Den gamle Præstegaard.
en stimmt Felix-tatst
(Foktlat.)
For sorigt or der jo intcst Sied, huer der stille-s uris
meligisrc Fotdring til en Prasft end oed Gram-n. Det
forlanges, at han hos den døde skal han« set, hvad ingen
andre hat set, og hatt skal iljule, hvad der er vitterligt
for alle andre; on der er intet Steh hnor vor Tale- cller
vor Taushed er udsat for san urimeligcs Misforstaaelfer
iom der. Jeg hat erfaret manch as den Elngsz i mit Liv,
og du vil gsre den samme Erfaring: jeq skal dog knn
auf-re en fm den-allersidfte Tib, sum don» endte til gen
fidig TilfredShed sog talle over en gasnnicl Ento, der·
var mig aldeslcs ulwekmdt og im benyndte nie-d at sige:
»Derfom det her kom on paa at udtale. hoc-m og lwad
hun Var, saa vilde enhvcr af cdcr bedrc lmmc holde Ta
le over hcnde end jeg, eftersom jeg aldriq hat mødt liende
paa min Vej.« Da Zønnm Male Time riter bragtcs mig
mit Honokak for Talen, lmtmte han um« om han maats
te udtale for mig, lsvor bedrøvet han dar one-r drum-.
Da dem var mig ulpegrilseliat forklarcdc han, at det
var, sordi ieg havde udtnlt, at jcsg ikle havde kendt hans
Moder. Tsa hun paa mit Zpørgsimaal ntaotte indrømme,
at im aldrig havch Vwrcst ilwndess Dies isller talt med
heade, oq jeg derfor mentc at naer i min gode Net, naar
jeg havde sagt, at jeg ikke keivdtc hende, svarede han:
»Ja scml noar dcst flal forsmas paa den Munde-, iaa er
der in file noget at sige til dei."
»Forstaass! ja, hxmrlediscs ikulde del doa vol fors;
staas atiderledes?«
»Jo! da vi gik fra Graden spstrgte nogle af de an-l
dre, om jeg vidsle, hvad Deres Mening havde verret: del
var nemlig den, at De vilde dadle min Moder, fordi De
aldtig laa hende i Flirkenl«
Monden troede, hoad jeg forklarede l)mn, og var
saa fnldeftgjort ved Sanltalcn at jeg, da vi fliltes ad,
takkede ham, fordi lmn i Siedet fcsr at gaa og iurmules
og kmlese mig, oprigtig lpavde udtalt iig for mig; this
nu var der os jo intet mere.in1ellem. l
For Reiten er der en qunskab, fin alle Vegne er;
Inslelia for en Prwst, men lyvis Notwendigle aldrig
vifer iia tydeliaere end ved Ligta!er, del er. lwad der
kaldes Takt: thi den kan lijaslpe over ntanae Vanilelias
heder uden at træde Sandbeden for met-, men Mmmelen
hetaf kan sdelcegge meget felv det, der er talt i den bed
fte Menina.
En af dine andre Embedshandlinger nma feg oms
tale, laa nie-get more, socn den magst-eh san lwnqe du er
ugift oa ikke hat Familie, kan aenere dia: det er Jn
tr o du kt i on af de saakaldte Flirkeqangslonen Du er
ioi denne Henfeende ikke saa 1midende, fom en asldre
Kandidat, der kom fra Kobenhavn oq blev Prasst her i
Ræthedem da Kirkefanqcren nemliq Standesqu efter
Jndskettelfen meldte dam, at der var en Kirkeaangslone,
udbrød han forstrcekkeh »Er: Kirkeqangskonel lwad er
det for en? hoad ikal jeg med her-de?« Da lmn havde
faaet linderretninq bei-ani, spurqte han: Man jexi ikke
gaa ned on taae hende under Armen, ozx føre hende ind
i Kirken?« Du er liedke underrettet, og ved, at faa snart
,,Aleneste Gild« er intoneret, gaar du ned i Vaabenknp
fet, hvor du da mødes med Konen og hendes Folge for at
tale til hende oa flatte, om ikke netop med de samme,
saa dog med lignende Ord fom Rimaletsr »Weil m- med
Fred ind i Gnds Menighed og oft-e din Sind Lov oq Tak
scm bat giokt saa vel imod dir-: han styrke diq frem
deles til Sle oa Legeni, og lade denne din Jndganq
nu oa altid veere velsignet for hans Anfigt. Amen!« ;
Overhovedet vil jea made disk til at lasse det hell-H
Swlke i Ritnalet om --Kvindernes Hirn-onna eiter derei»
Barielleng« iaennem og masrke dlg det; thi det er enj
smuk oa indholdsrig Anvisninq, llvor du vil finde en-»
hvek Oplysning, som du bebe-ver
Gør alt, hvad du kommen-, for at denne Zfil ilte
skal aaa af Vkua, oa lad Handlinaen ilke ilnttesri ira Vani
benliniet til Prwdikeftoleki, som noale Medic-. fordi det
anfes for at tin-re fornensmere, bar for Stil: forbered
dig Paa den lille Tale, at alt kan ike til Qvlimmelie: tl)i’
der kan raste ftor Vcliignelie beste-d, on iea ved det af;
Eriarina, at mere end een Moder oed si-« Kirlenana bar
iaaet en Impuls til nnt Lin, og hat isevaret de Ort-J
hun der harte talt til iiq alene, iaa lass-ne lnm lenkt-ei
Du niødcs ved denne Lejlinlied nndertiden med;
Windes-, sorn ellers Elle liar Øre eller Dierte for Gut-B;
Ord, oa tust i en Stund, da Gierteter more modtaacliat
end ellers, fordi de liar gennemgaaet den Zweite-, der»
tlke alene iaa fnldt ud ovcrbevifte dem ont deres eaen
Afniaat til at standie den, men iotn vgl-« er bleven for
vandlet til den ftore Gliede, at ,,ct M«mefle«, der nu
er hendes Menneile fremfor nagen andcns, frencgik der-»
af; deklor can et godt Ord ou en variii Bøn for hende
finde Judaaiig. Tertil kenn-neu at niedlsns dn ftaar ene»
med hende i det stille Vaalienl)us, hour Zangen fka Kir
ken forhiiidrer andre end hende fm at hin-e dine Ord,
iaar du en Leiliahed sum du Elle ital lede aaa nnnttet
dort, til at drage hendes Forhold i -x"«sZ-icitiiet frem, og
give mangen en Forinaiiiim, sum dn ellers ille kan
komme til at givel
Jntrodultionen er en Haiidling, der i Negelen fin
der inegen Ttlilutningx thi i Almizzleli.zhed vil du, naar
du ttæder ind iVaabenhufet, finde dettc fuldt af Kvins
der, iom oiitnok ilke alle er kommen tot at opbvgges,
men hvomf en Del hsret til de jaalaldt.- ,,Lurere«: ilær
Mr der ventes noget ,,ekstra« i din Tale paa Grund
of noget Særeaent ved Ktrxegangskonens Stillina. Un
dertiden hat fea anmodet dem alle, med Undtagelie
as den fslgende Zone am at tot-lade Vaalenhuiet og gaa
lud l Ktrlenx men ellers tager ieq Kosten ncer hen til
sktg oq Minder mln Stemme iaa nieset at det meste
—»tl«Talen sank dem forbi Wen iRegelen tm jeg, at
-ds, sei- er til Stehe- —- der er aldrig nogen Ugift —
ik-W,«sst at htre et Oel-, de ihn sitt at at intu
des og tage hjem med fig; dersor skal du ogsaa holde
Kirkeskik iÆre, saa længe du formaar; thi om den
gwlder Profetens Ord: »Fordcerv den, ikke; thi der er
Velsignelse i den.« Skulde du komme til en Menighed,
hvor den er added, det lan nceppe være længere
siden, end at de ældre have kendt den -—- saa ger, hvad
du kan, for at den lau leve op igen; du vil not finde al
vorlige Mennesker, der Vil følge dine Ord, naar du i
slærlighed for-klarer dem, at det er noaet, som enlsver
kristelig Ægtehustru — uægte Berns Mødre er udelul
tede — maa føle Trang til.
Tet er jo muligt, at du slet ikke lender Nonen og
can stille hende sra dem, der folg-er hende; i saa Fald
maa du enten fpørge en as dem, eller, som jeg har gjort,
anmode diirkesangeren oin at stille Qonen forresl, sør seg
kommer ned til dem.
Der er et gammelt Ordsprog, som siaer, at den,
der tager Varnet ved Haandem tager Forceldrene ved
Hjertet Eondheden heraf er der ingen, der bedre er
sarek end Prcesten, mens han forbereder Bornene til;
n on f i r m a t i o nen; thi som han Vinder Bornenegs
Werten vinder han ogsaa Forældrenes. Det hctr oste
»in-tret mig paasaldende, hoor stærkt det Baand er, som
llau knyttes i denne ene Winter-, og hnor Bornene hele
Linet kan hiesige ned denslliand, der har konfirmeret dem:
itle mindre-, hour overboerende de iom voksne kan unsre
i der-es Dom over en Mand, som alle andre saa ned paa;
ou hvor oste hører man »dem itke manqe Aar ester be
kende, at de Zinsen de tilbragte hos ham, var nogle as
deres Livs bedste. Det er maaske mest Tilfceldet med Pi
aerne, has hoem det undertiden can blive et rent Af
quderi, hvilket du naturligvis maa sorhindre Ved alle
Midlen idet du altid betcrnter, at du har dem ille for
at vinde dem for dig selv, men for Vor Oerre og Frels
ser: liester dig saa meget som mnliat for lun at unsre
en Johannes, intet andet, som altid peqer sra sig selv
og hen vaa hom, der er starre
Nam- jcg her ncrrmere vil mcddelc dig nogle Reg
ler, iom jeg sclv har anvcndt, sac man jrg strals be
nnrrke, at jeg med dem tun hat tænkt pcm Laiidsbyprw
ster og poa Børn fra Latidet, dels fordi dcst ikle vil være
muligt at anvende dem i Bycrne, hour der er en san
dan Memng Born til Farben-della nk di- næppe knn
oversrsz, endnu mindre perfontig paaisirkesz dels for
di saadanue ,,Pmsstetimer« altid hat farrkommet mig at
være iaare lidet tilfredsfiillende for bekme Parier. Pan
Landct kendcr vi elkyuert Varus hienilizu Forhold, lmr
stadig fulgt deti dets Skolegang, iaa Hi er kendtc med
dets siarakter, og kan jage all-.- muliqe Honiin til dets
Judiuidualitht og fault-des naslije de rette Midler til at
førc del frem. ad chen til Eine-L
Du Vil ftmks den førite Dag, Vørncne kommer til
dig, mcrrkc m Forikel intellom dem fra Hovedfognet og
dem fra Annefietx de første er Mute til daqlig at ics dig
oq møde dia von chen, for de iidste er du fremmed, de
kendcr dig mest fra Skoleclsamineme, og er derfor mer
iky oq tilbaqislwldnc Tct er dog nicrrleligt at se, hvor
lmrtigt den-to Styls-ed og Undfeeljc forluder dem, naar
or blioer taqet pna den rette Munde-.
Tot forstcs Middkl cr, at du konuncr til dem iaa liqcss
irr-m oq jcwnt sont muliqt. on denkt-it a: du lasggcr iaa
wegen Ventighssd oq Tilkildliw for Damm iom du for
maar. Al Hidfiql)od, Vitterl,cd, Vredc og Forsng paa
at gøre et Vorn lattcrligt, fordi det gis-er et taalseligt
Svatz man unsre bonIny For Tisriplinms Skyld bebs
veci intet af dems, for Undcroisninxkcn endnu langt min
dre. Anvend i Time-me al din Flid pack «at pryde Vor
Herr-es Lærdom«, faa Aandens Gavek kan kendes, og
bed hom stadig om, at del Ord, du givcr Bøkncnc, maa
saa more- og viere Skikkelsc i dig selv. DIE er Hovediagen
ved al Religionsiindervistiing, og hvor bette ikke findes,
der man du frygte for, at Ordet kommer tumt tilbage.
Lad os beqynde fokfm
Med Henfyn til Tlntaacsllcs til Konfirmationsizors
lnsrksdcslse og lldftrivning n Stolen kan du ofte vcere i
Tninl Tor er jo en Beste1111nclfe om. at Bistoppcsn tan
anløacscs om Dispensation for et Parn, der mangler de
nødvendige Kundskaber. Jeg hnr knapste handlet nrigs
tiat beri, men feq har aldrig benyttet dennc lldvej, fordi
fea bar ment, at Ansrsaret ligaer vaa min, og ittc vaa
nagen Anden: lan im forsoare at konfirmere et Vorn
med Disponsatiom faa forekoknmer det mig, at ieg ogfaa
san gøre dest fornden dankte, saa meget Incre som jisg ken
der Var-net oa dets For-hold bedrc end Bistoppen Her
til komme-r, at der under Farben-helfen isftc sker en saas
dnn Forandrina mod Senfnn til Barnets lldvitlina, at
den sidsns lan, i trifteliq Forstund, blioe den ferner Tot
er in bog lnsllor ilkls ,de lnsfalede Knndfkaber«, hvorpaa
dct fnrft 1341 frcnnnefi sinnnnsr an.
Naar Konfirmationsjurlscsredelsen Jste i daqlig Tale
taldes ,,at gaa til Ovcrhørina«, da hak destte Udtryk nist
nok tidligerc unstet more lsetmnende end nn: im mener
i alle Tiilfcrlde, at det itke bør nater det lasimcrc. Tis
desn, lwori vi er samtnen nnsd nor-s lloikfirnmndksn ntaa
bcnyttcsb til noqet andct oa bedro, end til at Mord-Iro«
dan Ved onlnnsr Slolcrts arm-n har vi ja onlrhørt den-,
og naar ct Vam lwer Daa i fyv llak lzar haft fin Ne
liqionstime, faa er det url itke nberettiaet at antaqu
at det hat haft inm- end nok uf Overhørinm ellor at qaa
»ud fra den Forndsætnjna, at det »lan« sine Vom-r og
de beftemte S.almcr ch har ved Betettelse af ineqcst
gamle Falk undertiden erfaret at hele dires Voglasrdoms
var aldeles borte, men nogle fua Sahn-Or fra deres Kon
’fk rmationstid var bleven tilbagc, og gav dem del-es enestH
aandelige Næring.· For at gørc Salmetne more sikkke
lhos Vøtnene, har ieg opt,tvet Lwrerne en Del af vore
bedfte, oa disse forlanaer icg vkd Forberedelsenx med
dem begonder de, naar de kommer i Skalen, dem gen
tager de bostandla, og be for-klares nsjk for dem, saa
de vtrkelig er bleven Bsknenes Ejpndow naar de kom
mer ttl mig. Om Lærerne vil spie andre til, bliver der-es
Saa, men de omtalte kamt »Prættefalmerne«, og et
USE-W- ......-.—--..
hvekt normalt Varn lan dem; saaledes es det letters for
niig at arbejde paa, at de faar Liv i denk!
For en Ordens og en Siskerheds Ztyld faar Betr
nene not et beflemt Stoffe i Vogt-me for, men jeg ind
skrænker mig aldrig til Overhøring. Saa fandt det ior
mig altid har staaet som min Opgave »et. male Herren«
saaledes for dem, at de maatte vckse i Tro ng inderlig
Kasrlighed til ham — noget, hvnrpaa der ikke i alle Sto
ler lwgges Vægt —— saa fandt mao der takes-, ikle altid
ikle alene til dem, men me d dem. Det er ikke altid let
at faa i Gang. Jeg siger dem det i den førfte Time, be
jder dem faa inderlig jeg Lan om at indlnde sig med mig,
om at spørge og svare mig; jeg jøger at iorvisse dem om,
at jeg ikke ital tage dem noget Spørgsznaal ilde op eller
iøqe at latterliggøre dem; thi det er tun van den Maadcy
at jea kan faa at oide, hnad der bo’r i dun- oq sanledes
rette deres urigtige Tanker. Det gaar treuent navnliq
i Vegyndelfen, men lidt eftet lidt, fom det mere og niere
gaar op for dem, at jeg mener dem det veL faa ivinder
Frygten, og Munden aalmes. Terfor raader jeg dia
forsøa paa at faa dem til at tale med d1;1, ikke med Bo
gen-J men med deres egne Ord. Naar ieg ikke sjælden
hat set, at mine linnfirnmnder senere iom Voksne gik fra
mig ud igennent Konfirnsandstuem oq da de stod stille
oq saa iiq om i Væreliet, naar de vel oasaa kunde uds
br1)de:» Her var faa qcsdt at Dekret« faa Var det næppe,
fordi de gamle Ord var »:"lagne som Vrodde og Zøm
ind i Vasaaen«, men jeg tror det var, furdi de maakke der
første Mann i deress Lio haode faaet Lov til at tale ufors
beholdent, oq faaet Soar i Kasrliahed
Hoert Aar-S olmindelige Vededag og Allehelgenss
dan onibæres Todlen i Kirer for at famle Vidrag til
Nye Teftnntenter for værdige og treengende Fidnfirmans
der. Bisse Gaver hnr merkt saa rigelige at jeg hat
knnnet give ethvekt Vorn sit Testamente, og de mest
trængende en Salmebog. Da de oltfaa alle har et Ets
emplnr, ioni nltid medbrinnes, og som idelig benyttes,
Paalcegger jeg dem stkaks, at de i Hjemmet stal øve sig
i at slaa op i det, for at Tiden ikle fkal gaa hen med at
føne det Striftsted jeg numer: det er tun meget san og
de mindst benavede Vorn, sont her staat tilbnae de an
dre fører en Clappestrid om, hvem der lesn komme førft,
da det er denne, der tiefer Stedet op.
Vi begynder altid note Timer»n1ed en bestemt Sal
me og med en Bøn Med Hensyn til Bønnen har jen
fulgt en forstellig Fremgangsmaade J flere Aar dad
jen den selv, og den indekwldt to Tele, førft hvad der
annit det almindelige, og dernceft det, der angik, hvad
der skulde tales om i Timen. Det itod dog bestandig for.
min, at jea nmatte føqe at faa Bernene mere med; jeg.
ndpeqede da hoer Gang et af dem, som maatte for-;
berede jin paa at holde Jndsmngsbønnen næste Gaan
Der dar oltid noget iVejen, men det troadte dog altforj
tydelint frem, at det, der bleo fremsagt qjordesnarere
Jndtrnk nf en Lektie end of en Bon. Sau prevede ieg
at lade dem dede uden Forberedelse: men, san nødig fen
end gjorde det, opgcw jeg ddg ogsoa denne Mande, on
oendte tilbnge til mig selv· Der-for vil jeg ikte fixie, ot:
du stnl gøre det, du hat maaske bedre Greb end jeg paa
at scette det Rette i Gnnns xhi det er sørgeligt, at Vørn
er sna nonede i at bede, at non-r Reden dtiver dem destil
saa er det dem itte mnligt nt finde de rette Ord, eller
det gam- dem sont Herrenmnden Pack-hiera, der inn kun
de en enefte Vøn, neinliq den Vorddøn sont hon daglia
liande dørt sine Fell lasse om Middagekz, eq sont derfor,
da lmn en Nat lmngnede i den foekcerdeliqite Armen for
Sei-geri, begyndte:
Vor Difk og Tun er nlt lseredt
O Gudl af din Var-ithf-.-rtighed, ojn
Bennt onerhovedet enhrser Leilighed til at Vørnes
ne inn øve deres KriitendmnI ieg bar eltid strcebt efter
det, oq bar haft Gliede derai Der er ie net-pok- nogen
fim i Menigl)eden. uden nt ieg har bei-out dem: for un
at stille Herren-B Ord i Matth. Kap. 25 ian levende frem
for Børnene sont muligt, sendet issg altid et eller flere
Vorn fra samme By til de inne-, for at de skal hilie fra
miq on spørge til dem: nceste Ganq, vi iamles, ipømer
feg da om, hvad de hat oplevet, dg, Sind ike Lovl det
er itke sjcrlden, at Vørnene bar faaet rnere ud af Bei-I
aet, end ieg anede. Saaledes send-le jeq engang to af
Pinebørnene hen til der-es aarnle Nabo, fom længe hav
de Været sha, han var en cerlig og enfoldig Kriften Da
de bavde fremføtt mit Ærende ivarede l:an: »Hils Pras
ften og fig, at jeg har det qodt, rigtig aodt: for« naar
Vor Herre bcerer den lange Ende af Ko iet, faa maa vi
da ingtens kunne bcrre den forte.« Der lda i dette Snar
Stof til en lang Fortlaring. ,
J denne Verden, som altid iøger lii eget, og fast
ter Penqe on Gods sum det høieste Mode, hvor den
Grundlov, der leeres Varnet fra det FndseL er at lam
le mere on niere, thi det er i Grunde-n dist ene fornødmn
iden er det saure vansieliafr at overbedife Varnet oni det
mai-satte: vi ian qentnqe faa tjdt vi vi« Herren-Z Ord:
,,saliqt er det, hellere at Jive end at taqe,« Forældrenes
beilnndige og innlige Larddm der er dette Ord belt
modiat, sidder san dnbt iVøri-ene. at det ilte er mu
ligt at faa dem til at tru det før de tun-mer til at er
fare Sandheden derai oed Seldoplevelsc alticm ved at
fastte dem i Stand til at give. og at idle Velsianelsen
deraf. Det er den eneste Munde, ieq hat knnnet udfinde,
oq den er ille af min felu, efterfmn Girren selv fis-en
»H««Jo, sum vil qøre min Faders Villie skal erkore, om
Lkerdommen er af Gild, eller jeg taler af mig selv.«
Jea bærer mia faaledes ad.
Du ded, at jeg raader over ikke fan Legater, fom
kwer Jul for-ges ved Tavlepenqeve og ved kcerlige og
frivillige Gover, — fidfte Jul havde jeq 275 Rdlr. —,
(550 Kr.) disfe Penge uddeles til iyge og trængende
i Menigheden J Begyndelsen gik feg altid omkring og
delte Bengene ud, men nu neegter leg mig denne Glæde
oq overlader den til Konfirmanderne for at de fkal er
fare Sandheden af Herreng ovennævnte Ord. Jeg stri
ver imao Oel-ler- M hvilke den fatttges Navn vg Sum
men er angivet paa den ene og Barnets Ncwn paa d
anden Side; den fidste Dag før Zul, de er hos Mic.
nmdtnger lwert Barn jin Seddel sog Pengene, for at de
kan bringe dem omkriug, se Modtagernes Gliede, modtaqe
deres Tat og bringe mig den efter Nytaar. Skal fjeq
dømme efter den Jver, der er over dem, for at faa merk
end een Ecddel og faa mange Penge som muligt, —- det
retter siq often om deres Hjem er nær ellek langt fta
den fattiges —-—-, og efter den Fakt, hvormed disse smaa
Sendebnd spreder sig til de forskellige Sider, for hur
tigt at naa klllaalet, saa hat de visfelig en Fslelfe af, at
de ikke vandrer i deres eget Nov-I, og at de er glade ved
at gaa.
For et Par Aar siden tom et saadant lille Sendes
bnd til den gamle Knrvemaqer i V, og Her forefaldt Fa
folgend Zamtale mellem dem:
»Goddag! Her fommer jeg med et. Seddel og en
Specie (-l sier til diq fra Præsten «
»Tai skal du have! Ja! han« kan in ikke gaa ··: Je
Ærinder selv.«
»Jo! det kunde oan vel urk, men Inn har sagt, at
Ui ital qua.«
»Ja, det er ikke Præften, jeg mener.«
»Hve111 er det da! brn hat« sendt Img og givet mig
sPengene til Jer·«
» »Tet er godt not; Prccsxen har fendt dig, men
hvem bar fendt Pisa-sten? hvem har givet ham det ind, at
han fkulde tænke paa mig? og hoem bar givet dem.
der har sfwnket Pengene, ind, at de fik Lyft til at hjceli
pe oI.«
»Tet ved jeg ikte.«
»Ja, da kan du nemt faa det at vide, du staat
jo med det Ny Testament i din Haa.-.d; kan du ikke
flaa det 25. Kapitel i Matth. Evang ap, hen imod En
den, on lcese det for mig.«
Barnet begyndte: »Da fkal Kongen lige til dem ved
hans højre Side: kommst hid, J min Faders velfignedef
arver det Nige, sont eder er beredt, fra Verdens Grund
nold blev last: tlii jeg var hungrig. og J gav mig at
rede. lex-. var tarftiq ojv..« og da det var fwrdigt mes
Quinte«-L Taade Kinrnemagerew
»Einem tr·or du saa, der er Mund for det hele?«
»Vor Gerte Jesus-»
»Nvtop, ingen anden; men han km ikke gaa sine
eqne Ærinder, derfor bringet han Mennefker, baade store
og smaa: du gaar nqiaa hans Ærinde i Dag, lille Barnl
oq dct er en stor, ftor TEre baade for dig og for jer
allesammcn.«
Da Var-net aflagde sin Napport klev vi alle den
gamle Kunde-mager taknemmelige for det Ord, han hav
de qivet os: Vørnene glemmer det aldrig, jeg endnu
mindre: iman det lun en lille Udvidelie, idet jeg lag
dcs dem paa Lisette: »Alt, hvad J gøre i Ord eller Get
ning, det gørc alt iden Herr-es Jer Navn, takkende
Gud og Faderen formedelst ham.«
Ton fidsle Time, vi er iamlede før Konfirmationem
er besvawst for osrs alla Vi leucht- nu binandem og der
er fonnnct san inderligt et Forhold im»llem os, at det
gør ondt at itilles ad· Jeg benytter Tidem ikke alene
til at iiqe dem on Tel, sotn ikke før bar hast-et paa Tal-.
ntcn til at admire og formane hoc-r ankelt, efter de For
hold, hvori det lever i Hjemmet eller som det vil komme
ind i i den Tit-neith- det nu fkal til:rwde. Im slutter mod
at iiqe dem, at i Vinter bar alle kaldt dem »Pra-stebsrs
»was nie-n at de nu paa Un anden Mund-s er mine Børm
end da vi brummte-, og jnm et Tcan bcrpaa giver ieg
dem dcst Loftm at ich aldrig vil hørc op med at iige
»Tu« til dom, raten de er fornemme eller ringe, samt.
at iaa lwiiqe im lever, skal min Dør og mit Hierte stas
dem aalnm fan, lwis de Vil iøge mig er de hverken ven
»nelafe cllcr raadløie Jeg tør raade dig til at følge denne
;Zkik, nm ikkc paa min, faa paa tin eaen Mande: thi det,
Tat Vørnene i alt tør søge til mig. or blcsvct og bliver i
Ihøi Grad bennttet, mundtlig eller fkriftlia, selv mange
zAar eftek, og hat været til Belsiqnelse for dem og til
»Na-de for mig. «
l Konfitmntionsdagen et kommen.
! Ton Plnds lworuae VII-mens- skal ftaa paa Kirsc
’gulvet, bar undertiden mildt Pr rcrjten en Ded Bruderi:
Jbehold den Stif, du fort-findet ved din Tiltrcedelse, om
du end ikke ganske billiger den: thi Vønderne er i den
Henseende som i det bele. meget konservative, og Tradi
tionen lmr en ftor Magt over dem, san enhner Fort-n
drinq nltid modtaqes med en vis Mist-Vnklomhed. Her
har det altid viere san, at Bømems ftmr som de siddek
i Skolerne, og, da Konfirnmtionen veksdr i de forfkellis
ge Kirker. staat det Sogns Vorn ers-rit, e hvis Kirke Høji
tideliaheden formaar. Det bar jo Ekke stort at fiae, og
med de Ord for Øsje: De sidfte fkulle netde de førfte, oq
de første de sidste, —s- endnu mindre.
Selv om den fk-rfte Altergaitg »Er blcv henlagt
til selve Konfirmationsdagen, san tunde jeg dog emske
Querhøkingen henloqt til en llgedaq, f. Ets. Onsdagem
i Forstwij den afbryder den rette Zienening og er trad
tende for alle Parier. Om du sum ule de flinleBørni
Fomldre helft einfler nil høre deckt enkclt Born
for siq, eller nogle fua ad Gange-n man du selv afgøre.
Gonske vist ftal alt foreqna føumieligt og medOrden, men
gør dog din Cfsamen san fort Tom passcnde er.
i Am min Forde Sande jeq arvpt den SNE, at
der før Luftet oplasstcsT s oa overraktes hoert Born en Jed
del, hoorpaa stod detZ fulde Raum og nedeuunder et
.Skr.iftsied, der saa vidt multh var va!(,t med Henlmt
til Barnets lndividuelle Ztilling. Zegf lgte denne Skik
ki nogle Aar, men, skøndt Bernene i Almindelighed med
stor Omhu bevarede Sedcslen i deces Salmebog, forlod
Ijeg doq den gamle Sædvane, og bar nu valgt at ind
Iføke Skkiftokdet, der ikce mer« btivek csplceft i Mkkem
foran i enhvers Ny Testament En af Grimdene til Denn
IForandring var folgende Tildragelle, der ikke givee et
ganfke ringe Jndblik i Hierin-ne og dertil en Stad
fceftelfe paa Profetens Ord: »Er mit Ord Mc fette g
Jld? og som en Hammer, der sendet-flam- en Rippe7«» ,
