
Iftte bebe-ver Teres velmente Hierw. Som jeg i en for
;twlig Zanitake en Gang hat sagt Dem, har en Bel
;ynder hidtil betalt Hnslejen for mig, og han hat lovet
lendontan ønWt at gøre det fremdeles, og hvad jeg
Imere trwnaer til, hat jeg ogsaa Udsigt til. Der er
jderimod nnget andet, fom jeg nu vover at bede Dem
Fam. Jeg har en god Ven, en Landsmand af Dem selv,l
ifom mutig tommer herover for at lcese sammen med;
mig. Dersom ban maa bo sammen med mig for den
jfamme Vetaling, eller mutig for en mindre Leje bo i:
kVærelset til Gaben, hvis det bliver ledigt, faa oil jeg’
kvære Dem meget taknemmelig. Han er Hjxrlpen i det
jmindste ligesaa værdig som jeg«.
! Or Ejlcrien Tyntes overrumplet, men fvarede i
Øfeblifkct bvisrktsn Ja ellcr Nej Enden vaa Forhands
Ilingen med mtstru og Dotter blev imidlertid den, at
jStomnard mnatte komme og dele Vmelfe med Hedebo
Tog muligvis senerc faa dct andet til Gadm
» Tagen cfter tom Peder Storgaard. Han havde
Ifclv vcrrct hos Forstandcren og havde faaet Løfte om
-Rifikocn Nu hørte han om Eilersens velvillige Til
bud oq maatte se Denkens Finger dcri Saa vilde han
jrejfe hjem for at opsige fin Plads, men til September
vilde han komme og flaa Folge med Vennen
f Ta han den Tag attck ftod ude paa Trappen, og
Døren havde lukfet sig efter hom, standsede han et Øjei
blik foran Navnet paa Dørem medens et gammelt Min
dc trcengte sig frem i hans SjæL At dette Navn blev
baaret af den Familie, til hvilken Mindet knyttede fig
for hom, faldt ham imidlertid ikkcs ind. Det skulde
han iskit ovdage i Fremtiden.
XVI.
Pan Vejcn til Lin-dann
Forstander Bøjefen havde Ret, da han talte om
t ,,B1andingshold«: thj ikke to af dets »otte Sjæle«;
»stod paa jun-me Standpunkt, da de begyndte. »
Der var en Seminarist med førfte Karakter. Der;
var en med anden og en med tredie. Der var en dansk
Jurist med den mæktelige Kakaktek »bekvem« og en«
»med den endnu mækkeligeke »ej ubekvem«. Der var en»
med den store Prceliminæreksamen og en med den lille,
on faa var der en uden Etsamen Og hole denne bro-;
qede Blanding skulde nn gøres værdig til den ensartede
hoide Suok om Hueu paa toktesk mutig Tid thi deri!
lignede de otte hverandre, at zorstandeken funde behøvcs
at lobe Risiko for dem alle ;
Men Ordet havde ogfaa vcrret meke end en toml
Nod paa dennes Læbcr. Mangsoldige af hans manch-.
Elevet sit i Aarcnes Løb mcget at fige ham Taf for ou(
mindedeö med Glæde den Tit-, de havde vcrret under
hanc Tag. I
At Forstanderen havde talt om den rjgttge »vor
.L)erre««, vifte han hver Dag. Paa et bestemt Kloste
slet am Morgenen samlede Ok. Bøjesen alle fine Eli-ver
og holdt Andagt med dem samtnen med sine HustoltJ
og forunderlig var den Magt, han havde over alle-.
Selvfølgelig var der sorte Faar i hans blaudede
Nord, bl. a. vordende Læqer, som alle-rede fandt det
morsomt at kalde fia Fritasnkere: men der varalliqevel
innen af dem, der but-irde- ma Skalen, Tom boldt af at
udeblivc fra Andnqtenz tbj saa vidste ban, at Hast
derem naat bcm madte ham paa Rappe-m vilde se ham
holt ind f Øfet no spørge hom, bvorfok han ikke hav
de deltaaet i Zangen Sam han elfkede alle, elskede
alle ham igen, og der var ikke mange, som holdt af at
asre ham imod.
» Hans Hjem var for Eleverne heller ikke saa lidt
Hof et Gem. En Gang imellem famlede han dem alle
sog giorde alt for at gsre det hfemligt og hygaeliat.
pdan læfte, han sang, og han spillede for dem, og Fruen
ivaktede osp med, hvad Huiet formaaede. J hendes Ung
idom havde Bakkehufet været hendes Ideal, som hun nu
eftet fattig Evne spate at naa. Foruden de mange Mu
ligheder til store Aander i Eleverneg Rcekke blev der
inbbudt baade Bidenskabgmcend og Digtere, baade Skuei
spillere og Politikere san state i hvert Fall-, som Tiben
kunde fostre dem, og som Hjemmet var i Stand til at
fange dcres Interesse
, Der fom Mænd, Tom teprwientercde det bedee i
iFolket, og som kasmpede mod det onde iTidem saa Ele
Jverne fik Lejlighed til at mode dens brændende Spørgss
nmnl ug til at faa dem belyfte fra den rette Side.
Te rødcs Rubikon-re for hvem alt var daarligt
Iblot det var gnmmelt, havde i Forstanderen en afgjott
JModstandnz og lmn advarede fine Elever imod dem,
iclv om lmn bosmndig holdt fast ved den Tro, at Sand
hedcn nok til sidst ilulde scjre over Løgnen.
Lin Emidag Jormiddag saa Forstanderen helft, at
Eli-vorne gik i Kirch og viite i icm Henieende et godt
Efsempel iclv. Mpn dette udelukkede ganfke vift ikke,
at de fik Lov til ogsaa Søndag Afton at holde Bal eller
spille Komedie: thi sligt regnede Forftanderen for uskyl
dige Fornøjelsor og mente, at ogsaa det hørte med til
Ungdommens Opdkagelfe.
Mesn donne Tilladelse oq disse Fornøfelfer kunde
lmn alligevisl ikke bringe alle fine Elever til at se paa
med de samme Øjne, ligesaa lidt som de børte med
des fnnnne Treu paa de Digtervckrker, han læfte·for dem.
Tor Var ondngfaa dem, Tom bøjliaen forarqedes der
over
Arel Hechbo og Pcder Storgaard blev i slige
Spinnsan af de andre Eli-ver regnede for noget
nasr to Alcn af dist samme- Stykkcs: men alligevel var
der i dct mindfte i dette Tilfælde en ikke faa ringe For
skcl i deres Betragtning, forsfellig som hele deres ann
dcslige Opdragelfe eller Paavikkning havde vceret. Pe
dor Stomnnrds Werde-n bcvægede sig endnu, fom enhvet
alvorlig Kriftens maa gøre det, om de to Poler Synd
oq Rande; men Synden havde bestandig Overvægten
i bans Livssyn. Jkke saaledes, at han tvivlcde om, at
Nanden havde tilgivet ham Synden. Men det var,
Tom nm kmns Sfcrte ika rigtig havde fmagt Guds Bøms
betliqe Frihed og Ret til at glæde sig over alt, hvwd
der frommer fra Rud. Jorden var i hans Øjne mere
en JammerdaL end den var »dcjlig«, og det var, Tom
om han staöig wngstedes for at komme den for nær.
For ham var egentlig al Glæde fyndig, naar dcn ikke
Var krifuslikL
Arel Gedebo faa paa Ballerne, der ligeüm godt
foreqif mn Søndagen som om Hverdagem og ma Ko
Inedierne, hvnr baade Guds Navn og Djævelr if Navn
flettrdes ind mellem hinanden paa anfindelig Tis, oms
trent med iamme Øjne om han end en ente'r Gang
bavde inrret i Tentret. Men han fulgte Inud Glæde
Forstanderens Oplæsning og frydede sig nf .Sjertet,
ncmr hnn fang eller spillede. Han anede en Verden af
Skønhed og Sandhed, fom vel ikke i ftrenaeitcs For
stand vnr kriftelig, men Tom alligevel var ifnbt af den
imnme Einber, havde noget af hans Herliglnsd over sig
og derfor burde vcere Genitand for Menneifers Glcede
En Gang imellem en lille Diskussion men ellers
havde de to Venner som Regel andet at bestille end at .
anftille Betragtninger over »Skolens og Ziommets«
»mere private i hvert Fald uden for den eqentlige Un
kdervisning liggende Forhold Deres Tid var im Vegyni
delfen af i de ieks Dage saa optagen af Axt-eine iom
»ont de allerede havde staaet overfor en Eksanten
I Arel Hedebo var endt med at være en af Seniinariets
ilinkesie Elever iDansk og var iblandt dem den enefte
med ng. i danik Stil. Men det var ogsaa alt, bvad
han kunde af S«prog. Et fremmed Sprog havde han al
drig iet, og nu skulde han samtnen med de andre læse
ikke mindre end seks, ja fik endog paa een Tag Lei
tie for i de fem. Om disfe fremmede Sprog med der-es
nmngc forikelliae Bøfninger og Former og dereis frem
rnede lldtale vilde ligge bedre for ham end sksqning
oq Matenmtik, havde han foreløbig ingen Anelso on1.
Men han havde Lyft til at arbejde og tog fat med
frejdigt Mod
Blandt alle Sprogene i denne babelske Forvirrinq
lastede lmn ftraks sin Kækligbed paa Latinen. At no
gen kunde ønlke et saadant Sprog nd af Skolenl
Ganske vift var denne Vocativ og Ablativ noget
masrlisligt unget, fordi disfe Former jo slet ilke havde
noget tilivarende paa Dunst Men efterhaanden, fnm
Betydningen gil op for hom, fangedes hans Interesse-.
At man iaaledess kunde jimplificere Stilen ved at fige
,,omnibus comvletis« i Stodet for »da alle Ting var
fuldbnrdct«, og oven i Købet saa let faa at vide, hvad
en .,Omnibus« belad, tiltalte hans Øre og fptoglige
Sans. Og alle de Ramser i Navneord og Verder, Req
1isr on l.lndtaqelfec, 5om Madvigs Grammatik gav An
visning paa, var ligefrem ,,gefundcnes Fressen« for
hat-L Te gik ind genuem Knoerne, saa oe aldrig gik ud.
Den latinske Laster var ogsaa eneruifl Naar hatt
fik sig ielv placeret for Bordenden og fik sine stcerke
Briller fticbbede op paa Panden, saa fkulde ingen vide
sig sikker for ham. »Nominativ«, »Vocativ« Hunde fal
do paa un eller to ved den ene Side af Bordet, men
som et Lyn lunde Pegefinqeren iaa flyttes over til den
anden Side, hvor en intet anende med et ftærkt accen
tueret ,,og« foran blev affkrcevet ,,Accussativ«, og im
var der til l)am, om han ikke var med. Selv Dageniqi
ter fik ikke Tid til at drive.
Mellem Fil. tre og fire Eftcsrmiddag kunde man i
de Tage møde en rot niærkelig Mand, som med korte,
hurtiqe Sltidt bevasgedis sig langs østre Anlæg hen
mod ,,3fole Og Meiji«-. Tet var en lille bredfkuldtet
Herre med mørkt koktklippet Haar, kundt Anfigt da
blød brisdikygget Hat, der halvt ikjulte de smaa noget
stitkende Øjne. Paa den trinde Mave dinglede en ikke
mindre trind Tobakspung, der var fastgjokt i Fraklens
eller Besten-s øvekfic Knop. J vensire Haand holdt han
en lang Pibe og under hver Arm en gammel tyk Boq
i punket Laederbind faa stor i Omfang fom Siedet paa
en almindelig SpifestuesioL
Det var den Skoles og mange andre lærde Stolen
»Lerer«« i GræfL Under Betegnelsen ,,Lereren« var hatt
kendt af saa at sige alle Difckple i Græsk over det ganlke
Kahenhavn
Gottheit-U