Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, July 21, 1911, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Under Mefterens Haand.
eller
Axel Hebel-es Uusdomshistorie
Form-Hing af
Chr. Lynqe
(Foktfat.)
Tcr fandtes i et af Guardan andre Udhuie et mask
keligt Rum, vistnok ifke mindre end tre Fug i hele Hu
sets Brod-de Toren ind til dette vor ifke faliet ind i
Karmen og lukkede kun vcd en ,,chdder«, der var bo
ret nenneni donne, faa baade chr on Vind list kundi
tkænge ind.
Ved Numan encs Eidcs ftod en Rnllcn i lwiss Jndrc
var anbmgt en vasldig Masse Sten. Vcd den andrn
stod en Høvlebwnk under Nnmmets eneste Vindue, der
vor iaa fuldt as VasrktøL Spanner og Spindclvwv, at
man ikkc ikuldc nlofliae iixi nied at se derigcnnrin Nod
den mdics bang csn lieudeliglnsd af Zeletøj Hqu dci
allersinesns mcd Zølvbeilaq ug Gnldtop til det, iom hver
Tag blcv brngt fomn Plov eller Møgvogn J en mutet
Fordnlsning vrd den fjerdis Zjdc iaa for dct nieste et Pai·
Lan-« Hinlviand Omkring under Loftet lanqu de uhøvs
ledi- Vjiislker hang Oplon af Kot-ich Grimcsr og Plovi
tsmmer m. in. m., og rundt ont paa Gnlvct ftod ellcv
laa du niangfoldigiic Tinq saniotiisfsnnncblnkkc nichfizsic
Tjasrisfandcr med Kein-, Æifvr nin quninmrelie, Hain
ler, Evinqlcr. hole eller overbmiifech Rimsingen Mida
grebe on Fejckoste fort sagt et Pulterkaminer i aller
størite Stil.
s— Aette Ilium ftod ved Zidm nf Emidlmnlen i en
enden Fordybning i Muren ,,Tjencrens:s« nf ulmvledc
Brcrdder oiiilaaede Seini, on der lim lmn gmiste alene
i det store nlmgelige Rum, medenss Herslabet on »vore
egne« Visien ogfan limide Herbei-ne under Etuis
hnietsts Tag Der var innen Mannel isim Tnner i Zen
gen. on denne var enddn Ton like-d, nt Mel-:- Jormnnd i
Embedet i en Alt-us Jlfimnd fra dens iiiderfte Side hapde
anbmqt et gansfe almindeligt barket oq lnastet Grantrce
mellem Hoveds og Fodende for at gijre den imalleke
Men det tog Tid for den loqerende at finde Sengem
naar han itle Vilde resilere at falde over en Øtse eller
komme til nt stille Rassen i en Tjwrelnnde Thi ligesaa
lidt Tom der var Varine pcm »Va-rels"et«, inci lidt uiaatte
der noturligvis vcete Lyö melleni alle de mange brands
bare Zagen
»A: ligge inde« og at «ligge ude« beuge-S undertiden
blandt Bsnder som Udstkyt for et Tyendes mere ellek
mindre underordnede Stilling i en Guard. Hos Grille
sen niaatte Karten ellet Dtengen »ligge ude« i alleregents
ligfte Forltankx
At der var en saadan Asftand mellem Tjeneren
og Goardenö egne Fett, gav jig ogsaa til Kende paa
andre Mandel-. J alle de Aar, Axel Hedebo tjente dek,
var han Tiger og fkriver tun to Gange over den TærsteL
der fette fra »Mellemstuen« og op i »Øvetsteftuen«.
Den ene Gang var en Sendag, da han og den yngite
Dotter vake ene hjemme, og hun i et Øjeblik af Selvfsi
Ielle eller maaite ogsaa of en vis Trang til at glcede et
of iine Medmennefker. tog ham med derop for at
vise ham,«l)vad denne Stue rummede at Rigdom og
Herliahed i Dstkenes Udstyr. Den anden Gang vor ved
et Eseitgildch da han maafke af en Fejtagelle com til
at ivise ved det Bord, som var doekket i denne Stut.
J Almindelighed var Tjenetens Plads, naar han
var inde, i den korrekte Stue med det state Spiiebord og
de lange Beute, og udenfor denne havde han sont
Regel intet at stre.
Naar en as Sannetnes cller Dstkenes Farloveder
kam for at tste med Familien til et eller andet Gilde,
kunde der godt sidde tre paa et af Stadsvognens ch
det. Men det lod sig itte gere, da den ikke meget korpu
lente Tjenestedteng en Gang vilde med til Marked. Gan
maatte i bagstavelig For-stand hænge bag ved Vagnen
under en fire Mils Kariel frem og tilbage. Der var ikke
Plads til et Bræt bag den bagefte Ageital, og under den
kunde i)an ise anbringe begge sine Ben paa en Gang
naar lian forfaate at siddc paa Vognens Bagfmækte Det
ene Ven tun-de han da ftikle paa straas ind under Ages
steten: men det andet maatte faa ligge langs med
Smætlen eller hasnge ned —- udenfor Vagnen J denne
Stilling holdt han mellem glade Markedsgwfter sit Ind
tog i Vnem bvot han snakt havde klattet sine faa Lamme
penge bott, og i denne Stilling tat-te han atter dort
detfta med en tatn Lamme og en fulten Mave.
Ved at gennemgaa i Etindringen de tte Aar, tunde
Axel Hedebo not le, at han i den Tid havde vceket Gen
stand for en lang Rotte af den Slags Ydmyggelierz men
iaa længe han tiente det, havde han egentlig ikke Syn
derfar og led deefok heller ikte derunder. Der kam
endog den Tid i hanc Liv, da han kunde tatke, fordi
han onlaa paa denne Bis havde leert at baje fig, medens
han var ung. Da det git op for dam, lwakledes han
hat-de haft det, sit Erindringen derom alligevel en vis
Betydning for ham og blev medvirkende ved Dannels
sen af hanc Livslyn ag Kot-attei- Stant bondefadt blev
Axel Hedeba aldtig ,,foltelig« i dette Ords gængse Be
tydning Dertil havdc han i det lilleienike siem set
fak megen Standsfarslel mellem Storbønder og Hug
mænd, mellem Starbondens egne Vorn og hans Tyende.
Gan kunde med sin bedfte Villie itke se, at Ovektlass
lerne havde behandlet Bande-standen meke ufoltelig, end
Stark-enden mange Gange havde behandlet dem, han
havde i sit Brod. Den mennelkelige Egenlastlighed og
Oersteiyge var ikte vcerre foroven end for-jeden Den er
en Fejl i Menneftet, fak den blivee en Fejl i de mennei
stetige Farhald.
J sdet perfonline For-hold mellem Tjeneren og »von
egne« lkete ingen Forandring Da Streu sKrillelen far
længlt var dad, ag Arel Hebel-as «Va-relfe« forlvundet
used den gamle Saat-d kam han selv endnu og Gesagte
den nyes Sie-sag kunde uden Bittethed tale med hcnn
am Oenrtmdne Vase.
M
VIII
Es Knirs ved Bein-.
Da Aer Hedebo havde tjent Søren Krillesen i halvs
tredie Aar, begyndte han for Alvor at tænke paa en
Lære, og Lejligheden iyntes denne Gang at komme af
sig selv.
En nng Mond hnvde nedsat sig som Saddelmager
i Byen og kom jævnlig hos Søren Krilleien for at udføre
hans Arbejdr. Arel Hedebo havde aldrig tænkt paa at’
blive Saddclmager; men da Mciteren tilbød hcnn gan
ftige Vilkaar, iaa vaagnedc Lysten, og Akkorden blev
sluttet. Axel IGedebo qlasdrsdo sig og san fig i Aanden
som den fremtidige MefteL
Mcn en havde plantct et Kur-d ved Vejen, hvis
Gnade først kunde ltses lidt længere fromme Hen paa
Acmst flnp Arbejdet on for den nnge Weiter-, iaa ljanl
ilke tnrde ontaqe sig nogm Lærlinq og følqclig maattei
oniigc den, han alt havde fasstet
Sau var Axel Hedebo da lich ncrkx men han vak«
nn ina ked nf Arbejdet hos Vønder, at lian for cnhven
Pris vildc i Arke-, og der tnaattc dog vel kunne findes»
en Udvej. i
Hans- Kcndikab til Menneikek og bans LejlighedI
til nt komme i Forbindelie med Onwckchnen Var iinids
lertid iaa lille, at den ene Mauned gis site-r den onden,
puden at der ineldte fiq noget, hnn Bunde brnnen
l In kotn dist vidnndvtligd nie-n rigtignok fka en Side,
lworim hnn ifkis hade vlntist det, on i en Stillelse
lwori han iklo hade ønikkt det.
En iiøn Tag fik han Beiøg af en ældrc Karl, som
lnsrtcs biennnv i Nderntk og hvi. Fumsldress Juslod
nkasnscde op til Hyldegaardm J flere Aar havde kmn
tient Mollcrcn i Knattrup, mcn havde i llvenslab med
lmni ladet sig fcrfte til Ydmm Tn Lin-den lnvde laqt
fig, fortrød han Forandringen og lom nn for at faa
Oedclio til at trædc i fit Sted. Monden, hos hvem
hon sknlde time-, var Snedler, fortalte han, men havde
en Jokdlod til et Par Heite, og det var denne og disse,
Karten flnlde passe-. Det entste, der var i Vean med
Pladscn, var, at Snedkcrcn var »l)cllig«, men ellcrs
vor Monden flink, og det iamme gjaldt boade hnns Hu
strn on Born. l
Var Tilbndet konnnet frn Monden iom Enedker,«
on hin-de det nwret Pladien iom Lækling paa huns
Vcerlfted, der var Tale inn, san hnvde Nikel Hedebo ilfe
betcenlt sin, selv om saa liele Ydernn By liande unstet
hellinx tlii lmn havde simpelt hen innen Ilnelse uni, hvad
det var. Men tjene Snedleren sont ret on flet Ljenes
stelarl det bavde han innen Lnst til og sagde foreløbiq
Nef. Da Karlen imidlertid blev ved at presse paa og
til sidst bød bam et iaadant Tillæg til Lønnen af jin
eqen Lamme, at han kunde tjene mere paa et halvt Aar,
end en Karl i bang Alder ellerö tjente paa et helt, laa
gav han efter og lod sig fakfte
Der var for Axel Hedebo innen Lænnsel med i Spils
let eftet at se sin gamle Vedftefader; thi hverken han;
eller hans Gaard vilde være at finde mete. At Hyldess
gaatdens Areal var farblevet famlet ved Datterens Gif
temaal havde ikte knnnet ftandie den truende Fallit; thi
fra den nye Hufttns Ankomst havde man bestandig levet
over Evne Hyldeaaarden var saa bleven ombyttet med
en mindre Gaard, denne igen med et Hus i et andet
Sogn, hvor Kriften tGegler virkelig havde maattet gen
optage det Haandværh der havde givet ham Navn
Siden var han død under saa trykkende Knar, at hans
Ente ftmks maatte hjaslpes af Sognet. J den nye Eiers»
Besiddelie havde en Lynstraale lagt den gamle ldyldesl
gaard i Aste, on en ny havde forlængst rejft fig paa«
dens Rainer-. Tesnden havde Atel Hebeln-, der nu var
atten Aar, ikke været i Ydernp, siden han var ni, on
da han heller itke kendte sin Moder-s ffcerne Slcegt der
ude, iaa vilde det for sna vidt være et helt freinmed
Sted for ham at komme til. Men hvordan det nn var
eller itke var; saa vilde han altsaa komme Meer
heden af det Eted, lwor hans intkigante Kusine og
nuvcerende fattige Bedstemoder havde udruget Planen
til hans Forældkes ulykkelige Ænteskah og derved vætet
den indirette menneflelige Aakfag til hanö egen endnu
ikke i hsf Grad lqkkelige Tilværelse. Og hvem kunde
vide, om han ikke netop skulde derben for lelv at begynde
en ny. Han, lom havde plantet Kot-set ved Vejen..
knnde jo have fin Hensigt dekmed, selv om den, fot’
hvem det var vlantet, ille kunde le den«
Den fsritc November iagde Aer Hedebo Fatvel
til sin Husbond og hans egne og begav sig i splinternye
franfke Træiko og en ny Vadmelöklædning paa Vejen ad»
imod Ydermr Der var ingen Sorg over at flulle for
lade det qomle. Der var heller ingen Gliede over dei
nur-, som ventede ihi bot var. jo ikke gaact som hatt
havde sniket det
Pan Vejen dekud bei-Sie han sine Fokældre og
blev der om Ratten, ftr han gil videre. Hans Fader
og Moder vare endnu hos hinanden; men det var ingcn
Glæde for Ssnnen at komme hiern. Der var Fattigs
dom og Usielhed i alle Krage, og selv werfor ham
kunde den ene ikle lade vækc at anklage den andm
At Axel ikulde tjcne i Adern-tu syntess not at gøre et
vist Jndtryk paa hanö Moder-: thi lom Gaakdmandsdati
lter der fra Soanct havde hun sikfert tasnkt fig noget
andet. Der fyntes ogfaa at vaske en noget usikkesk Klang
i Sie-nimm, da hun nævnede Sciedket Msller ved Navn,
og det var, iom om hun vilde have sagt noget merk:
mcn hnn fang intet oq qav Sonnen lwerken onde cllisr
gode Ønsker med paa Besen.
lleervcsis til Sireler Møller com det vandrench
Tnende til at ailægge cndnu et Bei-M
Hans Skudsmaalsbog fkulde paathnos link Sonne ;
præsten i Yderup, og da Prwsthaarden lcm fomu i!
Vom fandt han det fornuftig at fna det gfnrt med. distj
lamme l
J imerc Tider kom Axvl Hebt-Im til at lendu m
enfoldig gammel Krisierv der ved et Prasstellifte i Soa l
net lod folgende Mring faldet »,Ja vi faar maaike nol
en god Prckist iqem men a gad dog nok ie, om vi saan
en der lom den fertige vil tilade os Smaafoll at m
ind ad »den store Tar«. Han faa dette sidste som et
lærligt godt Tegn paa en god Ptæft, og mnlig havde
ogsaa den Slags Præster vceret en sjcelden Vare i hans
Dage. «
leel Hedebo fandt i hvert Fald ifke paa at gna
ind ad den ftore Dør til Præften i Yderup, før han
sblev anmodet derom. Men da han benvendte sin i
Køkkenet og spnrgte ont Prceften ,fik han at vide, at
han virkelig sknlde igennem denne Tat-. Naar han nil
ind ad Hoveddørem vilde lmn i Fwtsridoretkfinde zu
anden Dar, paa hvilken der stod: »Vin
og naar han bankede paa der, vilde ban blive lnkfet ind.
Arel Hedebo fandt let den anvifte Ter, og alsder
faa fnart lnwde han med sine arbejdsvnnte under Unnct
de lielendle tre Slag paa den, før der indensrn lud
et lenftigt ,,kom ind!«
J Ziolthed over sine første fransle Trwskkx der slet
ikke var fnavsede af den lange Vandrinn, eller lad oc
fige i lundlin llvidenhed om, hvad der pasfede —- be-«
holdt han dem vna, da han traadte ind. Men det slnldez
han itle lmve gjort Med trnende Mjne for Priesten
lJen jnmd nun-, negede Paa non-I Fødder da fncerrede:
»Konnner lmn ind i en Preeslsts Ztne med Trasflo paa,
vil dan se at komme nd ng faa dem af!«
Jan blev da Trceffoene anbragte lige ndenfor Did
ren un i samme Afsland deresJ Cjeenmnd indenfor, hvor
ban wankte stan, til Bogen var fix-ebne Ta dette var
l)esm«net, ug Præsten ljavde faaet nt vide, lnmr hans nye
vandmsn slnlde tjene, skød lmn hanc lenmelin nd as
Deren idet l1an mnmlede noget um at evfknse jig ordent
lig i Zonnet nden dog at lade sig vaavirke af de heilige
Hunde leel Hedebo den Gang hørt Tale um »hei
kirkeque« Prwftey vilde han fillert have set en faadan
i Pafwr nlanfem og havde han set dybere i Tingen end
sont san, vjlde han rimeligvis have tcenln den gode
Preest er ligesaa bange for de hellige som for de nordents
lige Men ligefaa lidt fom han den Gang havde lært
at gøre Forskel paa Præster, ligefaa lidt ræsonnerede
han over deres Handlinger og følte sig heller ilke for
«urettet over Uheldet med Trcefkoene Med sin Vog i
Lommen forlod han baade den lille Der og den ftnre
for iftc at gaa derikicnnem i niaimc, manms Plain
Tot form-, Du- sloij Art-l Ocdolnx da han mod sin
Bylt under »Hian traadtc ind i Zitedfcr Møllers Spi
sestiie, book daadc han, hans Familie Da Hirt-lum- var
famlet am Kassen, var den Vonlighed,'k)vormcd han
blev madtagcsn af alle. Der var ingen, disr suntes at
betraate bant fom fremmcd, lanqt mindre at se ned paa
han1, sont han vidftc, man andre Stedcr kunde se paa et
Tycnde. Da da Sucdkercn eftcr Laffen lutlede op for
et mindre Vwrelse ved Eiden af Spisestuem hvor der
baadr fandtes Kaklelovn, Bord og Stole, og fortalte
ham, at det var hans fremtidige Kammer-, kunde han
nasppe tro sine cgnes Øjne; thi saaledes bavde han ikke
haft det for. Mcn havde han end ikle mødt megen
Kærlighed i Livet, saa var han dög ikke uimodtagelig
derfor, og han havde en Følelse af, at han vilde komme
til at føle sig hjemme paa det fremmede Sted
Det sorste Jndtryk af Hufets Hellighed fik Axel
Dedebm da han senere gik til Bords med Familien, og
endnu mete, da Snedteren efter endt Dagværk holdt
Andagt med sit Hus. At alt var skabt til at modtages
med Taksigelfe, var aldrig før faldet ham ind, og mange
Gange fenere i Livet maatte han tænke paa den ucsndes
lige Kejtethed, hvormed han behandledc sine til Bord
btn uvante Hænder.
Men værre blev det, da Andagten bcgyndte, og Hu
fets yngfte Dotter med en voksens Forstaaelse og et
Varus uimodftaaelae Smil lagde en Salmisboq lieu til
ham, for at han kunde iynge med. Gar et Menneile
nagen Sifde følt sig som Gast og fremmed blandt
shellige Medborgere og Gnds Falk, saa gjorde Axel Gede
bo det den Gang; thi havde han end ille i bogstavelig
IForftand ædt Mast med Svinene iom den talite Zau,
lsaa stod han dog her overfor noget faa fremmed, at
han aldkiq htwde set det.
J shans fattige Hjem var der aldrig.holdt Andagt,
has Mittel Nielsen og Søren Krillesen heller ille, hvad
Under da, at det, han nu fkulde vcere mcd til, var ham
frmmed og nyt, fom Jndgang i en Verden, han aldrig
havde kendt.
Nu iftemtes Sangem
»Jeiu Navn, mit errtes Luft,
Al min Glæde, Haab oa T"mit——«.
Kett-deu- vilde have sagt, at Hjettetnc sang mcd -·—
unt-tagen i en. Axel Hebel-o kunde not Melodien act
lob agfaa Læberne iige Stimme Mcn Isiettet var af
Kinde Grunde ikke med: thi selv om han paa sin Bis
Lhavde kmnpet, faa havde det absolut ikte værct i Join
FNavn ellek til hmis Ære. »
« Aer Heda-o tyttede med en vis Æwsdighed till
zOrdet om den got-se Hyrde: men han var langt fra at
forstaa, at han var det tabtr Faar, som Hyrden just nu
Lhavde begyndt at lede efter. Da Læsningen var endt,
;og Husfaderen bat- for sit Hus og for — ham, foldcde
"l)an ogfaa sine Hasnperx cui-n Hjertet var ligesaa lidt
mrd i BInncn fom i Sangeti
Paa en Maade følte han fig dragen mod det nyeJ
mo» alligevel bavde han i Øioblitkct most Lyst til atl
aaa sin Vei: thi lmn føltc, at han pasiede ikte, lwor
han vat. .
Men Daqen ikuldc itle aaa til Ende uden nye ogs
stons Ovekraskelser for den fidftkomne. Da Andagtcnx
Var cndt, og de· andre havde sagt Godnat og var gaact
hucr til sit, tog Snedkeken Arel Bedebo med sig ind paa
sit Værelse under Formivende af, at han havdc noget
at tale med ham am.
»Im hat hart, eftcrat du var fæftet«, iagde
Enedkerem »at Du er Søn af den Sake-1«Hcdcsbo fraL
Gunnerup, lom sit sin anden Huftku, altsaa din Moder,
her im Ydertm Sig mig nu førft, fagde din Moder
intet om mig, nu da du besagte hende paa Bejen besud,
eller bar du overhovedet aldtig shsrt hende eller andre
omtale et For-hold, ihvort hun har staaet til mig, indenz
shun blev gift med din Fabel-, at hun en Gang sliarl
været forlovet med miqfm «
L- T
Axel Hedebo kunde just ikte paastaa, at detteSpørgss
maal kom overraskende; thi noget havde han hørt baade
j og udenfor sit Hiern. Under Skændescener mellem
Forceldrene havde han hørt af sin Moder Udbkud som
disse: »Du vidfte jo godt, at jeg elfkede en anden«,
»Du oq min Stedmoder skabte min Ulykke«, og han
havde ogsaa hørt en eller anden udenforstaaende for
tlare det ulyktelige Forhold mellem hans Forældre som
stammede fra, at hans Moder ikte alene var saa meget
yngre end hans Feder, men at hun ogfaa havde brudt
med en anden, fom elskede bende. Men at den Mand,
som bans Moder havde elfket, og fom altfaa maafke
kunde have været hans Faden Im var hans Husbond,
det havde han absolut ingen Anelse om.
»Saa ved Du det nn«, fngde Encdfere::. jdct lmn
kalte bam Saandem »og Gud give saa, at jeg maa blive
Tin aandelige Faden da Herren nu hat maaet det saa
at Du dng en Tid ital spists Tit Brde ved mit Bord.
Men nu fkal Du børe. bvordan det er ganet
Sen (s15tede din Moder, Da vi Dur luftekmc Tom
Illsennester kan Vaer det nden Nnd Saa fik« jcg det
frnntelixus Budsfab, mens jeg var Soldat, at lmn fkulde
asnte en andern og alle mine Brevc kunde ikke l)indre,
Inn-d jdrdist Vewsriiglled da lvindeljgss Wasnler ais-; Ufors
stand sumdcde sammt-n Ta jeg blev net-unteren havde
diu zllkudscr Unsrer gift et l)clt Fjasrdingaan
J hunved et Lchr forblev jeg i København og søgte
i Nydelsens Nil-S at ylcmmc min Sorg. Da nmdte jeg
l)ende, sum nn er min Sustrn dq hun blev min frelfende
Engel Vaa Ilfgrnndens Rand Hun førte min ikke til
Trer paa Gludz thi den havde lmn ligesaa lidt fom
jen: men lnm leerte mig ,om jeg faa nma sigly at tro paa
mig felv, at tage mig samtnen og begyndc m Livsgeri
nitm Damm Hun var fra et menneskelfq fet godtsjem
og der fandt ieg mennefkelig Støtte. Saa blev vi for
lovet, nenere gift og -flyttede saa her hjem til Yderup
lwor jeg etablerede mig Tom Snedter.
Da vi havde boct her nogle Aar, tom der Vækkelse
i Engnet, og omfider kom anen ogsaa til mig.
Cn Tag var der Gilde i Bnen, en Slags Ztorfams
ling, bvor mange af Guardmaendene var til Stede, og
samtidig var der Mode i en Stov et Stykke udenfor
Vyen.
Te gllderup Gaardmwnd have haft Ord for deres
Lust til at ringeagte Haandvasrkere og Husmænd, og «
ikle nced lirette siger man det om dem. Jeg syntes
at føle det den Tag niere end ellers og pøniede paa et
Middel til at hævne mig paa dem. J min dumme Vrede
forlod jea Gildet og tog ud til Moder Men Herren
havde ogsaa sin Maade at hævne sig paa. Som et tves
cegget Evasrd trængte Ordet den Dag ind i mit Hier-te,
oq jea qif hjem iom en Sonder, der kender Synd
J Tage og Nætter stred jeg med Herren; men om
sider fik jeg Fred og har fiden den Dag været lykkelig
i hans Tjenefte. Min Hustru gjorde Modstand, saa
loenae hun kundex men ogiaa hendes Hierte fik Herren
bøjet, saa vort Hjem kunde aabnes for Guds Folc, og
siden har de været mange, fom med Guds Ord gik ind
og ud gennem vor Dør
Men nu var det Yderuppernes Tut at hævne sig paa
mig. J lang Tid havde jeg næften ikke Arbejde fra en
eneste Gaard og blev nødt til at se mig otn efter noaet
andet. ’k .· II
Paa den Tid havde din Bedstefader begyndt at
saelge Jord for at kunne blive ved Gaarden, og forunders
ligt nok faldt det saa i min Lod at lobe det Stykkr.
der, om jeg saa maa sige, var blevet købt til at blive
ved Garben for Din Moders Livslykke
J Vegvndelfen havde jeg ielv Tid og gik da derude
og dyrkede den Jordlod, hvortil faa mange af mine
Ungdomsdrømme havde været knyttet. Men Landmand
var jeg alligevel ikke, og Haandvcetket ejede bestandig
min Interesse Saa lytkedes det mig at faa Patent paa
en særlig indrettet Lceneftoh og nu gaar Forretningen
godt. Som Folge heraf maa jeg nu holde AvlskarL og
som Folge deraf er du her nu og skal dyrke den Jord,
din Moder skulde arvet. Lad os se iaaledes paa det, at
den Gud, iom holder alle Livets Traade i sin Haand og
som endnu kan vende det onde til det gode, at han hat
fort dig hid, og lad os bede om, at dit Komme her maa
blive til gensidig Velsignelse«
Axel Hedebo havde lyttet med Opmoerksomhed til
Snedkerens Fortcelling, der i faa mange Maader kastede
Lys over hans Varndoms mørke Minder. At det var
«Gud, der havde hørt ham hid, havde han dog endnu
ingen rigtig Forstaoelfe af, dertil havde den Omftændigs
hed at hnn maatte «l)id, stridt for meget mod hans egen
Villie. Korsei ftod endnu ved Vejen med sin uløste
Gnade. Alligevel er det muligt, at han den Aften lande
lidt mere ind i den tredie Ben, end han plejede at gsre,
naar han »lcrste« sit Fadetvor. -
J de folgende Dage markede Aer Gedeka at han
arbejdede under belt andre Forhold, end hon plejede.
Forhen havde han neermest arbejdet fom en Maskine,
nn sknlde han Telv bære Ansvaret for Bedriften og
minde sin selv om hvad der var at gøre
En enkelt Gang var der Ærinde i Makken, san
Axel fik Lejligbed til at se on tænle over, hvor hanö
Modeer Hus on mnliqvis bnns Hiem lunde have ligget,
on Leflighed til at opfrisle Minder fka den Tid, han fom
Born lmvde vwret i Vesøn hos Bedftefader paa Holde
gaarden Men da Arbefdet i Marken var endt for den
Gena, og Vinteren var for Haandem san tilbragtes Ti
den mest inden Tore-. on lnnt og hyggeligt kan der jo
viere felv i et »Nøds«·
En Del af Arbefdet bestod i at fkære Hallelfr. oq
den Dattety fom faa snildt havde rast ham Salmebos
gen ved den førfte Andagt, havde en færlig Lyft til at
være med. Nanr Skalen var endl, stak hun oste sit
krøllede Hoved ind ad Deren til Foderloen og spat-nie
med det mest bedaarende Smil of Verdety om »For
valteren« ikke unfkede nagen Hjceltn og under Spsg as
Latier snurrede shun laa Hallelseömafkinen rundt, ind
til hun lelv aandeløs sum-rede om i Hallelfen
Weit-U