Den gamle Præstegaard.
en gammel FAMer
(Fortfat.)
Det er i det helc taaet cn masrkolig Inkr, dtsn fyges
Omgivelser, few um de er not saa ligegyldigr og made
lig bode, viscr for at faa Prassten hcsntcst og den fvge be
rettet, fklv om donne selv hverkm følcsr Tranq dertil
eller hat yttre Lanmfel den-ster. Paa ist Spergssnmal til
Kuskem om den inac- har sendt lmn1, faar man altid et
betrwftknde stor, men vcsd at tale mcd ham seln, bli
ver man oftcs sorvissct om det kltodsattc. Im hat« saa
oftc gjokt dcnne Erfari11a. En Gang lslev im kaldot til
en firfindstyvmaria fnttig Mond, der var mm :’lfta-gt
hos sin Dotier, oq dtst blev sagt, nt lian saa indcrlig
bad out, at komme til at talc med mig. Da jqu sum-nich
om han forlmmtcs at faa Zokmnnsntot fik im dot Zwar,
at der som- lmnss inderlige Ønsfe llnutct im tuivlcde
demut, eftersom im oldrig lmvdc set Munde-n i Wirken
og jm tin-We uogm Binde hcwde taget ham til Alter-J,
faa toq jeg dog Altertøjet med. Da im kom ind til hont,
fort-samt folgende Zamtalc:
»J, dar hast Vud csstek mig!«
»Ja! Ja!«
...Lwad ile J min? Bmawr J at qaa til Nudszs
kadksp
»Nei! det hat jeg slet ikke tænkt paa: jeg vil tale
med Dem om en saare vigtig Sag, dersom Te oil lade
de andre gaa ud!«
Da dette var stet, hoisfede han:
«"D! jeg er et ulykkeligt Menneske, nu skal jeg dø;
wen hvorledes -skal jeg komme i Jorden?«
Det laa je saa nær at fvare: »Det ital J oirkelig
ikke bekymte Jer om: men J fkulde tuenke paa, hoorledes
J skal komme i lHitmnelen!« Tet, mente han, baode al
deles ingenVanskelighed,det skulde han not felv beførgcy on
filte aldeles ingen Grund til Vekymring derfor, men
for horn, den fattige Mand, at komme i Jordem det
vil fige at faa en hæderlig Vegmvelse, det vor en meqet
vanskeligere Sag, og , naar jeg vilde loue hnnt at føme
derfor, saa hande han ingen slere Ønsser hverken for
denne ellcr den tilfommende Verden Jus-le Tage efter
tom den gamle Mond i Jorden
Nitualet lu)der, at naar Prasten Hammer for
at bereite en sog, »du hilier han bannem nenligen i
Gud«, on, naak han hat holdt en fort Tiltnle, »fkulde;
de, sein ere tjlstede, ftraks vige af i et andet Num, ind
til Communionen foretages, paa det Prassten kan hand
le ene med den Zyge. Naar denne da gjør fin Vekiendeli
fe, ver Prwsten vel give Agt paa, hmd der liqaer han
nem meft paa Usjme at han kan treer danneku derimod
med End-s Ord« ofv
Feld om den maeås Beleudelse Itte indelmldksr nonet,
son- lian den-mer at iljnle for de tilfindt-naide ina nn
ser ieg det ddn for hensigtgsniæssint »at linndle en Zinnd
ene med liani«: tlii det ainer san-del lmni Tom slTrasiten
en starre Frihed
Tn Inaa itle denn-, at denne Belendelie i Altwinde
liahed ital indeholde nbekendte Tinn, ssinnt oasaa det
can nndettiden fle; Vevidstheden om den nnsre Tød er
en flirrt Benannt-nnd til at ranfaae Ein ieln da til at
lette Hicrtet for alle de Bin-den hoorfdr det knn leitest-,
for af en andeer Mund at lnire det belmftet, at »Wind
vil inan Fanden-s Ted«, on nt bnnszs Rande ille er for
di. Jea Inindeis iaaledes et Par Tiliaslde, lnmr dette er
stet, og lwor Illeiultatet nat-, at link-sont Palntaofe til»
Bne link-r: »Der inandt den rede Styage!« ianledeszi koni!
det Enk fra den Fyge efter hans Belendeliez »D! det
lettcdc!« ;
J Satninenhasna liernted man ieg beinasrke at detl
ikke er nf Vejen ved enhver aioen Lejlinlied , oqiaa f.
Ele. ved Konformandforderedelsen, at minde Menighes
den otn Qrdene i D. L. Z- —5 «—-2«: ,,Pm-sten inaa ikke
uden iit Flalds Fortabelir aabenbare, lwad nogen for
hannecn i lønlig Skriftemaal bekendt baden med mindre
det tnnde anaaa nonet Forræderi eller lllytle sont ved
Prasstens Aabenbarelfe lunde forekoiiiities. Og doa ber»
dens Mann, sont det bekjent baden faavidt ntnligt er,
forttes«. i
Det er ikte tilstrækkeliat at faa den Bekendelfe fremJ
at den iyge deler Syndiaheden med alle andre Mennesker.
Det hak innen Vanitelighed at faa den Tilstaaelse frenui
»A! fa! Jeg er en Synder: thi det er vi jo alle-, og derl
er ingen, der er ren for Gndl« men dette lsenyttes fomJ
ronnnnne nanikaaiucn dulce ejt, og mere til at ifinle end’
til at aabenbare Sandheden Jo nærcnere man lomnnsrl
til at tale ocn din særeane Snnd, din verfonlinel
- Slnld desto sieerlere bliver Beslrcebelien for at stian
bott, og den ene Undflyldning drages frem efter den ansl
den Det har f Eis vceret mig scerdeles vaniteligt at»
faa Trankere til at vedaaa deres Synd, ont den san var
not saa vitterlig for alle.
Hvad er Aarsagen dektilTF Jeg blev en Gang kaldet:
til en faadan, der var forfnlden i mange Platz hanl
sank dybere og dotiert-, san han endelig blev iengeliggenH
de-: Datteren greb denne Leilighed til at bede mia koni
me til hont. Pan min VetnasrkninzL at jea antag, del
vtlde vwre aldeles eitles-leih svarede bun, at lnsn iyntes
at have demærket nogle Tegn hoc- Faderen paa, at han.
var kommen pnanndre Tanken han lamates efter min,
oq enskede den helllge Nadvere. Fee der knnde nwre Tale
om det sidfte, maatte jeg io nsdvendiat tale med Man
den for at forlitre mlg am, at der dog var noaet af det
Sind, der absolut maatte sprer og jeg gik altsaa nd til
.dam pan Matten, ist-or han havde et ltlle Hug. Sau
bat ved sin fulde Bevldlthed, gav mig Rot i alt, hoad
jeqsptalte oin Svnd og Rande i Almindeltghed, indtil
M andte at tkykke pack Byldem og talte em, ntFraads f
« sie-e leg Drankere lkke kommee lndl Guds Man Sau var
nd- help Urbi: M der var des ingen, der med Rette kun
is W w en Branca-; heb nagen hat-de fort-alt mig»
fxkåg M M M Wls saatalelie esp. M vilde
M
jo ikke, Gud bevaresi ligeoverfor mig ncegte, at han un
dertiden i et godt Lag havde taget sig en Taut, som
alle de andre, men videre var det aldrig gaaet, og »en
ordentlig Mand, det var han«. Udover dette var det ikke
inuligt at bringe hom: jeg formanede hom, Datteren
toq nforholdent mit Parti og fsgte at overbevise ham,
nei! det var os ganfke umnligt; han gentog flere Gange,
at jeg dog vel antog ham for et krifteligt Mennefke.
Altsaa forlod jeg ham med uforrettet Sag; men, idet
jeg qik nd af Døren, niødte jeg min Ven, Lægen, der
vilde se til den syge Læqen var ielv en oprigtig troende
Mand, der oqfaa af den Grund var elsket af os alle;
idet han saa mig, udbrød han: »Men,kære Venl hvad
har De at gøre dekinde?« vg, da jeg ligeiom ovcrrasket
svarede: »Tet niaa De dog nok knnne tænke Dem, da
De wed, lnmr syg Monden er: jeg vilde tale noglealvori
liqe Ord nied hain!« fpnmte han: »Mener De da, at
Te udrettede noget’-2 det qjorde De visfelig ikke, deroni
er jeg onerbevistJ thi hos hani forbyder det iig selv,
iffe alene af nandelige, men af rent fysiike Oirinide«.
Han forklnrede mig da, at ved Drikkeriet blioer Hiernen
ganfke forandret, og lidt efter lidt aldelesz uitnodtagelia
for ethvert aandeligt Jndtryt »Ti- kunde have tnlt til
hmn til i Morgen, og var uldriq kommen videre; han
hat-de ikke fattet og kunde ikte fatte, hvad De mente, det
er insiik nninligt, det er netop noget sasreaent for Dran
keren«. Ins-finster ikke lasngere lians narrniereForklarinq
as Tilstmiden, ou jeq kan itte iiqe osn fian havdc diiet i
iin Opfattelie af Uninijglieden of en Tranke-ts- Onmens
delie ou Freisiy skent niin senere Erfnrinq iffe bar mod
ibenift non-J Paastand; inen jeg ved, at jeg tin Afiked fm
tin-n nied de Ord: »Det er jo forfcerdeligt, at pao den
:i.I-’aode knn Mondes is- Tid unsre onnne flere Aar før Dei
den, un ved det arme Mennefkes egen Skyld!« i
Er andet Tiifaslde vil du oaiaa niede, nenilig dem-J
at Fund-Ins Erkendelse er Vaagnet i en saadan Hirt-»F
at fiiudsrs Nnade ikke innes fior nok til at skiule items
Sondern-n vedgnar alt, lnmd han har forfyndet sia med,i
nien kan ikke finde Lasqedoin i Trer Pan Guds usw-J
fkyldte Rande i Kristus Jesus. Sker dette, da kan du’
komme til at kcempe en Kamp paa Lin og Død, og den»
endet tnaaske dog med et Nederlag. Saaledesks gik det
med det Menneske, jeg omtalte lcengere unenfor; han?
blev ved at føre sit seedvanlige fyndige on trodfige Lin»
uden mindste Tegn paa, at det noaen Sinde knnde blivez
anderledes. En Nat i Mulm og Mørke kom hans SøIH
Ined Vogn efter min: non-Es Fader var plndfelig blevetH
meqet syn, og ønskede at blioe berettet. Zkønt det nokx
anede min, focn faa ofte før, at det ikke Var den fygei
selv, Inen Familien, der ønskede mig, klasdte jeg mig
dog paa og fnlgte med. Det viste sig ftraks, at min
Tanke var rigtig: Monden var tilsyneladende ikke legems
lig fyg, men det var alligevel tydeligt, at ban led feore
Qualen Jeg begnndte nt lmndle »venligen« med hum
mcsn imn svnrede ifke, nagtet han harte alt. lwad im
fande: jeg jpnmte, otn det nn var atmet on for dann
lmilket Lin han lmvde fort, og dertkl fvarede han endelin:
«Tet bar jen lasnge nidft!« men dn jeq bnd hmn jene
Rande, mensJ den sandte-s, afbrød han Iniq med de
Ord: »Tet kcm ifke nntte, Nandens Tid er ommex min
Zond er starre, end at den kan forladesl« Jeg mindede
fnnn om de Ord i Zalntem
. Tag er Mondeng- Tit-,
Tag er Sind at findet
im lsisle til-n til Illølieren pan Floriet ioriitrede limit, nt
Nnd Uil innen Sondeer De, mcn at lian ital anwende
iiii on lemsl - det var altiannnen iorgl1s17c5. Sau grob
im til at lwde for l)an1, men lian afbrød mig: »Bist ital
Te ille, det nntter site-: tlii der er en Synd til Dem-n
ozi for den ital innen bede; De ital hat«-e Tat, fordi Te
tom licrud til miq, nccn det er for iildiat, for inig er
der ingen Nedning mere.«
Der var ingen andre til Stedex en lille oiende Praasi
sind paa Bot-det, og som den koste-de iit Stin liøit elleri
laut, intondrede aniigerneiigx til iine Tider var det
nasiusn merkt. Under iaa nlnmiielige Forliold sont disie
link ilsg altid meget at gørc nnsd ncin Fantaii; den
nil tngcs Magten ira mig. Jeg liar altid iølt Zandheden
nf Prasdikerens Ord: »Ernst er Lyiet, og lyiteligt er det
iur Liniene at is Eolen«, nie-n jeg iyncss altid at iste,
at Mørtet lseilaar ikke alone deri, at Lyiet er atmet bort,
nei! der er e Liv, et Natiuiileliv, iom rører iig olnkring
os, det er ,,Mørketg Magier,« der gør den-S Gerninii
Den fyge laa kolig et Lieblih ftirrende hen i Wogen; ieg
iad og besindede mig: da ialdt den Tanti- mig ind: vi
er ifke alone-, der hemmt-r siq en liel Hase omtring oH
nie-d »den Strom-« i Eisidiem iom ikte vil lade iig sit
Oiier rioe af Haandem oq im gyste ved den Trinke, at
ieii var den cneite, der ikulde tasmpe imod den. Tot itod
i min Angeil iaa leucnde ior mig, at ieg viktelig iyntes
at opleve Aposleleng Ord: »An hat du itte Finmp nch
liød og Mod, men med Fyritendømmer og Monter, med
Ondstabens anndelige Lsasr under Himmelen«. Plndies
lig reiste den izige iig op. mit-c iinc Arme nd og fande:
»Na er det iorbi: her er iexi!'«« Da jeg bøjcde liant tilbaiics
med de Ord: ,,Hvad«er det?« svarede han: »Sei- De ham
litt-? der itaar han, Tiden er ndel« Alt hvad im talte
for ,.nt tnsics paa linns Ein-L« bialp itte: han lllev ned
at poaima, at Tiden var lonnnem »Don lmr nltid va
ret niin Herr-e og har Rot til miax hele mit Liv lim- im
tient hanc i Lydighed, nu tommer lian for at give mlg
mln Lan, og der er ingen, der kan udfri tnig af hansl
Haand«. Saaledes lød hans itadige og uioranderligei
Bekendeliez l Mosket iorlod ieg hom: mon da im kørte
sud igennem Gewisde Port, hængte han iig ielu i Sen
lgebaandet
Enditøndt ieg altid hat aniet det for uheldigt, at«
iSelvmordereö Begravelleömaade er lagt i Amtmandensi
Hemden lau vil jeg dog tllitaa, at jeg islte mlg leitet-s
da Resolutionem uagtet Familie-is indtreengende An
mszodning, lød paa: Begravelie vel pqa Kirkegaardem
merk m et assides Stet- og oben Jordpaakastelie "og
I
LW
Naar du bliver kaldet til saadanne Mennesker, saa
kam med Myndighed, men lad den aldrig skilles sra
Mildhed, og tiltro Guds Ord alt, men diq selv intet:
hnsk altid paa, at du er Evangeliets Tjener, og at du
ikke ved at svinge Lovens lynende Svasrd kan srelse no
gen. Der hat oel været Tider, da en anden Mening bar
.hersket, og man har en Del Omvendelsesshistorier om Mi
rakler oed Laden; men jeg hat aldrig hast nagen ret
Tillid til dem. Jeg vil tun ansøre en, som i sin Tid
blev anset for et Under og tillagt stor Betydning, ag-«
saa sor de paagældende Personers Sk1)ld, saa kan du«
sselv dømme otn Sandheden i den; ansøres af Pontop
pidan i hans Annales ecclesiæ Danicce Jdet han um
taler den københavnske Priest, Jens Jnstsen, saaledes:j
I,,Totns3 pietete ardebat, eandemque in animis entnian
excitare studit operose«, fartsætter han:
»:i’aar der fandtes meget forvildede on sorstokkede
Syndercy sont ingen anden Præst kunde komme noan
Vei nied, iaa lykkedes det ved Guds Naade for l)am.
Da i Llaret 1(;59, under whenhavns Velejring den taki-(
re, Inen i Zunder bundne Greue Ulr· Chr. Golde-Name
lionn Christian den Fjerdes naturlige Sen, laa paa sin
Dødgjenn US Aar nnmniel), og der blen atmendt al inn
lig O1nl)n, iaanel sor lmnis lenemliqe Helbredelse, der
laa Nonnen menet paa Sinde, som sor hans Sjcels
Frelse, var der innen as Odium-sterne, der kunde berolige
ham med Gndizi Ord, ja, ikke engang overtale ljain til at
børe Enndbeden, da han stadig niite dem bort med For
bittrelse, ja, endogsaa trnede denk. Endelig fmn Magister
Jensrs Justiein on han nentede sja ilke noget liedre Trak
teinent: on i Vennndelsen gif det ham sont de andre. san
lod den snge rase en Tid lang, men saa ljltalte han ham,
idet han nanske tilsidesatte Patientens høje Stand, vel
med Barinl)jertiahed, men dog nced en nalmindelig Mid
knsrlsed som en Helvedeis Brand, der nn sikkert ilede ind
til den eoige Fortabelse og som Gud ikke længere sønte
nted fin saa lasnne sorsmaaede Naade, og derpaa aik
lsan sra l)a1n. Da nn Grev Guldenløme ikke vilde have
iiiisdiiknsexi«l1rasst at gere, ikke engann med dem, sont
fo’1« letnpelia med nam, men bestandig lan og talte
knn oni Zlnd da dingten san tasnkte man jo allermindst,
at den Mand, sont nldeles ilke lsande menagert hinn,
eller lseksandlet den arme Zynder standsincrssint, sfulde
bline kaldt iqen: det ilete dog nogle Tinier eitel-, paa
Patientens Forlangende, til alles Fornndring, og før
sin ikfe lænne ester sølckende Død, fvntesI lJan at Unsre
l1lenet en ny Skalil1iiig.«
VI ml lade Stutnnmen staa l)en: men mon det stut
de viere Sandl)ed, at de strenge Ord om Fortabelfr og
Helvedth talt til en unq Mand, uden fuld Vevidsthed, ar
bejdende med alle sine Tanker der ude paa Valpladsen,
kcempende med Fjenderne paa Liv og Død, skulde have
ndrettet saa store Ting, at, da han endelig kom til Be
vidsthed, bar de Omvendelsens Frugter2 Jeg bar tvivlet
og tvivler endnn derom.
J al Fald har jeg ifle derved ladet mig overtale
til at fortcisteIli1osteletis MetodeL »En Herreng- Tjener
bør det itke at stride, men at vcere mild imod alle, med
Saatmodiuhed undervisende dem, fom modsretter fig, om
Gud vilde en Gang give dem Omuendelscn til Sandhedsz
Crkendelse, og de lunne komme til sig felv igen fm Tim
vclens Znare, af hvem de er iangne til at gøre bang
Villic«.
At holde Liatalcr hører ganike nist til en af Vore
vanileliafte ·Opgavcsr, fordi dertil heter, ikke alene at
vcrre Sandbeden tro i Kasrligbed nien oaiaa en Takt
der ikle er enhuer given! Det er uden TninL at der i
visie Egne af vort Land drines et helt llmeien med
Taler ned Jordefasrd idet der nf Prasiten fksrst ital tates
i Oufet Ded den aabne vKiste, drum-it ved Grauen før
Jordspaakastelsem og endelig, efter at liele Følaet er
atmet ind itiirlen og det iaataldte »Testamente«, den
afdødes Levnetslød skrevet as Skdlelærerem —- lad dig
det forevise i Forvejem tlji det maa swdvanlig læses
cum grano salis — er oplæft, den egentlige Ligprasdiken
Men selv hvor det ikke er saa galt, nil det Ønfke
doa disk ofte fremfonune hos diq, «----skønt jeq af Ærlighed
for uort Fall-:- Hwngen ued gamle Stille on tillige af
andre Grunde vilde værei stcerk TvivL oni jeg turde
stennne derfor —- at det var hos os sont i den engelske
stärkt-, hvor Nitualet for de dødes Vegravelie er ganske
ens- for alle Ined Undtaaelse af Ekscommunicerede on
Selomordere, og hoor den afdødes Perionligehed aldeles
forfninder.
Der er ikle fcm Leitfalseden book on Prasft Ineget
nodt tan nndgma at tale, nq i ct saadant Tilfælde nil
im bedi- dia erindrc Jakob-:- er: »Na-r snar til at høreh
lmmioni til at tole«: thi der or ilke gnnikc iaa Pia-stor,
sont vendcsr disie Ord onl, og er langsonnnc til nt hart-,
men snare til at tach Naar der nan for din Menighed
iltc er snsrcsgnc Rot-hold til Stede, f Ets. Familie-· eller
inderligt Pensiole Forhold til Stede, san fast diq iblnndt
des lmrende, jtle iblandt de talcnch Tot har san oftc
ftødt mig, at der blinkt holdt san mangc Tales-, on ikke
mindft ved Prasiterg Vogt-noc-lic. Knikcr du forrige
Aar, da den ititkksliqe Paftor N blev l1cgravet;der var
i Nrnndcn knn pen, der var kaldet til at tkile nq san
nicldte der sig set-J, lmumf do tre licnnndtc nnsd . »Im
handc dgpntlig ikle tasnlt nun at tale vtsd donncl Oe jligs
l)(-d, inm« oin.: on to: Art cis knn ist Pnr Ord, im bar
nt fige!«, skøndt Ordcne dirkeliq blisn altfdr nmnth iom1
dct jo gerne plcjcsr at gan ofter en iaadnn Forsitkring
Hund knndc disic ists dog hanc at sinc? Da Følget gil-.
im Graden, fnlnte to Bemder mcds l)inanden, oq da den
enc« bentwrtede: »Det nat da arovt« sont di- allesammen
koste vor garnle Præft; han var jo dog et fyndigt Men
ne- te, linsiom vi andrel« sit han dct Sonn »Ja! den(
csnc Ravn immer ikke Øiet ud paa den anden; og den,
der hat Kot-set, iigner sig.«
Disse Ord er ikke saa sjælden faldet mig ind, naan
ieq er gaaet fra Pisa-stets Begravelie: og der er dog in-l
gen, der i højere Grad maa gaa herfra med den Be
kendelfe: »vi er unyttige Tienerel« eller fom inderligere
hat behov at bede: ,,Gud vær mig Synder naadigl«
end vi Prcesten . Hvorfor stal andres »Skr-beligheder
drages frem, men vore fkjuleZI Den eneste Ligtale over
en Præst, fom er noget werd, det er de Mensghedens
Tot-ten der bryder frem ved Graveu; det er i al Feld
den eneste, sin jeg vil sastte Pris paa; holdes den Me,
saa er alt det andet vcerdiløsi.
» Men er det vor Einbedspligt at tale, da kan dette
nie-get ofte viere en vanskelig, det er aldrig en ligegyls
dig Sag: tlji vi repræsenterer meget mere end os sehn
og ved den Lejlighed er de nieste døve Folk gerne de
mest lydhøie og opmcerkfonmie Der liqger jo megen
Sandhed i Nitualets Forskrift: »Præfterne skal vel vog
te iig, at deres Ligprcedikener ikke bliver til panegyrisk
Snac saa at de enten efter Hedningernes Sædvane siger
for nieget til den afdødes Ros, og besmitter deres hel
lige .llald, iaavel iom deres egen Samdittigljed derived
eller og ncelder noget Usømmeligt dm hannem, andre
til Forarqelie Ha de Paarørcstide til Beskæmmelfe, mei:
hvad sandt er og oitterligt i Menigheden, det maa De
nied Munde og god Mauer liefkedentlig udsige, andre til
Ylfifnd og Advarsel,« - men dermed er Sagen langt
fra afgjort.
Jst-ellen: panegyriik Snak og uiømmelig Dadel gaar
altsaa Besen For at viere fikker pcm ikke at komme til
at gaa over Etregen, er der Priester, fom mener, at man
i Talen aldeles ital undan at omtale den dødes Per
fdn, og alene nytte Lejligheden til at forkynde Ordet
om Opstandelse dg evigt Liv, selv om den afdødes Liv
lmr merkst nok fna rigt poa »hvad der er sandt, ærbart,
retfærdiqt, rent, elfkeligt, og pcm alt, hvad der har godt
Lou.« Tenne Jlnskuelse knn jeg paa ingen Maade dele,
og jea tvivler ikke om, at de efterladte, som hat haft
den Veliignelie at leve sammen med et saadant Menneske,
vilde have en Følelse af, at der var sket dem Uret. Ovar
for skal det dog forties ved Afskeden, hvilken Skat de
liar mistet, og huilket Tab de har lidt? Hvorfor skal en
Faders og Moders Dyder fkjnles, saa de itke maa anfe
res fom et Mønster til Efterlignelse for dem, som bliver
tilbcme? Jea kan lieller ikke indfe, —-— iscer da Præsten
er den Weste-, der liar Ret til at liolde den offentlige
Afskedstale, — at det iknlde viere ftemmende med, hvad
vi sknlder :Ui’(1siid, der ved Videnikab og Kunst, eller ved
Bedriitee i Krigen bar gjort nort Fcedreland Ære, at
vi ikle bar Iiiet til at takke Gud for dem, eller at fige
til andre: »følg dem efter!«
Til fulde erkender jeg, at her fyndes der vistnok
ofte, fordi Grcensen ikke bliver trukken der, hvor den be
stemt ital trækkes, idet der bliver tillagt det menneskelige
i et Mennefkes Liv mere end tilbørligt er, og der drages
Veksler paa dem-, som er større end at de kan indlgses.
Pais del uaal saa snart Talen bliver om Guds Rige,
om en selig Tød og en glcedelig Opstandelse, saa lad
det aktid trwde saa klart frem for Tilhørerne som mu
lik1t, .n lxor velfiqnet ej sägt et Mennefkeliv hax dass-et
paa alt det, sont staar høfest i denne Verden, san er intet
Li) km Indboldsrigt nok til, at det kan forslaa, hol
der sidsns Ilfjkedssord ·s.s-’ Mars-n lødr ,,Tag dit og gak"'
Fxt :.—s.s«de Fremtids shan tør eg kan ikke bygges pkm
If Nkciisicssteg Lin og LIsi-k·kksnsk-ed, men ene og alene mo.
mn Imn enndrede ibkcn«"t st fom den« der havde bevIrOt
sit Werte i Vor Herseäi Jesn Käristi Tro, og sit Haab ene
U ohne paa Nuds nfsrspuldte Nnnde fortnedejst den
;5«it"s.1!kn:g, der er i Ue one-Je Frelser og Forli-sen To
Peter nik ind til Tabktfusz Loh-Heim da ftod alle Ente-sue
under lmm, »de Arm U »Ehe ham dc Kjortler og KLE
duz Ums sammt Tannan link-de gjort den Stund, bkm
nur hoc- k-c-1n,« tnind nitid om, nnar du bar talt un
dxn 1irt"soxnme afdødes efterlndte ,,Kjortler og chvder«,
at de forslcmr ikkes Spørgsmaalet er, om han har fulgt
Striftensrs Formaning: »Hast over dig som en dobbelt
Rappe den Ilietfcerdighed fom er fra Gud, fast som en
vKrone paa dit .Soved den Herligbed, som er fra den
Eviae«: tlii der er knn een Kappe, som skjuler Eyndernes
:lllmmfoldigl)ed: men den tager vi nted os.
Tette maa du ndtale ved enhoer Kiste, for at ikke
Følget, hvortil det er saa tilbøjeligt, naar det har hørt
din Tal for-alt, hvad den lwrtgangne har vieret for
fixie, ikle ital slaa sig til Ro og ncere et falsk Haab for
fia sel«v; gør altid dit til, at Herrens er ikke skal
gle111111e5: »Jeg er den, som lukker op, og ingen lutker
til, og lukker til, og ingen lukker op«. Der vil nok
blandt Tilhørerne findes ungle, som finder, at den ene
Del af Talen uden Slade kunde have været undladt:
det var smutt, huad du sagde om den afdøde, men de
fpørger ifke, om Herren har faaet sit; bryd du dig ikke
om deress Dom, og ftil dig ilfe i deres Rcrkke, »der elsker
Menneskens Ære mere end Guds Ære.«.
En anden Sag er det med dem, der lJar levet et
Lin, aabenbart til Foramelfe for Herrens Menighed:
tl)i har Folf ifle lasrt andet Latin, faa har
de gansfe vist leert dette: Te mortnis nil nifi bene
Paar nu, sont sagt, et iaadant Liv bar vceret vitterligt
for alle, lan det san med Rette forlangeå at Præsten
ital fnrtie det? at hatt fkal staa som den eneste, der ladet,
som oin lmn var aldeleis tmidende om det, enlwer af de
entstaaende tender? Nefl det tør du ilfe Du maa helft.
naar Familien kunnner ou forlanaer en Tale, gøre For
føg pau at fna dem til at fmfalde Ønfket her-ani: du
tun bede dem Wie-:- med Jerdtmalaftelien og Fadervor;
nten det vil i det mindste her paa Egnen, ilke lykkes»
diq at satt dem til at Hefe-Z med dette. J saa Fald hat
jea mindet dem um Hinmletri Ord: »Wind iandt er og
vittserlixxt i Meniglieden det mcn Prasften med Maade
og god Mauer beskedentliu udsiqe, andre til Affkyd og
Advarsel«; og san har ieq i Talen bestraslst mig for den
bedste Mauer, nemlig »at ver-re Sandheden tro i Kærligs
lied«, voatet miq for at fige andet, end hvad enhver,
der kan denn-ne, er nødt til hos iig selv at godkende
Det er vel ogsaa en Sag, der er vkerd at leque os soc-e
paa Hier-te, at jo større Fordring vi stiller til es selts,
desto mildere er vi imod andre, og io dybere vor easy
Syndsxkkendene ek, desto mindre wies vi og kamt m
haarde Dom-me over andres
W) -,
