,,Dansneren". s
I Wart-Mo Nyhedss vg Oplyssl
ningsblab for det danske Folk
i A m e r ita,
Ich-um If
VANl skl LUTXL PUBL. UOUSIL
«
Umr, Reh-. i
«Dtmstrren« udgaqt hvek Tirsdag pg Fredag «
Pris pr. Neigung. I
De Form-de States 01.50. Ublanbet sUJOs
Bladot oktales i Forstud I
Jesus-IV Notlag, shkesfefvmndring vg!
Inder Ingaaende Blut-et obre-isten (
DANISH LUTIL PUBL. HOLNE »
Blatt, Sieht.
Gehalt-n A. M. Und-rieth
sle Vldrqg ssl »Dansteren«s Jnddolb:
Nimmt-weh ...Irresponvancet og strikte
Cf sah-er Ist, liebes optici-ket
A. M· University Plan-, Kehl.
Boten-Oe at Mk it losmknce as second
old-s tust-tot
Advsttjsing Rates made known upon
svpllcatiow
J Tilfklde as Ukegelmæssighedet ved
Revis-lieu liede- man klagt til vet sikblige
IesV-seh Skulde del ille hütle bedes
nun heuvende sig til »Dansketen«s
Loaesr.
Nat-r Leiekne heuoendet sig til Fett, der
avnteretiBladet,enten w: at III-e bot dem
csek for at faa Oplysning om het avettekede,
hohes Oe altid omtale, at De san spekulie
Iucntet I dem Blut-. Dei ptl von til gen
sidis Nym.
—
Den i sidste Nummer bebudede
Oversigt ooer Markus Becks Liv
set vi os itke i Stand til at give for
paa Fredag
Atter en anonym Jndfendelse,
,,Paaskeli1ien« (ikke den af N. F.
S. Grunsdtvig) uden Opgfoelfe af
Forfattekens Naon Man maa en
gang loere at forftaa, at vi ikke op
tager noget, fom vi ikke ved am
hvsm det er fra.
Mk. Bryan Paaftaar, at Dagss
aviserne hat tabt deres Jndflydelse
Grunden dertil maa vcere demse,
bewertet O. B., at de hver Gang
hat haft deres Bekomft med at hjcels
pe til at holde ham ude af Tet
Ovide Has.
Bi hac modtaget et Jndlæg i
Diskussionen om Stndagsfpsrgs
maalet, undertegnet » En Medsttis
der for Kronen«, men Forfatterens
Navn og Adresse mangler. Af den
Grund soptages Attiklen ikke. Bi vil
holde ufravigelig paa den Regel, at
Reduktionen altid maa have Forfats
terens Navn og Adresse, om noget
stal kunne optages anonymt
Past. M. N. Andreasen i Lat
land, Calif., hat den 23. ds. mod
taget Brevkort fra Past. C. Skovs
gaardsPctersen, sfrwet i Madras,
Indien. Past. Andreafen hande sure-!
slaaet ham at holde Moder i noalel
af vore Menighedek, naar han i»
Juni Maaned refser hjem fra Japan(
over Amerika Men Past. Sk. Pesj
terfen skriver, at om nogen Udvidclsi
se as hans Reise kan der ikke ver-re(
Tale Han ankommer efter Bessern-1
melse til San Francisco fra Japan(
den 9. Juni. Maasse han saa dogl
alligevel bei-get oort Aarsmødc palel
Gennemce·fe. «
Der meldes fra England at Mus
hamedanisrnen forssger at gøre
»anstød« der. Der ancnodes am
Bidrag til Opfsrelse af en Mosle
i London, der skal koste godt og vel
en halo Million Dollars. Blandt
Judbyderne findes ogsaa engelfke
Nat-ne Der maa altsaa være En
gelfdnænd, fom er gaaet over tilI
Fra Los Angelos, Ealif., meldes,
at der nyllg er offentliggjokt en
Plan for Grundlæggelsen af et
Die-n for Pkæster uden Hensyn til
Bekendelle Himmet skal bæke Tol.
R. M. Baker- Navn. Tol. Baker
es W hat nemlig givet 150
Urte- Land i Nat-heben af Byen
til at bng- oq tut-rette Die-matt
paa. seh Ade-s as Lands-wen vil
Opgaver at gsre, og bliver et frit
og aubent Forbund —- altiaa ikie
en Lage —- ser ikke jeg at, der tw
ketisk vil være noget at udfcette pag
»Stnner af Norge«.
»Og naar endelig ,,S-nner af
Norge« som Forening, fom For
buud i jin Prakfiö ved Rats-»
moderne og i de lokale Foreningir
godtgør, at de ikke f. Ets. gen
nem Forlystelser, iswr paa
Sondagen og de til Eudstjes
neften bestemte Tider drager bort
fka Kirken, eller Paa anden Maade
gør Medlemmerne verdslige, liges
gyldige og uvenlige over for Kirer
og dens- Arbejde, hvilket jeg ved er
Tilfældet med enkelte Foreninger.
som ikke er religijfe —- da set jeg
heller ikke, at der i praktisk Hen
ieende kan gtres nagen Jndvending
msod «Stmner af Norge«.
»Mig er det om at gute, at ni
herovte kan faa et stort For-bund
med ftærke nationale Jnteresser.fom
Ihverken var religiøft eller hemme
.ligt, og som hverken teoretisk ellet
Lpraktisk har nogen sage ved fig,
Ider vilde være til Besvær for Sam
! vittigheden.«
Her er udtalt Tanker om Fore
fningsvæseneh som er værd ogsaa
Lfor os Dunste at lægge Mærke til.
,,Distussiou onst-sk
L Jeg sek i ,,Danskeren«, at Zeus
Insker en Diskussion angaaende
I angaaende Sabbatsspsrgsmaalet
Det kon være, at en saodan kunde
get-es frugtbringendex itmdlertid,
shvis Jens virkelig seger ester Klar
lhed over dette Spørgsmaal vil ieg
’anbefale ham et lille Strift, nd
givet af Dr. Turms, »Ought Chri
stians to keep the Sabbath«. Tet
faas hos Fleming NevelL Washing
ton St» Chicago, Jll» lPris 10c).
Det vil efter grundig Genuemlasss
ning og Overvejelse blive ham til
Velsignelse og Klarhed, det er bleven
det for adskillige Naar ellerB
Spørgsmaalet kommer frem om
Herrens Tag ellek Sandagens Hel
ligholdelse, saa tænker jeg paa,
hvad en Prcest en Gang sagde ved
et Fcellesmtde, hvor dette Spørgss
maal blev behandlet: ,,Vi maa væi
re fri denne Dag. Gud hat selv
sagt det. »J seks Dage stal du gøre
sdit Arbeij den syvende maa du
Tvcere fri, lad det da blive et Pri
»vilegium, som itle forsømmes. Gor«
dig —- din Sjæl —- til Gode den»
Dag, ikke for hele Wem men san-H
dan, at du kan sige efter at have
endt den føkste Tag i llgem Gud
fke Lov for den Dag, den ityrtede
min Sjcel." Der er Arbejde, Tom
maa og skal gsres --—- i Jngehnse
og Hospitaler s. Els. og andet as.
den Slags. Men sont Regel meins
vi være fri.«Der er estek Guds An-;
ordning intet lagt hen til cis, soml
ikke et cller skulde væte os til Bel
signelse. Men med Brug folget-Miss
brug: derior de mange forskellige
Maader at tilbringe Herrens Tag
paa. Godt begyndt er lmlvt fuld
endi, siger Ordsproget. Hur vi til
bkagt Herrens Dag paa en sank-ans
Monds-, at det hat voeret Sind til
Ære og os Telv til Velsiqnxslse saa
gaar det let gennem Ugem hart
vi misbrugt Herrens Dag vil det
snart kendes i vert Kristenlic.
Tom. l
Et Otd fta Vetdenskoner
rensen i Edinbutgh.
Nu er det Siden!
Et Lsfem som klang igennen1,
saa at det ikke kan glemmes, var
Nu et det Tideu! belejlig Tid —
fra M — just us! Det oigtigfth
der stal gsrez maa gires i Libet
af"det ncefte That-, ellets kan det
bljve for-sent Kinn bortkaster sine
Afguderx det gceldet om at styde
kristent Grundlag ind under Ja
pans Civilisatiom Indien wagnetx
Folkene beder am Lea-etc Hund-e
der as Millioner Denken det Blas
det selber Ufrikas Franttd, om
Muhmued ellek Jesus stal have
Afrika, det Slag stal staa i Sude-n
vg staa hart. Oele Betten over
gælder det: Skql Beste-s Lautm
fhlle sit Sirt- mr Heini-send
elet sitt di lese Lkvseus Find dens?
Kirken hat itke We at gsre
med sama spredte Dele af mindre
betydelige .Folk, men med en sam
cet W, spm i male Lande hqt
M og i andre er ved at san en
l
l
i
l
l
I;.1j Grad af Organisation og feel
les Liv. Dei unt-irrende Øjeblik et
Tideu for alle Tiber med Henfyu
til Evangelisekiugcn af den ikkeskris
stue Bei-dem fordi Rationerne vaags
ner og undergaar saa umaadelige
Forandringer. Vi oplever den krist
ne nye Vins Virkninger paa de
gamle Lasdekfasker. En vel overlagt
Plan om Samarbejde her er mere
vasrdifuld end Mangedobling af den
mmcerende Stab saf «Misifonasrer.
Der kan geres mere nu i kort Tid,
end ellers i lange Tiber-. Tcenk, am
et saadant Øjeblik blev forsømtl
Men ikke alene i Edinburgh lsd
»den »Na er det Tid«. Nei, fom et
"Ekko fra Verdens Endek kam det
rundt om fra, f. Ets. gennem et
Telegram fra de fokenede Mis
fioners Konfetense i Japan: »Den
mest fremadskridende af de ikkeskrifts
ne Nationer føaer aloorligt det bed
ste, som Verden kan give den. Te
fskste 50 Aaks Missionsarbejde her
beniser, at Japan vil modtage den
bedste Religion, hvis den tilbydes
ved de bedste Mcend og Kvinder og
de bedfte Jnstitutioner saa snakt fom
muligt Nu er Tiden for Japan·«
Ja, beruhe: bccefiig Tidz her
hinnen-: Casal-ed san gaat det!
«Vor Gud et Undekets Gut-, og Je
Ifu Evangelium skal lyde til Verdens
Inder
Zaa tom den iidste Aftenl Un
detligt at vide alle disie iamlede
for sidfte Gang. »Se, vi qaat op
til Jerusalem,« lød det, og vi fil
te, at det var os, som havde været
oppe i Jerusalem, oppe ved Kor
»set, hvorpaa Frelfeten døde iok vore
Syndek, oppe der, hvor den Heilig
aand blw udgydt, saa derived Ver
densrnisiionen blcv ringet ind. Der
lsd Appel til os om, at hver enkelt
blandt os lunde blive en uendelig
Kanal for· den uendelige Guds uens
delige Magi. Og vi mindedes om
at Enden paa denne Kon
ference var Begyndelsen til Et
obring af hele Ver-dem iaa vift soni
Enden paa Planlasggelfe var Ve
gyndelic til Handling. »Lad as qaa
ud ai denne Hal og revidere vore
Planet-, ilte i Lyiet of vore Hjælpei
tilder, incn as Guds Hjælpekilder
lkm imns Lasten Fiirken hat endnu
iitke alvorligt foresat iig at bringe
’Evangeliet ud efter Herren-s Maul
Yog Heere-is Billie. Lad os nu gaa
«iom de, der vil hjcelpe til at brin
ge den leitendes Jesus Kriituz til alle
lenmdr :llkonneiker!«
Endnn engana Bsn og en Salme,
—- og Midet var fluttet ganite stil
le. List var itke en Afmarch nie-d
ilooende Faner og flingenoe Spit,
inen drt var en beilutiom, trosmos
diq States stillt-, fafte Gang mod
det Maul at aøre mere iok Je
fus!
De tom fra den hele Werden
Te vil gaa til oen hele Werden
De vil bringe Jesus Kristus til den
hole Werden
sEiter T. Lsgfirup i »K. og S.«)
--.-.—.·.-.-—--..
Folgende
er en gatmnol katnlfk Leuende, ellkr
Fabel, fra Rhineanene, Tom her
mcssdkslksss i OuorTnstteUe Jkke
nuturligois at nagen a? km
drum kssn til O«»E!n;1«:.f’"isssiss««ssss
di wn Das-net- pt lillc Lsps of cn
Wunden TidI Mithin Da fordi der
clliqevel Inn drum-I en Lan-e dems.
Sjælen t Skcewildm
CVed P. V. A)
Englene ftcsmte deres Harper i
Himmel-km og dejlige Harmonier
fveevede op mod den Allerhsjeftcs
Paulun. Men Seralims Hacpe klang
yndigere end de andre Engle5, og
den Usynliget Sie-ums (thi selv
Englene kan ille stue Jede-das Det
liqhey W at Ase
«Vegcr diq en Gove, Sees-lim,
for Kæklighedem der brændek i din
Sang, og den fkal gives dist«
Da for-rede See-stim
»Du Hiieftel Dei Sied, soc-ka
neskene kalder Skowildem og sont
et Reanen ita Helvede og den
smertefulde W til Himmelst
hufer mange Sjæle, fern ttlbeder
dis, anen sont straff-es for dete
Synder ———: ask mig den Gliede en
Gang kmellem at maatte des-se dem
og trifte dem i dere- Lidelfer med
Intu- dvmm og mit Horden-il
fmn er viet til dis.«
Oe W bade
»Din Bin er bitt, o, milde In
sect oq den del-M M, der knn
ftraffer i Kærlighed. Gaal Du bar
din Pulse-"
Da istemte Seralim en jublcns
de Takfcsang til Gad. Og da de
fidste Tonek var hendsdez spredte
han fine RegnbuesVinger og svævesz
de ned til den sorgfyldte Klode nærH
Jorden, fom genlyder af dereö Sak(
og Klage, der renses gennem Pia-;
flet. Derfra kan de ulnkkelige dun
kelt skue hine Egne, de engang ital
bebo — og se Lysskikkelfer vandre
»I. usigelig Fryd, hvis Sjæle er tvæcks
tede i lldødelighedens Kilde, og
hviö Lykke ingen Aftem ingen Mor
)gen jkal tende. Og dette Syn hu
lsvaler de forpinte Sjæle og danner
lden fande Forskel mellem Stærsild
og Helvede
i« Men Englen foldede sine Vinaer
lsatte fig paa et jprængt Klippestyks
ke og beqyndte at ksre fin Harz-es
Strenge Ta blev der aandelss Stil
hed. Taemonerne holdt inde mcd
Torturen og Sjælene med dekes
Jammerklager. Som Ssvn for de
forgensde paa Jorden var Englens
Sang for Sjcklene i Purgatokiet.
Kun en enkelt og enlig Stemme
vedblev sin Klage i den store Stil
hed. Det var en Kvinderøft. Der
klang det dybeste Vemod og Sorg i
denne Sternum idet den uophørliot
vedblevt
»O, Adenhpitm Adenbeim! ser
ei for den dødel«
Englen fang fine smukke Sange
der aandede med evig Trøst og
Husvalelse —- den unge sit-indes
Sjæl horte det flet ikke. Fremde
leö tsd hendes ensomme, skærendc
Klage-rosi.
Da opvattes Seralims Interes
se. Han nærmede sig Siedet hvors
fra Nssten kom, og blev en ung og
yndig Piges Sjckl var, som var
lænfet til on Klippe. Hendes Plage
aander lac- Ledigr. ndftrakt ved heu
des Fsddet
Til dem henvendie Englen fig:
»Er det min Sang, der luller jer
fuadan til .Dvile?«
Og de spart-da »Nej, men heu
des Sorghu for en anden er bittere
end alle de Muster-, vi sendet Dek
for liggek vi uvirkfmnme.«
Men nu nætmede Servlim fig
den unge Sjæl og ipurgte medynkss
full-: »Hm-risk, o, Jotdens Datter.
hvorfor vedbliver du faa uftandses
Iig med denne femme Klage? Og
hvokfor tan Hat-pen, der trsster de
mest fkyldbetyngede her, ilet ingen
Lægedom finde for dig?«
»Q, straalende Engel«, svarede
den stokkels Sirt-L »du taler til een,
som i Jordelivet elskede Guds Stab
ning hsjere end Gud fett-. Der-for
kk dette hendes retfærdige Dom
Men jeg ved, at min ftakkels Ade-n
heim sørget uovhskligt for mig, oq
Tanken om hans Sorg er mig me
ke uusdholdelig end alle Smcrtey
Vermont-me san bibringe.«
»Da hvordan ved du, at ban sak
ger iaadan for dig?«
»Ist-di jssa ved med hvor megcn
Smerte jcq sfukisc have sørqet for
hatn.«
Indes-läg rth spurgte Enalem
onx han Flet intet kunde aørcs for at
mit-me :««--.de-J Inan- sivide
Henmtt osløftede Sjcrlen de taas
genau-Je Arme ou nobradt »Ein
mig, o, gis xnjg at maatte nende
tilbage til Jorden blot een lille Ti
me, at jeq Inaa ursiøae min Adcns
beim, on, idet jeg skjuler min egen
Smerte, maa ttøfte hmn i hansl«
»Stil« sagde Seralim og vendte
sit Ansigt dort (thi Engle maa ier
lade andre se detes Tabter), «jeg
tun-de visselig opfylde djn Be
gæting, men du kender ikke Betins
wellen- Thi vistnok can det tillas
des en Sie-l i Skærsilden at be
fsae Jan-dem men Luna er Sfæh
nen, der ventet den ved disns Tit
bagefontst. Vid da, at fox een Tinte
paa Jst-den maa du blive her i
html-rede Aar mer«
»Kat: hundrede Karl« raubte
sSjælm »O, du himmelsie Gest,
du vil vide, at een Tintes Trtst for
den, vi elsteh er værd tufindeicars
Tot-tue for as seh-. Lad miq finde
Bei til mis· Oder-heim med Duft-a
lelse og Le««egedom —- oq lad det st
den gaa mig, fom det maa.«
Da seftede Englen sit Blit ap
mod den Altfeendes Paulun, oq
han harte Rissen iige: »G« kun,
hvad bin Medlidenhed figek dict«
sHan faa paa den unge Sich der
’swd med udmkte Ihr-Arme pq he.
dende Blikkr. Da udtalte han det
hemmeliae Majas-doch oa straks
var alle Skrunker dorte, og Sjælen
befandt sig atter paa Menneskenes
Mode. «
Det var Nat over Slot Adenheim,
da Sjælcn opssgte sdets Herre. Men
fra alle Vinduer skinnede Los og
Fakler ud i Ratten, og Sang og«
Musik og Jubel lsd fra mange
Struber. Thi Slotsherren holdt
Forlovelsesgilde med den skønneDats
ter fra Slot Falkenberg. —-- Herr.
Adenhcim bøjede sig tæt ind til den
rødmcnde Skønhed og hvifkede Den-;
de jin Ftaskligheds varme Okd i«
Øret I
»Men lIvem kan tro dig, Herr
Adenheiml Hat du ier hvifket. de
samme Løfter. den femme Fortis
ring til Bodens unge Dotter-! Knn
tre Maanrder er hun i jin Grav,
og du warmen at jeg er den. e1«1»e;l
fte.« «
. »Ved alle Helgcner. hvad var
sLodens Dotter mod dig, hulde Jdal
Her mig, km mig! Aldtig fsr bar
Hjeg anet, hvad Kærlighed vak. Du,
alene hat lært mig det. — Nogle
faa venlich Okd og Smil til heu
Ide: det Var det hete. Kan jeg gsre
for, at hun, ftakkels Nar, gjorde
ssaa meget derafl Nei, min Jda,
.dette sjerte kendte ingen uden disk
»Og lyvorledeg Herr Adenheiml
Sjrgede du ikke over Tabet of hon
del«
»An Snak, kun et Par Tages
Tid Men i dine klare Øjne fandt
jegs fnart Forglemmelfe og Forttyls
lelfef
z dette Øjeblik Iyntes Adenheim
at hsre et Smertensfuk bog ved
:in Stof. Hastigt vendte yan sig
om. Tor var ingen. Kun mente
han at se en hvidlig SI-rtaage,
der hastigt fortonede fig.
i
i
I
l
»Da fandt du da flet ikke din
Elskode?" spurgte Seralim, da den
ftakkels bedroan Sjæl kom tilbage
til Tit Eted i Ekærsildm
»Vyd Dmnonrrne atter at gsre
derks Pligt!« lsd Svaret med ba
andc Nost.
»Da vor det dekfor, du nu
man føjc hundrede Aar til din
Straf, ftakkels Barn?« vedblevEngi
len sdeltagende.
»Ak,« fvaredse Sie-len, »ein-r
den ene Times grufomme Sorg
paa Jokden hat hundtede Aar i
Skcersilden ingen Rædsel for mig·«
Leg Markte til den Mand.
Af Rudyard Kipling.
(Fka en Tale til Studenter.)
Naar du —- sor at bkugc et of
skyeligt Udtryl —- gaar ind i Li
vets Kamp, vil du msike en organi
jrret Sammeniværgclfe, Tom vil
vrsve at fha dig til at tro, at Ver
den ftyres af Ideen »Rigt-om for
Rigdommcns Skyld«, og at alle
Midlcr, der leder til Opnaaelse af
Nigdom, er tilladelige, felo om de
illc er prisoærdiae . . . J kommt-r
til at leue og ipife og bevasge eder
og hauc- rders Lin i en Vordem som
sinke-z as denne Tonle. Nogle ai
eder uil nmajke gan under paa
Grund af Gifte-n i denne Tonle·
Nu vil jeg ikle bede oder out, at
J ikte maa lade eder kives med i toct
forste Stormløb i denne Livetöstore
Leg. Om jeg gjorde, vilde jeg ven
te, at J var mere end Mennesker.
Men det beder jeg eder om, at efter
J har lag-It Del i det ftksle Lib,
J trætker Vejkct og læsgec Mast-te
til edeks Medmennefler for en
Stund. -
For ellek senere oil J se enMand,"
til hvem Tanken om Nigdom forj
INigdommendJ Stle ikce appellerer,
Zog jom ingcn Interesse hat for Me-(
Itodcr at samle Penge effek, og foms
zikke vil Lage imod Penge, om du·
,tilbydek hqm dem sok en vis Prie(
J Begyudelfen vil du fristeö til at
le ad denne Mund vg til at tro, at
han ikte er »imart« i sine Begre
ber. Jeg mader dig til at se usiei
paa ham, thi han vil inart vile dqu
at Penge styrer alle undtagen den
Mand, iom ille bryder fis om Pen
ge. Det ttt beende, at du msdek den-l
ne Mund paa Formen, i Landsbyens
eller i Legislafurm Men det san
du være iikker paa, at hvok og nagt
du end mader hom, lau inart der
blivek direkte Kamp mellem ham
og dsg, da er hans Lillesinget tos
kere end din Arm. Du vi! gaa i"
Frygt for hom: hatt vil ille gaa i»
W for dis. Du maa stre, hvad’
dem vll; han vil ille gere, brav du
vil. Du vll opdagtz at du bar «in
tet Vanan i dit Rustkannner, hvors
med du kan angribe hont, intet
Argument, med hvilket du kan Ip
pcllere til hum. Hvad du vindet,vin-s
der han mete.
ch Insketz at du vil studeke den
ne Mand. Jeg vnfker endnu mete
at du bliver en saadan Mand: thi
fra et lavere Standpunkt lsnnck
dct sig ikce at væke beherikck af
Ønsket om Rigdom for Rigioms
mcns Skyld. Dei-sum more Risdom
er dig n-dvendig, for Hensigtek fom
ikke er dine egne, bkug da din tm
stre Hoand til at vinde den, most
brug din hsjre Haand for din Osmi
lige Livsgerning. Dersom du bru
ger begge sdine Arme for at Ismle
jordiske Midlek, udfwtter, du dss
for at faa cu« ludcsndr Nvg. dti nd
swttcsr dig ogfaa for at tat-e din
chri. Mesn trods alt kan du ma
ske vinde umaadelig Madam. J set
Tilfaslde advaret jeg dig, at du
staat i Fare for at blive imtelt
og udpeget fom en »fmart« sond.
Og dct er den skmskkeligste Ulysse,
sont can komme en hvid Rand
i vore Dage.
----—
--qs’vf
Samfundets nye Kost-ten
Som allekede meddelt i Iden
steren« afgik vor gamle Kasten-r
Mach-Z Veck ved Doden den 24.
Marks.
Omftændighederne trævede, at en
nv Kasse-rot maatte udmrvncs
strqu
Otto Haufen, Blatt, Nest» er
udnasont i den afdsdes Steh. Pan
et gammel kendt i vor Kiste og for
»na-rocrrende Medlem of Stall-direk
tiotusn
L Jeg unbefalek hmn til Samfundsi
oenners fulde Tillid.
H Alt vcsdrørende Somfundets Kas
fcret offendeg altsaa bereitet til
; Otto Hausen,
; Box 367, Plan-, Nebe.
« J Ærbødighed.
G. B. Christianfen.
!
!
» ,,Om nagen af edet hat
I en Ven—«.
Jlddtag af Post Olf. Nie-M Sile
) ved Micsiouosmssslet l It
I Most-, Kibeshny fsts ;
. deute Mai-ed
J Luk. U, 5—9 talek Jesus
Lom en Ven, der var i Ntd —- en
Ven, der gerne vilde hjælpr. men—
ikke kunde ---— en Ven, der bat-de
kunde og vilde hin-we
Den fsrfte Ven var meget tin-t,
han kom midt om Nation, han var
ved at forgaa as Sult.
Denne hjælpcløse, nødlidendeBen
minder os om »den lidende Brot-er
i Palmemes Sknge.«
L Der fortælles her om en Ven.
Hier bestandig er paa Neffe, hat reist
ich Tufinder af Arn-, men aldkig
bar sundet Neifens Maul. Nattens
Mulm er beftandin om hom, Li
vets Sol » aldrig oprunden for
Fbam Jlldria bar man ainet ham
änoaeh ban kunde leve paa.
; Dei er denne Ven, der kommt-r
"og banker paa vor D-r, tret-der ind
i vor Stur. Gan kommek uventet,
"ukaldet over os, kommer i ql sin
iNøtz mætket of Sult, fttvet as
lsteifem hleg of Ratten. dem km
»ver en Plads has os.
Hvordan er den Ven, han kom
mer til? Er han, fom i Herren
Fottælling, en Ven, der gerne vil
hfælmh en Ven, fom hat virkeliq
Kæklighed til Sieb-, en Ben, for
hvem der ikke er noget, fom heddet
ubeleilig Tib, men Iom Wer at
bringe Hiælp oq henvendek fis til
den Ben, der kan hfælpef
Hat du det kærliqe Sind, der li
der med den lidende, som ille san
faa Ro, staat op felv ved W
for at bringe Hielt-.
; Dei fttstr. der sptkgei oin W
en Missiontmeniqhed et pokus
hed til Sicelenr.
I Hvad der vie-selig udretdes, M
’inee fta Mlighed den er den pri
Hnus tnotor. fom skal fætte alt i
Gang
, Men der er maafke dem, der st
oet- et der et san mange Oboe
ver i dient-net at de ikke san fes
Kæklighed til overs for Bedinan
ne.
Nu vel, elster du da san dine
Dmgivelleez bar du Mliqhed bek
hiemmef
