Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, February 24, 1911, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    NDszen gamle Præstegaard.
en sum-net Feltprcst.
(Fottsat.)
Arn-et 1818 brød frem; innen anede, kmad det in
deholdt. siong diristian den Ottende døde i Januar,
Skyerne trat mere og mere samtnen, men det
Uvejr, de indeholdt, kendte innen Det nier fig ddn 5nm·t,
at det vilde blive et quørelsens Aar imellem
Simde og Lømh Trojkab og Forrredet«i: di bonde haa
bet, at det ikke alene fkulde indeljulde en Omørelscy men
en Afgørelse: det blev det Me, Ui oenter endnn xnm den,
og visseligl den kommen den maa komme.
Tet var dog ikke alene i den storc Fasdrelandsfnsp
at der skete en Opqørelse, det Var onfnai det smknL i
Hufene on i Hjerterne: thi Anret indeholdt en Aandst
Magi, sont ingen af den davnseende Blasgt hnvde tasnft,
og den rev alle med fig. Den var ftcerk, ja! nimodstaaei
lig, on den virkede som Effemarsstokmem da de erm
-· ftukne Fenster falder til Jdrdem men de gode sidder
fast og modnes mere og mere. J de mindre Forhold blev
Opgørelsen til querelses sanledeg skete det dnsna i den
gamle Prwstegaatd.
.Ter gaur nndertiden Quirneldinde fnrnd for det
kommende Uvejr: inqen ded, hddrfrn de kommen elter
hvor de gaor ben: lwad betyder de? de 5knl nmojte vix-re
et Variel for de Weihe-Ende
Saaledes gik der ogfaa en Hvirvelftorm foran Kri
sens Uvejr: den satte i det mindste hele Halt-sen i den
ftsrfte Angest og llro, ingen ved, lworfra den koni, oq
hvor den gik heu. Der onstod overalt en paniik Skmsk
og Fotfeerdelie, iom betog de fleite, felo dem, der ellers
bsrte til de befindige, og som plejede at taqe al Tinq
med Ro, hoilket jo er et Særkende netop paa Jydernr.
Den, der ikke hat oplevet den Tit-, for hacn er det en
Gnade, san niotklarlig, at man for ikke at toivle om
Sandheden af en Fremftilling of den, viklelig nma taae
al sin Forstand fangen.
Hnor ofte bavde jeg ikke lceit i anden iionaernes
Bog om den Tid, da den niægtiqe svriite Heer beleirede
- Samario, lwor Hungers-neben wiede. Der fian da:
»Der var fire ipedalike Mcend ved Jndqangen til
Forten, og de fande, den ene til den andern »Hnorfor
blive di ber, indtil vi ds? om oi iiqe: di oille gna ind
i Studen, san er der Hunger i Studen, oq oi dø der,
on om vi blive her, da man vi oqiao døx ioa kommer
nn oq ladet os aaa over til Syrernes Lejr, lade de os
leve, saa leoe vi, on drcebe de os, faa do vi«. Og de
qjorde iig kedei Tnsmorket at komme til Syrernes Leit,
—- da var der ikke een Mand. Thi Herren Sande ladet
Syrexnes Leir here en Lyd of Vogne on en Lyd af He
lte, jal en Lyd af en stor Heer, oq de iaqde den ene til
den anden: »Sei Jsmels vnenne link lejet imod us Hetllis
ternes Konger oq Ægypternes Flongety til at komme
over os«1erfor giorde de jin rede og flyede i Tusknørs
ket, og foklod deres Telte og deres Heite, deres Asener
og Lejren, iom den stod, og flyede for at redde deres Liv.
Oq der Israels Konqe iendte Epejdere nd eiter Ein-er
nes Ida-n da laa hele Veien fnld of cheder og Tof. som
de havde kostet fra fig, da de haltede of Sted«. ·
Oder ofte ien havde leeit disie Ord, saa var Beni
venlieden mixi altid en Rande-; i Foraorsdngene ists
lætte feg nt forstao den: thi da oplevede jeg for iørite
Gang, lide en paniik Skmek kan ndrette. Det folgende
vil maaite fort-komme den Lasset-, der bidtil aldkig lmr
kendt lligt, for at ligge nden for Virkelighedens Gram
fer: men ieg tør foriikre, at denne Mistanke er nberettis
En iicelden fksn og vorm Foraarsdag i Slntningen
qf Marts Maoned vendte den celdste Sen, Kapelle-nen
til Fods hiem til Pkæitegaakden Som Formand for
Sogneforstanderskabet var han Dagen i Forveien vans
drei til et almindeliat Mode angaaende irivillig Lede
ring at Seite til Armee-m og om Natten havde han liq
get pan en Herregaakd et Par Mil dorte.
En halv Mils Vei tm Priestegaarden boede en gam
mel Smed, hvis Der han liælden git torbi uden at kigs
ge ind on faa liq en lille Pasiiar, fordi Smeden altid
vari godt sum-n og for-di han fom mange Smede tidt
havde fortsnderlig trcefiende Svar og tsrre Vittigheder
· paa rede Haand «
To Kapellaneh tmadte ind, var Smoden i fnld
Aktivitet; hanc- ssone, Mai-km sind —-- bund bnn ellcrs
ikke giordc og tmk Vlaskobcrlqen alt lwad lmn for
maaede. oa han holdt mcd Tannen en gammcsl Lee, der
var glorndey og hing af alle Krmfter løs paa Ainboltcn.
»Guds Fred oq god Dag, Smed!«
»Tak, Dem det fammek«
»Bist-than hat J det?«
«Hvordan vi hat det? Aal Gnd hiwlpc os alle den«
og Max-en tilfsfedr. mvns Taarerne trillede ned ad ben
des Kinde-sc
« »Ja! Gnd forbarmc fig dog over oss armes fyndige
Nenneikekl«
»Im nscsn bxmd er der bog passen-L sich J begacs
to set faa forstnkkede nd?« « ,
»Hm-d der » istwforcstU Tot m- ifkr knnnnot endmhj
men dct kommst funkt, on san Gnd her ors alle nel.«.
»Ja, most bis-ad er disk da Pan Fasrde?«
»Hm-r komme-r De fra, sian Do inaenting Ded?"
»Im kommt-r im D» hvor im ask brn i Cssanr for
at tale om Hof-e til Armee-m mcn jm bar ingenting hart.
Ovad er det dog ?«
»So-s Imd Te ikke, at i Gaar Effekmiddag fom der
- en høf Mmh ridende paa en ftor bkuu Heit; han nd
hen til Somiefoqden og famltsde Byfolkene paa Holde
pladfen oppe vcd Arten-»Hast fortalte, at der kom Figu
der, Tom sfcrndte oq brændte alle- Vegne, oq derfor fkuli
beenhver·Mand beverbmss med Halt-er: men ikke fom de
.tk, nett »Den-ret« skål rettes ud, og san skal de« fættes
m ei lige SIqu eller paa et Stykke af en Laste; der
Dxfssar Waren og jeg nu her og fmeder alt, hvad vi
Ist-; m sah hie-we ou Sud hie-we pu«
W
Marens Grund, der var ftandset et Øjeblik, brød
after frem.
»Ja! Gud forbarme sig dog ooer os alle sammen!«
»Im forftaar ikke det allermindste af, hvad du for
tæller. Hvor skulde svel de Fjender komme fra?«
,,Jeg ved ikke mete; men Monden sagde, at han
etSted iet Land, meget langet lange dorte, havde flaoets
med Halt-en og flaaet mangfoldige Russere ihjel med
dem; det er maaske dem, der kommt-r og tager alt, hde
vi har; maasle vor Ko med.«
Med det fwdvanlige »Mud i Vold!« forlod Kapel
lanen Smedem ligc saa flog, fom han Var kommen.
To han forlod Prwstegaardem laa Præsten i Sen
gen med en daarlig Fod; han blev derfor meqet for:
undret over at fe hnm komme humpende op ad Alleen,
saa fnart han oabnede Laugen.
.,-svor bar jeg dog lasnates efter dsgl du maa stmks
af Sted ooer til T., thi her er kommen fkriftliq Ordre
fm Stiftamtet, at enhver Vaad paa denne Side Stindet
ital spie-Z over poa den anden Side, saa der ingen Dom
fort bliver herfra mete«
»Scm! men sig mig dog, hoad er der foregaaet?«
»Hm du ikke hørt det pna Besen? Oele Sognet er
jo i Forftyrrelfe: Opmrerne i Holffen bar aabnet Tisats
bnset i Glückstadt og slaaet Slaverne los-, for at de fkal
dmge berop i Jnllond og brwnde oq skwnde alle Beque:
det er mnliqt, at de i dette Øjeblik ikke erlangt borte.«
»Bist er mnuliqt Hvor knn nogen holde en san
ftor Masnade Fordrydere samtnen uden at de føaer til
deres Hiem, der oel for de fleste er isolftem og desnden,
vi bar jo læst i Avifem at Armeen allerede samles nede
ved Kolding: tror du da, at Soldaterne lod det Pol pcm
herop, uden at standfe det?«
»Ja! det ved jeg ikke, men Efterretninaerne kom
mer ira saa manae Sider og fra faa trovcerdige Kilder,
at det nmuliat lan være rent Opfpind: dn kan jo da
se, at Amtmanden oglaa er overbevist am Sandheden.
Nnatet anat, at man alle-rede hat set dem i Stoyene nede
ved Them, og lmis det er rigtigt, faa tan det ilke vare
lænae, inden de er her. Amtmanden liar da ikle iendt
Strivelien om Vandene, før l)an bar vaeret forvisiet am,
at Sagen Var iikker. Det er nirkeliq inaen Spøgl«
»Tet hele er mia ubegribeligt, og im vil nødiq
aine mia lldieende af, at jeg er kloaere end alle J An
dre: nten iea aaar virkelig itke over til T» før iea Etat
spift til Middagz imidlertid tan det hele maasle klare-IS'
Nei! det klare-des riatignok iste. Sele Eftermiddas
gen ail ben, Alle lob nd oa ind, Priestegaakden blev he
le Sognetsti Stabssskvartec hvortil alle føgte, for at here
not. En Karl blev stillet Paa Post nde ved Landeveien
med streng Drdre til ikle at lade nagen Veifarende kom
me forbi, spr han havde sagt alt, hrsad han vidfte: en
lille Hei i Nærlieden var fyldt med Menneskek, hnis
Links alle Var vendt ipejdende mod Syd, for itraks at
knnne melde, naar de obieroerede Nøgen af de afbmsud
te Byer.
Alt var i Forvirrina Aftenen kom; iknlde man vo
ne at gaa i Sena eller ikke?s Der var i den Henieende
itor Uenigbed, indtil der endelig kom en Oderenstomst i
Stand: Een stulde blive oppe hele Ratten, de andre
fik Lov til at gaa til No, hvis de da havde Mod til det
og lunde inne: det var aanske vist knn meget faa, der
lulkede et Øfe den Nat.
Denne ais dog udvortes rolig og uforstyrret heu:
Morgenen brød frem med den samme kslake Sol ug det
famme velsianede mildeVejr fomGaarsdagem menUroen
oq Ænaftelien var oglaa den samme, maaske ftørre
Smeden og Maren ltod endnu paa deres Plach gis-ed
on famrede; paa Matkarbejde tænkte ingen, og hvorfor
iknlde man doa ogsaa iaa, naar man ikke kom til at
høftes
Tidlia paa Formiddagen gik Kapellanen ned ad
Steenbkoen for at ie, hvad der rsrte sig udenfor. J Por
ten mødte han en gammel Degneenle, fom kam hum
pende ved en Stol: hun standsede ham med det Sporass
kaldtes Prasften af alle) er l)jemme?«
»Jo! det tror ieg nokx men hvad vil De han1?«
»Im ffulde have min Pension, seks Rdlr.«
For at se, hvad Virtning Ordene vilde gøre paa
hende, sagde han:
»Men, godt Mad. ZU hvor kan De dog trenke paa
Pension? den Tid er forbil set De Me, hvad der fores
gunr rundt onikring Dem?«
»Jnnen Pension! Gnd Fader bevare osI da iNaadex
san er sen arme Menneske da heelt ulykkelig.«
Da han san, for at stille den Gamle tilfreds, ina
rede: »Ja, ja! gaa nn ind til ham selv, faa hat han sank
Pensionen til Tem!« gnv hnn det for ham inqenlnnde
stniqkende stvar l
,,. Aa! Gu ha’ Lon, te del æ Løvn tel« ((’isud vareI
lovet, at der er Løgn til)
Lidt op paa Tagen b Hund-te Vognene i Rcekfe at
køre forbi, alle kocn fm End og drog mod Nord-: de ar
lassfede med Vørn og alskens Husqernad, og styrede alle
hen intod snnnne Maul, den ffnre Ø, der oed Simdet var
ffilt fm det faste Land. »
Der kom to ))iyttere, men de red den modsatte Vei:l
de vilde til Købstndem om de knnde nan faa -l.1nat, for
at heute Effektetningen de merkte, nt de dog vel i al Feld
fnnde se Fjenden san tidlig, at de paa der-es qode Seite
fnnde Den-de oin i Tide un sankedes frelfe den«-s Liv. Tet
»blei) astnlt, at der fknlde pas-fes paa. nanr de kom tillmne,
for at de knnde give Newport onn, hnad de hovde opfe
vet. Om Estermiddagen kont de, og fortalte, at de velbe
yholdne bavde naaet Bin-n, og hande sat Sestone opfndi
lek e End i der-es Wbmnndks Stnld1 nnsn pna Veer han
de de doa set en Jldebrand i Sydveft; de wenn-, at det
maatte væke Landsbnen R» et Par Mil bot-te.
Z Byen var Gaderne fulde af Mennefkek, alt var
iOvrør: der blev fnakket frem og tilbage om, hnnd
der var at gsre: Nesultatet blev, nt der skulde sendes
to af Byens taskeste Karte ud ad Landevejen med Paa
læq om at komme tillmqe sau« hurtigt Tom muliqt. De
var ttl Heft, men da det jo i alle Tilfcelde var en stum
me betten-ais Tut, fvreerede de Mc deres Nil-L Næppe
»Gnds FredT mon «ham fiel« (hnm selv, fauledessl
(
1
!
en Time efter tom de tilbage og forsikrede, at da de kun-l
de se F. Kirke, blev denne Landsby stukken i Brand, og
de mente ogsaa, at de kunde se en Hob Slaver.
Under disfe Omstændigheder var det Dis-selig Ogsaa
nu paa Tiden for vore Ryttere nordfra at tænke paa
Retraiten· Da de forlod Byen, holdtes der en ftor For
handling, hvor iblandt andet en temmelig aldrende Frue
gjorde det Forflag, at seks af Byens unge Piger i hvide
Fdjoler og med røde Livbaand, samt en Blomfterkosti
Haandem skulde sendes ud for at bede om Rande; hun
var vss paa, at dette vilde være et fikkert Middel til at
mildne de stakkels Slaverg Vrede. Mændene kendte ika
hvad Vestemmelsen var bleven, da de red dort, før For
handlingerne var endt.
Oa: your mange waucooer og aaooengyeoer run
de der ikke fortaelles fra disse Par Dage.
Poa en større Gaard var Fruen ene hjemme, da
Monden var lcrngere borte iet offentligt Hvero Folkene
folte innen Lnst til at blive ved Gaarden, og en efter
en forfvandt de, iaa Frnen med iine to Born var ganfke
alene: i iin Forladthed krøb hun derfor i Sljul Monden
kont intidlertid hieni, nten fandt hele Gaarde tom for
Mennester: hon fpwndte fra, gil fra Sted til Sted, kald
te on raubte-, Inen der lom intet Svarx alt var sont nd
død Til iidft kom han ned i Laden, raubte fin Kones
Nonn, on da hnn kendte hain poo Reiten, koni hnn frem;
hnn var med Vornene kravlet op paa det høje «(öølad,
oq laa i Mulm og Mørke under Hanebjællerne
Pan en anden Guard, der ejcdes af en Ente, var
denne fauledes ilaaet of Skrwl, at hnn i sin Befivpelie
lob rundt i Hufei, liestandig med jine Born ved Hann
den, for at von-e sikker paa, at hnn hovde dem, og den
ene Beilntnina Halere end den anden blev tagen En
delig fit hnn en lysS Ide; hnn lod Kufken lasaae Tøjet
pao Heftene da Stodsooanen aøre Frerdig. J Vimsen
satte hun iaa en stor Fodpole hvori Bornene blev pla
cerede ined et ntcegtigt Nugbrød imellem iig, faa havde
hun jo filret dem baade for Knlde og for Hungersnød
Saaledess nor alt fasrdiatz felv lnnde hnn hurtigt stiae
ov og fare bott, naar Fjenden kom naermere
En nndiia Scene soregik nede ved Enndet, book
Feeraeniandem der var en oammel Jemand sont ton alt
nied No, lmede on havde Gæstqiveri. Den ftore Ø poa
den anden Side af Snndet var natnrligvis bleven i hole
fte Grad allarmeretx for at staffe sin paalidelig Unber
retning oin, hvad der foreqil i den øvrige Verden, benut
tede Herredsfogden at sende en Mond over iom Spei
der, hvisss hon lunde finde noaen, iom vilde ndfeette iit
Liv. Endelia nieldte iia en for lcenae iiden falleret Kob
1nand, der illa sont man jo heller ikke den Gang med
Billiohed tunde forlange, var Medleni af Afholdenhed5
felilabet ·
Don loni over Vandet om Ratten, medens Gæstgis
veren laa oq iov de Netfrerdiges Sonn, nden at lade sig
iorstvrre of vilde Tankerx og Folkene, som trenkte, at
knnde han inve, iaa lnnde de ogiaa, gjorde iom han. J
Ratten-J Morle itod en lille Lampe, hvis Skin iknlda
vife FaIrgen Vei, i det Kammer, hvor Monden laa, og,
do Købnconden var velbetendt hermed, bankede han paa
blinden oa,raabte:
»H.! Staa opl staa øjeblittelig opt«
»Ja, ja, hvem er det? er det EB
»Ja vist er det saal«
,,:lloa! hvad vil du2«
»Staa dpl iiaer jeg i F ............ s Navnl stnnd din.
jeg er Fluren ndsendt of Øvrigheden, on ital have Els
trapoft, on det flal voere ftraks poa Timenx tror du,
at ieq hak Tid til at stao her og vrøvle?«
»Ja, ja! nien dn maa dog give mig Tid til at ta
ae mine Vnkier paal«
»Bnksert F ........... i Vold med dine Vnkierx er detl
Tio til at snolke om Bukser?« i
liiaestgiverem der var Situationen tennnelig vokien,!
koni endelig ud og fik Fortlaring af Monden om denviai !
tige Sendelfe, rigtignok forivnet med adskillige Ederj
paa, at han øieblikkelig maatte have Elstrapost for hur-i
tin at komme ind i Londet oa have Syn for Sagen !
»Ja! hør nu, du plejer ellers at være en billig og
medaorlia Mand, det maa du ogfaa vcere nu; vi ital io
nn forft se, hvem det er, der stoar for an til at køre
—- Ja, ier dn, det er en Mand, der bor tre Fierdingvej
dorte, oppe ved Byen, men nu ital Drengen sit-als blive
sendt af Sted, og jeg skal vaalcegae ham at fætte iine
Træika Men her nu, før Vognen kommer, kan du jo
innen Ting udrette, fast dig derfor ned i Lceneftclen on
hvil dia, nn flal ieg se mig om efter en forfvarlig Tod
Dette Forslag fandt Monden ikke faa urimeliat,
han satte fig ned, Toddyen var kraftig, saa den virkcde
en rolig Sonn, fom der blev lot-get for, ikke blev for-stor
rcst for op paa Formiddagem men Vognen ndeblevh thi
Gusftnineren kendte sine Feld
Eiter sin Søvn vendte Kumen atter hjem for at
aflasgge Napport. Hisorledes den led, vcd jeg ikke til
Fnldcy men en Del af den bragte den Efterretninq, at
Bomcme og Slamrne i Kødsmden Z. nmrdede llinnswn
i Gaberne og fom en Følqe doraf rnllede en cilvil Em
bedsxnkund der tidliaere haode været Offirer, over Zun
det med femhnndrede Hiwlpettopper. Som en Følae as
dunns raske Vollntnina koin der en Eftnfette til NUM
den S. med filler Effekt-etning om, at soks Hundrede
Slumsr var del-Z femme delss halslnmnede upd «ll»mdersss.
Iet leticde doq noqel
olkasfle Don straulcde Solon sont de foreaaaende Da
m-: tiifnneladende var alt, nfomndret, og dog lmvde man
en Folelse as, nt hole Stillingen var en andert; de fle
flcs mr kommt-n til Vesindelse, enhver var mer falan
til No. uaatet inqu nidste, hvorfor. liqe fcm lidt fom
’l)-wrsm den kom, den kom untwrleliq som Strasklent W
xder dar endnu ingcn Efterretning kommen som belrwfles
"de, at det hole var Jndbildnina.
Det gik nu, som det plejede: de mest forfaqte visde
give det Udleende af, at de havde været fuldkommen ro
lincy og de mest Forbllndede, at de havde vceret de most
lremfmtedez flav var dog de flefte, oa jeg hnsker qodt,
hvor det generede mig, at Oprorerne lkulde have denne
Historie at le af. Senere, da jeg kom til Halfter-n erfa
rede jeg dog, at Jndvaanerne, ilær paa Øftkystem hqu
haft et lignende Feberanfald, dog med den For-steh at
vi Dunste spillede Slavernes Rolle. Det gik vidt omkrinq,
at vi haode gjort Landgang i Neustädter Bugten es
sendte Patrouiller ud for at plyndre. Her opdagedes det
dog, hvorfra Rygtet havde sin Oprindelse; der var kom
men en lille Jagt, hvis hele Besætning beftod as en
Mund og en Dreng; disse var gaaet i Land i en Jolle
og var kommen ind i et Bondehus for at bede om lidt
Mælk til en lille Gri5, de havde om Vord· Det var Aar
fagen til hele Forstrasktelsen
Viftnok kunde det efter den Erfaring, fom var gjort
i Slanetrigens Dage, ikte undgaa«3, at daMandstabetindi
kaldtes, de forfkellige Afdelinger droge Syd paa, og da
lldsigten til en uundgaaelig urig fom nærmere og nack
mere, faa begyndte ogsan de mere rolige iblandt os at
drage Slutninger fra Vefolkningens Mod under Slnvei
krigen og til Hast-ens» og mange grebes af Frygt for.
at lldfaldet tun lunde blive førgeligt og til Formoser
se for osI alle.
Lettne zrygt flog, Gud være lovetl feil. Juden
fort Tid ttattgnede de Kræfter, der iaa lcenge havde ligs
get saaledes i Doale, at mattge tttettte, at de ikte fandtes
ntere: dett :llc’ening, at Dort unge Mandskab tunde væte
godt not til at ltrttge Hakker og Zpader, nten ikkv
Sværd og Spyd, blev gjort til Stamme
Ligeiont der den Gang itke tendtes noget Bedaveli
seStniddel til at tttildtte Snterterne for de saarede og for
dem, der blev amputerede, nten de maatte med fuld Be
vidsthed og nafdoentpet Følelse gennetngaa enhver Opera
tion, saaledes sandte-s der heller ingen Telegraf til at
itnødekonttne de laettgselsfuldes Længiel i Hjemtnet; spr
Livisen kont, maatte de nøjes med de fmaa Lebesedler,
der spredtecs hele Landet over, og sont i de faa Ord, de
indeholdt. lod de fleste Spørgsmaal ubefvarede; uagtet
de blen lasst mattge Gange, forfra og atter forfra, og til
iidst intellent Linierne, faa fik man dog saa sjælden den
Oplysning, hvorefter man sukkede.
Der totn Løltgitsdler am Fcegtttingen tted Beu, om
det storartede Jndtttg i det trofafte Flenslmrg, og ende
lig ottt thrget tted Zlesvig Jttgett Sinde er vel noget
Elag mindre følt sont et taltt Zlag end dette sidste, og
aldritt ltar nel toget Tilbagetog mindre forringet et
Folts Mod og Lyst til at opofre iig selv end dette San
gerens Ord:
Vegett er for Ottermagt liden Flok til iidst
Men af Danntarks Ære den intet have misti
Slntter Kreds og staar fast, alle danike Mcendl
Gnd hatt raader, ttaar vi fange Sejer igenl
de blev forstaaet af alle, og sunget itke alene som et Ord,
der sittlde bringe Trøft, men«sont et Kald til ,,at mande
sig op«, ltaade for Mcend og Kvinder. Det er i de ftore
sont ide intaa Sorgetts og Modgangens Tiber, der et
itttet rittgere Middel ittttsd dem, end at sidde med Hirn
derne i Skødet og ruge oder sitt Tanketx
Stier var det dog en ttelsigttet Tid, fordi alle fette
sig sont eett; ingen, ilie den ringeftc, itød noget Krav
fra fig, ingen vovede at ttdtale det Ord: »Hm) mig und
ikyldtl« Opofrelse af Ejettdotn og Gods, af det kærefte.
tti eiede, last-te os det uritttelige: at Hengiuelie katt blives
et Folks Lenebrød; det bedste var ikle for godt.
Der fottt Opraab til at levere Heer til Armeen for
Betalittg, de bleo leverede ttden nogen Eritattting, og
indett lang Tid tottt der en Meddelelie otn, at der ikke
lttttde tnodtages flere Der ltleo forlattgt Penge, og de
itrøtttntede ind; selu Forbrydertte i Tugtltnset bad em,
at de ntaatte give deres Jlrlteidsfortjetteste til Soldaters
ne. Vinteren kom, og hele Landet blev en Fabrik af ll!d·
tøj: Lazaratertte fyldtes nted inge, ogalles Hasttder kom
i Bevtrgelie for at pltttke Charpi, san der maatte vinkes
af, fordi de tilsendte Masser blev for store.
Mange Fatttilieioriørgetse Var dorte, et, to, trc Aar;
nten de, der vendte tilbage nted det santttte Spørgsmctal
til Flotte og Verm sont IHerren gjorde sitte Tisciple:
,,«·’5attedes eder noget?« tunde oderalt faa det Sonn
»Nei! as fattedes intet.« Wetter og Htettder hande staaet
aabtte for dem, og derfont der var nagen, sottt havde
en Mark at dyrke, saa var der ittgen Grasnie imellettt
den og Naboens.
En saadan forunderlig Folkeoaekkelses Tid faak et
Menneske vistnok kun Lov til at opleve een Gang isit
Liv; men han hat« ogsaa saaet nok; han bar faaet rig
Velsignelse for sit hele Liv; men de, som ikke har haft den
Lyfte at opleve en saadan Tid, lan vel nkrppe forstaa,
hvorfor de gamle nu altid helst sidder i Stilhed og tren
ker paa de Tasse fra fordum, for i dem at sage Trøst for
de tranae llrettens og Voldsmagtenssi Tider, sont siden
er kommen
Da manxm sum ikte hat set Firigens Rasdslek san
ncrr som seg, de, der ikfe har Iidt under dens strenge Vik
telighed det, seg on ntangfoldiae andre led, de kan del
synes: ,,huor er det dog mnliqt, at J i eders Alderdom
lan leue as sandanne grnelige Minder, eller endoasaa
gemme dem som «et af eders Livs losteligste KlenodierP
man sknlde dog synes3, at netop J maatte unsre de sørste
til at sorlmnde Krisen, oq de snriaste til at arlsejde for.
at den aldriu skal nende tilbaqe: men det er langtsta
Tilfwldet; medenss J ellers i Forsamlinaer jiddet i
Tavslsed, naar der tote-J um Fredens Tide1«, faa leises
ederss Imme, ou den Stnnune san blEoe oeltalende, naar
J lau saa Loo til at male de gatnle, oste gyselige Min
der frem for den nnge SlægtP
Sau os nndsfnldt og tilqu osl netop fordi vi hat
Joplevet ikriqem see vi anderledes paa den end J. Vi
Ttton at de steige, hoori vi havde den Ære at deltaae,
shar vceret Stenem »der ikke blev udkastet af Menneskei
Ehaand«, men as beim, om hvem der staar skeevett »Hast
Innettede Inia med beste llrter, han gav mig riaelig Mal
Iurt at drifke, men det er ikke af sit Werte-, at han plaget
og bedrøver Menneskenes Vern. Thi jeg kendek de Tan
ker, som leg tmnker over oder, siger Herren, Tanker am
Fred og ikke om Ulykke, for at give eder en Fremttd oq
et Hand-«
GIVE-UND
- ·.s,--«