En Kærlighedshistorie. k-·
Fort-Mag of Alsted Lind.
(Sluttet.)
- Juden hun kunde svare et Ord, var han dorte.
Da han var kommen sied, gav han en af Tjenerne
Ordre til, saa snart Hendes Naade havde iorladt Hufei,
da at give ham Meddelelse derom. Han vilde ocrre at
trwffe i det og det Tths.
Den unge Frue var i Forstningen som bedøvet, —
saa inderlig ulykkeliql Men efterhaanden reiste der jig
en Trods i hendes Einst Hunde yendes Mond jaaet at
wide, at hun cn Tid yaode t1«oet, hun holdt af den andeu?
Eller var han kommen til dinndslab om, at lJun om
Natten for ikke at fkyfe ihjel havde hceldet sig op mod
den fremmede MissionæH Lige megetl En himmelraas
bende Uretfærdighed at kalde hende utro!
Længe kckmpede hun med sig felv. Skulde hun tle
efter ham? — Aa, det var jo oprørendel Utro——? crn
Teile-? Trodsen Vokjede i hendes cheL Gan-? Bel,
hun ilulde gaa, fom han havde bedet hende, og jkke ven
de tilbage, inden han lom og bad om Tilgivelsel
Hun gik hen til et Gemme og fremtog nogle Benge
tog derefter nogle faa silasdningsstykker og gik saa med
tolige, faste Stridt ned ad Trappen. Kommen ned satte
hun lig i en tohjulet Drosle') og bad Tjeneren bringe
hende ned til den lille Hann. En anden Tjener bad l)1:n
om at lebe i Foroejen og opsisge en Rippen som vilde
være i Stand til at afiejle om faa Lieblikke
Hvor meget hun end længtes eiter sine Forældre,
stunde hun dog ikke faa jig ielv til at rejfe til dem. Naar
det rygtedes i hendes Hjemby, at hendes Mand havde
jaget hende bort paa Grund af Utroskab, vilde hnn bli
ve set paa med umilde Blikle Nej, hun vilde ikke hjeml
Snart var hun kommen om Bord paa et Stil-, som
lidt efter gled fra Land, og som da det var naaet uden
om Sandgrundene, satte Kursen mod Sydvest.
Da Kanemekti lidt efter lom hjem, var yan ble
ven mer rolig. Nu haude jo den kvalsnlde Opgtsrelie fun
det Sied, den ssmukke, men giftige Blomst var bortkaftetl
— Der gil een Dag, to Dage, der gik hele fjorten.
Saa com en Eftermiddag Anun Zias Veninde fra Sat
supors, Onaga, for at aflægge et Bei-g. Hun var kom
men med Satsuporodamperen og havde haft jin Birke
ftol oq fine Tjenere nied ocn Bord. Da hun naaede Im
nemetkis Gus, lod hun sig melde. Til hendes ftoke For
undring kom ikke Anun Zia, men dennes Mond og mod
tog heade.
De formelle Hilsener udvetsledes, hvoreftek Kanes
mekki med tilbørlig Heflighed fette den unge Dame ind
og bad hende tage Plads. Derpaa lod han en Pige gøke
EOpoartning for Gesten
Selvsplgelig kunde Anun Zins Fravwrelse og Grun
den dertil ilte længe lades uomtalt.
Kammein fortlarede Sagen saa flaansomt som
muligt. Anun Zia havde tilftaaet, sagde han, at hun
holdt met-e uf en anden end af ham, hvorfor han havde
tilbagegivet hende Frihedm
As og til havde hans Rest en underlig, graaddirs
rende Klang.
Da Onaga spnrgte, om han havde nagen Anelse
om, hvem det var, Anun Zia holdt af og nu havde givct
sig den til, fremtog han den fsk omtalte Tegning ou for
klarem-, at det var en af hans Embedsbrødre, som han
nogle iaa Gange havde hilset paa, men sorn han egent
lig slet itte kendte noget til.
Onaga geniendte den fremmedes Ansfigt, stent
hun haode tun set liam eenGang. Hun hujtede nu tun alt
for godt Anun Zias Ord onl, at hun holdt af den ubes
fendte Tilbeder.
Danweren laa endnu i Bugten ved Schatotan.
Fsrit næfte Morgen jkulde den vende tilbage til Sat
suporo. Men allercde om Aftenen gis Onaga om Botd
for at tilbkinge Natten i den hyggelige stahyt
Oni Lliorgenen sit hun til jin ftore Glcrde at se,
at hendes Venindes Tilbeder com um Bord for, fotn det
lod til, at foretage Neffen med til Satfuporo.
Hun gis hen til hain og ipumte, eftek at hat-e
bilfet, hvokdan Hendes Naade Fru Anun Zia befandt
fig.
Han lod til at blive megct forundret over wore
spørasclen »Hvad mener Ebers Naade2«
»Ih, jeg ntener, om hnn er rast og ved godt Mod!«
,,Ooem taler J om?«
Onc min Veninde, Frn Anun Zin, som for faa
Ugek siden blev gift med Hans Naade Kanetnekki!«
»Ah, Ftanemekiis Huftrul Hon kan Ebers Naade
falde paa at spsrge mig om hendc? For Reiten —- der
start-, at hendes Mund hat jaget hende bort —"
»Der siges —- ——? Ved Eders Naade da itke, hvor
den otntalte Dame nu opholder sig ?«
»Jeg hat ikke den Ære at kende hendel«
»Og dog forfiktede Ebers Nande hende en Aften
i Satiupom at J elskede, ja tilbad hende, og at hvis
Inn itke bønhsrte Eder. ikulde hun komme til at angre
det bitter-M
Ei Udttyk as Beftyrtetlfe viste sig pan den hemme
des Ansigt, men det forfvandt lige saa hurtigt, som det
var kommst
«Eders Rande behager at spøget Eller maaske J
foweksler ans med en anders-«
Onaga forlod den fremmede, gik hen i Forftavnen(
oq fqa nd over legerne
Sn Tjener Xom og bsiede sig dybt for hende.
»New Rande svil maaske have den Godhed at spl
qe miq ned i Kahytten? Min Herre, den htie Lenöfyrste
sf Catfuporo tnster at tale med Idee-«
Lensfyrfien var en vcekdiq, graahaaret Olding med
et Par ualmindeliqe kluge og milde Øjnr.
Onaga hilscde ærbødigt paa den høje,Herre. Han
fmllede venligt og inddsd hende til at tage Plads paa
·) En Jinriksjcn som trcekkes af en Mand.
IF
Gudvtceppet. Derpaa bød han de tilstedeværende Tjenere.
at forlade Kahyttm l«
»Mit Barn,« sagsde han, »du jeg for lidt siden vari
oppe paa Dækket, faa jeg, du ftod og talte med en Her-:
re, og nu svilde jeg gerne vjde, om du kender noget til»
tæl mig, mit Baru, hvordan det hele hænger 5ammen.
Jeg hat nemlig mine Grunde til ikke at tro denne Herre«
altfor godt. Men desværre har jeg stadig manglet Be-«
vifer, hvorfor han hidtil er gaaet fri for den Straf,·3
han fortjener. Men hans Tid vil komme, derom er jegH
overbevist l« j
Onaga fortalte nu om den fremmedes Paatræn·;
genhed over for Anun Zia og om det Mede, som huni
—- Onaga — havde overvæket Hun var overtydet otn,i
sagde hun, at den paatrcengende Frier og den her om l
Bord værende Herre var en og famme Person. Hun.
fortalte ogsaa, at Anun Zia havde erklæret, hun holdt»
af hom. l
»Ved du ilet ikke mere om Sagen, mit Barn?« l
Onsaga fortalte alt, oedrørende sit Des-g hos Fdanesz
mekki. l
»Jeg tror sikkcrt,« sagde Lendfyrstem da hun slutsj
tede, »at den unge Kanemekki. hvem jeg kender person-»
lig, er bleven ført bog Lyfet af den anden, idct denn-e,
paa en eller anden Maade har fat de Trnsler i VcerkJ
som han i sin Tid stdstødte mod din Veninde. Min For
modning bliver dog en Smule vaklende derved, at den;
unge Pige erkleekede, at hun holdt af hom. Jmidlertidk
ital vi nok vide at trcenge til Bunds i denne Sag. JeH
har en tro Tjener med om Bord. Han har ofte skaffetj
Lys iSager, der var dunkle fom Natten, og han vill
sikkert ogsaa finde Rede i denne. Med førfte Skib skalH
han atter tage til Schakotan for at tilvejebringe Nerli-;
gere Oplysningerl« !
ham.« i
»Kun meget lidt, Eders Højhedt Jeg har vare set
ham een Gang — —« !
»Jeg hsrte lidt af Samtalen, J fette. —- — For-i
l
Faa Dage senere fik den unge Kanemekki i Scha
kotan»Bef-g af en yngre Herre, fom foreviste et Brev
fta Hang Højhed Lensfyrften af Satsuporo.
Kanemekki anmodedes i Brevet om at yde Overs
bringeren al den Hjcelp, han Hunde, for om muligt at
afsløre en Forbryder.
Lensfyrftenis »Tjener« udbad sig alle de Uplysmni
get-, Kanemekki kunde give om fin Embedsbroder, og den
ulykkeliae Ægteniand fortalte med skælvende Stemme
oin sit Møde med den fremmede i Tehufet, om deres
Folgeftab hen ad Gaden og endelig oin det hos Maleken
udstillede Maleriudkast.
»Vi! Ebers Naade behage at folge med mig hen
til den omtalte Maler?«
Kanemekti fnlgte med. Og efter at de en Tid havde
talt nied Maleren, tilstod denne, at han var bleven købt
til at tegne det omtalte Udkaft og til at udstille det. Han
fortalte ogsaa, hvotledes den fornemme Kunde en Tag
var kommen farende ind til ham og havde bedet ham
komme med hen og se nd paa Gaden. Der vilde komme
en ung, smuk Dame forbi, fom den fremmede endelig
niaatte have et Villide af, hvorfor Maleren maatte ind
prente iig hendes Træk saaledes, at han var i Stand til
atter at gengive dem. At den unge Dame netop stand
iede for at betragte et Maleri i Vinduet, qjorde Hvervet
saa meget lettere.
»Men,« udbrød lianemetti i stært Sindbevægelfe,
»l)oornaar var det da, at De var lientet hen til Hotels
let og saa den unge Dame ligge isin Monds Arme?«
,,Jeg hat aldrig været shentet hen til Hotellet,
Eders Naadel«
»Men hoor lunde De da tegne det stamlsse Udtast?«
udbrød Kanemekki.
»Det var en let Sag for mig —- desoærrel« sten
nede Maleken. »Im havde jo set baade den fremniede
Herre og den nnge Dame. Og Hans Naade gav mig en
stor Pengefum for at tegne Billedet og oed pagsende
Lejlighed at freniføre en Fortlaring, som han indgao
migl Jeg elendiqe Menneile tænkte ikke paa, at Historicn
kunde faa aloorlige Folgeri«
»Man kan ogfaa lobe Guld for dyktl« sagde Fur
stens »Tjener«. »Bist vil De sitkekt komme til at er
fare i dette Tilfældel«
»Naadel) stønnede Maleren, som endnu laa med
Ansigtet mod Gulotasppet
»Staa op,« bød Lensfyrftens »Tjener«, og laan
mig i Haft en Pensel og noget Papie. Jeg maa have
ftssevet et Brev til min Hei-re om, at han alletede nu
kan lade den frastte Entbedsmand fængsle Han har gi
vet Politiet Ordre til at have Øje med hom, men det
vil være ulige lettere at passe paa Starken, nuar han
fidder gemt bag Laas og Buckel-«
,,Tjeneren« skreo —— eller malede —- i Haft et
Brev og gik ud i Byen for at faa en Leber fendt af Sted
med det.
Her maa indskydes den Oplysning, at den treatme
de, om hvem et Net nu begyndte at trække fig samtnen,
en mark Aften i entom Gyde havde ment at trwsse Ma
leren og gennemboret hans Bryft med sit Sværd. Hver
det vak, der com til at lide Dsden i Stedet for Malen-n,
vedtommer ikke denne Fortaslling. Nok er det, Maler-en
var iluppen fri, —- desvcere for Starken.
Men KanemekM Aldrig faa snart begyndte Sam
menhængen i dette Vcev at blive ham klar, sprend hakt
ftyrtede ud paq Gaden og næsten lo og græd paa ern
Gang. Hvor mange Grader sank itlc hanö Vwrdighcd
detvedl Men det tænkte shan ikke paal Hurtig ilede han
mod sit Hiern. Og da han havde naaet dette, gav han
sig iFærd med at skrive et Brev, en ydmyg Bøn om Til
givelse. Forend om et Par Dage afgik nemlig lkke Dam
peken til Satfupoto.
Han strev dog ikte færdigt. Det faldt ham omfider
ind, at han maatte kunne leje ct Sejlfkib eller en min
dre Damper til at tage af Sted allerede famme Dag·
Et Pak Tjenere blev sendt ned til Hunnen for at
here, om der var et passende, hurtigiejlende Skib at
hyre.
Stmts efter at de var gaaet, kom Lensfyrftens
,,Tjener«.
«Edets Naade tillade mig at spørge, om J hat no
gen Anelse om, hvor Hendes Naade, Eders Gemalinde
vil være at søge2«
»Ganile iikkert er hun vendt tilbage til fine For
ældre i Satsupom Og jeg vil nu leje et Skib, der hur
tigft muligt kan bringe mig til hende.«
»Eders Naade tager fejl,« sagde Lensfyrstens »Tie
ner«, »Eders Gemalinde er ikke i Satsuporo. Heller ikle
her i Byen. Jeg har indhentet Oplysninger derom. Hnn
er afrejft med Damperen, som gaar stil Yokohama og
Tokio —- en Stipper her fra Byen fette hende om Bord.
—- Men da Damperen anløber Hakodate, Mijako og end
nu et Par Byer paa fin Rejse, er der jo nogen Sand
synlighed for, at hun er staaet af i en af disse Byer!«
»Saa maa Skibet, jeg lejer, foretage samme Reife!«
»Jeg har mine Grunde til at tro, at Hendes Nan
de vil ver-re at finde i Hakodatel« sagde Lensfyrstens
»Tjener«. »Eders Naade tillade mig at ledsage Eder,
da jeg maaske vil kunne være Eber til en Smule Nytte,
og da jeg hoaber, at Hendes Naade kan give mig yder
ligere Oplysninger om Skurkenl«
»Jntet vil veete niig kcerere, end om J vil gøre mig
den Ære at ledsage mig!« udbrød Kanemelki
Lcnsfyrstens »Tjener« havde Ret i fin Formodning,
out, at Anun Zia opholdt sig i Hakodate.
Da hun forlod Hjemmet i Schakotan, var hun
straks kommen til at tænke paa den fremmede Missio
nær, fom hun havde fattet ubetinget Tillid til.
Hun rejste altsaa til Hakodate, fandt Missionærens
Hjem og bad om Lov til at bo der en lille Tid Hun
fortan ikke Grunden til, at hun saa hurtigt cfter sin
Hjemkomst havde forladt sin Mand.
Saa vel Zinner som hans Huftru havde inderlig
Medfølelse med den unge japanefifke Frue, som Skæbs
ncn tog paa med faa haarde Hænder. Med Glæde aabs
nedc de deres Hjem for hende.
Efter nogle Døgns Forløb —- de var gaaet for
holdsvis hurtigt for Anun Zia —- kom en Formiddag
Frn Zinner ind og fortalte, at der ftod to i europceiske
Dragter klcedte Japanefere udenfor og bad om at faa
Hendes Naade, Tawara no Kanemekkis Gemalinde i
Tale, om hun, fom de formodede, befandt sig i dette
Husk
Anun Zia rødmede ftærtt.
De to Gæfter blev ført ind.
Den ene kastede sig for hendes Fødder. Den anden
blev bestehent staaende bag en Papvceg.
Anun Zia baade lo og groed paa een Gang.
»Min tcere Mand, min Tawaral Jeg vidfte nok, at
du vilde komme!« udbrød hun og bøjede sig ned til hum
Lensfyrstens ,,chner« holdt fig endnu bag Pap
kulissen Fru Zinner vinkede ham ind i et andet Værel
se, for at Ægtefolkene ufokftyrret kunde talc mcd hinan
den.
! En lang Fortlaring fandt Sted fra begge Sider,
og lyse, lyktclige Smil tændtes esterhaanden paa begges
Aafyn.
Og Kanemekki lagde Armen om sin smutte Huftrus
Midje —- —.
l
l BN FORTÆLLMC
" tm det- dnnskamerikanske Kiklceliv
I
I
Aborgengr2.
—- uf —- ;
.1. .l. Kll«"l)SlG-. !
l.
- BÄRNDOMMBN
»M0’(«1- N- du lnsllig?" spurxztis den lillss s·s,«v
Zum-sys- lCltm isn Munde-g Murgmh du lntn Yaugncultk
In. wsd Umlq Nknulse tsr »j(sg (l(«f. qsg (.l(«t N· du
.·j0 ugsmy 1«)lna —— ils-t, l)l(«v du (l(-n Ganz-, (ln Nov
v(l;)l)t", bunt-»dr- Moden-tu
l ,,S()fi(·l Vll du komme nd og ging mig; Ui liilsk
jllimmlgrusktnng«, Isunlotik un Stein-ne nscl Wildwu
(Mren, »Mit tagt-r lmns on lille Times ’I’i(l. lsllna kam
»so godt ltjuslpcd Sjg solv i Tijct og gim l skule, ug
klen ljllks sovek vel n»l(, til vi er kanr(1ig(s..«
Elna gjokde Sig i stand og gjlc tankefuld hen
ad Vejen laugs med Bakken til Landsbyskolen
Ileniles Barndomshjem var et net lille I-Iu8, sum
las- smnlit ved en Bank, der snoede sig ind imellem
Bakkerne i eån at« Jyllands Iledeegne. Pan den stein
dreside sk Baskken var der tke Større Bøndergaur
de, som lau lunt hvek for sig lidt tilbage i Kløkterne.
Der-o- Makker strukte sig langt nd i syd· Jordeme
ps- Bækkens Nord-ide, der krs Arilds Tid havcle
ligget hen uopdykkot og bevokset med Krat, ans-as
ak Guardmmndene for omtrent værdiløse. Mem Bl
nas Puder, Knud Petersen —- ogsaa kaldet Kund
Krat —- en Hnsmandssøn km Nabosognet, sagde ved
sjg selv en Dag, ban gik over Landst: »Der er
Guld under Kratrod". For sing sparenkillingcr Its-b
to law Kratbakken og blev Saale-des selvojer. Ak
bogemsbygning var Kund en Kraktlmrh en klittig
og dygtig Mand, der Sjælclen ellor aldrig opgav sin :
Plan. Omkring Auset plantede han en dejljg Have
og Kratbalklken blos korvaudlet til en krugtbar
Mark. Kund troedo fuldt og fast, at ethvert Men
neske kan komme lgennem Ver-den ved sin egen
lljmlp, om han bat-e man have Helbred og vil hmnge
i. »Med diese minc vaer luus jeg arbejdct mig selv
op kro. Banden ak", plejede han at sige ved visse
bejlighodek. For Besten var htm godmodig, tjonsts
villig og aflloldt as sine Naboen
Eun- llustm sotio —- on Gaardmandsduttek trf
»O
(
s
Rambælc, en høj og smulk Krindej hevde dedde
lært et sætte sin Lid til Herren. I Begyndelsen var
Ægteskabet Særdeles lylckeljgtz men i de Senere Ast
havde der okte hvilet en mørk sky over Knuds An
sigt; thi Sokje kunde ikke længere kølge heim i tylkt
og tyndt Ved et Missionsmøde, hvortil Knud var
kørt med Familien — dog mest for et køje Naboen,
Kristen Lindberg —- blev soij vakt til Erkendelse
ak sjn synd, og ekter laengere Tjds hear-de, indre
Kampe fjlc lum Naade til at kunne tko sine synders
Forludelse.
Soers mGlcelsesperiode ver en nmsten uudhol
delig Tid for Kund. Det pinte ham et se det kor
henvterende glade, men nu sea bedrøvede Ansjgt
Men hens største Smerte bestod dog i selvbebrpjs
delse over-, at han havde taget ein elskede Eustru
til det skæbnesvangre Møde 08 da Sofje blev glad
i Trer paa sin Frelser og begyndte at tale meel
Kund om disse Ting, frygtede han end were og sag
de til sin Nabo Lake-n ,,Dette her er bat-e et endet
Udslag ak den missionske Aand, hvem ved, hvor
det ender.«
Kund forstod n0k, at her var gode Its-ad dyre.
Mnn han besluttede om muligt At udktsi sofie kr
»Vildt«a1·elsen«. Og om dette viste sig krugtesløst,
da at redde Børnene Men Kund var noget beregi
nende og mente, det ver bedst at gaa korsigtigt
frem.
Blna, deres ældste Dattel-, ver afholdt ak alle.
Hun var nemlig en saadan dejlig, livsglad lille Pi
ge, med friske, redmossede Kinder, ombølgede as
møkke Lokker, med livlige klare Øjne, som vidnedc
om svulmende Kraft, et kærljgt Sind, god Pol-stand
og et godt Humøn sin lille søster Bertha tog hun
sig af med stor 0mhu, og Børnene i Naboleget syn
tes ikke ret, der var Gang i hegen, naar ikke Blns
var til Stede. Kom der en Tvist op jblandt Berneo
ne, kunde Blna som Regel eltid fee den bilagt.
»Mo’er« — segde Blna om Eftermi(ldagen, di
hun kom hjem km Skolen — ,,jeg ved nok, at jes
blev et Guds Bam, da jeg blev døbt, men jeg vidste
ikke, at jeg blev hellng
,,.lo,« svarede Moderen, »alle Guds Børn er
helljge.« «
»Br- Lars døbt?" Spurgte Blna.
,,-Jo, det er han«
,,Mo’er, er Lars Saa ogsaa hellig·l"
,,Men Barn, livorkor spielt-get du dog om det7"
»Jo, Mo’er, for Lars —- han bander, og der-sont
han var hellig, saa vilde han vist ikke bande."
,,I-lvornaak har du hørt hatn bandel"
,,-Jeg hørte det i Akte-S, da han og Mads Fortl
sen var den«
,,-Jeg troede, du sov korinden, de kom,« bemer
kede Moder-en
,,Nej, jeg sov ikke Jeg hørte alt det, de sag
de."
,,Men Klo’ek, har Lars altid villet bandei"
,,Nej," svarede sokie, »der var en Tid, jeg var
rigtig glad ved Lake-. Det var den Gang, da vi var
Born, og Lars var hjemme hos sin Mo’er. Eun last
te liam at bede og at holde Herr-eng Befalinger.
Men det samme Poraak, som Lars blev konklrmekeh
døde hans Mo’er, og han kom ud at tjene iblandt
fremmede. Alt gik godt, saa længe han huskeds
sin Moders Pormaninger; men ekter en Tids Forljb
glomte lian dem, og da gik det galt. Nu kan has
baade drikke Brændevin og bande. Og siden has
er bleven Gaardmand, mener han, at han ved Be
sked om alle Tjng."
,,Mc-n naar lian nu saadan bander, saa skal vi
da ikke holde ak dam. Prelseren holder da ikke af
dem, der ban(ler," sagde Elna.
»Drehe-wen elsker syndige Mennesker og vil
frelse dem; men lian hader Synden Vi- vil bede
for Lan-« at han maa finde tilbage til samfnnd med
Sin Modeer Gud, inden det bliver for sent. Bn Gang
i Tidon bliwr ogsna du stor og skal ud at tjene —
—- men jog baalielx at du vil altid blive ved at bede
til Herren og got-e hans Villie,« sagde Moder-en
»Ja, Mo’er det vil jeg," svarede Ema ,,Men
nnar jog skal ud at tjene, saa vil jeg«langt, langt
l)ort —— san langt, som man kan last-e med der-Uba
nen. kleg vil til Silkeborg og til Himniell)·jerget«
og saa vil jcg kyire lige til Amerika for at besøge
Tantes lllarie og Louise og den lille Thomas. —- —
Men jeg vil komme hjem til dig hver Søndag os
gaa med dig i Kirke.«
Det Ord ,,Amerika" fløj som en Pil jgermem
Moderhjertet. Pm den Kant ventede hun sig ikke
noget godt. Hun havde okte nol: været vidne til
skilsmjssek imellem Pormldre og Beim, year diss
sidste korlod Hjemmet kot- nt rejse til »Unngm
mens forjættede Land i Vesten." Ihm hin-de ogsss
til Tidek ladet sig korstaa med, at det vilde blive
audholdeligt for hende, om nagen nk heudes Bøw
Sknlde fee i sinde at rejse derben. Men nu, de Øn
Sket blev udtalt ek hendes eget Bam, syntes sage
at vaer rykket hende endnu nækmeke ind pna Li
vet·
IIun tog Baknet pas Skødet og segdm »Ein-—
Amerika er langt bot-ten Kommer du kørst der-, set
ser Mo’er dig nok aldrig mere, og jeg frygtets kor.
at du der ovre i dot store Land skal komme dort kr
Jesus.«
»Er Jesus de iklce der ovke, hvor Tente etf"
spukgte Blut-. ,,’I’ante skriver jo de om Jesus ok o
Kirken i sine Bkeve, som Feder lasset- tor os. Aver
ledes Lea jeg m blive bot-te for hem, om jeg kos
over til Ameüksf"
Henkelden i dybe Pauker sverede Mode-ev
,,Ju, der er see mange, det- lksn tele ok skrive os
Jesus uden dog at Lende det Liv, som hatt levek i
sine troende Vennek."
Betydaingen at diese Ord totstod Bla- ikke, di
hun spurgte ej heller.
« Gottwey
