Under Mesterens Haand.
euer
Axel Hebel-ob ngdomohistotic
Zortaslljng af
Chr. Lyagc
sForUatJ
Da yan ieneke hen i Livet var til Etede ved enl
Lægedatters Konfirmation, og Lægcn ved at se de mange
Gavcr med et vift Vemod udbr-d: »Mine kunde have ligs
get paa et langt mindre Botd«, kunde Aer Hedebo uden
Overdkivclse føje til: »Da mine kunde have liggct paa
flct intct Bocd«; thi i saa bogftavelig Forstand blev hans
Konfirmation udcn Lukgsus of enhvcr Art. Ter vor
itle en Gove, ikle et Nord næppe not san meget jom en
mundtljg Lyksnslning.
Og Klædningcn -- dynnc vigtige nye silcrdninkp
der M Ventlcrdcmes cller ttjolens Lcrngde er det syn
lige Tcgn poa den voksnes Værdighed og dcrfor Gen
ftand for Taa mange jtolte Forhaabninger — hvokledes
blev den? Ak ja, dersom dct tun havde vasret Længs
den, dst kom an paa, jaa var der ingen Ting i Vejem
thi Axel Hedebo var fom sionfirmand iført en lang —
Skødefrakth Benklæder med ,,Ztøvlefald« saa vide, at
de naaede ham til Rossen af Støvlekne, og Støvler, hvis
Staftur naaede ham til Stumm-ne Mcn Iman havde
en auch »staaet« i for fem Aar iidm og den vor nu
vendt for at tunne brugcs main-. Ventlasdcmc vari
fyede af chrgarm hvis :)imdegam var l)vidt, og hvisz
Jslet var rad. Og Støvlecne vare tøbte hos en Mar
ikandiser paa Landet og tuude for Aldcreus og Starke-l
fens Styld have gjort Tjuneste ved nmnge Konfirmai
tioner cllet -— Vryllnupper. Naar den gunftige Laser
tm vil Iammenholde dissc trc Filckdningssfutheu en
Mitgift-da vcndt ucermcst brun Frasse, et Par lange
Bentlcrder, ct Par langskaftede Stvvler mcd slæve Hæle
med m Ovid slrave til fikcogtyve Stillinger og en fort
Filtlku til dct dobbclte Vol-ob, Taa hat« lzan et Billede af
vor Helt fom sioitfirmankr Qg fkulde han i dennc Hen
seende være misforuøjet med fin egen Flonfirmation ellcr
mens, at ljan ikkc san gøre det godt not ved sincs Bornsz
faa kunde et saadant Billede maaste vcrre ham gavnligt
ved at vife dam, at der er Mennesler, hvis skonfirmw
tionsksudstyr hat tunnct »ligc paa et langt mindre Vord«.
Lg Filcrdningen er ja da cndelig Etsc- den nigtigite
Side ved Konfirmatianem i del inindite itte det, der
bestcnnner Vwrdien as den-J tredobbelte Ja.
Man lJVardan var Atti-l Hcdcslsas Ja? Var der noget
i band Vierte der lvakede til, hnad hans Lacher sittldc
udtale«.
Irr rr Faser ag »Moer sam lasre dort-I Barn at
dede eller »la-se« deres Fadekvar uden ielv at væke be
dende Mannesler. Oni de gate sig scyldige i dnne Selvs
modsigelfe for at kunne bruge Herren som en Slags
Buciemand oversar Bat-neue, eller de i instinttgmcrsfig
Erkendelje af dekes egen Mangel sage at bade aaa den
has Born-me er itte gadt at sige; men Selvcnodsigelsen
sindes i mangfoldige Hiern.
Axel Hedebas Farældre havde giart sig ityldige i
mange Misng ag mange Selvmadsigelser averfar date-S
Bern, men aldrig i den at ville gate dem gndfrygtige.
Don tunde aldrig mindes, at hans Moder havde for
ssgt at lasre hain at bedc eller talt til hain am, bvad
der linker Guds Nige til, ag han var sig ikke bevidst
selv at have bedt til Herren en eneste Gang ssr sit
tiende Aar.
Alligevel var Arel Hedeba ved sin Konsirniatian
paa en Maade et bedende Menneske J den sarite Som
mer. han tiente i Bakkekne, havde han delt Seng mrd
Sinnen, ag denne havde pag sin Bis lært ham at bede.
Der var ellers ingen virtelig Gudssrygt paa Gaatdem
thi Mittel tnnde bande ganite estertryttelig ag Sannen
sulgte hyapig i Fadekens Spor· Men alligevel gik de
alle i Uns-te med passendc Melleinkum og havde sikkert
ogsaa alle den Stik at lasse Fadervok paa Nyggen i
Sengcn J hvert Fald var der ingen Tvivl am, at
Sonnen gjarde det, ag han satte endda sin lcfsaand ap
over Zinnen ag flog Kurs for sin Bande-, hver Gang han
sagde Amen. Dei var den Bevcegelse, der rabede hans
Pan overiar Drengem sam en Gang sandt paa at spat-ge,
Tit-ad han tog sig sor. Men fka det Øjeblik as var Axel
ogsaa et bedende Menneste, saaledeö natutligvis sam
band Læremesnsr lvar det. Naak han i senete Tider
undtog, at han entelte Gange havde bcdt am at blive
rast ag en enkelt Gang bedt am at maattc da, da ban
itte ttaede at tunne blive det, saa var ag blev Bannen
ogsaa sar ham tun en tam Slik uden Alvor ag Jnderligi
ded. Utallige Gange hat-de han grebet fig ielv i at
salde i Ssvn midt i Bannen ag maatte begynde imsta
ag utallige Gange var han salden i Sinn, inden han
naaede Amen i Faden-at
Kanfwnatianssakberedelsen gfarde ham hverken
vække eller bedie. Den vækdige Pastor Engeler med
de underlig Trask am Munden var en skikkelig gannnel
Mand men siltert nden dybere Farstaaelse as sin an
ivarssnlde Getning ag opsarende, naar naget gik ham
imad En Gang ved en Elsamen i Skalen havde han
klappet Axel paa Kinden, sardi han liavbe strevet sin
Diktat bedte end de andre Vagterdrcnge paa Skalens
nederste Bænkx men i Konsirmnndöstuen tlappede han
bam en Gang saa estertrykkelig paa Panden med sine
tstte Knoen at det egentltg blev det eneste varige Min
de, han i Farberedellestiden havde sat sig i Dkengens
crindring Hand Præstcn havde sagt ved Gennemgans
gen as Herr-ans Lidelseshiflarie eller i Anledning as den
farestaaende Kansirmatlon og sstste Altergang, blev
harrten bevor-et i Hiernen eller Hiertet og kam saaledes
tse til at sætte vorige Frugtet.
Pan Konfjrmatmnsoagen morka ver atugevet no
set, fom syntes at pege i den kigtiqe Netning, men hvis
Iarsaq Axt-l Hedcbo aldrig kunde for-klare sig. Mellem
de femogtyve Born, sum den Dag blev konsirmekede,
var han den enefte, som under Prasstens Afftedstale
Ipm til at grade. Om den Alt-or i Livet, hcm allerede
havde prøvet, havde givet hcnn mere Forstaaelse af
den, lom nu foreftod, eller han tun i Almjndelighed
havde lettere ved at grwde end de andre, kunde han
hverten den Gang eller senere fortlare sig selv. Men
det er jo muligt, at den Gnd, som tæller Menneikers
Taarer og gemmer dem i sit Taarebæger, ogsaa har
talt disfe Taarer og gemt dem som Varfel om en Tid,
da den grædende havde mere Forstaaelse af den højtis
delige HandlinkL end han havde den Gang.
J nirken kunde man here, at det-stormede og reg
nede ndenfor. J Stonn og Regn gik Vandringen for
sig fra stirken gennein Zognet og nd til det faltige
Hieni, hvor en gamnkel sog-ne Inn-de bedet med Livet,
for at der dag lnnde blive Fen. zlaar den første Alter
gang Var endt, skulde Vandringen fortskettecs videre nd,
i en Verden, hvor der isasr sur fattige nonfirmandee
stdrnker og regnet paa en nelt anden Mande, og hvor
Livetss Festdage for dem ere fcerre end de, lnwri der
skal akbejdeii for det daglige Brod
Hvokledes det vilde gaa den fattige Treng dernde,
naar han nn am en føje Etnnd igen stulde nd at tjene
for sit Brød, var der ingen, sum vidfte Men der var«
nagen han lnwde leert gennem alle sine Zell-Willst-i
sotn muligvisJ lnnde komme nam til Gabe Da hanz
ikle havde haft nogen at Klage sin Nod for, havde l)an«"
ovet sig i ifle at klage. Og dn lnm ljavde tnasrfet, at
ban i Livet isfe lnnde«vente at komme til at sma deml
andre-Z Ven, havde han øvet sig i nt flaa vaa fine egne
Hemde de samt-liqu Forl)eld, hvornnder han havde levet,
diennnet ou for ljsans Inteljeszliv on hanc- Ojertes Kret
lighed, saa han næppe nok elsfede den-, der flod ham
Inermeit i Livet, san var hans Vilje dleven lnrrdet Saa.
kneget dezi more J hvert Fald dar det ille Innnligt.
at det gatnle Profetord fra den Bag, huan der grædess
over Jdraels Zynd og over den TrwngfeL nvori det
var kommen for Zyndens Ekyld, lnnde faa en nn Op
fyldelfe paa hom: »Den er en Mand gadt. at han baerer
Aan i fin llngdom«.
V
J Lunens Nab.
J Tiber, naer Ilrel Oedelsu tin-de licmlsly nt ji«-m
itfe inan jlnlde de pg heller ilke indsasttesz i nogen An
stalt for wich link-de lmn lieflasitjqct jig med Spømstss
niaalet Uni, ble lmn stillde viere-, nach lmn lilev konfirs
merkt: tl)i en Tina var lmn klar over: tjene Minder vils
de han ilke. «
En Hnlvbroder til hain var i Lasre hos en Skrws
der, og det kunde jo viere, at der var iaa meget af en
Slmsder i han ielv, at ogiaa han passe-de for den Be
flillinc1. En Tid havde han tcenkt paa nt blive Snedi
ker; thi han havde en vis Evne til at flcere i Tun Men
baade det ene og det andet var opgivet igm Da han
ienere hen var kommen iForbindelse med Byens Ba
geri, hat-de denne Haandtering fanget hans Interesse,
og en Tid as Vinteten havde han drømt om at sculle i
Leere det. Men ogiaa denne Plan var gaaet i Stykker
for hinn. J Lasretiden lunde han ikte førge for sig selv,
og Forwldrene kunde ikle under-holde heim, mens han
leerte. En iksn Das havde hanö Feder faa taget ham
med fig ind paa Herregaarden og fasstet ham der som
almindelig Tjenesiedreng for den svimlende Lin af tyve
Rigsdalcr for et Aar. Naar han saa hovde tjent sig til
Uldent og Linned, kunde Tanken om en Læte igen tages
op.
Men der var lange Udsigter til nagen Forandring:
thi as de iørfte Aal-s Løn lod fig iikkett intet lægge hen
til en Læretids fire ellek fein magre Aar. Og hvem
lunde vide, om han ikke forinden havde lidt et saadant
aundeligt Stibbrud, at der ikke længete var noget i
hom, som higede fremad. J hvert Fald er der næppe
nogei Sted saa aandelig ufundt for en nykonfikmeret
Treng uden moralfk Stette i Hjemmet som en ftor
Herregaard med mange Falk og nie-gen Naahed Kom
mer han helskindet dekfka, er det i hvekt Fald ikke Her
kegaardens Ekyld; thi han hat ved fit Ophold spaa den
leget ved Baiiliikens Hule og flukket Haanden i Avens
Gab.
Den statelige gamle Godsejer pqa Tranebjerg var
ikke alene bekendt for sin Rigdmn men egentlig ogiaq
for sin Fromhed og retikafne Bande-L Men liqeiom
hans Rigdom kun i ipariomme halvaarlig ellet agent
lige Pottioner flød ud imellem dem, ved hvis Akbejde
den voksede, faaledes var der imellem dem heller ikke
nieget at spare as hans Fromhed: thi de modtoge qldeles
ingen Paavirkning fta hom. Trods alle Tillsb til
Jævnhed og Folkelighed var der lungt imellem ham og
hans Falk i Almindelighed, og allerlængst var der na
tnrligvis mellem ham og den Dreng, der lige var kom
men for at knuge i hans Stald. Hvad denne i sin Tie
neste fis at htre eller ie, havde hans Heere med Guld
brillekne Iiden ellek ingen Anelie am.
Hvad Arbeidet ansic, vevasgede man ng ver ncknen
altid mellem to diametrale Modfastningett en overdreven
Jver og et grernfelsft Driveri. Naak Godseieren eller
Forvalteren var til Stede, blev der arbejdet, sont otn det
qjaldt at vinde en Prwmie, og kunde en Flok Arbejdere
faa Akkord paa et Akbejde, saaledes at de vake frie
for den Tag cller den Une, naar Akbejdet var end, iaa
var der ingen Grcenfe for, hvad man kunde bestille,
eller for, hvad man krekvede af Trennt-ne hvis de vildez
dass-e med. J faadanne Tilfcelde fled Aer mere end en«
Gang over Evne: thi han var lille af Vcekft og havde faa;
Krasfter. Men var der san intct Opfyn til Siede, oq«
Arbeidet skulde gøres under dagligdags For-hold, saa ais
Driveriet sont oftcft over alle Grasnfer Undektiden
maatte Drenaene holde Vogt, for at ingen sknlde over
rafke den lade Tfener. Og var der en imellcm, som
fandt paa at gøre Jndsigelfe, faa ftulde de celdre nok
lære ham, hvad der pasfede sig for Drenge J Axel
var der anget, iom stritt-de imod: thi af Naturen var
han hverken doven eller met-Um men han fandt sig eftet
haanden i den haarde Nsdvendighed og lod sine Sædet
fordærve af det flette Selfkab.
Oq Fordere-hellen i denne Retninq sit Mc aleneI
ud over Herremandens Tid, den ramte desværre ogsaa
hangi Ejendele. «
Som en af Guardens »faste Falt« havde Axel Ret
til at fnlde sit Ølanker i Guardens Brygl)us, naar det
var totnt, men han havde selvfølgclig ikke Ret til at
lade Husmændene tømme det og saa fylde det spaanyz
thi de skulde ikke have deres Føde paa Gaarden. Men
naar Husmændene lolkede eller drak uden at spørge,
eller naar de skælte eller laldtc ham en daarlig Kam
merat, saa gav han efter og fik paa den Maade adskillige
Ankre Øl paa fin sovende Samvittighed.
Eaa sfete der noget fom standscsde yarn paa denne
Zikaaplan og gav l)arn Respekt for det fyvende Bud.
LI« Summe-man lJavdc Gaumens Fiarle lufket ham
til at jtjnsle Frngt i Hauen. Med sin Blase trukket
on over BasltcL saa den i Folden Hunde rmnntc en
lnsl Etappe Pastet, var l)an klatrct op i ot af Havens
højoftc Træck. Men plndjelig ljørte han Etcmmcr i
Hoch-fingningcnss Havcdør og troede sig naturligvis op-,
dankt us Hernalmt Om han i Lieblikkets Angst havdcs
tobt hanc-c Bevidstlwden og Fodfæftct, faa han var faldct
ncd aj Lin-et, cllcr han i Zølelfcn af Zitnationens Alvor
havdc lagst et Tødsfpring for at slippc dort, var han
sig i sman Tidcr ikle ganllc bedide Man l)an Vidstp,
at hnn ejter adskilliqe smubs ncellem Trcrets Grene
var end: nnd at staa pna fine zødder i nygravist Jord,
og at lian Dir-selig Var Tlnppet lmrt nden at blivc op
dagct. i
Ali . Endan Var Elle end-da.
In List-: Las-ten mer stuldu hin-Use den ·wnle Gart
ner i -(·.1:en, Horte denne ljam jdsn ved et Liliwlde hen
under J.1 »i«1»-7:sne5mtigt·e Trie.
»Da-J- er det for et Par- Lien«.-« udlsrvd Utartneren
pludiuxix met han Umede vaa Spurene i den nngmvede
Jord kki «-.1«1 iraa Tt«en;1m, sont onc han vilde sigez
»Te: unxdse da vel aldrig viere Intel-«
Arzt-c nigen Tim: men Isarven i hanis windet
vilde nilert have erweitet-en out han havde sagt, at
dct tlsc rat han-T «c«at)et«otte11 var imidlertid fldgere
end ian san. Jdet lntn Zion iin Tliive ind i Je for
rasderisie Leut-, muinlude hun ndnet e:n, at der gil
jo san man-ge : Hoden og at det gvdt tnnsse vcere, at
hun hat«-de anaet der. l8’,atst11rsre11, der 5antenszi dgsaa var
klogere end sont Ina, lud sig nnje med den Fortlaringx
men hanh Ljne un han-:- Ord havde ogsaa gjvrt deres
Virkninn
Ta Jlrel den stiften »lcefte« sit Fadervor, havde
han unsre Forstaaelse af den ijette Von end nagen
Binde ter, og da han den Akten mod Zædvane tom
helt igennem Rennen, inden han faldt i Søvm havde
han fattet den Beslutning aldrig mere at hente Pcerer
til Karlene eller Øl til Husmændene, saa fis de ftænde
og kalde harn en daarlig Kammerat, iaa meget de vilde.
Han vilde itke ftjoele niere, og han gjorde det heller ikte.
Men Livet paa en stor Herregaard har mere end
en Straaplan
J Almindelighed var Zonen mellern Karle og Pi
ger selvfølgelig alt andet end hevisk. At man bandene
eller misbrugte Guds Navn, fette raadden Snak eller
letfærdig Steint, faldt det aldrig nagen ind at for-arge
sig over; thi det var saa almindeligt, som Dagen vat
lang. Og jo flere, der var til Stede, desto vcerre git
det til: thi ligesom der under Arbejdet var noget der hed
.,at presse hinanden«, saaledes legte ogiaa den ene at
overgaa den anden i letsindig Tale og iørgelig Selvros
af sin egen SkændieL
Men allervcerst gik det dog til, naar Karlene om
Aftenen state ind i Malkepigernes Kammer, hvori der
var Lys og Var-me fremfor i deres eget. Hvilket Sprog
og hvilten Tone man fette og harte inden disie Vcegge.
Der var ingen Undseelie, ingen Fwat for at noevne
Tingen ved sit rette Navn —- selvfelgelig heller ingen
Tante am, at man havde Anivar overfor en nytonfirs
meret Dreng og ved sin Adfærd let tunde adelregge ham.
Han var jo i den Alde:, hvor Attraaen vaagner,
on Fantaiien let beimittes, hvor Drengen let ladet sig
forlede til at te sig som en voksen —- ogiaa i det daaki
lige Naar han alligevel for det nieste var en taus Til
herer og passiv Tillkuer ved de tvende Kjøng uiømmes
lige Tale og frie Tilnærmelser og inden ret lang Tid be
gyndte at føle Trang til at komme derfra, saa havde
dette iorskellige Aatfager.
En af diese var maafke den, at han, lille fom han
var, altid blev gjokt til Grin, naar han legte at efterabe
de store. Hverken Piger eller Karle gjorde sig nagen
Sanivittighed af at lade Drengen here og se deres Tale
og Fand Men Karlene vilde dog not have deres
for fig ielv. og Pigerne ikøttede ikke om at fjante eller
spille Kærefte med en Dtena.
Den væsentlige Aarfag var dog sikkert nok den, at et
niynligt Øje vaagede over Drengen. J hvert Fald kunde
han senere hen itke viere blind for den Paamindelse,
han atter og atter havde faaet gennetn det Fadekvor,
der dog ellers innen Vetydning havde for ham som
Ben. Uvilkaatlig tom han ved at fremsige Bønnen til
at anftille en Sammenliqning mellem Renheden i den
Guds Vielen han her kaldte Faden og Urenheden hos
dem han foksøate at ligne, og deri laa en bevarende
Mant over hans Sjcel
Dvorledcs det mr end forholdt W, hanH Benut
ning var tagen om at ville deriva, og han fjk Mod til
at sicu- sine Foresatte hvorfor.
En Dag cfter Jul, da Folkene skulde ferstes many,
kom Herremanden ogfaa til hanc og spukatc, om ban
vildks bkive. Paa dette Spørgsmaal fvnredc Axel et abe
tinget Nei. Da Herremandcn fcm vilde vide tmorfor
og tiilod siq at indsknde, at han var paa ist Sied, lwor
han lærte at bestille noget, kom det som noaet vol
overvcfct og dog indgivet bam i fammcs Stund: »Ja
vol, Kr. Godöeietz men fea leerer ogsaa nogct andet«.
Dct er muligt, at Godscjeren i det Øjebliø havde
en Amslfe om, at »der var unget, han fotsømtc i sin
store Bebt-ist, sog qt han kkke vaagede nok over den
Ungdonh som var ham betroet J hvert Fald gjorde
Don intet yderligere Fort-g paa at faa Aer til at blive
men betrautede det fom Gaja-h at han reiste til Mai.
Søren Hedebo var ikke tigere end fer. Hans Ssnö
økonomiste Status var heller ikke bedre. Naar han
undtog en islandsk Motiv-ja visdste han egentlig ikke hvor
det første halve Aars Løn var bbeven af, og til Mai
vilde der vcere meget, som skulde fornyes. Under denne
Omstændighed var der ikke andet for end paany at
se skg om efter en Time-sie
Eu onmandrende Fiikemand blev den lebende
Stjeme. En Tag havde han truffet Axels Moder og
fortalt hende, at der ovre i et andet Sogn var Plaids
for en Trean Pan hans Alber, og at shan hat-de lovet
at Ckaffe en saadcm Terfom Arel havde Lyst til at
tjene der, vilde han med Fornøjelfe anbefale ham dertil
Apel Hedebo bavde aldrfq før vwret i det Sogn
og havde hverkcu hørt eller set diese Fole men han
droges allerede den Gang mod der fromme-de og ukendte
og begav Ijg da der-over den ferste Fridag oq Xod siq
fæste Tot var heller ikke des-me Gang noqu ftnr Lon,
der vinkede: men da denne ikkc skulde bestaa faa meget i
rede Penqe fom i Tolin Vadmel oq Urser kund-: det
doq vaer at denne Plads bar hen mod det ø1:-«che Maul.
Teminqen um« kostet Ont to ellcsr trc Man-jeder
skulde Arel san langt hen som aldriq for·
Vl
Tit-nisten og » Lsorc Gans
For-un klrillNen nur efter alles Mening den rigeste
zllknno j xin mit-im H Tuns Sinn var, hvnd man mellem
Bendcr lnlsu it »Ur U adsted szsle fanledesii at forftaa,
nt But-txt annklk nf »du-ne neuer . tvlrtjnms Men
»du-Ihrr sc-; Luft, womit on Andenka alsxnte en Iligdom
nE Etinler «)«.·1 Melu, Knukter Ined Zinør og zirukker
nie-d Felsr, sont um mnn j en merning lmnde belavet
fix Unn Ueiejrjnn Qg Wille-sen unskede jftcx at alle
diyse .Ln-1-li,1.)eder Tlnlde spille aneretternes Rolle Han
las-D snns Full at tuku til sig af Retterne ug ijenvifte be
smndiq til, at der vnc mete, hvor det kom frn
Uhu-. Zeren .-..i«iilcfcn for-langte o97nn as sus-» Wolk
nt Te skiilfse bestile noz1et, Un i den Senseendu var der
innen Forslei naa Tjeneren on »vore egne« Hans
Nun Spur on Jlrlksjdszlnst var naaet i »Jer til Bornene
og du nannng til den Zon, sotn flnlde arka ssnardem
on han nidste nok nt fcette Tjeneren i Trit. J al den
Tib, Art-l Gedelm var der, blev lmn væfket om Morsxenen
ocd eredetiksz Namen, og kom han ikke i Tøjet san hur
tig, sont lmn ønfkede det, saa skulde han fnart vcere der
on kalde igen Sfønt Axel var lille og kun fceftct for
Trenn, blev han dog i den Retning behandlct som vokss
en og sat, l)vor der krævedes en voksens Arbejde. Men
han gjorde det tned Lyst og ømmede sig ikke. Hvad der
synges om Motten Borup i »Skanderborrig Egne",
at hnn »i de Knøses Rækker trasker langt æbag· , det
passede i ingen Maade paa Aer Hedebo, da han fstst
havde lært at svinge en Le. Men ganske vift faldt det
ham heller ikke den Gang ind at staa og «grunde oppaa
den Blomstcrvrimmel faa broget, hvor den skan komme
fraa«. Hans Tanker gik den Gang ikke faa dybt.
Med Helbredet gik det i denne Tid helt upaaklas
gelig, og hans Kræfter voksede mad hans Legeme
Da det første Aar var gaaet, lod han sig fæste
paany, og da ogsaa det var gaaet not en Gang; thi han
skulde jo samle, hvad han brugte i Lceten, og Bamdomöi
idealet Iyste for ham endnu.
Saa lcenge Axel Hedebo var i Tjenefte hvs Søren
Krillesen vilde han ubetinget have sagt, at Pladfen var
god, og foruden de anførte gode Sider ved den kunde han
endda have paapeget flere· Søren Krillesen holdt paa,
at hans Falk fkulde gaa i Kitte, fkønt Hjemmet ellerc
ifke var krisusligt præget, ogAxel maatte med, naarTuren
kom til hom. Søren Krillefen holdt ogsaa paa, at hans
Folk fkulde vaer hjemme baade Aften og Nat. »Lege
paa Gade« eller søge Selskab, hvor man spillede eller
dras, holdt han slet ikke af og forlangte, at Porten
fkulde lukkes, naar Sengeth kom, og det var ikke sent.
Naar dertil føjedes, at Tonen var anstændig baade ude
og inde, at man aldrig der hørte Eder eller usømmelige
Ord, at hvetken Dust-and eller Madmoder saa saa
nøje paa Lønnem saa var der fra den Side set heller
ingen Grund for den tjenende til at klage over Tjenesten.
Men ogsaa Pladfen hos Søten Krillefen havde sin
«anden Side«, og havdc Axel Hedebo den Gang kunnet
se den, saa havde han maaske endda haft Grund til
at klage. Nu saa han den ikke og klagede ikke. Søren
Krillesen var nemlig, hvad man kalder Storbonde ogfaa
i dette Ords daarlige Betydning, og Storbondens Aand
sprægede hans Hjem :l".
Man fortalte, at en af hans Døtre havde forelfket
fig i en chncsstekarL og at Krillefen og hans Huftru
havde tasget sig dest saa nær. at han sporenstregs maatte
ud of Guarden, medons Ihun snart maatte forlove sig
med en longt ældre Gaardmand Aer Hedebo blev en
Gang Vidne til en Udtalelfe af sin Hnsbond, der i faa
Henseende var betekmende for hom. En ftok Guardmand
var afaaact ved Dødem on Krillefen nævnede ikke længe
cftcsr en nng Nanrdmnndsføn fom en passendc Mond for
den linlvnamlo Enke. Do en ak bans Døtre ytrede
Mistmq nwd Partiet, fordi Enken offer bendes Mening
var for qammcsl til nam, bed Faderen hende as med
den praktifke Vemwrknina: »Ja, det er jo et ældke
nmvcrt Fruentnninusr: mcsn det et min Sandten en god
fwr Gnard.« Og fnadan var bans Opfattelse as dctte
Zpørasmnal holt igcnnem Førft fkulde der fes pas
Pcngcnes Mamqu og Guardens Areal faa fik det guts
med Kwrliabeden fom dct hinde: thi der skulde dvg
ver-re Forskel paa saftig og rig
Svor ftor detmc Forskel var i det krillesenfke Hiern,
fik Axt-l spdebo at inwrke ollerede den Dag, han kom
oa fik anvift fin Seng. Hande- denne været anbragt i
t »He-Amme« vcsd Stalden, faa havde det ikkå været
andet, end hvad Dkengen kendte fta san mange andre
Wurde-, og selv est saadant Rum kan fo da i det mindste
være lunt, felv som det ikke et hggeligt. Men Millefens
Herberge var ikke ved Staldm
GENIUS-)
