En Kærlighedshistorie.
Fortcclling as Alfred Lind.
(Fortsat.)
»Der svar en Tid,« raubte han ud til l)ende, »da
leg tilbsd Eder. Havdc J da lyttet til mer Banner, vils
de jeg have baaret Eder paa Hasnderne Meu jeg love
de Eder, at dersom J vedbleo at haane Inig og støde mjn
Elskov tilbage, da flulde J Enden ret længc komme til at
angre det bittert Nu er chnens Time kommen, og J
skal erfake, at jeg holder, hvad jeg lover1«
Bude-n vedbleo at drive udefter, ud mod det aabne
Han.
idem vendte fia og gil med langsonnne,mrrd1-.1e
Slridt tilbage, ind mod Byen.
Anun Zinss- Baad tog til at gynge stcrrkere og ftasrs
kere Anrerne var ikfe soaste; men det loslede hende dog
ftor Anftrengelse at faa dem lagt op i Aaregaflerne. Og
hvad tunde det m)tte, at det til fide lylkede82 Aldrig i sit
Liv havde lmn jo prøoet at føre et Par Anker. Jmidleri
tid toa lnm sat, faa godt hun fande. Men efter lang
Tids haardt Arbejde mcvrlede hun, at hun trods alle sit-e
Anftrenaeljer fjernede fig merk- og met-e fra Land. Til
lidst opgew hun da den fortuivlede Kamp. Hendes Ham
der var desuden allerede saa fulde af Valdlen at det bald
te hende store Smerter bake at røre ved Aarermn
Tet fik aaa, sont det vildel Skulde hun 7inde jin
Dsd i Balgekne, ja iaa maatte det jo være de helliae
GudersxVillie lTdun lom imidlertid til at twnlc paa jin
Mand. For hans Skyld vilde hun dog saa gerne level
Baaden drev med Sidea frem og truede hvert sØfci
blik med at kasntre As og til slyllede en Bølge over dens
Kam og gjorde heades Tøj drivvaadt
Eolen skinnede endnn l«lart, men hernde paa Havet
var der bitterlia koldt. Hnn ges af siulde, og Twnderne
begnndte at tlapre i hendeö Mund.
Omlidek tog hun atter fat paa den ene Aare —— den
anden var falden over Bord og die-net dort. Kunde hnn
ved dicle as den ene Aare have styret Banden, saa den
kom til at vende Stamnen fremefterl Den vilde da ikke
verre iaa ndsat for at kæntre Hnn prøoede og prøvede
Hvor doa hendes Hcender smertedel Det forekom hende,
at det var Jld, hnn tog paa. Og til sidst lagde hnn attei
Aaken fra sin. Ogiaa den faldt over Vord og dreo bott.
Saa lagde hnn sig ned i Baadens Bund. Vel var
der ikke faa lidt Band, men hnn var, syntes hun, allere
de faa vaad, fom hun kunde blive. Oa naar hun laa lied
vilde Banden itke iaa let knnne trentrcy tnente hun.
Nu sprft kom det til at ftaa llart for· liende, hvok
tanleloft hnn haode handlet. Hvorfor havde knin ikle spat
at naa sit Sie-m eller tilkaldt Politik-M Ja Marions For
di hun i fin Fokfcerdelie lyande onst-et halv sanft-les Knn
een Tanle liavde lnm liaft: lJnrtigst muligt at slippe fta
Forfelgeren Haltet havde blinket foran l)ende, on Baa
den ligget rede
Men hvorfor var han itke fnlgt efter hende2 Der
laa jo Baade nok. Maasse havde han jlaaet sig til No
med, at naar lnm føtst koni i Drift nd niod Havet, vilde
Diden vasre hende vis, nden at han behøvede at rcekke
Haanden ud for at føre Dodsstsdet
Clamierne Unsre takket, fordi han ikle var fnlat often
hendel Ti Gange heller-e do i Belaerne end falde i bang
Haand
Fiel-at tilbage laa Landet, dcektet af en let blaalig
Taaaeditx Post taugt var der mon over til Korea eller
Amurlandetf s
I t---s«
Hen paa Ettermiddaaen tom Anun Zins Mond «at
ter hjem fra sit Kontor. Hvoc var dog hans lille Fruc?
Don spurgte Pigetne oq sian Tjenerne De vidfte ingen«
Befkeds
»Alle Kamierk Hka kan dog min lille Hustru
være bleven ass«
Gan stod et Øjebltk raadvild Sau vendte han jin
til en of Tfeneknet »Im- min Vækeftol frem — eller —
nej, sadl hellere min Heft og lad den være rede til et
Ridtt«
Straks efter red han frem ad Gaben, fom fette til
Shintotemplet.
Bonzerne kunde innen Oplysning give. Hendes Nan
de havde ganfke rtgtigt været der; men hun havde for
ladt Templet omtrent ved Middaqstid
Den nnge Ægtemand red lanqtsomt hiern. For-nein
me Folk kider overhovedet altid langfotnt i Japan, da
det modfatte vilde tnde paa Travlhed: da en fornem
Mond man tkke have ttavlt
Nat-, hnn kocn fo not! Han var nu lige ved at smile
over tin enen Uro. Selvfølnelig var den tære lille Annn
Zia gnaet ind for at des-ge en eller nnden Veninde, on
Iaa var Tiden lsbet fra hende
Gan gik ind i et Usan Tom san tet indbydende nd
Den gamle, rynkede Vasrtinde kom ham i Mode og hil
fede nienet nnderdanigt, da hun fan, hvem Kunden vak.
werd Hans Noade befaledc? Hnn ilede at Sted, da
ban havde fremføtt sit Ønske J nwste Øjebllk traadte
et Par fmtlende, stærkt sminkende unae Piger ind, nejede
dybt for den fornemme Embedsmand on gav sig derefter
ttl ved Hjcelp af lette Papikvæqge at at afnrænfe et min-l
dre Hist-ne qf det store Viel-elfe, for at Hans Naade tnnde
Itdde uforftyrret og uden at blive iaattaaet, om der stuls
de komme andre Gcester. ’
Kanemetkt tog Plads i det lille afgrænfede Num,
book de unge Ptger for yderlige athædre ham havde
ndbkedt ny Gnlvtæpper over dem, fom laa der i For
vejen
Straks efter. at han havde Tat fig, kdm to andre nnae
Ptger. beerende et lille, smnkt lakeret Bord, hvorpaa Te
Unretntnaen var stillet
Den ene af de unge Ptger gav ftg ttl at tltmpke paa
en Guttat for at underbolde den fornemme erst Den
enden skcenkede Teen op t den overordentltg ftne ltlle
Poreelcenstkaah fom Hans Rande ttmte tet Pat Drac,
es fom Ptgen detefter styndte ftg at fnlde paa ny.
Da Mk et Mel-M tenere traadte udt det state
W
Vaerelfe, fik han Øje paa en Embedsbroder, som han et
Par Gange flygtigt havde hilset paa, men fom han ellers
itke havde noget Kendftab til, da han var aniat i en an
den By
Den fremmede havde allerede set Kanemekki. og Hef
ligheden krævede nu ubarmhjertigt af denne, at han ikuls
de give fig Tid at hilfe ag derpaa en lille Stand under
holde sig med sin Fælle.
Denne rejste sig sog kam ham iMøde, og nu udvekss
ledes en japanifsk Hilsen efter alle Kunftens Regler: en
manqe Gange gentagen Bøjning, under hvilken Hcens
derne gnedeiJ op og ned ad Laarene, medens Vejret med
saa tneget Støj som muligt sugedes ind ogjtødtes ud
mellem de sammenbidte Tænder.
»Wer det er mig kært at træffe Ebers Naade!«
»E« større Lykke kunde jeg ikke have tcenkt mig end
den at se Eber-Z Naades wdle Aasynl«
»Im Vil takke og prise Guderne til euig Tid for dette
Møde!«
,,Eder—3 Naades Øjne er fom ForaarssolenMit Ljv
vilde stedse have været en Winter, havde jeg ikke været
saa lnkkeliq at trceffe Eder ug bline genuemglødet af
disse guddommelige Øjnel«
Nanemikas Embedgbroder vedblev:
«Eders Naade sod til at have Travlt Jeg frygter
for at sinke Eder --—«
»Ho« kan Einer Naade have saa lade Tanker am
min Ninghed?«
»Lan-: Tanker unt Cdeks Naadel Hellere vilde jeg
fkære-isalse11 over paa mig fclv eller foretane KarasKiri.
end at jeg i mit Hjerte skulde nwre een eneste lav Tanke
otn Ederss Rande-! Men jeg saa jo, at J med hurtige Fjed
kom hernd slasngtes formodentlia «)jem?«
»Ist-g tasnlte tun paa, at min unge Huftru maaske
oentede mig, Ebers Naade!«
»Ah, Ebers Rande-! Jl af Sted, Ebers Naadel Spyt
poa miq nvcerdige, fom hat væket lumpen nok til at
berøve EdersNaades Genialinde et Minuts Sammet med
Ederl«
Te to cinile Enibedsmænd forlod Tehuset oq gik ued
hinandens Zins langsomt from mod Kanemekkis Hieni.
Karte-niein lnwde itle villet lrcenke jin Fælle ved at af
slaa hans Tilbud om Følgeitab. Derfor liaude non ikke
med et Qrd omtolt, at lmn var ridende, men hviskende gi
vet Viertinden Ordre til at lade en Tjener bringe hans
Heft hie-n
Den frennnede ftandsede uden for en Kunstmalers
Bod. ——
»Im san her i Tag et Maleri, sont i høj Grad tiltals
et mig. Eil Ebers Naade gøre mig denGlcede at ftandfe
et Øjeblit oq ie. pag dette Villede! Min Sle tørfter ef
ter at høre Eders Visdomsord om det!«
Kanemetti standfede. ,,.deilket nydeligt Maleril«
»Ja itle sandt? Male-ten har her vceret overordent
lig heldig med Farverne -- «- « Han tav brat og vor
mer oed at cum bagovetr
smnemetti grob bunt i sink- Arme.
»Ich Tal, Eders Rande! Nu er Dct nvrel Det var
pludjeligt Jldebefindende, sum koni over mia ved »in-set
af den Stitfe der til højrel«
Han peqede von en løst henlastet Tegninq, pao hvils
ten man faa en Mand, der sad med Benene koislagte
under iig paa Uliilsitæppet i et fornemt Sus. Op mod
ham og med Hkmedet hvilende mod hans Bkyft laa en
Kvinde med en Guitar i sin ene Found. Mandens Arm
laa kælent om hendes Midje
Aldria iaa inart havde Franc-niein kostet et Blik paa
denne Skitfe, førend han bleo bleg iom et Lig. Han gen
kendte iin egen Huftrul Og hvem var Monden? NetopJ
hans Embedsbroder, som ftod her!
»«6vilken Frcekhedl« brnste han ud.
»Ja, ikke sandt, Ebers NaadeP Denne Ufokjiacnmet
hed aaar dog over alle Grasnserl Maleren ikal komme
til at liøde med sit Lisv derforl Fordi jeq bar bestilt et
Maleri af ham, behsver han dog ikke at fætte mig i Ga
bestofken ved at stille Udkastet dertil frem herl Jeg vil
sit-als tilkalde Politiet og lade ham fængsle!«
Kanemekki var fremdeles ligblev.
»Eders Naadel« udbrød han med dirrende Stem
nie. »Sol« Ægteinand tsr det vel viere mig tilladt at
spøme lnmrdan det lan falde Edek ind at bestille et saa
unagiende Billede Tom dette? Min Huftru liggende i en
iaadan Stilling ou imod Ederl En saadan Krænkelie
kan kun afvasles med Vlodl«
»Wer-I Instru? Ebers Naade Behaaer at spøae
Som nng Enke har hun vel, uden at noan kan formene
hende det Net til at fkænke mig nogle himmelske Øjeblits
kei«
»Nafer J? Min Hustru ung Enkel«
Kaneniekti for its-d i Maler-eins Atelier og krwvede
nied strenge Ord en Redegørelfe for den udstillede Stif
ies Tilblivelfe. .
»Ehe-es Naade vredes ikkei« stammede Kunftneren
forlegen »Hm fornemme Herre viste mig en Dag den
Ære at fende Vud efter mig. Han opholdt sig paa Date-l
let. Da jeg kotn did, indtoa han og hans unge Huftru
den Stilling, fom er fremstillet paa mit Udkaft, for at
ieg ikulde male et Billede af dem. Jeg begyndte ftrass
paa Udkastet og giorde det færdigt under et Par paaføls
gende Beim-«
»Jeg beder Eder have miq undftyldtt« udbrsd em
sider Kanetnetkl, lom nu attet var bleven Heere over sin
Bevægelse.
Den anden stod endnu udenfor og ventede paa hatn
»Im vil straks gaa til Politietl Det er ikke Umaan
værd sprst at ikælde Slyngelen Huden fuldl«
De to Embedöbrødre udvekslede de behsrige Asstedsi
Thilsener oa gik derpaa hver til sin Side. »
; Hvor var dog Kanemekkis Gang lanaloml Og hanöä
IAnfigt vedblev at være dødblegt Et Øjeblik tænkte hani
Ppaa at qaa til Hotellet og der indhente nærmere Oplyss
ninger. Men han lorkastede sttaks denne Tause. Skulde
han iaaledes udbalune lin Hustrus Utrofkab og tage imod
den fremhyklede Deltagelse? —- —-— Farhaabentliq anede
ingen paa Hotellet, hvem den unge Frue vari« — ;
Da han omsider naaede hjem oq af Tienestefolkene»
fik at vide, at hans Huftru ikke havde været hjemme un
der hans Fraværelse, satte han iig i en Krug og holdt
Hænderne for sit Anstat.
Time efter Time fneg sig heu. Anun Zia kom ikke
tilbage, og hendes Mond sad endnu paa Gulvet uden at
ænse Tjeneknes spsvgende Blikke.
Ud paa Aftenen rejfte han sig endelig.
Jngen anden Sorg kunde have knuget ham saales
des som denne. Det vilde have været ti Fold lettere at.
bære Tabei af hende, om hun svar dsdl — Naa, hanä
skulde imidlertid bestræbe sig for at iagc Slaget som en
Mandl
Ogskm for Anun Zia oprandt omsider Ratten. End
nu laa hun gennemblødt ög ryftende af Kulde i Baa
den, sum hun nogle Gange med de hule Hændcr havde
löst nogenlunde fri for Vand
Ovillen kredfelsfuld Nat Vilde det dog ikke blive2
Atti-r anraabte hun de hellige Kamin om .L)jælp, ikke
for jin egen Zkyld, men for sin Monds.
Men lmad var det? Hørte hnn ikte et Taagesignal?
Førft nn lagde hun Mærke til, at en llatn Taage havde
sænket fig mn hensde Hnn 'yttede fpændt. Jo, — atter
lød et knagehorns sørmnodige Toner. Zaa hørte hun et
Dampfkibki Fløjten Hvor hun anspændte sin Saniert —
Jo —— nasrmeoe og nwrnkerel
Lampe-ten var omfider saa ncer, at hun gennem
Zangen luude se dens Lanterner gløde Hun raubte, sua
højt lnuk kundex men innen syntes at høre det
Zum et qutigt lllJyre med gloende Øjne gled Sti
bet i staer Fort forbi hende « ikke en halv Snes Faone
bot-te
Atter og atter raubte hun, altsammen forgæves.
Mat og magtesløs lod hun iig omfider atter falde
ned i Bunden af Banden· Nu vidste hun altsaa fikkert,
at hun var viet til Undergangl
Pludselig gasv det et Soet i heade. Et gennemtroens
gende Finald lød hen over Havfladen. Hvad var dog det?
Hun reiste sig halvt op, men kunde ingenting se. Alt var
atter stille. Saa lagde hun fig igen ned og faldt til sidst
hen ien Tos. Men med eet for hun sammen, idet det
pludfelig gav et Scrt i Banden, fom skulde den vælte.
Hun saa og og kunde trods Mørket flimte et Menneske,
fom svang fig over Baadens Kant ind til hende
»Er her ringen-« raubte en Stemme, og hun for
nam en Haand fare hen over hendes Ansigt. »Lwor er
Aakerne?«
Hun horte, det var en Mandsperson, og kunde nu
ogfaa stimte hans Skikkelse Han bar europæifke Klædei
dringt
,,Aarerne er dreven bortl«
»Ak, detvar ilemtl«
Pludfelig faa Anun Zia ham springe ud i Bandet
tgen.
Oan gav et lille Strig. ,,Bliv herl Bliv herl« raub
te hun med Graad i Stemmen.
Den fremmede svarede noget, men hun fik ikke fat i,
hvad det var.
Eiter nogle Minutters Forløb kom den udekendte
tilbage og svang fig atter op i Banden.
,,Vl«w ikke rwd!« saqde han beroligende. »Jeg fvømi
mede tun nd for at finde en Lægte, som af og til har
værct mig til nogen Stotte, fiden Stibet fantl«
»Siden Skibet sank —- —?«
»Ja, — De var maaske allerede kommen langt dort,
inden dette stete?« s
»Dampstibet——? Jeg var jo flet ikke der om Bordl«
»Ah-n hvordan kommer De da her?«
Anun Zia fortalte alt.
Saa meddelte den fremmede lidt om sig felv, imens
han med sin Lommekniv sad og snittede i Lægten for at
faa den jkaaret midt over.
»De kan jo nok here, at jeg ikke er nagen Japaneq
ser?« ;
»Ja, -— men De taler ellers Sproget godt!« i
»Im har flere Aars Øvelfe Jeg har nemlig boetz
iHakodate siden -—.« Han nævnede Aarstallet. s
»De er Europæer?« ;
Eaentlig halv Englcvnder og halv ztlmerikaner Mi
ne Forældre udvandrede i min spæde Barndom fka Eng-:
land til Amerika, ca der has jeg saa tilbragt det meste
af min Tib, indtil jeg reiste til Japan Tom Missionær«.
»Som Mkösionær?«
»Ja, for at nirke for Kristendommens Udbredelfet«
»Saa er De altfaa Kristen.«
Der blev nu Tavshed en lille Stund.
»Men twordan git det til, at det ftore Skib saadan
plndfelig kunde synke?« spurgte faa Anun Zia.
»Det var nok den ene af Dampmafkinerne, der
fprængtes, og som derved til Dels senderslog Skibet.
Baadene blev i Haft fat i Vandet og overfyldt med Folc.
Den ene sank omtrent ftraks.Hvorlc-des det gik den anden
ved jeg ikke —- —— Naa,« afbrød han sig selv, ,,nu skal
jeq pro-ne om mine Ttlarer kan brugesl«
Han lagde de to Halvdele af Lcegten op i Aaregafs
lerne og begvndte at ro. Banden drejede sig ved hans
kyndige Tag.
»Et Held er det, at det ikke blæfer noget videre, og
at Sogangen er faa nbetydelig.«
Der blcv atter Tavshed en lille Tib. Saa ndbrød
den fremmede: «De ryfter af Kulde, kan jeg him. Tren
derne klaprer jo i Deres Mundl Kom her og tag den
ene Aare,«det vil give Dem lidt Vorwel«
Anun Zia var ncer ved at grakde »Mine Horn-der
er helt fulde af Vabler.«
HunTäZtte sig acting hen ved Siden as hqm og
tog fat paa den ene af de improviferede Aarer.
»Ja, Je behtver kun at lade Haenderne følge med,«
faade han. »Jeg fkal nok ro den. Det vil da ikke gsre
flet faa ondti Deres Hændery men alligevel give en
Smule Varmet««
Hun adlød villieløö og mærkede efter en lille Stunds
Form-, at det vjrkelig hjalp noget.
»Heut- mon engentlig min Mund vtlde sige, am han
Tau mta sidde saaledes ind mod en fremmed Mund-per
fonf« fagde Inn med et ltlle SmiL
»Ja, Frue,« bemærkede Missionærem »Und tret
De min s one vilde fige, om hun kunde sidde hjemme i
Hakodate og se mig sidde saaledes ind imod en lille ja
panesisk Lady2 —- — Min Frue,« tilfjjede han ester et
Øjebliks Tavshed, ,,i faadanne Tilfælde, hvor det er Lin
og Død om at gere, bortfalder alle smaaliqe Hensyn—.«
»De ljar endnu ikke sagt mig Deres Navnl«
»Mit Navn er WilliamZinnerl Og Deres, min
Frue?«
»Im hedder Anun Zia. Min Mand beklcedet et
civilt Embede i Schalotan Hans Navn er Kanemekkil«
Der gik nu nogle Øjeblikke hen i Tuns-bed. Saa
sagde Anun Zia: »Hvor tør De egentlig virde for Kri
ftendommens Udbredelsei Japan? Ved De ikke, at denne
Leere tidligere har haft mange Tilhængere i mit Fredrei
land, men at de under en Forfølgelse alle blev dreedt«.-«
»Jo, Inn-, detsved jeg meget godt. Men jeg tknr
sikkert, at deriom der atter skulde oprinde Forfølgeliei-i
tider, saa vil min Herre give mig Kraft til at gaa dem
igennem og Mod til at dø, om faa skal værei«
»Im tror ikke, at de Kriftne oftere vil blive sei-.
fulgt her i Lande« men jeg ved jo, at der er krisme
Missionasrer ogsaa i Flan og andre Lande, hvor de al
dria fan vide sig sikre Hvorfor Vil de dog saaledes udsastte
sig for For-er, sont de jo aldeles lunde undgaa, hvis de
bleu ljjemtne i deres egne Lande?«
Zinner føgte at klare hende denne Sag. ,,KriftiKær
lighed driver ost«
Anun Zia var en dannet japanesisk Dame og kendte
helt vel mange af Kristendommens Lærdomme og For
fkrifter. Og Missioncer Zinner haode i de Aar, han havde
baet i Hakodate, erhvervet sig et ikke ringe Kendfkab til
Japanefernes Tænkemaade og forestillingskreds. Der nd
spandt sig nu en lang Samtale om Kriftendommen.
Opmærtsom og faengslet lyttede den unge Frue til Or
dene, sont med Overbevisning og Varme ftrømmede fra
hans Lceber.
Ratten svandt for-l)oldsvis hurtigt. Ogsaa Taagen
veg. Alt saa man rlllorgenrøden gløde paa den astlige
Himmel Ak —- intet Land at se til nagen af Siderne!
»Tnl) ifte Modet, Frue!« sagdeMissionærence »Mei
Gudsd Hin-w skal di um faaTimer fcette Fødderne paa
den velfiqnede Landjord igenl«
»Alle lSiatniner viere takletl« udbrød Anun Zia et
Øjeblik ienere og pegede ud mod Synskredsen. »Er det
vel en Sky?«
»Det er Regen fra et Dampfkibl«
Sknlde Frelsen nn virkelig nærme fig? —- Rig
massen blev ftedfe tydeligere. Skibet kom ncermere.
Omfider var det ikke langt fra Baaden. Missionces«
ren drog sin Frakke af, reiste sig og holdt den i Vefret.
Og nu raabte han, saa højt han kunde, flere Gange.
Skibet begyndte at fagtne sin Fakt.
Anun Zias Øjneblcendedes af Taarer. ,,Tænk, at
jeg atter ikal komme tilbage til min Mand og mit
HieXW
Kanemekki haode saa godt som ikte faaet Blundi
fine Øjne om Ratten. Han havde kostet fig urolig from
og tillmge paa Lejet, var af og til sprunget op og havde
oanket rundt i Værelset.
Ved Solopaang klcedte han fig paa og fkyndte sis
ned ad Enden, hen imod Kunftmalerens Bolig.
Kunstneren tastede sig paa Gulvet for sin fernem
me Gceft. Hvad Gans Naade ønskede2
,,Et Udkast til et Portræt af min Embedsbroder,
fom jeg i Gaar saa afbildet tilligemed hans Hustrust
Maleren tog sin Tegneredskaber frem, og i Løbet afen
halv Times Tid var Skitfen færdig· Kanemekki betalte
den forlangtc Pris, bar Tegningen hjem og gik der-pas
hen paa sit Kontor. Dog forlod han snart dette og gis
ind i et «Tehus. Her bestilte han sig et lækkert Maaltib
og nød rigelig Nisbrcendevin til Maden. En smuk uns
Pige vortede op, en anden spillede kælne Melodien
»Au, Amm Zia —- ——l«
Lige til Aften vedblev hcm at flakke om uden Maul
og Med.
Nu var han kommen hjem og gik her frem og til
baae over Gnlvet. Pludfelig blev der en ualmindelig
Løben oq Travlhed blandt Tjeneftepigerne. —- — Der
sholdt en tohiulet Drosfke udenfor·
En Dør blev lidt efter skudt til Side, og — der
stod Anun Zial
Han lod, som om han flet ikke saa hendes udbredte
Arme. san vedblev, kold og rolig, at gaa frem og til
bage paa Gall-et
»Gaal« vendte han sig mod Pigerne, fom stod i
Darm
Sau drejede han sig om imod sin Hustrm
»Hvad vil Ebers Naade her-W
Anun Zia blegnede. »de mener du bog, keere
Mand? Og hvorfor tiltaler du mig med »Es-ers Noa
de?«
»Efter Loven kundc jeg overgive Ebers Rande til
;B-dlen.«
»Men kærefte Mandl Hvad er det dag, du starr-«
Hun runde ikke lasnger holde Grauden tilbage. Wid
ste du, kære Tawara, hvilken rædfelsfuld Nat im bar
udftaaet, da vilde du have modtaget mig anderledeg. sog
jværet Døden ncer —
) »Hvorfor blev Ebers Naadr ikke i den andcnsi Ar
me?«
Hun stirrede paa hom. ,,Hvad mener du dag? Zin
ner — ——? Men kæreste Tawara, hvor ved du ——-«
I Han fremtog den Tegning, han om Morgenen hav
«dc ladet Maleren udføre. ,,Kender Ebers Raube dette
Ansigt?«
Hun kunde nreppe se for Taaret Men htm laqdc
Mærke til, at hun, saa fnart hun shavde kostet et Blik
paa Tegningen, rsdmede streckt
»En utro Hustru er efter Loven bjemfalden til DI
den. Jeg vil imidlertid ikke lade EdersNaade drehe. M
sjeg beder Eber am sum-est muligt at for-lade mit W es
»aldrig mere vende tilbagel Tag med Eber, hvad J will«
Messe-)
