Under MefterenS Haand.
eller
Axel Hebeln-s Ungdomshistorie
Fortælling of
Chr. Lyuge
(zortfat.)
Ton anden Elange Var Tattmsnis Wovon :kaac hun
spillcde højt i den me Ente, km hon læste hjt i den
unben, var dct jjkfm im godt for isn tredic at vier
i Dust-u mm slcsmt var det ogTaa for l)am. der Tkulde
læ5e; thj you-Z Ins-umt- knndc ikke ovcrdøvc Klauen-h
og Bertclfcsns Nmnebog kmrdc jo da ifke godt —— rea
nes Mit. En Naan imcllem ger hanViolincsm thi Bem
qrmszs Fioraler skulde ogmj laws, og da var det un
deung thi plndselig knnde Zotten-n afbmde fine Ska
laer, Triller og Akkordst- og jstcsmme en Salnw med 7km
megen Banne-, at man nasften jkuldcs tro, at hendesjs
Hjektcs Hang med. Saa grob hmt fig i attcr og atter at
lytte til umwwet og sit hvcrkvn lasjt eller svillct, 5cm
lasngc dcst vom-de.
«trak det ov fra en anden sinnt endnu mere mørkt og
truende end før. Min Kærefte blev syg om maatte sen
dcs her over, hvok han dødc i Løbet af fau- Dage. Sau
vrcd var min Moder, at jcg iklc maatte bei-ge hom
inden han døde; men da hun niærkede, at det var Al
vot, lod hun mig goa, og jcg iaa ham lukko iine Øjne
i Dødm Forindesn det stete, havde han løft mig fra
mit Løftc Men i Stedet for at lade mig leise-, gav jeg
ham et nnt og bestemtc at være trofaft mod ham indtil
Døden.
J Denn-— Vwien ou lldicsende er der ungest, fom
minder om imm, og drrfor var jeg glad for Dem frei4
den Tag, De koni, og takkcsr ior, bvad Di- hak vræetf
for mig. At ipg i min Eniomlwd tmsnger til en for-i
trolia, vil De iorftaa, og derfor gis im med Dem fan
ofte, De bad mig. Hat jeg værct for livlig eller venligi
ou dervod aivet Dem Anlcsdninq til falfle Forlmabninii
ger, da maa ieg bede Dem unsdikylde det· Føkst i Aste-til
bar jeq iorftnnet, livordan De bar taqcst det, og skynders
mig der-for at sige Dem alt. 1
Hvordan mine Forældrc om end mildere end førl
vilde teme imod Dem, der io heller ilke hat Pcngc mi(
ilke er Student bat jer inqrn Anclie am. Mcn at tha,
iom feg hat det, ikke kan gengckldc den Kasrliqhed,
De mener at net-re til mig, det vil De nok kunne forftam
thi ikke sandt, man ital, iom feg lagde om Tycho Brude,
være tro mod iin Von na tro mod sit Hierin Om fea
noqen Sindc vil kunne binde mia til en andeu, vil fea
ikke forncrgteJ det bar lau mange- giort og doq ilke
lmldt dot: mm ioreløbig itaar det for mig Tom umus
liqt«.
i
l
En ,,dnelig« Drau.
Eiter dette Intermezzo sattes Lampen op paany,
og der var Grund til det; tbi Haslvaaret var gaaet,
og meget af det bestemte Penfnm var endnu ikke læft
end sige repeteket Hat et lwsende Mennefte nogen
Sinde vceret flittigt, faa var Aer Hedeba det i dette
halve Aar. Hvad han i denne Tid bød baade sin Aand
og sit Legenny var ncesten ntroligt Kinn faa Timer fOV
han, knn lidt gik han nd, Iaa felv unge Mænds Fore
rnina ntaatte sovne hans Bei-g.
Hr. Vertelsen blev ved at Være Etenen paa Bier
qet Sau snart en ny Regningsart begyndte, var det
fom helt forfra igen: thi Hedebo var ikte anlagt for
Negning.
Der var et and-et Fug, som ogsaa voldte Besvcer.
Det Var Sang og Musik.
Ja vift runde Axel Hedebo synge, hans Stemme
var endda tennnelig friert Men Lovene for Zangenl
brød fannne Ztennne sig ikke Ineget om og havde ondt
ved at træffe den Nnance i Skalaem Tom angives vedl
et Firde eller V. »
Og MusikkenI Ja vist kunde Aer Hedebo ogsaa
spille J Vognmagergade havde ban købt en Violin
til 5 Kronen og den brngte han saa flittig som nagen.
Han spillede Paa Seminariet, og ban Tpillede hiern
me og tog fat saa energisk fom paa alle andre Fon.
Sinn IOasnderne maatte arbejde, naar han lasrte fine
Raunen 7aa maatte Fødderne det, naar Bei-·xgren ikuls
de leeres. Med en saadan Kraft traadte han Tasten,
at Konen nedennnder en skøn Das kam op og fpurgte,
om ikke mindre kunde aøre det; thi det Iød i hendes
Øre, sont oin Loftet fkulde falde, og hendess Narn vag
nede hver Gang, han begyndte.
I xlv
)
For Axel Hedebos Vedkommende nærede man in
»gen Frngt livis han kam over Regningen, men den kun
Jde jo sont Hovedfag vcelte alt det andet.
Saa faldt Cenfuren og med den baade Petersen og
Seiten-en og adskillige andre af Scminariets Elever.
Der var baade »Zlet’r« og »Maadelig’r« iinellem i ri
gelig Mcengde.
Axel Hedebo stod baade i Religion og Katekese til
en pcen Gennenisnitskarakter. J dansk Stil og Reg
ning var han derimod kommen langt til begge Sider.
Stilen stod til -— ja til hans egen og andres ftore For
bauielicy men ngiaa til siger og ikriver rent ug. og
funde sont selvstcendigt Fag ikte trcekkes ned. Regnins
gen Var egentlig dømt til Laden. nien havde for Stilens
Stle faaet Um til at levcx tlii en Mund Ined et faa
jjældent na. maatte der voere noget ved Fortjente han
at falde i Negning, kunde det« jo endda fke ved den
mundtlige Prove.
Men Aer Hedebo faldt ikke Regning var til alt
Held hang« forste nnmdtlige Fau, og her erholdt han den
omtalte ,,Pind.«
Eaa kont efterhaanden alle de andre Fug Religion
og .(i·atekis"ation gav fom firedobbelte Fag tiliammen
otte mg’1«, seks og halvtredsindstyve Points. J det
fidftnævnte Fag var det dog nær gaaet galt: thi aller
bedst iom Hedebo undervifte en Flok Born i Volgas
Leb og Leengde, harte ban den gamle Stoledirektørs
Kirlderftemme bkumme bag fig: »Føm Hundrede Aalen
det var mnjet, ka’ J rette Læreren, Born«. ,,Lcereren«
ovdagede imidlertid Fejltagelsen tidliq nok til at rette
den ielv og fik saa Lov til at forticette i Ro.
Te andre Fag beviste: jævn Flid, joevn Begavelse,
for fort Tid og gav i Gennemsnit godt med Krde.
Ta alt var lagt samtnen fra førfte og fidste Del, gav
det et Facit af et Hundrede og tre og halvtredsindstyve
Pointsjy hvilket den Gang vilde sige: paa fyv ncer forste
Karakten
Men Sang og Musik var tilbage, altfaa et helt
Fug Vlot et mg., saa var Æren reddet. Ja, blot et
mg i Jana og Musik!
Men den tredie Zlanacs var Datteren ielv, male
dcs iom lnin aalnsnbansde iig nden for Klaveret
J Vasrcsliet til Gasden doede en ung Partelwnsmai
ler, Taadan en rigtia Lan-I nied flatnsde Mannen At
han glorde Flut til Falte-rein var Akt-l sedebo inart paa
der rsnc nie-d, slønt itke ielv vel lieuandret i Filrrlighes
denJ Gange, og dct mrgrcde liam, iløndt lian ikke spo
kede noaen Tilbøjiliglnd ira lnsndes Side: tbi ban
holdt liende for god til at eiteritrasbes af l)am.
Eaa begyndtr kian sein at nasrine iig Tatteren J
Veanndelien giorde lian ille andet end at ianitale nied
hende atn ligeanldiac Ting da en Nang intelletn ind
bydcs kicnde til en Tur, naar lian iknldc gan. Ell-en eitcr
haandpn blev Fortroliahedm størm og til iidit fteg en
Følelie on i Art-l Gedebns Ofertcy Tom han knn havde
haft over ior en Qvinde int. nemlig iin Dusbonds Tat
ter i Fllderun Lin der var en vis Liahed niellem de to,
saa ban i den ene csaentlia elitede den andeu, eller han
virlclig elskede Fristen Eilet-sein var lian i Vegnndelion
niaaTle ilkk klar over, da Imn ielv iyntes intet at mærle
eller lTinlte i hvert Fald iin Fnlelie has iig 5elv. Naar
de ivadierede kommen, Var linn venlig oa meddeliom.
foin naar de var tin-nimm nien dar var intet i liendes
OviarieL der med Grund kunde udlasagesks ioni Tilnasri
molie sller Tegn paa, at hnn enilede bans. Men alt
iom Tiden alk, fit Gedrka virlelig den Tanle, at ban
ecikede liende, og blev lielt bange for iia iclv ved den
Ovdagcsliez thi lian bavde troet, at han lnn fnnde el
ste Fristen Mgller. oa havde indflettet hende iklc alene
i alle Eine Dromme, men ogiaa i iaare mange ai iine
Bannen Qg hvordan vilde denne unge Pigc dass-Te for
den Livsgeming, tnod hvilten han strwbte. J det fiele
taget den Tilftand hvori ban nu levede — bavde hun
Me allerede optaget iaa meget af bans Tid og Tanker,
at det til iidft maatte ende med Forllmstkelic Endnn
havde han vel ille forspmt nagen Time; men Fordere
delien havde været mindre grundig end soeben, det fslte
han godt.
En Sanng Alten, da Forældkene var bot-nein
bavde de væket langt nd ad Strandveien. Paa Tun-en
havde hun været ualmindelig oprsmt. Hun havde talt
am Stieknerne, der spejlede iig i Sundet, og snlket iig
et Hicrte laa rent, at Stiernerne oglaa kunde speile lig
deri. Hun hat-de talt om Tyrba Brude, der maatte for
lade Hveen og Hjemmet, fotdi han ikte blev forltaaet
hjemme og itke maatte faa den Pige, han elilcsch fokdi
hun var fattig, og wit hom, fordi han fulgte iit Hier
te, thi det ikulde man gere. v
Arel Hedebo havde lyttet til hendes Ord lom til
en ikøn Melodi. For føkfte Gang havde han budt hende
lin Arm, og hnn havde taget imod sden uden at nøle
Ovad hun havde ment med at ,.splge sit Hierte«, var
han vel ikte tlar over; men laa der dog ikle i Ordenks
en Tililnndelie til ham otn at aøre det samme.
Da de eftcsr Hjeinlomiten iad enc i hans Beet-elfe,
var han tavs og alvoklig; thi han genite aaa nacht han:
ikke turde iige og dog havde ondt ved at bevake hasl
sig ielv. Og hun lyntes i Begyndclien imittet af liam (
l
l
Plndielig iiger hnn nied en Fortroligl)ed, iom om
de hande tendt hinanan i manae Aal-: ,Men widedelm
jeg er io fotlovet«.
Havde lnm sagt, at hun var falden ncd fra Stock-z
ne, Vilde liendes Drd itke have haft starre Vircning
Axel Drin-tm vaagnede iam af en Trank men lunde
tun irenistanmie det eins Ord »forlovet«.
»Ja, det nndrer Dem, at jeg itke hat sagt Dem·
det ist-: men ist-it nu tender jeg Detes Tanker og vill
da itte tsve med at give Dem en Fortlating Lad os
tale ud med hinanden og tale fortrolig l
, Jea er fsdt i Rings-hing og mine Forwldre er
hvad De ikte can le, virkelig kige Falt: men Rigdoms
men i Fokbindelle med noget andet hat vaa mangel
Maadek giort Livet lvært baade for dem og mig. ?
For et Par Aar liden fattede leg Kasrlighed til enl
ung Mond i vor Fortetning Han var smut i det mindfte
i mine Øine, og han var dngtig l alles Øine: men for-i
di han var fattig og tllmed var noget andet, maatte jen
ikke faa dam. l
J Hufet bos mincs Forældke kom en una Student
og hans Hue oq bang Pcnge fristcsdc mincs Forwldnx
som vilde tvinae mia til at tago hom.
Forinden var feg Mc forlovet mrd Verntmrdt mvn
un i min chndc trasngte im til hnm og tundc itte
lænqete Tiqe Nei til hans Hat-nd Mon hvod jvg lrd i
mit Hiern, var der as Mennefker kun ern til, der vidste.
og han vidfte endda iktc alt: tht felvfølgelia maatte
hqu reift-, da Fotlovelsen blev bekendt
Eftcr on Ttds Fort-b folgte mine Forwldke For
retningen on kom her over, hvor Studenten i Begon
dellen des-site os hver Dag, indtil han endelig forstod
at det nnttede ikke Sau forlovede han sig med en ans
den oq hat klle været her »den.
Men rot sont jeg troede, at Uvetket var omme,
Arel sei-denn var ærlia not til at indrønnne alt
men tom dog med et Spørgsmaal: »Wer-for itte fer?
Gar Te Virtelia iørit i Aften forimmst mine Trinkers
Oel deriom Te doa alliaevel kan trenle Dem den Mii
liahed at trolove Dem med en anden, lworfor iaa itte
med min, lwis De holder af mi512«
Froh-n Eilerien lnvde tasndt Lampen, og idet hnn
forisate at fange bans Mik, fortiatte bun: ,,Det er«
Tom iea iiaer: førit i Vlften paa Vejen langs Sundet
har jeg forstaaet, hvad der rører iia i Dem. Men nu
ital iea iiae Dem, ljvorfor jeg var rolia, og hvorfor
iea ia 11nd7tnld. fea iirger det s-- heller ikte i dette
Etnkte trei- vaa Deree Hiertes Oprigtiabed Hvad De
nn leeaaer ier Daqen over for mig, det er i Virteliahesl
den tun Lieiigiel efter en anden Jaadan omtrent har
iea det euer for Dein: men iaadan tror jeg oasaa, at
De bar det over for mia«.
Det aav et Seet i Art-l, oa han bøjede Hovedet iom
for at nndaaa et Slaa eller mulig for at anstille en
Preve med iig ielv. niedens hisn vedblev: »Som De ded
iover iea paa en Sofa liqe inden for Deren, hvor De
resI Vogreol itaar Der inde har jeg hørt Dem lceie
beit. «·aa ieg itte kunde iove: men derinde bar jeg va
iaa liørt Dem bede bøft for den unge Pigly De elfler.
At lmn bedder Alma, at De eliker hende og trot. at
De itte tan blive lyktelig uden hende, det ved jeg alt
lammen fra Deres egne Banner, faaledes iom De bad’
dem stritt-T De tom ber, og iom jeg ikke kunde blivel
fri for at hsre dem. At De senere bar vceret mere lavsI
mælt i Vønnen ogfaa om andre Tina, har jeg tilslre
vet den Omitændiabed, at De troede Dem hørt Og nu
stal iea siae Dem en Ting: hvad man iaaledes har
iremlaat for Herren i Binnen, det er helliget hom, og
man beder itke om en Kvindes Haand den ene Dag for
den nieste at bede om en andens. Stifter man paa den
Vis, tager man uden hans Villie, og det vilde De gere
om De nu valgte mig. Lad hende, fom i Virteligheden
ejer Deres .dierte, iaa Lov til at beholde det, faa faar
De ogiaa not Lov til at eje hende, hvis De ikle allerede
gsr det, og lad mig faa Lov til at vrere, hvad jeg- er,
—- Deres Sester i dam, til hvem De bad. Thi det hat
fea oalaa erfaret at Deres Bønner, at De læier herinde
tor at tunne tiene Herren i Stolen, og dersom det er
sandt, laa derer vi dog fammem og det er derfor, jeqi
har vovet at tale taa fortrolia. l
J mit Hiem havde iea intet lært om Guds Riesens
Men Bernhard var omvendt, før jea leerte ham at ten
de, oa han blev min Veileder, da han tom i vort Hug.
Mine Forældre var vrede, fordi han var fattig,;
og blev det endnu mere, fordi han var hellig; men da
ban døde, døde han i Herren, og ieq tnnde beere min»
Zoer thans Kraft «
Det taler itte til vor Ære, at vi itte før nu bar
fnndet binanden l den fwlles Tro. Men lad os nn i
Forenina dele det bedite og t Forming viere tro nmd
det Menneile eller det Menneites Minde, iom hver ai
os doa kalder det bedfte«. ;
Vlrel Oedebo var blottet tnd til det inderite oa fere-v
tom fiq felv uendelia lille. J
.,Hvad man bar fremlaat i Bannen for Herren,’
er helliaet ham: men man beder itle ham om en Kvinz
des Hier-te den ene Dag for den nieste at bede om en aniJ
dens. Stifter man paa den Vis, tager man nden hanstsl
Villte, og det vilde De gere, om De nu valgte mla.«»
Ja, alt det var sandt, og iandt var det ogjaa, at»
han havde gaaet der lom en Form-der af Guds Saa,
naar selv de nærmefte skulde itiwle tig til at faa at vide,
hvad han var.
Frøkcn lecricsn var voliet i lmns Øine til now
sinkt. oq glad vilde han være vcd at være i hendesNasri
heb. Mcn Vønnen om Alma skulde bedes par-um thi
bavde han ille følt dcst for, iaa følte han det mi, nt
hun var og blrv hans Ojcrtcss ndlaarne, og slønt han«
han lundc germ- siae desvætre, aldrig havde haft Lejliai
hed til at love hende noget, laa iaa hnn bog paa sit
Forhold til Frslen Eilerlen fom Utroikab mod liendcs
Lon lovede i sit Hjekte ira nu af at være tro.
. Mcd iuld Kraft vilde han attrr lafte iig over Bøs
Jgernh og qik lian lom forhen en Tut med Hufets Dat
zteh som nu var bang Stifter-, saa lkulde baade Tanken
Toq Talen drcik fig om noget anbet. Med Glæde vildk
shan være den enfommes fortkolige vg dele med hendc
lHemde Sorger og Glæder. Men Baandet, der nu bandi
IDem til hinanden, lkuldcs ilke være den Kærlighed, des
imder i Glitt-u men den, der lorener to Mennellei
i Gub.
Lin Nang iinellem staf han Houedet jnd til Viert-«
inden on innrgte, oni ,,Frøkenen« ikke vilde hjaslpe hanc;
tlii hun. liade jo Forstand paa Sang og Musik. Lg
Freienen fdni gerne med et foritaaende Smil on gjordel
alt for nt lasre hani Talten Men hour nceget nani
sang, on lnmr meget lian spillede, iaa gis det doa bei-J
join det nil i Illegninnem han var og lilen en Zjnle i!
Fanet Tet var ille san let for Blinden at llere Tal-is
Cn enlelt Tilielddi knnde han innge korrekt og niaaike
ogsaa inille den noget nasr uden FejL naar den blot
ikke var iiiwrkist nted de ledelige Fortegn· Men var der
niange af dein, saa git det for det nieste galt.
Zan tom Zoraaret og inart efter Eksaniens ikrifts
lige Tel, til hvilten næfien alle Seininariets Elever
havde meldt fig. ?
Hvor der inydeås eller kan snydes ved en steinha
Etsamen Man skulde undre fig over, livor inildt det»
gaak til. Satt tun Vogtere i Lokalet baade for og liagsp
Sæt tun nogle til at blive inde og andre til at ,,følge’
ud«, der jnydes alligevel baade inde og ude. Hvad
der itle tan stjceles enten foran eller til Siden, det
ftaar paa Mancyetterne eller paa den Dosmerieddeh ionJ
er fasthæftet langt nede paa —- ijortens indvendige
Side, og som kommer for Degen i det Rum i Guar
den, book ingen folget ind
Axel Hedebo giorde hverken det ene eller «det an
det; men han vidjte, at de fandt Sted, og han ikanis
mede iig lidt Paa smmmeratikabets Vegne.
Den jtriftlige Elsamen begyndte nied Prøve i dansk
Stil, og Opgaven lad: »Nein-its Betydning for Mennes
stets Udvikling«. (Tilsynstnanden stavede og fortlarede
det førite Ord, for at ingen,-stulde tro, at ,,Rejier« var
en Mand, der havde haft en vis Betydning for Mennei
stets Udvikling).
Havde Axel Hedebo nu faaet gjort alle de Rejier,
han forhen havde drømt om, saa havde han haft noget
at ikrive om og havdse ielv vceret meke udviklet, end han
var. Men lige meget, han var glad for Opgaven og
formede iin Stil, iom om han havde tejit.
Han skrev med Begejstring om de høje Vierge, der
aabner Mennesket en vid Horiiont, om det ftorilaaede
i Naturen, der minder oni dens almægtige Staber. Han
jtrev om de for Menneikeaanden betigende sinnstskatte
i Landenes Storsiæder, oni de historiske Steder, hvor
Fortidene Slægter havde ovet dekes Stordaad, og hvor
man uvilkaarlig blev mindet om Sainmenhcengen mel
lem Fortid og Nutid, niellem alle Jordensz Folkeilaa
sont rundne af det ene Blod, trods al nnvcerende natio
nal og religiøs Forikel Han skrev om det berjgende i at
se andre Folks Sceder og Stille og oni det degrienfende
og ftilleitaaende i altid at beim-ne iig paa iannne Plet
Det var Menneikeilasgtens Forniaal i Almindelighed
at opfylde Jorden og gøre sig den underdanig, og det
var Jndividets i Særdeleszihed at lmife Lærdoni og Er
fnring for derved at dygtignøre sig til at løie den Del
af Fasllesopgavem ioin tilfalder den enkelte. Mod dette
Maal skulde Hjemmets og Zkolens Opdragelse itile, on
Nejier vilde have deres udviklende Vetydniiig.
Axel Hedebo var ielv fornøjet med Stilen, on haus
Lcerer i Danik icitte den til min.
De andre Tiriftlige Opgaver knnde oasaa aaa an
undtagen Opgaverno i :)iegning, de gik stet ikke an. Den
første blev aflwmt holt blank. Den anan Var helft
men Facitet vor galt, oa den trcdie, der nmnske var
rigtia, nmattc nflrvcress i on Kinde-, som ika knnde
læiesl
Der var Eva-»diqu blnndt Last-etc nq Eli-ver, in
den Cenfuren faldt. At en og anden vilde dnmpr al
lerede ved Eksmnens ffriftlige Del, var man fordert-di
paa, men hvor malum var der ingen, sont vidst(-, o;
det havde jo jin Bctydning ikke alone for den onst-litt
Fremtid, men ogfaa for hele det nye Scnticiarinins.
Spillemandcn med Vinkelbenct var holt ovcsn nd
xda han havde lavot Disposition over dkst smmndcs Vnd
gthi det «hcwdc- han haft en Gang før«. Jan lnsnno tm
set virkelig siden, han havde ver-rot oppc fnrfns Mann
it den katekrtifte Omave fra den Gang nn qik inm
Nen baade hans Regninq og hans danfke Stil lovcd
ikke godt
Den rsdskæggede Sørenfen var line blrsvcsn fwrdi
med Jndledningen til dcsn dauske Stil, da Tiden vo-.
ommr. Eiter al Sandfynlighed var han ogfaa fusxi.i,z.
Nu ital J hørcs, hvordan dcst gib
To de begnndte med der-es Musik.
.,Vil Eksaminandcn junge Nr. 19 i Bergqrens Ko
kamqu
Eksaminanden flam· op og fer ftraks tre V’r, syn
qer og innbler over det første. Han forføner anden
Gang men snublcr igen, tredie Gang og gør ligefaa
Sau figer Eksaminator: »Vi[ Eksamimnden syn
ge Nr. 54«.
Eksaminandcn slaar op og iinder atter tre B’r
iynger igcn og inubler igem første, anden sog tredie
Gang ligefom ved en Auktion. Saa faldt ogsoa Ham
merilagkk —- i Form af Eksaminators skæbxiefvangre
»kan ikko nytte«. Eksaminanden var falden i Sang og
dermed Haabet om hans førfte Karakter.
,,-Eksaminanden kan jo godt spille«.
Nej det var netop det, Eksaminanden ikke godt
hinde. Og selv om han havde kunnet det godt, ja uds
mærket godt, saa vidfte han trods ssit tg? i Regiting, at
ti divideret med to give-r ikke syv men fem, og dette
Tal lagt til det øvrige gav ingen førfte Karaktec
Sau sagde Eksaminandem »Nej Tak, jeg spiller
ikke«, bukkede for Eksaminator vg —- ikyndte fig ud
som en ,,duelig« Degn.
XV.
Vcd en uy Korsvejs
Eiter endt Eksamen ipredtcs de vordende Degne
nd over Landct dels for at hvile paa deres Laurbær i
Ferien, dels for at se fig om cfter Plads.
Axel Hedrbo havde Længsel i Hiertet efter Yderup
og vildcs gerne have hilft paa fine Vclgørrw hjemme;
men da lian i Kraft af en ny Hærlov om kort Tid igen
iikulde til Mønitritm, og denne fkulde forcgaa i Købens
lhcwn, ina valgte han at blive med det samme. J Mel
Llemtidon vildcs ban iaa lcegge Plane-r for fin Fremtid,
Zog det var der saa nccsact mere Grund til, iom han atter
Tftod Ved et Guten-Ellen der inden ret lcenge krævede
iit Balg.
i Ente-n skulde han nu lade sig nøje og gaa nd
lio Livet med fin anden Karakter, eller han skulde se
vaa en cller andcsn Maade at faa lasft noget more og
Zmulia opnaa ika alone førfte Karaktrr men ogfaa en
«.E?amktor i den skasbnefvanare Sang.
I Hvad hans Pvnge angik, da vidfte ban nok, at han
Ikom leitest over det fest-steh og hvad Æren og Due
lighechn angik, da var bans Etsamen ikke mindre end
den, de fleste af Seminariets Eli-ver havde faaet, faa
kfor den Saqu Skvld kunde han qodt lade sig nøfe. Men
salliqevel var ban most tilbøivlfa til at prøve igen, og
Grnndcsn der-til var ikke vanskcliq at finde. Naar han
gav siq fcslv dcst Sporasmaalt .,.0vad bar du med bin
imindro end toaarigv Uddannelfe last-L oq hvad sidder
»du inde med?« faa maatte ban, nam· han skulde være
asrliq, Ware-: »Du ved, at der er noaet, der hedder
Kundskaber, men du har ingen, du hat i Virkcligheden
inqen Tian lært«. Hans Læsning havde vkrrrt i den
Grad forceret og ufornuftiq, at intet af dest, dan bavde
last-L bavde udviklet bam, fom det burde, ellcsr faaet
Tid til at Twite siq fast. Han var ikke en Gang en
balvfmdewi Nimm-.
Saa modnedes Beflutningen am at blive vaa So
minariet et Aar endnu.
Gortsasttetz. )
.«... - » « -
-- . — « s.
TAFEL-BE :’-«s» ’