Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (July 21, 1911)
Under Mefterens Haand. eller Axel Hebel-es Uusdomshistorie Form-Hing af Chr. Lynqe (Foktfat.) Tcr fandtes i et af Guardan andre Udhuie et mask keligt Rum, vistnok ifke mindre end tre Fug i hele Hu sets Brod-de Toren ind til dette vor ifke faliet ind i Karmen og lukkede kun vcd en ,,chdder«, der var bo ret nenneni donne, faa baade chr on Vind list kundi tkænge ind. Ved Numan encs Eidcs ftod en Rnllcn i lwiss Jndrc var anbmgt en vasldig Masse Sten. Vcd den andrn stod en Høvlebwnk under Nnmmets eneste Vindue, der vor iaa fuldt as VasrktøL Spanner og Spindclvwv, at man ikkc ikuldc nlofliae iixi nied at se derigcnnrin Nod den mdics bang csn lieudeliglnsd af Zeletøj Hqu dci allersinesns mcd Zølvbeilaq ug Gnldtop til det, iom hver Tag blcv brngt fomn Plov eller Møgvogn J en mutet Fordnlsning vrd den fjerdis Zjdc iaa for dct nieste et Pai· Lan-« Hinlviand Omkring under Loftet lanqu de uhøvs ledi- Vjiislker hang Oplon af Kot-ich Grimcsr og Plovi tsmmer m. in. m., og rundt ont paa Gnlvct ftod ellcv laa du niangfoldigiic Tinq saniotiisfsnnncblnkkc nichfizsic Tjasrisfandcr med Kein-, Æifvr nin quninmrelie, Hain ler, Evinqlcr. hole eller overbmiifech Rimsingen Mida grebe on Fejckoste fort sagt et Pulterkaminer i aller størite Stil. s— Aette Ilium ftod ved Zidm nf Emidlmnlen i en enden Fordybning i Muren ,,Tjencrens:s« nf ulmvledc Brcrdder oiiilaaede Seini, on der lim lmn gmiste alene i det store nlmgelige Rum, medenss Herslabet on »vore egne« Visien ogfan limide Herbei-ne under Etuis hnietsts Tag Der var innen Mannel isim Tnner i Zen gen. on denne var enddn Ton like-d, nt Mel-:- Jormnnd i Embedet i en Alt-us Jlfimnd fra dens iiiderfte Side hapde anbmqt et gansfe almindeligt barket oq lnastet Grantrce mellem Hoveds og Fodende for at gijre den imalleke Men det tog Tid for den loqerende at finde Sengem naar han itle Vilde resilere at falde over en Øtse eller komme til nt stille Rassen i en Tjwrelnnde Thi ligesaa lidt Tom der var Varine pcm »Va-rels"et«, inci lidt uiaatte der noturligvis vcete Lyö melleni alle de mange brands bare Zagen »A: ligge inde« og at «ligge ude« beuge-S undertiden blandt Bsnder som Udstkyt for et Tyendes mere ellek mindre underordnede Stilling i en Guard. Hos Grille sen niaatte Karten ellet Dtengen »ligge ude« i alleregents ligfte Forltankx At der var en saadan Asftand mellem Tjeneren og Goardenö egne Fett, gav jig ogsaa til Kende paa andre Mandel-. J alle de Aar, Axel Hedebo tjente dek, var han Tiger og fkriver tun to Gange over den TærsteL der fette fra »Mellemstuen« og op i »Øvetsteftuen«. Den ene Gang var en Sendag, da han og den yngite Dotter vake ene hjemme, og hun i et Øjeblik af Selvfsi Ielle eller maaite ogsaa of en vis Trang til at glcede et of iine Medmennefker. tog ham med derop for at vise ham,«l)vad denne Stue rummede at Rigdom og Herliahed i Dstkenes Udstyr. Den anden Gang vor ved et Eseitgildch da han maafke af en Fejtagelle com til at ivise ved det Bord, som var doekket i denne Stut. J Almindelighed var Tjenetens Plads, naar han var inde, i den korrekte Stue med det state Spiiebord og de lange Beute, og udenfor denne havde han sont Regel intet at stre. Naar en as Sannetnes cller Dstkenes Farloveder kam for at tste med Familien til et eller andet Gilde, kunde der godt sidde tre paa et af Stadsvognens ch det. Men det lod sig itte gere, da den ikke meget korpu lente Tjenestedteng en Gang vilde med til Marked. Gan maatte i bagstavelig For-stand hænge bag ved Vagnen under en fire Mils Kariel frem og tilbage. Der var ikke Plads til et Bræt bag den bagefte Ageital, og under den kunde i)an ise anbringe begge sine Ben paa en Gang naar lian forfaate at siddc paa Vognens Bagfmækte Det ene Ven tun-de han da ftikle paa straas ind under Ages steten: men det andet maatte faa ligge langs med Smætlen eller hasnge ned —- udenfor Vagnen J denne Stilling holdt han mellem glade Markedsgwfter sit Ind tog i Vnem bvot han snakt havde klattet sine faa Lamme penge bott, og i denne Stilling tat-te han atter dort detfta med en tatn Lamme og en fulten Mave. Ved at gennemgaa i Etindringen de tte Aar, tunde Axel Hedebo not le, at han i den Tid havde vceket Gen stand for en lang Rotte af den Slags Ydmyggelierz men iaa længe han tiente det, havde han egentlig ikke Syn derfar og led deefok heller ikte derunder. Der kam endog den Tid i hanc Liv, da han kunde tatke, fordi han onlaa paa denne Bis havde leert at baje fig, medens han var ung. Da det git op for dam, lwakledes han hat-de haft det, sit Erindringen derom alligevel en vis Betydning for ham og blev medvirkende ved Dannels sen af hanc Livslyn ag Kot-attei- Stant bondefadt blev Axel Hedeba aldtig ,,foltelig« i dette Ords gængse Be tydning Dertil havdc han i det lilleienike siem set fak megen Standsfarslel mellem Storbønder og Hug mænd, mellem Starbondens egne Vorn og hans Tyende. Gan kunde med sin bedfte Villie itke se, at Ovektlass lerne havde behandlet Bande-standen meke ufoltelig, end Stark-enden mange Gange havde behandlet dem, han havde i sit Brod. Den mennelkelige Egenlastlighed og Oersteiyge var ikte vcerre foroven end for-jeden Den er en Fejl i Menneftet, fak den blivee en Fejl i de mennei stetige Farhald. J sdet perfonline For-hold mellem Tjeneren og »von egne« lkete ingen Forandring Da Streu sKrillelen far længlt var dad, ag Arel Hebel-as «Va-relfe« forlvundet used den gamle Saat-d kam han selv endnu og Gesagte den nyes Sie-sag kunde uden Bittethed tale med hcnn am Oenrtmdne Vase. M VIII Es Knirs ved Bein-. Da Aer Hedebo havde tjent Søren Krillesen i halvs tredie Aar, begyndte han for Alvor at tænke paa en Lære, og Lejligheden iyntes denne Gang at komme af sig selv. En nng Mond hnvde nedsat sig som Saddelmager i Byen og kom jævnlig hos Søren Krilleien for at udføre hans Arbejdr. Arel Hedebo havde aldrig tænkt paa at’ blive Saddclmager; men da Mciteren tilbød hcnn gan ftige Vilkaar, iaa vaagnedc Lysten, og Akkorden blev sluttet. Axel IGedebo qlasdrsdo sig og san fig i Aanden som den fremtidige MefteL Mcn en havde plantct et Kur-d ved Vejen, hvis Gnade først kunde ltses lidt længere fromme Hen paa Acmst flnp Arbejdet on for den nnge Weiter-, iaa ljanl ilke tnrde ontaqe sig nogm Lærlinq og følqclig maattei oniigc den, han alt havde fasstet Sau var Axel Hedebo da lich ncrkx men han vak« nn ina ked nf Arbejdet hos Vønder, at lian for cnhven Pris vildc i Arke-, og der tnaattc dog vel kunne findes» en Udvej. i Hans- Kcndikab til Menneikek og bans LejlighedI til nt komme i Forbindelie med Onwckchnen Var iinids lertid iaa lille, at den ene Mauned gis site-r den onden, puden at der ineldte fiq noget, hnn Bunde brnnen l In kotn dist vidnndvtligd nie-n rigtignok fka en Side, lworim hnn ifkis hade vlntist det, on i en Stillelse lwori han iklo hade ønikkt det. En iiøn Tag fik han Beiøg af en ældrc Karl, som lnsrtcs biennnv i Nderntk og hvi. Fumsldress Juslod nkasnscde op til Hyldegaardm J flere Aar havde kmn tient Mollcrcn i Knattrup, mcn havde i llvenslab med lmni ladet sig fcrfte til Ydmm Tn Lin-den lnvde laqt fig, fortrød han Forandringen og lom nn for at faa Oedclio til at trædc i fit Sted. Monden, hos hvem hon sknlde time-, var Snedler, fortalte han, men havde en Jokdlod til et Par Heite, og det var denne og disse, Karten flnlde passe-. Det entste, der var i Vean med Pladscn, var, at Snedkcrcn var »l)cllig«, men ellcrs vor Monden flink, og det iamme gjaldt boade hnns Hu strn on Born. l Var Tilbndet konnnet frn Monden iom Enedker,« on hin-de det nwret Pladien iom Lækling paa huns Vcerlfted, der var Tale inn, san hnvde Nikel Hedebo ilfe betcenlt sin, selv om saa liele Ydernn By liande unstet hellinx tlii lmn havde simpelt hen innen Ilnelse uni, hvad det var. Men tjene Snedleren sont ret on flet Ljenes stelarl det bavde han innen Lnst til og sagde foreløbiq Nef. Da Karlen imidlertid blev ved at presse paa og til sidst bød bam et iaadant Tillæg til Lønnen af jin eqen Lamme, at han kunde tjene mere paa et halvt Aar, end en Karl i bang Alder ellerö tjente paa et helt, laa gav han efter og lod sig fakfte Der var for Axel Hedebo innen Lænnsel med i Spils let eftet at se sin gamle Vedftefader; thi hverken han; eller hans Gaard vilde være at finde mete. At Hyldess gaatdens Areal var farblevet famlet ved Datterens Gif temaal havde ikte knnnet ftandie den truende Fallit; thi fra den nye Hufttns Ankomst havde man bestandig levet over Evne Hyldeaaarden var saa bleven ombyttet med en mindre Gaard, denne igen med et Hus i et andet Sogn, hvor Kriften tGegler virkelig havde maattet gen optage det Haandværh der havde givet ham Navn Siden var han død under saa trykkende Knar, at hans Ente ftmks maatte hjaslpes af Sognet. J den nye Eiers» Besiddelie havde en Lynstraale lagt den gamle ldyldesl gaard i Aste, on en ny havde forlængst rejft fig paa« dens Rainer-. Tesnden havde Atel Hebeln-, der nu var atten Aar, ikke været i Ydernp, siden han var ni, on da han heller itke kendte sin Moder-s ffcerne Slcegt der ude, iaa vilde det for sna vidt være et helt freinmed Sted for ham at komme til. Men hvordan det nn var eller itke var; saa vilde han altsaa komme Meer heden af det Eted, lwor hans intkigante Kusine og nuvcerende fattige Bedstemoder havde udruget Planen til hans Forældkes ulykkelige Ænteskah og derved vætet den indirette menneflelige Aakfag til hanö egen endnu ikke i hsf Grad lqkkelige Tilværelse. Og hvem kunde vide, om han ikke netop skulde derben for lelv at begynde en ny. Han, lom havde plantet Kot-set ved Vejen.. knnde jo have fin Hensigt dekmed, selv om den, fot’ hvem det var vlantet, ille kunde le den« Den fsritc November iagde Aer Hedebo Fatvel til sin Husbond og hans egne og begav sig i splinternye franfke Træiko og en ny Vadmelöklædning paa Vejen ad» imod Ydermr Der var ingen Sorg over at flulle for lade det qomle. Der var heller ingen Gliede over dei nur-, som ventede ihi bot var. jo ikke gaact som hatt havde sniket det Pan Vejen dekud bei-Sie han sine Fokældre og blev der om Ratten, ftr han gil videre. Hans Fader og Moder vare endnu hos hinanden; men det var ingcn Glæde for Ssnnen at komme hiern. Der var Fattigs dom og Usielhed i alle Krage, og selv werfor ham kunde den ene ikle lade vækc at anklage den andm At Axel ikulde tjcne i Adern-tu syntess not at gøre et vist Jndtryk paa hanö Moder-: thi lom Gaakdmandsdati lter der fra Soanct havde hun sikfert tasnkt fig noget andet. Der fyntes ogfaa at vaske en noget usikkesk Klang i Sie-nimm, da hun nævnede Sciedket Msller ved Navn, og det var, iom om hun vilde have sagt noget merk: mcn hnn fang intet oq qav Sonnen lwerken onde cllisr gode Ønsker med paa Besen. lleervcsis til Sireler Møller com det vandrench Tnende til at ailægge cndnu et Bei-M Hans Skudsmaalsbog fkulde paathnos link Sonne ; præsten i Yderup, og da Prwsthaarden lcm fomu i! Vom fandt han det fornuftig at fna det gfnrt med. distj lamme l J imerc Tider kom Axvl Hebt-Im til at lendu m enfoldig gammel Krisierv der ved et Prasstellifte i Soa l net lod folgende Mring faldet »,Ja vi faar maaike nol en god Prckist iqem men a gad dog nok ie, om vi saan en der lom den fertige vil tilade os Smaafoll at m ind ad »den store Tar«. Han faa dette sidste som et lærligt godt Tegn paa en god Ptæft, og mnlig havde ogsaa den Slags Præster vceret en sjcelden Vare i hans Dage. « leel Hedebo fandt i hvert Fald ifke paa at gna ind ad den ftore Dør til Præften i Yderup, før han sblev anmodet derom. Men da han benvendte sin i Køkkenet og spnrgte ont Prceften ,fik han at vide, at han virkelig sknlde igennem denne Tat-. Naar han nil ind ad Hoveddørem vilde lmn i Fwtsridoretkfinde zu anden Dar, paa hvilken der stod: »Vin og naar han bankede paa der, vilde ban blive lnkfet ind. Arel Hedebo fandt let den anvifte Ter, og alsder faa fnart lnwde han med sine arbejdsvnnte under Unnct de lielendle tre Slag paa den, før der indensrn lud et lenftigt ,,kom ind!« J Ziolthed over sine første fransle Trwskkx der slet ikke var fnavsede af den lange Vandrinn, eller lad oc fige i lundlin llvidenhed om, hvad der pasfede —- be-« holdt han dem vna, da han traadte ind. Men det slnldez han itle lmve gjort Med trnende Mjne for Priesten lJen jnmd nun-, negede Paa non-I Fødder da fncerrede: »Konnner lmn ind i en Preeslsts Ztne med Trasflo paa, vil dan se at komme nd ng faa dem af!« Jan blev da Trceffoene anbragte lige ndenfor Did ren un i samme Afsland deresJ Cjeenmnd indenfor, hvor ban wankte stan, til Bogen var fix-ebne Ta dette var l)esm«net, ug Præsten ljavde faaet nt vide, lnmr hans nye vandmsn slnlde tjene, skød lmn hanc lenmelin nd as Deren idet l1an mnmlede noget um at evfknse jig ordent lig i Zonnet nden dog at lade sig vaavirke af de heilige Hunde leel Hedebo den Gang hørt Tale um »hei kirkeque« Prwftey vilde han fillert have set en faadan i Pafwr nlanfem og havde han set dybere i Tingen end sont san, vjlde han rimeligvis have tcenln den gode Preest er ligesaa bange for de hellige som for de nordents lige Men ligefaa lidt fom han den Gang havde lært at gøre Forskel paa Præster, ligefaa lidt ræsonnerede han over deres Handlinger og følte sig heller ilke for «urettet over Uheldet med Trcefkoene Med sin Vog i Lommen forlod han baade den lille Der og den ftnre for iftc at gaa derikicnnem i niaimc, manms Plain Tot form-, Du- sloij Art-l Ocdolnx da han mod sin Bylt under »Hian traadtc ind i Zitedfcr Møllers Spi sestiie, book daadc han, hans Familie Da Hirt-lum- var famlet am Kassen, var den Vonlighed,'k)vormcd han blev madtagcsn af alle. Der var ingen, disr suntes at betraate bant fom fremmcd, lanqt mindre at se ned paa han1, sont han vidftc, man andre Stedcr kunde se paa et Tycnde. Da da Sucdkercn eftcr Laffen lutlede op for et mindre Vwrelse ved Eiden af Spisestuem hvor der baadr fandtes Kaklelovn, Bord og Stole, og fortalte ham, at det var hans fremtidige Kammer-, kunde han nasppe tro sine cgnes Øjne; thi saaledes bavde han ikke haft det for. Mcn havde han end ikle mødt megen Kærlighed i Livet, saa var han dög ikke uimodtagelig derfor, og han havde en Følelse af, at han vilde komme til at føle sig hjemme paa det fremmede Sted Det sorste Jndtryk af Hufets Hellighed fik Axel Dedebm da han senere gik til Bords med Familien, og endnu mete, da Snedteren efter endt Dagværk holdt Andagt med sit Hus. At alt var skabt til at modtages med Taksigelfe, var aldrig før faldet ham ind, og mange Gange fenere i Livet maatte han tænke paa den ucsndes lige Kejtethed, hvormed han behandledc sine til Bord btn uvante Hænder. Men værre blev det, da Andagten bcgyndte, og Hu fets yngfte Dotter med en voksens Forstaaelse og et Varus uimodftaaelae Smil lagde en Salmisboq lieu til ham, for at han kunde iynge med. Gar et Menneile nagen Sifde følt sig som Gast og fremmed blandt shellige Medborgere og Gnds Falk, saa gjorde Axel Gede bo det den Gang; thi havde han end ille i bogstavelig IForftand ædt Mast med Svinene iom den talite Zau, lsaa stod han dog her overfor noget faa fremmed, at han aldkiq htwde set det. J shans fattige Hjem var der aldrig.holdt Andagt, has Mittel Nielsen og Søren Krillesen heller ille, hvad Under da, at det, han nu fkulde vcere mcd til, var ham frmmed og nyt, fom Jndgang i en Verden, han aldrig havde kendt. Nu iftemtes Sangem »Jeiu Navn, mit errtes Luft, Al min Glæde, Haab oa T"mit——«. Kett-deu- vilde have sagt, at Hjettetnc sang mcd -·— unt-tagen i en. Axel Hebel-o kunde not Melodien act lob agfaa Læberne iige Stimme Mcn Isiettet var af Kinde Grunde ikke med: thi selv om han paa sin Bis Lhavde kmnpet, faa havde det absolut ikte værct i Join FNavn ellek til hmis Ære. » « Aer Heda-o tyttede med en vis Æwsdighed till zOrdet om den got-se Hyrde: men han var langt fra at forstaa, at han var det tabtr Faar, som Hyrden just nu Lhavde begyndt at lede efter. Da Læsningen var endt, ;og Husfaderen bat- for sit Hus og for — ham, foldcde "l)an ogfaa sine Hasnperx cui-n Hjertet var ligesaa lidt mrd i BInncn fom i Sangeti Paa en Maade følte han fig dragen mod det nyeJ mo» alligevel bavde han i Øioblitkct most Lyst til atl aaa sin Vei: thi lmn føltc, at han pasiede ikte, lwor han vat. . Men Daqen ikuldc itle aaa til Ende uden nye ogs stons Ovekraskelser for den fidftkomne. Da Andagtcnx Var cndt, og de· andre havde sagt Godnat og var gaact hucr til sit, tog Snedkeken Arel Bedebo med sig ind paa sit Værelse under Formivende af, at han havdc noget at tale med ham am. »Im hat hart, eftcrat du var fæftet«, iagde Enedkerem »at Du er Søn af den Sake-1«Hcdcsbo fraL Gunnerup, lom sit sin anden Huftku, altsaa din Moder, her im Ydertm Sig mig nu førft, fagde din Moder intet om mig, nu da du besagte hende paa Bejen besud, eller bar du overhovedet aldtig shsrt hende eller andre omtale et For-hold, ihvort hun har staaet til mig, indenz shun blev gift med din Fabel-, at hun en Gang sliarl været forlovet med miqfm « L- T Axel Hedebo kunde just ikte paastaa, at detteSpørgss maal kom overraskende; thi noget havde han hørt baade j og udenfor sit Hiern. Under Skændescener mellem Forceldrene havde han hørt af sin Moder Udbkud som disse: »Du vidfte jo godt, at jeg elfkede en anden«, »Du oq min Stedmoder skabte min Ulykke«, og han havde ogsaa hørt en eller anden udenforstaaende for tlare det ulyktelige Forhold mellem hans Forældre som stammede fra, at hans Moder ikte alene var saa meget yngre end hans Feder, men at hun ogfaa havde brudt med en anden, fom elskede bende. Men at den Mand, som bans Moder havde elfket, og fom altfaa maafke kunde have været hans Faden Im var hans Husbond, det havde han absolut ingen Anelse om. »Saa ved Du det nn«, fngde Encdfere::. jdct lmn kalte bam Saandem »og Gud give saa, at jeg maa blive Tin aandelige Faden da Herren nu hat maaet det saa at Du dng en Tid ital spists Tit Brde ved mit Bord. Men nu fkal Du børe. bvordan det er ganet Sen (s15tede din Moder, Da vi Dur luftekmc Tom Illsennester kan Vaer det nden Nnd Saa fik« jcg det frnntelixus Budsfab, mens jeg var Soldat, at lmn fkulde asnte en andern og alle mine Brevc kunde ikke l)indre, Inn-d jdrdist Vewsriiglled da lvindeljgss Wasnler ais-; Ufors stand sumdcde sammt-n Ta jeg blev net-unteren havde diu zllkudscr Unsrer gift et l)clt Fjasrdingaan J hunved et Lchr forblev jeg i København og søgte i Nydelsens Nil-S at ylcmmc min Sorg. Da nmdte jeg l)ende, sum nn er min Sustrn dq hun blev min frelfende Engel Vaa Ilfgrnndens Rand Hun førte min ikke til Trer paa Gludz thi den havde lmn ligesaa lidt fom jen: men lnm leerte mig ,om jeg faa nma sigly at tro paa mig felv, at tage mig samtnen og begyndc m Livsgeri nitm Damm Hun var fra et menneskelfq fet godtsjem og der fandt ieg mennefkelig Støtte. Saa blev vi for lovet, nenere gift og -flyttede saa her hjem til Yderup lwor jeg etablerede mig Tom Snedter. Da vi havde boct her nogle Aar, tom der Vækkelse i Engnet, og omfider kom anen ogsaa til mig. Cn Tag var der Gilde i Bnen, en Slags Ztorfams ling, bvor mange af Guardmaendene var til Stede, og samtidig var der Mode i en Stov et Stykke udenfor Vyen. Te gllderup Gaardmwnd have haft Ord for deres Lust til at ringeagte Haandvasrkere og Husmænd, og « ikle nced lirette siger man det om dem. Jeg syntes at føle det den Tag niere end ellers og pøniede paa et Middel til at hævne mig paa dem. J min dumme Vrede forlod jea Gildet og tog ud til Moder Men Herren havde ogsaa sin Maade at hævne sig paa. Som et tves cegget Evasrd trængte Ordet den Dag ind i mit Hier-te, oq jea qif hjem iom en Sonder, der kender Synd J Tage og Nætter stred jeg med Herren; men om sider fik jeg Fred og har fiden den Dag været lykkelig i hans Tjenefte. Min Hustru gjorde Modstand, saa loenae hun kundex men ogiaa hendes Hierte fik Herren bøjet, saa vort Hjem kunde aabnes for Guds Folc, og siden har de været mange, fom med Guds Ord gik ind og ud gennem vor Dør Men nu var det Yderuppernes Tut at hævne sig paa mig. J lang Tid havde jeg næften ikke Arbejde fra en eneste Gaard og blev nødt til at se mig otn efter noaet andet. ’k .· II Paa den Tid havde din Bedstefader begyndt at saelge Jord for at kunne blive ved Gaarden, og forunders ligt nok faldt det saa i min Lod at lobe det Stykkr. der, om jeg saa maa sige, var blevet købt til at blive ved Garben for Din Moders Livslykke J Vegvndelfen havde jeg ielv Tid og gik da derude og dyrkede den Jordlod, hvortil faa mange af mine Ungdomsdrømme havde været knyttet. Men Landmand var jeg alligevel ikke, og Haandvcetket ejede bestandig min Interesse Saa lytkedes det mig at faa Patent paa en særlig indrettet Lceneftoh og nu gaar Forretningen godt. Som Folge heraf maa jeg nu holde AvlskarL og som Folge deraf er du her nu og skal dyrke den Jord, din Moder skulde arvet. Lad os se iaaledes paa det, at den Gud, iom holder alle Livets Traade i sin Haand og som endnu kan vende det onde til det gode, at han hat fort dig hid, og lad os bede om, at dit Komme her maa blive til gensidig Velsignelse« Axel Hedebo havde lyttet med Opmoerksomhed til Snedkerens Fortcelling, der i faa mange Maader kastede Lys over hans Varndoms mørke Minder. At det var «Gud, der havde hørt ham hid, havde han dog endnu ingen rigtig Forstaoelfe af, dertil havde den Omftændigs hed at hnn maatte «l)id, stridt for meget mod hans egen Villie. Korsei ftod endnu ved Vejen med sin uløste Gnade. Alligevel er det muligt, at han den Aften lande lidt mere ind i den tredie Ben, end han plejede at gsre, naar han »lcrste« sit Fadetvor. - J de folgende Dage markede Aer Gedeka at han arbejdede under belt andre Forhold, end hon plejede. Forhen havde han neermest arbejdet fom en Maskine, nn sknlde han Telv bære Ansvaret for Bedriften og minde sin selv om hvad der var at gøre En enkelt Gang var der Ærinde i Makken, san Axel fik Lejligbed til at se on tænle over, hvor hanö Modeer Hus on mnliqvis bnns Hiem lunde have ligget, on Leflighed til at opfrisle Minder fka den Tid, han fom Born lmvde vwret i Vesøn hos Bedftefader paa Holde gaarden Men da Arbefdet i Marken var endt for den Gena, og Vinteren var for Haandem san tilbragtes Ti den mest inden Tore-. on lnnt og hyggeligt kan der jo viere felv i et »Nøds«· En Del af Arbefdet bestod i at fkære Hallelfr. oq den Dattety fom faa snildt havde rast ham Salmebos gen ved den førfte Andagt, havde en færlig Lyft til at være med. Nanr Skalen var endl, stak hun oste sit krøllede Hoved ind ad Deren til Foderloen og spat-nie med det mest bedaarende Smil of Verdety om »For valteren« ikke unfkede nagen Hjceltn og under Spsg as Latier snurrede shun laa Hallelseömafkinen rundt, ind til hun lelv aandeløs sum-rede om i Hallelfen Weit-U
